you're a silly little girl think you can hurt me- Jakira

Tid: 22:30.
Sted: Gågaden i Sunfury.
Omgivelser: ikke ret mange, men nogle få.
Påklædning: en sort kjole og en matchende kappe, på fødderne har hun høje hæle.

Panthea var taget et smut til Sunfury, hvorfor vidste hun ikke helt, men måske var det fordi hun trængte til at komme væk fra Doomville, en masse var sket og hun havde brug for en tænkepause. Hun bed sig svagt i læben som hun sukkede, der var ikke mange ude på denne tid af aften og det var selvom det var tidligt på aften. Det irriterede hende for på grund af rejsen her til havde hun ikke fået meget at spise og det var lig med en gnaven og sur Panthea og det betød at hun kunne være rigtig farlig at have med gøre. Hun var altid det man ville kalde ond hun ville uden tøven dræbe ja selv et barn vis muligheden bød sig. Hun vidste godt at alt den vrede som bare var blevet større med årene måske ikke gjaldt disse mennesker som levede nu, men det var for sent at rette op den skade som var sket og hun ville aldrig kunne komme til passe ind i en god verden for tilliden til alt der havde med mennesker at gøre var der ikke mere og efter tabet af hendes ven var den lille smule som måske havde været der helt forsvundet sammen med hans minde. Det var som om billederne af deres masende kroppe som knuste Pippins lille krop aldrig ville forsvinde og det skete efter var også utilgiveligt, heldigvis havde hendes skaber set noget i som reddede hende den nat.
Panthea havde derfor også lovet sig selv at hun aldrig ville skuffe Carmilla, hun stoppede og følte sig iagttaget af noget, men det varede ikke længe før en mand trådte ud af en sidevej greb hendes arm.  På grund af hendes spinkle krop så han hende som et nemt offer, men det skulle dette menneske hurtigt komme til fortryde. Hun var så sulten og lugten af blodet i hans krop gjorde det ikke nemmere. Hun havde heldigvis sin mørke kappe med den bløde pelskant på så han kunne ikke se hendes drabelige øjne som var blevet så røde at de lignede to rubiner.

Hun lod som hun kæmpede imod for at komme væk, men det var en del af spillet hun spillede og det varede ikke længe før han trak hende ned af den sidevej som han var kommet fra da hun var sikker på at ingen kunne se dem smilede hun svagt. Rollerne skulle til at byttes. Hun elskede se deres frygt når det gik op for dem at det var en fælde og at de var faldet i med begge ben. Han tvang hende op af en mur. Han var så optaget i sin gøren at han ikke opdagede hendes tynde fingre før det var for sent og først da trak hun hætten ned omkring sit hoved.  Hun tvang den stakkels mand til se hende øjnene og hvis ikke man var særlig tæt på ville man sikkert ikke se hvad der skete, men hendes ellers så røde øjne skiftede farve fra røde til en mat gråhvid. Lidt efter gjorde mandens det samme. Fra en udefrakommende ville det sikkert se ud som de havde en form for stirrekonkurrence, men for manden ville det være hans værste frygt som blev levende gjort, men hun måtte til sidst opgive da hendes evne var for energikrævende for hende, fordi hun ikke havde spist længe. Hun flyttede på sig og tvang i stedet for manden op af væggen. Hun lod svagt sin kølige læber finde hans øre ” det er en skam du mødte mig, men verden kommer ikke til at savne sådan en ussel person som dig” hviskede hun i hans øre. Det at han begyndte at kæmpe imod gjorde det sjovere for hende. Hun elskede se hvor bange de blev for hende for det bekræftede hende i hvor stærk hun var. Ingen skulle nogen sinde kalde hende svag eller slave igen, for hun var så meget mere. Panthea betragtede hans ynkelige forsøg på at slippe hendes greb, men det lykkedes ham ikke, for jo mere han kæmpede imod jo mere klemte hun, men hun tænkte ikke så længe over det fordi hans hurtige hjerteslag gjorde hende vanvittig fordi hun var så sulten. Hun blottede svagt sine tænder imens de blev større og skarpere inden hun ret hårdt borede sin tænder i den hjælpeløse mands hals. Blodet løb hurtigt og noget af det løb ned af hende mundvige.

Påklædning: Et par sorte jeans, en sort tanktop og en læderjakke.

---

Jakira var ikke ligefrem bange for mørket. Det var der vampyrerne kom ud og lege. De mente mennesker var deres bytte, men de var Jakiras bytte. For hun ønskede hver eneste af dem død. Måske var hun ikke mentalt stærk nok til at dræbe sin søster, men en dag ville hun gøre det. En dag ville hun have hjulpet med at udrydde disse væsner som lagde en skygge for en ellers smuk jord. Jakira havde fundet sig et af aftenens mål. En mandling dæmon. Hun var snedig nok. Let gik hun stille imod ham. I sin støvle var der en daggert, og i ærmet også en. Man skulle aldrig komme uforbedret til en kamp. Jakira havde lovet sig selv at hun ville rense verden for dens urenhed - og det mente at udrydde alle de mørke væsner der fandtes. Det var ikke fordi, at hun ikke kunne se forbi personlighed på folk - men det var ikke nok. Personlighed var ikke nok, og hun ønskede ikke lære nogle af disse monstre at kende. De skulle dø en for en. Som hun kom tættere på dæmonen bemærkede han pludselig menneskets aura og vendte sig om. Jakira smilede uskyldigt og nærmest sensuelt til ham, og bed sig i læben. Lokke en mand til sig med forførelse, var altid noget af det hun havde fundet lettest. Så snart han lod hende komme helt tæt på fandt hun hurtigt ud af, at dæmonen var en bloddæmon. Der blev skåret en let grimasse da de skarpe tænder flåede hendes hud, for at de skarpe tænder kunne komme igennem. Dæmonen regnede sikkert med, at han kunne få sig et mellem måltid. Men pludselig trak han sig tilbage så hurtigt han kunne. Gispende efter vejret faldt dæmonen mod jorden. Giften i Jakiras blod virkede, og fik dæmonen til at trække sig i smerte. Jakira gik imod dæmonen og vippede hovedet en tak på skrå. Så trak hun sin kniv og satte sig på hug foran dæmonen. Så tyssede hun lidt på ham, hvorefter hun skar struben over på ham - uden så meget som at tøve. Jakira så kroppen falde sammen bagover, med blodet der sprøjtede ud til alle sider.  Så rejste hun sig op og tørrede kniven af i dæmonens tøj. Så forlod Jakira liget og forsatte igennem de mørklagte gader.

Pludselig fangede hendes mørke øjne en form for stirrekonkurrence, hvilket fik hende til at knibe kort med øjnene. En mand og en kvinde. Vampyr og et menneske. Først iagttog hun situationen, for hun ville ikke gribe ind, hvis mennesket havde grebet. Virkeligheden var blusset frem for øjnene af hende. Det faktum at hver eneste lille vampyr mente et menneske var deres måltid. Det fik hendes blod til at koge over i vrede og foragt. Da vampyrinden tog kontrol og fik manden op af væggen, begyndte Jakira at gå nærmerer. Hendes søde blod ville give vampyren et forspring, for dæmonen havde sørget for at blodet løb stille ned af hendes hals. Jakiras blod var dødbringende, også på duften - sødere end en engels. Jakira stoppede greb fat i vampyrindens hår og trak hende tilbage med et fast greb.
"Oh honey. I could not agree more. Who will miss such a hatefull creature as you? You have chosen a beautiful place to die." Vrissede Jakira og trådte ind foran manden. Jakira var lidt ligeglad med mandens gøren i dette og hans opførsel kunne hun straffe ham for senere lige.
"Any last words before I kill you?" Spurgte hun en anelse tørt og så direkte på vampyren.

Panthea havde været dybt begravet i sin sult at hun ikke havde opdaget den unge kvinde før hun mærkede den stikkende smerte ved blive revet i håret. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at give den unge kvinde ære af at se at hendes angreb havde overrasket hende. Hun fik færten af kvinden og lugten af hendes blod brændte i hendes næsebor og gjorde Panthea endnu mere sulten. Det var tydeligt at se denne unge kvinde ikke ville hende noget godt. Hun knyttede svagt sine hænder inden hun med et fnys tog fat i pigens hånd som sad med et godt greb i hendes hår. Hun havde ikke tænk sig at død og hvis hun gjorde ville det ikke blive rart for den unge kvinde. Hun var lettere irriteret over at være blevet forstyrret og sulten drev hende også længere ud end hun normalt ville. Normalt ville hun bevare roen og komme væk hun vendte sig lettere akavet om så hun kunne se hvad det var hun havde med at gøre. Hun overvejede ganske nøje sine træk hun vidste hvad end denne unge kvinde var hvis ikke hun fjernede sig fra hendes greb kunne hun risikere sit liv. Den unge kvinde så ud til at have gjort dette her mange gange og det gjorde hende bestemt ikke glad at stå over for sådan en fjende. Hun havde stadig ikke sagt noget, men det var tydeligt at hun var vred og sulten, men hun havde ikke tænkt sig at komme så tæt på den unge kvinde når først hun var sluppet ud af hendes greb. Hun måtte finde en måde at klare hende uden at komme for tæt på derfor var brugen af hendes evne også udelukket. En svag antrækning af et hånligt smil bredte sig over hendes læber og i et sekund søgte de blod røde øjne den unge kvindes ” hvem tror du jeg er?” spurgte hun og trak kort på skulderen hendes stemme bar præg af hendes irritation ” jeg bedre ting at tage mig til end at død” sagde hun hånligt imens hun klemte endnu hårde på pigens hånd.
Panthea kunne ikke rigtig finde ud af hvad denne unge kvinde var, men den unge kvinde var dumdristig, hun vidste i hvert fald at hun levende for hun kunne se at blodet flød ud over hendes hals og farvede den rød. Et eller andet måtte havde angrebet før hun forstyrrede Panthea. Hun lagde til sidst den anden hånd op på sit hoved og med hjælp fra begge sine hænder klemte hun en smule hårde ” jeg aner ikke hvem du er, men du burde give op for jeg har ikke tænkt mig at lade dig dræbe mig og hvis du forsætter lover jeg dig at jeg vil gøre livet surt for dig” sagde hun og hendes stemme var blevet isende kold og truende. Hvis det var en kamp den unge kvinde ville have så skulle Panthea nok give hende det. Normalt kæmpede hun ikke ret meget og prøvede at holde sig så vidt som muligt i skyggerne. Hun kunne godt kæmpe imod og hun var gammel og havde meget erfaring med ting, hun brude nok selv komme væk, men tænkte ikke over det og hvad afholdte den unge kvinde i at lede efter hende imens hun var i Sunfury. Hun måtte finde en måde at forsvare sig på, men det var lidt svært når hun ikke helt vidste hvad hun var oppe imod.

Dog var det svært for hende ikke at føle sig tiltrukket af duften af det søde blod, men hun vidste at det gjaldt om holde afstand end til hun vidste hvad hun kæmpede imod. Selvom det var svært at holde sig væk, var der stadig en smule fornuft oppe i hendes hoved som fortalte at det bedst ikke prøve på at drikke det fordi at det kunne betyde enden på hendes unaturlige liv. Kvinden som virkede til at kunne kæmpe og endda være i stand til at dræbe hendes slags. Desuden vidste hun ikke om bevæbnet, men det måtte hun jo næsten være, så hellere vente og se tiden an måske hun kunne finde en måde at få hendes opmærksomhed væk fra hende og over på en anden så hun kunne slippe væk. Hun vidste at det ville blive svært, men hvorfor skulle hun dræbe et væsen med så meget vilje til at kæmpe og sætte livet på spil for andre. Det kunne godt være at hun ikke forstod princippet i det at offer sig for en anden, men hun måtte give den unge kvinde, hun havde aldrig i sit liv oplevet nogen med så stor en vilje. Panthea havde måske også haft det på en måde, men hendes vilje var mørk og rettet imod noget helt andet end hvad den unge kvindes var. Hendes viljestyrke lagde i at være mægtig og lade andre bukke undre for hende. Hun havde prøvet at være svag uden noget hjem og ingen måde at kunne forsvare sig på. Det var en følelse hun aldrig ville tilbage til. Hun var stolt af være blevet det hun var og fortrød intet. Hvis hun fik chancen så ville hun gøre det hele om igen.