Let's wipe them out of the history books - Aya

Til min dejlige cupcake aka @Aya <3

---

Aya var ikke god til at udføre ritualer. Hun var en stærk Grimoire, det var ikke det, faktisk var hun ufattelig stærk af sin alder. Men hendes styrke kom fra vrede og ikke fra kontrol og disciplin. Hun var stærk i kampens hende, og når hun kunne mærke raseri koge inden i hende, hvilket også var ofte, men det var ikke nok til at holde hende kørende på en længeregående vagt. Så var det bedst at udføre et ritual, før hun tog af sted, men det tog så pokkers lang tid og krævede så meget tålmodighed, hvilket hun ikke havde meget af. Derfor prøvede hun at undgå det så meget så muligt men igen, det var umuligt at holde en lang jagt ud uden at have lavet noget forberedelse. Det var også derfor hun kom forsent - hun havde gang på gang fejlet i ritualet og måtte starte forfra og for hver gang hun fejlede blev hun mere og mere utålmodig så det blev endnu svære at gøre det ordentligt. Men til sidst, endelig, fik hun gjort det, og så var hun hurtigt ud af døren med intet andet end en kniv og sine kræfter.
Hun vidste ikke præcist, hvor hun ville finde Jakira. De havde aftalt at mødes i de mindre gader af Shadowflame District, hvor der havde været flere mord de sidste par dage. Det var formentlig vampyrer, for ofrene var drænet af blod, så Aya var klar. Vampyrer var hendes yndlings monster at jage. De var så arrogante, så sikre på at de var over døden. Hun modbeviste dem hver gang.
Hun fandt dog Jakira overraskende hurtigt. Det var nok fordi der var højlydt kamp i gyderne. Andre løb dog ikke ind for at stoppe det, man vidste bedre i Underworld at blande sig i andre kampe. Man vidste aldrig hvad det handlede om eller hvem der var indblandet og mere ofte end ikke ville man ende som den tilskadekommende eller døde. Men Aya var ligeglad, hun vidste præcist hvad denne kamp gik ud på.

Jakira havde dog ret - Hun kom for sent. Det dumme ritual havde taget for lang tid. Hun kom lige til at se den sidste vampyr, tigge for sit "liv". Hun kunne ikke lade være med at rulle med øjnene og komme med en "tsk"-lyd. Hvilket liv? Selvom hun mest af alt havde lyst til at blande sig og selv få lov til at rive struben ud på iglen, lod hun Jakira få mordet. Nu havde hun jo kæmpet for dem alle, så var det uretfærdigt at Aya kom ind i sidste øjeblik uden at have arbejdet.
Da vampyren var død og faldt til jorden, vendte Aya sin opmærksomhed mod sin veninde foran sig. Der var ikke noget smil på hendes læber. Hun var ikke sur på Jakira, men hun var irriteret over sig selv og over at hun missede nattens første jagt.
"The stupid ritual wouldn't work," sagde hun mens hun gik hen til Jakira og mødte hende med et kram. Hun trak sig så væk for at se rundt på ligene. "But I can see, you did well without me."
Hun lyste kort op men det forsvandt så snart hun så Jakiras hals. Hun rynkede bekymret panden af hende.
"You're hurt," sagde hun og stak straks kniven ned i bæltet for at få sine hænder fri, "Here, let me fix it."
Hun lagde hånden over Jakiras sår og trak vejret dybt. Hun behøvede ikke engang at mumle en besværgelse. Hun kunne mærke kræfterne strømme i gennem hende. Ritualet havde måske været en udmattende process men nu havde det sørget for at alt hendes energi var samlet og hun var på sit stærkeste. Derfor tog det heller ikke længere før Jakiras sår var helt væk og hun var så god som nu. Aya nikkede kort, lidt stolt af sig selv. HUn var normalt ikke så god til healing-besværgelser.
"All good. Now, you said something about an amateur vampire-clan. Did these two say anything about-"
Hun stoppede sig selv ved lyden af bevægelse. Jakira havde sikkert også hørt det og kort stod de i stilhed. De var ikke alene. Det vidste de begge to godt.
Lyden af bevægelse, hurtigt gennem nattens kolde luft, kom igen. Denne gang så Aya også skikkelsen, men monsteret bevægede sig hurtigt. Hun stod parat.
En bevægelse til.
"Watch out!" Aya kastede sin dolk frem i luften, men vampyren, der nu havde vist sig, fik sprunget til siden. Men den kendte ikke til hendes kræfter. Kniven var intet andet end en distrahering. Aya fik nu tid til at samle sin energi og med en hånd strukket frem i en krampeagtig bevægelse, fik hun vampyren til at vride sig. Et skrig af smerte skar gennem luften. Det var som sød musik i hendes øre.
"You disgusting animal," fik hun vrisset ud gennem sammenbidte tænder mens vampyren stadig råbte op. Hans hud begyndte at brænde som var månes skin faktisk solens stråler. "And idiotic too. You should know better than attacking us. But fortunately now you won't attack anyone ever again."
Med et sidste nærmest umenneskeligt ryk med sin arm og håndled, vred vampyren sig en sidste gang, blod sprøjtede ud af hans mund, og han faldt til jorden.
Aya vendte sig mod Jakira. Hun ville ikke tale om den vrede hun følte mod vampyren, som tydeligt kunne mærkes i hendes mord. Dette var ikke en sport for Aya, som det var for Jakira. Det her var hævn.
"Let's go. I don't think he was alone." Uden andre ord gav hun sig til at gå. Der var ingen grund til at blive her når flere vampyrer bare ventede på at blive dræbt.