Uriel// an angel

S: Skoven
T: Morgen
V: Lunt og tørvejr
O: Træer
P: se profil nr. 1

Det var morgen. Solen var på vej op på himlen, og fuglene var så småt begyndt at vågne op, og sad nu i træerne op sang deres smukke sange ud i den ellers så stille morgen. Selvom det var rimelig tidligt om morgenen, var Taeyang alligevel taget ud i skoven, eller han havde faktisk været der ude det meste af natten. Det havde været fuldmåne, og Taeyang elskede at løbe rundt ude i skoven når månen var fuld, men faktisk behøvede han ikke en fuldmåne til at kunne være varulv, men alligevel. Han havde taget ud i skoven om aftenen, og havde gemt noget af sit tøj et sted i skoven, så han ville kunne tage det på efter sin forvandling. Han havde rimelig hurtigt fundet tilbage til det sted som han havde gemt sit tøj, da han igen var blevet et menneske. Han havde taget et par sorte bukser med, og en sort T-shirt, med noget sølvfarvet på brystet på.

Taeyang gik roligt gennem skoven mens han nød stilheden her til morgenen. Han kunne så høre en let rislen, og vidste straks hvad det betød. Han fulgte efter lyden, og kom over til et vandløb som han så tit havde været ved. Her satte han sig ned ved siden at vandet, og så sig rundt. Han lage sig lidt efter bare ned, og lyttede til lyden af det rislende vand, som var meget beroligende. Det havde det altid været på ham, beroligende altså, at side her ved vandet. Han var altid kommet her hvis han havde været en smule ophidset eller sur, lige siden han første gang, for flere år siden, havde fundet stedet her.

// undskyld jeg kan ikke skrive lige så meget som dig XD //

Uriel gik bare rundt i skoven, hun elskede skoven mere end noget andet, her kunne hun være sig selv uden nogen ville pege fingere af hende, hun lagde en hånd på et træ, hun elskede hvordan skoven kunne vokse sig stor, hun tog så en dyb indånding og pustede den stille ud igen, hun havde lukket øjne imens hun havde gjort det. hun kiggede sig så rundt og valgte så at gå videre og nyde skovens skønhed helt alene, men hun fik så lyst til at synge og det gjorde hun så, hendes smukke fine stemme begynde at give lyd i skoven (Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=2wC9vq68yDQ), det var en sang hun altid havde kunne huske, hvilket gjorde hende utrolig glad for at synge, vinden begynde så at lege med hendes hår, der kom en lille tot ind over hendes ansigt, men hun tog den bare væk imens hun sang.

Taeyang lå stadig bare der ved siden af vandløbet da han pludselig kunne høre en synge med en fantastisk stemme. Han satte sig op, og lyttede efter. Han lagde hovedet en smule på skrå, for at finde ud af hvor stemmen, eller rettere sagt sangen, kom fra. Han lyttede lidt endnu. Skulle han mon rejse sig op, og prøve at finde ud af hvem som der sang den sang, eller skulle han bare blive siddende her? Han var nysgerrig efter at vide hvem som sang, så han endte med at rejse sig op, og følge efter lyden.

Han kom hurtigt igennem skoven, og ikke så længe efter så han en person som gik rundt i skoven. Det var en ung kvinde, ikke meget mere end de 19-20 gættede Taeyang på. Hun var virkelig smuk ud fra det som han lige kunne se, med hendes flotte røde hår. Han gik hen imod hende, men smilede sødt, for ligsom ikke at gøre hende bange for sig eller noget. ”Hey” sagde han, og rakte høfligt sin ene hånd frem som hilsen. ”Jeg er Taeyang, og hvem er du?” spurte han.

Hun var færdig med at synge da han kom hen til hende, hun blev dog lidt forskrækket over at der var en som snakkede til hende, hun så lidt på ham, nok mere for at se om han ville hende noget ondt, men det så ikke sådan ud, hun så lidt på hans hånd som havde rakt hende i sin hilsen, hun viste ikke om hun skulle tage den og hilse igen, hun havde jo lige mødt ham, så hun lod være, men svarede på hans spørgsmål"jeg hedder Uriel"sagde hun, det var nok et underligt navn, men det var det som var blevet hende givet da hun var blevet født, hun så på ham, hendes øjne var grønne, men det var ikke normal grøn, der var mange slags grøn i hendes øjne, både lyse og mørke alt efter hvor hun kiggede hen og det passede perfekt med hendes røde hår

Han så på hende. Han blev ikke sur eller fornærmet over at hun ikke tog hans hånd, men sænkede den så bare i stedet for. Det var fair nok hvis hun ikke ville hilse på den måde, de kendte jo ikke hinanden, men han havde bare prøvet at være en smule høflig. Han så hende ind i øjnene. De fangede ret hurtigt hans opmærksomhed. Det var en meget speciel farve de havde. De var grønne, men nuancen af grøn blev ved med at skifte, alt efter hvordan lyset lige faldt. Da hun havde sagt sit navn, smilede han sødt til hende, og nikkede. ”Et ret specielt navn må man sige, men det passer godt til dig.” sagde han. Han var ikke sikker på hvordan hun ville opfatte det han lige havde sagt. Altså om hun vil tage det som en fornærmelse eller ikke, men han havde ikke ment noget ondt, han havde blot sagt at hun var speciel som sit navn, og for ham var det ikke en dårlig tin at være speciel. Det var han faktisk også selv på en måde. Han kom oprindeligt ikke fra denne verden her, men det behøvede folk ikke at vide. Han betragtede hende stadig stille. ”hvad bringer dig her ud?” spurgte han nysgerrigt.

Hun smilede lidt"tak"hun så på ham"jeg kan godt bare lide at gå og synge her ude i skoven, her er ingen som vil pege fingere af mig"hun så lidt ned, men så, så på ham igen"men hvad laver du her?"spurgte hun så og så på ham, hun gik dog hen til et træ og kiggede på det"alt ting kan gro som det har lyst her"hun lagde en hånd på træet, hun smilede lidt

//sorry det korte svar XD//

”Det var da så lidt” han smilede tilbage til hende, og lyttede til det hun sagde. Han gav hende ret i det som hun sagde. Han nikkede ”ja, du har helt ret. Ingen peger fingre af folk her ude, men hvorfor peger folk fingre af dig? Du er jo god til at synge” sagde han, og smilede igen til hende. Da hun spurgte hvad han lavede her svarede han hende med det samme. ”Det var fuldmåne i nat, og det er meget beroligende at være i skoven på det tidspunkt” sagde han blot, med et smil. Han fulgte hende med øjnene da hun gik hen til et træ, og lagde en hånd på det. ”Ja det har du ret i, alt gror som det lyster i en skov.” sagde han, og gik hen til hende og stillede sig ved siden af hende.