What will your journey bring my Dear - Demiah

Vánagandr var på vej imod slavemarket. Han havde hørt hvisken i afkrogen at det var på vej til at komme på benene, men nogle ville måske ikke havde noget imod det? Fenris måtte se sig selv, som kommende hersker. Hvis han skulle holde sit folk på plads, måtte han jo havde en slave for at holde den på plads. En eller anden form for 'udfordring' lå i ham selv. Hans påklædning var af borgerlig standard. Han fortrak at holde sit sande 'jeg' skjult. Specielt efter en tidligere episode med at folk prøvede at myrde ham for hvem han var. Disse områder er ikke sikre. Derfor havde Fenris taget Rex med.

En 89 kilo ren muskle basse. Stor og farlig, for det blotte øje, men en rigtig luffe hund når Rex ikke var på arbejde. Fenris havde Rex i lænke for at virke en smugle mere intimiderende. Hans øjne gled imod Bazaaren's indgang, som han nærmede sig. Han så imod en Slave handler, som viftede efter at få en ny slave op. Fenris ventede spændt for at se hvilke 'kvaliteter' der ville dukke op. Samt også om disse slaver ville blive skalet og oileret, så man ikke kunne se hvordan deres hår ser ud. Hvordan deres hud stille ville dø? Eller hvor gamle folk ville være. Fenris vidste trods alt også at kvaliteten ofte lå i slavernes tænder. Jo bedre kvalitet og stand de var. Jo bedre ville man sikre sin slave var 'iorden' og ikke led af sygdom. Fenris så sig omkring for at se hvilke andre folk var der.

En større herre, som sad på en stof overtrukkede pude. I hvert fald i følge Fenris. Han havde 3 slaver til at tjene ham. Den ene skænkede ham drikkelse. Det var en ung pige. På omkring 9 sommere gammel. Hun så blej og næsten udhungret ud. De andre to, som havde mere føde i sig, så ud til at kende omgivelserne. Deres ansigt er neutrale og deres øjne virkede fjerne. Måske har manden taget deres sjæl og sat en eller anden form for falskhed i dem istedet? Fenris blev en smugle facineret, men alligevel måtte han fokusere.

Hans øjne gled igen tilbage for at se om han kunne spotte noget 'interessant'. Slave handleren fik solgt den næste slave og prøvede nu at få viftede den næste frem. Måske var dette en, som Fenris ville kunne li? Blot personen ikke var for tynd eller for magre. Tænkte fenris kort for sig selv. Han nærmede sig roligt til fronten. Folk trak sig til side, som de spottede Rex og Fenris stod nu ved 'foreste' sæde og observerede.

Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Demiah sad på jorden, og forsøgte at lukke folks stemmer ud af hendes sind. Alt var bare begyndt at gå galt for hende, og så havde hun forsøgt at stjæle fra en sortelver. Hun skulle have taget det med ro. Det var for sent nu. Hun var taget, hun var lænket og skulle nu sælges. Lænkerne gnavede i håndleddene og benene, og ikke mindst i halen, som sad sammen med hænderne på ryggen. De havde lært på den hårde måde, at halen var farlig. Halsen var fri for lænker, men sortelveren havde givet Demiah et halssmykke på. Det var tydeligt, at der var blod deri, men hvis blod, vidste hun ikke. Kløerne havde ikke blødt efter at de blev klippet for langt, hvilket var heldigt, og Demiah kunne generelt ikke mindes at have blødt på nogen måde i løbet af den tid hun havde været fanget.

Sortelveren kom gående med hastige skridt, mod Demiah, og greb fat om hendes hals. Uden problemer samlede han hende op, og bandt et tyndt klæde for hendes øjne ”De skal overraskes, forkæles. Du er dyrebar, og skal forkæle dem med dit udseende.” Hans stemme var rusten, efter at have råbt efter sine personlige slaver hele dagen, og ånden lugtede af råddent kød. ”Du skal vises frem, men ikke for meget. De skal kunne nyde det, men ikke få alt på en gang.” Hans stemme blev nærmest blød. Hans elskede sit job. En kappe blev lagt over Demiahs skuldre, og hætten trukket op. Skidt lå i tørre lag på den, men det var til at se, at den engang havde en kraftig grøn farve. ”Og nu, gå derop!” ordren gjorde hans stemme hård, igen.

Et par hænder lagde sig på Demiahs ryg, og skubbede hende mod trappen. Havde det ikke været for lænkerne, ville hun sagtens have undgået at faldet ville kunne volde skade, men hænderne var jo ikke frie. Lige så snart Demiah havde indfundet sig i at det ville gøre ondt, blev hun grebet af et par hårde, men stærke hænder. En anden slave. Sortelveren var allerede i gang med at gøre livet surt for den person, som havde skubbet Demiah, mens slaven hjalp Demiah op. De nikkede til hinanden, anerkendelse for hjælpen, en tak, og så blev de skilt.

Med forsigtige skridt gik Demiah op af trappen. Klædet gjorde det lidt svært at se trinnene, og kappen og kæderne gjorde det svært at gå. Lyden af mennesker der ventede på den næste slave var uudholdelig, og den blev kun højere af at hun kom tættere på. Demiah kunne efterhånden se, den ødelagte Bazaar, se de handlende, slaverne. Det gav et ryk i kroppen, da hun indså, at alle øjne lå på hende. Med et enkelt tegn fra manden der stod forrest, blev kappet revet af, og gisp kunne høres fra folkemængden. Solen fik nærmest Demiah til at skinne, og ligne en dødelig gudinde. Håret var uglet, men hang stadig flot og frit ned af kroppen. ”Her har vi et pragteksemplar. Hun er perfekt til at vise frem til gæster, og vil tydeligvis kunne give prestige til hjemmet. Hun er let som en fjer, men frygt ikke. Hun er ung, og vil uden problemer kunne avles på…” Beskrevet som et dyr. Demiah stod stille, og kiggede rundt med halvåbne øjne. Havde det ikke været for det tynde klæde om øjnene ville det have været nemmere at se hvem der kunne blive hendes fremtidige ejer, men de kunne ikke se at hun kiggede. ”Hvad byder i?”

Smykket: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Fenris øjne faldt på kvinden. Det var tydeligt at hendes figur stod af at være ung. Dog kunne han ikke spotte hendes ansigt. Hun var ung og frisk, men at hun faldt måtte betyde at hun stadig var utæmmet. En slave ville aldrig acceptere hjælp. Hans øjne gled over på slave handleren, som sendte hende afsted imod trapperne. Da folk prøvede at nærme sig Fernis, gav Rex et mindre advarende og ru lyd fra sig. Folk rykkede sig 2 meters afstand omkring Fenris og hans øjne var lettere fokuserende på denne kvinde, som trådte i retningen af præsentationen. Han måtte indrømme at han så frem til hvad de havde at byde på. Da hun trak hætten af og viste sit sande ansigt stirrede Fenris øjne. Hans blik slog bestemt op og så dette, som en værdifuld tjener.

Da manden beskyndte at beskrive hende og at hun kunne være værd at avles på trådte fenris frem af, mens folk råbte op. ''20 guldstykker!'' andre råbte 40 og nogle råbte hele vejen op til 100 guldstykker. Fenris vidste at dette var ikke hende værd. han hviskende gav Rex til at udgøre en enkel brølen, som fik nogle folk til at gyse sig. ''Du kan få 50 platinium for hende. Kontant.!'' Fenris vidste at platinium var en højere valuta. Denne slave var værdifuld. Mere end avle. Dette var hun ikke værdi til. Hun var værdi til noget langt mere. Hans øjne faldt på hende og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Tag det eller ej. Nægter du mig, skal du selv tale med Lord Abbadon. Hersker af alle dæmoner!'' Fenris trak sin kappe af, som havde en mindre vest inden under. Rygmærket var symbolet af højt adelige status. Hvis man kendte inde for dæmon verden, var det betydning af Kron prins. Hans øjne gled på Kvinden. Et svagt smil dannede sig på hans læber, mens han der efter faldt over på Slave Handleren.

Han greb fat omkring sin pung, med 53 platinium. Dette burde være mere end rigeligt til at stille folks tilfredshed. Håbede Fenris i hvert fald. Nogle folk gys sig kort og så på hinnanden. De begyndte at hviske frem og tilbage. Nogle i afkrogen hviskede omkring at denne persons mærke på ryggen betød adelighed. Mens andre talte og hviskede omkring at han måtte være Dæmon herskerens broder. Nogle mente andet, mens alle var svagt enige om dette. Den halv fede sultan, som sad med sine slaver stirrede brat på Fenris. Han havde lagt mærke til ham, men gav ikke større opmærksomhed før nu.

Folk rykkede sig 2 meters afstand fra Fenris, mens Rex nu lod sine øjne rundt. Rex vidste at han bestemt var på arbejde og når hans herre har råbt op, betyd det at være på vagt. Hver en enkel del af hans muskler gled over kroppen på det store dyr. Den 1,5 meter høje hund, som blot var et større muskel bund, stod nu fuldt ud klar.

Fenris' øjne gled bestemt på kvindens halssmykke. Hvorfor havde han valgt at beklæde kvinden med sådan nogle 'juveler' i forhold til andre slaver? mon han håbede på en bedre pris? Hans øjne gled over mod slave handleren. Afventende på et svar.

((Ret forsinket svar. Det er heller ikke mit bedste xD))
Råb om guldstykker fik luften til at vibrere ubehageligt for Demiah. Hun følte sig som et dyr, som et stykke kød. Salget kunne både redde hende fra sortelveren, og dømme hende til døden som avlsdyr. Et brøl skar gennem luften, og Demiah kiggede mod den åbning folkemængden skabte omkring et stort hundelignende muskelbundt, og en mand, beklædt i kappe, og underligt nok lignede alle andre. En mand med sådan et væsen hos sig kunne kun være alt andet end normal. Da manden nævnte sin pris, var det næsten som om at alt blodet forlod Demiah, og gjorde hende lettere svimmel. Så meget for hende? Godt nok vidste hun, at hun var speciel af udseende, men aldrig at hun ville være så meget værd i nogens øjne. Slavehandleren ved siden af stod helt målløs og kunne ikke få et ord ud. Hele hans krop skreg at denne pris var højere end han nogensinde havde og ville opleve igen. Demiahs blik faldt på sortelveren. Han stod rank og stolt, og trods hans ellers kolde aura, kunne han ikke skjule hverken overraskelse eller fryd fra hans udtryk.

Demiahs blik vendte tilbage til manden, da hans stemme kunne høres igen. Aldrig havde hun drømt om at nogen så højt oppe ville have noget med hende at gøre. Hvis hun var heldig ville det betyde magt og muligheder. Måske hvis hun var ekstra heldig, ville hendes far være til at finde. Et lille smil bredte sig på læberne. *Fars blod vil føre mig hjem* Demiahs blik fulgte mandens hånd, da den greb om pungen. Selv med et klæde for øjnene kunne hun se at pungen var i glimrende stand og kvalitet. Det gav dog mening når man tænkte over indholdet. Han ville være det optimale mål på gaden, men hun ville aldrig kunne have taget pungen uden at miste noget. Folk begyndte efterhånden at hviske blandt hinanden. Hvad om, var til at gætte, men det var ikke til, at få nogen mening i ordene. Nogen begyndte at pege på mandens ryg. Var der noget der? Et mærke? Var det kvaliteten eller generelt udseendet af vesten? Var ryggen underligt nok fri for nogen form for tøj? Det var ikke til at finde ud af noget konkret fra denne stilling, men Demiah mente at hun nok skulle finde ud af det, som ikke for lang tid. De personer, som stod tættest på manden, skubbede til hinanden i forsøget på at komme væk fra det store væsen, som Demiah fuldendt konkluderede til at være en hund.

Sortelveren begyndte at klappe. Hans smil var stort og grumt. Enten var alt gået efter planen, eller også havde han lige lagt den perfekte plan. ”Vi bør undlade at forstyrre Lord Abbadon med noget så simpelt som dette.. Vánagandr.” Demiah blinkede i forvirring. Hun havde hørt navnet før, for lang tid siden, men kunne ikke komme på hvor eller i hvilken sammenhæng. ”Kom, kom, kontrakten venter” Han gestikulerede mod et stort beigefarvet telt. Demiah vidste hvad hun skulle gøre, det var blevet banket ind, hvornår hun skulle gå ind i teltet, hvad hun skulle gøre derinde, og hvad hun absolut ikke måtte gøre. Hun måtte ikke sige et ord før kontrakten var underskrevet. Demiah tog forsigtige trin ned af trappen og ind i teltet. Endnu et fald ville være katastrofalt.

Sortelveren stirrede på Demiah med et koldt blik, til var nået indenfor i teltet. Med en hurtig bevægelse var klædet for hendes øjne revet væk, hurtigt men hårdt. Demiah lavede en grimasse, da det begyndte at svige lidt ovenpå ørerne. Sortelveren vislede ”Sæt. Dig. Ned.” og skubbede Demiah ned på jorden. Smykket svang let under bevægelsen, og sortelveren stirrede intenst på det, som var det noget af det vigtigste i hele hans liv. Det var tydeligvist noget han kendte til, men hvad end det var til for, var det ikke godt, så meget kunne Demiah regne ud.

// Det er helt iorden. Faktisk har jeg set frem til dette! xD //

Fenris' øjne gled over på slave handleren. Folk rykkede sig til side og nærmest lavede en mindre passage, som manden nævnte 'Vánagandr' Folk stirrede intens og nogle få hist og her nævnte ordne 'dæmon prins' og andre sagde 'kron prins' i afkrågende. Fenris ignorede dem fuldt ud. Hans øjne var sat på sit bytte. Dette bytte var kvinden. Han vidste at hun var mere værd end de fleste væsner på jorden. Hans øjne gled på Slave handleren, som førte dem til et telt og Fenris fulgte blot roligt med. Hans øjne gled kort på kvinden og han traskede hende en smugle i forvejen, så hans rygmærke muligvis kunne blive til syne for hende.

Vánagandr's Rygmærke:

Få folk vidste det sande symbol. Men hvis man vidste det, ville man vide at Symbolet betød Royalitet, Jagt, Blod, Død og Mørke. Hans øjne gled rundt i teltet. Han snusede kort for at kunne få en smugle af færden, hvis 'nogle' skulle skjule sig. Rex satte sig brat udenfor teltet og holdte vagt. Fenris havde i den ene hånd hans pung med penge og bandt den der efter under Rex's halsbånd. Både for at sikre at -ingen- turde tag den før aftalen var i hus. Selv ikke engang slavehandleren.

Hans øjne gled på pigen, som hun blev strengt sat ned på knæ. Fenris lukkede telted og så over på ham. ''Først undersøger jeg følgende skader på den vare jeg ønsker at købe. Hvis der er blot en enkelt skade, nedsætter jeg prisen med 5 platinium pr skade. '' Hans øjne gled på slave handleren og han forventede blot at han forstod at Fenris ville sikre sin vare's standard tæt på. Istedet for på afstand. Dette ville sikre at denne vare ikke var falsk, samt også sikrede Fenris ikke blev snydt for noget, som var blevet 'opfundet' af simple kirugi og tricks. Et svagt smil dannede sig på hans læber og han gik stille over til kvinden. ''Ikke at jeg forventer at dette skulle være noget problem. Vel?'' Hans øjne gled kort over på Slave handleren og der efter på pigen.

Hvis slave handleren havde givet Fenris lov,lod hans ene hånd ned under hendes kæbe og han ville begynde at undersøge hendes ansigt først efter skramme, betændte fyldte sår, samt følelsen af Olie. ''Åben munden. Så jeg kan se hvor sunde dine tænder er'' sagde Fenris i en nærmest rolig og 'faderlig' stemme. Som var han den mest afslappe og venlige sindet mand. Han ville der efter lade hænderne over hendes pande for at sikre at hornet var ægte. Han ville ikke rive i den, men der imod lade en finger spids mærke stykket mellem horn og hud. Da dette sted ofte var mest tydeligt, hvis det blev malet eller falsk lagt på.

//Har taget for lang tid om det her xD//

Ordet kronprins nåede Demiahs ører, og lod hende forstå hvor heldig hun faktisk var. Det kunne ikke blive bedre. At være så tæt på en kronprins, og ikke mindre dæmonernes kronprins, ville øge hendes chancer, muligheder for alt, selv som en slave.. Hvis hun da blev fuldt ud hans.
Kronprinsen var hurtig, hvilket var forståeligt, sådan som folk forsøgte at komme væk, at undgå at stå i hans vej. Han var endda hurtigere fremme ved teltet. Det var her Demiah forstod hvorfor folk havde hvisket. Den heldige kronprins havde et rygmærke. Et symbol som fik det til at gyse i Demiah, selvom hun ikke kendte til dens fulde betydning.
Demiah beundrede rygmærket i et par sekunder, til den store hund kom frem i synsfeltet. Den var enorm og uhyggelig at se på. Det mest uhyggelige var dog dens begavede øjne. Et intelligent væsen med sådan en størrelse styrke, var ikke nogen Demiah ville jagtes af. At pungen blev efterladt i dens varetægt var kun det bedste.

Prinsens ord gjorde et indtryk på slavehandleren. Hans ansigt blev sammenknebent og strengt, men han trådte et skridt tilbage.
”Der er intet problem.” sagde han så roligt som han kunne. Hvis der var noget Demiah nød, så var det at se slavehandleren blive sat på plads.
Prinsen kom tæt på. Tættere på end Demiah egentlig kunne lide, selvom han virkede rarere end så mange andre. Hans hånd kunne være mild, men den kunne også være ufølsom og hård som sten, grov som sandet. Det var flere år siden at en hånd ikke havde været til at påføre hende skade. Demiah gispede af overraskelse, da hånden var blidere end forventet. Det var ikke noget hun skulle vænne sig til, men det var rart at prøve igen.
Ansigtet var præget af et gulligt mærke på højre kindben og selvfølgelig de selvpåførte ar. Huden var svedig, men ikke så meget, at det kunne forveksles med olie.
Stemmen gjorde ekstra indtryk på Demiah. Han var virkelig den venligste mand i omegnen, og den bedste køber. Det var beroligende, og fik Demiah til at smile let. Det var bedre end hun nogensinde havde forventet. Demiahs tænder var hvide og hele, med samme perlemorsagtige udseende som så meget andet ved hende. Berøringen nær pande-hornet fik Demiah til at lave en grimasse. Området var følsomt, sensitivt lidt ligesom et blåt mærke, men ikke lige så negativt. Ikke nok med det, men Demiah så den del af kroppen, af huden som et ganske privat område. Ingen skulle røre det, men hun kunne ikke sige noget imod det. Hun skulle bare væk fra slavehandleren.

Slavehandleren prøvede sig frem med et lumsk smil, og fik med selvtilfredse ord fremsagt
”Tilfreds med varen?” Demiah skiftede mellem at kigge på ham og prinsen. Skrammerne rundt om kjolen havde ikke den store betydning, men under den, var der nogen der var større. Prinsens venlige gerning skulle ikke gå til spilde, og slavehandleren kunne godt bruge et problem. Demiah vendte sin fulde opmærksomhed over på slavehandleren, og med et lille trodsigt smil og rolig stemme fik hun ytret en sætning
”Næppe, efter det her.” Demiah rev næsten kjolen halvt over, så den hang om hofterne, i forsøget på at fremvise alle de skader hun var blevet påført. En lille hævn for alt. Nu var alt tydeligt, store plamager af blåt og gult lå lige akkurat hvor kjolens folder havde dvælet, og kiggede man efter var der væskende sår efter utællelige piskeslag, på den nedre del af ryggen.
Slavehandlerens reaktion fortalte Demiah, at han ikke havde forventet den slags postyr, eller måske var det noget andet. Slavehandleren tog fat i en kæde han havde om halsen, og trak noget op, noget frem fra sine klæder. Han havde et smykke, der lignede det Demiah havde på sig. Han var ikke den mindste smule overrasket. Han havde snydt hende. Han havde været forberedt på situationen.
Smerte. Et lille hyl fløj fra Demiahs hals, da hele hendes krop blev gennemtrængt af smerte. Alt kontrollen forsvandt, og jorden nærmede sig faretruende hastigt. Al kraft, alt energi forsvandt i et øjeblik, og lod hende falde fladt. Lyde var ikke længere til at identificere, synet var borte og enhver bevægelse var smertefuld.
Slavehandleren stod lidt og beundrede sit værk, sit smykke. Et lille smil blomstrede frem, og med en uhyrlig rolig stemme, fik han ytret
”Intet er permanent. Den vil komme sig i løbet af meget kort tid.”

Fenris var stadig igang med at undersøge hende. Da slave handlerens stemme lyd og Fenris smilede svagt for sig selv. Han lod hånden fra hornet glide ned til Demiah's hage, for at virke en smugle tilfreds over sit udsyn på hende. Dog da hun tog fat i hendes tøj og flået det op for at vise hvad slave handleren havde påført hende, lagde det et mindre iritation. Specielt når han vidste at Demiah havde bekræftet overfor ham at hun var af dæmonsik afstamning. Så at dette.. Under væsen havde fået fat i sådan en sjældent juvel og påførte hende en smerte, fik ham til at gribe fat om skaftet på sit våben og svang det i en kort og hurtig bevægelse imod halsen på slave handleren. Han stoppede dog da en lå nær halsen. ''Jeg gav dem ikke lov til at forpine varen jeg stadig ser på. Du skal være glad for at jeg kan se hvad hun er værd og for hvad de har påført hende nu er prisen for hende at bevare dit eget liv. Dit ynkelige, svage og mindrestående bæst. Du får 2 sekunder til at fjerne den forbandelse du har påført hende eller jeg skal personligt gøre dem til mit eget lege tøj i flere århundreder'' Vánagandr havde ændret sine øjne og lyden af sylespidse tænder dukkede op fra hans tænder. Hans vrede havde vækket op i ham og han havde indsamlet mere end rigelig mængde duft fra slavehandleren og hans omgivelser. Fenris' øjne blev mælkehvide og hans tænder lignede mere hajtænder end noget andet. Han var træt af denne arrogant stodder og nu kom hævnen for at tilfange tage nogle af hans mest vurderlig befolkning, som er unike. En afart af 'faderlighed' lagde over hans stemme, mens hans hund havde stået på alle fire og trådt indover Demiah, for at beskytte hende. Den's øjne gjorde sig klar til at angribe hvilket som helst væsen, som trådte ind i templet eller beskytte Demiah om nødvendigt.

Fenris håbede at slavehandleren ville acceptere hans tilbud om at han overrakte Demiah til ham, hvis han altså stadig ønskede sit liv forbeholdt. Selv om Fenris mest af alt havde lyst til at tage hans liv. Dog hvis slave handleren valgte at prøve tilkalde vagter, ville Fenris som det første tage fat i hans halskrave og lade sine tænder bide fat i hans læber og 'grave' efter hans tunge og kød ved læberne, som sikkert nok blot ville ligne et 'kys' dog meget koldblodigt et af slagsne.

Et forfærdet blik, erstattede det rolige smil, i slavehandlerens ansigt. Det var ikke den reaktion han havde forventet og håbet på, overhovedet.
“J-jeg… øjeblik.”
Ved synet af Vánagandrs ændrende udseende forsvandt enhver plan om at kæmpe imod. Han ville ikke risikere noget. Med rystende hænder fumlede han efter sin egen kæde, som han hev af, smed på jorden og stampede hårdt på. En lavmælt hvisken hvislede fra smykket, som nu var blevet til støv, ligesom smykket omkring Demiahs hals.
“Simpel magi…” Han vidste bedre end at modsætte sig denne dæmon… lige nu. Nok havde han mistet sin mest værdifulde vare, men han skulle ikke risikere sit eget liv. I et sidste forsøg på at beholde sin værdighed, rettede han på sit tøj, og stod rank. Han var stadig bange, men forsøgte at se mere rolig ud. Han stak sin hånd ned i en ydre jakkelomme, og fremdrog kontrakten, samt en fjerpen, hvorefter han hurtigt fik skriblet sin underskrift
“Tag hende, tag hende!”

Demiah begyndte at komme til sig selv, og lagde mærke til en varme over sig. Synet var hurtig til at vende tilbage, og hvilket syn det var. Med den store hund over sig, slavehandleren i kronprinsens kløer kunne hun ikke være kommet sig på et bedre tidspunkt… Eller, hun troede at manden var kronprinsen. Han var blevet mere umenneskelig, skræmmende og virkede til at pulsere af ren aggressiv magt og vrede, i hendes øjne.. Slavehandlerens frygt var fascinerende. Selvom han virkelig prøvede på at forholde sig rolig, lyste det ud af hans øjne. Han så lille ud.

I et forsøg på at rejse sig, kom Demiah i tanke om sine lænker, og opdagede hvor meget energi slavehandlerens magi havde opbrugt i hendes krop. Det skulle ikke stoppe hende. Ved brug af sin egen magi, fik hun lænkerne frosset til, stille og roligt, og med små knæk kom både hænder og hale fri. Verdenen hvirvlede rundt. Desorienteret og svagelig, fik Demiah kravlet op på knæ og, med rystende ben og fare for at falde, kom hun forsigtigt op at stå. Hun skulle op, og hun gjorde det. Verdenen hvirvlede stadig rundt, men ikke nær så meget som før. Slavehandleren så ikke glad ud. Han lignede mere eller mindre en utilfreds tudse. Selve sammenligningen fik Demiah til at fnise.
“Sikke et syn”

Fenris øjne gled kort på kontrakten og et svagt djævlsk smil lagde sig fast over hans læber. Han skrev med tvetydig skrift, som både kunne være hans underskrift, eller hans 'klon' han havde kørende og derved i følge nogle folk 'forfalskede' sin egen underskrift for at sikre at hans egen sande underskrift aldrig ville blive lagt i en magisk kontrakt. Hans øjne gled kort over på slavehandleren. ''Jeg forventer at dette bliver første og sidste gang jeg oplever dette fra sådan en som dem. Ellers vil de høre fra min faders stemme og han er knap så.. Barmhjertig som jeg selv. '' Fenris vendte sig rundt og hans øjne gled over på lænkerne, som så ud til at være frosne. Et svagt smil dannede sig på hans læber og han gik over til hende og lagde hænderne under hendes hage. Medmindre hun turde trodse ham, hvilket han ikke helt havde den forståelse af.

''Du bliver båret, da du skal medicineres og undersøges.'' Fenris vidste nu at det ikke ville vare længe før at andre slave handlere ville elske at få fat i ham, så han så kort på hans vagt hund og lod en kort knips med hænderne, som fik hunden til at ligge sig klods op af Fenris. Han tog fat i penge posen og lagde den i lommen igen. Hans øjne gled på hans nye købte 'slave' Han fjernede hånden fra hendes kæbe og forventede ikke at hun ville stride ham imod, så han begyndte at bære hende. Medmindre hun valgte at pånævne at hun selv ønskede at gå. Hvis dette var tilfældet ville han blot nikke og der efter fortsætte i samme tempo. Forventende at hun ville følge med, hvis ikke dette var tilfældet, havde Rex et par få gange øjnene på hende og allerede færten halv fokuserende på hende.

Slavehandleren stod blot som en statue, det eneste som indikerede liv var hans nervøse, bange øjne, med en lille gnist af had. Et ønske om hævn sad tydeligvist i hans krop, men han kunne ikke gøre noget ved det. Ikke nu. Det eneste han kunne gøre var at stå og se på mens det mest værdifulde han nogensinde havde haft, blev taget fra ham.

Demiah smilede endnu lidt. Det var svært at fokusere ordentligt på noget, nu, men hun kunne have svoret på at hun skimtede et lille smil på prinsens læber. Hun lukkede øjnene i et øjeblik, og åbnede dem først ved følelsen af hænder under sin hage. Han var så tæt på at hun næsten ville kunne lugte ham, hvis alle hendes sanser ikke var ved at gå ud. Prinsens direkte sætning fik hende til at smile let. Hun havde foretaget det rigtige valg.
“Som De ønsker.. Herre” fik hun hvisket. Alt var så tåget at hun kun lige lå mærke til at hunden var der. Alle sanser var dulmede, kolde, intet var klart. De var dog ikke dulmede nok til at holde kroppens reaktion på at blive båret, tilbage, med en smerte der gled gennem kroppen med hvert hjertebank, og et håbløst, ynkeligt støn der flød ud i luften.

Det tog Demiah en del at gøre sit for at fokusere på prinsens, Vánagandrs ansigt. Det var svært, men det var det værd, at kunne se ansigtet af den mand som havde reddet hende fra den smertefulde fælde. Det fik hende til at smile let, i et øjeblik. Selve anstrengelsen var nok til at give Demiah tårer i øjnene. Så svag havde hun kun følt sig en gang før, under dæmonsygen.
“tak” ingen lyd forlod hendes læber, kun bevægelsen afslørede ordet, mens hun kæmpede for at forblive ved bevidsthed. Selve frygten for det ukendte var nok til at få Demiah til at tage fat og holde fast i Vánagandrs vest. Det tog et øjeblik, med en kamp mod de bagudrullende øjne, før mørket i lidt tid overtog Demiahs sind

Fenris's(Vandagandr's) øjne gled kort på hende, da han lod mærke til at hun kæmpede for at holde sig vågen. Måske var bruddet for den 'lænke' sortelveren havde på hende en forstor påvirkelse af sindet? Han så kort på Rex og smilede lidt. Et par folk holdte øje med Fenris, som han fortsatte videre igennem gågaden, med kvinden i favnen, som han næsten 'stolt' bar. Andre folk hviskede i afkrågende, dog stadig frygtsomt for ikke at vide om Fenris ville gå til angreb eller værre. At torturere dem i flere århundreder. Hans øjne gled kort omkring sig for at sikre at mordere ikke skulle være sendt efter ham. Han ville på et eller andet tidspunkt ikke helt blive overrasket. Hvilket var derfor han medbragte Rex. Som havde lugte sansen efter giftige pile, som sikkert kunne bringe Fenris i knæ.

Rex øjne kørte rundt omkring Fenris og Demiah. Både for at sikre at de ikke røg i en fælde, men også for at sikre sin herre kom uskadet hjem. Fenris fortsatte videre imod 'sit' hjem, som orignalt var hans faders, men som han valgte at føre de fleste af sine 'gæster' med til. Han fik åbnede døren op og en ung kvindelig tjener åbnede døren mere op, så Demiah og Fenris kunne komme ind. ''Velkommen hjem herre. Ønsker de at jeg sætter et varmt bad over og..'' Tjeneren så på kvinden han havde i hænderne og stille nikkede kort og rettede straks sin sætning. ''Jeg beder de andre straks om at sætte et varmt bad over og tilkalder lægen hvis de ønsker.'' Hun vendte hurtigt rundt på hælen og tog fat i en snor, som fik en mindre klokke til at ringe og 4 tjenerinder straks kom løbende. To af dem trådte ind til gæste værelset og fik fundet 2 spande frem og begyndte at komme ind og ud af værelset, med varmt vand for at fylde badekaret op med varmt vand, mens den ene af de 2 resterende, som blev tilkaldt var ved at få redt sengen op, så Demiah kunne ligge behageligt, mens Fenris bar hende ind til værelset. I mellem tiden var den første 'over' tjenerinde i gang med at skrive brevet, til at kunne tilkalde lægen, som fenris ikke stoppede hende i. Der efter overrakte hun brevet til den sidste tjenerinde, som nikkede høfligt og trådte hurtigt ud af hoved døren, for at overække et brev til 'nogle' som sikkert formodentligt var lægen.

De to andre var ved at færdig gøre og havde hver fundet hver af deres 'forslående' urter til at kunne placere i badet, fremvist for Fenris. Hans øjne gled kort over urterne og en smilede lidt. ''Lad os bruge begge. Jeg ønsker at sikre at hendes blod omløb og hendes sind er så klar og hvid, som sjælen jeg ofte æder.'' De to kiggede kort på hinanden og nikkede blot anerkende uden at modsige deres prins. De skyndte sig ind i badeværelset og fik fundet en pose, som næsten var helt gennemsigtig og placeret urterne i, så de ikke ville flyde rundt i badet. Der efter hang den for enden af badekaret, så urterne stille kunne blive optaget i vandet.

Fenris så kort på Demiah, som var blevet placeret på sengen for at ligge mærke til om hun var vågen eller ej. Hans blik gled kort på overtjeneren og der efter så på Demiah. ''Find hende noget tøj. '' Fenris stemme var rolig, men fast. Hans øjne gled kort over på de to tjenere, som allerede var på vej ud af døren og skulle til at finde noget tøj til deres 'prins' gæst. Hans blik gled tilbage på sin nye 'slave' hvor han satte sig ned ved en stol ved siden af sengen og så halv vuderende. Han fandt en logbog frem og en fjerpind og begyndte at skrive i den, mens han noterede forskellige detailjer omkring Demiah. Hendes udseende og ansigt memik. Både for at finde frem til hvad der gemte sig i hende. Måske kunne han bruge hende til sit projekt sammen med Sean? Det kunne være et fremragende eksperiment. Hans øjne gled kort rundt i rummet og han lod mærke til overtjeneren stod klar med et håndklæde placerende inde på badeværelset og høfligt afventede flere kommandoer, som Fenris ønskede. ''De kan blot sætte dem inde i badeværelset. Afventende på at få hende her i badet. Dog først når hun vågner. Medmindre lægen dukker op først.'' Han smilede lidt og skrev lidt videre. ''Hun har tyve sekunder til at vågene. Hvis ikke placere du hende i badet.'' Hans øjne gled kort over på overtjenerinden, som blot nikkede anerkende.

Slavehandleren stod stille tilbage. Da den åbenlyse fare endelig viste sig at være på stor nok afstand, gik han igang med at lægge sin hævngerrige plan. Ingen skulle komme godt afsted med at tage noget fra ham. Men planen ville tage tid, lang tid. Han var dog meget tålmodig, og titler havde ikke holdt ham tilbage før.

Vejrtrækningen begyndte at tage til i kraft. Sanserne vækkede roligt til live. Det tog lidt tid før Demiah opfattede at hun lå på noget blødt. Blødt? Det var blødere end græsset i parken, end mudderet i en sø, og det var tørt, varmt. Det var behageligt, men lettere bekymrende. Det var svært for Demiah at huske hvad der var sket, siden hun kunne være endt sådan et sted.
Lyde, en stemme lød nær hende. Ordene var ikke til at fange, men gjorde hende underligt nok ikke særlig urolig. Tværtimod blev hun rolig. Forskellige fodtrin bevægede sig omkring, indikerende at der var mere end stemmens ejer. Øjnene var tunge, men efter et par forsøg, fik Demiah åbnet øjnene nok op til at kunne se, sløret, hvor hun var. En skikkelse sad nær hende. Det tog et par blink, før hun kunne genkende skikkelsen. Kronprinsen. Kunne det virkelig være sandt? Var hun virkelig fri for sortelveren?
“Jeg… Jeg drømmer, gør jeg ikke?” Hendes stemme var svag og hun smågrinte et kort øjeblik, før hendes krop protesterede med smerter, og grinet blev erstattet med et støn. At hun skulle føle glæde igen, var lidt svært at forstå. Hun lå lidt og kiggede op i det flotte loft. Hendes lykke var for stor til at en øm krop kunne holde hende fra at smile igen. Hun hviskede for sig selv
“Vánagandr… Dæmonernes kronprins.. Heh..”
Demiah satte sig forsigtigt op, lavede en grimasse af smerte, og viftede let men rystende med halespidsen. Hun følte sig stadig svag, men ville helst ikke vise det. Det var nok at hun havde mistet bevidstheden hos ham, sin ejer, sin leder. Demiah kunne også lige så godt spørge med det samme om hvad der var krævet, forventet af hende. Hun var stadig en slave, stadig en genstand med en opgave, et formål.
“Hvad kræves der af mig.. Hvad er mit formål?” Hendes stemme havde opnået lidt mere kraft, og hendes øjne søgte nysgerrigt, med et hint af alvor, efter Fenris’.

Fenris øjne gled på hende, lyden af hendes stemme som spurgte ind til om dette var en drøm. ''Havde det været en drøm, må jeg skuffe dig og sige at du befinder dig på din arbejdsplads.'' Fenris høfligt forsøgte at placere hans hånd og roligt nusse hendes pande, hvis det lykkedes ham ville han rette hans hånd fra hendes pande til at støtte hendes ryg, I det hun satte sig op. Dog nok til at hun ikke skulle kæmpe så meget, med at få sig sat oprejst. Hans blik gled kort undersøgende på hende. Halv vurderende om hendes tilstand var kritisk eller ej. Hans anden hånd høfligt placere log bogen på det lille bord til højre fra Fenris, mens hans øjne gled vurderende på hende. Lyden af hendes spørgsmål om hvad der forventede af hende.

''Det der forventes af dig i øjeblikket. Er at blive rask. Ved første ting skal du vide følgende. Jeg forventer deres loyalitet, lydighed og hvis de har rådgivende evner i et fag de er ekspertise i, fortrækker jeg deres tilrådgivning. Alle mine tjenestefolk ved dette, men de ved også at unødvendig snak ikke er tilstede, når arbejdet kalder eller offentlige begivenheder sker. '' Fenris stille fjerner sin hånd fra hendes ryg, hvis det havde lykkedes ham i sin aktion på at hjælpe hende, med at side op og derved placere den let begge hans hænder på hans lår og fortsætter høfligt med rykken rank. ''Du skal for det første i bad, da jeg har brug for at din krop for de mineraler det har brug for, men også for at rense krop og sjæl fra den..'' Fenris virker halv dårlig bare tanken om at nævne dette. ''Sort elver, som formåede at eje en dæmonisk race. '' Hans øjne gled på hende og smilede lidt, væmmelsen af at en sort elver havde formået at få fat i Demiah undret ham lidt, men spørgsmål som nok snart ville komme. ''Lægen vil dukke op snart, så jeg regner med at badet ikke vil tage så langt tid. Kan du gå?'' Hans øjne gled på hendes ben, halv vuderende om hun var istand til at gå eller om var for svag i øjeblikket til det. På intet tidspunkt har Fenris lagt dømmende blik eller ansigts træk imod hende, heller ej hans tjenstefolk, som blot står som statuer. Deriblandt de to, som havde trådt ind med to forskellige slags kjoler.

Det var virkeligt, det var virkelig ikke nogen drøm. Demiah kunne ikke lade være med at smågrine over at hun var vågnet op på sin arbejdsplads. Som om at det var en helt ny ting for hende. Hun trak sig lidt tilbage, ved synet af hånden der nærmede sig sin pande igen, men ikke så meget at hun afslog. Berøringen, nusningen af panden var endnu en gang overraskende rart, selvom det endnu var let ubehageligt. Hun skulle nok vænne sig til følelsen, med tiden. Nu var hun jo ikke selv-ejet længere. Et taknemmeligt smil blev sendt afsted, da Fenris flyttede sin hånd, og støttede hende. Hun var virkelig langt fra forberedt på at den hjælp, når hun nu var en slave. Demiah nikkede kort ved Fenriss forventning om loyalitet og lydighed. På det punkt havde hun heller ikke forventet andet. Hun kunne dog ikke holde et smil tilbage ved tanken om at hun kunne rådgive sin egen ejer.
“Mine evner strækker sig over hvordan man fjerner ting fra andre. Så medmindre nogen dukker op med diskriminerende information om Dem, eller andet, så tror jeg ikke at min rådgivning vil være til særlig stor nytte.” Demiah kiggede forundret på kronprinsen. Hun troede aldrig at hun skulle se nogen holde på så meget væmmelse, foragt for nogen, eller noget, som en sort elver. Det var også her at hun indså hvor meget af en fordel hendes blod var. Problemet var blot at hun ikke var fuldblodsdæmon. Hun blev nødt til at afsløre det for ham, før det blev afsløret af nogen andre. Hellere opleve problemer nu, end at opleve langt værre senere hen.
“Herre… Mit blod er urent.. Jeg er en bastard , resultatet af mødet mellem en incubus og en draconianer.” Hendes stemme var lav, som om hun skammede sig lidt. Hun ville aldrig kunne gemme sig i mængden.
Ved ordet læge, kiggede Demiah nysgerrigt op. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set en læge, hvis hun nogensinde havde, førhen. Hun smile et øjeblik ved spørgsmålet om hun kunne gå.
“Kun en måde at finde ud af det på.” Ved disse ord, skubbede Demiah sig selv mod sengekanten, svang fødderne over kanten, og lod dem hvile let mod gulvet. Det føltes næsten blødt mod huden. Hun tøvede lidt før hun samlede alt den styrke hun havde opnået, og rystende kom på benene. Smerte jagede gennem benene og tvang hende næsten ned igen. Det var hårdt, men hun holdte sig oppe. Blikket flakkede omkring, fra Fenris til sten-tjenestefolkene.
Det føltes som minutter før hun endelig fik sagt, med en rystende stemme.
“Jeg… Jeg tror det går.”