Dinner with a slave? why? - Noah

Sted: Sunfury Citys - Parken (Sunflower District.)
Omgivelser: Væsner der går rundt og passer sig selv.
Årstal: 1160
Årstid: Efterår
Måned: september
Vejret: Solrigt, og lidt køligt. Ikke en sky på himlen.
Tid: 18:00

Emnepartner:@Noah.

Påklædning:Hendes sorte hår er flette i en fransk fletning. Hun har en hvid kjole på, og bare fødder.
http://www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=65799650

Erzsébet slog øjne overrasket op, da et varmt og kærligt spørgsmål fyldes hendes øregange med fryd. Hun lyttede rundt for at være sikker på at spørgsmålet var til hende? Hun var aldrig blevet snakket så pænt til før, så det kunne jo godt være hun havde hørt forkert, og det slet ikke var til hende? Hun bed sig i underlæben af forvirring, imens hun lyttede rundt. Nej, det var til hende? Hendes blik søgte hende hvor stemmen kom fra, imens varmen steg til hendes kinder. Hun rejste sig hurtigt men elegant op, og børstede kjolen rent for det værste snavs der kunne været kommet af at siddende. ”De må være Hr. Maskahy?” spurgte hun blot for at tjekke, nogle gange kunne man jo tage fejl? Hun rettede ryggen og flettede sine fingre foran sig. ”Jeg Erzsébet, deres tjenestepige i aften. ” sagde hun automatisk, men fortrød det hurtigt? For manden var vel klar over det var hende? Når han havde spurgt hende om hun var klar. Hun blev endnu mere varm over sin fejltagelse. Hun sænket blikket til jorden. ”Det ved de sikkert også.” hviskede hun. Hendes hvisken gjord altid hendes anderledes dialekt tydeligere, det gjord det til tider svært at forstå hvad hun sagde. Det havde indbragt nogle lussinger til tider, ikke alle herre brød sig om at deres slaver var uforestårlige.

”øhm.” hun stod lidt forvirret, og viste ikke hvad hun skulle sige. Så i stedet tog hun hans hånd, for at lade ham føre hendes afsted. Det var lidt mærkeligt han opførte sig sådan? Hun var trodsalt en tjenestepige… eller mere præcis en slave? Men det ville han måske ikke vise andre? Der var jo nogen der var flove over det, eller som havde et bestemt ry de skulle leve op til. Så det at gå med en slave kunne ødelægge meget, for en person. Hun havde ikke sagt noget den første del tid de gik, selvom hun brænde inde med millioner af spørgsmål. hun var altid nysgerrig. Hun elskede det at lærer nye ting og opleve nye dufte og lyd og specielt som blind, blev nysgerrigheden for alt omkring hende blot for dobbelt. Folk der normalt brugt en time på at opleve en have, kunne hun bruge en hel dag på. Måske flere, hvis hun fik den mulighed. Hun elskede den måde hun kunne aktivere sine sanser, det kunne give hende ro i krop og sind i næsten et år. Hvilket hun godt kunne trænge til efterhånden. De sidste par dage havde været rimelig trættende for hende. Hun havde ikke fået meget søvn, og mad var der heller ikke meget af. Så hun var ved at være godt sulten.

Tanken om mad fik hende mave til at knurre. Hun tog sig hurtigt til maven. ” undskyld sir! Jeg.. Jeg ved ikke lige hvad der går af min mave lige nu.” undskylde hun hurtigt og pressede hårdt ned på maven, med den ene hånd i mens hun stadig holde hans i den anden. Erz…. Nu tager du der sammen… Du stod ikke op da han kom, du dummede dig i snakke og nu rumler din mave! Du burde skamme dig..

Hun bed sig i læben og holde blikket, mod jorden. Nu kunne hun vist godt glemme alt om at stille et spørgsmål, det havde hun da i hvert fald ikke fortjent nu? Hun måtte koncentrer sig om at lave mindre fejl.. hun forsatte sin elegante gang, med Mr. Maskahy ved hendes side. Hun nærstuderede ham lidt, og prøvede at danne sig et billede af hvordan han så ud. Det gjord hun tit når hun dummede sig, så bragte det hende væk fra de tanker om de straffe hun vil møde senere, når manden sikkert ”sladrede” om hendes småfejl. Hun rystede tankerne væk og studerede videre på den høflige fremmede mand, som havde en speciel aura?

Sorry det korte svar ))

// det er helt fino!! for mig betyder det ikke så meget hvor meget folk skriver XD haha jeg undskylder for at mit blev så langt XD //

Alting gik så hurtigt… eller det virkede det i hvert fald som om? Fra da han sagde hun skulle overnatte hos ham, til han havde lagt armen rundt om hende samt plantet det mest bløde og kærlige kys på hendes kind. Havde han fuldstændigt taget pusten fra hende. Hun forstod intet, af alt der skete. Ikke på en negativt måde, men blot at alt hvad der skete lige nu virkede ikke ægte? han viste hvem hun var? Og havde personligt bedt efter hende? Hun var målløs… Det hele var for godt til at være sandt. Han måtte have forvekslet hende med en anden? Hun skulle til at sige noget, da hans stemme igen tryllebandt hende og gjord det klart det var hende han mente. Hun rødmede meget og en helt ny følelse dukkede op i hendes brystkasse. Det var en mærkelig, kilden fornemmelse der bredte sig ud i hendes krop. Hun var nervøs og meget usikker, men ikke på samme måde som hun plejede at være. For denne gang var det ikke en angst følelse. Men mere en følelse… hun ikke kende til?

Vognen bevægede sig afsted og hun sad med ret ryg, op af det betrukket sæde. Hun havde samlet sine ben og lagt sine små hænder i sit skød. Hun havde stadig den lille blomst i hendes hånd. Den ville hun beholde for at blive mindet om denne besynderlige dag.

Hele turen brugte hun på at lytte, og identificer de nye dufte, samt sætte ansigt på den mand der behandlede hende så pænt? Hun havde sit blinde blik i sit skød. Han gjord et eller andet ved hende hun ikke forstod? Og han var så.. blid? Hendes hjerte bankede hurtigt i hendes brystkasse. Hun bed sig i læben… var hun ved at blive syg?

Vognen stoppede pludseligt, og de skulle ud, men hun rejste sig ikke. Hun sad næsten som limet fast, hun ventede blot på at hører skrig og blive slået? men det skete ikke? I stedet lød den beroligende stemme igen, og tilbød hende hjælp .. igen? Hun slog øjne overrasket op og nikkede ja som tak. Hun lagde igen sin letter rystende hånd i hans. Hun var ikke klar over hun rystede før hun rørte hans. Hun skænkede flovt blikket og trådte ved hans hjælp, elegant ud af vognen og indåndede den vidunderlig friske luft. Hun mærkede igen hvordan han greb elegant om hende. Hun lyttede til ham, og blev næsten mundlam. Fik hun faktisk rettigheder? Et lille forsigtigt smil, dukkede op i hendes mundvig. Hun kiggede hurtigt væk, og prøvede at kontroller de mange følelser.

Dette måtte være en drøm, det kunne ikke være virkeligt noget som helst af dette. Hun nikkede som tegn om hun havde forstået. men kom så i tanke om at hun altså godt måtte snakke nu. ” jeg øhm… tak sir.. jeg mener… forstået..” hviskede hun sødt og vende blikket op mod ham med et lille taknemlig smil.

Hele turen hen mod huset, prøvede hun at støttet sig så lidt op af ham som muligt. Ikke alle mennesker brød sig om nærkontakt, og hun ville ikke være for påtrængende. På samme tid prøvede hun at danne sig et billede af stedet.. det måtte være gigantisk hus? Der var længere hen til huset, ind normalt, og manden ved hendes side rykkede sig ikke ud af stedet da hun hørte lyden af døren blev åbnede. Tjeneste folk? Hun vende sig undrende op mod ham, lagde hovedet på skrå. Hvem var han?

Hun blev ført ind i lokale, der duftede himmelsk og der var varmt. Hun lukkede øjne og nød varmen for en kort stund. hun fik besked på at slå sig ned, og så ville han hente mad?! Vent hvad? Nej det var hendes pligt?! ”sir nej det er min..” Hun skulle til at fra byde ham at hente det selv, og tilbyde sin egen hjælp. Men før hun nåede det stod hun tilbage i lokalt alene. Hun stod lidt nervøst og vist ikke hvad hun skulle gøre? Hun gik lidt rundt i lokalet for finde ud af hvad det var for et sted hun var havnet. Hun fulgte væggen rundt og fandt ud af hvor de forskellige møbler var. Hun fandt et bord og gik ud fra han ville have hun skulle sidde ved det? Hun stod lidt undrende og anede ikke hvordan? Hun trak på skuldrende og satte sig ved siden af på gulvet som hun var altid havde gjort. Det var efterhånden blevet hende en vane at sidde på gulvet, stole og sofaer havde været forbudte områder for hende hele hendes liv. Så selvom han havde sagt til hende at hun ville blive betragtet som et normalt menneske, viste hun stadig ikke helt hvordan det fungerede? Så på gulvet blev det.

Hun havde kun sat der lidt før han kom ind, og rummet fyldtes med den mest vidunderligt duft, af alt muligt lækkert. Hendes tænder løb næsten i vand, og maven knurrede stille. Mente han seriøst det? Hun rejste sig op da han bad hende tag for sig af det udsøgte med der var foran hende. Hun stod lidt usikkert, og lagde hovedet lidt på skrå af usikkerhed om han faktisk mente hvad han sagde?
Hun nikkede som tak og hånd glide forsigtigt hen af bordet indtil den stødte ind noget der virkede som brød. Normalt ville hun bare have taget, for hun kunne dufte og føle sig frem til meget af maden. Men hun var tryllebundet over at få muligheden for at få den mulighed at vælge selv. Hun valgte et æble og satte sig tilbage på knæ på gulvet. Hun lagde sig blomst på gulvet ved siden af sig og holde æblet med tog hænder. Ikke særlig fint.. men det var så mærkeligt, og hun ville nyde dette til fulde drag.

Hun så op da han stillede hende et spørgsmål og hun skænkede blikket til æblet hun holde i sit skød. ”øhm.. ” det var et meget personligt spørgsmål, og hun kunne mærke hvordan det nærmest gjord ondt inde i at tænke på. ”Fordi det næsten er umuligt.” hun sagde, og vende hovedet op mod ham igen. ”Lige meget hvad jeg gjord, fangede de mig igen..” hun bed sig kort i læben og nussede det fine æble i sine hænder. ” efterhånden måtte jeg bare give op” grinede hun opgivende og lukkede øjne ”Det jo begrænset hvad en krop kan holde til med tiden?” hun førte æble op til sine lyserøde læber og satte forsigtigt tænderne i det saftige søde æble.
Et lille støn af nydelse forlod hendes, læber der var en smule fugtige fra æblets saft. Det var et rødt æble, det måtte det være. De andre slaver der havde haft muligheden for at smage et æble havde fortalt om hvordan de grønne æbler var surre og de røde mere søde. Dette var næsten sukkersødt… eller hvad man nu sagde! Det måtte være rødt.

Hun nød det til fulddrag og tænkte lidt over hans spørgsmål. ” kroppen skal jo have lov til at komme sig?” sagde hun efter at have tygget af munden. Hun hentydet til de mange ar der gemte sig under hendes kjole. Hende ryg var i sær dækket fra top til tå. Der var næsten ikke et sted hvor der ikke var mærker, sår, eller ar.