Do you remember me? ~ Reign

Det var mærkeligt at være tilbage. På sin vis føltes det helt forkert at være her, som om stedet ikke var ment til hende, eller forbudt, og hun burde skamme sig over at træde på dets jord. På samme tid føltes det rigtigt. Det her var hendes hjem, hendes sande hjem, som hun havde været væk fra alt for længe. Hendes hjem, der var hjemsøgt af minder, som hun blev nødt til at se i øjnene. Det var jo derfor det føltes mærkeligt. Alle de minder, hun havde om stedet, det var som om det aldrig var sket. Alle dem hun kendte fra barndommen var vokset op og rejst væk. Eller, ikke alle.
Kimly gik gennem byen i en langsom gang. Hun burde skynde sig, ligesom alle andre der løb efter ly for regnen, men lige nu havde hun vigtigere ting at bekymre sig om. Desuden var hun drivvåd allerede, så hendes kjole klistrede sig til hendes krop. Hun var sikker på, at hun ikke kunne blive mere gennemblødt. Det eneste med vejret, der påvirkede hende, var de enkle gang et vindstød kom og sendte en bølge af kulde i gennem hende. Der måtte hun nogle gange stå op og dukke ned med hovedet, for vinden kastede med regnen så det gjorde ondt, når det ramte. Hele byen var grå og farveløs. Kimly var ellers vokset op med at tegne regn som mørkeblå, nu hvor hun tænkte over det. Den samme farve, som hendes øjne var lige nu. Hun var nervøs.

Da Kimly først flyttede til Sunfury City hen til sin adoptivfamilie, gjorde hun intet for at holde kontakt med folk fra sit tidligere liv. Hun havde brug for at komme væk fra alt, der mindede hende om monsteret.  Da hun blev ældre fortrød hun, men nu havde hun mistet kontakten, eller rettere sagt hun turde ikke tage kontakt til dem længere. Hendes adoptivmor, Emilia, som havde en tante i Firewood Village, kom dog nogle gange hjem med fortællinger, om hvordan det stod til. Kimly havde før lukkede ørene for nyhederne, for hun ønskede ikke at høre, hvordan alle levede deres liv videre uden hende, men op til hendes udflytning begyndte hun selv at stille spørgsmål. Hun kom frem til at næsten alle hendes tidligere venner og bekendtskaber ikke længere boede i Firewood Village. Udover én - Og det var en af hendes bedste venner fra barndom, en dreng kaldet Reign. Han var jo så ikke en dreng mere. Han var åbenbart flyttet ud i sin egen lejlighed og havde arbejde. Mere end Kimly havde formået at gøre. Det var måske det, der gav hende det sidste skub til at rejse hjemmefra.

Firewood Village lignede ikke sig selv. Kimly havde godt hørt om jordskælvet, men det var stadig helt surrealistisk at se sine barndomsminder i ruiner - bogstaveligt talt. Hendes hjem var der heller ikke længere, men for at være ærlig, var hun rimelig glad for det. Hun ønskede ikke at se det hus mere. Det var et andet hus, hun havde sit blik på. Faktisk nærmere en lille hytte. Det så hyggeligt ud, men Kimly var alt for ængstelig til at kunne nyde synet. I stedet tog hun en skælvende indånding og bankede på fordøren. Der ventede hun så. I gang med en tåbelig plan, der ikke var gennemtænkt. Forvirret og med dybe blå øjne og fuldstændig dryppende våd.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Reign havde haft en lang, trættende dag. Gået fra butik til butik, bar til bar, hus til hus, ja, stort set alt, for at søge et nyt arbejde efter at være blevet afskediget fra sit forhenværende job i byens bager. Uden held havde han til sidst besluttet sig at tage i skoven for at jage vildt - han turde ikke bruge sine opsparede penge på at købe mad, når han ikke havde en fast løn - og havde bragt sig en grævling med hjem, der nu lå som en klump kød, indpakket i brunt papir, på hans køkkendisk. Så var aftensmaden i det mindste sikret.

Et stykke af grævlingekødet havde Reign skåret af og lavet til små bidder, som han fodrede Django, hans hund siden barndommen, med. Træning var ikke en typisk ting i hjemmet - Reign havde engang trænet hunden stort set hver dag, men der havde den været ung og frisk og lydig. Nu ville den knapt nok sitte på kommando, hvilket ikke var så underligt i betragtning af, hvor sjældent de øvede.
"Come on, boy, down. Down, Django," forsøgte han ihærdigt, siddende i skrædderstilling på gulvet foran hunden, der utroligt nok lagde sig ned men for derefter at rulle om på ryggen. "No, no, no, no, don't roll over. C'mon, up you go. Sit," Django satte sig op igen med sit typiske blanke blik og tunge vejrtrækning, der udledte en sky af dårlig ånde ind i Reigns ansigt. Han forsøgte sig igen, "aaaaand... down. Down you go." Igen lagde hunden sig kun for at smide sig opgivende om på siden med blikket på kødstykket i sin ejers hånd.
"God... you're impossible," nåede Reign lige at sukke ud, inden det bankede på døren.

Efter at have smidt resten af godbidderne, som Django hurtigt guffede i sig, på gulvet, traskede han hen til den mørke hoveddør og åbnede den op. En blåøjet pige - eller kvinde - stod plaskvåd og kiggede op på ham.
"Uh, hello?" sagde han forundret med en spørgende undertone, ude af stand til at genkende sin barndomsveninde. Men selvom det var sagen, og han godt vidste, at man aldrig burde stole på fremmede, fik han alligevel en pludselig voldsom lyst til at hjælpe hende - mest fordi den våde kjole, der havde klistret sig tæt ind til hendes krop, fik hende til at se endnu mindre ud, end hun egentlig var.

Reigns forundrede øjne afslørede hans uforståenhed, og Kimly følte sig tåbelig. Hvor var hun dum. Selvfølgelig kunne han ikke genkende hende. Hvis ikke det var fordi hun vidste, at dette var hans hjem, ville hun nok heller ikke genkende ham. Han var nu voksen, en mand, og selvom der stadig var små træk ved ham, der mindede hende om hendes barndomsven, var det som at stå overfor en fremmed. En fremmed som hun forventede ville lade bo ved sig.
"Uhm.. hi..." startede hun ud med. Tvivlen lå smurt om hendes stemme, "You probably don't remember me but..."
Det var pinligt at skulle stå og introducere sig selv, når hun vidste hvad årsag til at være her var. Dog var hun mere nervøs end flov, som hjertet bankede af sted i brystet på hende, så hendes øjne forblev den samme farve. Heldigvis, for det ville gøre det endnu mere akavet at skulle til at forklare hendes evne også. Men det kunne stadig ses på hende, hvordan hun havde det med situationen. Hun hang med skuldrene og virkede til at undgå hendes blik. Hendes hænder vred sig mod hinanden, som hun holdt dem foran sig. Hun rystede også svagt, men det var mere på grund af kulden, der nu trængte i gennem.
"My name is Kimly," forsatte hun, "And I used to live in this town.. Actually we were friends.."
Hun prøvede at få et lille smil på læberne men det lykkedes ikke rigtigt. Hendes blik mødtes hans, før hun så ned igen på sine hænder. Hun prøvede at tale uden at stamme, men det gik ikke godt.
"I just got here, and I-I don't have a place to stay," sagde hun men måtte hurtig tilføje: "Or I do, but it's not really a place, uhm, suitable for living."
Hun havde to muligheder udover Reign. Hun kunne vælge at bo hos sin tante, der boede alene i noget man mere kunne kalde et telt end et hus. Tanten levede på at hendes veninde gav hende rester af venindens husholdnings aftensmad. Eller også kunne hun bo ved blomsterhandleren, som hun skulle være under oplæring hos. Han havde ikke plads i huset, men hun kunne sove i baglokalet i blomsterbutikken på gulvet. Men hun var ikke tryg ved at sove ved en fremmed, selv tanten var mere fremmed end Reign, som ikke en gang kunne huske Kimly. Så hun foretrak at ydmyge sig selv ved at opsøge ham personligt og håbe på et ja. Lige nu virkede det ikke til at der var mulighed for det, så det tog Kimly alt sit mod at spørge. Hun ville ønske, at hun blev nødt til det. Men den lille taske, der hang ned af hendes ryg og måske slet ikke kunne ses fra hans vinkel, var ikke nok til at kunne indikere noget eller stille spørgsmålet for hende.
"So I was wondering... I'm sorry, this is really silly of me but... I was wondering if I could stay with you?"
Lige da ordene kom ud af hendes mund hørte hun, hvor åndssvagt det faktisk lød. Hun havde lige spurgt en dreng, hun ikke havde set i otte år, om han ville være fuldstændig uselvisk og lade hende bo i hans hytte, efter hun droppede alt kontakt til ham. Hun kunne egentlig godt forstå det, hvis han afviste hende. Han måtte tro hun var en galning.
"Just for a couple of weeks.. Or nights. And uh, I promise you, you won't have to pay for anything," skyndte hun sig at tilføje, "I'm looking for work here as well. I'll pay for my own food and necessities... I'll pay rent."
Til sidst tav hun bare. Opgivende. Det var ligegyldigt hvad hun sagde. Det lød bare mere og mere skørt for hvert ord der kom ud af hendes mund. Så det var bedst bare tage stille.
Det var ikke den genforening, hun havde håbet på. Men så igen, hun kunne ikke have forventet andet.

Reign skulle ikke mere end høre navnet, inden han tænkte på den barndomsveninde, han havde brugt så meget tid sammen med. Men… det kunne ikke være hende, kunne det? Kimly var et forholdsvist normalt navn, og det lignede ikke den pige, han plejede at lege med, det var han næsten sikker på. Selvom det var lang tid siden.
Hans brystkasse summede af flovhed - han havde godt nok aldrig været fantastisk til at huske ansigter, men når hun stod der og så helt lille ud, stak det bare endnu mere i hjertet.
Men som hun talte videre, og den både lette stammen samt nervøsiteten for alvor kunne høres i hendes stemme, gik det lige så stille op fra Reign, at det var Kimly. Kimly fra hans barndom. Det kunne simpelthen ikke være andre. Bortset fra udseendet, der havde ændret sig en hel del, passede hun på beskrivelsen.

I sin desperate tankesøgen efter, hvem hun var, og hvem hun ikke var, glemte Reign næsten at høre efter, hvad hun faktisk sagde. Desuden tog glæden over at se sin gamle veninde over lysten til at svare.
"Kimly?" sagde han derfor til sidst og ignorerede hendes ellers fine forsøg på at spørge om det, hun var kommet efter. Hans ene mundvige trak sig langsomt op, hvorefter den anden fulgte med og dannede et bredt, glædeligt overrasket smil. Han skulle allerede til at plapre løs om alt mellem himmel og til hende men afholdte sig fra fristelsen, da det gik op for ham, hun stadig stod gennemblødt i regnen. Med et par livlige bevægelser greb han fat i hendes hænder og trak hende med indenfor i den lille hytte, der kun bestod af ét rum plus badeværelse, "come in, come in."

Fristelsen blev for stor for Reign, da Kimly først var inde, og han kredsede om hende med et fascineret blik i stedet for at finde noget at tørre hende med, hvilket ellers var det oplagte valg.
"Oh, wauw..." sagde han på halvvejen, og smilet bredtes, da han nåede tilbage på sin plads foran hende, "I didn't even recognize you. You... you're..." han lavede fagter med hænderne mod hende uden at færdiggøre sætningen først. Django nåede at tritte nysgerrigt hen og snuse til hendes fødder, inden han udbrød, "you're gorgeous. Really." Det var tydeligt, han var helt paf over at se hende igen efter al den tid. Og trods han var klar over, det måske ville virke akavet, bredte han armene lidt ud til siden, og både hans smil og blik blev afventende - usikker på om hun overhovedet var krammetypen mere, efter det der skete for så mange år siden. Han ville ikke gøre hende utilpas.

Lige så snart hendes navn blev nævnt, lyste hans øjne op. Det var som om, noget pludselig gik op for ham, og det noget var nok hendes identitet. Men Kimlys tanker drejede sig om, hvordan hun skulle få stillet spørgsmålet, og opdagede først, at han huskede hende, da han sagde hendes navn. Hun så på ham med et helt overrasket blik, som om det kom bag på hende, at han kunne huske hende, når han før så på hende som en fremmed.
"Y-Yeah," svarede hun til hendes navn, selvom det nok ikke rigtig var et spørgsmål. Hun havde bare brug for at sørge for, at det blev bekræftet, hvem hun var. Da et smil så bredte sig frem på hans læber, og han ivrigt inviterede hende indenfor, føltes det som om en byrde blev løftet af hendes skuldre,  og nu kunne hun smile uden at det var fremtvunget. Han trak hende indenfor i sin hytte, og da de kom ind gik det op for Kimly, hvor lidt plads der egentlig var. Det var sikkert fint, når det blot var Reign, men nu kunne hun ikke lade være med at få et stik af skyldfølelse over at have bedt ham om at ofre den smule plads han har til hende. Det virkede heller ikke til, at han havde tænkt sig at svare på spørgsmålet, men han var heldigvis ikke sur på hende. Faktisk var han overraskende glad for at se hende, hvilket fik nervøsitet til at blive en del mindre.
Han gik en omgang rundt om hende og virkede til at undersøge hende fra hver vinkel. Hun følte sig en anelse udstillet og sammen med kulden der stadig lå om hendes krop på grund af hendes våde tøj, stod hun anspændt med armene ned langs siderne. Hun frøs nærmest endnu mere nu, hvor hun stod i kontrast med varmen fra hytten, men hun turde ikke være påtrængende og bede om noget at tørre sig med eller tid til at klæde om til noget tørt tøj. Hun blev blot stående, og mens han så på hende, så hun på hytten. Det var helt underligt at lille Reign, som ikke var så lille mere, nu boede helt for sig selv. At han havde nået så langt med sit liv, mens hun stadig huskede ham som en tolv-årig dreng. Men så igen, den dreng, faktisk da han var yngre, lærte hende alt det, som hun skulle have lært fra en lærer. Han havde altid været flere skridt foran hende.
Han gav hende en kæmpe kompliment, da han kom tilbage på sin plads og Kimly mærkede varmen stige til kinderne, det eneste sted hvor hun følte varme lige nu.
"Thanks... You look great too." Hvilket ikke var en løgn eller bare noget hun sagde for at komplimentere ham. Han var virkelig vokset på til at blive en flot ung mand. Hun syntes stadig at hun lignede et lille barn, især på hendes lave spinkle krop og baby-ansigt. Men åbenbart havde hun ændret meget udseende. Det havde hun ikke selv lagt mærke til, og det var jo også første gang hun så en fra sin barndom.
Han strakte armene ud som forventede han et kram. Først blev Kimly stående stille på stedet og blot så på ham. Det var ikke fordi hun ikke ville kramme ham, hun ville elske at kramme ham og var faktisk virkelig glad for, at han også ønskede et kram af hende. Hun var bare drivvåd og havde ikke lyst til at gøre ham våd også. Men han virkede ikke til at have noget i mod det, så hun tog det lille skridt hen mod ham og lagde armene om hans liv i et kram. Hendes hoved ramte hans brystkasse, hold da op, hvor var han skudt i vejret. Krammet blev lidt halvhjertet, for hun ønskede ikke at klemme til og dryppe helt af på ham. Og lidt efter trak hun sig væk, men det var fordi noget andet fangede hendes opmærksomhed - hans hund. Der lyste Kimly virkelig op. Hun havde altid ønsket sig en hund og da Reign fik det var hun ellevild.
"I can't believe Django's still alive," sagde hun og der var slet ikke noget nervøsitet i hendes stemme, bare ren glæde over at den hund fra hendes barndom stadig var i live til at velkomme hende. Faktisk blev hun så glad og overvældet at gode minder med Reign og Django at hendes øjne skiftede fra mørkeblå til grønne. Dette lagde hun ikke selv mærke til, så hun gjorde intet for at skjule dem. Hun satte sig på hug og gav sig til at kæle for Django. Hun så så op på Reign og sendte ham et smil.
"I like your cabin. It's very cozy," sagde hun. Hun følte at hun burde komplimentere hans hytte, nu hvor hun sådan set havde spurgt om hun måtte flytte ind i den.

"Well," svarede Reign bare selvsikkert til det tilbagevendende kompliment men udstødte så en lille lyd i form af et kort grin. Han var ikke god til til at modtage komplimenter - børstede dem bare væk ved hjælp af falsk selvsikkerhed og sarkasme.
Det tog lidt længere tid for Kimly at bevæge sig ind i hans åbne arme, og Reign syntes, det var tæt på at begynde at blive akavet. Heldigvis svarede hun på hans gestus i form af et kram - et lille kram men stadigvæk et kram - og reddede det, der hurtigt kunne have udfoldet sig til en flov situation for ham. Han havde egentlig aldrig været den store krammer, i hvert fald ikke med venner. Men nu var de fleste af hans venner også mænd, og kram kunne meget hurtigt virke... umandigt. Men Kimly; hun var en kvinde. Desuden havde han ikke set hende i, hvad, otte år? Ti? De fleste ville vist være enige i, at et kram var på sin plads.

Hans armygrønne overtrøje var blevet lidt plettet af den pludselige kontakt med den våde kjole. Det rørte ham dog ikke - opmærksomheden lå på Kimly, der så ud til at være helt forelsket i Django, der, trods den ikke kunne genkende hende, så ud til at være lige så forelsket i den nyankomne.
"Oh, I don't think he will ever die, to be honest" grinede Reign let og satte sig så selv på hug for at kradse hunden bag øret. Det var selvfølgelig en løgn, men hver gang han havde fanget sig selv i at tænke på, hvor længe den gamle Django mon kunne holde, skyndte han sig at tænke på noget andet. Alt andet end det. Den barnlige tankegang, at hans kæledyr skulle blive hos ham til den dag, han selv stillede træskoene, havde holdt ved i mange år nu - trods han i underbevidstheden godt vidste, den ikke kunne have meget mere end 2, måske 3 år tilbage.

Og endnu engang blev hans tanker heldigvis ført et andet sted hen, da taleemnet røg hen på hans hytte. "Yeah? It's not much but... it's a home, I guess," svarede han med et nik og et smil, inden hans blik bevægede sig rundt i den lille, mørke hytte, kun oplyst af de fire olielamper på væggene samt stearinlyset på hans natbord. Hans forhold til hans bosted var mikset. På den ene side hadede han det; det var småt, det var mørkt, det var gammelt, og det lå i Firewood Village, som han mest var interesseret i at flytte væk fra. På den anden side havde han efterhånden boet der så længe, at det var begyndt at blive hjem for ham. Selvom det ikke så ud, som han ville have det, eller lå i det rigtige område, så slappede han af og kunne være sig selv, når han trådte indenfor.
Som et lyn kom han i tanke om, hvad Kimly havde spurgt om før, da hun stod ude i regnen. Havde han mon misforstået det, eller havde hun seriøst spurgt, om hun måtte flytte ind? Der var kun én måde at finde ud af det på, så Reign flyttede blikket tilbage på hende og spurgte, stadig siddende nede ved Django, der nød opmærksomheden, "so... you needed a place to stay, right?"

Kimly grinede med Reign over hans joke om hunden og så på ham med et reelt smil.
"I bet, he never will," svarede hun, mens hun kælede videre for Django.
Det var underligt, hvor naturligt, situationen føltes. Hun havde ikke set Reign siden de var børn, og han havde sikkert oplevet en masse i sit liv, som burde have ændret ham, men når hun så på ham, så hun bare sin barndomsven. Og når hun så på ham, så hun kun de gode minder fra sin barndom. Alt dette var en opmuntring for Kimly - en måde hvorpå hun følte mod på at blive i denne by. En god start hjalp altid en med at komme godt videre.
Hun nikkede kort til det Reign sagde, mens hun så rundt med ham. Nej, der var ikke meget i huset. Ikke meget plads, ikke mange møbler og ikke mange ting. Men Kimly var ligeglad. Hun havde aldrig været specielt materialistisk og som Reign sagde så var det hjem. Hun forventede ikke, at det blev et permanent hjem, men hun følte sig allerede mere tryg her, end hun ville kunne føle sig nogle andre steder i Firewood Village. Sammen med sin barndomsven og hans hund.
"I like that. It being a home and not just... a house," sagde hun. Hun fumlede lidt med ordene, for hun var ikke poetisk, men hun håbede stadig på at hendes pointe var forståelig. Hun følte nogle gange, at hun ville lyde meget bedre, hvis hun kunne sige direkte hendes tanker, men de kom altid ud tøvende eller i et rod.

Reign stillede hende så et spørgsmål og først så hun næsten helt chokeret ud, for spørgsmålet kom helt bag på hende. Inderst inde havde hun vel håbet på, at Reign indirekte havde sagt ja ved at invitere hende ind, og det seriøse emne derfor kunne undgås. Nervøsiteten og frygten for at blive smidt ud ramte hende som et slag i ansigtet og i et blink skiftede hendes øjne fra grønne til mørkeblå.
Hun rømmede sig og lagde vægten over på det andet ben.
"Uhm, uh, yeah, I do," begyndte hun og rømmede sig så igen for at tale en anelse bedre. Hun burde ikke være nervøs. Det var jo Reign. Hendes bedste ven, eller tidligere bedste ven. Han havde også virket begejstret for at se hende. Han kunne vel ikke finde på at smide hende ud, vel? Hun håbede det ikke.
Hun tænkte, at hvis han skulle have hende boende her, burde hun i det mindste gøre noget for det, så hun fortsatte: "But I'll try to stay out of the house. And I'll pay you, of course. You won't have to pay for me... I could also work? Maybe clean the house in exhange for a place to stay.. I don't know."
Hun så ned og trak let på den ene skuldre, før hun med en lav stemme sagde: "I'm sorry to put this burden on your shoulders... It's not okay for me to suddenly come into your life again and then ask for all this..."
Hun kælede ikke længere for Django og så blot ned for hun ønskede ikke at se på Reign mens han afviste hende, som hun tænkte, han ville gøre. Hendes hænder vred hun mod hinanden og hun holdt vejret, fordi hun var bange for at hendes vejrtrækning ville skælve, hvis hun gjorde andet.

Reigns mund havde åbnet sig på klem, trods tankerne stadig stadig kørte i fuld fart indeni hans hoved, og han endnu ikke var helt sikker på, hvad han skulle svare. Selvfølgelig ville han ikke afvise hende, aldrig - mange ting kunne man sige om ham, men en dårlig ven var ikke en af dem. De havde godt nok ikke set eller talt med hinanden længe, men derfor var de stadig venner. De havde gode minder sammen - Kimly havde forsøgt at lære Reign at danse pardans bare nogenlunde. Reign havde hjulpet med at lære hende at læse og havde introduceret hende til flere bøger. De havde påvirket hinandens liv på positive måder, og sådanne mennesker smed man ikke bare ud af sit liv.
Problemet lå i pengene. Normalt ville han ikke tøve et sekund med at sige ja, men han var netop blevet fyret og gik og sparede som en gal for at være sikker på at have råd til den næste husleje. En ekstra person at sørge for kunne hurtigt blive svært.
Heldigvis var Kimly hurtig til selv at foreslå former for betaling - så slap Reign for selv at bringe det op - og trods han ikke brød sig om at opkræve penge fra hende, følte han, det var en nødvendighed, som tingene så ud nu.
Han kneb øjnene lidt sammen og havde blikket placeret på hende, "loosen up a bit, will you? You look like a lost puppy or something," men smilede så - et varmt bredt smil tilegnet kun til hende - inden han ved hjælp af en hånd fik rejst sig op igen.

"Don't apologize, you dork. Of course you can stay here. For as long as you'd like," smilet holdte ved i en tid, indtil han valgte at fortsætte, "the thing is... I kind of just lost my job and money is a litle tight right now so, uhm... yeah, when you get a job maybe you could pay me. Just a tiny bit, of course. For the rent, you know?"
Nu var det hans tur til at ligne et nervøst barn. Det var ikke, fordi hans krav var uoverkommelige, men han ville så gerne have haft muligheden for at være en god vært og ven og slet ikke behøve at snakke om penge. Men nu var det en nødvendighed, og så måtte han sluge sin stolthed. Selvom frygten, for hun ville finde det uretfærdigt og bare rigtig dårlig stil, lurede i overfladen.

Hun kunne ikke lide, hvordan han så på hende. Tøvende. Tænkende. På den ene side var det godt, for det betød at han ikke med det samme ville afvise hende, medmindre han selvfølgelig blot tænkte på den nemmeste måde at gøre det på. På den anden side gjorde det også ventetiden længere, selvom det kun var sekunder, og nervøsiteten voksede sig større og større inden i Kimly. Hvilket man også kunne se på hvordan hendes skuldre trak sig op og hun krympede sig en anelse sammen. Det var også derfor hun var begyndt at vrøvle med forskellige muligheder for at hun kunne blive til at starte med. Hun havde forventet at han med det samme ville tænke nej.
Alligevel kom det bag på hende, da han bad hende om at løsne op. Hun havde slet ikke lagt mærke til hvor tydeligt hendes nervøsitet skinnede i gennem og ikke bare med hendes øjne. Dette emne skubbede hun dog hurtigt til side for humørøjnene var alt for stor en ting at forklare til at hun overhovedet kunne have det i tankerne nu. Alt drejede sig om hun havde et sted at bo eller ej.
Hun fik dog et lille smil tilbage på læberne, da han også smilte til hende. Det tog en stor del af bekymringerne af hende, blot at se sin gamle vens varme smil. Det mindede hende kun om gode minder, faktisk så havde hun svært ved at finde dårlige minder med Reign. Ikke at hun søgte efter dem.
"I'm sorry," svarede hun af ren vane, mens hun rejste sig op og tilføjede som et forsøg på en joke: "I am kind of lost, though."

Reigns næste ord var næsten som et chok for Kimly. Et positivt chok, men stadig et chok, der fik hende til at se på ham med store øjne og munden på vidt gab. Det spredte sig dog lige efter til et smil og i et blink blev hendes øjne hendes yndlingsfarve, hvilket også var et tegn på hendes glæde - grøn.
"Really? Thank you so much!" nåede hun at gispe, før han talte videre. Hun nikkede ivrigt til hans ord, og hun kunne egentlig godt forstå ham. Det var en skam at han havde mistet sit job, men lige nu var hun alt for lykkelig til at spørge ind til ham, selvom det var et samtaleemne hun nok ville finde frem senere. Naturligvis skulle hun betale for at bo her, det ville hun også gøre alle andre steder. Hun var bare endnu mere taknemlig for at han ville lade hende være hos ham, selv når han var i pengekrise. Hun endte med at ryste på hovedet og hoppede en enkelt gang på stedet af begejstring.
"Not just a tiny bit, you deserve much more than that," svarede hun, dog med mere spænding end bestemthed i stemmen, "Oooh, thank you, thank you, thank you! You don't even know how much you've helped me!"
Hun var allerede på vej hen mod ham med armene spredt ud. Hun var klar til at give ham et ordentligt kram, der virkelig viste hendes taknemmelighed, men så huskede hun, hvor våd hun havde gjort ham sidste gang, og at hun stadig var dryppende våd. Hun frøs ikke nær så meget nu, men hun vidste godt, at det ikke var sundt at blive i vådt, koldt tøj. Hun skulle ikke blive syg nu, ikke nu hvor hun skulle finde arbejde og hjælpe Reign med husleje, som forresten var det mindste hun kunne gøre for ham.
Hun standsede derfor lidt væk fra ham og lod sine arme falde, mens hun så ned af sig selv. Hun havde endda dryppet på gulvet. Hun var allerede til besvær. Hun havde i det mindste sit eget tøj med, men det ville ikke hjælpe meget, hvis hun stadig var våd over det hele ellers.
"Uhm... Could I borrow a towel?" spurgte hun og krympede sig sammen som hundehvalpen igen. Hendes øjne ændrede sig til lilla, for hun skammede sig over, hvordan hun allerede krævede noget af Reign efter han havde været så gavmild at lukke hende ind i sit hus.

Lettelsen faldt over Reigns ansigt, da Kimly virkede til at tage hans krav pænt. Pengeproblemet var løst, det var godt. Én ting mindre at bekymre sig om. Faktisk ville det kun hjælpe ham at lidt af huslejen blev betalt af en anden person, det ville mindske den for ham selv. Kimly kom måske på det bedste tidspunkt overhovedet.
"No, it's... it's nothing, really," forsøgte han at overbevise hende, selvom det kom ud i et noget mere akavet toneleje, end det var meningen, mest fordi han følte sig flov over hendes taknemmelighed. Glædeligt fik han selv løftet armene, parat til endnu et kram, men lod dem falde ned igen, forvirret over det pludselige skift i stemningen. Han forstod det dog, så snart hendes spørgsmål tittede frem fra de feminine læber.
"Oh. Oh, yeah, of course," sagde Reign hurtigt og skyndte sig ud på badeværelset for at hente et håndklæde, hun kunne tørre sig med. På vej tilbage spurgte han, "do you have any clothes? You can borrow from me if you want to. A shirt to sleep in at least, it gets a bit cold at night."
Efter at have givet hende håndklædet, var Reign allerede igang med at rode i sin kommode efter en t-shirt, hun ikke ville drukne i. Men det var svært, for ikke at sige umuligt, for en så lille som Kimly, så han endte med at give op og hive en tilfældig hvid t-shirt frem. Samtidig fik han taget sin vådplettede overtrøje af. Han smed t-shirten hen til hende, "here you go. I'll make you some tea, okay? Just make yourself comfortable," og uden at vente på svar, gik han igang med at koge vand.
Han havde aldrig haft en værelseskammerat før, var gået direkte fra at bo hos sin mor og far til at bo alene - nåh ja, hvis man ikke talte Django med. Og han var ærlig talt usikker på, hvordan man gjorde. Og Kimly var en kvinde, det gjorde det ikke lettere. Skulle han dække øjnene til, når hun skiftede? Burde han sætte lås på badeværelsesdøren? Var det uhøfligt at rende rundt i kun undertøj foran hende? Han anede det ikke. Han elskede kvinder, havde altid fundet dem fascinerende, smukke og gode, men han havde stort set kun mandlige venner, og han var kun interesseret romantisk i mænd, så det havde været svært for ham at finde blufærdighedsgrænsen for det andet køn.
"So you came back to this hellhole of a town," begyndte Reign og holdte øje med, at vandet ikke kogte over. Greb dog alligevel chancen for at se hen på sin gamle veninde og sendte et smil med på vejen, "what happened? You missed me too much?" Han kunne tydeligt huske, hvorfor hun tog afsted, det minde ville være hos ham for evigt. Den forfærdelige aften, hendes mor blev slået ihjel af et monster, og ingen troede på hende. Hun blev adopteret. Tvunget til at flytte. Der var så meget, han gerne ville spørge ind til, men det skulle ikke være nu, ikke allerede. Hun havde garanteret stadigvæk traumer, og hvem kunne bebrejde det stakkels pigebarn?

Kimly var lige 'flyttet ind', og Reign var allerede i gang med at hjælpe hende og låne sine ting ud til hende. Hun satte utrolig meget pris på hans uselviskhed, på det punkt var han, som hun altid havde tænkt, at han ville vokse op til at blive. Men på samme tid kunne hun ikke lade være med at skamme sig over alt det arbejde hun nu satte ham i gennem. Han virkede til at have det hårdt nok i forvejen efter at have mistet sit job og være i pengenød. Og nu brasede hun ind i hans liv og skulle sørges for. Hun måtte vel bare forsøge at gøre hendes indflytning så overskuelig så mulig ved at bede om så lidt så muligt. Det var hendes plan. Stadig med lille øjne fulgte hun ham, da han gik frem og tilbage for at hente et håndklæde til hende. Hun blev stående på stedet i håb om ikke at dryppe for meget rundt i hans hytte.
"Oh no, it's fine," gav hun sig til at svare ham, "I've packed a few dresses, enough to go a week without- " Hun afbrød kort sig selv for at tage håndklædet og takke ham. "-having to wash them. And uh, I can just sleep in my underdress, it's fine."
Mens hun talte, kunne hun godt mærke, at det ikke gjorde nogen forskel. Reign var godt i gang med at lede efter noget til hende, som så viste sig at blive en hvid T-shirt. Den blev kastet hen til hende, og Kimly, der er forfærdelig til alt der bare minder om fysisk aktivitet, nåede lige at spærre øjnene op, men fik dog grebet den med begge hænder. Endnu en gang sagde hun, "Thanks", for hun følte, at Reign burde takkes for alt han gjorde for hende.

Hvis Kimly ikke stod akavet før, så gjorde hun det nu. Hun var i en mindre konflikt med sig selv. Hun ville elske at komme ud af den her kjole, men hun ønskede ikke at klæde om foran Reign. Jo, de var barndomsvenner, men de havde ikke set hinanden i mange år, og Kimly havde generelt meget blufærdighed. Hun klædte ikke engang om foran sin adoptivfamilie. Det andet problem var tøjet. Hun ville helst klæde om til en af sine egne kjoler men hendes taske var ikke vandtæt så alt hendes tøj var gennemblødt lige nu. Det måtte blive Reigns hvide trøje.
"Is it okay, that I use the bathroom?" spurgte hun en smule tøvende. Hun takkede ham derefter og smuttede derind. Døren blev lukket men ikke låst, for hun stolede på at Reign ikke bare ville åbne op. Så trak hun det våde tøj af sig og hang det på hang det over badet. Så måtte det ud vaskes og ud til tørre den næste dag. Hun skyndte sig så hurtigt hun kunne med at tørre sig, og hendes hår var stadig vådt, da hun trak hans trøje på. Det var helt underligt, hvor stor den var, den gik hende til under låret. Kimly havde aldrig haft andre trøjer på end sine egne, så at have en anden på føltes mærkværdigt. Men den var tør og det var det der talte.

Da hun kom ud igen var Reign stadig i gang med teen, så hun valgte at sætte sig i hans sofa. Hun satte sig helt på kanten og med hænderne i skødet. Hun var ikke klar til at ligge sig helt til rette igen, så hjemme følte hun sig nu heller ikke. Men hun havde et smil på læben, som hun sendte til Reign, da han talte til hende. "Yes, it's weird, huh. It's changed a lot since last time I was here."
En let latter kom frem over det næste han spurgte om. For at være ærlig så havde hun savnet ham. Hun havde haft nogle venner i sit nye hjem men delte ikke det samme bånd til dem som hun havde gjort med Reign. Hun havde også ofte fanget sig selv i at sidde og undre sig over, hvordan han mon var nu efter alle disse år. Indtil videre så virkede han til at være præcist som hun havde håbet på.
"I did miss you and that's one of the reasons I came back," sagde hun, og så ændrede hendes humør sig, "But uhm.. The big reason why I came back is because I need to face it.. My past. I can't seem to move on from it and I think moving back here is the only thing that can help me with that. I mean... I can't move on from something, I've been running from my entire life.."
Jo mere hun talte om det, jo mere trist blev hun. Minderne kom tilbage som en storm værre end den hun lige før havde været ude i. Hurtigt valgte hun at skifte emne og tvang et smil frem, mens hun vendte sig mod Reign igen: "What about you? What have you been up to? Tell me everything."
Hun prøvede at virke optimistisk, for hun ville ikke bruge sin første dag med Reign på at være trist. Hun ville heller ikke have at han skulle bekymre sig om hende, så hun sørgede for at holde sit smil, selvom hendes lyseblå øjne afslørede alt, hvis man kendte til deres betydning.

"Go right ahead," Reign nikkede hen mod hyttens eneste dør udover hoveddøren. Der fik han da et af svarene på sine spørgsmål - den store omklædning foregik på badeværelset fra nu af, og sådan var det bare. Måske var det også bedst at spille så sikkert som muligt, når man stod i et dilemma som dette. Så kunne man altid tage nogle chancer senere hen. Selvom Reign allerede nu kunne mærke, at han kom til at savne at rende rundt i boxershorts om morgenen.

Mens Kimly forklarede, hældte han vandet over i to krus og dyppede et par teblade i dem. De var hjemmelavede, tebladene. At betale for noget, man nemt kunne finde i skoven, var ikke noget, Reign ville høre om. Plukke nogle blade, mose dem og fylde dem i små papirsposer med en snor på enden - super nemt.
De dampende kopper blev placeret på sofabordet i forsigtighed, og han satte sig ned ved siden af sin barndomsveninde, "I understand. I can't really imagine what you feel, 'cus... what happened to you was awful, but I understand," han rørte næsten yndefuldt stille rundt i sin egen kop, selv da Django hoppede op at sidde ved siden af ham på sofaen. Han havde altid forsøgt at holde hunden nede fra møblerne men havde haft så meget andet at tænke på den seneste måned, at han var begyndt at blive ligeglad. Lidt hundehår skadede vel ingen, "I still believe you, you know? Even though no one else did." De var begge kun børn dengang, men derfor havde det stadigvæk været forfærdeligt for Reign at se sin veninde blive set på som en løgner af offentligheden. Kimly fortalte sandheden, det var han ikke i tvivl om - for hvorfor ville man lyve om sådan noget?

Da han endelig flyttede blikket fra teen til Kimly med et varmens smil spillende henover sine læber, lagde han mørke til hendes øjne. Den lyseblå farve stod i voldsom kontrast til det mørke hår, og det var lige så det skar i hans øjne at se på dem. Havde de hele tiden været lyseblå? Det var godt nok mange år siden, men han kunne have svoret på, at hendes øjne var mørkebrune, på grænsen til at være sorte. Eller i hvert fald mørke. Sådan nogle øjne ville han have husket
Men Reign forsøgte at ignorere det, da hun spurgte ind til ham - der måtte være en god, naturlig forklaring, ingen grund til at være uhøflig og spørge ind til det. "Oh, not much, to be honest," han smilede bredt og greb sit krus, der endelig var kølet nok ned til, at det ikke brændte hænderne. Faktisk varmede det bare behageligt i håndfladerne nu, og man glemte helt, at hytten var kølig, "got a job in the bakery when I was 15. Moved out from my parent's house three years ago and, uh... got fired, like, a month ago," han trak på skuldrene. Det gik ham på at have mistet sit job, mest fordi det ikke var hans egen skyld, at han var blevet fyret, men det kunne han ikke sige. Det ville kræve en al for lang og forvirrende forklaring, der indeholdte blod, intriger og en lille dum dæmonmøgunge. Reign smilede pludselig igen og virkede begejstret over noget, "I still hang out with Max and Zac. You remember them, right? Simply Kimly?" 'Simply Kimly' havde været deres øgenavn for Kimly, da de var børn. Reign var den første, der havde lært hende at kende, så han var ikke med til at kalde hende det, men Max var ekstatisk over dette kælenavn, som han helt selv havde fundet på. Han brugte det, hver gang muligheden var der, og snart var Zac, der ellers var den mere stille i vennegruppen, blevet smittet og kaldte hende det også. 'Simply Kimly' var en måde at få frem, at hun var simpel. Kedelig, stille, ordinær, triviel. Reign havde aldrig ment, Kimly var kedelig, og havde altid haft en fornemmelse af, at de kun havde gjort grin med hende, fordi hun var en pige, der forsøgte at møve sig ind i en gruppe af drenge. Så blev man hugget ned.