you're my sister...? [Lexa]

//DEt er perfekt!!

Selvom om natten var skoven smuk. Nogle ildfluer oplyste den tættere skov let. Lexa sad ved søen denne aften. Nød stilheden. Tænkte på planer... eller prøvede. Hun ville være hundrede procent sikker på, at planen skulle virke. Rita skulle ikke have et forspring. Da hun hørte nogle komme ind i haven rejste hun sig hurtigt op. Hendes skridt førte hende på langs en lille hytte hun havde herude. Døren Bellamy kom ind igennem var til et storslået sted. Det virkede som et tropisk paradis. Og det var det vel også. Lexa kiggede lidt til siden da han kiggede ind af døren til hendes hytte. Let gik hun om bagved ham, med hovedet på skrå. Vingerne var ekstremt flotte. Det var ligesom hun havde fået fortalt - faktisk smukkere. "Det tog din tid at finde herhen... dine vinger er ligeså smukke som jeg har fået fortalt." Sagde hun med en let uskyldig stemme - den var underlig blid - man kunne næsten ikke andet end at elske den. Lexa bed sig kort i læben. "Men siden Rita sikkert intet har fortalt dig... så lad mig præsentere mig selv... mit navn er Lexa.. din tvillinge søster." Let rakte hun hånden frem mod ham. "Og please gør mig den tjeneste ikke at rende til hende... hun er ikke hvad du tror." Det lød som en typisk film historie. Der var ingen nem måde at bringe disse nyheder, og siden det var første gang hun stod ansigt til ansigt med den person hun havde holdt uskadet så længe... så var hun meget ligefrem. Med god grund.
Hun kiggede til siden, da hun mærkede en brændende varme i sit bryst. "Gem dig... nu!" Vrissede hun af Bellamy og skubbede ham ind i hytten og lukkede døren.
Det tog ikke langtid før, at synderen kom frem. Rita. Hun stod med en fakkel og satte ild til en plante af gangen. Hver eneste flamme hun påsatte følte Lexa tydeligt.
"Jeg kan se du havde besøg af din far her... hvad fortalte du ham?" Spurgte hun og gik tættere på Lexa.
"Intet." Svarede hun simpelt og så Rita direkte i øjnene.
"Tror du virkelig at jeg falder for den..? Pigebarn, jeg ved du frygter for din broders liv... og det burde du også. Bare fordi, at du sagde nej til hans vinger - gør det dig ikke til en heltinde. Han kender dig jo ikke søtte barn. Du burde komme over det... din familie kommer ikke efter dig.. tag branden som en advarsel." Lexas øjne fulgte faklen i samme sekund som Rita smed den fra sig, og lod flammerne bredde sig ved to af de storetræer. Lexa løb derhen imod og bemærkede ikke Rita længere - hun gik også bare.
Lexa tog sig til maven som fik hun det største stød - og det gjorde hun også. Der var intet hun kunne gøre... og hun følte sig i den grad hjælpeløs. Naturens smerte reflekterede sig over på hende. Så det tog ikke langtid før at hendes hud begyndte at brænde. Ikke direkte - men hun kunne føle det. Hun kunne hører skrigene. Skrigene om hjælp. Det fik hende til at tage sig til hovedet og holde sig for ørene, imens hun rystede vildt på hovedet - prøvede at ryste det af sig. De var nød til at komme ud herfra. Inden stedet ville brænde sammen. Og hvis Lexa blev her, ville hun højest sandssynligt omkomme i smerten fra hele stedet.

//Ser action serie.. derfor.. action mode = action svar

Alt hun fokuserede på var vingerne. Da han spredte dem ud. Fantastiske smukke mørke vinger. Alt hun altid havde forstillet sig. Hendes øjne lyste helt op ved synet af dem. Suset i hendes mave da de lettede fra jorden. Vinden der rev fast i hendes hår, og kærtegnede hendes hud. Det måtte være sådan her det føltes at flyve. Bellamy havde hendes vinger - og selvom hun i ny og næ drømte hun kunne flyve henover byerne - så ville hun aldrig tage dem fra ham. Lexa flyttede endelig blikket over på Bellamy. "De ligeså smukke som jeg hørte de var." Komplimenterede hun så vingerne. Et smil bredte sig på hendes læber. "Det er godt du passer så godt på dem." Tilføjede hun lidt efter. Så snart de var langt nok væk fra skaden kiggede hun let tilbage. Det var hendes hjem der lige var blevet taget fra hende, men som hendes far havde sagt. Så ventede han på dem. "Vores forældre venter på os... vores far ødelagde låsen til buret - derfor kunne du nemt komme igennem... De bor i nærheden." Hendes ansigt ændrede sig for en smule bange og uskyldig - til spændt og lettet - nærmest glad. Hun havde sin bror. Snart hele hendes familie. Det kunne ikke være bedre?