Thanks for the saving @Stella

Cetin var taget til gaderne for at få lidt motion, og for at se sig lidt omkring, det var nemlig ved at være aften, solens sidste stråler lyste kun få dele af gaderne op og så blæste det lidt. Der var kun nogen få mennesker ude, et par stod og kyssede og nød hinandens tilstedeværelse Cetin elsker kærlighed hun håbet selv at finde den eneste ene en gang, men hun tror ikke det kommer til at ske. Der kom nogen drenge forbi og prøvede at flirte med hende men hun var bare flink og snakkede med dem, indtil en af dem prøvede at tage på hende så sagde hun "tak for i aften" og gik videre.
Hun kunne fornemme at drengene gik efter hende men kiggede så bagud og kunne se at de delte sig op, de sagde nok farvel til hinanden og tog hjem tænkte hun.
Hun gik så videre og kom til et sted hvor der ingen mennesker var, og så kunne hun høre en dreng kalde på hjælp, hun løb hen til drengen men da hun kom blev hun holdt og det var de samme drenge igen, de holdt hende fast som om de var rigtig stærke? så kunne hun se hvad de var, vampyrer "du lod mig ikke tage på dig så nu tvinger jeg dig til at vi må lege med dig" sagde en af dem og de begyndte at tage deres lem frem og de prøvede at tage hendes bukser af "hey drenge hun har ingen bh på, det er da bare super for os sagde en af dem igen og de grinede og prøvede at tage hendes bukser af, det lykkedes dem at tage hendes bukser af men hun kunne desværre ikke slå dem med hendes rødder fra hendes arme fordi de holdt et godt greb om hende, hun råbte og skreg så højt hun kunne men tænkte at håbet var ude, der var ingen andre i nærheden og ingen kunne høre hende.

Den sjove ting ved Stella var, at lige meget hvad. Uanset hvilken tilstand hun var i, ville hun aldrig stoppe med at kæmpe for det hun troede på. Coyote tingen var stadigvæk nyt for hende, men hun var derfor langtfra i kontrol. Så da færten af vampyrer ramte hende, væsner hun før i tiden egentlig ikke havde haft noget imod - men lugten af dem var forfærdelig. Hun kunne mærke, hvordan hendes indre dyr trådte frem. Hun trak sit samuraisværd op fra dens holder bag hendes ryg, og løb imod. Hun kunne hører drengenes latter. Hun kunne ikke se hvad der skete omme bagved den anden mur, men nået hun kendte. Så var det drenges latter når de skulle til at voldtage en kvinde. Stella sprang om på siden af muren og svang i en elegant bestemt bevægelse samuraisværdet - så den skar den ene af drengenes lem af. Blodet flød, og vampyren skreg op.
"Tag dig sammen, du skal ikke bruge den alligevel." Fnøs hun hånligt og knurrede så atter. Stellas tidligere evne indenfor våben havde gjort hun kunne bruge alle former for våben. Nu kunne hun blot ikke fremmane dem. Hun stod klar til angreb. Stella drejede rundt om sig selv, med den dræbende klinge som blev båret af samuraisværdet skar hovedet af en af vampyrerne. Derefter trak hun sværdet på sin plads bag hendes ryg. Stella så på den sidste fyr der stod tilbage. En hovedløs og den anden, var ved at komme sig over chokket over sin manglende manddom. Den sidste stod tilbage og kiggede på sine faldne kammerater. Han var bange, hun kunne se det på ham. Han var dog hverken køn eller klog. Han fløj imod hende, Stella trak sine klør og ulve lignende tænder i et brøl. Hendes tænder var anderledes. Da hun var tidligere bloddæmon så var alle hendes tænder skarpe, 8 af dem var nu blot skarpere fordi de viste hendes coyote side frem nu. Øjnene var blå for at vise hun ikke var en normal varulv. Vampyren blev kort forvirret, men slog dog Stella imod muren ved siden af Cetin. Hun forventede lidt at kvindemennesket ville hjælpe, det var et chok ja, men man kunne da komme over det? Stella stod som levende bevis på det.
Stella bankede dog sit hoved ind i vampyrens så han blev skubbet tilbage. Hun stak derefter sin hånd igennem hans brystkasse og trak hans hjerte ud, så liget af ham faldt til jorde. Hun vendte sig imod den sidste levende.
"Du heldig du overlever, men nu ønsker du vel jeg havde dræbt dig. Så heldig er du ikke. Nu kan du gå resten af dit liv, og tænke. Jeg skulle have holdt min lem for mig selv." Hun fnøs af ham, imens han krøb væk som en kujon. Sådan var de fleste mænd. Kujoner. Josh. Joaquin. Eliot og Xander var de eneste hun kunne holde ud.. også Luke. Men det var også dem.

Det kom så pludseligt, først troede hun det var en slags Ninja der kom springende og slog dem ihjel, hun lå stadig og var helt bange for forskrækket, hun kunne ikke slå øjnene op, hun var bange og hendes energi var nede så hun kunne ikke lave sine rødder ud af sine arme, hun var svag.
"er det over? er de væk?" sagde hun bange og slog øjnene op, hun havde fået nogen skrammer og nogen sår fra dem men ikke at det var slemt, hun skulle bare ud i naturen og hun ville regenerere hurtigt, men hun ville aldrig gå alene i byen mere nu, kun hvis naturen lå lige i nærheden af hende for så havde hun kræfter og kunne slå fra sig "tusind tak for hjælpen, havde det ikke været for dig havde de.. ja.. så havde de gjort ting ved mig, tak for det" sagde hun og kiggede i øjnene på pigen med sværdet, hun havde allerede et kælenavn til hende "Ninjaen".