Please help! im lost... again... ~ Angel

Hun satte i løb mod katakomberne. Det styrtede ned og hun var langt væk fra hvor hun boede. SÅ hun måtte søge ly i katakomberne. Det var et held hun havde været så mange gange på kirkegården, for ellers havde hun ikke vist de eksisterede. Kirkegården var efterhånden blevet hendes nye tilflugtssted. Her kom hun tit for at snakke med sin mor, og far. Blot for at stresse af, og for at have nogen at snakke med. Hun havde ikke fået særlig mange venner, kun en… altså siden hun var blevet befriet. Det var nu heller ikke nemt, når man havde været slave og oveni ligefrem var det man kalde misfoster og! Var blind.

Jorden var blevet smattet og mudret og hun var efter hånden plask våd fra top til tå.  Det havde så heller ikke hjulpet at hun var løbet ind i samtlige vandpytter på vejen. Men det gjord nu ikke så meget det tørrede vel nok i løbet af natten. Hun nåede endelig indenfor i katakomberne og satte sig ned. Hun åndede lettet op og satte sig op væggen. Hun tog cardiganen af og vred den så hun kunne hører hvordan vande plaskede ned på jorden ved siden af hende. ”jeg trængte vist også til et bad…” mumlede hun og to den på igen, mens hun prøvede at sunde sig lidt.

Klokken var mange, men hun var ikke træt. Det var hun næsten aldrig på det tidspunkt. Hun havde så mange pinefulde tanker og traumer der fylde hendes hoved. Så hun kunne aldrig rigtigt sove, i stedet brugte hun tiden på kirkegården og prøvede at forstille sig hvem der låg de forskellige steder, og hvordan deres fortid havde været, hvordan de var døde osv. Det kunne underholde hende i flere timer. Hun smilede kort ved tanken. Hun ville ønske hendes mor og fars gravstene var her. Så kunne hun passe og pleje dem, og sove ved dem. Have sin familie på tæt hånd, hun savnede dem. Hun ønskede sig en familie. hun ønskede at bo kunne bo hos nogen som holde af hende, som meget som de børn der legede og grinte på gaden blev holdt af, af deres forældre. Den glæde den latter de havde, familien hyggetur på markeret. Det hele… hvor ville hun ønske hun kunne have fået det.
Tanken gjord hende trist tilmode. Hun rejste sig op og vred det sidste vand ud af tøjet, før hun vende sig mod katakombernes gange. Regnen virkede ikke som om den stoppede foreløbig, så hun kunne vel ligeså godt udforske dem lidt.

Hun gik lidt rundt i gangene, med en hånd på væggen til at guide sig en smule på vej. Der var mange forskellige gange og efterhånden mistede hun overblikket over den rute hun havde gået. Hun sukkede irriteret og lænede sig op væggen. Hun tog elastikken ud af håret og kørte en hånd igennem. ”nåh Erz, hvad har du nu rodet dig ud i..” sukkede hun opgivende, og lukkede sine blinde øjne. Hun stod lidt og prøvede at huske hvor hun kom fra, men det var lidt umuligt da alle gangene virkede ens. Hun måtte blive ved med at prøve, måske var der nogen derinde på sammen tid med hende?? Så kunne hun spørger dem om vej? Hun trak på skuldrene og begyndte at gå afsted. ” hallo!? Er her nogen??” kalde hun og fulde væggen ligesom før ” udover døde væsner…” mumlede hun opgivende.

Erzsébet sukkede, hun hadet disse situationer. Til tider ville hun blot ønske hun ikke var blind, for så var hun ikke aldrig faret vildt. Hun lænede sig op af væggen igen. Hun var træt i bene og hendes hoved gjord ondt af tænke så meget, et evigt dilemma. Hun skulle jo tænke ekstra meget og udnytte nogle andre sanser ind andre, og selvom hun var født blind, var det stadig energi tagende for hende at skulle fokusere så meget. Hendes tænder begynde at klapre lidt, hvis hun skulle have fundet noget varme, hun tøj klistrede til hendes krop og hendes hør dryppede stadig en smule.

Hun lukkede sine øjne og hvilede sit hoved op mod væggen. hun sukkede igen og prøvede sat finde ro i hovedet. Men der var en lille stemme der irriterede hende. Hun rynkede lidt på næsen og drejede hovedet lidt denne ene og den anden vej for i håbet om det ville gå væk. Men det var som når hun drejede hovedet den ene vej blev stemmen højere ind den anden vej. ”mor stop.” mumlede hun, da låg til højre ben af hendes mor snakkede til hende og prøvede at guide hende på vej. Hendes mor var så overbeskyttende, konstant på nakken af hende når hun kom i nogle uvante situationer hvor hendes mangle på syn blev et problem. Dog var der noget mærkeligt over denne stemme? Den var lyser? ” mor stop seriøst… jeg klar mig. ” hun havde ikke rigtigt lyttet til spørgsmål der var blevet stillet, for hun forventede egentligt det var de samme.

Et tydeligt og klart billede dukkede op i hendes hoved. Hun sprang forskrækket tilbage, og slog hovedet ind væggen. ”argh! Hvad i!!” hun tog sig til hovedet og ømmede sig. Hun stod lidt uforstående og ømmede sig. Stemme var væk. Men det var nok også mest for hun ikke havde klirrede sit hoved. ” hvad skete der lige der?” det var første gang hun havde oplevede at se en anden person, første gang hun så farver? hun vende hovedet fra side til side. Kunne hun se? havde hun fået sit syn? hun åbnede sin øjne. Nej, hun var stadig blind… ” hvad i alverden? ” hun tog sig til brystet der hævede sig hurtigt op og ned. Hun var hundred procent sikker på hun havde set noget. Det hele var sket da hun klirrede sit hoved… hun lukkede øjne og prøvede at fjerne alle tanker, den angst det lige havde sneget sig ind også. Et billede dukkede op igen. en pige, i et værelse? hun kiggede på alle farverne og på hvordan hun så ud. Fra top til tå. Hun var helt tryllebundet. Hun rakte ud efter hende, for at prøve at rør hende. Men hun kunne ikke rører hende. Så billedet var ikke ægte. ” hvad sker der… ” mumlede hun undrende. Stemmerne dukkede op igen. Hun var der? Var hun død? Hvorfor var der en lille pige her? Var hun ikke gået ind i katakomberne? Var hun gået ind i hus? Spørgsmålet bekræftede hun altså ikke stod i katakomberne, men i et hjem. Et meget stort hjem?

Dette gav ikke mening for hende, hun var forvirret!? Var dette bare noget hun forstillede sig? Kunne hun kommuniker med døde mennesker? Hun havde hørt om den evne før, men havde troet hun selv kunne? Skulle hun svare via sine tanker? *jeg hedder Erzsébet… jeg er faret vildt… * tænkte hun forvirret og følte sig fuldstændigt åndsvag. Hun bevægede sit hoved i den retning hvor stemmen blev tydeligere. Hvorfor blev den så tydelig i den retning?

Hun begynde at bevæge sig mod stemmen. * undskyld.. jeg ved det er dumt spørgsmål? * hun sukkede og følte sig endnu mere dum. ” det her er for mærkeligt… jeg drømmer… eller også har jeg er blevet forgiftet. ” hun stoppede kort og viste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun sukkede og tænkte lidt over situationen. Hun kunne lige så godt prøve. ” hvis det her er joke … så ! ” vrissede hun og trak vejret dybt for at mod til sig. * er du død? Og hvordan kan du kommuniker med mig?* tænkte hun og følte sig så dum. Dette kunne på ingen måder være rigtigt. * og hvorfor er du i katakomberne? hvor befinder du dig? Er du okay?* hun kastede det ene spørgsmål efter det andet. Der var så mange ting hun ikke forstod. Så hvis dette virkede, kunne hun muligvis få nogle af dem besvaret, og få løst mysteriet.

Det virkede? Hun slog sine blinde øjne overrasket op og smilede lidt. Det overraskede hende at hun faktisk kunne snakke igennem hendes tanker? Smilede falmede dog hurtigt da hun hørte at pigen var alene. Hun kende det liv alt for godt. Så mange år hun havde tilbragt alene i en kælder, det eneste der gjord hun ikke blev helt sindssyg var hun kom ud for at udfører sine pligter som slave. Så i teorien var hun faktisk ikke alene. Men det føltes sådan. Hun var trodsalt mutters alene, hun kende ingen. Hun havde ikke sin far ved sig. De blev trukket fra hinanden da hun var 5 år gammel. Men det ville aldrig kunne hamle op med den piges baggrund.

*Tak.* tænkte hun og smilede. Det var sødt af pigen, at sige hun kunne lide hendes navn. Hun var også selv ret glad for det, det mindede hende om hvor hun kom fra. *det kan du have ret i…* tænkte hun. Men hun havde bare så svært ved vende sig til at kommuniker igennem sit hoved? Det virkede lidt uhyggeligt og mærkeligt? Men på mange måder var det også ret fedt? Fordi hun følte sig normal? Hun følte hun så rigtigt! Hun blev dog overrasket over at pigen ikke var død og lidt lettet. Det var alt for tidlig en alder hun ville være død i, så det lettede meget at vide hun ikke var død. Ingen fortjente at dø så tidligt. *telepat huh? * Det havde hun aldrig hørt om? Det var en ret genial evne at have. *Det da en fantastisk evne?*

Hun ville ønske hun selv havde en evne, det gjord en unik. Den eneste hun havde, gjord hun blot attraktiv. hvilket var en evne hun slet ikke kunne styrer. Hun sukkede og prøvede at finde ud af om hun skulde gå til højre eller venstre. hun skulle til at tage en beslutning da pigen sagde noget uventet. *undskyld hvad?? Bor du i katakomberne ?!* hun stod lidt og måbede. Hvem kunne finde på at lukke sin datter inde her!!! Den person måtte ikke være rask! Hun kunne mærke hvor stor en sorg hun følte for den pige.

Pigen bankede på døren, og der gik noget tid før erz kom sig selv og var i stand til at følge banken. Det havde rystet hende voldsomt at vide man kunne bo sådan et sted. Det var et sted for døde? Ikke små piger? Hun *Angel?* gentog hun. *det er et meget smukt navn* det låg godt på tungen og det skabte en hvis ro i kroppen hun var heldig med navnet. *Angel du kan da ikke bo her? Hvor dine forældre? * hun bed sig lidt i læben. Hun ville hjælpe pigen så meget hun kunne. Hun skulle ikke bo her. Men først var hun nød til at finde hende, samt finde ud af hendes tilstand. Hun ville hjælpe hende til frihed, som hun selv blev hjulpet for ikke så langt tilbage. Det var dog mod hende vilje i starten, men hun var kommet på bedre tanker efterhånden.

*Hvorfor bor du her?* spurgte hun i stedet for det var ikke sikkert hun ville snakke om hendes forældre. Banken var nu foran hende og hun følte frem for sig. Hun kunne mærkede døren mod sin hånd. *angel? Er du herinde?* tænkte hun og bankede på døren.

*farligt?* hun rystede på hovedet. Det var noget om sagen, verden var ikke ufarlig. Men det fandtes ligeså mange gode ting som farlige. Det havde hun efterhånden erfaret sig. hun var også ræd for omverden, og var heller ikke i stand til at klare sig selv. Men hun blev oplært af en god ven, som på samme tid også havde prøvet at gøre hende mindre slave-agtigt. Hun havde en del vaner hun kæmpede med endnu, men eller havde hun det godt. *sikker noget sludder. Verden er ikke farlig, jo det findes nogen onde personer ind imellem, men der finde lige så mange gode?*

Hendes far burde skamme sig, hun lød jo næsten ligeså hjernevasket som hende selv. Hun havde syntes det var okay, at hun blev solgt rundt til andre mænd som kunne finde nydelse i hendes krop. Hun havde troet alle var sådan. Men det passe ikke! Det fandtes gode mennesker. *og din evne er kun farlig hvis du ikke kan styrer den. * hun sukkede * Ikke for at tale ondt om din far, fordi min far har også betyder alt for mig. * hun viste det nok ikke var det bedste emne at bevæge sig ind på. Hun havde selv reageret ret frygteligt på sandheden, den gang hun skulle befries. *Men din far overreager. Men den kontrol du har over dine evner, kan du på ingen måder være farlig. Det der er farligt er af lade dig sidde alene i et lille rum, dag ud og dag ind. *

En person der ikke kendte til omverden, og som fik at vide alle omkring sig var onde. Var den værste fjende man kunne komme imod, men hvis til gengæld var de ikke umulig at redde. Hun hørte et hæst ja på den anden side af døren og tænkte ikke mere over hvad der blev sagt. Hun hørte faktisk kun lige at hun skulle tage i håndtaget, hvilket hun så gjord fordi det var naturligt. Så hun åbnede døren trådt ind, og naturlig refleks lukkede hun den også efter sig. ”Angel, det jo ikke….” hun tav og vende sig mod døren. Der gik det op for hende hvad angel lige havde sagt. Hun tog i dør håndtaget, og trykkede ned. Den var låst.

”angel please sig du har nøglen..” sagde hun og vende sig mod angel, der sikkert stod i lokalt et eller andet sted. Hun kunne mærke panikken stige, det her ville ikke være godt. Hvordan skulle hun kunne redde en anden, hvis hun sidde fanget i samme lokale med vedkommende!!! ” angel please sig du har en nøgle …”