Talk to me, if you dare ~ Zero

T: omkring to om natten
S: Gaderne i Rotten Root distriktet i Doomsville
O: Beskrives nedenfor
P: En midnatsblå kjole med et lille slæb, sorte støvler med lidt hæl og en kappe med hætte. Hætten er ikke trukket op.
V: køligt, delvist overskyet med faretruende skyer der varsler om regn

Det var ligemeget. Det hele, det var spild af tid. Hun havde ikke brug for hjælp, ynk eller medlidenhed. Ikke mere, hun gad det ikke. Hun var træt af det - træt af at være andres legetøj. Hun var mentalt drænet for energi. Hendes eneste ven, hendes mest betroede - hendes elskede - var tabt. Jovist, de ville se hinanden igen en dag - og de ville velsagtens kunne tale med hinanden, grine og pjatte. Men han var tabt. Enhver tanke der havde gemt sig i hendes sind i de sidste ti år, som bare kunne minde om et håb om en fremtid med ham, var svundet ind til minder om dengang hun faktisk havde håb og drømme.
Hun havde prøvet at elske andre. Hun havde elsket Nicolas - hendes skaber. Men også dér havde hendes sind været latterligt barnligt og fyldt med dumme forhåbninger. Siden den nat i statuehaven i Sunfury havde hun ikke set ham, og sandsynligheden for at se ham igen var så lav at hun ikke skænkede det en ærlig tanke.
I sine egne tanker gik hun gennem gaderne i Doomsville - den by der engang havde været hendes hjem. Hun havde fulgt Sean til Dragons Peak, og havde fortrudt det lige siden hun var ankommet. At være tilbage hvor kloakkerne stank af død og råd, og gaderne var fyldt med uslinge og tiggerbørn... Hun havde savnet at virke overlegen. Mere end nogen nok nogensinde ville kunne forstå - for hvem kunne overhovedet forstå hende?
Et lille barn rakte ud efter hendes kjoleslæb, i et forsøg på at fange hendes opmærksomhed. Det lykkedes, og hun så på den lille dreng - som med hænderne formet som en lille skål tiggede efter småpenge eller mad. Drengen var velsagtens ikke mere end ti år, havde gyldent - men snavset - hår og var mager at se på. Hun overvejede det. Ville en enkelt venlig gestus ødelægge hende? Men drengens øjne hjemsøgte hende. Alt ved ham hjemsøgte hende. Den største kærlighed i hendes liv lyste ud af ham - i øjnene, ansigtstrækkene og håret. Dean. Hendes afdøde søn sad foran hende med udstrakte hænder og tikkede om mad. Hun vidste at det var umuligt, at hun ikke havde en søn længere og at dette bare var hendes samvittighed og fantasi i samspil der legede med hendes følelser.
Hun slog drengens hænder væk, og i samme øjeblik smed han sig dramatisk ned og begyndte at græde. Den moderlige del af hendes døde kolde hjerte gjorde ondt. Hun ville jo bare holde ham, trøste ham og sige søde ting. Men hun var blevet frataget muligheden, både af Sean, men også af sig selv. Hendes drømme og håb havde frarøvet hende alt. Hun havde intet tilbage, intet som folk kunne bruge mod hende - for der var kun hende...
Hun gik videre ned af Rotten Roots gader, mens drengens gråd døde ud og hendes sårbarhed atter forsvandt indad og efterlod hende kold og hård i ansigtsudtrykket.

P :: En sort skjorte med de sorte bukser han altid havde på samt et par sorte laksko. Udover havde han en sort kappe med hætten nede. Bag hans kappe var der gemt et sværd af et specielt metal han havde anskaffet sig. Det var så hårdt som diamant men så let som aluminium. Det perfekte sværd for ham.

En kappeklædt skikkelse kom gående hen af gaderne. Det var på tide at gøre sig endnu et bytte. Endnu et offer han kunne sælge til den højeste pris. Men de var alle for unge her. Havde han allerede tømt ud? Nej umuligt. Der måtte være en enkel kvindelig tigger han kunne bruge som offer. Men hvem? De tiggende børn han gik forbi krøb sammen ved bare synet af ham. De troede ikke deres egne øjne. Han hørte endda nogle af børnene hviske ’Han er tilbage.’ Det fik manden i kappen til at smile kort. De havde jo ret. Efter lang tids stilhed var han tilbage. Og nu var det tid til at gøre sig kendt. Gøre sig fortjent til hans dusør. Han så roligt en plakat på en væk til højre for ham. Det var tydeligt at det var en dusør på mandens hoved. På plakaten stod der 1,1 million guldmønter for Zeronium Elliot Bang. AKA Zero. Manden smilede kort. Ja Zero. Det var hans navn. Et navn som folk nok skulle frygte igen.

Han bevægede sig fortsat hen af gaden mens han svagt så ned. Men betød det noget? Betød det noget at hans navn skulle frygtes? Det måtte det gøre. Det var det eneste han kendte til mere. Og det måtte være nok. Han så kort mod himlen. Det så ud til at ville begynde at regne. Han sukkede kort. Og rettede de blodrøde øjne lige ud for sig. Han fik hurtigt øje på en han mente at kende. Han stoppede kort op. Nej det kunne ikke være hende. Men alligevel kom der et svagt smil frem. Det kunne godt blive en interessant dag alligevel. Han fandt en pose engleblod frem fra en lomme inde bag kappen. Og prikkede et svagt hul på den med sin skarpe negl. Og så afventende på hende. Hvis hun reagerede ville han vide det var hende. Han så afventende på hende med interesseret øjne. Som let lyste i mørket. Kom så Sephy. Reager.

Der gik nogen bag hende - hun kunne føle en velkendt tilstedeværelse. Zero havde igennem en længere periode været en fortrolig når det kom til hendes behov for selvforkælelse. Og han kendte hendes præference; engleblod. Hendes mundviger trak op i et svagt smil, inden hun stoppede op.
*jamen kære Zero, hvis du vil snakke så sig da endelig til!* grinte hun indvendigt, inden hun vendte sig om og gik med langsomme skridt hen mod ham. Huskede Zero hendes manglende selvkontrol? Hendes tilbøjelighed til at falde for mænd og skabe følelser der ikke var noget værd for andre? Havde hun egentlig nogensinde fortalt ham om det? Næppe. Han kendte hende velsagtens kun som en legesyg killing der elskede blod og en god tur under dynerne.
Hun stoppede foran ham, og på trods af at hun ikke behøvede at trække vejret, så tog hun en dyb indånding.
''Godaften, Zero.'' sagde hun med et legesygt - og en smule kælent - smil på læben. Hun havde lyst til at trykke blodet ud over ham og slikke det af ham - men hendes morbide lyster skulle hun nok spare ham for.
Hun havde bemærket plakater rundt omkring der nævnte ham og en dusør. Hvad havde han nu lavet?
Det var ligemeget. Hun var ligeglad. Hvad end han havde lavet af ballade, så var det hans kattepine og ikke hendes. Hun hjalp kun sig selv fremover.

Zero så roligt på hende med et blidt smil. Det var altså hende. Og nu bevægede hun sig hen til ham. Et selvtilfreds smil kom roligt frem. ”Godaften smukke. Det er længe siden.” Sagde han roligt med et charmerende smil og et glimt i øjet. Hun var stadig lige så legesyg som altid. Godt. Han kunne godt bruge en distraktion i dag. Selvom dette nok ville være mere en nydelse end en distraktion. Han så kort ned af hende. ”Du holder formen som sædvanligt.” Sagde han med en blid stemme. Før han roligt hævede øjnene op imod hendes øjne igen. ”Altid en fryd for øjnene.” Sagde han og tog hendes hånd kort som han hævede til sine læber og lod dem blidt kysse dem. Der var en svag anelse af lidenskab i kysset. Nok til hun ville ane det men ikke nok til at det kunne betyde noget alvorligt. Han så på hende med de blodrøde øjne der stadig havde et glimt i sig. Vinden tog roligt fat i hans kappe og viftede den op så den veltrænede krop svagt kunne anes på trods af skjorten han havde på. Han lod roligt sin ene finger glide hen af blodet fra den pose han stadig havde i hånden. ”Interesseret i en smagsprøve?” Spurgte han kort og hævede fingeren så hun kunne bedre nå det.

Zero lokkede hende. Det var hans ting, hans gave. Hans lokkende natur, hans charme og hans tiltrækkende væsen. Hans ord ramte hende hvor hun var svagest, komplimenter. Havde hun været dødelig og havde blodet pulseret rundt i hendes krop, så havde hun rødmet over hans ord. Men han lod hende ikke rigtigt reagere før han tilbød hende hvad der i første omgang havde lokket hende: blodet. Hun bed sig svagt i læben, og som en svag afhængig mand der blev tilbudt sit længe savnede fix. Hun så kort ned, for at undgå at vise ham hendes velkendte svaghed både i forhold til ham og i forhold til det blod han tilbudte hende. Hvordan kunne hun sige nej? Blodet på hans finger lokkede hende, fristede hende. Hun rakte frem, og lod hendes fingre lukke sig svagt om hans hånd inden hun førte hans hånd op til hendes læber. Hendes læber skilte sig, og omsluttede hans blodindsmurte finger mens hendes tunge omhyggeligt opsamlede alle rester af blod på hans hud. En svagt nydende lyd undslap hendes læber. Hun så op på ham, i et forsøg på øjenkontakt lige inden hun slap grebet om hans hånd og lod sin tunge glider over hendes læber. Hun så på ham med et skævt smil.
''Du holder dig også godt - men det er du vel ikke i tvivl om..!'' smilede hun kælent inden hun så hen på et lille barn der igen nærmede sig dem. Hendes håndflade lyste lidt op, og varmen emmede fra den.
''Ét skridt tættere på, og dit ansigt vil aldrig blive det samme..'' snerrede hun bidsk - som en ulvinde over hendes bytte eller unge.
Barnet krøb sammen, og trak sig tilbage til skyggerne. Hurtigt døde varmen ud i hendes håndflade og hun skjulte hånden lidt. Hun kunne ikke lide tanken om at han så hendes svaghed - hendes hud på hånden - efter hendes evne havde været mildt i brug.
''Var du på vej et sted hen?'' spurgte hun, for at komme videre i samtalen, og for at skjule hendes lyst til både ham og blodet.

Det svage smil så på hende med et nydende blik da hun valgte at slikke hans finger af. Han smilede kort. Det var tydeligt at hun havde nok nydt det lidt mere end ham selv. Men ingen tvivl om han også havde nydt det. Roligt lod han sin hånd falde på plads ned langs hans side når hun var færdig. Han så på hende med et gennemborende blik. Og løftede roligt hans anden hånd med blodet i hånden. Hans hånd var efterhånden smurt helt ind i blod. Han fandt roligt en ny pose frem fra indersiden af sin kappe som han lagde den åbne pose i. Og lukkede svagt. Han førte posen ind under hans kappe igen. Hvorefter han roligt så på hende. Hans hånd var stadig smurt ind. Han hævede hånden svagt. Og lod en tunge glide hen over blodet på hans håndflade. Bare en enkel gang så hans mund havde en svag smag af engleblod. Just in case. Han tog roligt et lommetørklæde frem fra sin bukselomme med den rene hånd. Han lod roligt lommetørklædet glide hen over hans læber for at fjerne resterne. ”Vil du have det eller skal jeg tørre det af.” Spurgte han kort angående den anden hånd som stadig var smurt ind i blod.

Da barnet kom gående. Så han kort på barnet med sin blodrøde øjne. Og barnet stivnede i det øjeblik han så Zero’s øjne. Og i takt med hun selv begyndte at snakke så kunne det kun gå for langsomt. ”Vi har altid været et godt team til at gøre folk skrækslagen.” Sagde han kort med et charmerende smil og de let lysende øjne.

Ja var han egentlig det? Han tænkte sig kort om. ”Nej det var jeg ikke. Måske har du et forslag til hvor vi kan tage hen? Så længe du selv er der.” Sagde han roligt med et blidt smil og lod hans øjne holde en dyb og gennemborende øjenkontakt med hende. Mens han langsomt bevægede sig tættere på hende. Før han roligt svang en arm om hende. Og hev hende helt tæt på sig. ”Så længe jeg kan fryde mine øjne med at se på din skønhed.” Hviskede han blidt i hendes øre og nappede hende svagt i øret.

Der var et eller andet ophidsende ved at se ham slikke blodet fra sin egen hånd i sig. Men heldigvis kunne hun skjule det nogenlunde.
''Du kan bare tørre det af, hvis du ikke har lyst til at rende rundt med en blodig hånd.'' sagde hun med et smil.
Hans næste kommentar fik hende til at trække på skuldrene. Sprede skræk? Well, det - og så at sprede ben - var velsagtens det hun var bedst til? Hun vidste det faktisk ikke mere. Hun havde ikke udøvet nogen af delene i et stykke tid. Ikke siden Sean havde sendt hende væk. Fyret hende som både ansat og sengeven. Hun var i skrivende stund alene, uden arbejde og ensom. Så at se et velkendt ansigt som Zero, var altid kærkomment.
Han var ikke på vej et sted hen. Det var hun heller ikke. Så, lidt på bar bund var de begge vel. Men mon ikke hun kunne finde på noget?
''Vi kan smutte hen på kroen? Jeg har ikke længere bolig her i Doomsville, såeh..'' sagde hun med et smil, afventende på hans respons. Hun håbede lidt at han bare smed alt hvad han havde i hænderne og tog med hende - men hvis ikke kunne man jo sagtens forstå ham.

Hans blik lå på hende med et roligt blik. Hans tørklæde gled roligt over og under hans hånd og derefter imellem fingrene for at få det værste blod væk. Der var stadig rester på hans hånd men det var det indtørret. Som han var nød til at fjerne med noget vand. Hvis han fik tid til det.
Han så hende fortsat ind i øjnene. Dog kunne han ikke stoppe sig selv denne gang. Han havde under hele deres samtale læst hendes tanker med hans evne. Så snart man fik en tanke blev det allerede et minde hvilket han ville høre hendes tanker med en svag forsinkelse. ”Tænk lidt højere om dig selv.” Sagde han blidt og smilede kærligt til hende. ”Du er mere end bare en der spreder ben.” Hans øje blinkede kort. Han mente at have fortalt om hans evne for lang tid siden. Men spørgsmålet var om hun kunne huske det.

Hendes forslag om en kro fik ham til at begynde at tænke svagt. Måske. Havde han lyst til at drikke sig fuld? Nej. Men havde han lyst til at bruge tid sammen med hende? Ja. Det ville han gerne. Hans blik vendte sig imod hende roligt. I takt med hans arm om hendes liv strammede lidt. ”Ja lad os tage på kro. Måske kan jeg gøre noget ved din boligløse situation samtidig.” Sagde han roligt og smilede charmerende. Hvis der var noget Zero var god til var det at bruge sine penge til at charmere sig ind. Han vidste han ikke bare skulle give hende et sted at bo. Men nævne det på en henkastende måde så han kunne se på hendes reaktion om det var noget hun ville kunne lide at han gjorde for hende.

Zero var en af de få der faktisk delte evnen til at høre andres sind. Hun havde dog aldrig fortalt ham, at hun både kunne høre andres tanker, tvinge dem til at høre hendes stemme og få dem henholdsvis til at se ting der ikke var der, og se hendes minder som om de selv levede dem.
Hun havde ikke i sinde af besnære sit sind, blot fordi Zero kunne høre det. Niksen, han måtte selv sætte et censurium på.
''Når nu du alligevel kan høre alt hvad jeg tænker og tror om mig selv, så burde du også vide at jeg intet problem har med mine følelser over for mig selv og mine handlinger.'' sagde hun roligt, mens hun mærkede hans greb stramme sig blidt om hendes hofter.
Hendes boligløse situation? Jovist stod hun uden tag over hovedet, men sådan havde hun levet længe - allerede inden hun mødte Sean og hendes liv ændrede sig radikalt. Ville hun være sådan her, hvis det ikke var for Sean?...
''Jeg arbejder for tiden på at finde en løsning som jeg kan holde ud. Du ved, i takt med at alle jeg kender forsvinder, så er det ret så besværligt. De fleste her i Doomsville kender mig jo mest som Seans legetøj efterhånden.'' sagde hun roligt. Det var jo sandt - hun havde været et legetøj. Måske havde Sean ikke set det sådan, men det var jo heller ikke hans følelser der hang i vejen konstant. Han havde intet i klemme, for han havde ikke ofret sin eneste mulighed for børn og familie for at være med en der ikke ønskede ham. Havde hun ikke snart affundet sig med at være kasseret og ubrugelig for ham? Næppe...
Zero kendte nok til Dean - Nephthys' søn. Han kendte nok til de sorger, glæder og horrible angstanfald hun stadig fik til tider når hun vågnede i et mørkt rum alene. Udover Sean, var Zero nok den eneste - der var ingen andre tilbage at dele disse ting med.
''Vis vej, min gode herre.'' sagde hun med et drilsk smil - helt fri for flabethed havde hun aldrig været.

Han så på hende roligt med et blidt grin. ”Jeg sagde ikke at du havde problemer med dig selv. Men at du kunne godt tænke lidt højere om dig selv. Du er ikke bare et legetøj for andre.” Sagde han roligt og smilede blidt til hende. Han bukkede sig roligt ned til hendes øre. ”Du er helt speciel.” Hviskede han blidt i hendes øre med en øm og kærlig stemme som slet ikke lignede ham. Men det var heller ikke meningen det skulle ligne ham. Det var meningen for at gøre komplimenten bedre rettet imod hende.
Han så på hende roligt i takt med hun snakkede om at finde en løsning. ”Du misforstår mig. Jeg overvejede at give dig et værelse i mit palæ indtil du havde fundet en permanent løsning. Jeg foreslår dig bare at være der så længe du vil.” Sagde han roligt og smilede blidt.
Han så kort på hende og så hvor hendes tanker førte hen. Han sukkede svagt. Og hævede blikket let. Du er ikke alene. Det var det eneste han kunne tænke lige nu. Det havde godt nok snart været 10 millennier siden han havde mistet sin datter. Men han drømte stadig om det om aftenen. Selvom alle disse tanker kørte rundt i hans hoved ændrede hans ansigtsudtryk sig slet ikke. Han virkede upåvirket af det.
Han nikkede blidt til at hun skulle vise vej. Før han roligt lod sin arm om hendes liv klemme hende lidt tættere. Og førte hende op af gaden i takt med at han bevægede sig imod kroen ikke langt derfra.

Modsat ham, så blandede hun sig ikke i hans tanker. Mest af alt, fordi de lige nu omhandlede et ømt punkt for de fleste levende væsner.
''Med al respekt, Zero... Jeg har før prøvet at bo hos venner indtil jeg fandt mit eget, og hver gang er det gået galt... Men jeg takker for tilbuddet.'' sagde hun med et svagt smil, mens de gik. Hans kompliment tidligere virkede ikke oprigtig, ikke på den måde han sagde det. Om det var sandt, det var kun ham selv der kunne vide det. Det var trods alt hans ord.
Hun så på ham, en smule tøvende. Han vidste velsagtens at hun ikke var specielt glad for at dele ting, og at dele hjem med en anden på ubestemt tid var besværligt for hende, eftersom hun mere end én gang havde prøvet det og resultatet var altid det samme: hun endte på halen ude på en kantsten inden længe.
Kroen var ikke langt derfra, og det var lidt af en lettelse. At gå med hans arm om hende var en handling hun ikke var specielt tryg ved - både fordi hun vidste hvad han var eftersøgt for, og fordi hun vidste at hun ikke ville stoppe ham hvis der skete noget. Det var jo Zero. Han gjorde hende intet mod hendes vilje - det havde han i hvert fald aldrig gjort.
Kroen var i syne, og inden for de nærmeste minutter ville de kunne træde ind på kroen.

Han nikkede roligt. ”Forståeligt nok.” Sagde han roligt og smilede lidt til hende.
Han mente egentlig komplimenten. Han mente personligt at alle var specielle på deres egen måde. Det havde han jo fået bevist flere gange. Det var ikke ligefrem fordi det var den samme rutine hver gang han skulle dræbe nogen eller tvinge dem til slaveri. Så han vidste udmærket at folk var specielle på deres egen måde. Dog var hun mere speciel. Når han var alene kunne han ikke stoppe sig selv i at tænke over at misbruge hende. Tvinge hende til slaveri. Tage hende for ham selv. Men så snart de var i nærheden af hinanden kunne han ikke få sig selv til det. Hvorfor vidste han ærlig talt ikke. Dog havde han aldrig for alvor tænkt over det.
Hans tanker kørte rundt i takt med de gik ned mod kroen. Det var sjovt som han gik langs denne gade for at finde en ny slave og så fandt den ene person han ikke rigtig kunne få sig selv til at tvinge til slaveri. Han tænkte kort over det. Men trak svagt på skulderen indeni hans eget hoved. Hvad han ikke lige havde lagt mærke til undervejs var at hans arm om hendes liv var gledet ned af hende og havde ligget på hendes røv et par sekunder før den var gledet helt ned langs hans krop igen.
Da de nåede kroen åbnede han roligt døren for hende. Og gik så videre ned imod et bord nede i hjørnet. Det stod tomt. Og det gjorde det næsten altid. Fordi Zero altid satte sig der. Og folk turde ikke rigtig sætte sig på hans plads. Han gik roligt til siden og fremviste en gestus som tegn på hun bare skulle sætte sig. Før han roligt satte sig på den modsatte af bordet. Bordet var et normalt rundt bord med en sofa rundt om undtagen for enden. Så der var masser plads til dem begge to. Alligevel satte Zero sig lidt mere ind mod midten i forhold til lige overfor hende.

Hun vidste faktisk ikke om Zero accepterede hendes beslutning fordi han ikke ville gå mod hendes ønske, eller fordi han på en måde var lettet over at hun valgte at holde sig på afstand af ham?..
De kendte hinanden som venner, men ikke tæt nok til at kunne dele hvad som helst. Hun havde delt tanker med ham hele deres venskab - sjældent frivilligt - så hemmeligheder havde hun ikke for ham. Men om han vidste at hun også kunne høre hans tanker, det havde hun aldrig spurgt om. Hun havde aldrig blandet sig særlig meget, netop fordi ens sind var det eneste private man havde. Eller, ikke i nærheden af de to.
Hun fulgte med ind og satte sig hvor han anviste hende. Det var her hun havde mødt Sean i sin tid. Her hun havde gemt sig så ofte når livet væltede ned omkring hende. Men det var ikke længere et sted hun følte sig tryg. Faktisk, så havde hun intet sted hun følte sig tryg mere. Hvorfor? Sean.
Det bosted hun havde skjult sig ved dengang med hendes søn var destrueret, hendes kroværelse var ikke længere sikret mod ubudne gæster og hendes villa i den finere del af Doomsville var nu et børnehjem som ingen faktisk vidste tilhørte hende og blev bestyret af hende. Hendes veninde Madeleines børn boede der endnu, da hun havde overtaget børnene efter Maddie. Hvorfor dælen hun så end var skredet fra muligheden...
Hun så på Zero, velvidende at han gentagende gange havde overvejet at overtage hende som en slave. Men det fik han skam ikke lov til. Selv hvis han en dag prøvede, så ville han velsagtens vide at en vampyrinde med pyromanske evner ikke ville være hverken let eller sjov at komme i fletningerne på. Hun havde ved en enkelt lejlighed eller to vist ham hvad hun kunne og hvad hun var i stand til når hun var rasende.
''Det må være sjovt at tænke på... Du var ude og lede efter et nyt emne til at omstrukturere til slave.. Og endnu engang støder du på mig. Overvejer du nogensinde at en højere magt ønsker at se mig som underdanig til dig?'' der var et skævt smil på hendes læber - et smil der afslørede hendes hjørnetænder. På trods af, at hun sad sammen med Zero, så havde mænd i Doomsville glemt at hun var en kvinde man behandlede med respekt. Hun kunne høre det, deres tanker. Mon ikke også Zero kunne? Beskidte, nedværdigende - til tider direkte frastødende. Hun rynkede svagt på næsen mens hendes håndflader emmede med varme. Hun bed sammen, en smule opgivende. Hun kunne ikke kontrollere andres tanker, og det ville hun basalt set heller ikke. Hun ville bare slippe for at høre på dem..

Han så roligt på hende da hun snakkede. Oh jo han vidste godt hun kunne læse hans tanker. Det interesserede ham egentlig bare ikke. Han tænkte hvad han tænkte der var ingen grund til at prøve at tænke på noget andet. Han så roligt på hende da hun var færdig. "Om jeg overvejer det? Nej." Sagde han roligt og tog roligt en kniv frem fra indersiden af sin kappe som han roligt satte spidsen ned i bordet og balancerede den ved at have en finger på toppen af den. "Jeg er ikke typen der tror på højere magter. Jeg indrømmer gerne at tankerne har været der. Men som du burde vide ved at læse mine tanker så kan jeg aldrig få mig til det når først vi mødes." Sagde han roligt og så på hende lidt igen med de blodrøde øjne. "Jeg har med andre ord ingen ønsker om at underdanne dig. Jeg er nysgerrig på hvem du er. Min evne kan kun fortælle mig så og så meget. Men hvem en person er. Det er altid et mysterie for mig." Sagde han roligt. Hans evne kunne give ham et billede af det. Men det var langt fra den fulde sandhed.

Hun smilede over hans svar. Ikke over at han ikke ville være hendes chef/herre, men over at han ikke kendte hende som hun troede. Hendes liv var atter privat, og det gjorde hende ret så afslappet.
''Undskyld mig.'' sagde hun, rejste sig og gik hen til en mand som havde siddet og gloet på hende i et minuts tid.
''Har vi to et problem?'' spurgte hun roligt, men det var tydeligt at hun var vred.
Manden stirrede på hende, derefter på Zero som om Zero skulle have styr på sin tøj.
''Han hjælper dig næppe. Svar mig. Har vi to et problem?'' han stammede et eller andet med at hun skulle lade ham være, og hun krøllede læber i en vred mine.
''Vidste du, at der er folk der faktisk taler pænt til kvinder? Du er i hvert fald ikke en af dem, det er da tydeligt. Jeg foreslår at du går, inden jeg tager retten som undervurderet kvinde til mig og viser dig hvad der sker når man pisser mig af.'' hendes stemme var hæs - et tegn på at hun om ganske få sekunder ville eksploderer i et udbrud der kun kunne stoppes med blod.
Han spyttede hende på kinden - lige under øjet - og splitsekundet efter blev han holdt oppe i struben af hende. Hun holdte ham over jorden, i udstrakt arm, mens hendes negl på den frie hånds pegefinger voksede sig ud til at ligne en klo. Langsomt lod hun ned punktere hans hals, men ikke så voldsomt at han ville forbløde. Det mindede mest af alt om en tap på en øltønde.
Han vred sig mens blodet løb ned af hans hals og ned af hendes arm der holdte ham oppe. Hendes hænder emmede af varme og det blev kun tydeligere da han skreg i smerte over at hans hals begyndte at få forbrændinger. Dette ville give ham ar for livet. Hun smed ham fra sig, og slikkede blodet af sin 'klo' og derefter af den anden hånd. Hun havde blod tværet ud over læberne og armen. Han skyndte sig ud af døren, mens andre hurtigt så væk og passede sig selv. Hun nikkede kort til kroejeren - en gammel ven - og gik derefter hen til Zero igen.
''Nogen ved ikke hvornår de går over en grænse.'' sagde hun bare, med et skuldertræk.

Han så roligt på scenariet. Skulle han hjælpe? Han kunne ikke rigtig beslutte sig. Han vinkede roligt en barpige hen til ham. Og bestilte 2 drinks. Hvorefter han rettede blikket igen. Manden kiggede hele tiden hen på ham. Zero smilede kort og trak på skulderen. "No help here body." Sagde han kort. Før han tog imod den drink der kom til ham. Mens Nepthys'es blev stillet på bordet ved hendes plads.
Zero grinte svagt over den måde han skreg på. Hun fandt sig ikke i noget. Han kunne li det ved en kvinde. Han tog roligt et sip fra sin drink mens han langsomt så på hende komme tilbage til ham. Han tog roligt hendes hånd når hun nåede derhen. Før han fandt et lommetørklæde frem fra sin lomme. Og tørte roligt det værste af blodet af. "Det går ikke du griser sådan." Sagde han kort med et charmerende smil. Før han roligt slap hendes hånd. Og lagde lommetørklædet på bordet. Han samlede roligt kniven op fra bordet. Før han kastede det bagud. I samme øjeblik gik døren op og manden kom gående igen listende. Som om han ville undskylde. Kniven borede sig ind i dørkarmen ved siden af. Og manden løb igen. "Og nogle ved bare ikke hvornår de skal give op." Sagde han kort. Mens han fortsat så på hende som han også havde gjort mens han havde kastet kniven. En barpige kom hen med hans kniv igen. Og sagde til ham at sådan opførelse ikke ville blive respekteret. Bartenderen kom hurtigt hen og tog fat i pigen og trak hende væk. Zero vendte blikket imod dem kort. "Og nogle ved ikke hvornår de skal lade være." Sagde han kort. Han vendte blikket imod hende igen. Og smilede roligt.

Hun så på ham, overbevist om at hun på et eller andet punkt ikke havde lyst til at udfordre skæbnen mere end højest nødvendigt. Ikke med ham og ikke med andre. Hun havde brug for at komme væk, bare for en stund. Bare forsvinde fra andres tanker og søgelys. Måske en måned? Et år?... Bare, gå under jorden og måske skabe et liv der ikke indebar blod og død overalt?... Måske få sig en familie? Theo havde engang talt med hende om det.. Om at blot fordi hun var vampyr var det ikke nødvendigt at droppe drømmene om familien. Hun bed sig svagt i læben. Med hendes temperament så var det svært at finde en mand der faktisk gengældte hendes følelser.
Hun så på drinken som Zero havde fået ned til hende. Hun rystede på hovedet.
''Ved du hvad..?'' mumlede hun inden hun rejste sig igen.
''Jeg tror hellere jeg må komme videre..'' sagde hun roligt, med et venligt smil. Hun gik hen til kroejeren inden han nåede at stoppe hende og betalte hvad deres drinks havde kostet, og en god sum ekstra. Zero burde kunne regne ud at det var til den kvinde der havde irettesat ham. Mod skulle ikke gå ulønnet hen. Måske havde det været dumhed, men det var ikke Nephthys' plads at bedømme det.
Hun gik over mod døren, fast opsat på at rejse til et andet sted hvor man ikke kendte hende. Blot for at få fred i sindet.

Han så på hendes irrationelle beslutning og rejste sig op. "Hvad sker der?" Spurgte han kort og så imod hende gå over til baren. Han stod lidt og overvejede at lade hende gå. Men rystede på hovedet. Før han gik udenom bordet. Og gik imod hende hurtigt. Han fulgte hende ud af døren og stoppede så. "Neph hvorfor går du?" Spurgte han hende om mens han så på hende bevæge sig længere og længere væk fra hende. Han begyndte roligt at løbe efter hende.
Han fulgte roligt efter hende. "Hej Neph jeg tæver et par personer i den bar og pludselig er alle bange for mig. Det kan jeg jo ikke gøre for." Hvis hun hørte hans tanker kunne man høre det var sandt. Og at der havde været en lille pige indvolveret. En pige på kun 10-12 år gammel som de havde været truende over for. Så Zero havde sådanset beskyttet hende. Hans morale gjorde at han ikke ville skade piger under 15. Ja selv en som Zero har en hvis morale. Ikke den bedste sikkert. Men det havde han.

Han forstod ikke, han havde ikke behov for en ny start og et nyt liv. Han havde det godt hvor han var, og det var nok det der gjorde at hun ikke ville have en ærlig samtale med ham om det.
''At indgyde frygt og at indgyde respekt er meget forskellige ting Zero. Jeg er ikke i tvivl om, at du ikke ser forskellen i folks øjne, men det gør jeg. Når en faktisk modsætter sig dig så udviser de andre frygt. Jeg vil ikke associeres med en mand der skræmmer enhver på sin vej. Du er en voldtægtsmand og eftersøgt for det, men ingen tør melde dig. Du er ligeglad. Jeg er ikke. Du er min ven, og derfor siger jeg det her: du er ikke god for mig og jeg er ikke god for dig. Vi ses på et tidspunkt.'' sagde hun bare og så dybt ind i øjnene på ham. Hun mente det. Hun kunne ikke lide at være i nærheden af ham når han skræmte andre.

Da hun valgte at sige de ord kunne han mærke det svie. Det var som om at høre det fra hende ramte direkte ind i hans kolde døde hjerte. Han så på hende med de blodrøde øjne som var begyndt at blive mørkere. "Du tror jeg ikke ser forskellen? Du tror jeg ikke har prøvet at ændre mig?" Han sukkede. "Det her er sidste gang jeg lod mig forelske mig og prøve at blive god." Hans øjne begyndte at lyse og han tvang hende til at genopleve et minde. Men ikke en af hendes egne. Hans eget værste mareridt. 10.000 år siden. Hun så det fra hans øjne. Dette ville gøre ondt på hans øjne. Men han måtte vise det til nogen. Og hun troede han valgte at være sådan her. Det måtte hun jo selv bestemme efter at ha set dette minde.



Det var en rolig dag. Han vågnede i en seng af lyset fra solen der skinnede ind. Han kiggede til venstre for sig. Og en kvinde lå på hans arm. Det blonde hår lå over hovedet på hende og hun smilede roligt til ham med lukkede øjne. "Lad mig sove." Sagde hun med et blidt grin før hun vendte ryggen til ham. Han lænede sig hen over hende og begyndte at kysse hende op langs halsen. "Stå nu op skat." Hviskede han kort. Der gik ikke længe før freden forsvandt da døren blev skubbet op og en lille pige kom løbende. Hun var ikke mere end 10-12 år gammel. Hun hoppede op på sengen og begyndte at hoppe op og ned. "Stå op mor. Stå op far. Det er sommer. Og solen skinder." Zero smilede kort før han rejste sig op og greb fat i pigen. "Pas på eller jeg spiser dig." Sagde han kort. Pigen skreg og grinte samtidig før hun løb ud af døren igen. Zero så imod kvinden igen. "Stå nu op skat. Vi har lovet Zera at tage hende ud i skoven idag." Zera var navnet på hans datter efter hans mors navn. Zero rejste sig roligt op og tog roligt fat i en vielsesring på natbordet. Som han roligt satte på sin finger. Han kiggede på den lidt. Og smilede kort. "Det er 15 år siden vi blev gift. Og jeg kan stadig ikke lade være med at være glad over det." Kvinden vendte sig imod ham og smilede kort. "Det er fordi jeg er din livredder." Sagde hun kort. Zero grinte svagt. "Ja det er du." Sagde han og bukkede sig ned imod hende og kyssede hende roligt. Før han rettede sig op igen. Han tog en halskæde formet som et hjerte fra bordet. Og åbnede hjertet roligt. Der var 2 billeder i. Et af en mand med teksten Zann hen over. Og et billede af en kvinde med teksten henover Zera. Det var Zero's forældre. Han havde hørt at hans mor døde i beskyttelsen af Zero. Mens hans far var blevet dræbt efter for mange skader efter at ha dræbt dæmonen. Zero var blevet taget af dæmoner efterfølgende som havde tvunget ham til at torturere og voldtage til grænsen hvor han ikke længere kunne stoppe. Indtil han mødte Tiffany hans kone. Han vendte sig imod hende kort. Og smilede kort. *Du skulle bare vide hvor meget du har ret.* Tænkte han kort før han tog kæden om halsen og rejste sig roligt op. Han gik roligt ud på badeværelset og så ind i et spejl. Og der var et ansigt. Lignende det samme ansigt han havde nu. Med en ændring. Hans øjne var blå. En svag mørkeblå men i det mindste blå og ikke røde. Selvom denne Zero ikke vidste hans øjne ville blive røde. Ikke endnu.
Zero gik roligt ud af badeværelset efter at ha vasket sig i ansigtet. "Vågn nu op Tiffany." Tiffany brokkede sig kort men sukkede og begyndte langsomt at rejse sig. "Jeg går ud og laver morgenmad. Vil du ha noget med." Tiffany kiggede kort på Zero med nogle halvvrede øjne. Ikke alvorligt. Men som et tegn på hun ikke ville vågne endnu. Før hun roligt nikkede. Og smilede lidt. Zero smilede og kyssede hende kort før han gik imod køkkenet. Ved spisebordet sad Zera og smilede og slog sin ske ned i bordet i takt. Zero smilede kort. "okay okay jeg kommer nu." Sagde han og småløb hen imod køkkenet. Før han roligt fandt nogle ingredienser frem. Han gik igang med at skalde nogle æg på den lille stegepande som lå ovenpå nogle varmekrystaller. Og begyndte at blande æggehviden og blommen sammen for at lave noget der mindede om scramble egg. Hvorefter han var ved at lægge det ovenpå en tallerken. Men så skete det.
Skriget kunne høres i hele huset. Og Zero tabte panden ned på tallerken så den smadrede. Det var Tiffany. Zero hoppede hen over bordet og løb imod soveværelset. "ZERA GEM DIG!" Råbte han højt før Zera rejste sig op og gemte sig hurtigt under bordet. Zero løb ind i soveværelset. Men for sent. Foran lå Tiffany fuldstændig flænset op langs maven. Indvoldende lå ude fra ham og hun så kold og død ud i de øjne der stod på hvidt gab. Zero så på scenariet. Og faldt på knæ. Selvom han vidste det var umuligt begyndte han at ruske i Tiffany. "Vågn op Tiffany." Hviskede han kort. Men hun rørte ikke på sig. Tårene begyndte at tåge hans syn. "Tiffany? TIFFANY!" Råbte han af ren sorg og skræk. Men hun rørte sig ikke. Han hørte et skrig ude fra gangen af. Han vendte blikket rundt. Og der for enden af gangen. Stod en skikkelse indhylet i mørket. Med Zera foran sig. "Zera!!!" Råbte han og rejste sig op og begyndte at løbe imod Zera. Men forsent. Barberskarpe klør fløj ud af Zera's bryst. Hendes blik blev øjeblikkeligt dødt. Og hun faldt direkte ned efter skikkelsen havde taget kløerne ud af hende. "NEEEEEEJ!!" Råbte Zero højt. Han så direkte på skikkelsen. "DU RØR IKKE MIN DATTER!" Hans øjne lyste rødt. Han kunne endda selv se lyset komme fra ham. Og skikkelsen så skrækslagen på hans øjne. Før skikkelsen begyndte at skrige af smerte. Der kom et lille billede frem foran skikkelsens hoved. Hvor man kunne se skikkelsen i et helt mørkt sted. Hvor klinger pludselig kom frem og stak direkte ind i skikkelsen. Flere klinger kom til. Og flere og flere og flere. Der var over tusind af klinger. Det knuste skikkelsens sind. Og han faldt til jorden. Zero løb over til Zera og tog hendes døde livsløse krop op. Hans højre øje begyndte at bløde og han begyndte at tabe synet på øjet. Men hans venstre virkede stadig fint. Han så på skikkelsen. Det var hans tidligere dæmon herre. En dæmon løb frem foran Zero. Zero så på ham. Zero dukkede sig hurtigt. Og slog så sit hoved op imod dæmonens hoved som faldt om og ramte ned på hans dæmonherre's klør. Zero hørte noget bagfra. Og satte en fod på jorden før han hoppede op og landede direkte på dæmonens ryg som kom bagfra. Så han også faldt ned på kløerne. Før han vendte sig roligt om. 3 dæmoner stod bag ham. Han lukkede kort sit øje. Før det begyndte at bløde. Og lyset fra det begyndte at blive så stærkt det kunne ses igennem øjet. "Mind shatter!" Halvråbte han før han åbnede øjet igen. Og i det øjeblik så dæmonerne direkte ind i det. Alle 3 dæmoners blikke blev med det samme tomt og de faldt om. Deres sind var blevet knust som hvis du knuste en forrude på en bil. Kun lige hængende sammen. Men de var praktisk tale hjernedøde. Og uden hjælp ville de dø. Der gik dog ikke længe efter så begyndte lyset i hans venstre øje at forsvinde. Og han mistede synet i takt med lyset forsvandt.

Mindet forsvandt derefter. De var tilbage på gaden. Zero tog sig til sit højre øje som var begyndt at bløde. "Og derfor lovede jeg mig selv. Aldrig. Aldrig nogensinde igen vil jeg være svag. Aldrig nogensinde igen vil jeg ikke kunne forsvare dem jeg holder af. Om jeg så skal være frygtet af alle for at undgå det." Sagde han kort og så med sit venstre øje på Neph. Afventende på hendes reaktion. Og viden om hun stadig mente det var ham selv der valgte at være som han var. "De lavede mig sådan her. Og det var det der reddede mig. Men hvis jeg havde vidst det før. Ville det også have reddet dem."

Nephthys genkendte evnen fra sig selv, og lod ham gøre det - lod ham vise hende hvad han ville lade hende se. Men hun havde ikke ondt af ham, hun kunne ikke føle medfølelsen som han søgte. Hvorfor? For i det mindste var det ikke hans livs kærlighed der havde myrdet hans familie. Han anede ikke hvad og hvem hun var, og det havde han lige bevist. Da han var færdig med at forklare sig selv, vise hende mindet og hvad han ellers ville, rystede hun bare på hovedet af ham.
Hun var parat til at give ham hele historien, vise ham hele forløbet - men han ville bare se hans som endnu værre, for hans kone døde. Han havde i det mindste haft nogle år med dem - det blev Nephthys nægtet, men det ville Zero ikke forstå.
Hun trådte helt tæt på ham, helt op i ansigtet på ham. Hendes øjne ulmede med raseri, rettet mod ham. Gennem hans minde tvang han hende til at gennemleve sit eget. Og han skulle ikke slippe for at se det..

Vejret udenfor var ubestemmeligt. Huset var fyldt med mennesker, venner. Stemningen var fredfyldt på trods af følelsen af at noget ikke var rigtigt. Nephthys, på dette tidspunkt langt mere levende og varm at se på, sad med en babydreng i armene. Hendes babydreng, Dean. Alle i huset vidste at de ikke talte om hans far, at ingen måtte blive lukket ind og at ingen måtte vide at hun var der. Men som lyn fra klar himmel begyndte skrig at fylde rummene i huset. Nephthys var klar til at gemme sig men knugede blot Dean til sit bryst. Hjertebanken blev hurtigere og hurtigere, indtil en rasende mand stod i døråbningen ind til værelset hun havde været på. Han sagde noget, men ordene var overdøvet af lyden af Nephthys' hjerteslag. Han tog drengen ud af armene på hende med vold, både barnet og Nephthys skreg. Det var tydeligt at Nephthys kendte manden, det gjorde de fleste. Hun slog ud efter ham, men han vendte hende ryggen og forsvandt nedenunder og ud af huset efter atter at have talt til hende. Ordene var igen uforståelige. Han forsvandt, og tilbage var et utal af lig og liter af blod. En ældre kvinde sad på en stol, med struben skåret over. Nephthys, en lille pige på ikke mere end 18 år, faldt sammen med hovedet i den døde kvindes skød. Opgivende. Hun vidste lige så vel som de døde, at hun aldrig så sin søn igen.

Modsat Zero's evne, som blot fik en til at gennemleve mindet med hans følelser, så tvang Nephthys folk til se hendes minder, mærke hendes smerte og føle hendes tab. Zero, som havde lidt samme tab, ville ganske simpelt kunne mærke sit hjerte blive flået ud af brystet og blive knust i takt med mindet.

Hun så ham i øjnene, havde ikke fortrukket en mine. Hun havde gennemlevet det minde så mange gange i sine drømme, at hun ikke kunne blive påvirket af det medmindre han havde brugt sin egen evne til at vise hende det. Hendes ord var skælvende, en tydeligt bevis på at hun selv havde set hvad han så.
''Du er svag hvis du lader tabet af din familie bestemme hvordan du er nu.'' om det var henvendt til ham eller hende selv kunne næppe gættes men man kunne se at hun mente det.
''Hvis du ikke selv kan se det, så har vi to ikke mere at gøre for hinanden. Jeg finder mit blod hos en anden.'' sagde hun inden hun trådte væk fra ham. Hun måtte være som Sean, og være god til at skære folk fra så de ikke levede op til hendes krav. Hun vendte ham ryggen, og begyndte at gå.

Han så roligt på hende da mindet var slut. Det så ikke ud til at have påvirket ham. Indeni følte han sig knust. At se hendes minde og hans eget kostede mange kræfter for hans ellers kolde hjerte. Men han nægtede at lade hende vinde. For hun havde fejlet på et punkt. "Din søn er stadig i live. Sig det til min 10 årige datter der bare gerne ville i skoven." Sagde han kort før han rev sin arm til sig så hun slab ham. "Det kan godt være jeg er svag. Men hvad med dig selv? På grund af en magtfuld person vælger at dumpe dig vælger du at blive som ham?" Spurgte han kort og grinte svagt. "Hvis jeg er svag. Hvad er du så? Jeg beskytter dem jeg holder af. Du forlader dem bare fordi de ikke går op til dine krav." Han grinte svagt men lidt mere roligt denne gang. "Hvis det er det du vil med dit liv. Så må du endelig nyde det. Jeg troede jeg faktisk kunne ha en chance for at have en relation til en så jeg følte mig bare lidt mere normal. Men du vil hellere droppe kontakten og ja om jeg tør sige det vanære dit minde om din søn." Han så på hende med vreden strålende ud af sine øjne. Men rystede på hovedet kort. Han stak sine hænder i lommerne. Før han vendte sig rundt og så på en mand der stod og kiggede på dem overrasket. "Hvad vil du." Spurgte han kort. Før manden så på en plakat med hans hoved på og dusøren. *Lad vær. Bare gå.* Tænkte han kort. Men manden tog en kniv frem og angreb Zero. Zero sukkede kort. Før han dukkede sig for kniven stadig med sine hænder i lommen. Før han placerede et knæ i mandens mave. Han så på manden der faldt til jorden og ømmede sig. "Du skulle være gået." Sagde han kort før han begyndte at gå derfra langsomt.

Zero havde ramt et ømt punkt, et punkt der ikke skulle røres af nogen - og bestemt ikke af ham. Hun havde ikke modsagt ham, for ham dummede sig. Han vendte sig om, og forsvarede sig selv mod manden - og så snart han var på vej videre sad Nephthys i nakken af ham - bogstaveligt talt. Hun hamrede ind i Zero, greb ham i nakken og hamrede ham ind i muren.
''Du ved intet!'' hvæsede hun, højlydt. Hun var ikke kold og kynisk, og det kunne mærkes. Hun skælvede og var sekunder fra at bryde grædende sammen.
''Du, af alle mennesker, skal ALDRIG tro at du kan kommentere på min søns liv!'' hvæsede hun med blottede hugtænder. Hun trak vejret overfladisk, skælvende.
''Du... Du ved ikke en skid..'' hun gav slip på ham, og trak sig lidt væk. Hun skælvede og en smule blod dannede sig i hendes øjenkrog.
''I dæmoner har aldrig forstået det. I tager hvad der passer jer, bruger hvad i vil til at gøre jer stærkere... Om så det er jeres egne børn i slagter!'' hun skreg nærmest af ham nu. Hun så nærmest Sean for sig mens hun skreg. Hun ville mase hans hoved ind i muren, men hun stod der bare...
''Hvordan tror du det er, at se manden du elsker tage dit barn fra dig.. Og senere se hans minder - at han passede min søn, elskede ham.. Og slagtede ham for at blive en stærkere dæmon!?'' hun hviskede det sidste, og så væk mens hun gned en tåre væk fra kinden.
''Dean døde ved sin fars hånd, mens han skreg efter mig..'' hviskede hun.
Hun så bare på ham, hun stod der bare. Hun var tom lige nu. Alle følelser var smidt ud for hans fødder, klar til at han trampede på dem.

Han så på hende da hun prøvede at skubbe ham ind i muren. Hans hænder hamrede sig ind i muren og han pressede så hans krop ikke var presset helt imod muren. Han ville ikke give op hvis hun prøvede at angribe ham. Han vendte blikket imod hende kort. Han vidste intet? Han var 15.000 år gammel. Hun vidste intet om at være i piner i så mange år. 10.000 år med de minder. Og så vidste han intet? Hans vrede dulmede frem i ham. Vreden gjorde ham stærkere. Han begyndte at presse sig mere fra væggen. "Ud af alle mennesker skal du ikke tro du har prøvet at leve med det i millenia'er." Sagde han vredt.
Han mærkede hvordan hun slap ham og han vendte sig roligt imod hende. Vreden dulmede frem i ham i takt med hans øjne let begyndte at blive mere rødelige. Mere drabelige. I dæmoner? Han så kort på hende og lyttede til hvad hun sagde. Men rystede på hovedet. *ArchDemon ritual.* Tænkte han kort for sig selv. Et ritual der for mange år siden krævede at man ofrede nogen der betød meget for en. Men senere viste sig at blod fra personen kunne være lige så godt. Selvom der stadig var folk der mente at man skulle ofre folk. Han gøs ved tanken. "Ikke alle dæmoner er sådan. Jeg ville aldrig ha ofret hverken min kone eller min datter." sagde han kort og så på hende roligt. Det var derfor hans familie skulle dø. Fordi Zero havde muligheden for at forvandle sig. Fordi han elskede nogle. Men han havde sagt nej og stukket af.
Han så hvordan hun metaforisk smed alle følelserne foran ham. Han så kort ned på jorden. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige. Før han sukkede. Han krydsede sine arme kort. "Der er ingen der rigtig har fortalt dig dette her gætter jeg på. Men jeg er ked af at du har været igennem sådan noget." Sagde han og så op på hende igen. Han gik roligt tættere på hende. Før han åbnede sine arme og lagde om hende.

Han forstod intet, og hun vidste det. Hans alder havde intet at gøre med evnen til at forstå. Og hun kunne lige så vel være på hans alder, hun havde set minder nok til det i hvert fald.
Han var ked af hvad hun havde været igennem? Bullshit. Ingen var kede af det i denne verden, ikke længere. Ingen hjalp hinanden og ingen elskede hinanden af kærlighed, men for penge. Hun mærkede hans arme om sig og stivnede brat, midt i et åndedrag. Hun blev hurtigt glohed over hele huden og trak sig væk. Kun Sean kunne røre hende uden at hun flippede, og han var.. Ude af billedet. Hun stolede ikke på andre. Hun turde ikke, og Zero vidste det også godt.
Varmen emmede ud af hende, og luften omkring hende blev uudholdelig at være i for andre. Varmen tog over, og efterlod hende glødende. Hun var millimeter fra at stå i lys lue.
''Du forstår det ikke, gør du vel?... Du har muligheden for en ny familie..'' sukkede hun og lukkede øjnene. Hvis han ransagede hendes sind ville han kunne se hendes fortrydelse over at blive vampyr for at være sammen med Sean. Et barnligt forsøg på at få ham til at elske hende. Hendes hår begyndte så småt at visne lidt på grund af varmen. Langsomt kølede hun ned igen, mens hun lagde om sig selv.
''Jeg var dum nok til at tro, at han elskede mig. At han ville have mig. I virkeligheden var jeg bare underholdning og en måde at blive stærkere på. Måske var der engang hvor jeg faktisk var værd at elske. Måske ikke.'' det glødende skær forlod hendes krop, og hun fugtede sine udtørrede læber med sin tunge.
''Din datter... Forestiller du dig nogensinde hvordan hun var blevet, hvis du havde... Du ved..'' hun så ikke på ham længere, men ned ved sin side. Hendes søn ville have været tæt på de tidlige teenageår nu. Hun følte sig pludselig helt alene igen, som om ingen andre forstod hvad hun manglede. Hun kørte en hånd gennem sit hår og sukkede.
''jeg må hellere komme videre... Jeg skal finde et sted at være inden en eller anden tror at jeg er et tyggetøj.'' sagde hun stille, og så på ham kort, inden hun begyndte at gå. Hun havde brug for at bevæge sig, ryste følelsen af ensomhed af sig.