Sometimes history does repeat itself - Daron

S: Gågaden i DP
T: Det er ligeså lige blevet mørkt
V: Varmt.
O: Beskrives
P: klik
@Daron

---

Endelig! Hun havde ikke lavet andet end at brokke sig siden solen kom ned. Erica og Hecate havde blot råbt hun skulle holde kæft til sidst.
"But I'm so bored.." Havde hun brokket sig og smidt sig surmulende ned i sofaen med armene overkors. Lenora var rastløs og havde behov for noget at fortage sig. Behov for at slå hjernen fra, og det var ikke altid let for hendes mange tanker at holde kæft. Endelig var solen gået ned, og hun var smuttet hurtigere end nogen så det. Lenora tog en dyb indånding af den varme luft og slog ud med armene. Så lod hun armene falde ned til siden og kiggede sig omkring.
"What do we have here?" Spurgte hun sig selv med et skævt smil på læben. Elegant fik hun sig bevæget igennem de smalle gågader og igennem de mørke gyder. Som en kat der listede sig ind på sit bytte. Men det var næsten også det hun var, et rovdyr. Lenora fik øje på en ung menneske pige og satte tænderne i byttet. Trak tiden stille og rolig ud før livet var suget ud af pigen - så let som ingenting. Lenora lod håndryggen glide henover sine læber før hun satte sig på hug ved byttet. Lenora tjekkede lommerne for værdi. Lenora tog pungen op og tog de guldmønter der havde været i. Ikke mange, men lidt var nok. Så tog hun smykkerne en fin guldhalskæde og en diamant fingerring. Gevinsten lagde hun i sine lommer. Så rejste hun sig op igen, og gik videre. Efterlod kroppen til at blive et genfærd, forsvinde med tiden. Gågaden var fyldt med mindre boder nogle af nattens væsner havde åbnet.

Vampyrer der solgte deres specielle drinks. Lenora modtog en smagsprøve og tog en sip af glasset.
"Oh tasty." Nu smagte blod så også altid godt. Hun smilede taknemligt til dem der havde givet hende smagsprøven, men gik så videre. Så fandt hun nogen som lignede en der havde trukket en regnsky over sit hoved. Let hævede hun brynet og gik hen til ham.
"You know.. I think you should smile a little.. it is a happy hour.. not a rainy day." Sagde hun til ham og derved stillede sig op foran ham. Udtrykket i hans ansigt ændrede sig straks, hvilket fik hende til at knibe øjnene lettere sammen. "Are you okay? You look like you have seen a ghost or something?" Hun hævede et bryn af ham, og rullede let med øjnene over det.

Denne aften havde han et valg - han kunne have valgt at være social og lære nye mennesker at kende, eller han kunne trække sig væk fra gruppen og være for sig selv. Daron var egentlig blevet en del mere social siden han først kom til Drageborgen, dog stadig hvor han sørgede for at holde facaden oppe, men han havde altid været introvertet og sådan ville han altid være. Han kunne sagtens løsrive sig i ny og næ og nød også at være sammen med andre. Men andre dage opslugte den negative energi ham, og gjorde ham ude af stand til at trække på smilebåndet. Dette var en af de dage.
De havde ikke været til træning i dag, så Daron havde brugt dagen lukket inde på sit værelse og synke ned i et hul. Det havde han en dårlig vane med at gøre. Han var blevet så god til at holde alle sine bekymringer væk at en gang i mellem flød de ind og druknede ham. Mens han lå i sengen kredsede hans tanker mellem hans far, Jazmin, Joshua og ikke mindst... Viola.
Han prøvede at glemme hende, det gjorde han virkelig. Han prøvede også at bilde sig selv ind, at han var videre, men lige meget hvor meget han prøvede, endte hans sene tanker altid tilbage på hende. Og hendes lykke som hun fandt ved at forlade ham. Det var ynkeligt. At hun så nemt var videre med sit liv, men han var fanget i sit eget. Han hadede det. Men det var vel svært at give slip på en, som han havde dedikeret sit liv til.

Efter en hel dag i kulkælderen tænkte Daron at det ville være en god idé at tvinge sig selv ud af sit værelse. Så da nogle af soldaterne under oplæring havde snakket om at tage ned i byen, havde han valgt at gå med. De havde dog sørget for at efterlade uniformerne derhjemme, selvom nogle af dem plejede at nyde at vise det frem, for med oprørene i Dragons Peak var det ikke godt at vise sig frem som soldat. Det var i hvert fald ikke sikkert. Daron havde været frisk på at være social hele vejen ned til byen, men så snart de nærmede sig den sædvanlige kro, blev han endnu en gang ramt af en bølge af negativitet. Han forsøgte at fortsætte men kunne hurtigt mærke at det ikke blev til noget i aften. Så han splittede sig fra gruppen og begyndte at bevæge sig hjem af.

Han følte dog ikke, at han havde travlt men gik roligt op af gaden. Han var ikke utryg som nogle af hans kammerater var. Han var en skyggedæmon, han kunne ikke nemt blive dræbt. Han blev dog nødt til brat at standse op, da en eller anden idiot løb ned af gaden og næsten ramlede ind i ham. Selv den lille ting fik frustrationer til at boble sig op i Daron, udelukkende på grund af hvilket humør han var i, og han blev derfor stående for at tage en dyb indånding og presse to fingre på næseryggen for at tage sig sammen. Han skulle til at gå videre, da en person talte til ham.
Han genkendte stemmen med det samme. Hans hjerte bankede automatisk hurtigere, og det var som om han havde glemt, hvordan man trak vejret. Han stivnede fra top til tå. Det værste var, at det ikke var fordi, han ikke have lyst til at høre den stemme. Nej, han elskede at høre stemmen. Inderst inde havde han håbet, at han ville høre dem stemme igen.
Han vendte sig om, og der stod hun. Viola. Hendes skønhed ramte ham som et slag i ansigtet, for da han så hende, blev han blot mindet om, hvad han havde mistet. Hans brystkasse hævede og sænkede sig tydeligt, mens han stirrede på hende, som havde han virkelig set et spøgelse. For hun var et spøgelse for ham.
Så gik det op for Daron, at dette umuligt kunne være Viola. Den hårde sandhed var, at Viola var færdig med ham og ikke kunne finde på at søge kontakt med ham mere. Dette kunne kun være én person - Jazmin. Den kælling, der roddede med hans tanker igen.
Darons ansigtsudtryk gik fra forbavset til vred og han snerrede af hende: "Get away from me."
Han drejede om på hælen, for han kunne ikke klare at se på hende.
"I'm not going to fall for this again," sagde han med ren had i stemmen og så gik han videre. Det var hårdt. For selvom han var overbevidst om, at dette var Jazmin, så var der stadig en del af ham, der sagde at han burde blive. Det var ikke sådan han var. Han kunne ikke forlade Viola.
Han rystede på hovedet af sig selv. Han måtte forstå det. Viola havde forladt ham og havde ingen tanker om at komme tilbage. Han måtte videre.

Den måde han stirrede på hende gjorde hende inderst inde utilpas, men ikke at hun havde i sinde at vise ham det! Ikke tale om.Let vippede hun hovedet en tak på skrå, da han ændrede ansigtudtryk. En vrede blussede nærmest ud af hans øjne. Den blev stærkere hvert sekund, og hun forstod ikke hvorfor. Hvordan kunne en enkelt sætning pisse nogen så meget af? Hun kneb øjnene da han snerrede af hende. Han så på hende som om, at han var et barn og hun havde taget alt hans slik. Lenora trak hovedet let til sig og så halv fornærmet på ham. Han måtte have haft en yderst dårlig dag. Men det kunne hun vel være fuldkommen ligeglad med. Han drejede rundt, og hun var på vej til at gå videre. Det var det næste han sagde, som fangede hende nok til at reagere. I'm not going to fall for this again, Lenora stoppede og op så underligt efter ham. Så rystede hun på hovedet og gav et fnøs fra sig.
"Well.. Let me tell you a few things black sheep." Sagde hun og brugte sin vampyriske fart til at løbe op foran ham. "I don't know where you think you have seen me before.. but I can promise you.. that I have never seen you before.. So just get those sick pictures out of your head.. you really think I would have been with you?" Spurgte hun retorisk. Let tog hun et kig ned af ham. "Must be a joke." Tilføjede hun og kiggede ham derefter i øjnene. Stille gik hun tættere på ham og greb fat i siderne af hans jakke. Let gav hun dem et ryk, dog ikke et voldsomt et - nok til at rette jakken til.
"I'm Lenora.. If you must know." Hviskede hun og stillede sig på tær imod ham. Hendes ansigt dansede tæt imod hans, og hendes læber var kort få centimeter fra hans, men hun trådte væk. Så slap hun ham og vippede hun hovedet lidt på skrå.
"Why don't you tell me.. where the hell you got, the idea of me tricking you before from?" Spurgte hun og kneb øjnene let. Armene blev svunget overkors. Det var som om, at hun forventede det af ham - eller ikke som om, for hun forventede det af ham. Selv hvis han forsvandt, ville hun finde ham hurtigere end nogen anden. Hendes evne havde sine goder. "And don't even bother trying to go away from me.. I want what I want.. If you run.. I might just torture the answers out of you." Sagde hun med et skævt smil på læben.

Faktisk var Lenora slet ikke vild med at torturer, men det bragte hende en indre ro at kunne gøre folk bange. Eller bare sætte dem på plads. Så snart de ikke så hvem hun virkelig var, så var hun glad. Lenora havde endelig lært at begrave sine sorger over sin familie.. så nu var hun alt hun havde tilbage af sig den. Luna ville hun aldrig se igen, eller sine forældre. Lenora fangede sig selv i at klemme næverne voldsomt sammen, så slog hun blikket væk.
"Never mind.. just go.. GO Away." Pointerede hun, for hun kunne mærke følelserne boble op... en ting hun ikke havde brudt sig om ved at være vampyr - følelserne og sanserne var forhøjet. Let vendte hun ryggen væk til ham. Så snart hendes øjne fangede natte himlen så pustede hun ud, og gik kontrollen igen. Så trak hun på det falske smil. Det var stadigvæk en lang nat - og hun skulle ikke bruge den i fortiden. Så drejede hun sig om på hælene og kiggede efter skyggevæsnet igen. Let kneb hun øjnene imens hun så imod ham. Så sank hun let en klump, inden facaden var helt på bygget op igen.
"Where were we.. oh yeah. There was a few things you need to spit out." Den bitchy tone var tilbage i hendes stemme og kulden i de mørke øjne.

Han nåede knap nok et par metre, før hun igen stod foran ham og han stoppede op. Han havde ikke overskud til at tænke på hvordan, der kunne være så mange forskellige muligheder. Hendes stemme overdøvede alle andre lyde, og måske var det fordi Daron tænkte at Jazmin roddede med hans tanker, men det hele føltes som om han var i en drøm.
Han sagde ikke noget, da hun talte til ham. Han var generelt ikke meget for at tale, og lige nu var han så overvældet af alle mulige følelser, både negative og de forbandede positive, at han ikke en gang tænkte på at åbne munden. Han så mere forbavset ud over at hun overhovedet fulgte efter ham. Ville Jazmin virkelig gå så langt?
Han vidste, at det ikke var Viola. Hun talte ikke sådan, sarkastisk og arrogant. Hun bevægede sig ikke på den måde. Hun så ikke på ham på den måde. Men alligevel virkede han ikke til at kunne bilde sig selv ind andet. Han vidste godt, at det ikke var Viola, men han kunne ikke se andet end hende. Og hvad hun sagde gjorde ondt. Selvfølgelig ville hun ikke være med ham, hvis hun ville, ville hun ikke have forladt ham for en anden.

Han fik endelig overtalt sig selv til, at dette ikke var Viola. Det var heller ikke Jazmin åbenbart. Det var en dobbeltgænger. Sådan nogle havde han oplevet før, men han havde aldrig troet, at han ville være så uheldig at støde på en dobbeltgænger af den person, som han sådan brændte for at se men aldrig ville. Han rystede på hovedet af sig selv, men det lignede nærmere at han gjorde det af hende, og skulle til at gå forbi hende, da hun kom tættere på. Hun greb fat i ham og hviskede sit navn... Lenora.
Hun kom endnu tættere på ham. Hendes læber nærmede sig hans og han kunne ikke holde sig selv fra at se ned på dem. Hun var ikke Viola, men hun duftede præcis som hende. Og hendes nærvær fik hans hjerte til at galopere af sted. Det var som om hendes læber lokkede ham til at komme tættere på. Men så trak hun sig væk. Daron måtte blinke flere gange for at fatte sig.  
Det var først, da den såkaldte Lenora bad ham om at forklare, at han virkelig kunne tage sig sammen.
"That's none of your business," svarede han kort og afvisende, før han gav sig til at gå. Men hun var hurtigt foran ham igen og med en irriteret lyd stoppede han endnu en gang. Han havde brug for at komme væk. Væk fra hende, Jazmin og Viola. Væk fra alle de tanker der havde ædt ham op indefra hele dagen, hele hans liv.

Noget ændrede sig pludseligt ved dobbeltgængerens væremåde. Hun klemte næverne sammen, bad ham om at gå, hvor hun før havde holdt ham hen, og vendte ryggen til ham. I sin forbavselse gik Daron slet ikke. Han blev blot stående ved hende og betragtede hende. Overøset med bekymringer om fremtiden og billeder fra fortiden. Havde hun ingen punkter, hvor hun ikke lignede hende? Et tegn på, at han kunne give slip igen? Daron nåede ikke at tænke mere, før hun igen havde vendt sig om. Daron kendte hende ikke nok til at vide, at hun blot havde sat facaden op igen. Han fokuserede mere på, at hun bad ham om at spytte ud med sine dybeste sorger.
"It's..." Daron havde ingen anelse om, hvor meget han skulle sige. Han vidste godt, at han blev nødt til at sige noget, men han frygtede, at så snart han kom ind på emnet, ville han ikke stoppe. Desuden var han så fandens distraheret af personen foran ham. En del af ham skreg om at få ham væk, en anden del bad til at han ville lægge armene om hende og trække hende tættere på.
Et suk forlod hans læber, før han endelig gav sig til at forklare. Han undgik hendes blik og stak hænderne i lommerne på jakken. "You look like someone I know... Used to know. I just mistook you for being her."
Han tøvede en anelse, men han følte at det var nødvendigt for at hun ville give slip, så han tilføjede: "I'm sorry."

Hun hævede brynet af ham.
"I don't really want to be in your business." Mumlede hun for sig selv ganske flabet. Så rullede hun med øjnene af ham, hvorfor spildte hun egentlig også sin tid på ham. Inde i sit hoved havde hun nået at bitche lidt over ham. Dog var hun ikke sikker på, hvordan hun skulle håndtere situationen. Det var ikke normalt for hende at folk sammenlignede hende med andre end Luna. Hendes lillesøster. Det gjorde hende lettere bedrøvet, andet kunne ikke påvirke hendes følelser end det tab af hendes familie. Dog prøvede hun at fokuserer det hele over på ham. Så han tog opmærksomheden fra hendes kort tid af usikkerhed, for det brød hun sig ikke om. Lenora var ikke blevet vampyr for at være svag, men for at være stærkere - hurtigere og klogere. Så hun ville ikke begå samme fejl to gange. Lenora spærrede øjnene op da han sagde hun lignede en han kendte engang.
"Luna? Do you know Luna?" Det var tydeligt i hendes blik, personen med det navn betød meget for Lenora - om hun ønskede at vise det eller ej. Det var selvfølgelig dumt at håbe og det skulle også kun gøres engang for meget før hun ville stoppe med det foraltid. "Don't say sorry you idiot. Just tell me if you know Luna." Brummede Lenora lettere utålmodigt. Dog kunne hun godt stille se på hans ansigt, at han ikke kunne genkende det navn. Og det der havde været tæt på at være glade at finde i hendes ansigt, blev erstattet med en kulde der blev kastet ind som en fast maske.
"Forget it."

Så pustede hun tungt ud, i forhold til en vampyr ikke behøvede at trække vejret - følte hun for at ånde ud. Det var et tåbligt.
"Well I hope you enjoy your night. I'm gonna find a place, get drunk and party till the sun raise. Any reason you wanna go with me. you are very welcome." Sagde hun med et falsk skævt smil inden hun så gik imod en af byens fest steder. Allerede inden hun var kommet ind af døren sad hun ved baren og havde stjålet en flaske whiskey. Hun tog den imod sine læber og drak indholdet ligeså hurtigt som hun kunne tømme et menneske for blod. Hvilket var hvad der skete to sekunder efter, hvor hun hang sig fast i en kvindes håndled. Derefter dansede hun - slog sig løs på dansegulvet - prøvede at glemme livets problemer. Sommetider overvejede hun blot at slå det hele fra, hver eneste lille følelse i hendes system. Livet ville blive så meget lettere, hvis hun ikke lod sig gå på af åndsvage ting som håb. Så dansede hun hen til Daron så snart hun fik øje på ham. Hvor længe der var gået, om det var kort eller lang tid - det anede hun ikke.
"You know. You should dance with me. After that. We should totally have sex or something." Sagde hun meget direkte. Ikke fordi, der var følelser i det. Men han var lækker, hvorfor ikke? På de ord trak hun ham ind til sig og placerede et kys på hans læber.

Daron så forvirret på hende, da en andens navn blev nævnt. Han havde ingen anelse om, hvad hun snakkede om og følte egentlig at det kom lidt ud af det blå. Men det var tydeligvis en som hun var desperat efter at finde, hvilket mindede ham om hans tidligere situation. Det endte så ikke spor godt for ham men måske havde Lenora heldet med sig.
Han åbnede munden for at sige noget men lukkede den igen ud af irritation over at han kaldte ham idiot. Hun lignede måske Viola men hendes personlighed var ikke nær hendes. Eller i hvert fald ikke den del af hendes personlighed som hun viste ham.
"I don't know anyone named Luna," svarede han. Hvordan troede hun at han som en tilfældelig mand på gaden kendte en kvinde ved navn Luna? Men så igen han havde tilfældigvis fundet sin far efter 57 år, så man kan argumentere for hvor lille en verden det faktisk var.  
Lenora besluttede sig for at gå og selvom Daron var blevet inviteret med, havde han ikke tænkt sig at tage i mod det. Hun virkede ikke som en person han ønskede at være sammen med, faktisk mindede hun ham en smule om Jazmin på hendes arrogante væremåde og hende havde han næsten mindre lyst til at tænke på end Viola. Desuden var han alligevel på vej hjem. Så han rystede på hovedet over hende, da hun var væk og forsatte sin vej hjem af.
Han nåede omkring ti metre, før han standsede op igen. Det føltes forkert at gå fra hende. Han havde stødt på en dobbeltgænger af hans tidligere kærlighed og så ville han bare give det op og forlade hende uden videre. Det føltes for nemt, som om der var mere til deres møde end det. Som om at hvis han gik væk fra hende nu ville han fortryde det resten af sit liv.
Han vendte derfor om. Han aflyste sine planer om en rolig aften i stilhed og isolation og valgte at følge efter en uhøflig fremmede, der ville drikke natten væk.

Heldigvis fik han set hvilken bygning hun gik ind i, for han turde ikke gå før hun var helt inde, så han kunne let finde det igen. Da han først kom ind kunne han ikke få øje på hende, blot en stor gruppe dansende folk. Han havde ikke danset i lang tid, i hvert fald ikke i en tilstand hvor han kunne huske det. Han havde vel ikke haft nogen at danse med, eller nogen han ønskede at danse med. Han fik først øje på hende, da hun selv var mod ham. Et lille smil gled frem på hans læber uden han selv tænkte over det. Hun var bare så ufattelig smukt og det var så ufatteligt at han havde stødt på hende og nu var hun på vej i mod ham.
Han nåede slet ikke at sige noget til hende, før hun fortalte ham, hvad han burde gøre - danse med hende. Hvilket han faktisk troede på. Han ville hellere danse med hende end at tilbringe aftenen alene. Hendes næste ord fik ham dog til at hæve øjenbrynene af hende overrasket over hendes direkte ordvalg. Alligevel fik det noget til at rykke på sig inden i ham ved tanken om det. At komme så tæt på hende igen.
"I-" han var ikke en gang sikker på, hvad han ville svare på det, men det var ligegyldigt, for før han overhovedet nåede at tænke sætningen færdigt, havde Lenora grebet fat i ham og hendes læber blev presset mod hans.
Verden omkring ham blev glemt. Alle bekymringer blev glemt. De tidligere fornærmelser Lenora havde givet ham blev glemt. Det eneste han kunne fokusere på var hendes duft, der fyldte luften omkring dem og hendes bløde, perfektformede læber mod hans. Hans hjerte bankede og en varme spredte sig gennem ham blandet med en følelse han ikke længe havde følt. Det var dét kys, der fik ham overtalt til at blive aftenen igen. For den følelse og blot den enkle berøring var nok til at få ham til at længes efter mere.
Han gengældte derfor også kysset men selv med denne overvældende oplevelse, så var Daron stadig en mand med stor blufærdighed, så det at kysse foran en masse andre var ikke lige ham. Det kunne gemmes til senere. I stedet brød han kysset og lod sin hånd glide rundt om hendes lænd. Hver eneste berøring føltes bekendt men alligevel nyt. Han mødtes hendes blik og hans smil var større, mere selvsikkert.
"That sounds like a great plan," sagde han før han trak hende ud på dansegulvet.
Og Daron kunne faktisk danse. Han havde brugt lang tid på at danse dengang han var ung og livet var godt. Det var dog noget han havde lagt på hylden for nu at finde frem for en helt bestemt person.

Det var længe siden, at hun faktisk helt planlagt havde gjort sådan her. Havde taget en indtil sig for blot nærhedens skyld. Det var mange år siden, at Lenora havde lukket af for de følelser der bar på følelser som kunne svække hende. Dog betød det jo ikke, at man ikke kunne hyggeligt lidt for fornøjelsens skyld. Det skulle ikke være noget seriøst, blot en leg de begge kunne gå i dybten i. Heldigvis var hendes kys nok til at sætte en overbevisende effekt om, at han skulle blive. Lenora havde lært disse ting med forførelse for egen overlevelse. Alt Lenora fortog sig i hendes liv var gennemtænkt til, at ingen kunne bruge det imod hende. At leve livet? Ikke ligefrem. Hun savnede den hun var engang, men i dette liv - så var sådan en tanke et svagt punkt, og hun var ikke svag. Ikke længere. Han var med på hendes plan. Hvilket fik et skævt smil til at snige sig halv djævelsk op på hendes læber. Hånden mod hendes hud. Det var ikke fordi, at hun ikke var vild med den. Men den mindede hende om, hvor meget dybt inde hun faktisk savnede Hunther. Hurtigt blev den tanke hurtigt kastet tilbage i dybet til de andre følelser og dybere tanker.

Daron førte hende med ud på dansegulvet. Lenora lod ham fører hende rundt på gulvet. Selv der var det en stor udfordring for hende mentalt, faktisk at give sig selv lov til at slappe af på den måde. Lade musikken lamme hende og fører hende rundt som en marionetdukke. En slave for musikkens rytme. Lenora forlod aldrig rigtig Daron på dansegulvet, selvom hendes instinkter gik en smule imod det. Det var at give mere af sig selv, end hun var van til. Som de dansede sneg der et smil sig op på hendes læber. Takket være den lille del af sig selv musikken havde fået frem, havde det gået hende til at smile oprigtigt for første gang i meget langtid. Hun nød faktisk dette, mere end hun havde opdaget. Før det slog hende, og hun trak det i sig igen. Lenora dansede videre med Daron, de mørke øjne hun bar kiggede dybt ind i hans ganske intens. Det var næsten som om, at hun kunne stjæle hans sjæl hvert eneste sekund.
"So. After this dance.. my pleace is full with stupid people. How about yours?" Spurgte hun igen meget direkte. Lenora havde intet at miste, så hvorfor ikke blot være direkte. Hun dansede helt tæt op ad ham, og lod ikke øjnene vige fra ham der. Hun virkede så uskyldig og alligevel så farlig, men det var blot hvem hun var blevet. Ingen grund til at ændre det eller tale om det.
"You forgot to tell me your name? Or would you like me to just pick a nickname for you? Because I can do that too."