Time to meet again - Brianna

Dannika havde hørt fra hendes kilder at en hvis speciel pige var kommet til byen igen og hun kunne ikke bare sidde stille mere. Der var gået utrolig mange år siden ulykken, men hun kunne tydeligt huske det. Meget nemt endda.

Så der sad hun nu, inde på kroen og ventede ved et bord. Hun havde fået en af hendes tjenestefolk til at opsøge hendes gamle veninde og bede hende om at dukke op på denne kro, her i dag, om 20 minutter. Hun sad lidt og kradsede lidt i det store træbord hun sad ved, sukkede svagt og trak lidt op i hendes lange og fine kjole så hun kunne svinge det ene ben over det andet.

Hvad skulle hun dog sige til hendes veninde her? Altså.. Hun havde jo pænt sagt, redet hendes krop fra ikke at blive voldsom grim, endda gratis PLUS, hendes veninde havde ikke engang sagt tak? Det var endelig hovedoversagen til at Dannika lige nu sad her, i stedet for hjemme ved hende selv. Hun havde jo mange projekter derhjemme og endelig ikke tid til det her.

Hun lod hendes mørke og døde grønne øjne falde på de forskellige folk som lige nu sad herinde også. Nogle spiste, nogle drak, nogle spillede kort og sågar nogle sang og spillede musik. Dannika smilte lidt, hendes falske smil og rystede svagt på hovedet da nogle mænd fløjtede og pegede på hende.

”Kom nu..” Hviskede hun lavt og kiggede ned på bordet igen, hvor hendes negle lige nu var ved at skære et stort stykke træ af.

Efter en del år efter hendes ulykke, var der åbenbart en som gerne ville i kontakt med denne her kvinde ved navn Brianna igen, dog undrede det hende hvem det endeligt var, for hun havde jo mistet en del af hukommelsen fra dengang også til nu, hvor det var nogen år siden nu, så man glemme jo lidt folk fra dengang.
Hun tog sig selv i nakken og tog afsted til den kro som var blevet på peget til at de skulle mødes, hende og denne så kalde veninde hun skulle møde der og så hun havde taget sine fine røde kjole på, bare for at være lidt pæn i det også et par sko der passede til den.
Efter lidt tid hvor hun havde gået var hun så kommet frem til selve kroen *bare jeg nu ikke komme forsent*tænkte hun for sig selv og gik så ind af kroens dør, og kiggede sig omkring for at se hvor hendes veninde var, og på kort tid så hun så hvem det var og hendes hjerne fik sig en genopfrisker på hvem hun var, og hun huskede hende lidt mere end før.
Hun gik roligt hen til bordet og så på sin veninde "dejligt og se dig igen"sagde hun roligt og satte sig ned ved bordet uden sådan set og spørge, men det var jo på grund af at de skulle mødes at de begge var her, så hun gik jo bare ud fra at hun måtte sætte sig ned ved bordet.

Dannika kiggede op, da hun hørte døren gå op og hendes skarpe sanser opfangede hurtigt den velkendte duft. Et lille smil dukkede op på hendes læber og hun kiggede op på hendes gamle veninde. Dog kunne hun godt se at der var noget galt.

”I lige måde.” smilte hun blidt og kiggede op på hendes veninde som havde sat sig ned. Hun studerer kort hendes krop, tjekkede om det hele så ud til at være i orden, hvilket hun hurtigt fik overbevist sig selv om at det så ud til at være. Sådan var hun altid, hun skulle altid lige tjekke om hendes gamle klienter nu havde det okay, efter deres sidste møde.

”Hvordan har du det?” spurgte hun og kiggede op på Brianna, hun lagde hovedet lidt på skrå og lagde hendes fine og elegante hænder ned i skødet på sig selv imens hun bukkede sig lidt frem og det var tydeligt at hun var nysgerrig i svaret. Dog var det løgn. Dannika var endelig lidt ligeglad med det, da hun i stedet endelig var meget fornærmet og sur på Brianna. Hun havde jo taget sig sin gode tid om at gøre Brianna pæn igen og var fik hun som tak? Intet.

Hun sad lidt der og så på sine veninde og anede ikke hvad hun sådan lige skulle sige eller gøre, før hun hørte noget komme fra sin veninden "det går skam udmærket hvad med dig"sagde hun roligt og sad bare der fint, man kunne jo ikke rigtig se noget, fra dengang på hende, det eneste hun havde tilbage var et lille ar som var på hendes ene side, så det lagde man ikke rigtigt mærke til som sådan.
"så hvis jeg må høre lidt til hvordan det går med det du nu laver altså det var læge du var ikke"sagde hun roligt, men stadig kom der ikke noget fra hende som mindede om et tak, men igen hendes hukommelse var stadig ikke den bedste som hun ønskede den skulle være "nu spørger jeg nok dumt men det var godt nok Dannika du hed for det sådan set det eneste der komme op i mine tanker og ønsker lidt at min hukommelse ikke var så tåget som den endeligt er"sagde hun roligt, man kunne godt se på hende at hun var ikke sikker på om hun huskede rigtigt, men dog havde hun på fornemmelsen at hun havde ret, men hun have den vane at hun vil være helt sikker på det, for ellers ville hun jo bare ha det dårligt med sig selv, hvis hun nu huskede forkert og det ville nok også fornærme den person man nu snakkede, hvis man huskede deres navn forkert.