Just like you.. karma is a bitch - Caleb

S: Gyderne
T: Nat
V: Koldt
O: Nærmest ikke en sjæl.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Vreden der boblede i hendes årer i takt, hævnen blussede op. Tørsten efter hævn havde været forstærket siden hun blev vampyr. Selv efter hun var kommet sig over sin kidnapning og sin hjernevask. Navnet Audrey var stadigvæk hendes at bære, men efter alt hun havde gjort - og hvem hun havde slået ihjel. Så havde hun beholdt Mileena. Det passede blot bedre til hvem hun var nu. Hun havde set ham. Set en af de personer som havde forvoldt hende smerte. Det var dengang hun havde været vild med Caden. Hun skulle aldrig have valgt sit folk over ham, det var forventet af hende dengang. Men sådan som de havde behandlet hende efterfølgende og banlyst hende. Det havde åbnet øjnene for hende. Kol. Det var måske ikke ham der havde bragt hende mest skade, men hun kunne stadigvæk tydeligt huske skaden. Og som hendes hævntørst var nu. Så var Kol ligeså meget skyld i hendes livssmerter som dem der havde hjernevasket hende. I nattens mørke var hun blevet tilpasset, som var hun vokset op i skyggerne. Den sidste månedstid var gået som lejemorder, så naturligvis var det ikke færdigheder hun havde glemt med det samme. Josette måtte vente, når hun havde slået Kol ihjel - kunne hun tage det måske lidt mere roligt. Der var meget anderledes ved hende fra da Kol havde set hende sidst. Mennesket havde været stædig ja, men også et levende væsen som følte en masse ting og i sidste ende havde været et svagt menneske. Nu var hun vampyr. Hun var farligere. Hurtigere.. klogere. Hun trak sin daggert op og kastede den imod ham for at få hans opmærksomhed, sørgede for at sigte så den ramte igennem hans fod. Så gik hun over til ham.
"Hope you didn't forget me." Sagde hun og vippede hovedet på skrå. Legende. Der var kommet noget ustabilt op i hende. Ikke på et sted som Josette, men heller ikke helt rask. Imens hun havde overraskelsen som ekstra tid på hendes side, så greb hun fat i hans hoved og hamrede det ned i hendes knæ hun løftede op. Så smed hun ham fra sig og tog sin daggert.
"Hope that hurt.. you know Kol.. just like you.. Karma is a bitch." Sagde hun og satte sig på hug ved siden af ham. Hun smilte sadistisk til ham og vippede uskyldigt hovedet på skrå. Så placerede hun bestemt daggerten i hans ene over arm og sin anden i den anden arm.
"How does it feel? Like this is the last time you will ever walk on this earth?"

Kol gik roligt for sig selv. Han havde følt sig truet på det sidste. Det var meget muligt, nogen var ude efter hans liv. Det var ikke ligefrem fordi, han gjorde det bedste indtryk på folk. Så han havde fortaget nogle sikringer på sit liv. Han havde opsøgt en heks, gennemført et ritual der forbandt hans liv til hans kniv. Selvfølgelig var det hans kniv, den genstand der lige nu kunne dræbe ham. Den han altid havde på sig. Kol fortrød ikke hvad han gjort, hverken dem han havde dræbt, tortureret eller de liv han havde ødelagt. Det var sjovt for ham, og man skulle aldrig fortryde sjov. Han

Han glemte dem aldrig. Alle dem han havde tortureret, dræbt, de lå hos ham. Ikke fordi han havde dårlig samvittighed, nærmere som en følelse af at opnå noget. Han havde ikke opdaget nogen bag ham, han var langt væk i sine egne tanker. Først da en kniv fæstnede hans fod til jorden, blev han opmærksom på hende. ”Of course I didn’t. Your the one who got away,” han blinkede til hende. Han greb sig til hovedet, efter hun havde hamret hendes knæ ind i det. ”When did this change happen? I quite like it.” Han spyttede noget blod ud fra hans læber. Hun skubbe ham fra sig, og Kol landede på jorden.

”That’s cute.” Han kunne nu meget godt lide hende nu. Meget sjovere at omgås. ”Is it though? Are you sure of that?” Han fandt det meget morsomt at prikke til hende. Hun var overbevidst om hun ville dræbe ham. Det kunne hun også godt. Han gjorde ikke ligefrem modstand, heller ikke da hun placerede dolke i armene på ham. ”Are you sure you can do this? I mean, you’re about to kill me. That’s not the same as torturing someone. Do you have the stomach for it?”

Mileena fnøs og rystede kort på hovedet.
"I don't even bother talking to you. It is a waste of my breath." Svarede hun blot spydig. Der var en bestemt glød i hendes øjne. "Yeah it is." Svarede hun. Han legede med ilden, men hun var ikke til direkte at tirre som sådan. Jo hun var vred, men ikke rasende. Hun var rasende på Josette. Josette ville gå hele møgfaldet når det kom til den tid.
"You don't know me. Why wouldn't I kill you? I mean torturing people and killing are not the same thing. I know that. But when I kill you. I saved a bunsh of people for that pain. I think I'm going this place a favor." Så rejste hun sig op og gik et par gange rundt om ham. Som en løve der cirklede rundt om sit bytte. Do you have the stomach for it? Et skævt smil blomstrede op på hendes læber efterfulgt af et smil. Han skulle bare vide.
"The stomack for it.. when you say it like that.. lets see if you have that." Så trådte hun op på siden af ham. Så løftede hun benenet let op for at hamre sin fod igennem hans mave. Knoglerne fra ribbene afgav en knasende lyd under hendes fod. "Oh you didn't." Mumlede hun lidt og i løbet af to sekunder var den anden fod heller ikke på jorden. Rettere placeret præcis på hans hoved. Lyden af knuste knogler under hende, den knasende lyd. På et punkt elskede hun den og en anden del afskyede hun den. Så trådte hun væk fra liget.
"Who is laughing now? "

Mileena trak sine daggerts op fra hans arme og tørrede blodet af i hans tøj. Hun havde gjort menneskeheden en tjeneste. Han var død. Og kom aldrig tilbage. Mileena tog livet og svang det over sin skulder. Hun ville brænde liget og det gjorde hun, i et lille ødested. Pakkede, hvad der måtte have været hans værdi genstande ind i noget stof herunder en kniv. Den kunne være nødig. Så hun placerede den i en træstamme i skoven. Her ville hun kunne finde den, hvis hun havde brug for den.

”If you say so.” Kol ville gerne lade hende gøre det. Hvis hun troede, det ville hjælpe noget at dræbe ham. Det værste for ham var, han ikke længere havde en flot krop. Men han ville ikke dø. Og han ville se frem til, at se hende i øjnene når hun indså, hun ikke havde dræbt ham. Indtil da, måtte han leve kropsløs.

”Killing changes you. Do you think I was always like this?” Han lo, som havde han ingen smerter overhovedet. Det var ikke så meget fordi de than sagde var sjov, det var mere for at han kunne håndtere de intense smerter. ”I wasn’t, you know.” Hun smilede. Så hun nød det. Måske havde han ødelagt hendes liv alligevel. Eller I hvert fald hjulpet det godt på vej.

Han smilede ved hendes ord, men smilet forsvandt, da hun uden problemer førte hendes fod igennem hans mave. Det førte smerten til et helt nyt niveau. Men han ville ikke dø i smerte, han lod en latter forlade hans læber, lige ind til hans læber var knust og han ikke længere havde liv i sig.

Som kroppen blev brændt og blev til røg, forlod en sort sky kroppen og blev nærmest suget ind i kniven. Personen kendt som Kol var væk. For nu.