Sometimes history does repeat itself - Fay

S: Terrorville, gågaden
O: Ganske få folk.
V: Køligt
T: Nat
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var tid siden hun havde mødt Fay. Fået hele indblikket af at hun havde to dobbeltgængere. Jazmin og Fay. Hun havde ikke mødt Jazmin endnu, og vidste egentlig ikke helt om hun burde eller turde. Vampyrlivet var en udfordring for hende. Den konstante måde hun skulle gemme sig for solen på, undgå den. Det var smertefuldt i sig selv. Hun elskede jo solen, hun elskede dens varme og kærtegnelser mod hendes kind - men nu var den ikke andet end en metode til at slå hende ihjel på. Det var svært at forholde sig til. Heldigvis havde hendes datter det fint. Venus. Det lille dæmon barn var i live, også selvom at Catherine næsten ikke havde været det. Gudskelov for at Caroline havde været der. Hvis det ikke havde været for Caroline, så havde Catherine været død nu. Selvfølgelig havde Caroline først troet hun var en anden, men selvfølgelig. Nu forstod hun jo også godt hvorfor. Fay. Caroline havde troet, at hun var Fay. Hun havde troet, at hun havde reddet Fay. Sikke en skuffelse det måtte have været for Caroline egentlig? På den anden side, troede Catherine i første sekund at det var Josette. Så det havde de vidst været lige gode om. Så nu havde hun besluttet sig selv for at gå væk hjemmefra lidt. Hun havde skrevet et brev til Neal om hun havde brug for frisk luft. Han var bekymret for hende og hun forstod ham godt. Hun var også bekymret for sig selv, for denne uvirkelighed var lige blevet virkelig. Venus ville have det godt hos ham imens hun bare lige var væk i nogle dage.

Catherine fandt sig selv gå op af de mørke gader. Pludselig ramte det hende. Lyden. Et hjerte der bankede så voldsomt i frygt. Blodårerne under hendes øjne blev aktiveret ved denne lyd. Tænderne skar igennem hendes tandkød og blottede sig. Før hun vidste af det stod hun ved pigebarnet som var blevet forskrækket af sin egen skygge. Hun skreg da hun så Catherine. Pigen var ikke mere end 10. Catherine kunne ikke kontrollere sig selv, det var som om, at monsteret i hende blot slog ind og bad hendes dæmoner om at blive mætte. Catherine greb fat i pigen og lod sine hugtænder skære igennem huden på pigen. Tøsen skreg så højt, men Catherine reagerede ikke. Ikke før at kroppen blev livløs og faldt til jorden. Catherine sprang tilbage. Hun førte sin rystende hånd op foran sin mund, og kunne mærke, hvordan læberne begyndte at skælve. Hvad havde hun dog gjort?
"Hvad har jeg gjort.. hvad har jeg gjort.." Hviskede hun og tog sine hænder og kørte dem igennem sit hår. Hun havde dræbt en lille pige. Det havde hun aldrig gjort før. Hvad skete der dog for hende? Hvorfor kunne hun ikke længere kontrollere sig selv. Catherine gik stille hen og satte sig ved liget. Hun gled sin rystende hånd henover pigens blonde lokker.
"Jeg er så ked af det.. jeg er så ked af det." Hviskede hun gentagende gange. Så lukkede hun pigens øjne der glænsede blankt af frygt. Catherine pustede ud og rejste sig så op.  Catherine vendte ryggen til og gik videre, dog nåede hun ikke langt før hun fik øje på sit eget spejlbilled. Fordi hun havde mødt Fay før, kunne hun godt sætte færten på hende og de små detaljer. Catherines ansigt var smurt ind i blod, og tårerne strømmede ud af øjnene på hende, selvom hun ikke havde opdaget det endnu.
"Heeey." Hviskede hun stille. "Jeg har ledt efter dig..." Tilføjede hun tøvende og sank en klump.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Fay var ude og gå sin aftentur, det var et foretagende som hun har blevet lettere afhængig af. Fay nød disse aftenture, byen var oftest rolig, luften var klar, frisk og duftede altid godt om aftenen. Fay elskede det, det var det tidspunkt på dagen hvor hun bedst kunne tænke og være, ja nærmest i en lykkelig sindstilstand, det var om natten at magien optrådte, i månens og stjernernes skær, i skyggernes dans og mørkets mysterier. Det var her drømme kunne blive til virkelighed, fjender til venner, eller i dette tilfælde en hjælp at finde. For på sin aftentur denne ganske aften, havde Fay gået i sine egne tanker, men var blevet revet ud af dem, for et par 10-20 meter længere nede af den lille gade, hørtes et barne skrig. Skriget havde bragt Fay tilbage til virkeligheden, og fra det hun kunne se lidt længere fremme, var det hende selv der stod og sugede blodet ud af en lille pige. Det gik hurtigt op for hende at dette enten var Jazz, hendes enæggede tvilling, eller deres fælles dobbelgænger Catherine. Roligt gik Fay tættere på, hvis dette virkelig var hendes søster så ville hendes søgen langt om længe være færdig! Men skuffelsen ramt hende kort. For imens hun havde bevæget sig tættere på scenen havde hendes eget spejlbilled, tømt pigen for blod, gået i panik over det og henvendt sig til Fay. Det var først nu at det gik op for Fay at dette ikke var hendes søster, men Catherine."Catherine.. Siden hvornår er du blevet en vampyr?" hendes spørgsmål var ikke drevet af nysgerrighed som sådan, eller jo lidt nysgerrig var hun da!
Fays blik gled let over hende, panikken hos Catherine var nok til at smitte en hel by."Og hvorfor har du ledt efter mig?" Hun undrede sig over hvorfor Catherine havde ledt efter hende, godt nok havde de da engang været fanget sammen og havde undsluppet stedet, men det havde jo ikke gjort dem til hinandens mest fortrolige. Dog havde de et bånd sammen, Fay kunne selv mærke det, selvom hun nok ville benægte det hvis nogen sagde det. Fay lyttede omkring, aften patruljen ville snart komme denne vej, og det var ikke smart at blive set sammen med liget af en lille pige. Fay tog et bestemt greb i Catherines arm og trak hende med ned i en gyde, ind gennem en port og igennem en llille gård som knap nok eksisterede. Derfra trak hun hende videre gennem byens labyrint af gyder ind til de endte godt 3 km væk fra liget.

//Jeg har ændret min karakter lidt, så emnet ville ikke passe til hende. Derfor vælger jeg at oute c: