Just leave me alone! - Davia

Det var mørkt omkring ham, dog vidste han at det var på grund af bindet for hans øjne! Han kunne intet se, og hans hænder var bundet på ryggen. Han var vågnet sådan her!
Det sidste han huskede var at han var ude for at få kunder. Og en kunde han havde samlet op, pludselig stak ham i armen med et eller andet, og det næsten der skete var at alt blev sort!

Og da han vågnede igen, var det på et hårdt og fugtigt underlag. Han frøs, og han kunne regne ud at han var nøgen! Der havde været meget forvirring, og han havde ikke kunne se eller sige noget, takket være det han havde bundet om munden og nakken. Han vidste ikke helt hvad der skete, men havde desværre en meget god ide om det.

Og da han blev ført ind i et eller andet lokale med alt for meget larm, og en masse tal der blev råbt op, vidste han at han havde ret. Han vidste også at han ikke var den eneste eftersom at der blev råbt op om andre. Om nogle andre personers race, krop, kvalifikationer og sådan, og derefter priser.

Da han endelig fik bindet af øjnene, glippede han med dem. Lyset var skabt mod hans øjne der i alt for lang tid havde været lukkede og mørke. Han fik synet tilbage og kunne lige ane folk der sad og stirrede på ham. ”se her har vi jo et rent pragt eksemplar! En stærk og flot ung mand!” sagde den fede mand der solgte de mange slaver der stod omkring ham. Han så ud mod folk ”lad mig høre et bud!...” råbte han. Harry vred sig, men kunne ikke komme nogle steder på grund af de 2 store brød der stod bag ham og holde fast i ham

Diana var så småt begyndt at mangle nogle flere slaver. Derfor var hun i dag taget af sted til slave markedet for at se, om hun mon vil kunne finde sig en ny slave der. Det var tydeligt for en hver at hun havde penge med hendes tøj. Og hun var sikker på, at hun vil kunne få lige den slave hun end vil have. Roligt nåde hun markedet og det sted slaverne var. Hun så på dem der var, og fik snart øje på en ung mand som var der. Hun så kort på ham, og besluttede sig i samme nu, at han skulle være hendes. Hun blev ved med at byde højere og højere end de andre, og til sidst opgav de andre, og lod hende få ham. Hun gik op og betalte pengene. Så derefter roligt på Harry. "Kom her over knægt og fortæl mig dit navn." sagde hun helt roligt.

Harry hørte ude mærket hvordan der var nogle der blev ved med at byde på ham. Og selvom han godt selv var klar over at han så godt ud, så regnede han ikke med at han ville være så meget værd som slave. Dog undrede det ham at det var en kvinde stemme der blev ved med at byde over.

Da hun endelig kom op, så han kunne se hende, blev han overrasket. Okay han havde gladelig været sammen med hende, men hun var en herskerinder eller hvad fanden man kunne kalde det! Så hun var ikke hans kop te.

Han rynkede brynene da hun kom op til ham, og sagde han skulle komme hen og sige sit navn. Han stod lidt, og sende i stedet en spyt klat efter hendes fødder. Dette blev dog kvitteret med en knytnæve i maven fra en af de 2 brød der havde holdt fat i ham. Et slag der fik ham til at falde ned på det ene knæ. Han havde stadig hænderne bundet på ryggen, godt for brødet. Ellers havde Harry hamret ham en.

Han var bestemt ikke interesseret i at blive slave! Og da slet ikke for sådan en rigmands tøs!

Davia så lige på ham, da han valgte at sende en spytklat efter hende i stedet for at svare hende. Hun sukkede tungt af ham. "Vil du virkelig gerne gøre det her på den svære måde knægt? Fint nok for mig, men du vil ikke komme til at kunne lide det. Tro mig." sagde hun med en helt rolig stemme. Hun så på manden som lige havde slået Harry. "I kan godt slippe ham. Jeg skal nok tage den her fra." sagde hun helt roligt til dem. "Ja ma'am" sagde de og hun rystede på hovedet af dem. "Det hedder My lady, ikke ma'am. Forstået?" "ja my lady" svarede de hurtigt, og hun smilede. Hun vendte roligt opmærksomheden mod Harry igen. "Når hvis du frivilligt følger med, så skal jeg nok være en smule mere sød imod dig." lovede hun og begynde at gå. Så efter om Harry fulgte med, ellers vil hun tage fat i hans arm, og så hive ham med sig.

Harry så blot op på hende med et irriteret blik da hun begynde at snakke om den svære måde. Åh gud! Sikke en snot tøs! Han hørte hvad hun sagde til mændene og himlede med øjnene ”my lady”? Hold da kæft noget plader!
Den trunte troede vidst hun var vigtig?

Dog da hun brugte om han gik med af sig selv, så han lidt tilbage på de brød der stod der. Hmm han kunne vel lige så godt gå med hende. De her mennesker var jo syge i hovedet. Han kom på benene og gik mod hende. Han sukkede lidt opgivende. ”har du tænkt dig at tage de her reb af mine hænder?” spurgte han blot.

Han var faktisk allerede træt af hende, og han havde ikke engang talt ordenligt med hende, men alt ved hende stålede af sådan en snobbet møg tøs der altid fik hvad hun ville. Puha! Bare hendes attitude gav ham kvalme

Hun lagde mærke til med det samme at Harry himlede med øjnene af hende. Hun lod den dog ligge denne gang og sagde intet, men næste gang vil han få en lussing eller anden straf af det. Men først næste gang han gjorde det. Dog var hun tilfreds da han valgte at følge med hende. Alligevel havde hun på fornemmelsen at han ikke vil give op let men hun selv var yderst stædig. Hun skulle nok finde en måde hvor på hun kunne knække ham. Det var hun helt sikker på.
Da han valgte at spørge om hun gad befrie hans hænder, så hun på ham. "Nej ikke endnu. Du skal alligevel ikke bruge dem til noget alligevel." svarede hun blot roligt og forsatte.

På resten af turen sagde hun intet med mindre han sagde noget. De nåde snart hendes hjem, og hun åbnede roligt døren og så på Harry. "Velkommen til dit nye hjem." sagde hun og lod Harry gå ind først. Det var mere eller mindre et gods det hun boede på/i.

Harry brummede lidt for sig selv da hun sagde han ikke måtte få hænderne fri. Orh hun var da virkelig bare irriterende.
Harry sagde ikke et ord hele vejen hjem, hvad skulle han sige til en som hende? Og da de kom hjem til hende, så han at hans mistanke var sand. Hun var bare en snottet rigmands unge.

Han sukkede lidt for sig selv. Det her orkede han virkelig ikke. Han fulgte dog med, og da hun viste ham ind, og gik bag ham, ville hun nemt kunne se de 2 lange ar han havde ned over ryggen.
Han hørte hvad hun sagde. ”jeg har ikke haft et hjem i mange år… at du tvinger mig til at være her gør det ikke til mit hjem… bare et sted jeg er nød til at være” sagde han blot og vende sig mod hende og så køligt på hende.

”et hus bliver ikke et hjem bare fordi du skal bo i det… ligesom at andre personer ikke bliver din familie eller noget andet bare fordi de beslutter sig for at være i dit liv” Harry havde ikke haft et hjem i mange 100 år, og hans familie ville ikke se ham, så at en snottet tøs nævnte dette som hans hjem bare fordi hun mente det, var ikke hans problem.

Hun smilede over han brummen da hun ikk vil løsne hans hænder, og hun var meget tilfreds med, at han intet sagde mens de gik hjem til hende.

Da hun lod ham komme ind først, så hun hans 2 ar på hans ryg og smilede over det. Gættede næsten på hvad han var. "Når ser man det." mumlede hun for sig selv, uden at sige mere end det. Hørte det han sagde, men tog sig ikke af det. "Når du har været okay lydig på vejen hjem ved at følge med. Så kan du godt fortælle mig dit navn, med mindre du vil have mig til at finde på et nyt et til dig? Det din eneste chance for at sige det. Ellers vil du live straffet, og få det navn jeg giver dig, forstået?" sagde hun, og så lige på Harry. Ville ikke binde hans hænder op endnu.

Harry så sig lidt om. Man skulle tro at de fleste i hans situation som hjemløs, så ville dette være en drøm. Men nej! Dette var et Marit for en som ham, at skulle bo sådan et sted. Han hadet fine steder!

Da hun sagde det med hans navn og at hun ellers ville give hende et nyt, sukkede han bare. OH MY GOD! Hun VAR virkelig sådan en møg tøs der mente hun kunne få alt.
Han gad dog ikke bruge for meget tid på hende ”hvis du så gerne vil vide det, så hedder jeg Harry” sagde han bolt og så på hende.
”har du tænkt dig at fortælle mig dit?” spurgte han bare køligt, og var sikker på han allerede kende svaret.

Da han fortalte hende sit navn, smilede hun over det. "God dreng. Se så svært var det heller ikke at sige, var det vel?" sagde hun roligt på så lige på ham. Så behøvede hun ikke finde på et nyt navn til ham, og det var hun meget tilfreds med. Da han spurgte efter hendes stod hun lidt og overvejede om hun skulle fortælle det, dog kendte hendes andre slaver godt hendes rigtige navn, så hun vil give ham det. "Davia. Men for dit vedkommende er det My Lady forstået?" sagde hun, og så lige på ham. Hun vil straffe ham hvis han ikke forstod, eller kalde hende noget andet end My Lady. "Tror dog vi må finde dig noget tøj." sagde hun roligt, og begyndte at gå roligt mod et værelse som var meget stort og havde en hel del madrasser og tæpper. "Når jo. Det her mine slaver sover." sagde hun roligt. "Med mindre de har fortjent mere." Hun fandt hurtigt et par tætsiddende sorte læderbukser. Det var det hun gav sine mandlige slaver hvis de skulle have tøj på. "Tag dem på" sagde hun da hun havde givet dem videre til Harry. De vil side ekstremt stramt.

Han ignorere hendes latterlige kommentar med om det var svært at sige sit navn. Det var ikke fordi det var svært, han mente bare ikke hun skulle have det! Han hørte hvad hun sagde med sit navn, og hvad han skulle kalde hende. Han trak bare på smilebåndet. Hun var virkelig for meget ”ja det er skam forstået” sagde han bare.
Da hun talte om tøj blev han dog lettet, han var ret træt af at gå nøgen rundt. Han fulgte med hende, og hørte hende forklare om rummet. Andre slaver? Puha hun var virkelig en diva hende her. Han så på hende da hun smed de tætsiddende læderbukser over til ham, og så på hende med et lidt opgivende smil. ”tja… ikke for at være besværlig.. men… jeg kan ikke rigtig tage bukser på når mine hænder stadig er bunder på ryggen” sagde han og så på hende.

Hvad havde hun regnet med? At han bare sådan kunne trylle sig ned i dem? Han så bare roligt på hende. Sikke en tumpet tøs.

Hun så på ham, da han sagde han havde forstået det. Dog virkede det ikke helt overbevisende for hende, da han manglede noget. At sige My Lady. Så havde det været perfekt. Eller mere end nu. Det var ikke perfekt før det faldt ham naturligt, og han havde respekt for hende, eller frygt. Det var for hende lige meget.
Da hun havde fundet bukserne til ham, så hun på ham, og sukkede af ham. Gik over og løsnede hans hænder. "Det er det eneste du får på, men så snart jeg siger det, så skal du smide det, ellers er der intet som hedder tøj i den nærmeste fremtid." sagde hun, og så lige på ham. Ventede til han havde fået bukserne på inden hun vil finde på noget til ham.

Han så på hende da hun kom hen og løsnede rebende der allerede havde gnavet sår omkring hans håndled. Da hans arme endelig kom fri, strakte han dem lidt, og tog sig til det ømme og stive håndled. Han vred dem lidt, så på dem, og lod sig heale så sårede forsvandt med det samme.

Derefter samlede han bukserne op, og tog dem på.. Han hørte hvad hun forklarede med bukserne. Han nikkede blot ”ja det er forstået” sagde han roligt. Hold da kæft hun var hysterisk.. Han klarede jo ikke en dag sammen med sådan en trunte. Tomhoved gås! Det var hvad hun var. Han fik bukserne på, og de sad perfekt på ham, og fremhævede hun gode ting. Dog var det ikke lige hvad han var til, men bukser var vel bukser.

Han så afvendende på hende. Han regnede ikke med at han skulle blive stående der.

Efter hun havde løsnet Harry betragtede hun ham mens han gned sine håndled. Så han helede dem, og begyndte så småt at blive utålmodig på ham. Kunne han ikke blot få de bukser på, så de kunne komme videre i teksten?
Da han endelig tog dem på, betragtede hun ham lidt. De sad meget godt på ham, hvilket var en god ting. Hun smilede over det. "De sider jo som skabt til dig. Men det er det eneste du får lov at gå med. Og følg så med, så kan du få en rundvisning i mit hus." sagde hun roligt. Hun begyndte at gå ud af værelset og regnede med han fulgte efter hende. Hun gik ind i stuen. "Det her er stuen, og der ude er køkkenet. Håber du kan finde ud af at lave mad." sagde hun roligt som hun pegede mod en dør, der førte ud til køkkenet. Hun gik videre ned af en gang. "Mit rum er for enden af gangen her, og der må du aldrig gå ind, med mindre du har en meget meget godt grund. Og her inde" sagde hun og åbnede en rød dør. "Er her slemme slaver havner. Kom med" hun lod ham komme ind, og låste døren efter dem. Det her var et legerum hun brugte mod ulydige slaver, eller hvis hun havde brug for at lege lidt med en af dem. Hun gik over til en kommode og trak en skuffe ud. "Siden du nu er min, så skal vi også have et bevis på det. Derfor får du nu et halsbånd så folk ved jeg ejer dig." hun gik roligt over til ham for at sætte det om hans hals, med mindre han vil gøre modstand.