Remember me as the woman who beat you (Zero Bang)

Sted: Firestepkroen i Doomsvile
Omgivelser: Folk der danser, drikker og generelt set bare har en hyggelig aften.
Tid: Omkring klokken 20
Vejr:…udenfor er det ved at blive køligt og en smule overskyet

Hvordan hun var havnet her af alle steder igen ville hun helst ikke tænke over. Hun hadede det her sted. Der var for mange dårlige minder fra dengang for to eller tre år siden. Hvor længe det præcis var siden kunne hun ikke huske, men smerten ved at gennemleve sine værste øjeblikke glemte hun ikke. Og hun glemte i særdeleshed ikke den gemene, ynkelige undskyldning af en mand, der havde tvunget hende til at gennemleve netop disse minder, bare fordi hun havde gjort noget så simpelt som at nægte at gå i seng med ham.

Rinaya sad i skyggerne ved kaminen i kroen og forsøgte irriteret at skubbe minderne fra sig, men det var som om det ækle kryb, der kaldte sig Zero havde valgt at inficere stedet med sin klæbrige tilstedeværelse. For selv nu sad en gruppe mænd et stykke væk og hviskede tydeligvis lettere frygtsomt om ham.

Med et ryk rejste Rinaya sig for at gå, men blev hurtigt standset af en ung barpige, der faldt over sine egne fødder, tydeligvis i sit eget forhastede forsøg på at komme så langt væk så muligt.

Efter en pludselig indskydelse trak hun barpigen op at stå igen og fik hende hurtigt trukket hende indtil sig, så hun kunne hviske hende i øret.

”Hvis han er her, lader jeg ham ikke gøre dig noget. Jeg skal helst have det ordnet sådan, at han aldrig kan udnytte folk igen,” erklærede hun og den frygtsomme barpige nikkede så ivrigt, at de lyse krøller dansede om hendes rundkindede ansigt.

Rinaya fik hurtigt stillet sig i en blanding af forsvars og angrebsposition, klar til at flå struben ud på ham, hvis han valgte at vise sig.

Zero var ikke dum. Han vidste når han skulle forsvare sig. Han havde indtil videre siddet henne i et mørkt hjørne med sit glas og bare været der. Han havde set hende. Rinaya. Bare navnet alene gjorde ham vred. Ingen skulle få ham til at tro at de skulle være sammen for en nat for så at få kolde fødder ved sengen. Han blev så vred ved tanken. Men han var her ikke for at dræbe en stakkels shapeshifter. Han var her for at tænke på noget andet end arbejde. En barpige kom hen til ham. Og stillede et glas foran ham. Han smilede kort. Det var måske en idé. Han vinkede barpigen ned til ham. Før han så hende i øjnene. Han skabte en illusion for hende. Men lod hende bevæge sin krop samtidig. Før barpigen rettede sig op og begyndte at gå. Perfekt Rinaya gik imod hende.

Han fik illusionen til at skabe en sten som hun faldt over selvom der ikke var nogen sten. Og så faldt Rinaya i hans fælde. Hun hjalp barpigen op. Barpigen bevægede sig hen bag Rinaya af frygt. Men pludselig ændrede det sig i hendes øjne. Rinaya's ryg blev til et monster. Og af ren reaktion fra barpigen trak hun en kniv som hun stak ned imod ryggen af Rinaya. Zero forventede dog at hun ville undgå det. Men det var ikke derfor han havde gjort dette. Men for at vise Rinaya hun ingen kunne stole på når først Zero var i nærheden.

I mellemtiden havde Zero siddet roligt henne i hjørnet med en kappe på og hætten over hovedet så man ikke kunne se ham. Specielt på grund af det mørke som blandede sig en gang imellem med pejsens flammer.

Ganske let fik hun undviget den anden kvindes kniv.

Simpelthen fordi hendes hånd var så usikker og rystende, at hun med lethed kunne høre den blive trukket. Med et undskyldende glimt i de gråblå øjne greb hun fat i barpigens hånd og tvang fingrene fra hinanden så hun til sidst tabte kniven, selvom hun øjensynligt ikke var ret meget for at give slip på sit eneste våben.

Rinaya lagde trøstende en hånd på hendes skulder, men tvang hende så til at sætte sig ned på en stol så hun forhåbentlig ikke ville gøre mere skade på hverken sig selv eller andre.

Hurtigt vendte Rinaya tilbage til at se agtpågivende rundt i lokalet, dog dybt påpasselig med ikke at opnå øjenkontakt med nogen, der var mistænkelige nok til ikke at vise deres ansigter. Dem var der dog ikke mange af her på denne beværtning, hvor atmosfæren indtil for lidt siden havde været lys, åben og fuld af sang og latter fra stort set alle hjørner og kroge. Nu havde stemningen ændret sig betydeligt.

Det var ikke længere kun en lille gruppe mennesker i det allerfjerneste hjørne, der hviskede frygtsomt, som om de forventede, at ondskaben selv skulle bryde døren ned hvert øjeblik det skulle være.

Nej nu var hele etablissementet blevet grebet af en form for hviskende massefrygt.

Dog var én skikkelse usandsynlig rolig stadigvæk og denne skikkelse valgte Rinaya at bide mærke i.

”Har du tænkt dig at komme ud af skyggerne og stå ved dine handlinger eller løber du stadig fra dem som det ækle kryb, vi alle sammen godt burde vide, at du i virkeligheden er, Zero?” spurgte hun bemærkelsesværdig roligt, hvilket sendte et gys gennem forsamlingen.

At hun dog turde.

Manden hun kiggede på begyndte roligt at klappe. Men snakkede ikke. Han rejste sig roligt op. Og gik udenom bordet. Før han roligt løftede hænderne op og fjernede hætten. Zero's blodrøde øjne kom roligt frem. Og så direkte imod hende. Han vidste godt hun ville undgå øjenkontakt. Men det gjorde ingen forskel for Zero. Han tog roligt kappen af og foldede den langsomt hen over hans arm. Før han lagde den hen over bordet. Og rettede blikket imod hende. Han tog fat i noget på ryggen som han så rettede på så det stak ud på hans højre side. Det lignede en eller anden form for firkantet stav. Men da han trak i enden på den begyndte en klinge at vise sig. Han så roligt imod hende. Før han langsomt bukkede sig imens hans blik fortsatte så på hende. "Goddag igen Rinaya." Han så imod den skrækkenslagne flok. "Lad mig præsentere mig selv for jer alle sammen." Sagde han kort og rettede sig op. "Zeronium Alliot Bang. Sælger af berusende blod ejer af en ulovlig strip-tease. Og slavehandler. Og morder for over 200 mord." Sagde han kort. I det hans navn blev sagt sank mange en klump. Og langsomt begyndte flere og flere at liste ud af klubben.

Han vendte blikket imod Rinaya igen. "Lad os lige vente skal vi?" Spurgte han kort og forventede at hun nok ikke ønskede folk skulle komme imellem dette og komme til skade. Så han forventede hun ville vente til alle var gået hvilket var det han mente. Da alle var gået så Zero afventende på Rinaya. "Længe siden." Sagde han kort og smilede svagt.

Sværdet:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det faktum, at han havde den frækhed at klappe af hende, som havde hun været et lille barn eller en hund bragte virkelig hendes blod i kog. Dog formåede hun at skjule det ganske godt og hendes ansigt var mest af alt en udtryksløs maske af uimponerethed, der kun blev mere udtalt for hvert evig eneste ord, der forlod hans mund.

Hun hvilede afventende en hånd på sin ene hofte og trampede let i gulvet med den ene fod, mest for at understrege det faktum, at hans mange ord om, hvor frygtindgydende han burde være, sådan set ikke ragede hende en høstblomst, selvom de andre folk i lokalet hurtigt var begyndt at fordufte, som om han havde erklæret sig den jordiske stedfortræder for Del’sharka eller noget i den dur.

I takt med at folk begyndte at gå strammede Rinaya’s greb langsomt mere og mere om skæftet på kniven, hun tidligere havde tvunget ud ad barpigens kramagtigt desperate fingre.

Hun nikkede kort og kontant til hans forslag om at vente og holdt et vågent øje med hans klinge, samtidig med, at hun gjorde sit bedste for at regne ud, hvordan hun lettest ville kunne gøre det af med ham og derved befri verden fra en af dens mange plager. Ikke, at hun som sådan kærede sig om, hvordan det stod til i verden eller med folk i den. Hun holdt kun af med meget få mennesker og lod sig ikke komme ind på livet af ret mange. Men Zero havde forurettet hende personligt og havde sikkert gjort langt værre mod en række andre kvinder.

Dem kunne hun ligeså godt tage hævn for, når nu hun i forvejen var i gang med at hævne sig selv.

”Oh jeg ville nu mene, at der ikke er gået nær længe nok, men sådan ser vi vel forskelligt på det?” sagde hun i et spørgende tonefald, som svar på hans kommentar, da alle endelig var udenfor skades rækkevidde.

Hun sendte ham, hvad der sikkert kunne have været et smil, hvis det ikke havde været så koldt og fuldt af had, at det mere blev til en snerren.

Da den sidste var gået ud af døren begyndte døren langsomt at lukke. "Klar?" Spurgte han kort. Og kort efter ringede klokken hen over døren som var der for at fortælle døren enden åbnede eller lukkede. Og i det øjeblik klokken ringede. Tog Zero fat i en stol med sin fod. Han hev den over til ham mens han hoppede op på den. Hvorefter han greb fat i ryglænet med den ene fod. Og svang sig rundt så stolen blev kastet imod hende med høj fart. Hvorefter han landede på kanten af et bord. Og skubbede sig selv fremad. Hvis hun ikke var hurtig nok ville hun muligvis kun kunne forsvare sig for bordet. Han trak sit sværd ud af holderen og i et sving skar han ud efter hendes ene ben. Lige ovenpå et knudepunkt der ville gøre at selvom såret ikke ville være så dybt ville det koste hende en gruelig og grusom smerte i benet hver gang hun brugte det. Intet drabeligt. Men det var kun det første snit på det som man kaldte 100 wounds. (Et gammelt japansk sværdtortur der gør man undgår fatale steder men giver forfærdelig smerte) Selvom det ikke eksisterede i denne verden havde Zero lært mere end rigeligt igennem alle de millenia han havde levet så han vidste hvor han skulle ramme for at ramme disse punkter.

Nej okay. Klar havde hun ikke været. Det måtte hun sande da stolen ramte hende og hun måtte springe af alt kraft for at få sig selv af vejen fra både en ubehageligt skarp sværdklinge og et bord. Dog nåede hun det heldigvis i tide, ved med en kraftanstrengelse at nå at flytte sig, da klingen var blot få centimeter fra et sted på hendes ben, der hvis hun kendte Zero ret ville have gjort mere ondt end selve helvede at ramme.
”Nej du kan tro nej kan du,” gispede hun åndeløst og bed sig hårdt i læben i et forsøg på at skjule, hvor meget det lige havde kostet hende.
Et kort sekund stod hun bare og kom til sig selv. Dog uden at stå alt for stille, for det ville bare ende med at gøre hende til en målskive.
Så satte hun i zigzagløb hen i den anden ende af lokalet i et forsøg på at forvirre ham. Før hun løb hun dog så hurtigt det kunne lade sig gøre for hende tilbage samme vej som hun var kommet og greb ud efter ham. Hvis dette virkede ville hun på denne måde kunne få fat i hans skuldre og dermed, hvis hælet var med hende være i stand til at stikke kniven….et eller andet sted hen.

Han lod sig roligt rulle rundt efter han var fløjet forbi hende og landede på væggen med fødderne. Før han roligt sprang frem. Et kort rullefald og han stod op og så mod hende. Han så hurtigt hvordan hun styrtede imod ham. Han nåede dog ikke at reagere. Han mærkede en hånd om sin skulder. Og så derefter en klinge flyve imod ham. Han greb fat om bladet på sit sværd og placerede sin hånd i vejen for kniven. Så kniven skar direkte igennem hans hånd. Men ramte så sværdets klinge han havde i hånden også så han på den måde begrænsede skaderne. Han grinte svagt. Hans øjne var begyndt at lyse i en lettere rød farve. "Sådan. Det er sådan her det skal føles." Sagde han kort med et hånligt grin. Før han greb fat i hendes hånd på hans skulder. Og svang hende rundt efterfulgt af han stoppede op så hun fortsatte rundt og han løftede sit knæ så hun ville ramme direkte ind i hans knæ med maven. Men selv hvis hun undgåede det ville det ikke ændre på faktaen af at han derefter hoppede væk og stillede sig på et bord et par meter væk. Så de havde lidt afstand. Det ville være for hans fordel. Og hendes ulempe. Hun var ikke lige så stærk som en dæmon. Hun var heller ikke lige så hurtig i sin menneskelige form. Hvilket betød at hvis hun skulle vinde måtte hun udsætte mange forskellige angreb på en gang for at kompetencer for hans hurtige reflekser.

Hun havde nær leet triumferende, da det rent faktisk lykkedes hende, at skade hans hånd. Dog døde latteren, før den blev født, da han fik svunget hende rundt og hendes mave kom i ubehagelig meget nærkontakt med hans knæ. ”Av,” fnøs hun, mest for ikke at vise, hvor ondt det rent faktisk gjorde. Atter var luften kortvarigt blevet slået ud af hendes lunger og hun måtte tage et par dybe langsomme indåndinger, imens hun gennem sammenknebne øjne, studerede ham nede i den anden ende af lokalet.

Hun var nødt til at tænke smart nu, for hun kunne ikke overvinde på styrke alene. Der var han hende overlegen og det havde hun vidst hele tiden. Nu var det bare at finde sine egne styrker frem.

For en stund stod hun bare der, tilsyneladende fuldstændig blank og hev efter vejret. Reelt bevægede alle tandhjulene i hendes hoved sig for at finde den bedste måde at gøre det af med ham på.

Så løb hun atter frem mod ham. Denne gang sprang hun. Direkte op på det bord han stod på og i springet forvandlede hun sig til en ræv. Forhåbentlig ville den lille størrelse gøre det muligt for hende at komme langt nok ind på livet af ham til faktisk at gøre ham ondt.