Vi vil alle have mere magt. Derfor er det også op til os selv at kæmpe for den. (Zann)

S: Kirkegården uden for Doomsville.
O: ruiner, gamle gravstene, gamle træer, visne buske.
V: overskyet, køligt
T: Aften

Rygterne havde floreret i byen. I starten havde han hørt folk i klanen snakke om det, senere også folk rundt om i byen. Til sidst var han blevet så irriteret over dette emne, der alle havde noget af det samme i sig, at han havde besluttet sig for selv at opsøge kilden. Det var en god dag til at stille sin nysgerrighed, han havde ikke meget andet at lave. Han burde blive hjemme, han burde træne...Men hvis han kunne udsætte det, gjorde han det hellere end gerne. Han var også lidt uenig med Alane, hvilket grundede i at han var endnu mindre hjemme end normalt. At han kom sent hjem i aften, eller nat, betød intet. Han var alligevel oftere vågen om natten, end om dagen. Ganske enkelt fordi de fleste ting skete om natten...Af sjove og spændende ting, vel at mærke.

Knogler mig her og knogler mig der. Han trak småirriteret kappen op om sine skuldre. Den skulle holde ham varm, trods alt havde vejret ændret sig ret pludseligt og begyndt at blive mere koldt igen, ofte med en kold vind. Til aften var der ingen ændring i det. Der ud over havde han ellers sit sædvanlige arbejdstøj på, tøj han kunne bevæge sig i. Et par sorte, smidige sko, nogle sorte bukser og endelig, også en sort trøje. Og til sidst selvfølgelig en sort kappe. Sort gjorde blot han kunne gemme sig bedre i det kommende mørke. Solen var vej ned og nogle lidt tunge og mørkegrå skyer var på vej ind over dem. Det ville sikkert regne senere. Måske endda tordne. Ikke at det betød noget for ham.
Han sikrede sig at han havde sine sædvanlige våben på sig, deriblandt sin ynglings dolk.
Lidt efter var han taget fra sit kontor, i klanens hovedkvarter, og smutter op på overfladen, op på gaderne af Doomsville.
De fleste ville nok ride for at komme hurtigere frem og tilbage igen. Men Sean fandt det oftere nemmere at gå. Han vidste hvor kirkegården lå og han vidst hvor lang tid det ville tage...Og han kendte genvejene. Det ville ikke tage ham lang tid at nå ruinerne.

Rygter havde floreret i noget tid. Denne snak om en skræmmende mand, nogle knogler og en samling undeads. Men det var jo bare rygter, så vagterne var ligeglade og folk var alligevel for bange til selv at undersøge tingene. Men Sean vidste bedre. Lavede han måske ikke ofte selv rygter? Han kunne få hvad som helst til at blive til et rygte. Og han vidste de fleste ofte kom fra noget sandt...Et eller andet der havde inspireret folk. Og selv hvis det viste sig forgæves...Så pyt.
Han havde valgt at gå alene. Han fandt ingen grund til at besvære sine mænd med dette. Og kom det endelig til en eller anden form for kamp, ville hans mænd alligevel bare være i vejen. Han var alligevel langt den stærkeste. Også en af grundene til at han var den der bestemte.
Han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår der strittede lidt til alle sider. De mørke øjne gled opmærksomt over omgivelserne, hvortil skyggerne blev længere og længere, efterhånden som solen forsvandt og skyerne kom til.
Han gik raskt til.

Han brasede ikke bare ind i kirkegården. Flere års erfaringer havde ikke lært ham at være så dum. Han stoppede op en passende afstand, hvilket ville sige så snart han kunne se bare lidt af stedet, og gemte sig i skyggen fra træer og buske i nærheden. Han studerede stedet, ledte efter bevægelse og uregelmæssigheder. Hele stedet...Emmede af denne...Form for dødsenergi han kunne bruge nu her. Synd han ikke helt havde styr på hvordan han styrede den...Ikke endnu. Stedet tiltrak ham faktisk...
Han listede sig tålmodigt nærmere, som et rovdyr der studerer sit offer, før det slog til. Han ville ikke hoppe i en fælde eller i armene på de forkerte. Selv hvis der var nogen, var der grund til at tro ham måske var i undertal og i det tilfælde var det bedst at finde ud af hvilken vinkel han skulle komme fra. Uanset hvor betænkelige folk var, var der altid sine svagheder. Svagheder Sean var trænet i at opdage og bruge. Han smilte svagt for sig selv. Det skulle lige passe at han var så forsigtig...For ingenting, for at blive til grin!
Men...Heller sikker, end død.
Endnu en gang listede han sig tættere på og trykkede sig ned i en skygge fra en forholdsvis stor busk. Hans øjne gled over omgivelserne. Han kunne nu se mere...Og ganske rigtig...Der var et eller andet der så anderledes ud...

Langsomt med rolige bevægelser. Begik 2 kappeklædte skikkelser af sted hen af bagvejen til kirkegården. For at forblive uopdaget. De vidste allerede at de var under opsyn. Hvis man kunne kalde det det. Dog virkede de som om de var uopdaget. Det var svært at skjule sig i mørket for en person der kendte alle tricks i bogen. Dog ville de ikke lade personen vide det. Ikke endnu i hvert fald. Hvis denne skikkelse gerne ville se hvad det var der skete. Så ville de lade ham. Dog ville han misforstå det hele. Rimelig hurtigt. Skræmmende hurtigt. For hvis der var nogen man ikke skulle udfordre. Var det Den ene af disse 2 skikkelser. Hvis navn var Zann. Zann havde en intelligent som ville skræmme de fleste. Som om han vidste hvad det er den person vil gøre før han overhovedet gør det. Men Zann så heller ikke livet som mere end et stort skakspil. Man tog sit træk og så hvilke muligheder fjenden havde. 

Rygterne var sande. Grave blev fundet åbne over hele Underworld. Skelletter gik som var de levende. Men hver gang nogen nogensinde havde prøvet at finde ud af hvad der var sket. Var de forsvundet fra jordens overflade. Og så fundet enden døde eller for skræmte til at fortælle noget om det. Og uden faste beviser var der jo ikke en eneste der ville udforske det. Eller rettere det troede han. Han havde dog ikke regnet med at kunne dufte lugten af en så magtfuld sjæl. Eller rettere. Resterne af en sjæl. Eller var det flere sjæle på en gang? Han kunne ikke beslutte sig for hvad det var han kunne dufte. Men det var magt. Der var helt klart magt i sjælen. Hvilket også var grunden til de kun var 2. Normalt hvis nogen havde snakket om det. Havde de set 3 skikkelser med kapper som gik sammen. Denne gang var der 2? Forvirrende? Meget. Men ikke for Zann. Han havde allerede planlagt sin plan. Den ene af de kappeklædte var høj. 2 meter for at være mere præcis. Mens den anden. Var lav. 1,8 meter. Forskellen på deres højder var tydelige. Og samtidig virkede det som om at ham der var forrest. Som var den højeste. Var lederen. Den lave lignede mere en bodyguard. Den højeste af dem virkede samtidig også som den stærkeste. For han var bredskulderet og selvom han havde kappe på kunne man stadig se musklerne på manden. De begge stoppede foran en af gravpladserne. Og samlede begge hænderne. Som var de ved at bede. Før en stemme kom. Og det var svært at sige hvilken en af dem der sagde ordene. De lød som et helt andet sprog. "Rogo vos de sepulcro. Domum meam, et ibi accubabit, motus quiescit. Remanda expecta surgere postquam eget mi." Sagde stemmen kort. Og efter et par sekunder gentagede han. Og så igen. Og så 4 gang. Dog denne gang kom der et nyt ord med. Et sidste ord. "Rogo vos de sepulcro. Domum meam, et ibi accubabit, motus quiescit. Remanda expecta surgere postquam eget mi. Sum." Det var tydeligt at høre det var en besværgelse. Og besværgelsen tog heller ikke lang tid om at virke. For kort efter. Begyndte jorden at ryste. Og en skindløs knogle hånd rejste sig fra graven. Greb fat i jorden. Og langsomt pressede sig selv op. Man kunne se jorden falde sammen omkring ham. Som om et sted i jorden var der plads som var blevet løsnet til at jorden kunne falde sammen. Dette var også sandheden. Kisten som denne udød havde ligget i. Var faldet sammen under besværgelsen så den nu udøde skelletmand var fri. Han gik kort på knæ foran begge de kappeklædte mænd. Og ventede på sin ordre. I hans hænder havde han et skjold og et sværd. Samt på hovedet en hjelm. Det var tydeligt at denne udød var en tidligere form for kriger som var gået ned i kamp. Begge de kappeklædte tog hænderne til sig igen. Ind under kappen. Det var begyndt at blive mørkt. Og bare den rette tilstedeværelse af denne Zann. Denne udødens magiker. Denne Necromancer. Fik temperaturen til at føles som om den falder. Men nej. Det var ens sjæl der blev skræmt af ham. For selvom ens krop ikke kan se hvad han var. Kan ens sjæl se det hele. En sjæledæmon der kontrollere udøde ved hjælp af en blanding af necromancerenergi. Og de sjæle han fortære. Enhver sjæl ville være bange for det. 

Roligt kom den selvsamme stemme som havde sagt besværgelsen. Lige så lidt placerbar som før. "Gå nu min kriger. Vent til jeg vil kommandere dig igen." Roligt rejste den udøde sig op. Så kort på den høje af de 2 kappeklædte. Og vendte sig så for at gå ud af bagindgangen. De 2 kappeklædte blev stående lidt. Og vendte så begge to ansigtet i retning af hvor denne mand med magten stod gemt. Og så ud til begge to at kigge på personen. Selvom han var gemt bag en busk. Roligt vinkede den store med sin hånd som om han ville klare det selv. Og gik så lidt frem. Før han løftede sin hånd. En eller anden form for lilla materiale kom frem. Og langsomt frembragte der et stort spyd i hans hånd med en form for sabel for enden. Roligt hævede denne mand sit våben og sigtede imod stedet. Han var stadig langt væk. Og kunne umuligt normalt se en bag en busk på den afstand. Men det behøvede han ikke.

En stemme kom bagfra manden der skjulte sig. "Ser du noget spændende." Stemmen lød hæs og ubrugt. Som om den var død. Men stadig pæn. Som havde den været smuk engang. Bag ham begyndte mørket at ændre sig. Så personen der ejede stemmen kom frem. "Navnet er Zuro." Sagde han kort. Og hævede så den spændte bue direkte imod personen. Et svagt skind fra solen ramte hans ansigt. Zuro var iført en stor rustning. Med en kappe om. Og et tørklæde om munden. Samt en hætte på. På ryggen havde han et stort pilkoger med tonsvis af pile. På hans venstre hofte hang der et sværd så det var tydeligt han også kunne kæmpe med sværd. Men denne Zuro som han kaldte sig selv. Havde sjældent brug for det. For normalt blev han aldrig opdaget før det var for sent. Zuro havde evnen til at blive et med mørket. Så han hverken kunne ses eller senses. Lyset fra solen skinnede lidt lavere nede. Og ramte ham på cirka direkte ind i hovedet. Som om han ville blive blændet. Men han tøvede overhovedet ikke. Og så direkte på ham. Men det var også klart. For hvis man så op under hætten. Kunne man se personens ansigt. Kridhvidt som et ligs. Og med sorte pletter der hvor øjnene skulle ha været. Han var fuldstændig rolig. Og hvis Sean bevægede sig ville buens sigte følge med. Som om han ikke kunne se ham. Men alligevel vidste hvor han var. Det var nemt. Zuro havde så god en hørelse. At han kunne høre hans bevægelser. Han kunne endda høre en kvindes hjerte banke på 5 meters afstand. Ja han havde testet det. Og han spyede kvinden i hjertet med sin pil. Bare fordi det irriterede ham den hjerterytme. I forhold til den anden 2 meter høje bredskuldrede mand. Var Zuro kun 1,85. Og tynd. Men tydeligvis stærk alligevel.

Den store bredskuldrede som efterhånden havde bevæget sig hen til busken. Lod roligt sin kappe falde. Et uhyggeligt og drabeligt ansigt kom frem. Læberne som var blevet et med tænderne. Og blevet spidse. Grøn lys der lyste ud af hans øjne og mund. Han var iført en rustning som var pigget. Med en form for løveansigt på hans bryst. Hår. Eller rettere rester af hår. Hang ned fra hans hoved og hen af hans skuldre og ryg. spydet hævede han kort. Før han med en hånd drejede spydet rundt så det vendte den anden vej. Før han roligt gik ned på hug med det ene ben foran det andet. Og lagde spydets stav på hans ryg. Som om han stillede sig i kampposition. Hvilket han også gjorde. "Warren." Kom der af lyde fra det grønne lys. Hæs og drabelig. Og den lød ikke bedre nu når han tydeligvis var udød. 

Den trejde kappeklædte mand. Stod stadig henne ved graven. Hævede roligt en hånd. Før han greb fat i kappen. Og hev den af sig samtidig med han kastede den op i luften. Så hele hans krop blev fremvist på en gang. Han så ikke ud af meget overhovedet. Brunt hår der hang rundt om hans ansigt. En muskuløs brystkasse. Sixpack. Ja faktisk var hele hans overkrop nøgen. Hans hænder var tynde som knogler. Men resten så ud til at være i fin stand. Men han var ikke så stor alligevel. Han lignede lidt en teenager. Højst en 18 årig. Hans ben var iført et par bukser med et bælte i. Sorte bukser og sort bælte. Men han havde ikke nogen sko på. Og hvis man så godt efter var der heller ingen underbuksekant. Roligt stod den tynde mand hvis navn var Zann. Selvom han ikke havde sagt det til denne nye skikkelse. Så vidste han jo godt selv hvad han hed. Så roligt stod Zann stille og kiggede mod busken. Før han roligt hævede sine hænder. Kun en smule. Og puttede dem i bukselommerne. Og hævede så sit ansigt lidt mere. Rystede kort hovedet. Så håret fløj til siden. Og hans øjne kom frem. De mest perfekte himmelblå øjne. Som enhver kvinde ville dø af lyst til at se ind i. Lyseblå med en svag glans af hvid. Som en form for blid skygge der gled hen af de blå øjne. Som var det himlen. En perfekt himmel. Zann stod helt stille. Han sagde endda ikke noget. Han stod bare stille.

Sean måtte hurtigt konstaterer at dette var fantastisk spændende og at han var glad for at han tog af sted. De fleste begærede ting som mad, alkohol, kvinder. Andre begærede kærlighed, sommerfugle eller bestemte sten. Men Sean var anderledes end alle dem. For ham havde disse ting aldrig været en mulighed, noget man kunne manipulerer med, ja, men ikke en mulighed. Og derfor begærede han noget meget mere farligt. Magt.
Måske troede folk det. At Sean blot var en ganske normal dæmon og lige så uintelligent som resten af verdenens befolkning. Men selv så han sig nu som lidt bedre end det, det var jo ikke for sjov han havde fået en hel klan op og køre, samt efterhånden havde fået et handelskompagni, som skulle sikre en stabil indkomst og at de havde ressourcer nok. Han foretrak nemlig når klanen kunne klare sig selv.
Nok om det. Det var irrelevant. Han forblev siddende. Han så, han lyttede og han mærkede sig frem til det der skete. Han kunne ganske vidst, endnu, ikke styre sin evne helt, så det kunne være besværligt at fornemme den ene person fra den anden, i en kirkegård der var fuld af denne...dødsenergi som han nu kunne mærke og bruge.
Han var nysgerrig. Havde altid været det. Satte ofte sit liv på spil for at vide mere end andre gjorde. Han var endnu ikke død af det og spåede at det ville han heller ikke gøre denne gang. Den ene ting var at spille magtfuld, en anden var at være det.

Nå der var noget dødemagi på spil her. Han holdte øje med dem, deres mini-ritual for at få skelettet op og beordre det.
Men derefter var det også slut med blot at være tilskuer.
Og faktisk...Smilte han blot af det. Hvor spændende! Hvor sjovt! Var der faktisk nogen her der kunne måle sig med ham? En archdemon i egen høje person? De vidste i hvert fald han var der. Hvilket han faktisk ikke var skuffet over.
Han drejede roligt hovedet og lod blikket glide over personerne, som henvendte sig til ham. Eller...Den ene gjorde. Den anden kom blot. Åh hold nu op...Virkelig? De vidste ikke at han kunne mærke dem...specielt fordi de slet ikke var så levende igen.

Han greb ikke til våben. Han havde ikke til hensigt at slås, ikke som det første i hvert fald. Han foretrak at bruge sin intelligens først. Han rejste sig roligt op og trådte ud foran busken, så hele hans mørke person kom til syne. Han kiggede direkte hen mod Zuro, der havde talt, men mest fordi han havde en buen rettet mod ham. Ville han skyde? Umiddelbart ikke med det samme. Hans blik gled over til den store fyr...Som virkede...Ligegyldig. Og endelig til manden med bar overkrop. Og mere behøvede han ikke at se, for han vidste nu hvem der var bossen og hvem der blot var hans tjenere. Og han smilte svagt. Spændingen fik næsten hans hænder til at ryste. Han følte sig rastløs...Åh, han havde sådan lyst til bare at grine! Og myrde!

Manden opførte sig som en model, den måde som han rystede hovedet, så håret hoppede og dansede. Og den måde han blot havde smidt sit tøj. Sean løftede sin ene arm og lod nogle fingre tromme mod hans hage, mens han lignede en der bare stod og tænkte. Så vendte han sig mod den fremmede, halvnøgne mand, frem for de to dukker manden havde. Hvorfor ikke tale direkte til kilden? Det var spændende. Selv om han fornemmede...Det var faktisk lidt svært. Dæmonen virkede ældre end ham, men faktisk ikke direkte stærkere, trods hans magi. Men som archdemon var han jo også stærkere end de fleste. Men denne mand ville være en fin modstander...Eller partner.
Alle rygterne...Han måtte vide det...

"Hvad er det for en måde at hilse på?" spurgte han med et svagt smil og et drillende glimt i øjet. Han slog let ud med den ene hånd, før han lod den falde ned langs siden igen. Umiddelbart...Det komplet modsatte af en trussel.
Så bukkede han svagt. Hvilket han normalt ikke gjorde for nogen som helst, men nærmere krævede andre gjorde det.
"Navnet er Sean McGivens" de fleste kendte ham. Mest som en eller anden konge over de kriminelle. En mand der kunne være farlig. Andre kendte ham slet ikke, andre måske kun navnet, men intet om hvad han kunne eller stod for.
Han så på den halvnøgne mand i et par sekunder før han fortsatte. Ikke fordi han ventede på svar, men mere fordi han bedømte situationen. Endnu en gang.
"Absolut spændende ting! Absolut. Men jeg må spørge...Hvad skal du dog bruge nogle skeletter til?" han smilte svagt, næsten venligt. Han fornemmede...At situationen nemt kunne blive mere farlig. Det hele ville blive meget nemmere når eller hvis manden foran ham, på den anden side af den halveroderede kirkegårdsmur, ville sige noget. Når folk først sagde noget...
Åh, så spændende!
I sin tid havde han også opsøgt necromanceren, der havde truet hele Underworld med krig, for at tilbyde sin styrke og sikre han ikke blev jævnet med jorden, i tilfælde af han faktisk ville vinde. Heldigvis havde ingen rigtig kendt til det...Eller var han nok blevet forfulgt yderligere. Men han forstod jo at slette sine spor. Dog var necromanceren snart væk igen...Og Sean kunne faktisk ikke andet end føle sig lidt snydt. Han foretrak at leve af levende kvinder...Men den magt necromanceren havde udtrykt havde virket så...tiltrækkende, så lækker...Smagt så sødt! Åh hvad ville han ikke gøre. Og også denne gang var der noget magtfuld ved denne situation, der fik ham til at blive hvor han var, uanset om det var farligt eller ej. Han var ikke typen der bare stak af...Hvis han kunne se en vej igennem det. Javist stak han af, hvis han alligevel bare ville dø eller intet kunne vinde af situationen. En kujon? Det ville nogen nok sige. Men han kunne jo ikke beholde sig magt som fange eller død. Visse folk ville også sige det var en kujons handling at dræbe i mørket, ved gift eller på andre tvivlsomme måder. Men for Sean var det en kunst og meget nemmere end at risikerer at blive opdaget og skadet. Folk der kun forstod kamp, hvor man konfronterede hinanden direkte, virkede altid så afstumpede. ære? Hvad godt er ære hvis man er død? Der var så mange kunster, aspekter...Hvorfor kun gøre tingene på den hårde måde?
Men alt dette betød jo ikke noget lige nu. Tre mod en. Interessant.

Den stilhed der bredte sig over dem alle fire. Virkede tung og anspændt. Som om de alle undersøgte hinanden. Før Zann valgte at hæve sin ene mundvig i et halvt smil. Før han roligt hævede sin hånd. Den knogletynde hånd. Der roligt lagde sig i håret og trak det tilbage så hans ansigt kom helt frem et kort øjeblik. Før håret lagde sig blidt om hans ansigt igen og indrammede det smukke perfekte ansigt. Det var dette han levede af. Det var dette der gjorde at han stadig var levende. Fornemmelsen af at der var magt i nærheden. Fornemmelsen af en mægtig mand. Smagen af sjælen der fyldte hans krop med adrenalin fordi den burde være bange. Men Zann var ikke bange. Hans krop sitrede af adrenalinen der gled ind i hans krop. Han hævede kort sin hånd han før havde glidet igennem håret. Og så på den kort. Den rystede svagt. Dog ikke nok til at det virkede som frygt. Men nok til at det virkede anspændt. Ja nærmest. Som om hans krop så frem til denne tydeligt farlige situation. Han knyttede sin næve kort. Og et svagt enkelt grin kom over hans læber. "Hmmh." Før han vendte sig imod personen igen. Dette kunne blive virkelig interessant. Han kunne se på denne mand at han havde fornemmet Zuro. Det var virkelig fantastisk. Men det kunne heller ikke være nemt. For Zuro havde evnen til at forsvinde komplet så han både var usynlig men at han heller ikke kunne blive senset. Så det måtte betyde at denne dæmon foran ham. Var en stærk en af slagsen.

Hans kommentar til hvordan det var at hilse på. Var tydeligt rettet mod ham selv. Hvilket ikke overraskede ham. Zann plejede at lave dette nummer med at få Warren til at kopiere hans bevægelser. For kun en stærk modstander ville være i stand til at kunne se forskel. Se igennem spillet og se hvem den rigtige leder var. Hvilket virkede unormalt når man så på Zann. Eftersom han ikke ligefrem lignede en stærk modstander. Han sænkede sin hånd roligt. Og stak den i bukselommen igen. Navnet. Hans øjne gik kort lidt op i forbløffelse. "Hmm? McGivens? Interessant." Hviskede han kort for sig selv. Før denne mand valgte at fortsætte sin sætning. Og det fik ham kun til at smile endnu mere. Før han roligt løftede sin hånd. Og spredte fingrene ud. Så det så ud som om han holdte fast i noget. "Osseus supellectilem." Kort begyndte jorden under dem at bevæge sig. Og knogler begyndte at presse sig op fra jorden. Stable sig. Så det til sidst blev til en stol bag ham. Som han roligt satte sig på. Og løftede det ene ben over det andet. Da Sean besluttede sig for at afslutte sin sætning. Og spørge ham om hvorfor han skulle bruge sine skeletter. Smilede han kort. Hans stemme formede sig kort. Den lød rolig og fattet. Og samtidig med det i forhold til Warren og Zuro. Lød Zann's stemme normal nærmest menneskelig. Men med en overlegen tone. Hvilket ikke var af viljens kræft. Men fordi det var sådan han talte. "Af samme grund til at jeg kidnappede Luce Trieetence og torturerede hende. Sean McGivens. Af samme grund til du startede din klan. For at skaffe mere magt. At have kontrollen over Sakref Morladins lærling. Det ville give mig mere magt. At have Urox Gravezia under sin kontrol. Det ville give mig mere magt end du kunne forestille dig. Hvis han altså kunne kontrollere sig selv. Hans evne er unik på en speciel måde. Den vækkede min interesse. Dog ikke længere. Og til sidst. For at besejre en ved navn Dhuum. Og overtage hans plads som leder af alle udøde i The Valley of The Dead. Eller som jeg selv kalder den. Dalen." Han smilede kort og virkede fuldt ud interesseret i øjnene. Men fuldt ud ligeglad i kropssproget.

"Jeg beklager denne ukomfortable formalitet. Lad mig." Han vinkede kort med sin hånd som tegn på Warren og Zuro kunne flytte sig. Zuro forsvandt ind i mørket igen. Og Warrens våben forsvandt. Før han rykkede sig til siden. "Osseus supellectilem." Sagde han kort igen. Og en ny stol begyndte at danne sig et par meter foran ham. Så denne Sean kunne sætte sig. "Please lad mig tilbyde dig en stol." Sagde han roligt og smilede svagt. "Jeg gætter mig til at du har snakket med Luce om hvem jeg er. Så jeg behøver nok ikke at fortælle det. Men jeg har tænkt mig at gøre det alligevel. Jeg er Zamandron Allistor Elliot Bang. Mine undersåtter kalder mig Hr. Bang. Men du kan kalde mig Zann." Han smilede svagt. Før han roligt lod sin hånd glide op og lod tommelfingeren røre hans højre kind. Mens hans pegefinger nussede hans venstre kind. Så det så ud som om han tænkte. Hans smil kunne stadig ses igennem hans let adskilte fingre. Han kunne mærke spændingen stige. Som om de begge havde lyst til at kæmpe. Men ingen af dem gjorde den første bevægelse. Det var lang tid siden han havde fået fornemmelsen af en equal. Ikke siden Rafael. Deres lille møde engang. Det havde været interessant. Det var dog nogle år siden. Og Zann var blevet meget stærkere siden dengang. Mindst 8 gange så stærk. Så han tvivlede på at Rafael havde kunnet vinde over ham. Dog vidste han også at Rafael var blevet stærkere siden. Han så kort op imod den let overskyede himmel. Og smilede kort. Før ahn rettede blikket imod Sean igen. Det virkede ikke som om Zann tog ham som en trussel. Men det var dog langt fra sandheden. Zann vidste at hvis dette endte ude i en kamp. Ville de begge ende dødeligt skadet. Hvem der ville vinde var dog ikke til at sige. Zann havde aldrig mødt en Archdemon før. Men han vidste de var magtfulde væsner. Og han var usikker på om han kune måle sig med det. Dog havde Zann tricks i ærmet han ikke havde brugt i årtusinder. Så det skulle nok blive interessant. Dog ville Zann gerne undgå kamp hvis det skulle være. Han ville ikke til at ødelægge hans hud igen. Det var ikke ligefrem nemt at få hans slave til at lave ny hele tiden. Og Kidoko blev sur efter mødet med Zantanna fordi han havde fjernet det meste af hans hud bare for at skræmme hende.
Zann sukkede kort. Før han så op imod himlen igen. Og rettede så blikket imod Sean igen. Før han sad stille og så afventende på Sean for at se hvad han ville gøre.

//Fuck det er godt skrevet Sean tror ikke jeg kan følge med :O

Det var åbenbart hans fødselsdag. Han fik alt forærende, næsten pakket ind med bånd og sløjfe. Men hvor var kagen? Dårlige forældre! Tanken fik ham til at smile svagt.
Han forblev hvor han var, hvis han gik tættere på ville det bare betyde han ville noget og de ville nok reagerer som om han var en trussel. Så han blev pænt stående, omend han lænede sig frem over muren, lagde armene på muren og så ud til bare at slappe af. Hans hænder foldede sig og hans hoved hvilede på bagsiden af dem, mens hans mørke øjne skinnede livligt i det stadig svindende lys. Om nok ca. en halv time ville de være omgivet af næsten komplet mørke.
Han kiggede ikke på væsnerne da de forsvandt. Og det virkede som om han var ganske van til at se knogle stige op af jorden. Virkeligheden var dog en anden...Det var første gang og han var fascineret af det. Hvor praktisk!
Alle informationerne der myldrede ud, gjorde ham dog en smule mistroisk. Måske var det hans fødselsdag, men det var stadig sært at han bare fortalte det. Enden var det fordi han ikke regnede med at Sean gik herfra i live, hvortil han virkelig ville undervurderer ham, eller fordi han var stolt af sine handlinger. Sikkert begge dele. Men Sean lod sig ikke mærke af det, han var van til denne ordveksling, hvor folk afprøvede hinanden. Så længe man ikke faldt bagud, gik det hele nok. Og han havde megen erfaring i at sige de rigtige ord.

Så meget han gav indtryk af at vide! Det kunne være sjovt at spille dum, lade som om han slet ikke kendte Luce. Men de ville begge vide det var løgn. Hele verdenen vidste nok at hun havde boet hos ham, især...Hvis de havde indflydelse på person. Var det...Denne Zann der fik hende til at drikke blod eller var en anden person hvis navn startede med Z? Hans samvittighed fortalte ham at han i så fald skulle overtale manden til at lade hende være. Men taget i betragtning at hun var stukket af og gemte sig, havde det ikke første prioritet nu. Godt nok vidste han hvor hun var.
Og Urox...nånå. Heldige asen.

"Såså, ikke prale" lød hans let drillende svar. Han rettede sig op, placerede hænderne på muren...Og skubbede sig selv op over muren, så han nu stod på kirkegårdens sorte muld. Det var blødt at gå på. Han gik over til stolen...Men satte sig ikke, trods han et eller andet sted havde lyst. I stedet lænede han sig ind over stolen, bag fra den, så hans arme gled over ryglænet. Han lænede sig op af den og så afslappet på Zann. En knoglestol betød også en perfekt mulighed for at holde ham fanget. Godt nok betød enhver kontakt med stolen muligheden, men han bedømte det til at være ligegyldigt hvor han stod eller sad. Dog ville det virke direkte dumt direkte at sætte sig. Som en mus der lød ind i kattens mund.
"Jeg hader mit fulde navn. Kald mig Sean" kommenterede han.
"Du er velinformeret. Mere magt...Javel. Det lyder rart. Hvad skal man så gøre for at blive en del af det?" spurgte han direkte. Dette virkede ikke som en mand der tog sig af hentydninger gemt bag flotte ord, der kunne forvirre den middelmådige og få ham til at tro at blot det at hoppe ud fra en klippe, var en god ide. Så derfor kunne han lige så godt være direkte og sige tingene som de var. Magt...Jatak! Des mere jo bedre.
"Hvis du bliver den næste hersker over en stor hær af undeads, må jeg vel hellere holde mig venner med dig. Jeg har altid foretrukket at sikre mig...Ja, overlevelse." han smilte let. Hans mørke øjne gled over ruinerne af en kirke i baggrunden i et øjeblik. Over nogle væltede gravstene, før de fandt Zann igen.
"Jeg tror vi kan få meget ud af hinanden. Dæmon til dæmon"
Spændingen hang stadig i luften, næsten endnu mere nu end før. Nok fordi de var tættere på hinanden. Han gik ud fra de mindede om hinanden på visse punkter. Som at afprøve den anden person verbalt, psykisk, først. Og hvis det var mangelfuldt eller direkte dårligt, give personen en lærestreg. Men han havde på en måde lyst til at afprøve personen, se hvad han kunne...Mærke hvor stærk han var. Også selv om han måtte blive i sin seng den næste måned. Hvornår fik man ellers chancen?
For sjov prøvede han at mærke om der endnu var et par lig i jorden, rundt om dem. Det var der. Zann havde altså ikke vækket dem alle endnu. Han kunne også mærke energien i Zann...Men hvad sjov ville der være i at gå direkte til kilden, at gå efter direkte at dræbe manden med det samme? Intet!
Men for nu, gjorde han intet.

//Jeg frygtede det var forfærdeligt forvirrende...Og mine sætninger derfor ikke hang sammen. Jeg elsker virkelig også dine indlæg!

Hans blik var roligt og det halve smil forblev på. Før han roligt lade den ene albue imod armlænet. Og lænede sit hoved imod hans knyttede næve med kinden. Så han så ud til at virke facineret. "Jeg kan læse dig som en åben bog Sean." Sagde han med en rolig kontrolleret stemme. En kort vind blæste imod dem og hans hår gled lidt fra hans øjne. De havde ændret sig. Hans pupil var ikke længere rund. Men var formet som en slanges øjne. "Jeg kan se at du har noget at spørge mig om. Som om navnet Luce påvirker dig på en måde?" Han så spørgende ud. Det kunne godt være han kunne læse Sean's træk. Men samtidig. Så kunne han heller ikke læse tanker. Så hvad han præcist tænkte på var et mysterie. Som han gerne ville ha lidt lys på. Hans kommentar om han ikke måtte prale fik ham til at smile kort. "Jeg praler skam ikke. Jeg føler mig nysgerrig over for dig. Og så plejer jeg at være typen der åbner mig op for en. Der er intet værd at spilde min tid med en lowclass kriger. Så ved at fortælle om mine bedrifter giver jeg dig muligheden for at gå. Men eftersom du er blevet gætter jeg på at du ikke ligefrem er svag. Hvilket kun facinere mig endnu mere. Og faktaen at du kan svare drillende igen. Det kan ikke gøre andet end facinere mig." Sagde han roligt og smilede svagt. Enden var Sean her en stærk kriger. Eller også abnorm arrogant. Hvilken en? Skulle han finde ud af det? Ikke endnu. Han smilede svagt da han så Sean ikke ville sætte sig. Han sukkede kort. Og viftede med sin hånd. Som om han slog alle mistanker væk. "Hvis jeg ville fange dig Sean så havde jeg gjort det i det øjeblik jeg fornemmede dig. Så tag endelig imod min venlighed. Jeg er en mand efter mine ord. Og så længe du ikke virker truende over for mig. Vil intet ondt ske dig." Sagde han roligt og så på ham roligt.

Da Sean begyndte at snakke om han ville blive en del af det. Røg den anden mundvig også op lidt. Facinerende. Zann så alle han mødte som objekter. Som skulle undersøges. Og på nuværende tidspunkt begyndte denne Sean at facinere ham. Meget endda. "Du er meget ligeud vil jeg sige." Sagde han roligt og hævede blikket op imod ham. Hans øjne viste en hvis form for facination.
Hans kommentar om hvis han blev hersker. Fik ham til svagt at grine lidt. "Du undervurdere mig Sean. Det er min skæbne at blive hersker. Så jeg skal nok blive det bare rolig." Han så på Sean kort. og hans smil forsvandt langsomt. "Jeg har ingen venner Sean. Jeg har ligemænd og undersåtter og allieret. Jeg vil gerne tilbyde dig at blive min allieret. Men jeg vil ikke blive din ven Sean. Eftersom venner kun sænker en. Man skal begynde at tænke på andre i stedet for over sig selv. Det interessere mig ikke. Men for at komme tilbage til hvad du skal gøre for at blive en del af det er at du skal give mig en kræft demonstration. Lade din styrke komme ud. Fremvise det. Hvis du vil ha et eksempel så lad mig løsne noget af min kræft." Han smilede kort. Før en underlig fornemmelse kom omkring dem. Som om tyngdekræften begyndte at blive stærkere. Samt at jorden svagt begyndte at ryste. Som et tegn på at der blev løsnet en abnorm mængde kræft. Hvorefter den roligt forsvandt igen. "Og det er mens jeg sidder ned." Sagde han kort og smilede svagt. "Så når du har bevist det. Så skal du ikke gøre andet end at hjælpe mig med min opkommende kamp. Alle der hjælper som ikke er under min kontrol eller min dominans vil jeg se som allieret og vil hjælpe i fremtiden. Lidt ligesom man kradser hinandens ryg." Han smilede svagt. Før han roligt lukkede øjnene kort og sukkede svagt. Før han roligt smilede med begge mundvigene. "Jeg vil gi dig ret. Jeg har på fornemmelsen af at dette her bliver en stærk alliance." Han smilede roligt og rettet blikket imod Sean svagt.

Han grinte svagt da han så rundt. "Sig ikke du også kan vække de udøde? For så har du et problem. Jeg har ikke tømt alle gravene nej. Kun krigerne. Resten er kvinder og børn. Som jeg ingen interesse har for. Eftersom jeg ikke har tænkt mig at stikke et våben i hånden på et barn. Udød eller ej." Han så på Sean kort igen og smilede fortsat. "Og inden du tænker på at dræbe mig. Må jeg hellere fortælle dig at det ikke vil virke." Han tog roligt fat i en kniv der lå på jorden ved siden af ham. Og rettede den mod sit bryst. Hans hud begyndte at krakelere. Og frembragte et hul i hans bryst. Hvor en form for blå flamme svævede. Roligt begyndte han at bevæge kniven imod hans flamme som tydeligt var hans hjerte. Begyndte det at ruste og forstøve. Som om der var en form for barriere rundt om. "Du kan såre mig med normale midler. Men ikke dræbe mig." Sagde han roligt og smed skaftet til kniven ned på jorden igen. Før han så imod hulet kort. Og sukkede. "Nu bliver Kidoko sur igen." Han så imod Sean roligt. "Kidoko er ham der laver min falske hud må jeg hellere sige." Han grinte kort og så fortsat facineret på Sean.

//tror faktisk ikke jeg kan følge med denne gang

Han grinte. Han vidste det kunne virke umådelig uhøfligt, men hvordan skulle han kunne lade være? Det var simpelthen så sjovt! Alle disse tanker manden havde gjort sig, alle hans tolkninger...Det var fantastisk! Manden var intelligent.
Han drejede hovedet væk fra ham i et øjeblik, da han samtidig rettede sig op fra hans stol. Lidt efter falmede hans smil en smule, da han så på Zann igen med sine mørke øjne. Men hvor de før havde virket venlige, nysgerrige, virkede de nu mere alvorlige. Mere hårde. Som nogen man ikke kunne bryde igennem.
"Fascinerer dig?" svarede han lavt, men med et svagt smil. Han skulle bare vide...Men han var ikke kommet for at modtage rosende ord eller for at blive set som et forsøgsdyr. Det var under hans værdighed.
"Mig, en hersker? At være venner?" hans stemme var tyk af ironi. Hans mundvige trak sig endnu mere op igen, som var han på nippet til at grine.
"Du siger du kan læse mig...Men alligevel forstår du ikke alle ordene..." kommenterede han en smule tankefuldt.
"Jeg sagde intet om at jeg skulle være hersker, men at du skulle. En hurtig fejl. Og være venner...Kan du ikke se det sjove?" han slog let ud med armene, da han gik om på siden af knoglestolen, den som han havde fået lov til at sidde i.
"Jeg er ikke ude på at være venner, men blot søge en allieret. Man kan ikke både være venner og dele magten, det vil aldrig fungerer" han smilte svagt til Zann. Det var da indlysende!
"Du overfortolker" Han sagde ikke for meget, men lyttede til gengæld. Og alle de små ting...som kræften omkring dem, kniven der rustede væk. Detaljer. Han fremkom stærk, men Sean vidste der var svagheder. Det var der altid. Han lod sig ikke slå ud af det. Han trådte et par skridt baglæns og slog let ud med armene, mens han vedblev at se mod Zann.
"Virkelig...du undervurder mig. Det er en fornærmelse. Er det fordi jeg ikke kan nogle seje tricks? Fordi jeg endnu ikke har vidst noget af min styrke for dig?" spurgte han med et svagt smil. Han mærkede at han var ved at blive lidt overmodig og tvang sig selv til at slappe mere af, så han ikke gjorde noget dumt.
"Børn er da det mest skræmmende. Hvem ville blot hugge et barn ned, død eller levende? Små størrelser vækker en vilje til at beskytte det, i folk. De kan komme meget længere end en voksen!" Han smilte svagt.
Hans ene hånd gled ud over en lille grav. Gravstenen var væltet, ordene stort set utydelig. En klatreplante, nu halvt vissen, havde overgroet den, som en hånd der tvang den ned mod jorden. Han havde dog ret i en ting. Han kunne vække de døde. Og denne gang...måtte han havde kontrol over det. Han havde haft evnen i nogle uger nu!

Han mærkede energien der flød rundt om det lille skelet. Han knyttede hånden, da han havde det som om han havde fat i energien og hev let i den. Og så trak han let på den ene skulder og lod hånden falde ned langs siden igen. Han mærkede skyggerne, dem han havde fået efter ritualet til archdemon og dem der nu havde beriget ham med denne evne, komme. De hviskede, de hev, de flåede. Hans øjne blev mere sorte. Hans ansigt en anelse mere tomt, ligeglad.
Lidt efter bevægede jorden sig. Og lidt efter kom det halve skelet til syne. Hun var åbenbart blevet begravet her for nylig, så var det nok en del af et familiegravsted, dem var folk altid langsommere om at opgive.
Pigen kom op. Halvdelen af hendes ansigt var hud og kød, resten var skelet. Begge hendes øjne var intakt. Der var hul ind til hendes ribben, der hvor hjertet normalt ville sidde, men der var intet hjerte der slog. Hendes ene hånd og skinnebenet på det ene ben var lige så fuld af huller, hvor man kunne se skelettet. Jordklumper faldt af hende, da hun rystede hovedet. Resterne af et mørkebrunt, fyldigt hår bølgede om hendes hoved i totter. Øjnene var blå. Uskyldige.
Resterne af en rød kjole hang om hende og hun havde endnu godt fast i en bamse-kanins lange ører.
Da hun var kommet godt op af jorden, så hun tom frem for sig i et øjeblik. Sean mærkede den energi det kostede at holde hende i live, men han lod sig endnu ikke mærke med det. Det kostede mindre for et barn. Han så ned på hende og smilte svagt. Og pigen drejede hovedet...Og prøvede at smile op mod ham. Hendes hånd gled frem og Sean tog den i sin, som skulle han ud og gå en tur med hende.
De gik tættere på Zann. Pigen gik på en lidt kluntet måde, men det så ikke ud til at bekymre hende.
"Hils på..." han så over mod gravstenen og trak så let på skuldrene.
"...Kald hende hvad du vil." smilte han let og gjorde en let gestus mod hende, som ville han vise hende frem.
Om han var syg? Visse folk ville nok beskrive ham sådan. Og de folk der havde prøvet at ændre det, at hjælpe ham...Var forsvundet, inden det kunne stadfæste sig. Så han fortsatte ud af den skæve vej, som han var kommet på, siden han havde dræbt sin egen spæde søn, for at få mere magt. Og når man først har dræbt en...Virkede det så nemt at dræbe et mere. Og et mere. Til sidst betød det blot intet.
Han tvivlede dog på at Zann ville lade sig slå ud af dette. Det var også mest for sjov. Siden han havde nævnt det. Den eneste svaghed, den andens styrke. Deres alliance kunne hurtigt blive god.
Han viste sig fra sin bedste side. Det havde øvet sig på. Det krævede en der var lige så godt, som ham, til at læse folks kropssprog, for at vide at det endnu var nyt for ham at vække de døde til live. Men han mente nu han klarede sig meget godt!