Time for a change? I belive so - Locan.

Tid: Midt på natten.
Omgivelser: Stille, nattens dyr er på vej frem.
Vejr: Køligt, næsten stjerneklart på nær nogle skyer der dækker nogle af dem.
Sted: Ashen Wood Forest.

Blair havde stjålet en hættetrøje og et par lange bukser fra en butik og havde dem på. Normalt ville hendes tøj bestå af en kort kjole og nogle smykker. Men efter Alian og Lucys død, var det hele vendt om, hun var ikke den samme. Hun gik i den kolde skovbund uden sko. Hun havde praktisk talt aflagt alt som kunne minde hende om Alian, det ville sige alt hendes tidligere tøj, ting. Alt. Hun var også hjemløs. Hun kunne selvfølgelig godt spørge Ammon om hun måtte bo der og det ville hun nok gøre på et tidspunkt. Men hvordan skulle hun spørge ham? De havde ikke været de bedste venner på det seneste og derfor ville hun ikke spørge ham. Hun satte sig på et græstykke og dækkede sig så meget til som muligt. Hun ville helst ikke opdages. Hun ville bare være alene og glemme alt om hendes tidligere liv. Hun havde flere gange overvejet selvmord, hun så ingen grund til at leve. Næsten alt hun havde blevet taget ud af hænderne på hende på ingen tid, så bare tanken om at leve i den gudsforladte verden var unødvendig. Hvis gud fandtes ville han aldrig påføre et menneske så meget smerte at mennesket følte træng til at fjerne sig selv fra den verden.

Denne nat havde de underligste følelser...
Ja det var som om at lige dette område summede af sorg.
Eller det var i hvert fald hvad Locan følte da han gik igennem skoven som han plejede at holde til i.
Det var en underlig fornemmelse... Denne skov plejede at være nådesløs.
Eller ikke skoven med de dyr der levede i.

Locan tog sig kort til hovedet.
Det var nogle underlige tanker han gjorde sig.
Efter alle de tanker han hørte fra andre folk så var det hele lidt mærkeligt.
Han tænkte selv de sygeste ting efter sådan at læse andres tanker.
For han hørte jo alle mulige argumenter for hvordan verdenen hang sammen.
Og det gav jo ham den store mulighed af at vælge... Og det var jo ikke lige til for den ene var mere overbevisende end den anden.

Han valgte at stoppe.
*Jeg er vist ikke alene* tænkte han da han hørte den svage gråd fra små pigelæber.
Han tog sin pegefinger op til tændingen og vente sig langsomt rundt for at opfange pigebarnets tanker.
Efter lidt søgen kunne han tydeligt høre dem.
Nogle små 'Hvorfor bliver alt taget fra mig" råb kom fra ratingen af tre treer der stod på linje.
Locan skærpede sit syn og så nu en pige der sad sammenkrøbet.
Var det hans næste middag? Eller en ven?
Hun så i hvert fald skrøbelig ud.

Blair var ligeglad med alt omkring hende, hun var ikke bange for noget længere. For hendes skyld måtte et væsen gerne tage hendes liv, det ville skåne hende fra de følelser hun sad med. Blair sukkede. Det nyttede ikke at sidde og være ødelagt, det nyttede at glemme det ogdet var det, Blair ville gøre. Hun fjernede hætten fra sit hovede og tørrede sine øjne så vidt det var muligt. Men det var sikkert stadig tydeligt at hun havde grædt. Hun lagde sig ned på det kølige græs og sukkede endnu engang. At sukke hjalp hende med at slappe af og tænke på noget andet. Hun så op i den stjernefyldte himmel og lod tankerne flyve afsted til Alian og Lucy. Endnu en tåre lagde sig i hendes øjenkrog og trillede ned på siden af hendes hovede. Hun tørrede den ihærdigt væk og prøvede at tænke på noget andet, men det var lettere sagt end gjort.

Locan kunne nu tydeligere høre hendes tanker.
En vis Alian og Lucy var nogle hun havde mistet.
Døden for dem stod stadig uklart for ham da han kun kunne høre hvad hun tænkte i øjeblikket og ikke hendes hukommelse.
Det her var jo lige til et tude-eventyr.
*Fy for helved noget pladder*
For det meste var Locan kold over de ting som skete for folk.

Han tog et par skridt mod hende.
Hun så da ikke helt så ringe ud?
Og så havde hun oven i købet kærestesorger.
Locans tankelæsning havde givet han et blik af denne Alian.
En svag hjertebanken var over ham fra hendes side af.
Så det måtte være en afdød kæreste.

Locan gik nu helt hen til hende og kikkede ned på hende.
Han lod sin hænder falde ned i lommerne så han ville nu kun kunne læse hendes tanker ved øjenkontakt.
"Hva så? Noget galt?" spurgte han med en lidt omsorgsfuld stemme.
Hans stemme lød lidt som en teenager.

Blair lukkede øjnene i da tankerne igen blev rettet mod Alian og Lucy, det var det sidste hun havde brug for. *Han gad ikke leve mere, han var træt af livet og af dig. Tag dig sammen Blair* Lød det som et ekko i hendes hovede, hun blev nød til at se ned på sig selv og påføre sig selv smerte for at hun kunne komme igennem det. Hun gumlede lidt på sin læbe som hun altid gjorde når hun gerne skulle tænke på noget andet. Blair rykkede til siden i et chok da en stemme, der kom ud af det blå, snakkede til hende. "Nej. Nej, jeg har det fint." Sagde hun og satte sig op igen. Et suk afslørede at hun ikke havde det fint, så hun kunne lige så godt droppe skuespillet. Hun kunne aldrig skjule sine tanker når hun var sårbar. Hun gumlede videre på sin læbe hvilket fik hende til at se bekymret ud, men det var ikke meningen. Meningen var at hun skulle tænke på noget andet.

Locan kikkede roligt på hende.
Han kunne i enden godt forstå hende meeeeen alligevel hvad ragede det ham?
Det eneste vigtige hun kunne være for ham lige nu var at han kunne få et måltid mad ud af hende.
Dette menneskeblod han længdes sådan efter.
"Beklager men det tror jeg ikke på" sagde han og tog et lille smil frem på læben der signalerede omsorgsfuldhed.
Det var selvfølgelig løgn han ville bare have hendes død for hans tænder.

Blair så over på ham og fremtvang et skævt smil. "Det er også rigtigt.. Jeg er bare.. Nogle jeg havde kært er døde." Ordet død var noget hun længe havde haft svært ved at sige, det var bare et ord hun ikke kunne sige ret tit. Hun vidste godt at det måske ikke var normalt at tale med en fremmede om sine sorger, men hun var ret ligeglad. Hun ville faktisk bare gerne af med det. "Kan du ikke gøre mig en tjenste?" Spurgte hun og så afventende på ham. Blair håbede han ville sige ja, det havde hun virkelig brug for. Hvis han gjorde det for hende ville hun blive lykkelig, det ville ændre alt for hende.

Han trak lidt på skuldrende.
"Tjo hvorfor ikke?"
Han kunne ikke se det store problem i at hjælpe en han alligevel skulle dræbe.
Det ville jo også sætte hans karma i balance.
Altså hvis han gjorde noget godt og derefter noget ondt.
Og hun havde ikke givet ham den største grund til at lade hende leve.
Hendes tanker havde også været fyldt med 'slå mig ihjel nu' og 'jeg vil bare gerne dø'.
Så hvorfor lade være?

Blair blev lettet da han tilbød hans hjælp. "Dræb mig, gider du?" Hun ville have gjort det slev hvis hun kunne tage sig sammen til det, men hun kunne ikke. Hun havde prøvet alt for meget, men det var aldrig lykkedes. Hun havde ikke skåret sig de rigtige steder, det var mest knive hun havde forsøgt med da det virkede langt lettere. Hun lod sig falde ned på græsset igen og tænkte ikke på at det gjorde ondt i hendes ryg. "Av." Sagde hun lavt i et forsøg på at skjule det for ham. Hun lukkede sin øjne i og forsøgte at holde dem lukket, men de blev hurtigt åbnet igen.

Han kikkede underligt på hende.
Det var sjældent at han direkte fik lov til det.
"Øh hvad er det præcist der er galt med dig?"
Han håbede dog at hun ikke havde opdaget at han var en vampyr.
For så var det jo som om hun ville lokke ham i en fælde?

Blair trak på skulderne. "Næsten alt jeg elskede blev taget fra mig, jeg har ingen grund til at leve. Vil du gøre det?" Blair så op i himlen igen, det var facinerende at se på stjernerne. De var underlige, ude i rummet var de kæmpe store og fra jorden var de bitte små. Blair satte sig op igen og så sig omkring. Måske skulle hun bare gøre det selv. Måske skulle hun finde et reb og hænge sig fra et træ? Det ville være langtrukkent. En kniv? Hvor skulle hun få den fra? Det var bare dumt, det kunne ikke lade sig gøre for hende.

Locan grinede lidt.
Hun mente det faktisk?
Han rystede på hovedet og satte sig i stedet ved siden af hende.
"Hør nu her tøsen-lille... Alle de ting man får i livet vil på et eller andet tidspunkt gøre dig ulykkelig når du mister det. Det kan være en sut som barn eller en kæreste. Der er i det store ikke nogen forskel. Alt hvad du får vil senere hen gøre dig ked af det. Det kan også være når du selv skal herfra. Men det behøver jo ikke være med det samme fordi en af de hundrede vis af ting har gjort dig så ked?"
Det var normalt ikke noget han plejede at sige.
Men han kunne lige så godt være bare lidt dyb.
Og oven i købet så var det hans afdøde fars ord.
Det var noget han engang havde fortalt ham da han var så langt nede det kunne lade sig gøre.
Ikke at det hjalp så meget men det gav ham da et andet synspunkt så det kunne han jo lige så godt give videre.

Blair sukkede, hvorfor skulle folk altid tale imod hende og forsøge at tale hende fra det? Hun så kort ned i jorden, men endte så med at se på ham igen. "Jeg er ikke ked af det. Jeg har lyst til at dø. Jeg mener det. Uden dem er jeg ikke levende indeni, så hvorfor være det uden på?" Hun håbede at han ville gøre det for hende, det ville glæde Blair. Den tanke var ikke normal for hende, hun tænkte sjældent at hun ønskede at dø, men hun havde virkelig bare brug for at forsvinde fra den verden, det var det eneste hun ønskede.

Locan kikkede over på hende.
Dette var jo latterligt.
Hvorfor skulle han hjælpe hende?
Hvad var det sjove i det?
Hans lille djævlehjerte bankede ikke for at hjælpe folk som bare klynkede.
Og hende her var lidt for sig selv men måske kunne han gøre noget i stedet for at hjælpe hende?
Måske kunne han gøre hendes liv værre end det allerede var?
Måske kunne han skabe et traume ved hende som kun ville gøre hendes liv mere sørgeligt?

Han rykkede lidt tættere på hende.
"Sig mig... hvordan skulle jeg så dræbe dig?" sagde han og snusede lidt til hendes hals.
Jo hun var et menneske.
Men han kunne også lugte at hun ikke var jomfru.
Så han kunne ikke få hende til at lide i al evighed som vampyr.
Men der var jo et andet alternativ...

Blair sukkede. Hvorfor skulle hun tænke på det hele? Hvorfor kunne han ikke komme med idéer på bordet. Eller så alligevel, det var jo hendes idé og hun kunne ikke tvinge ham til at dræbe hende. Selvom han ikke virkede tilbageholdende for at gøre det. Så hun sad håbefuldt og ventede på han sprang på hende og gjorde det af med hende. Blair undrede sig ikke over at han rykkede nærmere, måske var det et led i hans plan om at dræbe hende? "Det ved jeg da ikke. Jeg har en kniv?" Blair havde som altid en kniv i støvlen, nu bar hun to fordi hun var endnu mere sårbar lige der. Blair sukkede igen, hun ønskede bare at de hele blev overstået så hurtigt at hun ikke engang nåede at finde ud af det. Men det var sikkert helt umuligt. De metoder de kunne gøre brug af var smertefulde, men smerte var også det hun fortjente.