◆ This is me, deal with it! (Reign)

Synet man ville komme ind til ved at træde ind i bagerbutikken var nok ikke hvad man forventede. Alt hvad der var blevet bagt som havde ligget klar til dagens mylder af sulte væsner der ville komme for at lade op på brød og kage - lå spredt ud over gulvet. Noget var der smagt på - Det var det Razor havde haft fat i. Andet var bare skubbet på gulvet i en scene der klart så ud præcis som det havde foregået. En kvinde lå død i den ene ende af lokalet - hun manglede øjnene, og blodet spredte sig omkring hende på gulvet i en pøl der kun virkede til at vokse sig større, hvert fald lidt endnu. Desuden var der fodspor af blod fra butikken og ud til hvor magien skete - der hvor brødet blev lavet.
Dog krævede det alligevel også en del at komme ind i butikken ude fra, for et bord på hjul var væltet ned foran døren og spærrede vejen for alle de kunde der heldigvis for dem ikke havde bevæget sig afsted for at få morgenbrød endnu.
Han stod med blikket rettet mod den ældre mand der under det stress der var dukket op, fuldstændig havde mistet evnen til at bage - hvilket irriterede Razor en del for han ventede sådan set på en kage der skulle bages helt præcis som han ville det. Men det var ikke en bestilling der vidst var blevet bedt om før - ikke under disse omstændigheder.

" You have to hurry - look at the mess that screaming lady made. You don't want your customers to see that, do you? " Sagde han så bare kort og lod armene glide over kors, som han stod på det bredde plankebord med det blodfyldte bare fødder - og med blikket rettet ned mod manden der i det mindste gjorde et forsøg på at kaste ingredienser sammen.
" Reign works here dosen't he? He talked about an old fella some time ago. " Sagde han lidt og lod blikket glide rundt i butikken før han kort slikkede noget blod af en af sine fingre. Selvfølgelig med et veltilfreds smil om læben. Menneskekvinden havde måtte lade livet for en kage som Razor mente der skulle blod i. Desuden havde hun haft en stemme der var skinger for hans øre og valgt at lege med hende i butikken i stedet, i et forsøg på at få hende til at tie stille - det var netop derfor det hele var splittet. Hun havde tonset rundt i angst for hvad han kunne finde på. Men det havde i sidste ende bare endt med at stak hende ned, stjal hendes øjne og efterlod hende på gulvet. Kvindens veninde havde gemt sig på det toilet der hørte til butikken, låst døren. Razor havde ikke gidet give hende opmærksomhed endnu. Han hyggede sig rigeligt for nu her.

" What a shame you're all alone this morning. Where is he? Running errands? I was hoping for a real treat. But I guess this will have to do. If not - I'll just have to kill you too.. Mmmh.. Maybe we should just forget about the cake - and have a feast! " Sagde han kort med et lille grin og trådte et par skridt tættere hen over bordet, mens hans kniv snoede sig rundt mellem hans fingre. Hjerteslaget fra manden var som sød musik i Razors øre, fyldt med angst og frygt - hvis han ikke passede på ville manden få en blodprop eller måske i værste fald et hjertestop. Også ville der jo slet ikke blive nogen kage.
Egentlig havde dette slet ikke været Razors plan for en morgen, men det skete at noget i ham sprang frem og ændrede hans planer - om det var på godt eller ondt var meget forskelligt. - Underholdning havde han brug for og eftersom der ingen på gaden havde været til at give ham det, måtte han ty til andre steder. Hvilket i dette tilfælde havde været denne bager. Desuden havde sulten meldt sig, så hvorfor ikke gøre det at spise en smule sjovere. Også selvom han gang på gang havde fået besked på ikke at lege med maden - det var da ikke noget der stoppede ham.

Påklædning: sorte jeans, en cremehvid skjorte med ærmerne smurt op samt et hvidt forklæde.

Reign havde dagen inden lovet bagermesteren at hente mel til butikken og var derfor stået en anelse tidligere op, end han plejede. Den store, lysebrune pose, han havde i favnen, havde han op til flere gange være ved at tabe på grund af den absurde vægt fra noget ellers så fint som mel, men med et fast greb og brug af begge arme havde det alligevel lykkedes ham at få den transporteret fra markedet og til bagerforretningen.
Et undrende blik dannede sig på hans ansigt, da han skubbede til hoveddøren, og den ikke ville åbne sig. Efter kort at have overvejet at stille posen fra sig for lettere at kunne forsøge at åbne den, gav han den et godt skub med skulderen, og da den rykkede på sig sig; endnu et skub. Og endnu et. Sådan fortsatte han, indtil åbningen var bred nok til, han kunne snige sig igennem og indenfor.

Han tittede frem fra sækken, hvis top ellers dækkede for hans udsyn, for at tjekke, om bagermesteren var der, så han kunne spørge, hvorfor døren var blevet blokeret. Men i stedet for sin chef fangede en død kvinde liggende i en blodpøl på gulvet hans opmærksomhed, og i ren refleks smed han posen, hvis kridhvide indhold væltede ud over gulvet, og trykkede hårdt sin håndflade mod sin mund, så den formåede at dæmpe det rædselsslagne skrig, der forlod den.
Hans udspilede øjne forblev på den øjenløse kvinde, indtil han lagde mærke til de blodige fodspor og i stedet fulgte dem med blikket, hele vejen hen til indgangen til baglokalet. Han vidste ikke, hvad der var sket og havde virkelig heller ikke lyst til at vide det. Trangen til at løbe sin vej, stikke af fra gerningsstedet, var enorm. Men bagermesteren var derinde, og hvem vidste - måske var der flere derinde, der netop i dette øjeblik var ved at blive brutalt myrdet eller tortureret. Og hvis de var det, så ville Reign ikke kunne nå at hente hjælp, inden skaden var sket, og så ville han i teorien være ansvarlig for flere menneskers død.

Så selvom han vidste, det var en elendig idé, og hans chancer for at slå, hvad end det var, der havde angrebet butikken, var minimale, tog han alligevel langsomme og lydløse skridt hen mod døren til baglokalet efter rystende at have fjernet sine hænder fra sin mund. På vejen greb han det kosteskaft, de havde stående i hjørnet - en kniv eller bare noget skarpt ville have været bedre, men disse ting stod i baglokalet, og selvom et kosteskaft virkede ubrugeligt, var det bedre end slet ikke at have noget at forsvare sig med.
Den forskræmte grimasse, der havde overtaget Reigns ansigt, forsvandt med ét, da han skubbede døren op, og Razor kom til syne foran ham, stående i baglokalet på en bord, ikke langt fra bagermesteren, der havde vendt sin opmærksomhed mod Reign, da døren var gået op.
"Reign, go! Don't come closer, boy, get out of here!" beordrede han skrækslagent og hastigt med hånden fastklemt omkring den grydeske, han brugte til at blande ingredienserne i den blodige masse sammen med.
Reign, der var i chok, kunne ikke sige noget - stirrede bare åndsfraværende på den blodindsmurte halvdæmon med kosten placeret i forsvarsposition foran sig. Han forstod ingenting af det, der skete foran ham. Al det blod, al den frygt... og Razor. Hvad lavede han?

Razor ænsede ikke lydende fra butikken en tanke. Hans fokus var rettet fuldt ud mod manden foran sig. Dog var der ingen tvivl om den duft der fulgte med den ankomne. En duft der fik smilet om Razor læber til at vokse. Ikke just det mest venlige smil han ville kunne have fundet frem. Hvilket kun fik en endnu mere skræmt reaktion frem i manden som kæmpede med kagen.
" Faaaaaster.. The time is running out.. " Sagde han så bare i en nær nynnene tone. Dog lod han kort efter blikket smutte hen over sin skulder, da Reign valgte at vise sit ansigt. Dog vandt manden hurtigt hans opmærksomhed igen da han valgte at åbne munden - hvilket i Razors verden ikke var specielt acceptabelt.
" Shut up!! " Knurrede han af mandens udbrud, der tydeligvis var henvendt til Reign, før han sparkede til skålen der var mellem hænderne på bageren - hvor i skeen drønede rundt. Den smuttede han over bordpladen og få sekunder efter ramte den gulvet og kagemassen tog sig en omgang ud over gulvet. Det var ikke lige en råbende mand han gad havde som selskab - så selvom han havde set frem til kagen var det den der måtte lade livet for reaktionen Razor havde over den pludselig brud i mandens tavshed.
Han rynkede kort næsen lidt, det havde måske ikke helt været meningen - nu var der jo slet ingen kage under opsejling. " What a mess... " fik han så bare kort mumlet, næsten utydeligt. Men fandt så smilet tilbage og drejede opmærksomheden mod Reign, som han stod der med kost og så flot ud.
" Well hello there! You pretty little thing. Finally decided to turn op.. We waited you know, for a moment. But then we had to move on. " Sagde han så lidt med et lille sødt smil om læberne. Som dog hurtigt falmede og bragte sig selv tilbage i noget knap så sødt. De følelser Razor havde for mennesket boblede stadig rundt i hans krop - men var ikke gennemtrængende nok til at stoppe ham i hvad han havde gang i. Den rus duften af blod var nærmest ikke til at hamle op med - ikke når først han havde ramt det stadie han var i på nuværende tidspunkt.

" What are you planning on doing with that thing? " Spurgte han ham så bare og nikkede kort mod kosten. Men sprang så ned fra bordet og trådte et par skridt tættere mod Reign, med blikket rettet mod fyrens ansigt.
" Are you gonna clean up that mess over there? It would only be right. Or maybe the woman in the shop. Did you see her!? So beautiful - some faces are just, suitable for death. Just like the one hiding in the bathroom. Maybe we should go get her! " Sagde han så lidt og skævede kort mod bageren - men drejede så lige kniven en enkelt gang rundt i sin hånd før han gjorde et godt greb omkring den. Hun ville sikkert være meget mere sjov end den ældre mand der alligevel ikke kunne løbe specielt hurtigt.
" He's the one keeping you here, do you want him to die? We can play gods. Send him home a little early? Imagine a life you could have, you weren't stuck at this place. Why do you have to put everyone before you? Can't you be a little selfish once in a while? Think about it.. What do you want. " Han bed sig kort i læben, stadig med blikket halv mod bageren, men kom så bare med et kort lille grin. Af nogen, så vidste Razor at Reign også havde en helt utrolig egoistisk side - men at blive her på grund af en gammel mand, som nok snart ville dø - det var noget underligt noget. " You seem choked.." hviskede han så nærmest og lod sit blik finde Reign igen. Han var dog stadig forberedt hvis den gamle mand alligevel skulle ende med at have tricks oppe i ærmet og ikke bukke under for sin svækkede krop og svage hjerte. Det ville tage få sekunder at gøre det forbi for ham - noget der var så lokkende, og grunden til at Razor slet ikke kunne stå stille. Så mange bankende hjerter.

Bagermesteren, der ellers var en stor mand, formåde at gøre sig lille, da hans skål blev væltet omkuld, og han fik krumrygget rykket sig hen til væggen, dog uden at turde bevæge sig for langt væk fra Razor - hvis det så ud som om, han forsøgte at stikke af, vidste han ikke, hvad væsenet ville gøre ved ham.
Opmærksomheden røg hen på Reign, og han prøvede atter at få ham til at stikke af ved hjælp af lydløse håndfagter.

Men Reign blev. I alle andre situationer ville han have løbet sådan cirka nu, men det faktum, at det lige netop var Razor, der stod foran ham, havde frosset ham fuldstændig, både krop og tanker.
Alle de ting halvdæmonen sagde... de føltes så surrealistiske, at Reign i et kort øjeblik mistænkte det hele for at være en drøm. Men samtidig føltes det hele så ægte. Han havde godt nok ikke kontrol nok til faktisk at nive sig selv for at tjekke, men alligevel var han sikker - det var virkelighed.

"Did you... the woman...?" sagde han endelig, lavt og halvkvalt, uden at svare på nogle af de ting, Razor havde spurgt om. Han vidste ikke engang, hvorfor han spurgte - selvfølgelig havde drengen slået hende ihjel. Hvem skulle ellers have gjort det?
Men Reign havde ikke lyst til at tro på det. For alt i verden ville han have, det hele skulle være en stor misforståelse, og de allesammen ville grine af det om et par dage. Men selvfølgelig holdte den uskyldige tankegang ikke længe, og ude af stand til at styre det, begyndte temperamentet at boble indeni Reign.

Han smækkede Razor i ansigtet med den bløde og meget beskidte ende at kosten, "Get out! Get out, get out, get OUT!" og slog ham fortsat som man slog efter skadedyr, når de havde forvildet sig ind i ens hus, mens han bevægede sig i en halvcirkel, længere ind i rummet, hen mod sin chef, uden at fjerne det vrede blik fra Razor.
Han var kommet sig over chokket i en sådan grad, at det var blevet muligt for ham at tænke igen. Og de endeløse tanker og spørgsmål skubbede til hinanden for at få lov til at komme i fokus indeni hans hoved.

" You didn't know her did you? If thats the case, then I'm reeeeeally sorry.. Or maybe not. I don't really do sorry. Kinda overrated. Not appreciated. " Sagde han så bare lidt med et lille smil om læberne. Han skævede kort mod, ud mod butikken hvor kvinden lå på gulvet. Hendes blod kunne duftes over det hele dog. Sikkert fordi Razor havde valgt at slæbe det med sig omkring, og det nu var i en kagemix der lå spredt ud over gulvet.
Havde det været hvilken som helst anden dag, hvilket som helst andet tidspunkt, og havde Razor været i et hvilket som helst andet humør - så havde Reigns reaktion rykket i ham. Men det rørte ham ikke, han var på nuværende tidspunkt for Razor ikke andet end en menneske fyr - der gjorde et sørgeligt forsøg på at beskytte en mand og hans bager butik. Det var ligefrem den rene underholdning i halvdæmonens verden. Hvilket hans smil afslørende. Det gemte ikke på meget andet end en dæmonisk tilstand - med en blodtørst og trang til at slå ihjel der ikke kunne beskrives. Det bragte et grin frem i ham - så måbende og ynkelige mennesker kunne se ud, der var intet som synet. At der fandtes ting han bedre synes om at have blikket mod var fortrængt for en stund - og intet i ham virkede til at give det lov at komme til overfladen, dæmonen havde et hundrede procent taget over. Ikke at var første gang, det skete tit.

Han fik dog kort store øjne da kostet blev slynget mod ham - desværre nåede han heller ikke at reagere nok til at undgå kosten der blev slået mod ham, første slag tog han imod uden at have pareret på nogen måde for det, andet slag nåede han at tage armene op foran sig så han i det mindste ikke blev klasket ned i hovedet igen. Efterfølgende greb han fat om kosten og rev den til sig. " What in the world.. " Knurrede han lidt, med blikket rettet mod kosten, før det så stille gled mod fyrens ansigt. Hans eget udtryk var svært at læse - en blanding af noget nærmest uskyldigt, men stadig med et morderisk skummelt. Ikke en kombination man sådan uden videre ville kunne finde ud af. Han vidste ikke engang selv hvad det betød. Den brummende knurren der forsvandt ud mellem hans læber holdt ved et par sekunder - før han hev kosten helt ud af hænderne på ham og kastede den væk.
" I'm not going anywhere, I just got here. Still hungry - and you can't stop me. " Sagde han så bare med et lille grin og trådte tættere mod dem. Han skævede kort mod bageren, men hans blik røg i en stift bevægelse med døren der gik op ude i den lille gang hvor badeværelset var. " Seems like someone is making a run for it.. " Hviskede han så stille, han skævede kort mod Reign. " Don't try to escape. I notice everything, I just act like I don't. - You wouldn't get far before you would be dead. Don't waste your breath. " Sagde han så lidt og smilet om hans læber bredte sig et øjeblik - men han smuttede så bare ud mod kvinden som rigtig nok var på vej ud fra det lille toilet.

" I hate when people say 'He's a nice person once you get to know him' - They may as well just say 'He's a dickhead but you'll get use to it' - How about, no? " sagde han så kort lidt til sig selv før han skubbede døren til side der afslørede kvinden der klamrede sig mod den på den anden side. " I need your help, can you please come with..? Thank you.." Sagde han så bare, og gav kvinden mindre end et øjeblik til at beslutte sig - han greb fat om hendes håndled og trak hende med ind i bageriet hvor Reign og bageren meget vel gerne stadig skulle opholde sig - for deres egen skyld. Ynkelige lyde fulgte kvinden og tårene piblede ned over hendes kinder - hun lignede en der kunne bryde ud i en højlydt jamren når som helst, hvis ikke et skrig som endnu engang ville gøre ondt i øregangen.

Reign havde ingen chance for at holde fast i kosteskaftet, da Razor hev det fra ham. Drengen var stærkere, det var der ingen tvivl om, og han fortrød overhovedet at have forsøgt at holde fast med sine hænder, der nu var fyldt med træsplinter.
Knive havde han for længst opgivet. De hang for det første på et stativ helt nede i den anden ende af lokalet, og for det andet ville han ikke kunne bruge dem til noget - han ville aldrig kunne stikke Razor ned, om han lod ham gøre det eller ej.

Han kastede i reaktion armen ud til siden for at beskytte bagermesteren, da Razor kom tættere på, og lod den blive der, selv da lydene fra badeværelset lød. Der var en person derinde, huskede han pludselig, hybriden havde nævnt noget om. Det hele var ved at blive mere og mere uoverskueligt - han kunne ikke beskytte to personer plus sig selv på én gang. Ikke uden hjælp.
"Let's go," forlod det Reign i en kommanderende hvisken, da Razor var forsvundet - en tone han ellers aldrig havde brugt overfor sin chef før.  
Bagermesteren så forfærdet over på sin elev, der var kommet helt hen til ham, "what? Are you mad? It's going to kill us, you heard it!"
"He won't kill me. He... he wouldn't do that," i et kort sekund blev Reign selv i tvivl. Han havde ikke set Razor på den måde før. Han virkede fuldstændig ligeglad med, at han var der - også selvom det efterhånden var godt og vel en måned siden, de sidst havde set hinanden - og fokuserede udelukkende på det blodbad, han selv havde skabt.
"Reign... do you know that thing?"
Reign tøvede i lang nok tid til ikke at kunne nå at svare, inden Razor var dukket op igen. Han var i forvejen ikke meget for, at folk vidste, at han så en hybrid, så at indrømme, at han kendte det monster, der netop var ved at rasere sin chefs butik - det var hårdt.

Han stirrede stift på kvinden, halvdæmonen havde hevet med sig, og genkendte hende straks. En fast kunde i butikken - hentede morgenbrød hver dag og havde endda flere gange forsøgt at få Reign med ud på en date med sin datter. Han havde ikke nænnet at fortælle hende, hans interesser lå helt andre steder.
"It's okay, miss Sindel. I won't let him hurt you, okay?" forsøgte Reign at trøste hende med, selvom effekten var noget vag - i hvert fald stoppede tårerne ikke.
Han rettede i stedet fokus på Razor, der jo var den, der styrede showet og som bestemte den stakkels kvindes skæbne, og tog et par langsomme skridt hen mod ham, "Razor, let her go. And my boss. They haven't done anything to you." Skønt han forsøgte at være modig og udstråle en passende heroisk aura, kunne den gennemborende nervøsitet ikke gemmes væk. Han var bange. Ikke engang for Razor men for, han ville skade flere, end han allerede havde gjort. "I'll stay here. Make you everything you want," forsøgte han fortsat at appellere til drengen efter at have stoppet op, "just let them go."

Han kunne ikke helt lade være med at grine af ordene der blev vekslet mellem de to mennesker i bageriet mens han et øjeblik ikke var til stedet. Smilet om hans læber blev hængene, selv da han trådte tilbage med kvinden efter sig. En kvinde der vidst også var et kendt ansigt for den unge bager - måske endda også for den ældre herre, hvis han altså var i stand til at fokusere på andet end frygten for hvad der videre kunne, og højst sandsynligt ville ske.
" Ofcourse he knows me.. " Sagde Razor bare med et smil om læben. " What a shame huh? He should've known better - humans shouldn't be friends with demons. We eat you guys for breakfast. Which by the way - is about this time in the morning. What a coincidence. " Sagde han så lidt. Hans blik gled fra den ældre bager og hen på Reign, et kort halv flabet smil bredte sig om hans læber. Razor var faktisk selv i tvivl om hvorvidt han ville gå så langt at tage Reign liv - han tvivlede på at hans tanker ikke ville slå ham til fornuft inden. Men hvad nu hvis de ikke gjorde. Det var nok en ting han ikke ville kunne tilgive sig selv. Ingen andre havde samme betydning for ham som det menneske der stod foran ham og desperat forsøgte at få ham til at stoppe med hvad han så end havde i tankerne - meget noget synes ikke at gå ind som det burde, han lyttede slet ikke til de ord der forlod hans mund. Det var som om en lydtæt mur var placeret foran ham - det samme gav hans blik udtryk for - der ikke helt bar samme glimt som normalt, hvert fald ikke som det normalt gjorde når han så på Reign.

" Why should I? I'm having fun. " Did I mention that human is actually my second favorite thing to eat! " Sagde han så bare med et lille grin, men skævede så kort mod kvinden - hvis arm han havde et stramt greb om, hvis det ikke allerede havde, så ville det hvert fald efterlade noget af et mærke - men det var vel i princippet lige meget hvilke mærker hun fik, Razor havde ikke tænkt sig at hun ville slippe levende ud fra dette sted.
" So I guess you wouldn't want me to do this.. " Sagde han så bare kort, før han trak kvinden indtil sig så hun stod med ryggen ind mod hans krop. Dog i et skridt tilbage for at være sikker på at Reign havde et par skridt inden han ville være helt henne ved dem. Men den ene hånd holdt han hende for munden og den anden havde i mellem tiden gjort et langt snit hen over kvindens pande - som blodet stille og roligt fandt sin vej fra. " It triggers the brain I know.. Traumatizing.. But your dying yet. Just keep calm - we're just getting started. " Hviskede han stille mod kvindens øre, som hun vred sig i hans greb og mislykkes i at få de lyde ud hun gerne ville. Hånden med kniven opholdt lige over hoften i den ene side - kun med spidsen under hendes hud.
" Just like how you hunt down poor creatures in the woods - I hunt down humans in the city - whats the difference? " Spurgte han så bare kort og hævede et bryn, i det han rettede blikket mod Reign - og lod hovedet glide en smule på skrå. Et lille grin slap ud over hans læber, og han strammede kort grebet om kvinden som kun blev mere og mere desperat efter at komme fri. Blodet spredte sig ned over hendes ansigt, gjorde det svært for hende at holde øjnene åben.

Razor havde hørt deres samtale. Hvad, havde han nu også superhørelse? Reign fangede stadig sig selv i at blive overrasket over alle de ting, drengen kunne - alle hans forskellige styrker. Hvis han bare havde lyttet til sine forældres endeløse snak om andre væsener, ville han måske kende mere til dæmoners og shapeshifters styrker og endnu vigtigere; svagheder. Men han vidste intet om, hvordan man slog dem. Ikke andet end at dæmoner havde en vis svaghed for pentagrammer, men muligheden for sådan lige at fange Razor i sådan en var minimal, og desuden var han kun halv dæmon, så det var ikke engang sikkert, det ville virke.

Reigns hjerte bevægede sig helt op at sidde i halsen på ham, da blodet i fine dråber begyndte at vælte ud af kvindens pande.
Han havde lovet hende, der ikke ville ske hende noget - løjet overfor hende. Fordi Razor ikke ville lytte. Han var i et eller andet stadie, det var Reign sikker på, som han havde sat sig fast i og som lukkede alt ude. Det eneste han ikke kunne regne ud var, om den Razor, han kendte til, var den rigtige, eller om det hele tiden havde været en facade, der dækkede for monsteret, der stod foran ham nu.
Tanken gjorde ham endnu mere vred, end han allerede var. Men også ked af det. Måske mest ked af det.

"I don't play with my food before I kill it," svarede Reign med en knækkende, lav stemme til spørgsmålet. Han kunne nævne mange flere grunde til, hvorfor det var forskelligt at jage dyr i forhold til at jage mennesker, men Razor ville alligevel bare grine af det. Etik og moral var alligevel ikke noget, han fattede noget af.
Reign havde svært ved at se, om kvinden var ved at besvime eller ej, fordi blodet gjorde, at hun var nødsaget til at holde øjnene lukket sammen. Men død var hun ikke, det kunne han se. Derfor besluttede han at prøve igen at tilfredsstille Razor til sådan en grad, at han lod dem gå.
"I saved you from those demons back then," begyndte han lavt, stadig med en lettere knækket stemme, der dog blev både tydeligere og højere, som han nåede længere ind i sætningerne, "I nurtured you, I carried you all the way to safety. You would have been dead if it wasn't for me. Now, pay me back by letting these two people go. You owe me."
At tale til knægtens samvittighed var måske ikke det mest geniale netop nu, men Reign var ved at løbe tør for for idéer til, hvordan han kunne redde situationen bare lidt.

Det var tydeligt at de ord der var blevet talt fra Reigns mund var forsvundet fra kvindens hukommelse, eller også havde hun fortrængt dem efter at have mistet den smule håb de havde bragt til hende i et alt for kort øjeblik. Det var også en ting han kunne fornemme, frygten der dansede omkring i rummet og efterlod endnu en af Razor ynglings dufte. Ligesom lyden af de bankende hjerter. Der uden kontrol bankede løs på den anden side brystet på de 3 personer der stadig var i live i dette bageri. Udtrykket i Reigns ansigt var dog også helt igennem tilfredsstillende. Angst præget - helt igennem et fantastisk syn. Det ville ikke have været en tanke han havde tænkt for få dage siden. Der ville han havde stoppet hvad end der bragte det til live, i dette tilfælde var det ham selv - og var ligeglad? Hvordan han kunne være ligeglad - et mysterium.

" I know - thats because you don't have any idea how to have fun.. " Sagde han så bare med et lille grin. " Fear is like the secret ingredient for a perfect dish. " Sagde han så bare lidt, og lod sit blik smutte hen over kvindens ansigt. Han fjernede hånden fra hendes mund og lod tungen glide over det blod der havde samlet sig på toppe hans hånd. " Jep, just perfect.. " Sagde han i en nær spindende tone. Hvis man ikke havde lov at lege med maden - så var der jo slet ikke noget sjovt i at fange den. Kvinden jamrede sig igen - hvilket bare fik Razor til at skubbe kniven dybere ind under huden på hende. " Shhh.. Reign is talking. Be polite. " Sagde han så bare med et lille grin, før han skævede mod Reign igen - lyttende på de ord han havde at sige. Også selvom de ikke havde den store effekt.

" Oh.. Talking sense - I hate that stuff. " Sagde han så bare lidt med et smil om læberne, rynkede kort lidt ved næsen - før endnu et smil fandt sin vej frem. Han rettede sig så bare kort op før han rystede lidt på hovedet. " Fiiiine.. " Sagde han kort, og et øjeblik gav han udtryk for at det faktisk havde hjulpet en smule med hvad Reign havde sagt, som at han skulle til at slippe kvinden - men det var ikke helt hvad han havde tænkt sig at gå med hele vejen. Han trak kniven til sig - før han kort betragtede bladet på den, men lod så kort efter tungen snuppe det fine lag af blod der var tilbage til den, samtidig med at et tynd lag spyt på bladet i stedet. Han skævede kort mod Reign, før et lidt lusket smil bredte sig over læberne på halvdæmonen. Men i en hurtig bevægelse kastede han så bare kniven gennem luften i retning mod den ældre bager - skulder partiet var hvad han sigtede efter - det ville være et rimelig centralt sted, der ville gøre at giften fra hans spyt hurtigt ville kunne lamme mandens krop. Han var trods alt kun menneske, og svagelig - det ville holde lidt tid. Medmindre selvfølgelig manden var idiot og fik kniven til at ramme et andet som i sidste ende kunne slå ham ihjel. Razor var i stand til mere end hvad øjet afslørede - og han elskede det.
" If I can't kill them - I'll just have to kill you then.. " Sagde han så bare, før han efter at have skubbet kvinden til side, trådte mod Reign, uden den mindste tøven. Kvinden var hurtigt til at skubbe sig i en ynkelig gråd hen over gulvet. Men hvis hun ikke passede på kunne hun meget vel regne med alligevel at miste livet. Der var ingen der kunne holde ud at være i selskab med en der var højlydt og ynkelig.

Håbet lyste op i Reigns ansigt, da Razor virkede til faktisk at overveje det, der var blevet sagt. At han måske skyldte ham den tjeneste. Så måske var der noget indenunder den stærke dæmonessens, der fyldte rummet. Ikke empati, ikke skyldfølelse... men bare en smule logisk sans, og det var trods alt også noget, der kunne fungere som en fordel lige nu.
Men freden varede ikke længe. Inden Reign vidste af det fløj en kniv forbi ham og ramte, netop som hans opmærksomhed havde vendt sig 180 grader, bagermesteren. Der havde været god fart på, så bladet havde plantet sig halvvejs inde i skulderen, lige over kravebenet på den ældre herre, der langsomt var faldet sammen på gulvet i smerte men ryggen op langs væggen.

"No!!" havde det lydt fra Reign, der med det samme havde sat sig på knæ foran sin chef, der allerede med sit tomme blik lignede en, der var død på grund af giften. "Hey, c'mon... talk to me. Hey..." han forsøgte at holde sin chef vågen, der ikke reagerede det mindste. Alligevel kunne han mærke - og for den sags skyld næsten høre - den hurtige hjertebanken i mandens bryst. Han var ikke død.
Men tanker om paralyse og gift nåede slet ikke igennem Reigns hoved, inden Razors stemme endnu engang lød bag ham, og han vendte blikket imod halvdæmonen, der allerede var på vej hen mod ham.

Frygten fodrede hans psykopati, det havde knægten selv sagt, så hvis han lod være med at være bange, ville han måske stoppe. Men hvordan kunne han det? Han kunne spille nok så meget skuespil og måske endda formå at lyde overbevisende, men intet af det skjulte den indre frygt, der havde fyldt ham.
Reign rejste sig hurtigt og stod med fronten mod Razor, ude af stand til at gå baglæns, da han allerede havde en væg bag sig. "You can't kill me. Not yet. We... we were supposed to go see the elves, remember?" fortalte han med et angstfuldt blik og et grådkvalt toneleje, der mest af alt mindede om en lille, ræd dreng.
Han kunne ikke lade være med at tænke på alle de ting, Razor kunne gøre, selv uden en kniv. Bide ham. Rive legemsdele af ham. Gennembore hans mave med sine bare næver. Eller stjæle hans øjne som han havde gjort med den døde kvinde - måske spise dem bagefter?
"Razor," sagde han igen lavt og formåede at få lyden af hans navn til at knække på midten, "this is not you. You told me you wouldn't kill me. You promised."

Kniven borede sig ind i skulderen på manden, præcis som Razor havde håbet på. Han skævede kort mod kvinden, bare lige for at være sikker på at hun ingen steder smuttede - det virkede ikke til at hun havde planer om at rende væk. Blodet løb langsomt fra hendes hofte, som hun klamrede hænderne ved. Lyden af hendes vejrtrækning blandet med gråd fyldte stilheden når der ikke var andre der sagde noget. Men det var ikke ofte der var en stilhed at bryde.
Han holdt blikket mod Reign, som han gjorde et forsøg på at hjælpe den ældre mand - men der var ikke rigtig så meget han kunne gøre - hvert fald ikke der ville få ham til at rejse sig eller bevæge sig. Men hvor skulle han også bevæge sig hen, var det ikke hans butik? Så var det vel alligevel bedst at blive. Han lod så blikket glide lidt mod kniven, som han måske egentlig godt kunne have brugt nu. Men var den virkelig nødvendig. Hans blik faldt tilbage på Reign, og han lod det glide ned over hans krop - for så at tage samme tur op igen, før han kort bed sig lidt i læben. Dog med et overvejende og dæmonisk udtryk.

Han placerede sin hånd mod hans bryst og skubbe ham de sidste få cm der var bag ham mod væggen. Langt fra særlig blidt. " Elves? Why in the world would I want to go see elves with you? You probably wouldn't want me to kill them either. Besides - You didn't want to go.. remember? " Sagde han så bare kort og hævede kort et bryn, efterfulgt af et lille grin. Han huskede skam godt deres samtale omkring det, men også at hans job var vigtigt og at, at rejse væk ikke var det nemmeste eller mest mulige - skulle det pludselig have ændret sig? Han lod kort blikket finde sin hånd - som stadig var mod fyrens bryst. Det bankende hjerte gav en sitrende fornemmelse gennem Razors fingre.
" Incredible.. This is the best part.. " mumlede han så bare stille med et lille smil. " Even when it stops.. " tilføjede han i en næsten lydløs hvisken - før han så slog blikket op mod Reigns ansigt igen. Tankerne kørte rundt omkring hvad han mon skulle finde på - Reign skulle vel ikke nøjes. Hvilken form for død der ville være den mest underholdende - der var så mange muligheder.

" But this is me. This is what I do. This is what I like to do. This is what I want to do. " Sagde han stille, uden helt at søge Reigns blik, nærmere væk fra det. Selvom der var en del af ham der gerne ville finde en eller anden form for øjenkontakt. " You are so fine, I wish I could plant you and grow a whole field of you! Like my own little vegetable garden. Except, you're not " Sagde han så lidt med et lille grin. Og slog endelig blikket mod Reigns - smilet om hans læber forblev dog på sin plads, dog blandede der sig en mild knurren ind imellem. Som var der et øjeblik noget der forsøgte at trække ham ud af hans gøremål.
" Maybe if you just close your eyes - sometimes that makes things a little less scary. " Sagde han så lidt, mens den hånd der ikke var placeret mod fyrens bryst, fandt sin vej op til hans hals. At have blikket begravet i fyrens øjne var en dårlig idé - enten skulle han snubbe dem, eller også skulle de lukkes - ellers ville det bare ende med at han blev trukket ud af det tanke sæt hans dæmoniske side havde valgt at præsentere for omgivelserne. Han bed kort tænderne sammen, i takt med at det greb han havde fundet sig med sin hånd om fyrens hals blev strammet.
" I can feel your blood.. Right here, smell it - I can almost taste it, but not quite. I just want to taste it.. Why am I not allowed to do that!? Why!? " Hans blik blev en smule mere fjernt, dog var det igen rettet mod Reign. Splittet i to. Trangen til at dræbe, og den desperate stemme der skreg at han skulle lade være. En næsten frustreret knurren meldte sig fra bag de sammenbidte tænder. At hans hænder var stramt om halsen på fyren havde ikke strejfet ham en tanke - den diskussion han havde med sig selv om hvorvidt han skulle lade være eller gøre det af med menneske havde hans opmærksomhed, det var lige før hans negl kunne presse hul på den skrøbelige hud ved hans hals - blodet, det var lige under. Så utroligt fristende.

Reign blinkede forundret uden at fjerne det triste hundehvalpeblik, der efterhånden havde formet sig, fra Razor. Nu ville han ikke engang rejse med ham. Han forstod ingenting - sidst de havde tilbragt tid sammen, tiggede han ham nærmest. Det var godt nok lidt tid siden, men slet ikke nok til, at han kunne have nået at ændre sig så meget. Så skulle der i hvert fald have været sket adskillige drastiske ting for drengen på den korte tid.
Men hvis det var, som han mistænkte, var dette kun ét lag af Razor og ikke ham som person. Ikke at det ikke var slemt nok i forvejen at vide, at han havde sådan en del i sig. Reign burde selvfølgelig have regnet det ud for længst. At han ikke bare dræbte folk for at spise, og at han ikke dræbte dem på barmhjertige måder. Razor havde vist tegn og op til flere gange udtrykt, at han godt kunne lide smerte og lidelse - Reign havde med vilje valgt ikke at lukke det ind og ignoreret alle tanker om Razor som morder.

Men nu stod morderen foran ham med hånden omkring hans hals og virkede ikke til at være interesseret i at vise nåde. Og trods Reign kæmpede for at opretholde bare en minimal positivitet omkring Razor, som trods alt i nogle situationer havde vist sig ikke at være helt forfærdelig, brød den sammen, stykke for stykke. Det var svært at elske en person, der forsøgte at slå en ihjel. Det var svært at elske en halvdæmon, der var ved at kvæle en. Det var svært at elske Razor, når han ikke var den Razor, han kendte, mere.

Hundehvalpeblikket var væk, og Reigns ansigt havde i stedet forvandlet sig til en grimasse af opgivelse. Han kunne ikke tænke på en mere ydmygende død end denne - kvælning af det ene ikke-menneskelige væsen, som han faktisk havde valgt at give en chance og stole på.
Han gad ikke engang prøve at kæmpe imod og forsøge at få halvdæmonens hånd væk, for han vidste han var stærkere, end han selv var. I stedet kiggede han bare ned på ham med de lyseblå øjne, han var blevet tildelt ved fødslen, og lod sine hænder være placeret ind mod væggen. Men som hans luftkanal for alvor var ved at blive lukket, og han forberedte sig på dødens stille sus, fangede han en flisekant fra væggen, der sad løst. Og uden at tænke over det længe for ikke at spilde tid, gravede han den helt ud, strammede grebet om den og smadrede den til sidst med sin fulde kraft mod Razors ansigt med et sammenbidt, "fuck you!!"

Selv ikke det i et øjeblik fastlåste blik Reign havde rettet mod Razor, lod til at virke den mindste smule på noget som helst. Ikke engang at løsne sit greb om hans hals. Intet. Razor var fuldstændig opslugt af den overvældende følelse det gav at tage et liv - også selvom det egentlig var personen han holdt aller mest af der stod lige foran ham. Hvor blev de følelser af i dette øjeblik, det var som om de var skubbet helt ud af systemet af den del af Razor der stadig var en indebrændt vrede over de følelser der ikke hørte til i et liv som hans. Men de var der et sted, evnen til at få dem frem var der bare ikke - ikke engang Reigns ord eller udtryk havde fundet det frem, selv ikke lyden af hans stemme - som ellers normalt var en af de ting Razor synes bedst om. Ikke denne Razor, denne side af halvdæmonen var ikke just en favorit blandt andre end dem der slog ihjel med ham side om side.

En klikkende lyd, som skulle have være starten på et grin dannede sig i hans hals, men blev afbrudt da han ud af øjenkrogen skimtede Reigns hånd med noget i - han nåede ikke at se hvad det var der styrtede i en fart mod hans ansigt, før det havde ramt og slået hans fokus helt ude af balance, hvis han overhovedet havde nogen former for balance tilbage i de sekunder det tog ham at slippe sit greb, træde tilbage i et par slingrende skridt. Som han dog måtte spare på og i stedet komme ned at sidde. Mest på grund af en svimmelhed han ikke kunne spore sig ind på hvad kom fra. Sorte prikker der sprang rundt foran hans øjne og et øjeblik gjorde at han frygtede at det hele blev sort. Det gjorde at han mere eller mindre skvattede over sine egne ben - uden falde så lang han var, men redde sig selv ved at sidde. Det, sammen med en utilfreds gryntende og beklagende lyd - var mere eller mindre første reaktion på slaget, fra hvad han stadig ikke vidste hvad var. Om han helt overhovedet havde registreret det var en smule uvis.

" Oh wauw..that.. hurt.. " mumlede han lidt og blinkede nogle gange med øjnene. Det kunne godt være han var halv dæmon - og kunne holde til en del, men et uventet slag med en flise var ikke ligefrem det mest behageligt at få sendt efter sig - især ikke i ansigtet, hovedet i det hele taget. Det havde sendt sorte prikker for hans øjne, det ene mere end det andet - og gjort det at finde fokus som en nærmest umulig opgave. Han tog sig i stedet til hovedet, ansigtet - hvor en våd følelse var hvad hans fingre fandt. Som hans blik fandt sine fingre, mens svimmelheden forsøgte at finde ud af om den skulle være ved eller blive til en dunken der spredte sig over hans ansigt og hoved. Gik det mere og mere op for ham hvad han havde haft gang i. Som var der blevet slået noget fornuft ind i skallen på ham - dog ikke helt uden et strejf af dæmonen der lurede i overfladen, klar til at tage over igen hvis det skulle blive nødvendigt. Dog var den gennemtrængende følelse en varm og enormt ubehagelig en af slagsen. Som små nåle over hele kroppen.

Hans blik fandt så Reign, først hans fødder - også videre op mod hans ansigt. Blodet havde taget sig fri spil fra hvor flisen havde ramt, det gjorde det svært at holde det ene øje helt åben, eftersom det var lige omkring det at han var ramt, sammen med hen over kindbenet. Heldigt det ikke havde været direkte i øjet eller tindingen for den sags skyld.
" This is bad.. " knurrede han så bare kort. Dog kun henvendt til sig selv.

Det var overraskende smertefuldt for Reign sådan at gøre skade på Razor - ikke fysisk men psykisk. Han havde gennem tiden flere gange haft lyst til at smække ham en, når han var flabet eller dum, men havde aldrig troet, han faktisk skulle gøre det. Men denne gang havde det været nødvendigt. Dødnødvendigt faktisk.
Men den ubehagelige skyldfølelse dvælede stadig i ham og fik ham til at blive på sin plads, selvom muligheden for faktisk at gøre noget var der nu. Han så afventende ned på Razor - bare lige for at være sikker på han var okay. Så okay som man nu kunne være efter at have fået en flise smadret lige i ansigtet.

Først da drengens blik fandt hans, blev han slået ud af den nærmest hypnotiserende bekymring, og han skyndte sig efter at have taget et kort kig tilbage på sin chef, der stadig lignede en, der var død, ned i den anden ende at rummet. Reign hev nødstilfældekabinettet - noget butikken altid havde haft men aldrig haft brug for at tage i brug - op og hev bandager frem, inden han skyndte sig tilbage til bagermesteren.
"Sorry..." hviskede han, inden han hev kniven, der ellers havde blokeret for blodet, der nu begyndte at vælte ud, ud af skulderen på ham. Endelig gav ham lyd fra sig - desværre ikke dem, Reign var interesseret i at høre, de var lave og fulde af smerte og ynk.
Inden for meget blod nåede at forlade hans krop, hev Reign halvdelen af skjorten op, så den bare, blodfyldte skulder kom til syne, og bandt den ind i forbindingen. De havde intet at rense det med, og han turde heller ikke gøre det, hvis nu Razor gik amok igen - lige nu var det vigtigste at få stoppet blødningen, og det gjorde den efter adskillige lag forbinding.

I enhver anden situation ville Reign have blevet hos bagermesteren, sørget for han var okay, men der var flere sårede, så han skyndte sig videre forbi Razor og hen til kvinden, der stadig græd højlydt på gulvet - hun havde formået at få slæbt sig hele vejen hen til udgangen af baglokalet og halvt igennem.
Reign forsøgte at få hende op at stå, men hun sprællede hysterisk og slog til ham, mens tårerne fortsat ramte gulvet under hende.
"Miss Sindel, don't-- auch! I'm trying to help you, you have to get up, please!" forsøgte han at få hende til at falde ned, kun for at blive dasket til igen og igen.

Hans blik var rettet mod Reign lidt tid, selv da han bevægede sig gennem rummet og mod bageren. Han slog dog blikket væk igen lidt efter og lod sine fingre glide over skadet den var plantet i hans ansigt på heftig vis -en smule overrasket over hvor meget kraft der alligevel havde gemt sig i armen på mennesket. Han bed sig kort i læben, men fjernede så sin hånd igen og lod blikket glide over sine fingre, som ved handlingen var blevet dækket af et lag blod. Hvor meget han så ikke ville indrømme det, så gjorde det ondt - om det var fysisk smerte fra slaget. Eller psykisk smerte over sin egen dumhed og det faktum at Reign for få sekunder siden rent faktisk havde plantet en flise i hovedet på ham. Det var lige før det gjorde mere ondt end selve skaden. Han havde prøvet det der var værre når det kom til fysiske smerter. Så i sidste ende var det ikke noget der slog ham til et stadie hvor han ingenting kunne. Dog var en dunkende hovedpine hvad der var nemmest at fokusere på - en hovedpine der kun blev værre af lyden af de forfærdelige kvinde menneske der tydeligvis ikke ville lade Reign hjælpe sig. Det var som om at tiden stod stille - men samtidig fløj afsted i et tempo han ikke kunne følge med i. Fra at Reign var gået til bageren, fået ham fikset og fortsat ud til kvinden. 30 sekunder, en time, et øjeblik - for lang tid - hvor længe var det gået. Razor vidste det ikke, det eneste var at lydende fra kvindens stemme var som nåle i hans øre og for hvert sekund der gik boblede vreden over det sig større og større. Hans udtryk vendte mere og mere tilbage til hvad det havde været før flisen havde ramt ham - også selvom den egentlig havde slået ham et øjeblik på rette kurs.

I en knurrende irriteret tone, fik han skubbet sig op at stå. Egentlig kunne han godt lige have taget sig et par sekunder for at kontrollere svimmelheden der meldte sig i det han rejste sig, men det valgte han ikke at gøre - spadserede i stedet afsted mod dem. Dog med et kort skævende blik mod bageren, som var blevet viklet godt ind. Det kunne være det var den karriere Reign skulle vælge - at pakke folk ind i bandager når alt gik galt. Han var vel ret god til det.
" Seriously woman! I'm gonna rip your throat out with my teeth! If you dont shut up! Right now! " Sagde han arrigt, og udtrykket hans havde, en alvor der tydeligt ikke skulle sættes spørgsmålstegn ved. Det var heller ikke fordi han stoppede op ved sine ord - han fortsatte, målrettet mod kvinden, i noget nær løb - han havde ikke tålmodighed til at gå selvom der ikke var langt fra a til b i bageriet. Han ænsede ikke Reign et eneste blik, skubbede ham i stedet bare til side for at kunne komme til at rive fat i kvinden og trække hende til side fra menneske fyren, der ellers havde gjort et desperat forsøg på at få hende til at slappe af.

" Shut... up! " Lød det sammenbidt fra ham. Hun lyttede tydeligt ikke til Reign, om hun ville lytte til Razor - det virkede ikke sådan, synet af ham gjorde det nærmest værre. Og ærlig talt, så gad han det ikke. Så måtte han jo sørge for det selv - og lige nu var der kun en måde at gøre sådan på. Så i en hurtig men sikker bevægelse, havde han hænderne plantet omkring kvindens hoved, som han vred i en kvalmede lyd da nakken brækkede - det blev i øjeblikket meget stille.
Det sendte nærmest kuldegysninger igennem hans krop - og et øjeblik stod han bare med blikket ud i luften. Velvidende om, at han havde gjort en masse ting forkert på meget kort tid. Men det var ikke det der var grunden til at hans ben dirrede under ham og en stikkende fornemmelse snoede sig omkring i hans krop, helt ud i fingre spidserne. Som om at hans luftveje blev blokeret af en klump der havde samlet sig i hans hals. Nej han havde mistet kontrollen endnu engang, denne gang et sted han i første omgang slet ikke burde være. Reign var her - Den person han mindst ønskede at såre, skræmme - vise denne del af sig selv overfor. Og nu var det det hele på en gang. Det gjorde ondt inden i - en brændende fornemmelse af frygt for hans reaktion og hvad der ville blive når han engang skulle se ham i øjnene. Han turde ikke rette sit blik mod ham. I stedet slog han det ned på kvinden, som han stadig ikke havde sluppet - men der gik ikke et sekund, før hans hænder hurtigt slap og han trådte et skridt tilbage.

"Miss, you have to--" skulle Reign til at forsøge igen men blev afbrudt af lyden af Razors stemme samt hans fodtrin. Han løftede blikket, og både drengens grimasse og kropssprog fik ham omgående til at placere sin hånd over kvindens mund for at få hende til at tie stille.
Ikke at det hjalp. Før han vidste af det, blev han med en voldsom kraft skubbet baglæns og gled et godt stykke tilbage henover gulvet. Og netop som han satte sig op med munden åben for at tigge Razor om ikke at gøre hende noget, lød knæklyden. Reign havde aldrig i sit liv hørt den lyd, og alligevel vidste han præcist, hvad der var sket. Kvindens ansigt var vendt mod hans, hendes vidt åbne, døde øjne stirrede på ham, og hendes mund stod på klem, næsten som om hun forsøgte at sige noget.

Et 'nej' kunne ikke engang forlade Reigns læber. Hans hals havde snøret sig så meget sammen, at han knapt nok kunne trække vejret, og det fik hans vejrtrækninger til at lyde små, hurtige og hæse. Han var rystet - havde allerede set for meget blod og død, siden han havde mødt halvdæmonen, men nu var det pludselig en person, han kendte, det gik ud over. Det var første gang, han så en, han faktisk kendte, dø. Noget han ikke havde brug for at se; slet ikke mens han var så ung.

Efter hvad der føltes som alt for lang tid, løsnede hans hals sig endelig en smule, og højlydt trak han efter vejret, mens han klodset fik rejst sig og løbet tilbage til bagermesteren.
Han forsøgte at få ham op at stå. Lagde hans arm rundt om sine skuldre og prøvede at rejse sig. Men bagermesteren var en stor mand, og når han var så lammet, som han var, var det en umulig opgave for Reign, der lignede en spinkel teenager ved siden af ham.
"Come on, get up... please..." forsøgte han at tale til ham, mens tårerne pressede på, og han fortsat forsøgte at få ham op at stå. Men til sidst måtte han indse, at det ikke gik og gav op - lod langsomt bagermesterens arm falde ned af sin skulder igen og ned langs det, der lignede en livløs krop. Og der gav han efter og lod sine allerede fugtige øjne fyldes med tårer fra øjenkrogen.

Men tårerne fik ikke lov til at flyde længe, inden hans sorg blev erstattet med raseri. Han havde gjort alt, hvad der kunne gøres - forsøgt at tale med Razor, forsøgt at skade ham, forsøgt at hjælpe ofrene væk... men intet havde virket. Han havde i den grad svigtet alle, og de to, der nu var tilbage, var dødsdømt.
Så i stedet for at dø tudende og ynkelig rejste han sig, vendte blikket hen på halvdæmonen og så stift på ham med et blik fuld af had og vrede. "I hate you," næsten hviskede han sammenbidt, hvorefter han greb den ske, bagermesteren tidligere havde brugt til at ælte kagedejen med, og smed den hen på Razor, "I hate you!! You fucking lying coward!"
Der var ingen grund til at prøve at kæmpe imod en halvdæmon, der ikke viste bare en snert af følelser. Razor havde vundet, og det havde Reign accepteret. Men den lille mide skulle ikke få lov til at dræbe ham, inden han fik sagt, hvad han følte for ham.

Den døde kvinde ved hans fødder, var hvad hans blik længe var fæstnet mod. Han kunne høre Reign, tydeligt - alle hans sanser var fokuseret på mennesket. Bortset fra hans syn - som han ikke kunne få sig selv til at fjerne. Hans egen hals hakkende vejrtrækning var ikke noget hans selv tog sig af - det var underligt. Han følte næsten ikke han kunne bevæge sig. Lyden af Reign der forlod rummet gav genlyd og det glippede kort i ham før han endelig fik revet sig ud af den trance han et øjeblik følte han var havnet i. Normalt føltes det godt at slå ihjel, men den følelse var forsvundet fuldstændig - det eneste positive var roen, stilheden der var landet efter at gråden fra kvinden ikke strøg gennem lokalet hvert øjeblik.

Han trådte så bare stille hen over kvinden og lod blikket skæve en smule mod Reign, da han kom ind i samme rum som de var i. Han fortrød dog med det samme - synet af Reign fik hans krop til at slå en knude efter knude på sig selv. Hans mave slog en koldbøtte og varmen steg ham til hovedet, men ikke som det plejede - slet ikke. Det gjorde ondt. Reign græd, græd han? Hans øjne var fyldt med en følelse der gjorde ubeskriveligt ondt på Razor at se, især fordi han selv var skyld i at det hvad fyren følte. Hvordan havde han overhovedet kunne få sig selv til at opføre sig som han havde gjort overfor Reign? Han forsøgte kort at sige noget, men ingen ord ville slippe ud over hans læber - de stoppede midt i halsen og blev siddende, blokerede mere end der allerede var i forvejen. Han måtte ikke få lov at sige de ord han allerhelst gerne ville sige - men nogle andre kunne han sagtens få frem.
" He's only paralyzed. It'll go away soon.. " Fik han sagt, mere var der sådan set ikke i. Hvor længe der ville gå var forskelligt fra person til person. Meget stærke væsner kunne endda fuldstændig undgå en effekt. Han forsøgte så vidt muligt at holde blikket væk fra Reign, det glimp han havde fået havde skudt nok smerte igennem ham til at fodre en hel hær af smertehungrende væsner.

Og lige som han troede det ikke kunne blive værre, følte han det hele trække sig sammen i brystet på ham. Han havde mest lyst til at sige ham imod - at han ikke måtte hade ham, at det var helt forkert - men bare at tænke ordet var som gentage den følelse der havde ramt ham første gang han hørte det - det var lige så det flimrede for hans øjne og han blev i tvivl om det blev sagt igen eller om det var et ekko i hans hoved, da Reign lod orderne forsvinde ud over sine læber endnu engang. Han blev dog bekræftet i det da skeen ramte ham - og han rettede blikket mod fyrens ansigt i et kort halv chokkeret udtryk. Han havde ikke lige registreret at den var kommet flyvende.
" I know.. " Sagde han så bare kort, han ville have sagt mere men klumpen i hans hals stoppede ham og i stedet måtte han koncentrere sig et øjeblik ekstra om en vejrtrækning. Han lod blikket spejde rundt på gulvet, det gik mere og mere op for Razor hvad han egentlig havde gjort - ikke fordi han ikke vidste det, men reaktionen fra andre sev pludselig ind og han var ikke længere kun i sit eget psykopatiske hjørne. Reign havde al ret til at hade ham, til at være sur - rasende! Det var faktisk hvad Razor håbede på han var, også selvom han inderst inde håbede at der kunne blive set mellem fingre med det - men han var trådt over grænsen for længe siden og bygget en mur bag sig uden egentlig at have haft den intention, måske dæmonen i ham havde haft den bagtanke med det hele - men Razor havde ikke været med i det samarbejde.

" I know.. You can hate me. Please hate. " Han bed sig i læben men fandt så Reigns ansigt med blikket igen, før det smuttede ned over fyrens hals som Razor hænder havde været omkring for lidt siden. " Are you.. Reign I.. I'm sorry.." fik han sagt i en rystende stemme. Men gik så lidt i stå og lyttede, før han skævede ud mod butikken. Det virkede som om at folk var begyndt at undre sig, hvorfor butikken ikke var åbnet endnu. Han knyttede kort lidt sin hånd før han bed tænderne lidt sammen. Irriterende. Han følte sig limet fast til gulvet hvor han nu stod. Noget af ham ville gerne hjælpe Reign, en anden del ville have hans røv så langt væk fra bageriet som muligt - efter selvfølgelig at have stoppet hjerterne på de to sidste i rummet. Men det var ikke den der vandt denne gang.

Reign vidste ikke, hvilken reaktion han forventede. At Razor var ligeglad, at han ville grine eller måske slet ikke lytte. Men i stedet havde noget dannet sig i drengens øjne, i hele hans blik. Et mere livligt blik, et mere menneskeligt blik. Han både lignede og lød som om, han var oprigtigt ked af det, der var sket. Ikke at Reign havde tænkt sig at tilgive ham af den grund - hvordan skulle han nogensinde tilgive ham? - men det lettede alligevel at se bare en stump af den gamle Razor være tilbage. Måske spillede han skuespil; forsøgte at få Reign til at stole på ham i et kort øjeblik for så bare at gå til angreb igen. Men selvom tanken lå og ulmede i hans baghoved var den ikke stærk nok - han stolede på ham. På den Razor, han kendte til.

Lige som han åbnede munden for at svare, stadig med et vredesfyldt blik i øjnene, hørte han et skrig ude fra butikken og kom pludselig i tanke om, at der stadigvæk var åbent, og at de havde et lig liggende midt i det hele.
Et sammenbidt, "crap..." forlod Reign, som han skyndte sig forbi Razor og ud til skranken. "It's okay, it's under control," forsøgte han sig hurtigt med, dog uden held.
Personen - eller personerne; Reign nåede ikke at vurdere hvor mange, der havde nået at se liget - nåede at råbe, "the guards! Get the guards, quickly!" inden de var spurtet ud af butikken igen.

Det var ikke godt. Slet, slet ikke godt. Butikken ville snart være overfyldt med vagter, og selvom Reign godt vidste, Razor med lethed kunne tage sig af dem, var han ikke interesseret i mere død.
Han gik et par skridt baglæns, inden han vendte sig helt om og løb tilbage i baglokalet, hvor han gav Razor et skub i ryggen, "go, get out of here. Guards will be coming soon." Han holdte kort blikket, nu fyldt med skuffelse, på ham, inden han smuttede videre hen til bagermesteren, der endelig var begyndt at kunne bevæge på sig igen, og forsøgte at få hånden op til det sted, kniven havde siddet.

Skriget der fløj gennem luften, fik et øjeblik et lille smil frem over Razors læber - men det var noget han hurtigt fik rystet af sig igen. Den indre kamp mod sine egne brutale, blev efterhånden mere og mere tydelig ved det udtryk han havde. Blandet med de følelser af dårlig samvittighed og nær had til sig selv for hvad han havde præsteret i bageriet. Uden tøven, hvordan kunne han? - Det var anden gang han virkelig havde mistet kontrollen over hvad han gjorde, første gang var den gang han havde slået sin herre ihjel, sammen med hans kone og venner omkring. Dette kunne have endt på samme måde - hvis Reign ikke havde plantet en flise i ansigtet på ham. Pludselig var hovedpinen noget der mindede ham om en sær form for taknemmelighed.
Lyden af folk der stimlede sig omkring i butikken, ord der fløj rundt mellem hinanden, lydniveauet der steg for hvert øjeblik der gik, en desperat stemme der forsøgte at få folk til at klappe i. Reigns stemme.. Det slog ham ud af hans tanker, som han stadig stod der midt i det hele. Hans blik gled kort lidt hen mod den ældre bager. Men synet af ham gjorde ingenting på samvittigheden for Razor. Han følte ikke behov for en undskyldning til denne mand. Tværtimod prikkede det til ham med fornedrende udtryk, som et øjeblik fik et lille smil frem i hans mundvig. Han kunne i sidste ende ikke være mere lige glad med hvad der skete med manden. Reign var den eneste der betød noget - derfor skræmte det ham at han havde været få øjeblikket fra at tage hans liv.

Det var først da Reign vendte tilbage at Razor egentlig rørte på sig. Han trådte kort et par skridt frem da han fik et skub i ryggen, men stoppede op igen med en kort - ufrivillig knurren. Før han vendte blikket mod fyren, et øjeblik med sammen knebne øjne. Ville det bedste ikke være at sørge for han blev? Få vagterne til at snuppe ham med? Det var ikke fordi det at komme i hænderne på en stak vagter var specielt fristende at tænke på, så han trådte alligevel lidt mod bagdøren - dog med blikket mod Reign et par sekunder endnu, kort mod hans hals - men så en smule tøvende op mod fyrens øjne igen.
" Reign.. I.. I'm.. I'm really sorry.. " Sagde han så bare kort lidt, og bed sig kort i læben. Men skævede så lige en sidste gang ud mod butikken - der var allerede alt for mange til at det på nogen måde ville være smart at blive. Tumlut tiltrak sig opmærksomhed og det havde dette tydeligvis gjort. Han bed kort tænderne lidt sammen, før han rykkede lidt utilpas på sig - men smuttede så bare ud. Det gjorde ondt indeni - det kunne være sidste gang han så Reign, skulle det virkelig være på den måde? Ville han overhovedet nogensinde kunne tilgive ham? - Razor kunne godt forstå hvis han ikke kunne, uden helt at forså - at han fortod det. Men han havde virkelig lavet rav i den denne gang. Reigns udtryk havde sagt det hele - såret, skuffet, vred, ked af det - alting på en gang. Og det var Razors skyld, der var ingen andre at læsse skylden over på. Ikke engang en trigger i en flabet kommentar fra nogen havde startet det - det var simpelt bare kedsomheden der havde taget overhånd og kastet ham ind i en ukontrollerbar handling.

Han havde ødelagt det hele. Vejen til bagdøren føltes som kilometer - alle de tanker der nåede at flyve gennem hans hoved på de få skridt han i virkeligheden tog, det var utroligt. Hans øjne havde stille formået at blive blanke, to skridt senere var det lige før tårerne ikke kunne holdes tilbage. Noget så godt var blevet smidt på jorden og splintres i tusind stykker på mindre et øjeblik. Han frygtede at dette var sidste gang han ville se Reign - dette skulle ikke være det sidste, han nægtede. Det var forkert og det vred sig i ubehag i hans krop ved tanken. Dette kunne ikke være farvel - det måtte det ikke, han elskede ham jo. Om det så var tid det krævede - Razor kunne vente.

Reign hørte udmærket godt, hvad Razor sagde, men han nægtede alligevel at se på ham. Vreden summede stadigvæk rundt i kroppen på ham, så hvis han endelig valgte at sige noget til knægten, ville det ikke være godt - derfor lod han ham gå uden et ord. Ingen grund til mere råberi.
Igang med at skifte bagermesterens forbinding, der allerede var blevet blødt igennem, lyttede han til skridtene bag sig. Holdt vejret indtil han var sikker på, han var væk. Og da døren endelig blev smækket i, lod han den følelse ud, der ikke havde fået lov til at vise sig så meget frem, som den havde haft brug for igennem hele scenariet; rædsel.
Reign stoppede alt, han var igang med. Placerede i stedet hånden over den nederste del af ansigtet, der var peget ned mod flisegulvet under ham, så den varme, rystende ånde fra både mund og næse ramte hans håndflade. Han havde været bange gennem hele den forfærdelige episode - kvælertaget, liget, mordet foran sig, kniven, Razors blik, Razors stemme... Razor. Razor havde han været allermest rædselsslagen overfor, fra begyndelse til slut. Selv mens han sad der, var han bange for, han ville vende tilbage og færdiggøre arbejdet.

Men der var ikke tid til at komme sig over det, til at slappe af allerede. Vagterne ankom ikke lang tid efter, og trods bagermesteren var i smerter, blev han i butikken sammen med Reign for at forklare dem situationen.
Det tog ikke mere end et blik mellem dem, før bagermesteren forstod, at han måtte lyve. Eller bare lade være med at nævne, at Reign kendte til det væsen, der havde angrebet butikken. Det ville ikke lyde godt i vagternes ører - han kunne måske endda ende med at blive straffet som medskyldig. Historien lød derfor på, at et ukendt væsen var brudt ind og havde lavet rav i den - først da det havde hørt kundernes råb om hjælp til vagterne, var det stukket af. Ingen af dem gav meget information omkring væsenets udseende. Menneskelignende, brunt hår, bleg. Det kunne have været hvem som helst.

Reign var lettet over, hvor meget bagermesteren hjalp ham med hensyn til ikke af få Razor arresteret ved at få sat en kæmpe dusør på sig. Han var en god mand, det havde han altid sagt. Derfor bebrejdede Reign ham heller ikke, da han blev sendt arbejdsløs hjem.

//Ude