Sometimes history does repeat itself - Elektra

Påklædning Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og hendes hår er sat op i en form for knold.

Det havde været længe siden, dog føltes det næsten som få dage. Som hun vandrede rundt i skoven, kunne hun nærmest fornemme den følelse, følelsen som havde optrådt den eftermiddag. Det havde været den eftermiddag hvor hun havde begået sit første mord, også endda i æren af at redde sin daværende veninde. Nogle dage tænkte hun tilbage på Tatia, og her kom hun til en undren om hvad mon denne unge kvinde nu lavede. De havde ikke set hinanden i mange år, efter hele opgøret med sine forældre, havde hun taget det valg at stikke af. Dette medførte dog til, at hun i mange år ikke så sin barndomsveninde og derfor nu ikke vidste om hun overhoved var i live eller ej.
Hun kastede tanken om fortiden væk, og hamrede kniven ind i brystet på ham. Den berusende og næsten ophidsende følelse var der endnu. Den var dog blevet bedre igennem hendes voksne liv, og nu blev hun nærmest helt tændt af at forvolde dem smerte. Der var kontrol, men også en følelse af magt. Ingen kunne i sandhed få så meget magt, medmindre de holde en andens liv i deres hænder. Hun kunne med lethed dræbe denne mand, men hun kunne også skænke ham livet. Dog i sidste ende valgte hun det første. Netop som hun skulle til at skænke ham det sidste stik...det som ville ende hans liv, fangede lyden i det fjerne hendes opmærksomhed. Selvom hun havde en lyst til at trække det ud, så var denne lyd bekendt og hun ville gerne se det an. Hun trak derfor kniven ud og hamrede den ind imod hendes hjerte, hvilket til sidst tog hans liv.

Hun forlod den døende mand, hvor hun her begyndte sin færd imod denne så velkendte lyd. Hun kunne ikke sætte sig ind på hvad det var, men et eller andet gav hende en følelse af deja vu, som havde hun prøvet det hele før. Specielt synet der mødte hende, kvinden der var lænket til træet og manden der ville dræbe hende. Det var så velkendt med det syn der havde mødt hende, dengang hun ikke havde været mere end kun fem år gammel. Dog havde hendes øjne fanget synet af en smuk halskæde, hvilket blot fik hende til at betragte kvinden desto mere. Halskæden havde været en gave til hendes barndomsveninde, et håb om den unge pige ikke ville være bange og nu var den i hænderne på en idiot. Det gav hende en pludselig følelse af vrede, specielt fordi denne mand ikke skulle røre halskæden. Den var ikke for ham og derved skulle han bøde for det.
Hun betragtede hvordan han vendte sig imod hende. Han havde vel opdaget hendes tilstedeværelse...hun havde jo heller ikke forsøgt gemme sig, så det var vel kun forståeligt. Let gemte hun kniven og gik frem. Som hun bevægede sig imod manden, havde hendes øjne ikke et sekund fjernet sig fra idioten. Hun lignede nærmest et rovdyr, som bevægede sig imod sit bytte "Jo hvorfor ikke" hun tog sværdet fra knægten og vendte sig herimod Tatia. Hun gik på knæ, greb fat om den andens hage og her betragtede hun hende "Kønt ansigt" indrømmede hun, dog blinkede hun med det ene øje...som et tegn på at hun var på Tatias side.

Hun rejste sig op igen, og her hamrede hun sværdet igennem maven på ham. Hun lod ham støtte ind imod hendes egen krop, mens lyden af smerte passerede mellem hans læber "Du gjorde Tatia bange, ingen gør Tatia bange" knurrede hun. Hendes øjne blev gyldne, hvilket blot talte om hendes mere dyriske side var på overfladen. Knægten var chokeret, han havde fornemmet mørket i hende, men aldrig troet hun ville skænke ham synet af den eller for den sags skyld følelsen af den. Hun trak sværdet ud og som han faldt på knæ, med sine hænder omkring det blødende sår, var der intet at finde i de gyldne øjne. De var tomme for følelser, og nærmest et sandt mareridt. Han fik sit sidste stød, da hun skar hovedet af ham og her lod ham møde sin ende.
Hurtigt smed hun sværdet fra sig, hun tog halskæden op. Til hendes held var der intet blot på, så hun lod den glide ned omkring Tatias hals. Så hurtigt som hun kunne fik hun Tatia befriet "Er du okay" spurgte hun med hovedet på skrå. Hendes øjne havde igen taget den velkendte nærmest sorte farve og selvom hun ikke forstod sig på følelser, var der en svag bekymring at ane i de mørke øjne

Ved bekræftelsen om Tatia var okay, nikkede hun og tørrede sit ansigt. Nok havde hun intet imod at dræbe, men det betød da ikke hun ville være dækket i blod hele tiden. Dog da et par arme med et lukkede sig omkring hende, rynkede hun brynet og stivnede. Hun havde ikke været vant til denne slags behandling, nok holde hun af sin familie, men de gav ikke kram ud. Så i sine mange år hos dem, havde hun aldrig oplevet denne slags ting. Hun rynkede brynet, men dog lagde hun forsøgende armene om Tatia. Hun havde ikke set denne unge kvinde i mange år, så det var helt underligt at se hende igen. Sidst de så hinanden, havde været da hun slog sit første menneske ihjel, og her trådte hun officielt ind i det mørke. Hun omfavnede sit indre mørke, og senere endte hun med at myrde sine forældre koldblodigt.
Selvom krammet ikke var forfærdeligt, så trak hun sig hurtigt væk og her trådte hun lidt væk. Det var for fysisk for hende, og derved helst ikke noget hun ville ud i. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men hun ville helst ikke disse blide omfavnelser. Hun rynkede brynet, da Tatia med et sagde hun havde hørt noget. Selv havde hun intet hørt, så hun sagde dog intet. Ved følelsen af hud imod sin arm, kastede hun sit imod hende "Det kan man nemt sige! Sidst vi så hinanden, var vi ikke andet end børn" medgjorde hun nikkende. Det var så sandelig længe siden, de havde jo ikke været andet end børn.

Ved spørgsmålet om hvad hun havde lavet, trak hun på skulderne "Ikke meget, jeg har rejst rundt" hun havde lavet en del, alt ligefra at myrde til at forelske sig. Livet havde budt hende på mange ting, og ikke alle var lige gode. Mange af de dårlige ting var hun dog selv skyld i, hvor de gode kom fordi hun tog dem. Hun havde været adopteret ind af en eneboer, derefter en rig familie. Hun havde gjort så meget, og alligevel var dette ikke ord hun udtalte til den kære Tatia "Hvad med dig? spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun vidste ikke helt om hun rent faktisk gad høre svaret. Et sted kunne hun ikke være mere ligeglad, men et andet sted i hende holde fast i de blide minder fra da de var børn og dette gav hende lysten til rent faktisk at lytte.
Hun havde opdaget den svage duft af noget velkendt. Dog kunne hun ikke sætte navnet på det, så derfor nævnte hun det ikke. Sandheden var at hun ikke længe havde set Wade, så derfor havde hun ikke haft en lugt af hans fært og med andre ord fremkom den ukendt. Dog via den svage sammenblanding af hendes egen, fremkom det alligevel svagt bekendt, og derved noget hun skulle holde øje med.