Let me teach you about the sea, nephew

Tid: 09.43
Dag: Mandag
Sted: Minotaris havn
Omgivelser: Besætningen og udstyr
@Midnight


En stor Man O War lå til kaj ved Minotaris havn. Pirater hoppede af og på så let som ingenting. De var ved at pakke til en lang jagt. De havde mad og drikke til flere måneder hvis ikke to år. Både Rom og vand. Kød, geøntsager og andet proviant. Våbe. Og ammo havde de også købt. Blandt andet kanonkugler og morterskud. Reprationsudstyr blev også båret ombord. Besætningen var en farverig gruppe. Der vare vareulve, dæmoner, shapeshifter og andre ombord. Alle var loyale til hinanden og deres kaptajn.

"Kom igang folkens. Vi skal være herfra om sytten minutter." En høj mand brølede mens han gik ned langs kajen. Han tog en kasse op på skulderen og bar den hen til landgangen hvor en vareulv overtog den. Den høje mand var Seuzan. En frygtet pirat og formidable kriger. Han så sig over skulderen. Der var efterhånden en del mennesker på kajen. De ville se når den enorme Man O War forlod Minotaris. Den høje mand rullede med øjnene og så op på himlen. "Hvad er der dog sket med folk Sigfried?" spurgte ud i det blå.

Midnight stod på havnen. han anede intet om sin fars familie. Han stod med nogle roser i sine hænder og smed dem i havet. Han satte sig på kajen og så på havet. han tog en blok frem fra en taske og begyndte at tegne. han havde dog ikke tegnet særlig længe, da han så en mand smide affald i havet. Midnight blev rasende og slog manden, enden han sprang i havet og fik fat i affaldet. Midnight havde dog glemt, at han ret faktisk ikke kunne svømme. Han mærkede tang om sit ben og kæmpede for at komme fri, men kunne ikke. *Skal jeg virkelig dø sådan her, via havet her* tænkte han og havde ikke mere luft tilbage. hans sidste luft bobel viste sig i overfladen af vandet. han var ved at miste bevistheden

Seuzan hørte et plask og snurrede rundt. Han så en ung mand hoppe i, men efter flere minutter ikke en der kom op. Folk stod og så efter. Luftebobler kom, men blev færre og færre. Seuzan tænkte sig ikke om to gange før han selv sprang i. Han fik øje på sort hår og svømmede hurtigt hen. Det var en ung mand. Ikke mere end mellem 19-21 år gammel. Der var noget galt her. Han svømmede rundt om ham med lette tag og så undersøgende på ham. Han opdagede at der var tang om den unge mands ben. Seuzan trak sin kniv og skar ham fri fra tanget. Han greb og drengens talje og han skød op gennem vandet. På kajen stod mange fra besætningen og ventede. De havde selvfølgelig set deres kaptajn hoppe i og styrtede hen for at se. Seuzan fik hevet den unge mand op på kajen og begyndte at undersøge ham. "Hey lad. Kan du hører mig?" Seuzan spurgte og klappede ham på kinden med sine store hænder. Ham vendte sig mod Alan. "Find et tæppe. Og vær hurtig med det!" Alan, der var en vareulv, styrtede af sted mod skibet og ned i lastrummet med tæpper. Seuzan sad bøjet over den unge mand for at holde ham ude af syne for nysgerrige øjne.

Midnight begyndte at hoste og kastede vand op. han havde stadig fast i det affald som han var sprunget efter. Midnight rystede noget omtåget på hoved. da han var helt sig selv var det første han mærkede efter var en medalion om sin hals, da den stadig var der smilede han. "Jeg er okay sir, jeg sprang bare i efter noget affald, men jeg burde nok have tænkt på at jeg ikke kan svømme." sagde han.

Han forsøgte at rejse sig, men hans ben gav efter. "Måske burde jeg vente til, jeg er helt okay" sagde han og kørte hånden igennem sit hår. "men ja, jeg kan godt høre dig sir" sagde han

Seuzan hævede et øjenbryn og satte sig tilbage på sine haser. Alan kom tilbage med et tæppe og rakte det til sin kaptajn. Seuzan hjalp den unge mand på benene og slyngede tæppet om ham. "Du burde nok få lært at svømme." sagde den ældre engel og klappede ham på ryggen. "Vi burde komme videre hvis vi skal have en chance for at finde nogle sirener." Seuzan ved at det passede, men han var ikke meget for at forlade denne unge mand. Der var noget velkendt ved ham. Han så på den medaljon og frøs. Den virkede alt for velkendt. "Hvor har du den medaljon fra?" Stemmen blev hård og dog bydende. De mørke øjne så på den yngre mand og mange af folkene omkring blev tavse. Alle øjne hvilede på dem. Den medaljon var fra hans familie. Han ville kunne genkende den overalt.

Jeg har den fra min mor Lieluce, hun sagde hun fik den af min far, da de blev gift hemmeligt." sagde han og så på ham. han havde det samme faste blik, som lagde til hans fars side. "Hør jeg har ikke stjålet den, hvis det du tror. Godt være jeg er halv engel, men jeg er stadig søn af Sigfried Silver" sagde han. han kendte kun til det navn hans far havde brugt, mens han havde været ved hans mor

Sigfried Silver? Hans brors navn. "Det kan ikke passe. Sig har en søn?" Seuzan så på den unge med med undersøgende øjne. Han kunne godt se de ligheder der var mellem dem. "Din far var vel englen ikke?" Besætningen så på hinanden. Seuzan virkede meget rørt over den ting om drengens hals.

Klokken slog 10 og Seuzan så op på solen. Han lagde en tung hånd på drengens skulder. "Ved ikke hvor meget din mor fortalte dig, men jeg mere info om din far." Seuzan sørgede for at der var vægt bag ordene. Med et pift vendte hans folk sig om og vandrede tilbage mod det enorme skib.

han så på ham. "Jo min far er engle. Jeg har navnet Walentine efter min mor. og...mor nåede kun at fortælle meget lidt før sin død. onkel sagde mor døde af sygdom, men jeg ved han myrdet hende." sagde han og sukkede. Han tog halskæden af. "Jeg må vel finde fars familie og aflevere denne, jeg er en fejl så hel engle burde bære medalionen..." sagde han

Seuzan kunne ikke holde en stille klukken tilbage. "Du behøver ikke at lede længe. Sigfried har en bror der stadig lever. Han holder til på havet og er også pirat." Seuzan havde svært ved at holde masken så han valgte at gå mod det store skib. "Jeg kan også hjælpe dig med at lede efter denne bror." sagde han. Han var nød til at vide noget mere om denne unge halvblods som hans bror havde. Han nægtede at tro hans egen bror ville myrde et menneske. Han ville blive en falden engel. Den første i deres familie i lang tid. "Det gør mig ondt med din mor, men er du nu sikker på at det var din far der dræbte hende?" Besætningen var på vej op af landgangene og Seuzan vendte sig halvt mod den yngre mand. Et øjenbryn var hævet ogde mørke øjne var alvorlige.

Jeg er ikke sikker angående det. ved kun hvad min onkel Nathaniel sagde til mig. Men jeg husker skam engle melodien, som mor sang da jeg var lille" sagde han. han lagde hånden mod sin ryg. hans ryg gjorde ondt, og han vidste stadig virkelig meget lidt angående engle, han havde bare flere gange fundet fjer nær sig. han havde alle fjerne i en taske, da han lavede fjerpen af hver fjer han fandt. han samlede en fjer op og lagde i sin lomme

"Du har endnu en onkel? Fra moderens side?" spurgte den ældre engel og krydsede armene og stillede sig med skrævende ben. 'Og fjer nær sig?' Seuzan vidste der var mere til denne unge mand er der lod sig vise. "Din fars bror bor ude på en ø. Jeg kan få dig derhen. Men vi må afsted nu." sagde han og ventede sig mod skibet. Hemmeligheder var en af Seuzans stærke sider.