Oh nice to see you too Locan.. ~Jacob~

Morgen solen var ikke mere end lille begyndt at stå op, fuglene sov stadigvæk.. Alt var stille, alt for stille.. Ikke engang en rislen i træerne.. Der virkede unaturligt..
Locan var trådt op foran Jacobs dør, og uden at vise tegn på anstrengelse åbnet håndtaget af selvom det var låst, og gik derefter ind i huset. Der var også stille derinde, det varrede ganske kort før han vidste præcis hvor den lille engel ved navn Josh sov.. Han gik imod det da han hørte noget der var alt for tæt på, noget genkendeligt.

Caroline havde valgt at besøge Jacob, der var så mange ting at fortælle ham.. Om Melissa, hendes forlovelse og at hun var raceleder selvom hun ikke vidste om han dog var klar over den lille ting.. Caroline nåede lige at trædde ind på græsarialet af Jacobs grund, da hun kunne mærke der var noget som det ikke skulle være, der var en fremmed.. Hun gik stille nærmere, hun var forsigtig.. Hendes besvægelser var som en opmærksom kat.. Hun kom hen til døren, den var ikke åbnet helt frivilligt kunne hun se.. Nogle var brudt ind.. Hun tog en dyb indånding, og så spærrede hun øjnene op.. Locan! Caroline tøvede ikke et sekundt med at løbe, dog stoppede hun op da Locan stod ligeforan hende. Foran ham stod han ned Josh foran sig. Med en kniv foran struben, skarpt nok til at skærer ind til døden ved en forkert bevægelse. Caroline holdt øjnene på Locan som fik et flabet smil på læben.

Det smil han havde båret siden den dag han så Caroline for første gang, som havde det været hans pligt at holde hende nede fra starten af så hun ikke blev for stærk.? Det var en mulighed. Locan ville bare dræbe knægten, men det skulle ikke gøres hurtigt..
"Tak dig selv Caroline, du stak af. Der startede du det hele, Lola døde på grund af du tog en chance.. Du dræbte Julian, Josh's far og min. Jeg vil have min hæv. Jeg dræber knægten, og så har vi slået streg over alt det her." Sagde han koldt men med en alligevel hviskende stemme som gav hende gåsehud.

Caroline snerrede og ville træde frem, men vidste det var alt for risikabelt.. Hun valgte bare at stå stille og kigge ned på Josh, med et beroligende blik.. Gør alt for at prøve at holde ham i ro. Så gled hendes blik hårdt op i Locan's, ingen tegn på skyld eller frygt for ham, kun had.
"Og snart dræber jeg også dig, og jeg kan love dig for! Hvis du så meget som krummer et hår på hans hoved, så jagter jeg dig ned og slagter dig totalt!" Sagde hun i flammende vrede, og trådte frem. Men Locan var hurtig og snittede et dybt sår i Josh' hals. Caroline reagede men vil ikke lade Locan slippe væk.
"JACOB!" Råbte hun højt og alvorligt, inden hun kastede Locan ind i en væg og samlede ham op, imens hun kiggede ham ind i øjnene. Locan virkede helt ligeglad han havde sine evner, han kendte ikke frygt, skam.. Han havde ingen følelser overhovedet. Caroline klemte om Locan's hals, og kiggede tilbage på Josh for at se til ham.. Men reagede på en summende smerte der boblede i hendes mave ligepludselig.. En trædolk lige i hendes mave, så blodet flød ud på den hvide trøje hun bar. Caroline ignorede smerten, hun havde overlevet torturdage værre i Delilah's families selvskab, der skulle mere til nu. Caroline kiggede ham i øjnene ingen tegn på smerte fra hendes side af. Hun trak den ud, og gjorde hævn ved at skulle til at stikke den i ham da han greb om hendes håndled. Hun vidste han var stærk, det var hun også. Derfor havde hun den følelse der var bekymret for Josh, og vil hen og sikre sig for om han var okay.. Men ligenu måtte hun stole på Jacob gjorde hvad han kunne, så måtte hun holde Locan i skak, hun var stærkere end ham. Men hvorfor virkede det så ikke sådan, nårh jo.. Følelserne.

Josh lå i sin seng som han gjorde hver gang han var træt, brugt det meste af dagen på at rende rundt ude i skoven, mærke det dejlige græs imellem sine tæer og snuse duften af fyrreskov ind. Det var det han brugte det meste af sin dage på, når han ikke var sammen med Jacob eller sad indenfor i huset når det regnede. For hvem gad at være udenfor når det regnede? Med et smil på læben, puttede han sig ind til væggen, godt viklet ind i sin dyne så man kun kunne se en lille del af ansigtet og hele det pjuskede brune hår.. Han vidste at Jacob var nede ved søen for at hente vand og at han snart ville komme tilbage.. Ingen fare skulle nærme sig ham, eller det mente han i hvert fald ikke selv. Bagerst i hans sind bemærkede han godt at døren gik op, men han regnede blot med at det var Jacob der var vendt hjem.. Han puttede sig videre ind i dynen.. Det varede dog ikke længe før han kunne mærke gåsehuden sprede sig på kroppen. Der var noget helt galt. Auraen i huset var mørk.. Det kunne ikke være Jacob. I det øjeblik han vendte sig om, blev han mødt af et par stærke hænder der greb fat i ham og tvang ham ud af sengen. Hysterisk råbte han af manden, sparkede ud til alle sider, imens han hænder i hærdigt prøvede at ramme manden et sted hvor det ville gøre ondt.. Han måtte dog give sig, da han mærkede et blad fra en kniv blive presset imod hans hals.. Det var her det sortnede for ham.. han kunne intet se.. Ikke andet end mørke, som om Locan allerede havde snittet struben over og ladet ham forbløde.. Med panikken blomstrende i sine øjne, tog han modet til sig og så op på den fremmede. Hans hjerte sprang da han endnu engang så Locans øjne.. han kunne tydeligt huske dem fra tiden i kælderen.. Synet af ham og Julian var noget han aldrig kunne glemme. Selv om han ikke var sikker på om han skulle dø, så trillede tårerne allerede ned af kinderne på ham.. Det var ikke tanken om at dø der skræmte ham, det var tanken om at han aldrig skulle se de andre igen.. Og at han ville efterlade Jacob.. Lydløst trillede tårerne ned af den lille barnekind.. Lyden af en anden stemme, fik ham til at dreje hovedet og han følte en smule lettelse over at se Caroline.. Hendes beroligende blik varmede ham om hjertet, men af en eller anden grund, så beroligede det ham ikke den mindste smule.. Lidt efter hun havde sagt sine ord til Locan, formede Josh kort sine læber til at ville klemme en lyd ud, men det eneste han kunne formode at få presset ud var mor.. Han mærkede et snit på halsen og inden længe blev alting mørkt.. Caroline og Locan's stemmer var ikke andet end hvisken.. Deres skikkelser var store klumper sort ler der sloges.. Ansigtet blev mødt af værelses gulv og lugten af hans blod hang over ham, som en tung regnsky.. Navnet Jacob rungede i hans hoved.. Han forsøgte at trække vejret, men det blev ikke til andet end hulkende gisp der hungrede efter luft.. Mørket kom nærmere..

Jacob hørte skriget. Det var som at få en dolk i hjertet. Skriget havde været alvorligt, meget alvorligt og han vidste at hvad der end mødte ham, så ville det ikke være noget godt. Men, han havde ikke regnet med at skulle se det han så.. Så snart han kom ind i værelset, så Josh ligge på jorden gispende efter vejret, var det som om at han blev ramt af sin egen is.. Hovedet gjorde ondt som havde nogen slået ham med et helt træ! Han nægtede at tro på at hans lillebror lå og gispede efter vejret, med et sår der strækkede sig hen over den skrøbelige hals.. Blodet på gulvet fik ham til at svimle.. Det måtte ikke være sandt.. Hurtigt fik han dog sat sig selv i bevægelse, faldt på hug ved siden af Josh og lagde en hånd imod såret på halsen. Han pressede så meget han kunne, forsøgte at stoppe blødningen.. Men lige meget hjalp det..
"Hold ud Josh.. Okay? Det skal nok gå.. det lover jeg.." hviskede han og kiggede ned i sin lillebrors svagt lukkede øjnene. "Jeg lovede at der aldrig skulle ske dig noget, det holder jeg.. det skal nok gå.." Forsigtigt fjernede han et hår fra Josh ansigt..
Josh forsøgte at sige noget, men kunne ikke andet end at tvinge et halvkvalt smil frem.. "Jeg.. Jeg.. Undskyld Jacob.." Fik han endelig fremsagt.. Jacob rystede på hovedet, trykkede ham ind til sig. "Du skal ikke sige undskyld.. Du skal ikke sige undskyld.." Langsomt kunne han mærke hvordan Josh blev mere og mere livløs og tung.. En enkelt gang kiggede han dog op i Jacob's øjne.. "tak.. Ta..k for alt," Det var de sidste ord der kunne komme ud, inden han lukkede øjnene i og Jacob kunne mærke hvor tung han pludselig blev.. Han kunne ikke længere det lille hjerte slå.. De uskyldige øjne var ikke længere åben.. Han var væk.. En kniv gik igennem Jacob.. Det var som om at hans hjerte ikke længere slog, som om tiden stod stille.. Tårerne trillede lydløst ned af hans kinder, da han knugede Josh ind til sig, gemte sit ansigt nær hans og lukkede alt andet ude..
"Josh," hviskede han og lod derefter et enkelt hulk undslippe ham.. "Undskyld.. Jeg svigtede dig.." Han fortsatte med at knuge den unge krop ind til sin, ville ikke give slip for nogen pris og ønskede ikke at nogen skulle komme og tage ham fra ham! Bagerst i sindet kunne han høre Caroline slås imod Locan.. Han ville hjælpe, men kunne ikke bevæge sig.. Han var som stivnet i tid og sted.. Til sidst kiggede han dog op, så hen imod Caroline og derefter hen på Locan.. Bare synet af Locan fik den indre dæmon til at skrige.. Han skulle dø!

Caroline holdt Locan hen, de slag hun modtog fra ham for at holde ham hen.. Det gjorde ikke ondt før hun hørte Jacob's sidste ord.. Hun kunne regne ud hvad der var sket, hun vendte sig om og spærrede øjnene op helt.. En hurtig følelsmæssig reaktion fra hende var at skrige, råbe Josh' navn i en skinger skrigende stemme.. Tårerne flød over, men Locan trak hende tilbage og op af en mur igen. Hendes luftveje blev blokeret endnu engang, ved et greb om hendes hals. Hendes øjne borrede sig ind i Locan's. Caroline havde lyst til at flå ham i stumber! Hun tog sin hånd og greb ind igennem hendes bryskasse og greb omkring hans hjerte. Hun kiggede ham i øjnene, da han langsom borrede hans fingre sig ind imod hendes puls.. Nu vidste hun at hun ikke kunne dræbe ham, den lorte evne.. Hun vidste han kunne rive hendes pulsårer ud, så var der ikke meget tilbage af hende.. Alt var gået så hurtigt hun havde ikke opdaget Jacob ikke lignede sig selv, for hun kunne genkende hans fært.. Ligenu var det hendes liv og sorgen til Josh der hang overhovedet på hende.. Men så slog det hende.. Den ældre Josh! Hun slap Locan, og kiggede ham i øjnene.
"Løb og kom aldrig tilbage, næste gang jeg ser dig.. Bliver din død." Sagde hun med sin evne og truende, Locan slap hendes hals og løb væk så hurtigt han kunne. Hun vendte sig imod Jacob og opdagede han ikke lignede sig selv, dog var det et dumt tidspunkt at begynde at spørge på..
*Leah, få Shenna herhen.. Jeg skal bruge hende.* Sagde Carolien igennem tankerne.. hun kiggede på den lille livløse krop, hun måtte begynde at bygge lidt på den facade der holdt tårerne tilbage på plads, dog var de fleste sluppet væk allerede..
"Du ligner ikke dig selv mere.. Men vi nød til at finde den ældre Josh.. Vi bliver nød til at vide om han er i live.." Sagde hun kort hendes stemme lød normal, men Jacob kendte hende nok til at vide hendes to år som vampyr havde ikke lagt hendes følelser bedre i kontrol medminre hun formindskede dem lidt. Hun stod stille, og prøvede blot at tænke på gode tanker..

Han vidste at Caroline var stærk, langt stærkere end denne Locan.. Det var en af grundene til at han ikke med det samme rejste sig op og hjalp hende. Den anden grund var selvfølgelig at noget af det der betød allermest for ham, lå livløs i hans arme med lukkede øjne, der aldrig skulle åbne sig igen.. Han måtte bide sig selv i underlæben for ikke at råbe Josh navn højt, i håb om at han ville vågne op, se på ham med sit store smil og spørge ham om hvorfor han råbte efter ham.. Men det ville ikke komme til at ske. Han var død. Smillet skulle han aldrig se igen, stemmen skulle han aldrig høre igen.. Der gik lidt tid før det gik op for ham at Caroline snakkede til ham. Den store Josh.. En ny kniv gik igennem ham. Det var logisk, den store kunne ikke overleve hvis den lille mistede livet! Han ville miste dem begge! Tanken gjorde at han knugede Josh endnu mere ind til sig.. Han måtte skrige til sin krop om at adlyde, inden han endelig fik rejst sig op med Josh i sin favn.. Forsigtigt gik han hen imod sengen, lagde Josh ned på den og kiggede en sidste gang på ham, inden han kiggede alvorligt hen på Caroline. "Lad os finde ham, vi har ikke meget tid," Selvom Caroline ikke så ud til at vise sorg, så vidste Jacob udmærket godt bedre. Han vidste at hun også var knust, men blot gemte det bag en facade som vampyrer havde den evne til at opbygge.. Langsomt begyndte han at gå hen imod døren, han havde en sådan lyst til at kigge sig over skulderen til Josh, men han vidste at hvis han gjorde det, så ville han ikke kunne gå nogen steder overhovedet. Han tog en dyb vejtrækning, satte i løb og forlod huset.. Bare tanken om at skulle vende tilbage dertil gjorde ondt, det samme gjorde tanken om at finde den ældre Josh død et sted.. Alt så sort ud.. Der var mørkt.. Verden var i sort hvid for ham.. Han fortsatte med at løbe, men så egentlig ikke hvor han løb hen.. Han kiggede, men så ikke noget..

Hvad skete der... Han var svimmel.. Det var som om nogen havde ladet en kniv passere hans strube.. Det var da ikke muligt. Han havde ikke så meget som været i nærheden af en kniv og alligevel kunne han mærke blodet strømme ud fra hans hals. Eller, det mente han at han kunne, men når han lagde sin hånd på halsen var der ikke noget. Til sidst kunne han ikke stå oprejst længere, han faldt til jorden og lå nu og gispede efter vejret. Omkring ham begyndte de unge lærlinge at panikke, nogen af dem løb ud for at hente rådgiveren, imens andre blev ved ham og hviskede beroligende ord til ham. Dog kunne han ikke hører deres ord, det lød nærmere som en hvisken eller som en mus der pillede hen ad gulvet. Græsset kilede ham på kinden, men han kunne ikke fjerne det, han kunne ikke bevæge sig. Helt stille lå han og ventede på at nogen skulle forklare ham hvad der skete.. En tanke passerede ham dog hurtigt, hvilket var det der skulle få ham til at gispe endnu mere efter vejret. Hans yngre jeg måtte være død.. Det kunne ikke være andet.. Lige om lidt ville han være det samme.. Om ikke så lang tid ville tiden indhente ham.. Han var ikke parat til dø! langt fra! Det måtte ikke ske sådan! Han tog sig til halsen, foran hans øjne stod ikke lærlinge og træerne fra haven.. I stedet kunne han se Jacob, Luce, Caroline og Nille... De sendte ham kærlige smil.. De stod alle i en lille cirkel og i midten af den cirkel stod Lola med en hvid kjole og et lysende smil på sine læber. Forsigtigt rakte hun hånden imod ham.. Selv om han ville tage imod den, så kunne han ikke, han kunne ikke dø.. han ville ikke efterlade de andre.. desværre.. Så det ikke ud til at skæbnen tænkte det samme.. Inden længe kunne han ikke se andet end mørke.. Lola forsvandt og det gjorde de andre også..

Caroline nikkede kort og løb med Jacob, hun vidste udemærket hun skulle ind på de gode engles terirorrium og var ikke glad for det.. Ikke det som det lignede, for det kunne skabe rygter.. Caroline løb så hurtigt hun kunne og vidste i sidste ende havde hun overhalt Jacob.. Dog vidste hun det galdte om sekunder, derfor løb hun så hurtigt hendes ben kunne bærer hende.. Langt hurtigere end hun nogensinde havde løbet før, og lod sig glide hen af græsset da hun fik færtenen af Josh.. Hun skubbede til nogle af læringene og dem som ikke fjernede sig hvæste hun af med sine tænder. Hun var ikke velkommen omkring deres leder, og omvendt. Selvfølgelig ikke. Men Caroline var ligeglad. Hun kiggede ned på Josh, og daskede lidt til hans kind.. Men uden reaktion.. Hun kunne ikke hører hans hjerte mere.. Caroline græd mere og mere, og tårerne ramte ned i græsset, som små perler..
"Please, vågn op.. Josh kom nu..Jeg beder dig.." Sagde hun og hulkede imens hun tog hans ene hånd og foldede sine fingre rundt om.. Hun havde næsten lige mistet Matt.. En af hendes brødre, hun kunne ikke miste en bror.. Caroline's ansigt var trukket over i sorg, følelserne var blottet.. Og indtil andre tanker kom på ville de blive ved med at være det..
Elea og Leah kom løbene bagved Jacob, Elea engel.. Derfor væmmede nogle af lærlingene sig vel.. Elea tjente Caroline, og det var ikke engang tvang. Elea havde selv valgt det, havde den tideligere leder sagt. Men det var ikke det som det handlede om ligenu! Elea trådte frem og prøvede at komme hen til Caroline, mest fordi Elea var en af dem som Caroline vidste havde en god forbindelse til urter og legender..

// Da jeg også er Josh, styrer jeg lige få af lærlingene :3

Alting virkede så mørkt for ham! Hundrede forskellige tanker kørte igennem hovedet på ham! Var det allerede forsendt, var Josh virkelig forsvundet helt fra verden, så han aldrig skulle se ham igen? Det måtte ikke være sandt! Josh var en del af ham! De var brødre! Han kunne ikke bærer at miste ham! Det eneste der fik Jacobs ben til at holde farten, var tanken om at de måske kunne nå at redde den store hvis de var heldige. Eller, måske bare en af dem! Han ønskede i hvert fald ikke at miste Josh helt! Bare tanken gjorde ham dårligt tilpas, forvandlede hans hjerte om til en granit sten, der var tung og ikke til at bære i kroppen.
Ved synet af Josh hjem, fik den indre dæmon til at vrisse en smule. Trods alt var en dæmon ikke velkommen her og han orkede ikke at skulle til at høre klager fra en masse engle. Der var dog ikke andet at gøre. Josh var deres leder, og de skulle ind til ham for at redde ham, så måtte englene holde deres mund lukket bare i få minutter! Hvis det altså kunne lade sig gøre! Så snart en gruppe engle der stod i en rundkreds kom til syne, stoppede han op og spejdede rundt efter sin lillebror. Øjnene kørte nærmest rundt i hovedet på ham, indtil de fandt det de søgte. Josh lå på jorden, livløs og med sine øjne lukket i. Et kort øjeblik måtte Jacob se væk for ikke at gå helt i stå. De kom forsendt. Josh var død.. Fra hver en del af hans krop, spredte en bølge af smerte igennem ham. Det føltes som om nogen havde revet ham midt over, taget den ene del af ham og løbet sin vej.. Josh var ikke levende længere.. han var væk.. Med tænderne bidt sammen, hænderne knyttet så knoerne blev hvide og øjnene knebet helt sammen, mærkede Jacob hvordan vrede og sorg sprængte i luften inde i ham. Det kunne ikke være sandt! Tøvende kiggede han hen imod sin bror. Carolines ord fik ham til at måtte lukke øjnene i endnu engang.. En enkelt tåre tillod sig at trille ned af hans kind..
De unge lærlingene blandede sig ikke. I stedet stod de i en lille klump og kiggede forvirret rundt. Deres leder lå død i armene på en vampyr, en dæmon stod og fældede en tåre, imens en anden engel forsøgte at nærme sig vampyren, som hun tydeligvis var slave for. Ganske som Caroline havde troet, rynkede nogen af dem på næsen over tanken, dog var ingen af dem modige nok til at sige noget til det eller også var de for såret og skrøbelige til at de kunne.. De lærlinge der stod i vejen for Elea, flyttede sig tøvende så hun kunne komme hen til Caroline og Josh. De havde ikke den fjerneste ide om hvad de tre ny ankommende ønskede. Det så dog ikke ud til at de ville skade deres leder, så de holdt bare munden lukkede og kiggede nysgerrigt med på hvad der foregik..
Jacob tog modet til sig, gik hen ved siden af Caroline og kiggede ned på den livløse Josh, selvom det var som at se ned på solen. Det skar i øjnene på ham, blændede ham og han havde sådan en lyst til at kigge væk..

Caroline samlede sig selv op inden hun kunne bryde sammen, Elea gik hen til Caroline og satte sig på hug ved siden af hende.. Hun så lidt på Josh, og hviskede så noget i Carolines ører som gjorde at hun rejste sig op i en hurtig bevægelse. Elea fulgte med lige så hurtigt, Caroline stirrede hende ind i øjnene. Hun kunne ikke tro det Elea lige havde fortalt hende! Det var utroligt.. De skulle bare gøre få ting, problemet var at finde en genopstandelses sten..
"Jacob jeg ved hvad vi skal gøre nu!"Udbrød hun, med et smil som var kommet ved Eleas besked. Underligt tidspunkt at smile på, men et tegn på en god nyhed.
"Vi skal bare gøre to ting! Vi skal have en ofrings tårer og en genopstandelsessten ind i hjertet på ham." Okay det lød meget bedre inden i hendes hoved, men hun vidste det var en mulighed! "Stenen vi skal bruge ligger på et helligt sted, begravet i vievand. Den skal borres ind i hans hjerte, hvis du kan finde en som vil ofre sig for at få Josh tilbage så find en. Og for guds skyld vælg ikke dig selv! Jeg beder dig! Jeg finder stenen! Sagde hun og satte i løb, Caroline havde størst smertetærskel og var bange for vand.. Men lige nu gjalt det Josh! Caroline løb afsted, hurtigt som lynet.

//Skriver bare lige hvad Caroline laver, så kan du skrive hvad Jacob laver :3//

Caroline kom til en port, hun kunne mærke hvordan lyset var over stedet. Heldigvis var Elona'dals blod i hendes årer og gjorde lyset ikke ramte hende som det ville have ramt Jacob.. Elea var i hælene på hende, og førte hende hen til floden hvor stenen skulle være gemt i. Caroline tog sig til hovedet hvordan skulle hun dog finde den i den store flod..
"Den er i nærheden af vandfaldet derhenne, siger savnet." Fortalte Elea kort og pegede imod vandfaldet. Caroline løb derover og sprang i, hun ville bare have det overstået.. Vievandet omfavnede hendes hud i prikkende smerte.. Men hun gav ikke op, hun svømmede ned på bunden for at søge på bunden.. Hun ledte i et par minutter, men så blev det alt for meget og hun satte af på bunden for at komme op. Elea trak hende op, og Caroline hostede for at komme af med vievandet på hendes hud.
Den må være der et eller andet sted!?" Snerrede Caroline og hoppede i lidt efter igen.. hun ledte og ledte.. Først da hun svømmede ind bagved vandfaldet, Caroline trak sig selv op, og vred vievandet ud af håret. Hun havde overskredet et par grænser.. Men det føltes godt, for hun ville bare finde den sten, så hun kunne hjælpe Josh.. Caroline synes alligevel det virkede så urealistisk og håbløst at få ham tilbage.. Man kunne da ikke overvinde døden kunne man? Caroline åndede tungt ud, og rejste sig op. Hun gik lidt rundt der var en grotte under vandfaldet, lyskrystaller lyste den op. Men den lyste næsten op af englemagi der ville gøre alt for dæmoner og vampyrer skulle hoppe i fælden ved at rører krystallerne. Caroline rørte dem derfor ikke, hun gik videre ind i grotten.. Vievandet trillede ned af hendes hud, med dens brændende smerte.. Pludselig kom hun til noget der lignede en lille klippe. Caroline gik derhen og der lagde det hun troede hun havde efterlyst.. En lille trekantet sten, med nogle symboler på hun ikke var sikker på hun forstod. Hun tog den da hun hørte lyden af sten som faldt sammen, grotten faldt sammen. Caroline satte i løb desværre ramte nogle sten hende forenden og gjorde hende en smule beskidt, men hun kom ned i vievandet som gjorde hende ren i smerte. Dog kom hun op igen, ved Eleas hjælp.
"Er dette stenen?"Spurgte hun stille og lidt forpustet.. Elea nikkede til Caroline.. Carolline løb tilbage til Jacob så hurtigt hun kunne.
"Jeg er tilbage." Sagde hun, drivvåd. SElvom vinden havde lufttørret hende lidt.

//Vigtig emne.//