I did it again didn't i? Sorry... (Brianna=Privat)

S: Bazaar.
T: Omkring 17:00
O: Mange folk som skal se kampen.
V: Nogenlunde holdende.
P: Boksershorts?
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Efter ødelæggelserne fra jordskælvet var Bazaaren gået hen og blevet stille. Men ikke længere. En rimelig stor portion mennesker kom gående hen imod Bazaaren. En eller anden havde fået den geniale idé at arrangere boksekampe for at indsamle penge til at renovere Bazaaren. Hvilket gjorde at folk kom til. Boksekampen i sig selv var gratis men væddemål var der en pris for ved siden af den originale væddemål's pris. Hvilket betød at hvis du satsede 10 guld så skulle huset skrive 9 på væddemålet. Og alt ekstra intjent røg direkte ned i kassen til at renovere. Samt overskuddet fra væddemålene.

Men det kunne egentlig være ligemeget. Specielt for den ene bokser. Han vidste hans modstander ville få 10 procent af al overskud hvis han vandt. Men denne bokser var ligeglad. Han lavede den aftale at hvis han vandt skulle han have 1 procent så han kunne dække regningerne. Og de sidste 9 procent skulle der lægges i kassen for renovering. Men 1 procent ville også være en god portion penge så det ud til. For folk strømmede til. Manden så kort i spejlet i det lille opsatte klæderum. Som egentlig lignede en container med et spejl. Han drejede hovedet. *Fokus.* Tænkte han kort. Før han hævede de allerede fastspændte handsker. Og svang dem ud i luften for at varme op. Det var tid til at vise hvem der var bossen. Det var på tide at vise hvad han kunne gøre. Så han kunne komme op på ranglisten igen. Denne kamp var hans chance. Han skulle bare fokusere.

Langsomt begyndte man at høre råben udefra. Kampen skulle til at begynde og hans modstander blev ført ind i arenaen og præsenteret. Men denne bokser var ligeglad med navnet. Han fokuserede. Han slog handskerne imod hinanden. Og smilede svagt. "Showtime!" Sagde han kort før han begyndte at bevæge sig imod omklædningsrummets udgang. Han gik roligt ud og hen imod arenaen.

"OG I DET ANDET HJØRNE! MED EN KAMPVÆGT PÅ 86 KILO! OG EN HØJDE PÅ 1,88! MIIIIICHAAAAEEEEEL BLAZEEEEEEEEER!" Råbte manden som skulle være præsentøren. Blazer gik roligt op på arenaen og gik en runde rundt med hævede arme. Folk råbte og skreg efter ham. Nogle dårlige men også mange gode. Hvilket var en god plus for Blazer. Blazer vendte sig rundt imod sin modstander. Og gik så roligt hen til sit hjørne. Dommeren kaldte dem begge ind. Og Blazer bevægede sig derind. "Okay. Jeg vil ha en fair kamp. Ingen riven i håret ingen bidemærker og ingen slag under bæltestedet." Sagde dommeren kort. Blazer slog handskerne sammen som tegn på han havde forstået. Hans modstander gjorde det samme. "Mine herrer. Til jeres hjørner." Blazer vendte sig rundt og gik hen til hjørnet. Og vendte sig så imod sin modstander igen.

Klokken ringede. Og Blazer styrtede ind imod midten med et superman punch. Men hans modstander havde set den komme. Og nåede at undgå. Før en handske fandt sig vej op i Blazer's side. Blazer vendte sig hurtigt imod sin modstander. Og beskyttede sit ansigt. Imens han blev presset ind i et hjørne hvor han fik slag efter slag. Men Blazer gav ikke op. Han fik vristet sig fri. Før han placerede et slag i maven på hans modstander så han lettere bukkede sig og det næste slag ramte hans modstander i tindingen. Der blev helt stille i publikum. Mens manden faldt om. Dommeren begyndte at tælle. Og Blazer bevægede sig roligt hen imod sit hjørne.

"OG VINDEREN ER... BLAZER!!!" Råbte kommentatoren. Før han hævede Blazer's hånd. Blazer kom med en svag antydning af et smil. Før han roligt tog sin handsker af. Og hoppede ned fra arenaen. Hvor fans kom styrtende hen for at få hans autograf. Han måtte indrømme at det var de mærkeligste steder han skulle skrive tatoveringer. Brysterne, røven, ryggen, ben, arme og ja selvfølgelig papir. Men han skrev under hvor de ville have det. Hans fans var vigtige hvis han skulle komme op på ranglisten igen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Brianna havde ikke meget og lave på en stille dag som denne her, før hun blev kontakte af en veninde som var komme hjem til hvor hun boede, da de jo ikke havde alle de der fancy metoder og kontakte hinanden på, de havde kun en brevdue eller og komme hjem til den de skulle ha fat i.
Hun kiggede på sin veninde som stod og snakkede om at der var en eller anden ting inde i byen, som var en indsamling til at renovere den del af byen, og roligt gav Brianna sig til det, og rettede på sit tøj før hende og hendes veninde gav sig til at gå fra hvor hun boede og ind mod det sted, dette her forgik.

Da de var komme frem, kunne man godt høre at der var gang i den og roligt undrede hun sig over, hvad der forgik og hvem der var med i det der forgik, men det tog hende ikke længe før hun fandt ud af det, og roligt som disse fans styrtede hen mod ham og den slags, stod hun bare der med armene over kors og gloede på ham, og viste jo ikke om han ville se hende for alle de folk som jo lod til at være hans fans, selv hendes veninde var en af dem, men det kom jo ikke bag på hende.
Hun stod der og havde ikke set ham i 10 år nu, men kunne tydeligt se at han ikke havde ændre sig på nogen måder, for det var jo det her der havde gjort at hun havde gjort det forbi mellem dem, da hun ikke gad og altid og se ham udsætte sig selv for det her, hun kiggede på ham og stod bare der og viste ikke om han havde set hende eller hvad han havde, men ellers vil hun nok ende med og taget fat i ham, når hun fik chancen for det, for det her var jo for dumt og blive ved med, da det kunne ende galt til sidst, og det var jo derfor hun blev så gal over at han endeligt blev ved med og gøre det.
Hun stod der og tænkte på dengang også nu, man kunne jo sige at hun forlod ham, på grund af at hun havde ikke lyst til at se ham ødelægge sit liv, ved og blive slået til plukfisk, selvom han måske vandt syntes hun ikke at det var det værd, men det var så hendes mening mens han havde en anden omkring det, men hun vil jo ikke kunne overtale ham til at stoppe med det, for det var jo hans egen beslutning at gøre den slags ting her.

Fansene strømmede til. Og Blazer var begyndt at få ondt i håndledet over at skrive autografer hele tiden. Men nogen måtte jo gøre det. Nogen måtte gøre det han gjorde. Selvom han ikke havde lært af at han skulle stoppe med at bokse så havde han skruet ned. Før i tiden var han i kampe op til 4 gange om ugen. Nu havde han kun en fast kampdag hver fredag. Denne kamp var dog ikke for hans skyld. Men for renoveringens skyld.

Hans blik løftede sig langsomt for at se kødmængden om ham. Før hans blik landede på en kvinde ikke langt derfra. Hun så direkte på ham. Og han så direkte på hende. Langsomt så han ned på sine fans. Og så op på hende igen. Han begyndte langsomt at bevæge sig igennem kødmængden og imod hende. Men stoppede så kort. Han så lidt rundt. Og så derefter sit omklæderum. Han viftede med sit hoved hen imod hans omklædningsrum for at fortælle hende at hun skulle gå derind så de kunne være alene. Han vendte sig imod sin fans igen. Og begyndte at skrive autografer mens han bevægede sig igennem dem imod hans omklædningsrum. Da han nåede området for personalet og bokserne stod der nogle vagter og stoppede fansene. Blazer tog fat i den ene vagt og hviskede til ham at blondinen med det sure ansigt skulle blive ladet indenfor.

Blazer gik roligt ind på omklædningsrummet og begyndte at tage de bånd han havde rundt om hænderne af. Båndene var for at sikre sig han ikke brækkede hånden når han slog. Han gik roligt hen til sit skab og lagde båndet ind. Før han tog sine bokser shorts af og stod kun i underbukser mens han fandt sit andet tøj frem som han kunne påføre sig når han var klar. Han gik roligt hen til en skål med vand som han gik igang med at vaske sit ansigt med. Der var en smule blod ned af hagen fra hans mund og også fra hans øjenbryn som der var gået hul på.

Som hun stod der for sig selv og havde det ansigts udtryk som hun havde, og det så jo surt ud fordi det var hun jo, over at han stadig lavede sådan noget her som dette, det havde jo ikke nogen form for sikkerhed som sådan, om det så var for at de skulle ha penge til at kunne betale for opbygningen af dette her sted, eller om det bare var for sjov.
Der kunne man sige at hun var godt og grundig ligeglad, måske var de ikke sammen mere men hun kunne ikke lade være med og bekymre sig om ham, mærkeligt var det måske men det var bare sådan hun var.

Hun kiggede på ham, da han stod ikke langt fra hende og nikkede bare kort, da hun jo godt forstod hvad han ville have hende til, og det var jo at møde ham inde i det rum som de vist klæde om.
Hun gav sig roligt til at gå hen mod de vagter som stod der, og det lod jo til at de godt viste at hun kom, så hun gav den bare et stille smil, da hun gik forbi dem og videre ind, og fandt så dette her omklædningsrum og gik så ind og lukkede døren efter sig.

Hun stod lidt og kiggede rundt før hun fandt ham der inde og så på ham "hvorfor bliver du ved med det"spurgte hun roligt og stod stadig med sine arme over kors, og ville ha en ærligt svar på det, for hun kunne ikke bruge en eller anden ligegyldig grund til at mere eller mindre at sætte sit liv på spil i sådan nogen kampe, som den han sådan set lige havde været i, og man kunne jo bare kigge på ham for han var jo kommet til skade, men selvom hun så sur ud så var der den bekymrende tone over hendes stemme, når hun snakkede til ham *så det at jeg forlod ham dengang på grund af det her ændrede ikke noget så mon jeg betød mindre end kampene gjorde for ham*tænkte hun roligt for sig selv, mens hun ventede på svar fra ham af.

Hans blik vendte sig imod hende da hun snakkede til ham. Og han så roligt ned i det lettere blodige vand. Sukkede svagt. *Fordi det er det eneste jeg kender til. Fordi jeg skal leve. Fordi at det giver mere og er mindre farligt end at være bodyguard for nærige svin.* Tænkte han kort og kontant. Før han roligt rettede sig op igen. Han tog et håndklæde og tørrede ansigtet af. Før han lagde det på gulvet og vendte sig imod hende. Hans blik borede sig nærmest ind i hende i takt med at hun så på ham.

Han mente selv det var en god grund. Det var enden det eller også kunne han dræbe folk for at overleve. Men nej. Det nægtede han. Så dette var det fornuftige valg. For ham ihvertfald. "Bedre endnu. Hvorfor gik du?" Spurgte han kort for at rette spørgsmålet tilbage til hende. Hvis hun virkelig mente at han var forkert i at leve af boksekampe. Hvorfor så gå? Men i stedet prøve at finde en anden løsning. Han så roligt ligeud for sig. Før hans blik blev rettet ned imellem dem. Han sukkede kort. Han kunne ikke bare besvare hende med det han tænkte. Han måtte finde et bedre svar. Eller måske ikke bedre. Men et kortere svar. "Fordi det er det jeg kender til." Sagde han kort til hende før hans blik rettede sig op igen. Han var ikke typen der snakkede meget.

Men de ord han endelig sagde havde en hvis magt over sig. En hvis sikkerhed som mange manglede i de ord de sagde.

Hun kiggede på ham og ventede stadig på svar fra han side af, for det var jo bare det hun ville vide, altså hvorfor bruge sit liv på sådan set at sætte det på spil bare for at leve som han gjorde.
Hun kiggede lidt rundt også tilbage på ham, han spurgte hende om hvorfor hun gik, og hun så lidt ned i gulvet "jeg kunne ikke klare at se dig komme hjem når du havde været til kamp også se dig være helt ødelagt i ansigtet"sagde hun roligt men var fuldstændig ærlig overfor ham, og hun havde jo heller ikke nogen grund til andet.
Hun så roligt på ham og nikkede roligt til ham, for det kom da ikke ret meget bag på ham at det var det eneste han kende til, men var det den bedste grund som han kunne komme med, men hun viste også at det kunne være svært og finde noget andet som gav lige så god mening og lave.
Roligt gik hun tættere på ham og kiggede ham in i øjne "tror du selv jeg vil kun holde til det jeg er måske det jeg er men jeg har også mine grænser til hvad jeg vil se på"sagde hun roligt til ham, hun viste godt at hun måske kunne ha gjort noget andet, men det gjorde hun ikke dengang, tænkte hun sådan set bare på at komme væk fra det, for hun kunne ikke holde til at se det være gang han havde været ud og lege i ringen.
Hun så på ham og smilte roligt "men man kan så sige til modsætning af at du laver det så følte jeg mig altid tryg i dit nærvær da jeg viste du ville beskytte mig hvis der skete noget"sagde hun roligt, selvom lige nu var det mærkeligt at sige efter så mange år, men hun var som sagt bare ærlig overfor ham, og det var sådan set også vigtigt at de var ærlige overfor hinanden.
Hun så lidt ned og rettede på sit tøj da hendes nederdel havde kravlet lidt op, og roligt hev hun lidt ned i den og så så tilbage på ham "hvad har du af planer nu her"spurgte hun roligt, for det hun havde planer om var at måske de kunne komme til at snakke lidt, bare ikke lige her i et omklædningsrum, det kunne også være de kunne gå hen og få sig noget at drikke et eller andet sted, men nu måtte hun jo vente og se hvad han sagde til det.

Han sukkede svagt. Ødelagt i ansigtet? Det var rigtig. Han havde altid et sår. Altid en skade. Altid blod i ansigtet efter en kamp. Men kun fordi han ikke ville bruge sin evne i ringen. Hvis han gjorde det ville det have været ovre hurtigt. Men nej. Han så roligt på hende da hun kom hen til ham. Hun smilede til ham. Og han vidste ærlig talt ikke om han skulle smile igen. Men valgte at fremvise en hentydning af et smil. Ikke helt et smil. Men heller ikke et koldt ansigt. En mellemvej. Han hørte hendes ord. Det var det vigtigste for ham dengang. At hun var sikker. At hun var beskyttet. Han kunne ikke tælle til alle de gange han havde haft en dårlig fornemmelse og holdt sig vågen hele natten for at beskytte hende. Han vidste ikke hvor mange gange han havde slået folk der ville rulle dem. Verdenen var anderledes dengang. Meget mere kriminalitet. Blazer vidste godt at Brianna kunne beskytte sig selv. Men han ville altid beskytte hende. Om så det krævede at han skulle dø i forsøget.

Da hun spurgte hvad han skulle bagefter. Så han roligt hen imod sit skab. Og så ned på hende. "Intet." Sagde han kort og enkelt. Det var den barske sandhed. Normalt skulle man tro efter sådan en sejr her skulle han ud og fejre den. Men nej. Hans plan var at gå tilbage til den 2 værelses lejlighed han havde boet i de sidste 16 år. Hvilket betød hun også selv kendte den. Han gik roligt forbi hende for at gå hen til skabet. Han åbnede den roligt. Og langsomt begyndte han at tage bukserne på fra skabet og derefter skjorten. Og til sidst en form for læderholder. Hvorefter han vendte sig imod hende igen. "Jeg skal sådanset kun hjem." Sagde han kort før han gik hen til et hjørne hvor der stod en kæmpe krigshammer. Han tog krigshammeren op med en hånd og satte den i den læderholder han havde taget på så hammeren sad på hans ryg. Hammeren havde været hans betroede våben i 120 år så hun måtte kende den.

Hun kiggede på ham og fik ikke rigtig noget svar tilbage på det første, da det jo sådan set var noget hun havde sagt og alt det, og roligt stod hun der mens hun ventede svar på hvad han skulle nu her, og det kom da meget let fra ham af, at han ikke skulle noget, men inden hun endeligt kunne nå at sige noget som helst var han gået forbi hende og hen til sit skab.
Hun vende sig roligt rundt og kiggede på ham "ved ikke om du kunne ha lyst til at vi kunne hænge lidt ud eller noget måske snak lidt sammen jeg ved godt at jeg dummede mig ved bare og gå min vej også lade dig om at klare dig selv"sagde hun roligt og stille gik hun hen bag ham og lagde sine arme omkring ham, og trykkede sig ind til ham på den måde, selvom der var et våben imellem dem "jeg ved du måske er sur over at jeg bare sådan forsvandt og ende med og gøre det forbi dengang men vi kan vel snakke sammen om det"sagde hun roligt og anede ikke hvad hun ellers skulle sige, selvom de ikke havde set hinanden i mange år så betød han stadig noget for hende, nok ikke på samme måde som dengang, men han havde sin plads ved hende og den ville han nok altid ha, de begge var jo kommet vider fra dengang, dog følte hun at han var bare lidt kold overfor hende, men om det var på grund af dengang eller om det var noget andet det viste hun jo ikke noget om.
Hun stod bare der og knyttede sig ind til ham, så godt hun nu kunne og håbede på at han ville sige bare lidt mere end de korte svar som han havde været kommet med indtil vider, men hun ville heller ikke tvinge ham til at snakke med hende hvis det var sådan at han ikke ville, men hun havde da altid et håb omkring det.

Han så sig kort over skulderen og så på hende lidt. Om han ville hænge ud med hende? Han så kort ligeud for sig igen. Og tænkte over det. Hvis han valgte at følge med hende hvad ville det betyde? Troede hun at det kunne forbedre den fakta han kom hjem lagde sig ned sammen med hende og hun var væk dagen efter? Lige meget hvad grunden var. Syntes han stadig det var barskt. Han tabte kamp efter kamp de følgende par år efter. Hans hoved var i kampen. Men hans hjerte var ikke. Han var begyndt at forsømme træning... Nej det måtte han ikke tænke på nu. Det var et helt årti siden. Han måtte finde ud af hvad hun ville. Han vendte blikket imod hende igen. "Vil du med hjem til mig og ha en drink?" Spurgte han kort med en lettere varmere stemme end han havde givet hende indtil videre.

Blazer havde på de sidste 10 år ændret sig meget. Han havde fundet en god ven. En som han følte ikke så på ham som en falden skam. En engel som ville hjælpe ham. Men han blev dræbt. Og siden den dag havde Blazer bare ikke meget at sige. Fordi dengang var det hans store mund som fik hans ven i fedtefadet. Det var hans store mund der havde kostet ham livet. Så Blazer var meget stille af ren frygt for at snakke for meget. Han så ligeud for sig. Før han roligt tog den sportstaske som lå i skabet og tog over skulderen. Før han vendte sig imod hende. "Jeg har stadig noget af den rom jeg havde dengang?" Spurgte han kort og der kom en svag antydning af et smil over hans læber.

Hun stod der stille og roligt og anede ikke, hvad der endeligt ventede hende af svar fra ham af, da han lod til at skulle tænke lidt over det hun havde spurgt ham om.
Hun så på ham med et stille smil på sine læber og da han endeligt gav hende et svar på det hun ville, så det var da rart "Lyder hyggeligt det vil jeg gerne"sagde hun roligt, og håbede på at de måske kunne få snakket lidt omkring dengang, hvis det var det han ville, for hun havde da lidt en ide om at de skulle snakke om noget, for hun var der jo kun i det bedste håb om at hun måske kunne høre lidt om hvordan det havde gået ham de år, efter at det var gået forbi mellem dem og alt det.
Hun kiggede på ham og smilte stille "så må du jo føre an for kender ikke lige vejen herfra også hjem til dig"sagde hun roligt med stille smil på sine læber og var glad for at han sådan set ville snakke med hende, og hænge ud som man jo kunne kalde det for.
Hun ville gerne se hvordan han boede, om han endeligt stadig boede, hvor han boede dengang så det var endeligt spænde nok og finde ud af noget mere, godt nok burde hun vide meget omkring ham, men der var jo gået lang tid, og ting havde jo ændret sig i den tid.
Hun stod roligt der og kiggede så lidt rundt i omklædningsrummet og slappede lidt af "skal vi komme afsted"spurgte hun roligt, og ville jo bare gerne vider, da det ikke ligefrem var sjovt og blive stående her i omklædningsrummet, selvom hun da godt viste at han lige skulle ha det på som han skulle og det måtte hun jo vente på, ellers kom de slet ikke nogen steder ville hun tro.

Han så roligt på hende med et roligt og undersøgende blik. Han havde stadig ikke helt regnet ud hvad hun ville. Men det måtte han jo finde ud af. Han tog roligt fat i sportstaskens hank om hans skulder. Og nikkede kort til om de skulle komme afsted. Før han begyndte at bevæge sig imod udgangen af omklædningsrummet. Han nåede kun lige ud før en mand kom hen til ham. "Tusind tak for kampen. Her er din andel." Sagde han kort og rakte ham en pose med guldmønter. Blazer tog imod den kort. "1 procent?" Spurgte han kort. Og manden nikkede roligt. Blazer nikkede kort som et tegn på det var godt. Før han tog posen og lagde i sportstasken. Før han roligt gik videre forbi manden.

Der gik ikke længere før de gik ned af gaderne på Rotten Root District. Han så roligt rundt. Undersøgende. Han havde en dårlig fornemmelse. Som om nogen fulgte ham. Men det var sikkert hans fantasi. Han vendte blikket imod Brianna og forventede hun stadig fulgte efter ham. Han nåede til en dør som han roligt åbnede. Og holdte døren åben for hende. Det var det samme hus som han havde lejet sig ind i dengang. Så hun måtte vide hun skulle op på førstesalen og til venstre for at komme ind i hans gang. Lejligheden var en lille 2 værelses på 61 kvadratmeter. Men det var et sted han kunne kalde hjem. (Plantegning i profilen.)

Hun kiggede roligt på ham og fulde skam med ham, da han nikkede til hende og fulde så med ham, for det var nu rart nok og komme med ham hjem, godt nok dumpede hun sin veninde og alt det for ham, men efter hendes mening kunne hun altid forklare sig ud af det, overfor sin veninde.
Hun gik roligt med ham og undrede sig over det med en eller anden pose, men hun ville ikke spørge sig for meget ind til det, da hun sådan set følte at det ikke kom hende ved.
Hun gik roligt med ham, og viste nu godt hvor hun endeligt var henne, det var jo det samme sted, hvor han altid havde boet så det ud til så det var endeligt mærkeligt, at hun ikke havde opsøgt ham eller noget, når det var at hun godt viste det.
Hun kiggede på ham og stoppede op lige bag ham, før han åbnede op for hende og roligt bevægede hun sig indenfor og kiggede lidt rundt "så du bor stadig her"sagde hun roligt og smilte stille for sig selv, mens hun stod med ryggen til ham og anede ikke hvad hun ellers skulle sige, da hun godt kunne huske stedet fra dengang.
Roligt stod hun der og satte sine sko på den plads hun huskede at hun plejede og sætte sine sko, når det var hun var hjemme ved ham dengang, men om det var i orden at hun gjorde det, viste hun ikke men det måtte man da håbe.

Han nikkede kort til hende da hun konstaterede han stadig boede der. "16 år nu." Sagde han kort og lod hende roligt kom indenfor. Selvom der var gået 16 år var der tydeligt ikke sket en eneste ændring. Der var stadig de gamle sofaer den gamle seng det slidte køkken og det gamle badeværelse. Intet havde ændret sig. Med undtagelse for at hans pokal hylde han havde dengang var væk. Blazer var ligeglad med pokalerne. Det var som sagt kun på grund af pengene og fordi det var det eneste han kendte til. Pokalerne lå i en kasse henne i hjørnet.
Blazer gik roligt forbi hende og videre hen til køkkenet. Hvor han fandt 2 glas frem. Og den rom han havde snakket om. Han hældte roligt 2 glas op. Før han roligt tog det ene og rakte hende. "Føl dig endelig hjemme. Igen." Sagde han med en svag antydning af et smil. Før han roligt tog sit eget glas og tog en lille tår af den. Og lod så roligt sine ben føre ham igennem lejligheden og hen til altan døren. Han åbnede den roligt og gik udenfor hvor han stod og kiggede ud over den 'lille' udsigt han havde.

Hun stod stille og roligt og kiggede efter ham, da han gik forbi hende og smilte roligt for sig selv og nikkede roligt til det han sagde til hende, hun skulle skam nok føle sig hjemme her som hun havde gjort så mange andre gange før jo.
Hun gik roligt ud til ham, da han var ude i køkkenet og kiggede på ham, da han stod hælde op til dem og smilte stille og roligt før hun så efter ham igen, da han var på vej ud til en eller anden altan, som var til lejligheden og roligt gik hun hen til ham og stod der i døren "lidt udsigt er da bedre end ingen ting"sagde hun roligt op tog sig en tår af sin rom og kiggede lidt på ham, mens hun smilte stille og viste godt at de ikke havde meget og snakke om, men hun prøvede i det mindste og ha en eller anden form for samtale med ham, selvom hun endeligt følte at det var lidt svært siden han ikke sagde ret meget lige nu, men det var jo op til ham også om han ville snakke eller hvad han ville for hun var der jo bare, og endeligt havde hun slet ikke regnet med og møde ham igen, selvom hun godt viste at hendes veninde havde sagt noget om hvad der endeligt forgik der nede, og det var jo bare sådan, og nu var hun her sammen med ham, men hvad der ville komme ud af det her, for lige nu skulle de jo lige komme i gang med og snakke sammen igen.