Talk to me, if you dare ~ Zero

Han prøvede at holde fast selvom hun prøvede at få ham væk. Han var egentlig ligeglad med at blive brændt. Men hun kom til sidst ud af hans greb. Men han blev indenfor den uudholdelig luft. Han var ligeglad. Han følte hendes smerte. Han vidste hvad det betød at miste et barn. Ligemeget hvordan situationen var. Så var den del stadig den samme. De havde begge mistet et barn. Den del var ikke anderledes.
Da hun begyndte at snakke om han ikke forstod så han på hende med et svagt blik. Hendes næste ord ramte ham svagt. "Ny familie? Hvem vil elske en som mig?" Spurgte han kort og drejede hovedet. "Hvem ville give mig en chance? De folk der har. Er skredet for længst." Sagde han kort og sukkede. Han stak hænderne i hans lommer igen. "Selvom jeg kender en pige som ser mig som sin far. En vampyr som jeg engang tog til mig." Han løftede blikket op imod himlen og smilede svagt. Sammi... Han grinte lidt. Før han vendte blikket ned imod hende igen. "Og jeg troede at jeg aldrig ville få følelsen af at elske en lille pige igen. Efter 10.000 år." Han trak på skulderen. Han følte at alt han havde været igennem siden var værd de enkle øjeblikke med Sammi. Han grinte svagt ved tanken om hendes første gang ved hans spisebord og få juice. På det tidspunkt mindede hun ham meget om Zera. Hun var kun 12 år gammel. Menneske. Han så op på hende da hun snakkede videre. "Jeg håbede fra den første dag jeg så hende at hun ikke ville være dæmon. At hun ville tage sin mors gener og blive Shapeshifter." Han sukkede kort. Og så ned igen. "At hun ikke skulle leve for evigt og se alle omkring sig dø af alderdom." Hans blik vendte sig imod hende. "Jeg ønskede hun skulle gro op og blive gammel. Og aldrig fortryde noget i sit liv."
Da hun snakkede til ham igen og begyndte at gå sukkede han svagt. "Hvorfor har du ikke bare modet til at sige farvel. Hvis du så gerne vil skubbe mig væk. Den eneste person der faktisk viser reelle følelser imod dig lige nu." Sagde han kort. Han mente dog ikke at han var forelsket i hende. Han kunne ikke vide det endnu. Men at han så hende som en ven. At han følte en form for kærlighed i hendes retning. Om det var mere end en kærlighed for en ven vidste han ikke endnu.

Hun lyttede til ham. Hun havde selv taget adskillige børn til sig, men ingen erstattet hvad hun havde mistet. Hun havde ikke kun mistet sin søn, men sit liv. Hendes evne til at modtage kærlighed.
''Du skal bare give folk lov til at elske dig. Du giver dem ikke en mulighed. Måske gælder det samme for mig... Men vi ved begge to, at det skib for længst sejlede for mig.'' hun tog en dyb indånding.
''Jeg siger aldrig farvel. Farvel gør ondt, mere end nødvendigt. På gensyn, se det er nemmere at håndtere. Et løfte om at ses igen en dag. Og jeg er ikke i tvivl om, at på et tidspunkt så ser jeg dig igen.'' sagde hun og bakkede lidt videre væk fra ham.
''Jeg stoppede med at tro på kærlighed for længe siden Zero. Den er der måske for andre, men jeg... Jeg er ikke sikker på at jeg ønsker at elske igen.'' sagde hun med et opgivende smil.
''Ingen kan elske en som jeg. Jeg har en kronisk defekt: jeg er bad shit crazy.'' sagde hun og trak på skuldrene.
''Og selv hvis nogen elskede mig, så ville jeg ikke kunne gengælde det... Ikke helhjertet, i hvert fald. Mit hjerte tilhører Sean.. Gennem alle skænderierne, slåskampene, kyssene og krammene... Han er den eneste for mig... Tiffany døde, det gør ondt - men ikke på samme måde som at vide at hun fandt en anden, mange andre... Jeg er ked af at du skulle gennemleve tabet så tidligt... Jeg lever stadig midt i det..'' sagde hun, mens hun lagde armene om sig selv. Hun frøs og var svag. Hun havde brugt begge sine evner uden at tænke sig om og var drænet fuldkommen for energi. Snart ville hun falde om, kold og svag. Hun var nødt til at finde et sted at gemme sig indtil hun fik varmen igen.
''jeg bliver nødt til at gå nu..'' sagde hun stille, mens hendes tænder klaprede svagt - men hun prøvede at gemme det ved at skære tænder. Hun begyndte at gå igen, men hun måtte støtte sig til en mur for ikke at falde om.

Han så på hende da hun snakkede om hun aldrig sagde farvel. Han grinte lidt. "Du er ikke i tvivl om du ser mig igen?" Han sukkede svagt. "Neph. Hvis du tror at du kan fortælle mig alt det her. At jeg kan se på dig du vil skære folk væk fra dig. Og så tror du vil kunne komme vadende ind i mit liv igen." Han trak svagt på skulderen. "Så beklager jeg men så er det her farvel. Shame on you og alt det." Sagde han kort.
Han så på hende svagt. Han sukkede svagt igen. "At elske en som ikke elsker dig betyder du ikke elsker ham rigtigt. Hvis følelserne ikke er gengældt så er det ikke rigtig kærlighed. Og hvad angår Tiffany..." Han lukkede øjnene og samlede sine tanker igen et kort øjeblik. "Så er hun død ja... Og jeg ville gøre alt for bare at ha et skænderi med hende. Bare et. Hun var min sande kærlighed. Jeg vil aldrig kunne elske nogen lige så højt. Men jeg opgiver ikke i at finde en anden." Han grinte svagt. Og rejste blikket imod hende igen. En tåre af blod gled ned af hans kind. Bare en enkel. "For den dag jeg gør. Ved jeg at jeg for alvor skuffer hende... Og den tanke. Er ubærlig." Han grinte svagt med en latter der nærmest døde af den sorg han følte. Han mærkede hvordan smerten spredte sig ud til sin krop. "For jeg ved dybt inde i mit hjerte. Det eneste hun ønsker. Er at jeg elsker igen. Og jeg skuffer hende allerede det ved jeg. Men jeg ved at jeg først skuffer hende helt. Når jeg giver op. Og hvem ved. Måske havde det været dig. Måske ser hun ned på mig og skriger af mig og råber af mig." Han trak på skulderen.
Da han havde ryggen til hende vidste han ikke hun var ved at falde og fortsatte med at gå. Hans skridt stoppede dog et stykke fra. Og kiggede op på himlen. En dråbe ramte ham på panden. Han rørte roligt ved den. Før han mærkede hvordan regnen nærmest brød frem. Og skyllede ned over ham. Han lukkede øjnene og strakte sine arme ud. Han så ud som om han var med i en film af Titanic. Men regnen strømmede ned over ham. Han grinte svagt. Og rystede på hovedet. Før han roligt lod armene falde ned langs hans sider. Og mærkede bare regnen.

Måske havde det været dig...
Hans ord gav genlyd, mens hun gik men hun kunne ikke svare ham - hun prøvede, men hendes energiniveau var så lavt at hun ikke engang kunne. Hun drejede rundt om et hjørne hvor hun støttede sig med ryggen op mod muren. Hun gled ned og sidde og krøb sammen mens hendes krop kæmpede for at varme sig op. Regnen begyndte at øse ned, og kølede hende endnu mere ned. Heldigvis kunne hun ikke dø af kulden, men hun var så energiforladt at hun ikke tænkte på det. Hun tænkte bare på at sove - bare sove. Han havde nævnt at hun ikke elskede ham rigtigt, blot fordi han ikke gengældte hendes følelser. Måske var det sådan det hang sammen, men der fandtes i hendes optik ikke en forkert måde.
Hun lod sine øjne glide i, mens hun bare sad der. Ude i sidegaden til kroen, som dengang Sean havde fundet hende, forfrossen og ynkelig. Selvom det var knap femten år siden, så var hun ikke kommet videre. Hun var fanget i livet, som efterladt og såret. Dengang havde hun været shapeshifter, en ulvinde uden hjem. Nu var hun en blodsuger uden tilhørsforhold. Intet havde ændret sig, havde det vel?...
Selvom hun ikke sov, så drømte hun. Hun kunne pr. definition ikke sove, så hendes krop havde lært at drømme uden søvnen. Drømme som altid hjemsøgte hende. Et liv med en anden end Sean, et liv med en som Zero.
Hun knugede armene tættere om sig selv, mens hendes dagdrømme blot tog over og dannede en ny virkelighed. En koma.

Zero mærkede hvordan hans ben langsomt svækkede ham. Han mistede balancen og måtte tage fat i væggen. Han lod sig glide ind på væggen. Før han roligt lod sig glide ned af væggen. Og satte sig ned op langs væggen. Han sukkede svagt. Hans ansigt var stadig rettet op imod skyerne. Han grinte svagt. Men sorgen tog over. Og en tåre gled ned af hans kind. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke bare opgive chancen for der måske faktisk var et forhold der. Han kunne ikke bare. Kunne han? Et brag kom fra skyerne og ramte jorden så tæt på man kunne høre det med det samme. Han åbnede øjnene igen. Og så op på himlen. Et billede af Tiffany dannede sig i skyerne. Som om hun prøvede at fortælle ham noget. Et tegn? Måske. Men hun var vel for længst væk. Et brag kom mere. Og han så hen imod hvor lyset kom fra. Hans øjne landede på det der lignede en skulder. Den bevægede sig ikke. Kræfterne steg indeni ham. Han greb fat i væggen og sit knæ. Han kæmpede for at rejse sig. Før han langsomt rejste sig op. Han begyndte svagt og rystende at bevæge sig imod skulderen. Hans kræfter havde taget al hans energi. Og uden en sjæl at spise skulle han bruge lang tid om at genvinde hans styrke. Han nåede til hjørnet. Og så kort ned på Neph. Han så hvordan hun ikke bevægede sig. Han gik roligt ned på hug. Og tog roligt fat i hendes ene kind. Hun så ikke ud til at bevæge sig. Og hun var kold. Ikke vampyr kold. Iskold. Men burde hendes evne ikke annullere hendes kulde? Han tænkte sig kort om. Hun havde brug for varme. Han tog roligt og lagde en arm ind under hendes knæ. Og derefter en ind under hendes arm og bag hendes ryg. Han trak vejret et par gange hurtigt. Før han så ligeud for sig. Hans øjne blev svagt røde i en lysere farve. Han løftede hende op. Selvom han ikke havde en ærlig muskel i sin krop som havde kræfter tilbage. Løftede han hende op. Han bar hende rundt om hjørnet igen. Og sparkede døren op til kroen. Han gik hen til baren. "Værelse. Nu! Jeg er ligeglad med prisen." Sagde han kort. Kroejeren så chokeret på ham men valgte at nikke da han så Neph. Han fandt en nøgle frem og løb hen imod trappen. Zero kæmpede sig imod trappen. Og op af den. Hans kræfter forsvandt for hvert skridt han tog. Men han ville ikke give op. Han nægtede at opgive. Da de nåede op til værelserne åbnede kroejeren et værelse. Og Zero bar hende derind. Han nåede hen til sengen og lagde hende i den. Han lagde en dyne over hende. Og så imod pejsen kort. "Tænd den." sagde han kort. Han rettede blikket imod Neph igen. Han smilede kort. "Hvis du ikke er værd at elske. Hvorfor gør jeg så dette?" Spurgte han kort men forventede ikke svar. Da pejsen var tændt skyndte kroen sig hen til Zero for at se til Neph. "Hun skal ha nogle tæpper. Sørg for hun bliver pakket ind." Sagde han før han roligt vendte sig rundt. Og lod sig falde ned og sidde på gulvet. Han sad op af sengen med lukkede øjne. Og faldt langsomt i søvn. Han var for afkræftet. Han var våd. Han var kold. Han kunne ikke holde sig vågen mere. Han smilede kort og grinte svagt. *Jeg... Jeg er ked af det skulle ende sådan her... At jeg ikke engang kan holde mig vågen til at hjælpe dig.* Tænkte han kort. Før han langsomt forsvandt hen. Hans tanker blev stille. Hans krop faldt sammen. Hvis man så ham skulle man tro han var død lige nu. Men dog ikke. Hans krop lukkede ned for at spare på energien. Han gik i en form for død koma.

Hun huskede ikke Zero som en mand der bekymrede sig for andre. Hun havde set hans minder og tanker før, uden at kende denne side af ham. Han var praktisk talt en helt anden person når det omhandlede Tiffany eller Zera. Hun havde ikke lyst til at blande sig endnu mere, og hun skulle nok lade være. Det lovede hun sig selv, lige her - lige nu. Hun skulle ikke blande sig i andres fortid mere, det vedkom ikke hende. Og ingen skulle blande sig i hendes fortid.

Hun mærkede at hun blev rykket på, løftet op og båret et sted hen. Hun ville sige at han skulle lade hende være, men hendes læber lystrede ikke. Hun blev lagt i en seng, og varmen i rummet omsluttede hende hurtigt. Men hun lå der bare, velvidende at Zero befandt sig i rummet. Havde han fået en forhåbning om at Nephthys var en erstatning for Tiffany..? Ja, hun havde engang lignet hende, og havde endda været samme race... Men han troede vel ikke at hun kunne være noget potentielt?...
Der gik timer, og ilden i pejsen var ved at dø ud, da hun endelig rykkede på sig. Hun havde stive led som knækkede for hver lille bevægelse. Hun hadede at fryse.
Hun havde brug for blod, bare for at kunne begynde at virke menneskelig igen. Ingen tvivl om det - og hun skulle nok finde det hurtigt.

Hun kom ud af sengen, med en smule besvær. Hun var svimmel, det hele kørte rundt som en karrusel i hendes hoved. Hun så på Zero kort, som han sad op af sengen og sov. Hun ville aldrig tage blod fra en hun kendte - udover Sean.
Så hun rettede sit tøj, og trak derefter håret op i en hestehale med et lille bånd fra kjolen, inden hun forlod værelset. Hun gjorde sit yderste for at se elegant ud, og det virkede.
Samtidig vidste hun at Zero havde brug for enten blod eller en sjæl for at komme sig helt - og da han havde adgangen til blod så var det nok ikke den mulighed han havde behov for.
Hun fandt hurtig en ung mand der var mere end villig, og ved en hurtig granskning af hans sind kunne hun konstaterer at han var morder og voldtægtsmand. Ingen skam i at skille sig af med ham bagefter.
Hun tog ham med sig op af trapperne og ind på værelset, hvor Zero havde lagt hende i sengen tidligere. Hvis Zero stadig var der havde hun blot set på ham inden hendes dyriske side havde taget over og hun havde kastet sig over manden og blottet hans strube. Hun knurrede mens hendes bid lammede manden, fik ham til at falde til jorden med hendes tænder boret dybt ind i hans hals. Hun drak nok til at gøre manden så svag at han intet kunne stille op, og derefter tog hun båndet ud af sit hår og bandt hans hænder bag hans ryg.

Hun gik hen til Zero, med blod dryppende ned af hagen. Hun satte sig på hug foran ham, og smilede på en helt bestemt måde: crazy.
Hendes hoved var fyldt med energi og nydelse fra blodet, og det kunne ses. Det var hendes lykkerus, blodet.
''Morgenmad.'' sagde hun, kælent og legesygt, inden hun puffede blidt til Zero for at være sikker på at han hørte hende.

Mareridtet var der igen. Den lange gang. Zera for enden. Han kunne ikke nå hende. Det pinede ham. Det torturerede ham. Gangen var mørk og skummel og den føltes som om den blev længere og længere jo mere han løb imod hende. Tiden gik i slowmotion. Før han så kløerne gennembore hende. Han mærkede hvordan hans hjerte blev knust endnu engang. Han kendte ikke til andet end den smerte.
Men så skete der noget underligt. Han havde gennemlevet det mareridt i 10.000 år. Uden undtagelse. Men mareridtet ændrede sig. Lyset gled igennem et vindue. Og han stod foran Tiffany og Zera. De smilede til ham. Han så på dem. Han mærkede sorgen ramme ham. Hans øjne løb i vand og gled ned af hans kinder. Han græd. Tiffany grinte kort. "Er det min store stærke mand der græder?" Spurgte hun kort. Zera løb fra sin mor hen og greb fat om Zero. Han stivnede ved fornemmelsen af Zera om hans ben. Det føltes så ægte. Han gled ned på knæ og lagde armene om hende. "Undskyld." Hviskede han kort ind i hendes øre. Han holdte så hårdt fat i hende at han nærmest kunne knuse hendes ryg. Men det skete dog ikke. Hun grinte tilgengæld. "Det gør ikke noget far." Hviskede hun kort. Han mærkede et par arme om ham bagfra. Det var Tiffany. "Vi elsker dig." Hviskede de kort. "Men du må give slip på os. Du har levet med smerten i 10.000 år. Det var ikke din skyld." Sagde Tiffany og smilede kort. Zero græd mere i det hun sagde det. "Men... Jeg vil ikke miste jer." Tiffany grinte kort. "Du mister os aldrig. Vi er altid hos dig." Hviskede hun kort. De begyndte svagt at lyse og forsvinde. Zero holdt fast i dem så længe han kunne. Før han mærkede de forsvandt hel. Zero så ned på de dråber af hans tåre som havde ramt gulvtæppet. Han følte sig underligt glad. Han fik et øjeblik med dem. Om det var en drøm eller om det var virkelighed vidste han ikke. Men han fik et øjeblik med dem. Sorgen gled hen over ham et kort øjeblik. De var væk. Men samtidig smilede han også. Han fik sit øjeblik. Han tog sig kort til hjertet. Han hørte en velkendt stemme. *Morgenmad.* Som var det en tanke der gled igennem hans hoved. Men det var Neph stemme. Det kunne han høre.

Han vågnede langsomt i takt med at hun puffede til ham. Han åbnede svagt øjnene. En enkel blodtåre forlod hans øje og gled ned af hans kind der allerede havde mere end rigeligt blod størknet på sig. Hans blik rejste sig langsomt op. Der var poser under hans øjne. Hans hud så grålig ud. Han var tydeligt afkræftet. Men han valgte at løfte sit blik alligevel. Og hans blik ramte Neph'es øjne. Hans evne tog over for ham. Og ved et uheld sendte han sit minde. Mindet han lige havde fået i sin søvn. Til hende så hun ville vide hvad der var sket. Hvorfor han pludselig smilede. Hans øjne så ikke så kolde ud mere. Det var som om der var gået et form for lys af glæde i dem. Han så roligt på manden der lå bundet. Han løftede hånden. Og langsomt ud af munden på personen der lå på gulvet gled en mørk røg ud af. Som forbandt sig til hans hånd og forsvandt ind i hans hånd. Hans hånd lyste kort. Man kunne se farven komme tilbage til hans hud. Og hans poser under øjnene begyndte langsomt at forsvinde. Han lukkede øjnene kort. Før han lænede hovedet tilbage imod sengen kort. Stadig smilende. "Tak." Hviskede han kort. Han lod roligt sjælen give ham energi.

Neph stod i et dilemma - et tydeligt problem for hende. Det lod til, at Zero havde sagt det endelige farvel til sit tidligere liv og hans tidligere familie. Forventede han at hun gjorde det samme? Glem det. At holde fast i hvad der skete med hende, det var det der holdte hende kørende. Det der faktisk havde drevet hende til træning som dæmonjæger dengang. Hun var blevet god til det, dengang. Det var naturligt for hende at jage, hun var trods alt en ulvinde dybest inde. Hvad Zero så i hende, forstod hun ikke - og hun ville ikke vide det. Om han overhovedet så noget i hende. En lille rest af den shapeshifter hun engang havde været.

Zero så ud til at få det bedre, så der var ingen grund til at gemme liget af den mand de begge i fællesskab lige havde fortæret. Hun greb manden i kæben og trak ham hen til vinduet, som hun skubbede op og kastede ham ud af. Et lille bump lød da manden ramte fliserne. Hun kunne ikke lade være med at smile. Hun elskede det absurde i, at hun havde elsket alt levende engang. Nu var det kun døden der var til at stole på. Og det måtte hun minde sig selv om, ligemeget hvor meget det kunne gå hende på.
Hun så hen på Zero og nikkede kort til ham, som svar på hans tak. Hun smilede svagt, men intet ud over det sædvanlige. Hun var snart nødsaget til at komme videre. Arbejde havde hun intet af her i Doomsville. De fleste dæmoner var allerede taget til Dragons Peak - og godt være det samme. Så kunne Doomsville måske blive lidt mere venlig i udtrykket?
Hun så ned af sig selv, og måtte indrømme at hun trængte til et bad.
''Måske burde vi holde vores evner for os selv. Jeg finder det ret så ubehageligt at se dine drømme.'' sagde hun, i et tonefald der tydeligt udviste den selvkontrol hun havde manglet så længe. Hun var klar i stemmen, i hovedet og hun følte sig for første gang i lang tid sikker på, at dette ikke ville gentage sig. Ikke flere sammenbrud over Dean.

Han vendte blikket imod hende da hun begyndte at snakke til ham. Han grinte svagt. "Tror du jeg er glad for at folk ser mine minder?" Spurgte han kort. Før han samlede sit ene ben så han kunne ligge sin hånd på knæet og bruge det som støtte til at komme op. Roligt begyndte han at rette på sit tøj. Og vendte blikket imod hende. "Jeg kan ikke se folk i øjnene uden at risikere at miste kontrollen. Mit ene minde fra dengang var det eneste jeg ville vise dig." Sagde han enkelt. Han gik roligt men svagt hen til pejsen. Han så roligt på den lidt. Før han sukkede kort. Og vendte blikket imod hende. Før han løftede sin hånd og lod sin tommelfinger glide hen af sin underlæbe. Han grinte let for sig selv. Før han rettede sig op. "Men hvis der ikke er mere. Så vil jeg sige farvel." Sagde han kort og så ned i pejsen igen. "Min drøm fik mig til at indse noget vigtigt." Han rettede sig op og vendte sig imod døren. Som han roligt gik hen imod.