Hmm. Partnership you say? Maybe. Or maybe not. (Davia=Privat.)

Roligt kom en mand gående ned af trapperne i det store palæ. Hvert trin gav genlyd i det store hus. Den charmerende flotte unge mand løftede roligt sine blodrøde øjne op og kiggede på uret i stuen kort. "Det er snart tid. Er alt klar?" Spurgte han kort ud i huset. Før 3 stuepiger med halsbånd på kom frem. "Ja herre." Sagde den ene kort før han så på dem alle tre kort. De var alle tre udklædt i stuepige uniformer som kun lige præcis dækkede deres private dele. Det var tydeligt at de alle 3 var slaver. "Godt. Sørg for at dække min seng til i aften og ryd op nede i kælderen. Eller også tager jeg en af jer i kælderen." Skrækken dukkede straks frem i deres øjne. Og de bukkede hurtigt og bevægede sig væk fra gangen.

Zero smilede kort. Han elskede fornemmelsen af folk der frygtede ham. Hans bodyguard Marcus kom ind af døren. "Hr. Bang. Alt er klart. Kan de fortælle mig hvem det er der kommer?" Spurgte han kort. Zero så på Marcus. "En eller anden kvinde kaldet Davia. Det er angående forretning. Så hvis der kommer en kvinde gående så luk hende ind og spørg hvem hun er. Hvis det er Davia så bare send hende op imod huset." Marcus nikkede kort og gik ud af døren igen. "Cattie." En slave kom gående igen. "Når denne Davia kommer ind af døren så før hende ind til spisebordet og sørg for maden bliver serveret samtidig." Cattie som slaven hed nikkede kort. Zero vendte sig rundt og gik roligt ind i spisestuen og satte sig nede for enden af det 3 meter lange bord og sådanset bare ventede på hans gæst ville kommer.

Endelig var det blevet aften, og der var nu ikke speciel lang tid til, at Davia skulle mødes med Zero. Hun var ikke sikker på, hvad der vil komme til at ske når hun kom frem, men hun håbede at de eventuel kunne få et partnerskab med hinanden. Men om det vil blive til det, måtte hun jo finde ud af når hun en gang kom frem til der han boede. Dog skulle han ikke prøve på noget med hende, da hun ikke vil finde sig i det store fra nogle.
Man kunne tydeligt se på hende, at hendes familie ikke manglede penge på den måde hun klæde sig. Hun skulle have det bedste af det bedste ellers vil hun blive sur hvis nogle prøvede at give hende noget som var beregnet til en klasse lavere end hende. Hun var kræsen med sit tøj og man fik altid af vide hvis hun ikke kunne lide tøjet.

kort efter ankom hun ved Zeros hus. For at vurdere det, så hun kort på det men var ikke specielt begejstret. Det var vel okay, men der var ikke noget særligt endnu. Hun fortsatte mod indgangen men blev stoppet af en vagt som spurgte hvem hun var. "Jeg er kommet for at snakke ed Zero. Mit navn er Davia." sagde hun. Manden så kort på hende inden han førte hende ind i spisesalen hvor Zero også var. Roligt satte Diana sig på en af stolene. "God aften Zero." sagde hun høfligt til ham, og betragtede ham roligt.

Zero rettede blikket op imod kvinden som satte sig ned ved hans bord. Han smilede roligt. Af ventetiden havde han fundet en avis frem som han stod med i hænderne foldet ud. Men han kiggede hen over den lige nu. "God aften. Jeg gætter på det er Davia?" Spurgte han kort. Før han roligt foldede avisen sammen og stillede på bordet foran hans tallerken.
Langsomt kom slaver gående fra køkkenet. De lignede dog ikke slaver lige nu. De lignede stuepiger. Slaverne stillede roligt maden på deres plads foran dem. Før de bukkede hovedet og gik ud af rummet igen. "Spis endelig." Sagde han kort og vinkede sin hånd imod tallerken. Han betragtede roligt hendes udseende. Hmm. Han kunne ikke beslutte sig for hvad han syntes om det. Hun så godt ud ingen tvivl i det. Men hendes ansigt. Det selvtillide blik. Den selvsikre beklædning. Han syntes det ødelagde hendes udseende. Men på den anden side så mente Zero først en kvinde så rigtig godt ud. Når hun var på knæ foran ham og græd med hans lem i munden. Hans øjne lyste kort mens han så hende i øjnene. Han begyndte at læse hendes minder. En dominant person? Han mistede allerede interessen. Han gabte roligt ved et uheld før han rettede sig imod hans mad og fjernede derved forbindelsen til hendes minder.

Egentlig så han ikke værst ud Zero måtte hun ærligt indrømme. Dog lignede han en selvsikker herre så det vil blive svært at prøve at gøre ham til slave hvis det var, men hun var ikke interesseret i ham som slave. Venligt smilede hun til ham, og lyttede til det han sagde. "Yep. Du har helt ret. Jeg er Davia." sagde hun selvsikkert som svar mens hun betragtede Zero folde sin avis sammen.
Da nogle kom ind til dem med mad, regnede Davia hurtigt ud, at de måtte være slaver selvom de ikke helt lignede nogle men stuepiger. Davia så på maden de satte foran hende, og så over på Zero kort som sagde hun blot skulle spise, så det gjorde hun. Takkede dog først inden hun tog en mundfuld mad, og begyndte at tykke det. Hun så kort på ham og fik øjenkontakt med ham, og kunne ikke helt bryde den før han gjorde det. Hun begynde at spise videre, men sad på en afslappet og selvsikker måde imens hun spiste. Hun vil lade ham starte samtalen.

Zero smilede kort og lod hende sådanset spise. Det så ikke ud til at Zero rørte maden. Men der var også en grund til det. Som nok skulle komme frem på et tidspunkt. "Så Davia. Der var noget med et partnerskab?" Konstanterede han kort. Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Hendes minde var kommet frem. Mindet hun lige havde skabt. Forestillede hun sig virkelig Zeronium Elliot Bang som slave? Den tanke var så dybt latterlig at han ikke kunne lade være med at grine lidt af det. "Beklager mine manér. Jeg kom bare i tanke om noget sjovt i forbindelse med partnerskab. Det var intet rettet imod dem." Sagde han kort for at forklare det lette grin der var kommet fra ham. Han tog roligt vinglasset som stod foran dem. Og tog en blid tår af det. Før han roligt så ned på sin mad. "Jeg beklager jeg ikke følger dem i maden. Men min apetit er ikke den største for tiden." Sagde han med et roligt smil.