First time since... when? .. - Jakira

Sted: Sunfury City's hospital.
Tid: Sen aften.
Vejr: En let briste ind i mellem.
Påklædning: Et stort kjole, med nogle enkelte røde mønstre hist og pist på den.
@Jakira

Jade havde næsten lige været ude for at jage et enkelt menneske. Hun havde lært en del for ikke at afsløre sig selv, siden hun blev vampyr. Hun havde skulle fange en vampyr ved navn Lenora, dengang hun var jæger af det overnaturlige, men under kampen var Jade blevet forvandlet istedet. Hele verden var blevet omvendt. Intet var som hun troede det var længere. Der var mange ting der skulle forholdes til.
Mennesket gik længere fremme foran hende. Det vidste godt at Jade gik bag ved, men han havde alligevel besluttet sig for at bevæge sig videre. Det var klart. Han anede intet om hendes race eller naturlighed.
Der gik ikke længe før hun stod præcis foran ham. Mennesket gispede forskrækkede op. '' Who are you? '' Han spurgte yderst forsigtigt, for intet at gøre galt, selvom han godt vidste at han ikke havde meget tid tilbage til at leve i.
'' You my friend, I'm Jade, I'm Juliet, but most of all, I'm not your friend. I'm the creature of darkness. The creature people hate most.. A vampire. Don't scream, cause it won't help. '' Hun smilede en del for sig selv. Hun havde aldrig været koldhjertet overfor alle undtagen en. Hendes tvillinge søster Jakira. Hun havde også en helt anden plads i hendes hjerte.
Jade satte hurtigt tænderne i halsen på mennesket, imens hun nød skriget fra ham, da langsomt blev lavere og lavere. Det var et af susende ved det at være blevet vampyr. Man nød at se folk dø grundet en.
Hun smed ham hurtigt væk, tørrede munden i kjolen og bevægede sig tilbage til hospitalet. Hun var elev derinde, men de havde haft pause.
Jade havde fundet ud af hvor Jakira levede og havde derfor besluttede sig for at skrive et brev til hende, men ikke som Jade, men som en helt anden.

Brevet:
Dear Jakira.
I've seen your beauty wander around so long.
Every day is the reason I get up you.
My thoughts are on you every second.
I know your sister. Juliet. She misses you. I know you think she 's dead, that it was what your parents told you, but it was just one of their lies.
She wants to meet with you, but dare not even take touch of horror to just say no.
I hope you understand how big a relief it will be for her to see you again.
You can meet me at Sunfury City Hospital, and we can talk further about her there.

Unknown.

Jade bevægede sig hurtigt imod skranken hvor hun skulle tage imod syge, eller gæster til syge patienter.
Måske var det dagen i dag hendes søster ville dukke op, og alt ville løsne sig.
Hun havde ventet i flere dage på det.
En ældre kvinde stillede sig pænt op til skranken for at høre hvor hendes syge mand lå. '' Where does my husband lay? Mr. Wilson. '' Jade så hurtigt på hende, og undersøgte det inden der var gået 5 sekunder efter hun havde sagt det. '' He is laying in door number five. You can just walk in. '' Hun smilede til kvinden, og den ældre dame takkede hende hurtigt inden hun bevægede sig ind til hendes mand. Det var kært at se mennesker kunne holde fast i hinanden så længe.

Det var sen aften, og brevet var blevet modtaget for en dag siden. Dog havde Jakira først siddet på sin seng inde på sit værelse og læst det igennem - mindst 100 gange. Det virkede som en oplagt fælde. At bruge Juliet for at få ram på Jakiras følelser. Let bed Jakira sig i læben inden hun lagde brevet ind i sin bog som var placeret ved sengen. Så besluttede hun sig for alligevel at tjekke det ud, der havde været en trussel i brevet nærmest, om at det ikke ville være kønt, hvis hun blev trodset. Så derfor tog Jakira afsted, et møde på et syghus var sindsygt. Jakira rejste sig fra sengen og satte sine lange brune lokker op i en høj hestehale. Let kiggede hun sig i det ovale spejl der hang ved kommoden ved siden af døren. Jakira kunne ikke bare gå ud af døren, så ville hendes forældre sætte spørgsmåltegn. De havde været så overbeskyttende siden Juliet døde - også selvom Jakira ikke sagde det, så havde hun en fornemmese af at Jakira ikke var helt væk. Jakira sprang i et par sorte bukser og lynede dem. Så fandt hun sig en sort tanktop som blev trukket over hovedet, og beklædte kroppen så man tydligt kunne fornemme den tonede figur. Så greb hun sin skinjakke der hang på stolen ved skrivebordet og trak i den. Jakira greb sine knive og placerede den ene i sin støvle og den anden i sin inderlomme. Pistolen gemte hun også - man kunne aldrig være for sikker. Stille listede hun hen til sit vindue og åbnede det op. Kort kiggede hun tilbage imod sin dør for at lytte. Da der var senene fra det lange fald. Træning havde i sidste ende givet pote. Så løb hun afsted imod syghuset, og stoppede først hastigheden da hun nåede indenfor synsvinklen af syghuset.

Jakira kunne mærke nervøsiteten prikke til sig som hun gik nærmere. Det var pirrende. Jakira åbnede dørene til syghuset. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere. Blikket var smilende overfor de fremmede der kiggede på hende. Nok var Jakira i en rolle lige nu om at møde sin kontaktperson, men det betød ikke, at hun ikke kunne være smilende overfor dem som var til stede. Ond var hun jo alligevel ikke. Så kom hun til informationen og kneb øjnene let. Kvinden foran hende havde ryggen til, og de mørke lokker mindede hende om Juliets.
"Hey. I need to talk to someone who has information about Juliet Jade Lightwood." Sagde hun og lagde den ene arm på kanten af disken imens hun kiggede ud på rummet. Folk der sad i stole og ventede på svar, om deres kære klarede den eller ej. De fleste angreb var af overnaturligevæsner og det var klart med et sted som Shadowflame. Vampyrauraen var i hendes nærver hun kunne fornemme den, og den gjorde hende opmærksom. Den var tættere på hende end hun brød sig om.

Jade stod blot og passede sit arbejde. Intet udsædvanligt var sket indtil videre, og alt gik blot som det skulle gå. Hendes Chef bevægede sig over imod hende, og spurgte sødt, om hun nok skulle klarer det i løbet af natten, ellers var hun velkommen til at ringe. Jade nikkede blot som et svar.
Hun vendte sig hurtigt om, da stemmen fra Jakira lød imod hende. Det havde været længe siden, alt for længe siden hun havde hørt den stemme overhovedet.
Hendes øjne var ikke længere små, men store som i hun var yderst overrasket over at se sin søster. Hun havde selv skrevet brevet til hende, men havde underskrevet det som en anonym.
’’ Jakira.. Long time.. ’’ Jade’s stemme lød hverken glad eller ondskabsfuld, men forvirret. Hendes søster havde alligevel valgt at dukke op, trods der ikke stod hvem brevet tilhørte.
’’ Where have you been? ’’ Jade brugte hendes fart for at komme hurtigt om til sin søster. Der gik ikke 5 sekunder inden hun var omfavnede af hendes arme.
Savnet havde været stort. Jade havde aldrig troede at hun skulle se sin søster igen.
’’ I’m so sorry for leaving you behind.. But mom and dad didn’t wan’t me in the house near you.. I’m so sorry.. ‘’ Jade’s øjne begyndte hurtigt at løbe I tare. En følelse hun aldrig havde vist foran andre mennesker, andet end sin søster i et alene rum.
Men i det her tilfælde var der ingen grund til at skjule sine følelser.

Pludselig ramte det hende hårdt, som om en masse stød blev skudt igennem hendes krop - blot ved stemmen der udtalte hendes navn. Jakira stirrede let ud i luften inden hun turde at se personen i øjnene. Det var virkelig Juliet. Let sank hun en klump. Hun var overrasket og fyldt med en masse følelser på en gang. Long time.. Det turde siges.
"Home.. Mom and dad moved me.. after you died." Sagde hun og derved vidste Juliet også, hvad Jakira havde fået fortalt. Så fik hun et kram, det havde hun længdes efter så længe. Og der gik ikke mere end få sekunder før Jakira havde svunget sine arme omkring Juliet. Jakira tog en dyb indånding før de trak sig ud af krammet igen. Let rystede Jakira på hovedet af Juliet.
"Don't say sorry. They are the liars here." Forsikrede Jakira om. Så slog det hende. Juliet var ikke menneske mere. Den blegere hud og alle kendetegnene ved en vampyr. Der slog fortvivelsen ind og forståelsen for at hendes forældre havde løjet. Dog blev hun hurtigt slynget ud af sine tanker da hun så tårerne i Juliets øjne.
"Don't cry.. then I might start too." Sagde hun med et smil på læben og tårer i øjnene. Så lagde hun en arm om Juliet og trak hende med sig. Så de kunne komme ind på et værelse og snakke i fred. Jakira lukkede døren og låste den. Så gik hun hen og holdt om sin søster.
"I never really believed them when they told me you were dead.. first yes, but we are not just sisters.. I mean I could feel you.. and I have been looking for you." Sagde Jakira og bed sig let i læben før hun trak sig ud af krammet. Jakira så Juliet i øjnene med et skævt smil og fjernede så Juliets tårer.
"They told me you were dead.. but I see why. You are a.. a vampire now." Jakira sank let en klump. Det var svært at forholde sig til, og de havde den samme baggrund - naturligvis ville Juliet da kunne forstå, hvorfor det var svært for hende at forholde sig til - men hun prøvede alligevel.
"You know I would never leave you." Det var en tilståelse, og sandheden.

’’ Died? I never died, you know that. ‘’ Jade så hende dybt I øjne. Hun burde have indset allerede med det samme, at hun ikke var død. De havde en forbindelse til hinanden som ingen havde. De kunne mærke hinanden over alt. Alle følelser, alt der sker med dem, og alt hun ikke havde regnet ud, var at hun var død.
’’ Maybe they are the liars, but you belived in them. How could you? ‘’ Jade var hverken sur eller noget, men hun var skuffet over hendes søster.
’’ Don’t. I don’t need you tears. ’’ Jades ansigt udtryk ændrede sig hurtigt fra at være ked af det over at have savnet sin søster til at være følelskold. Hun havde lært at lukke den slags følelser helt ude, som jæger af det overnaturlige. Tænk hvis man skulle græde hver eneste gang et andet væsen døde, så ville man blot være elendig.
’’ You never believed them? ’’ Hun fortalte hvordan hun ikke havde troede på dem, men alligevel havde hun troede på dem i starten.
’’ Why didn’t you came to me the first place? ’’ Jade var stadig ikke sur eller noget. Men hun var dybt skuffet over alt hendes søster fortalte hende. De kunne føle hinanden ja, men hun burde været gået tilbage med det samme, hvorfor gjorde hun ikke det?
’’ I would never leave you too, but i was to dangeros. You know that. I still can’t control it all, but I’m really trying. ‘’ Jade indrømmede hun stadig ikke helt havde kontol over det, men at hun forsøgte så forfærdeligt meget. Hun havde stadig en drøm om en familie, og den skulle ikke bare forsvinde fra hende, grundet hendes vampyr.
Jade smed hendes kittel, og tog blot Jakira i hånden. Hun brugte hendes fart for at komme lidt hurtigere frem imod et sted de kunne spise. ’’ Where do you wanna eat? ’’ Jade stoppede op.

(( Påminder lige om at jeg nu spiller igennem denne bruger ))

"No. I didn't knew that. As far I could tell you were dead." Svarede hun en anelse tørt. Tyggede stadigvæk på det faktum at hendes søster var et monster nu. En vampyr.
"They lied maybe so they didn't have to kill you. Remember that? We did make a promise to our family, to never turn into a creature like this. To kill ourselves if it happened. How could you not have kept that promise." Spurgte Jakira igen, med samme form for udbrud som Norah havde haft. Skuffelsen var tydelig. Måske lød selvmord af meget, men i deres familie - der var det nok det eneste rigtige at gøre, hvis man stod i Norahs situation. Levende eller død. Alt Jakira kunne se var et monster - ikke hendes søster.

"Why I didn't come to you? Look at you. I'm a hunter, not your sister. Not anymore. I can't treat you like that anymore." Det lå til deres familie. Det burde ikke overraske Norah at tingene var sådan. Let rystede Jakira på hovedet.
"I don't care that you are trying. You shouldn't be trying. You should just stop it. Or find a cure." Jakira sagde sin mening og den var måske en anelse kynisk. Men den var sand. Suset ved Norahs fart var noget som overraskede hende. Jakira trak hånden til sig ret hurtigt.
"I can't. I can't even look at you. And you need to understand that. If you can't take your own life, you need to stay away from me. Because next time I see you. I would have to kill you."

//Beklager Jakira er så brutal i sine ord.. men det er trods alt hendes personlighed og deres familie legende xD

Jakiras ord var sårende, men sande. Hun havde ret i, at hun burde have dræbt sig selv som familien ville have gjort, men i sidste ende, hvem ville virkeligt have dræbt sig selv? Norah havde desperat forsøgt at være vampyr på en god måde, ikke den dårlige måde.
'' So all you're saying is that you wish I had killed myself? It just shows your love for me is not as big as you thought. '' Norah var vred, knust og ikke mindst skuffet over sin søster. Ønskede hun virkeligt at hun havde dræbt sig selv? Næppe..

De næste ord fra Jakira ramte Norahs hjerte hårdt. Ikke hendes søster mere, blot fordi hun var blevet forvandlet som vampyr, under en mission? Det var ikke hende der havde givet op, og var flygtet, men familien. '' If your not my sister enymore, then there is no reason you live. '' Et lettere irriteret smil løb over hendes læber. Lige meget hvor meget hun ønskede at dræbe sin søster nu, for denne kommentar, kunne hun blot ikke gøre det. Så måtte hun jage hende, til den dag hun døde.
'' I don't belive you. The second before you cried because you have missed me.. Now you want to kill me? I can't.. '' Man kunne tydeligt se hvordan Norahs vrede voksede, igennem hendes tænder. De blottede sig et par gange, imens hendes øjne skævede imod de forskellige boldåre der var rundt omkring på et menneske krop. Hun kendte tydeligt til hendes søsters evner, hvilket gjorde det til en både let, men også svær kamp imod hende.