I can take care of myself!.... But.. Thanks for saving my life - Caleb

Trærene susede forbi hende i farten! Jordbunden virkede glat, og det var næsten som om alle træenes rødder, og grenene på jorden med vilje spænde ben for hende! Eller også var det blot fordi de næsten var følelses løse.
Skoven virkede så stille, så død. Det eneste hun kunne høre, var lyden af hende selv. De mange knæk og brav fra når hun ramte en gren og den knark, eller når hun fik sparket til dem. Hun kunne høre de mange plade der raslede under og omkring hendes fødder, hendes åndedrag der lød mere eller mindre som om hun skulle dø af luftmangel!
Men det der nok larmede mest inde i hendes hoved, var lyden.. eller måske mest følelsen af hendes hjerte der pumpede der ud af, og føltes som om det ville poppe lige ud af brystet på hende, hvis ikke det nåede at hoppe ud af hendes hals først!

Dette skulle have været en ganske almindlig jagt! Hun havde fået af vide at vampyren her ikke var særlig stærk! Men der var bare ingen der havde fortalt hende at han boede i en rede! At der i samme hus var 8 andre vampyre.
Hun havde måtte stikke af, for ikke at blive slået ihjel. Det var første gang hun havde stukket af fra en opgave.

Hendes hånd blev presset hårdt mod såret i hendes side, lugten af blod fyldte hendes følsomme næse og smerten var nærmest uudholdelig! Hun så sig tilbage. Hun kunne ikke længere se nogle af vampyrende. Men hun havde også løbet omkring 4 km. Da hun kunne fast slå at vampyrende ikke længere var efter hende, satte hun farten ned. Hun hev efter vejret og måtte støtte sig til et træ. Det eneste minus ved at stoppe, og ved ikke at være nær så meget i panik, var at hendes krop nu gav op! Hun sank først sammen på sine knæ – tog sig til såret og så ned på det. Blodet løb stadig ud så snart hun ikke lagde pres på det. Hun prøvede at samle sig om at rive et stikke af hendes trøje for at binde om livet så blødingen stoppede. Men før hun kom så langt, blev det sort for hendes øjne. Og hun faldt om i de mange blade.

Det var denne foruroligende følelse der havde vækket ham op. Det faktum at nogle på grunden eller i nærheden var i fare, eller blot kommet til skade. Det havde vækket ham op med denne forfærdelige smerte, som om, at hans hoved eksploderede. Men han vidste hvor han skulle gå hen, han vidste, hvordan vedkommende han ledte efter så ud. Det var en fremmed. Men han vidste, at hvis han ikke ankom hurtigt, ville det være Nora der vågnede op om lidt. Nora var en banshee, og Caleb håbede ikke på at være vidne til endnu et af hendes dødsskrig. Så han hoppede hurtigt i tøjet, et par lange bukser og en hættetrøje, hvor han ikke havde haft tid til at lukke lynlåsen helt før han allerede var ude af sit værelse. Caleb havde ikke tid til at tænke over, at han burde fortælle Wade hvor han gik hen. Caleb gik direkte forbi ham med det blik som betød han ikke skulle forstyres. Så gik han hurtigere og hurigere, til sidst løb han. Han løb så hurtigt at de små sten å jorden fløj op fra jorden, som hans fødder løb hen over gjorden. Kunne han ikke bare være ligeglad egentlig. Det var en fremmed tøs som var kommet til skade, grunden var ukendt. Men han vidste blot at hun var i fare. Hvorfor gøre så meget ud af en fremmed? I bund og grund havde han det vel som om, at med hans evne, var han nød til at hjælpe nogen. Hvis han var givet en evne til at se sådanne ting, hvorfor så ikke gøre noget for at hjælpe? Det var det eneste rigtige at gøre, han havde da før prøvet at ignorer det. Ignorer hvordan hovedet dunkede, men det blev værre hvis han prøvede at undgå det. Det var meningen, at han skulle se det, meningen at han skulle hjælpe.

Det føltes som evigheder før han nåede frem. Han vidste, hvordan hun sad, hvor hun sad, men hvordan hun havde det - anede han intet om. Caleb pustede lettet ud da han endelig fik øje på kvinden. Besvimet og efterladt til at dø. Måske var det skæbnen, at hun skulle dø? Måske ødelagde han djævlens plan ved at tage hende med sig? Burde han tage hende med sig? Der skete så meget hjemme ved flokken, der var så meget utro på grund af det med Niylah. Raksha styrede flokken imens Niylah fik det bedre - men Caleb var der kun for at sørge for at der ikke skete flokken ydligere imens tingene var lidt ustabile. Dog tog han beslutningen inden han havde nået at tænke over det. Calebs instinkter for at tage sig af andre brændte for hårdt i ham, til at han skulle bruge tid til at tænke over det. Han satte sig på hug ved den besvimede kvinde, og løftede hende op i sine arme. Han tog hende tilbage til flokken.

Caleb sneg sig om bagved og derved var han hurtigt henne ved hans værelse. Her placerede han kvinden i hans seng. Han kunne analysere kvinden nok til, at hun ikke gik ned uden en kamp - hvilket mindede ham lidt om Tatia egentlig. Han fandt frem til noget af Rakshas healende blod, som alle havde på hylderne nu til dags, i hvert fald ved flokken. Han bandt trøjen op og løftede lidt op i den indenunder for at se skaden. Så satte han sig på sengekanten, og smurte noget af det healende blod på skaden. Derefter lagde han hurtigt nogle banager om såret, for at blodet skulle virke. Smerten ville nok ikke aftage med det samme, men såret ville heale. Det var vidst også det vigtigste. Caleb satte sig over i vindueskarmen som ikke var andet end få skridt væk fra sengen, han kiggede ud. Det var alligevel først på dagen. Det gik først op for ham nu. Men han blev siddende samme sted til hun vågnede.

Det var en ekstrem smerte, og en enorm dunken i hendes hoved der mødte hende da hun vågnede! Dog var det også noget andet. En varme, og duften af hjem. Ikke hendes hjem, men en andens! Den bløde seng under hende var noget helt andet end det hun huskede hun kollapsede mod.
Denne trygge og behagelige følelse gav hende lysten til blot at vende sig om på siden og sove videre. Duften puden bar, gjorde hende overraskende rolig. Dog kom hun i tanke om, at dette ikke var hendes hjem! Og hvis det ikke var hendes, kunne det næsten kun være vampyrens!? Havde han beholdt hende som snack?

Som hvis det galt hendes liv, rejste hun sig hurtig o i sengen, svang benende ud over og ville rejse sig! Men den enorme smerte i hendes mave, skreg af hende, og fik hende i stedet til at kollapse på gulvet i smerter. Hun gom med nogle smerte fylde støn, og tog sig til såret, der dog pludselig ikke føltes helt som det burde. Hvor længe havde hun været væk? Hvis hendes sår allerede var Healet så meget, så måtte hun havde været væk længe.

Hun bemærkede en skygge, og så op mod vinduet, og stirrede lige op på en ung mand. Hun spærrede forskrækket øjnene op, og væltede næsten bag over. ”hve..hvem er du?... hvor er jeg?” hendes stemme lød bekymret, men helt klart også vred! Hvem var denne dreng, og hvorfor havde han taget hende med her til? Og… hvor var her?
Hun så sig om, og forsøgte at finde ud af om hvor vidt hun kende stedet? Men det ringede bestemt ingen klokker hos hende! Slet ikke.

Hun prøvede at rejse sig, men det var bestemt ikke nemt. Hun ville gerne fremkalde sine katte øre, men eftersom at hun var så svag lige nu, havde hun ikke nok kræfter til dette. Hun kom på benene, og stod i forsvars petition, Klar til at slå fra sig hvis det blev nødvendigt, skønt det sikkert ville være spildt