What are you doing down here? - Angel

Påklædning Hun er iført denne kjole, samt et par sorte sko

Et rum, fire vægge, 5 meter bredt og 6 meter langt. Det var et værelse hun havde kendt det meste af sit liv, et værelse hun havde gjort sit eget og nok altid ville være fanget i. Hun kendte ikke den direkte grund for hendes ophold, om ikke andet havde hendes far fortalt hende, at dette var for hendes egen sikkerhed. Han havde altid fortalt hende, at verden var et farligt sted og hun ikke var sikker der. Hun ville ikke være sikker i denne verden, og med hendes evne ville det blot blive slemt, specielt fordi hun ville blive overvældet med alle de stemmer, alle de tanker. Om ikke andet havde hun gjort stedet til sit eget, det var hendes hjem og hun følte sig tryg dette sted. Hun havde sine ting der, sin seng og ikke mindst sin tryghed.
De fleste ville mene, at hendes far var et monster og at han holde hende fanget, måske endda misbrugte hendes evne. Dog var hun loyal imod ham, og hver gang hun hjalp ham med noget, brugte sin evne imod andre, så var det kvalitets tid med ham. Selvom han endda gav hende noget underligt rødt væske, væske som både gjorde hende stærkere og roligere, så gjorde hun hvad han sagde. Hun var hans datter og hun ville gerne have han skulle være stolt. Han havde givet hende så meget, han havde givet hende dette værelse. Selve værelset bestod af hendes store dobbeltseng, som var både blød og varm. Væggene var dækket af malerier, hun havde bøger, ting at tegne med og endda et smukt bord. De fleste ting på hendes værelse var dyre, smukke og helt igennem perfekte.

Hun blev med et revet ud af sine tanker, og her blev hendes tanker fanget af en ukendt lyd. Hun rynkede brynet og rejste sig fra sengen, her for blot at skynde sig hen mod døren. Med hænderne imod døren, lyttede hun efter lyde og som hun fangede lyden af fodtrin, rynkede hun brynet. Det var sjældent folk kom herned, de fleste holde sig væk og de få som kom herned, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved. Nogle gange legede hun med dem, fik dem til at skrige og andre gange lod hun dem være. Nysgerrigt lyttede hun efter, hun fik ikke meget fra ham, men lidt fik hun *Hvem er du?* med sin evne, kastede hun tankerne af sted imod ham *hvad er du?* *Hvad laver du her?* Hver eneste tanker kom gentagende gange, de ville kunne høres i hans hoved, de ville være som en blid stemme, udelukkende hørt af ham. Billeder af hende ville dukke op i hans tanker, han ville se hendes klarer blå øjne, se hende fanget i værelset. For ham ville hun sikkert ligne et uskyldigt barn. Dog ville billederne hurtigt forsvinde, og her blive erstattet med gentagelser af de tidligere spørgsmål, og ville han komme tættere på værelset, ville de blive højere og højere.