Sweet Home - Fenrer

af **Ryder** Fre 20 Jul 2018 - 19:01

Tid: Eftermiddag
Sted: Kroen Targaryen, Sunflower District, Sunfury City
Vejr: Lavthængende sol
Omgivelser: Halvfuld kro
Påklædning: Sandfarvede, løse shorts, en hvid hørskjorte og ørkensko.
@Fenrer

Ryder havde troet, han skulle dø.
Eller. Det var muligvis en overdrivelse, men i hvert fald havde det været en af det mest mærkværdige to dage i hans liv. Sunfury havde sansynligvis ikke ændret sig overhovedet på den tid han havde været væk, men alligevel var varmen kommet bag på ham. Han havde tydeligvist vænnet sig til Doomsville's skiftende årstider, og glemt alt om den konstante brændende sol og tørre luft og de rødlige og beige farver, der så ud til at dominere hele befolkningen. Han havde fortængt hvor vigtigt det var at drikke vand, og havde haft hovedpine og været svimmel i en hel dag, før det var gået op for ham, at det naturligvis var fordi han var dehydreret. Der var også kun gået få minutter før han havde overgivet sig og skiftet sin pæne skjorte ud med, hvad der i Doomsville ville blive kaldt 'ørkentøj'. Nu, efter nogle timer, beundrede han det lette stof og de varme farver, og han følte sig både godt tilpas og hjemme. Den hvide skjorte klædte ham godt, og han havde allerede fået en gylden glød af rejsen, der fik ham til at se yngre og mere livlig ud - syntes han i hvert fald selv.
Han havde rejst let. Og nu havde han ikke brug for det tøj han så tåbeligt havde slæbt med sig, og han forbandede sin stupiditet, fordi han i stedet kunne have bragt flere bøger med sig. Han havde kun to bøger i sin taske, og savnede allerede Mr. Wrights store bibliotek. Dét, tænkte han tørt, var det første han ville gå på opdagelse efter i morgen. Et bibliotek. Og så ville han finde et sted at bo tæt på biblioteket, indtil han selv kunne få sig et hus med plads til reoler og bøger. Tanken fik ham til at smile, og han rejste sig fra sin midlertidige seng, for at rode sin taske igennem og fiske en bog op.

Kroen han havde bosat sig på var hyggeligt indrettet og havde en hjemlig atmosfære,
som Ryder allerede elskede. Han udså sig et stille hjørne med et stearinlys, men bevægede sig først mod baren. Han sendte et venligt smil mod barpigen, for at få hendes opmærksomhed, og hun smilede bredt tilbage.
"G'Evenin' Sir." Den kække stemme fik Ryder til at klukke for sig selv.
"Good evening," svarede han, allerede i meget bedre humør. "Would you mind pouring me a glass of your best, dark rum, please sweetheart?"
Barpigen smilede udfordrende, og lænede sig op ad baren med en skødesløs bevægelse. "That all depends on your name, I'm afraid," svarede hun ham med og sukkede dramatisk. "You see. I don't serve my best alcohol if you have a troublemaker-name."
Ryder spidsede læberne med et tænksomt blik.
"That's a right shame!" Udbrød han. "I must admit to have often having heard that my name invites trouble," svarede han, og blinkede muntert. Barpigen kom med en kildevandsklar latter, og greb en flaske gylden rom fra hylden bag sig.
"Some ice for my troublemaker?" Spurgte hun, mens hun hældte den gyldne væske i et klart glas.
"If you wouldn't mind."
Der blev lagt to stykker is i rommen - hvordan i alverden de opholdt is anede Ryder ikke, men han gik ud fra at der måske var nogen med evner, der kunne fryse vand omme bagi. Det ville kunne gøre en drink næsten dobbelt så dyr på sådan en varm dag som idag, tænkte han, og greb glasset.
Før han gik hen til bordet i hjørnet, nikkede han som tak til barpigen.
"Name's Ryder," sagde han, og smilede venligt mod hende. "You'll have to decide if that invites trouble."
Hendes øjne lyste op af let nysgerrighed, men det forduftede hurtigt og blev til en overvældende varme, der fik Ryders hjerte til at banke en smule hurtigere. Hun smilede blidt.
"The name of a lost prince will always invite trouble."
Ryder satte sig i hjørnet og åbnede sin bog, men kunne ikke fokusere på et eneste ord. Vidste folk at Michael, kronprinsen, havde haft kælenavnet Ryder? Han rynkede tænksomt øjenbrynene sammen, og sippede til sin rom.

af **Fenrer** Lør 21 Jul 2018 - 11:43

Fenrer gik normalt for at være en yderst velinformeret mand, selv af en konge at være. Det hjalp også at være i stand til at sende budskaber via ånderne, som bragte budskaber med sig tilbage fra hans mange formskiftere, der befandt sig rundt om i verdenen. Alligevel havde han endnu ikke kunne opspore Misha, den psykotiske møgunge der havde taget Fenrers dronning fra ham og efterladt hans datter moderløs. Der var allerede opvakt et decideret had til Misha i hele befolkningen, hvilket var forståeligt. Det Fenrer ikke helt havde forstået sig på var hadet til den ældre bror, Michael, eller Ryder som Valerya havde kaldt ham. Fenrer havde fået forklaret adskillige gange hvor uacceptabelt det var at abdicere en trone. En stor skam.
Samtidig med det havde der været rygter om at Ryder skulle have hjulpet Misha, ikke at Fenrer troede på dem. Han havde vidste godt at det var Valeryas egen skyld, det der var sket. Det var Misha, og ingen anden, der måtte lide for at have udnyttet Valeryas godhjertethed.

Fenrer kom denne dag ud fra endnu et af sine møder med rådet, for blot at blive mødt af en kurer. Der var bud om at Michael var kommet tilbage til Sunfury, og endda befandt sig i byen. Fenrer bad sig alene for resten af dagen, og isolerede sig selv i sine private gemakker. Hvorfor var Ryder vendt tilbage? Han var ikke just populær i Sunfury, og når han succesfuldt havde holdt sig gemt fra Fenrer, og hans broder var eftersøgt, virkede alt dette meget besynderligt, eller måske rettere, mistænksomt. Efter at have vendt den minimale information han havde i sit hoved, adskillige gange, endte han ud med at beslutte sig for personligt at tage stik af situationen. Han fandt nogle slidte klude frem fra et par hemmelige rum, som Valerya i sin tid havde lært ham om. Dernæst gik den grønlige glød igennem rummet, hvorpå Fenrer nu stod som en gammel mand.

Den ældre skikkel der sprang behændigt ned langs slottets mure, fik formået at forholde sig uset. Naturligvis var Fenrer ved at være vant til at kunne snige sig ud af slottet, på en sådan måde der ikke vækkede opsigt, efter alle de gange han havde haft brug for en aften i byen, væk fra det hele. Heldigvis for ham, var der kun to personer i denne verden der kendte til hans evner som skinwalker, og han agtede at lade dette forblive sådan. For ikke at gøre livet alt for besværligt for sig selv, havde han adskillige aftaler med de mange forretningsfolk han stolede på, om at beføje enhver der bar en særlig amulet, som Fenrer, uden for deres viden, var den eneste der besad. På denne måde manglede han aldrig ressourcer, eller blev forstyrret unødvendigt.

Da Fenrer først havde nået Sunflower distriktet, ændrede han sin gang til en der var langt bedre passende til hans nuværende skikkelse. Selvom den gyngende gang, som Fenrer nu gik i, gjorde fremskridtet langsommere, ankom han snart til stedet hvor Michael efter sigende skulle være, The Targaryen. Fenrer åbnede døren til kroen med en smule påtvungen møje, og gik op til baren, hvor han hev fat i den unge barpige, der denne aften vistnok havde ansvaret for kroen. Da den unge kvinde kom over for at betjene ham, satte Fenrer en finger til sine læber og viste den lille solamulet med en smaragd, der kendetegnede Fenrers aftale. Pigen stirrede en anelse forvirret på den gamle mand, inden hun forstod hvad dette handlede om. Fenrer nikkede stille, da han så hendes mine ændres og viftede hende tættere til sig med den ene hånd, hvorpå han hviskede i hendes øre "Has an fallen angel arrived this evening?" spurgte den sprøde gamle stemme.

Kvinden trak sig lidt tilbage med et påtvungent smil, og så over mod et hjørne, hvor en høj mand af ungt udseende sad og læste en bog. Fenrer nikkede til kvinden og stak hende en lille pung, inden han vendte sig om mod manden og stavrede over mod ham. Fenrer hev en stol ud og satte sig på den modsatte side af det lille bord af Ryder. Den gamle krop røg ned i sædet med et bump, hvorpå Fenrer lænede sig over mod Ryder, støttet på en albue "Far from the nest, the little birdie flew, far farther did he fall and with not a place to rest.." skræppede den gamle stemme med et smil på læberne ".. Now the wolf is in the nest, and upon his head, an golden eggshell rests.." Manden så op på Ryder med et lille smil ".. but now the birdie has come home, why? To see who should sit the throne? "

af **Ryder** Søn 22 Jul 2018 - 23:44

Ryder havde endelig ladet bogen overtage sine urolige tanker, og svingede fraværende den gyldne rom rundt i glasset, mens hans øjne gled hen over siderne. Gløden fra stearinlysets flamme fik den mørke rom til at ligne flydende guld, som det blev slynget rundt i cirkler. Han vendte fraværende en side, og sippede til rommen, da døren til kroen gik op.
Som en ren refleks løftede Ryder blikket fra bogen, uden at bevæge sit hoved, så det stadig ville ligne, at han sad og læste. Det gjorde han hver gang nogen kom ind af døren. Netop derfor havde han også placeret sig i det fjerneste hjørne, hvor han havde udsigt til døren og rundt i lokalet - på den måde, ville han altid kunne se, hvis nogen betragtede ham. Den gamle mand fandt han dog uinteressant næsten med det samme, da han humpede direkte over mod barpigen. Måske bare en gammel mand, der ville have noget at drikke, tænkte han, og slog det væk med et skuldertræk, før han vendte tilbage til bogen. Kun i få sekunder, inden han mærkede nogen kigge i hans retning.
Denne gang lagde han bogen på bordet, og kiggede op så åbenlyst som han kunne mønstre. Den gamle mand havde retning mod hjørnet, og virkede ikke til at ville afvige. Ryder rynkede øjenbrynene, og betragtede den lille mand humpe hen og sætte sig, men havde et kækt glimt i øjet mens han studerede den rynkede mand foran sig.

Han betragtede nysgerrigt den gamle mands levende øjne, mens han snakkede i gåder. Unge øjne til et ældre ansigt. Med et blidt smil, tænkte Ryder at han kunne forstille sig en eventyrlysten ung mand, hvis det ikke var for de mange rynker, det rodede, grå hår og de rådne tænder. Gamle mennesker fascinerede ham. Der var altid milioner af historier og fortællinger og en uendelig kilde af visdom. Alle de tanker fløj rundt i hovedet, så der gik nogle få sekunder, før det gik op for ham hvad manden havde sagt. Først havde Ryder bare slået det hen som nonsens og mærkelige rim og en gammel mand, der havde fået for meget at drikke eller havde været ensom for længe. Nu rynkede han øjenbrynene og betragtede manden med sammenbidte kæber.
... But now the birdie has come home, why? To see who should sit the throne?

Varmen, der før havde været meget tydelig i Ryders øjne, forsvandt med det samme og forvandlede sig til sten. Hvor han før havde beundret visdommen, mærkede han utrygheden snige sig ind på ham. Hvem i alverden var denne mand? Og var det bare et tilfælde, eller vidste han, hvad det var han snakkede om? Han sank, og sendte et kort skeptisk blik til den gyldne rom, som om det var dens skyld. Så samlede han sine tanker, og hævede blikket mod manden igen.

"A bird unable to fly is still a bird, is it not?" Påpegede han med sammenbidt mine. "Maybe the bird just wanted to see the nest again," svarede han, og lagde offensivt armene over kors. "What care would you have for that matter anyway, if I may ask sir?" Han lagde et sarkastisk pres på titlen til manden. Hans blik vandrede kort mod døren for at se hans chancer for at kunne komme ud, hvis samtalen skulle ændre sig til noget, der ikke var i hans fordel. Utryg ved situationen, rykkede han sig lidt i sin stol, og lukkede omhyggeligt sin bog, før han skiftede sin opmærsomhed tilbage på de vågne øjne, der betragtede ham.

af **Fenrer** Man 23 Jul 2018 - 1:34

Den gamle mand, rykkede sig lidt i sit sæde med det lille smil, endnu på det forhutlede ansigt, da Ryder reagerede på hans mandens små gåder. Det var ikke fordi Fenrer var fornøjet over humøret Ryder reagerede med, men mere at han reagerede med et sådan udlæg, der bekræftede Fenrers mistanke. Den gamle mand vædede sine læber, og viftede kejtet med den ene arm op mod baren, uden at se bort fra den ungt udseende mand. Fenrers sind kørte lidt rundt, som han betragtede Ryder og overvejede situationen.
"With no wings to flap, a paw can easy the birdie slap.." sagde han med en det lille smil og rolige øjne, som han holdte en mild tone i sin stemme. Fenrer havde godt lagt mærke til at Ryder ikke virkede videre glad for situationen, hvilket ikke videre fattede Fenrer ved håb, om at Ryder ikke havde skumle bagtanker. Han ville dog lade Ryder selv svare på dette "..Though the wolf knows the birdie is on the burning sand, he still wishes for them form a merry band "

Da barpigen ankom med et krus frugtet øl, viftede den gamle mand hende blot bort igen, inden han greb kruset. Fenrer satte kruset til læberne og nød tonerne af æble og citron, der var blandt øllens smagsindtryk. Den gamle mand satte kruset tilbage på bordet med et lille smil rettet mod Ryder. Fenrer kunne ikke helt beslutte sig for om han kunne lide denne mand endnu, og selvom han ønskede en morbror til Elizabeth, og i det hele taget noget mere familie i hendes liv, så var mindet om hvad Misha havde gjort stadig i hans tanker. Det var det sådan set for hele Sunfury, hvilket var hvorfor Fenrer godt kunne forstå, at situationen nok ikke var den mest ønskværdige for Ryder.

Den gamle mand smiskede lidt i smagen af den frugtede øl, inden han sagde i en mild tone "Howl does the wolf, for the wingless birdie no less, and wishes for the birdie, his pup to bless.." den milde stemme svang lidt op i iver, som Fenrer håbede på at Ryder måske ville finde det interessant at kunne møde sin niece. Selvom det ikke var fordi at Fenrer ligefrem stolede på Ryder, så kunne det jo være at Fenrer ville skifte mening og såfremt Ryder ikke gave ham grund til at skifte mening, kunne han velsagtens mødes med Elizabeth. Den gamle mand satte albuerne på bordet og lænede sig en anelse frem mod Ryder, med et lettere bedrøvet udtryk i de slidte furer, der udgjorde hans ansigt ".. the pup had no mother birds of her own.."sagde manden i en stemme der matchede det lidt triste ansigtsudtryk".. but perhaps now, that the wingless has come home?"

Manden lænede sig atter tilbage i sin stol, og tog kruset med den frugtede øl, som han atter satte til læberne. Fenrer havde virkelig en forsmag for de søde og liflige drikke, hvilket for mange havde fået ham til virke en anelse feminin. Men dem der havde kæmpet ved hans side i Sagros'nerne, vidste at Fenrer ikke var en at kimse med. Dette var endnu en ting der havde vundet ham folkets affektion. For selvom han havde fortsat og forbedret støtten til folket, som Valerya havde igangsat, så var han kun blevet mere populær, efter at have vundet territorium til Sunfury. Samtidig med at kontrollen over øgruppen havde betydet at flere varer nu kom til Sunfury, så havde det også været en temmelig omkostnings fri kampagne, med alt det beslaglagte gods som piraterne havde været så venlige at forsøge sig med at sælge hos minotaurerne.

Den gamle mand smiskede og fiskede lidt rundt i en af sine lommer, hvor han fremfandt amuletten fra før. Han viste den diskret til Ryder med et smil "The king under the sun would like to see you my lad.." sagde han i en normal stemmeføring, passende til den gamle krop ".. should you come, he would be glad, so go to rest in the safety of his nest.." Manden lagde amuletten på bordet og førte den over til Ryder, under en finger "A key I bring, to let the fallen birdie see the king"

af **Ryder** Man 23 Jul 2018 - 19:18

Ryder hævede trodsigt et øjenbryn. Han brød sig ikke om at manden insinuerede at han var svag. ”A swan doesn’t need to fly to break your arm, old man,” Svarede han koldt, og lagde armene over kors. ”Nor does a raven need wings to peck out your eyes. I should think a bird with a brain could work it’s way around a minor inconvenience such as the loss of his wings.”

Ryder brød sig ikke om at være uvidende. Hvor han for få minutter siden havde følt sig hjemme, følte han sig nu på komplet udebane. Han vidste ikke hvem denne gamle mand var. Ikke engang hvad han hed. Han anede ikke hvordan manden vidste hvem han var, og det bekymrede ham; for hvis en gammel, tosset man kunne finde sådan information, ville andre også, og Ryder havde ingen intention om at lade sin fortid komme frem i lyset. Det var jo ikke derfor, han var kommet tilbage. Han brød sig heller ikke om alt den tale om vinger. Det gjorde ham mut og irritabel, fordi det var så let for ham at huske følelsen af luften under sine englevinger, og den friske vind, der fik hans kinder til at stikke. Han havde ikke foldet sine vinger ud i evigheder. Det gjorde ham ked af det at se de sorte fjer, der engang havde været smukke og hvide, og det frustrerede ham at have vinger uden at kunne flyve. Nogen dage ønskede han næsten, at de var blevet revet af, sådan som så mange andre faldne engle. Selv blandt de faldne passede han ikke ind.

Ryder hævede blikket, han i mellemtiden havde slået ned i skam mens han tænkte. De glimtede let i det faklende stearinlys. Så rynkede han øjenbrynene. Så kongen vidste at han var her. Og kongen var interesseret i… I hvad lige præcis? Han tøvede, og smilede skævt til den gamle mand.

”This burning sand is my home, my friend,” svarede han. Da barpigen ankom med et krus øl til manden, kiggede hun nysgerrigt på Ryder; som var han pludselig meget mere spændende, end han havde været før, og Ryder sendte hende et varmt smil, for at vise, at der ikke var noget i vejen og at alt var godt. Derfor missede han også næsten sætningen, der fik hans hjerte til at springe et slag over, og hans vejrtrækning til at stoppe et sekund. Han måtte løsne sine korslagte arme og gribe fat i sit glas, for at holde sine hænder rolige. På trods af varmen mærkede han kuldegysningerne løbe op af sine bare arme. Elizabeth. Ville kongen frivilligt lade ham møde Elizabeth? Hun var hele grunden til, han var kommet her! Alle planer han havde set udspille sig i sine tanker virkede pludselig irrelevante – måske var der er mulighed, der ikke betød at han skulle gemme sig og leve i skjul hele tiden, men måske kunne møde sin niece – sin familie – uden at skulle føle skam. Han sank. Det var farlige tanker. Fenrer kunne også lokke ham i en fælde, gik det op for ham.

”Birds need birds to learn how to fly,” sagde han med en stemme, der næsten knækkede over. ”I’d do anything.”
Da manden blev stille, og tog en tår af sin øl, rykkede han utålmodigt på sig i stolen.
”Wha-”
Han blev afbrudt af mandens grynten, mens han fiskede en gammel ammulet frem fra sin frakke. Ryder hævede forvirret et øjenbryn, mens han betragtede smykket, som det blev skubbet tværs over bordet mod ham.
”I – What do you expect me to do with that?” Udbrød han med en stemme der var hæs af følelser. ”Knock on the front door and demand the guards to take me to the king?”

af **Fenrer** Tors 10 Jan 2019 - 4:20

Den gamle mand smilede fra øre til øre og gav en let lille kluklatter fra sig"The key, the key.. for a black swan, a sight to see.." sagde han med en ivrig stemme, uden at hæve tonelejet. Hvad der blev sagt ved det lille bord angik jo ikke andre".. so too will the guards admit, for such a treasure will be, a wolfs pleasure, to behold.. such has this beggar, been told"
Fenrer håbede på at Ryder selv kunne tyde det dæknavn som han netop var blevet givet, men hvis Fenrer selv skulle bedømme, ud fra hvad han vidste om Ryder, så ville Valeryas bror sagtens kunne gennemskue hans ord.
Den gamle mand rejste sig lidt besværet og lænede sig kort frem mod den tidligere kronprins, som han med sænket toneleje ytrede sig"The king is gentle and the wolf soft.. so no harm is for the black swan, aloft". Efter den lille forsikring for Ryder, rejste den gamle mand sig til fulde.
"The wolf once bit a birdie, a brother to wolfcubs mother.. and folk might think that one is like the other.." sagde manden enigmatisk, og alvorsfuldt "..So, Cautious is the clever bird, respectful of his host, otherwise the wolf shall explain the most, to frightful folks"
Den gamle mand vendte på hælen og begyndte sin gang ud af kroen. På vejen kaglede den tilsyneladende gamle hjemløse, nogle underlige ord ud i krostuen, som selv folk der havde set ham sidde ved Ryders side, nok ville tage for en debil oldings kaudervælske ytringer "Do not delay, and look for the end of today"

~{ Senere i Paladsets tronsal }~

Fenrer rettede lidt på sit ene ærme, og fandt sig til mage i tronen. Ikke at det var videre vigtigt at han skulle sidde netop her, men det var skik når man havde hidkaldt nogen, at modtage dem i tronsalen. Det var specielt vigtigt at Ryder derfor blev modtaget herinde, som en almindelig gæst. Fenrer var ikke dum, og vidste hvor besværligt det ville være at få smuglet Ryder ind i paladset, så hvorfor tage chancen? Han undgik alligevel det meste mistanke, ved blot at modtage Ryder, ligesom han havde gjort det med både journalister, lærde og sågar handelsmænd. Fenrer var vist også blevet en anelse kendt for netop dette iblandt offentligheden, at modtage folk fra alle livets kredse, i audiens. Sir Rayne, kaptajnen for Fenrers livgarde rømmede sig "My liege.." sagde han med en snert af bekymring i den rustne stemme, men Fenrer lagde en hånd ud for at afbryde kaptajnen. Han vidste udmærket hvad Rayne havde at sige. Kaptajnen havde nemlig allerede sendt vagterne ud af tronsalen, og havde bedt Rayne gøre det samme, af frygt for at netop denne mand, der havde været i tjeneste i paladset så længe, måske ville genkende Ryder. Rayne var vant til at Fenrer kunne finde på at bede om privatliv, men ikke så sent på aftenen.
"Rayne.. " sagde Fenrer med en betryggende stemme ".. I promised this man to discuss his delicate information in private.." Fenrer smilede til sin ven, og krigskammerat "Besides, you'll be right out there, and I'll be able to call for you if need be" nikkede kort mod dobbeltdørene til tronsalen.
"Now please, I'd like to keep my word"

Som Raynes metalliske skridt rykkede mod døren, lænede Fenrer sig tilbage i tronen, med en hånd gnidende i skægget på hagen. Det havde været en hastefuld eftermiddag han havde haft. Efter han korte møde med Ryder på kroen, havde han haft smuttet ind ad den nærmeste gyde, hvor turen var gået til tagtoppene, og i al hast tilbage mod Royal Flame distriktet. Han havde derfra fundet frem til den hemmelige passage han havde benyttet sig af adskillige gange, og havde skiftet både krop og klæder, i den mørke gang.
Han havde dernæst sneget sig tilbage ind på slottet, for selvom han ikke ville blive pågrebet og ført bort som en anden tigger, så havde det ikke været hans intention at lade andre vide at han havde føjtet rundt uden eskorte. En kejser uden eskorte kunne kun føre til langvarige diskussioner med Rayne, Gautham og resten af kammerrådet, hvilket han for alt i verden ville undgå.
Da han så havde fået sneget sig ind i gemak igen, havde han tilkaldt Rayne og fortalt ham om et besøg han ventede sent samme aften, og hvorledes han ønskede en vis diskretion under selv audiensen. Rayne havde blot nikket og klargjort forberedelserne til audiensen, såsom at vagterne ved porten skulle eskortere en mand kaldet Sorte Svane, eller Svane Sort, som ville bære det kongelige emblem, ind på paladset. Det var først efter aftensmaden og da Rayne fandt ud af hvor sent det ville blive, og at han ikke selv skulle være tilstede, at Rayne indsagt et ord og sin mening om mødet.

Nu sad Kejseren af Sunfury, Minotauris og Sagrosn'erne så og ventede ængsteligt. Ventede på en tilsyneladende ukendt tilrejsende, som de spredte rygter blandt tjenestefolkene ville vide, var en spion med nyt fra Norden, en troldmand med en særlig gave til kongen, eller måske endda lejesvend med nyt om Misha? Fenrer havde grint lidt af de to tjenestepiger, han havde hørt tale om dette, gennem en af de lukkede døre, men han grinede ikke nu. Nu sad han ængsteligt og ventede på den tidligere kronprins af Sunfury, og håbede på at han ikke havde begået en fejl, som han syntes at kunne høre fodtrin nærme sig fra en af gangene.

af **Ryder** Ons 16 Jan 2019 - 17:09

Ryder fortrød sit udbrud, så snart det var røget ud af munden på ham, og folk omkring dem syntes at blive stille og spidse ører ved lyden af kongen. Han satte sig mut tilbage i sin stol, og sendte et strengt blik til én af dem, der sad ved bordet tættest på, for at minde manden på sine manerer. Folk begyndte langsomt at vende tilbage til deres samtaler, da den gamle mand atter begyndte at tale i gåder. Ryder gav et opgivende suk fra sig, og sendte manden et træt blik. Han hadede gåder. Han hadede at være på udebane. Han hadede ikke at forså, hvad der forgik omkring sig.
”I can’t just go to the palace, damnit,” svarede han, og rettede sig lidt op i sædet igen. ”Nobody trusts fallen angels in this place. Not even guards. Nor Kings.”
Ryder sank. Han anede ikke hvor meget han ville kunne stole på denne særlige gamling – måske ville vagterne ikke tøve med at smide ham i en fangekælder, så snart de så amuletten. Det gik op for ham, at han ikke rigtigt have noget valg. Selvom han med legende lethed ville kunne bryde ind på paladset ad alle de hemmelige gange og tunneller, som han kendte som sin egen bukselomme efter en eventyrlysten barndom, ville der så absolut ikke komme noget godt ud af dét. Kongen ville fatte mistillid lige med det samme, og Ryder ville ikke se så meget som ét gyldent hår på sin nieces hoved.

Fanget i disse tanker missede han næsten den henkastede bemærkning om hans lillebror. Han mærkede en syrlig smag i munden.
”Didn’t do a very good job there, did he? Maybe the wolf needs to sharpen his bloody claws,” spyttede han bistert. Han havde den sørgelige følelse af, at hvis han bare var blevet på slottet, så var der aldrig sket hans søster noget. Tydeligvist havde Kongen af Sunfury fejlet sit største ansvar, og Ryder havde ikke tilgivet ham endnu og ville muligvis aldrig kunne tilgive ham. En fejl, der havde kostet Valerya livet, var ikke noget han bare kunne glemme.
Han nikkede til den gamle mand, da han rejste sig, og skubbede sig selv op at stå af ren refleks og høflighed overfor ham. Så gik han ud fra han bare måtte vente til aftenstid. Han nikkede som hilsen til den gamle.
”Take care of yourself, old man.” Hilste han, hvorefter han satte sig ned igen, og ikke kunne gøre andet end at stirre ud i luften, og undre sig over, alt der var sket det sidste kvarters tid.

***

Ryder var generelt rigtig, rigtig dårlig til at tage imod ordrer. Han havde det absolut bedst, når han selv kunne bestemme hvilken vej, han skulle gå, og hvornår det skulle være. Desuden stolede han egentlig ikke på den gamle mand, der syntes at vide alt for meget i forhold til at være en gammel landsbytosse; hvis denne mand vidste så meget, hvad vidste alle andre så ikke? Hvor sikkert var det egentlig for Ryder at være tilbage i Sunfury? Han havde håbet at folk ville have glemt den gamle kronprins, specielt med alt det drama, der havde været siden. Han lignede ikke engang sig selv, og slet ikke sin familie, og alligevel var han blevet genkendt inden for de første få minutter i byen. Fenrer måtte have øjne og ører over alt efter attentatet på Valerya.

Nu listede han lydløst ned af hovedgaden mod paladset, godt dækket af en tung, sort kappe, der kastede en skygge ned over hans ansigt, og sørgede for at holde sig væk fra gadelyset og smelte sammen med skyggerne omkring sig. Så snart han nåede slottet kunne han ikke dy sig for at indhylle sig i mystik. Vagterne ville ikke lægge mærke til ham, før sidste sekund.
For de to vagter, der stod og stirrede på den samme vej, havde allerede stirret sig blinde på deres omgivelser. Derfor lignede det også at den kappeklædte figur, næsten kom ud af ingenting, og pludselig var to meter fra dem. De forskrækkede udråb fik Ryder til at smile for sig selv, selv da der blev rettet spidse våben mod ham.
”Who are you?” Råbte en af vagterne, og Ryder rettede sig op, så faklernes lys ville opklare hans ansigt, og medaljonen som han havde hængt om sin hals. Han sendte dem et vidende smil.
”Ah, just a humble black swan seeking a word behind these doors,” svarede han med en rolig stemme. Vagterne kiggede begge to usikre på hinanden, men de havde både set medaljonen og hørt kodeordet, så de kunne ikke gøre andet end at træde til side og åbne den store port.
”You’re audience should be waiting for you in the thro-”
”I know,” afbrød Ryder, og tøvede ikke et sekund med at gå ind af den vante port. Det føltes som en drøm. Som om de sidste mange år aldrig nogensinde var sket, og bare havde været en forestilling i hans hoved – Som om han kom hjem. Han turde næsten ikke trække vejret i frygt for at vågne og have alt forsvinde foran sig.
Han synkede nervøst, og gik mod tronsalen.

af **Fenrer** Tors 17 Jan 2019 - 12:36

Som Fenrer lod realiteten af den nærtstående situation synke ind, fandt han atter sig selv glidende over i tanker og fordybelse. Var dette en god ide? Var det en god ide at byde Ryder velkommen? Han vidste ikke om den tidligere kronprins var en dygtig kriger, der måske havde set igennem Fenrers lille spil på kroen. Måske han blot havde ladet sig stå frem som uvidende, og i virkeligheden ønskede at møde Fenrer. Måske han ville prøve at gøre det af med Fenrer. Dette ville være uheldigt, da det ville indebære at Elizabeth aldrig ville møde sin onkel.
Den uskyldige og fredelige healer som Valerya havde mødt og forelsket sig i, ville have beroliget sig selv, ved tanken om at han nok kunne tale fredeligt med Ryder. Men Fenrer var ikke længere så uskyldsren. Noget han en tid efter Valeryas begravelse havde måtte indse. Noget havde knækket indeni ham. Noget havde gjort ham til en anden person, en der benyttede sin evne til at Skinwalke, til at holde øje med mennesker han ikke stolede på, noget der havde fået ham til at se tilbage på kampene på Minotauris med en lille smule glæde. Ganske vist var han stadig forkæmper for en masse af de samme ting som han altid havde været det. Fred, omsorg for de svage og en ubestridt trang til at hjælpe dem han fandt fortjente det, men ligesom at han accepterede sine egne nye trange, havde han jo også accepteret dæmonernes og de andre mørke væseners plads i denne verden. Noget som folk ikke så ud til at kunne begribe, at Fenrer havde ændret sig.

Apropos ændringer, så blev Fenrer hevet tilbage til virkeligheden, af fodtrinene, der varslede en af de størrere ændringer. Han Rettede lidt på sin Kurta og lænede sig tilbage i tronen, nu skulle det blive spændende at se hvad Ryder havde at byde ind med, når han stod ansigt til ansigt med Fenrer.
Manden var iklædt en sort kappe, der fik Fenrer til at tænke på det lille dæknavn han havde fundet på. I sandhed en sort svane "Birds of a feather.." mumlede han så lavmælt, at han knop nok selv kunne høre det.

Fenrer rørte sig ikke ud af flækken, men holdte sit blik fast på Ryder "Welcome home.." sagde han i en klar stemme, da de højlydte klik bekræftede at dobbeltdørene til tronsalen var lukket helt i. Fenrer fortrak ikke en mine, men hans sind var fuldt af tanker.
"I take it you've gathered why I summoned you here?" spurgte han, i en klar og neutral tone, der fik ham til at virke nærmest trance agtig, som han sad der, stille på tronen. "I'll make one thing clear before we start introducing ourselves properly, and find out wether you are to leave Sunfury or to stay.." Fenrers blik blev koldt som vinden på bjergtoppene, og selvom hans toneleje egentlig ikke ændredes, kunne man mærke kulden i hans ord ".. I hav had two encounters with that of your blood.. Your sister, whom were.." Fenrers facade fejlede en anelse, som en tåre trillede ned ad hans kind, og en klump satte sig på tværs i hans hals, inden han sank den hårdt, som ikke at rømme sig.
"..The most compassionate, faithful and loving person I've ever had the distinuished pleasur of calling my friend, and my wife.."

Fenrer genfandt, i en kortlevet pause, sin besindighed, uden at røre på sig "Then.. to my utmost horror and rage.. I met your brother.. and make no mistake.." sagde Fenrer med den samme neutralitet som før, hvorpå han rejste sig fra tronen og tog det første skridt frem mod Ryder ".. Had your sister not pleaded with me not to kill him, then I would have.. and had I known she would attempt on consolling him on her own, disregarding the safety measurement I put in place.. I would have never left her alone"
Fenrer havde nu bevæget sig ned ad trinene til tronen, og stod på gulvet, hvor han ville lade Ryder om at afgøre afstanden imellem dem.
"The reason for me not to kill you is that I know why you fell.." sagde Fenrer endelig efter en kølig pause, men hans stemme emmede af både varme og omsorg ".. Your sister was the kindest person I've ever known, and your brother the most cruel.. now I wish to know, how you fit in? Are you mostly akin to your sister, or..?"
Fenrer lod den rungende stilhed stille det sidste af hans spørgsmål, mens hans øjne hvilede observerende på Ryder. Han regnede ikke med at Ryder ville forsøge at besvare hans spørgsmål, da dette sagtens kunne ende med at en vis mistillid kunne opstå.

Fenrer lagde en arm ud mod tronsalens vinduer, der havde udsyn til Sunfury City, under dem "I know you no longer have a claim on this.. so don't you worry yourself.. I don't see you as a threat for that.." sagde han og trådte nærmere glasset, hvorfra de mange tællelys og lanterner, der oplyste folks vinduer, fik byen til at ligne et tæppe, spækket med stjernevrimmel, der var lagt udover ørkenen ".. I do however want to know if you'd be a threat to my daughter.. your niece.." Fenrers stemme var atter blevet monoton, som han stoppede foran vinduet og så ud på byens mange små lys.
"That is the only reason I don't immediately grant Valeryas wish, to let you see her, an fulfillment.."Fenrer så sig kort over skulderen mod Ryder, for denne gang at se ham i øjnene, nærmest for at byde ham en mulighed. Fenrer stod med ryggen til ham, med et fald på nær 70 meter. Man kunne overleve dette som skinwalker, men det var der ingen der vidste at han var. Så hvis Ryder ville af med Fenrer, så var det nu.
"However.." sagde han og rettede atter blikket mod byen ".. I'd like Elizabeth to have some family from her mothers side, so that she does not get a tainted image of her.."

Fenrer var stille for en stund, inden han atter vendte sin opmærksomhed mod Ryder "So, shall we have a word... about the future?"

af **Ryder** Fre 18 Jan 2019 - 22:35

Ryder havde altid elsket paladset om aftenen. Når faklerne blev tændt og lyste alt op i brandvarme toner, og fik alt metallet til at ligne flydende bronze. Gangene havde været hans lejeplads som knægt, men selve tronsalen havde aldrig været et sted han havde befundet sig meget med mindre hans far havde ville vise ham diverse audienser eller vigtige møder. Derfor mærkede han også den velkendte blanding af spænding og nervøsitet, da han nåede porten til tronsalen.
Døren lukkede i med et let smæld. Han vendte sig åndeløst for at tage det hele ind efter alle årene. De brede vinduer. Det glatte gulv. Tronen. Stemmen
En lille gnist af vrede tændes i Ryders mellemgulv så snart han så den fremmede skikkelse på tronen foran sig. Han havde egentlig ikke brugt mange sekunder på at overveje, hvordan han ville føle ved synet af denne nye konge, og havde aldrig i livet forstillet sig den form for vrede, der nu bølgede ind over ham. En fremmed i hans hus, i hans hjem, i hans by. Han måtte kort minde sig selv om, at der var en grund til at han var løbet bort hjemmefra og at han havde givet afkald på alt, der havde noget med paladset og Sunfury at gøre. Alligevel gjorde det fandens ondt, tænkte han, og måtte løsne sin sammenbidte kæbe, for at kunne svare Sunfury’s konge.

”I see you’ve made yourself at home,” svarede han, en smule tørt, men sørgede for at holde sin stemme neutral for alle de følelser, der rasede inden i ham. ”You’ve redecorated.”
Efter at have brugt hele sit liv på at se sin far sidde dér, foran ham, føltes det tomt og koldt med Fenrer, der ikke havde den rolige engle aura, som Ryder var vant til oplyste hele rummet. Han smilede skævt under hætten, og rystede på hovedet over kongens kolde neutralitet. Ordet ’summoned’ fik ham til at rynke på næsen.
”I guess it would have been naive of me to consider it a mere invitation,” svarede han, og hævede et øjenbryn. ”I do after all not answer to you.” Og så forsvandt den neutrale tone på et sekund.
Ryder rettede sig automatisk op, da der sneg sig en anelse autoritet ind over Fenrers stemme og besvarede den kolde tone med et koldt blik, selvom det ikke ville kunne ses under den mørke hætte. Han sank uvilkårligt, og spændte endnu engang kæben ved lyden af hans søster. Var det en tåre, der glimtede fra kongens kind? Nysgerrigheden ramte ham, og han betragtede manden foran sig med rynkede øjenbryn. Studerende lagde han hovedet på skrå, mens han bemærkede de utallige følelser vælte ind over ansigtet, der konstant syntes at skifte humør, og lyttede opmærksomt på den følelsesmæssige tale.

Ryder havde vænnet sig til det mørke tøj, der blev brugt i Doomsville, men han vidste at det ville falde uden for normen at bruge mørke, tunge klæder i Sunfury. Vejret ville ikke tillade de kraftige tekstiler og solen ville brænde enhver der klædte sig i sort. Derfor havde han under sin sorte kappe beholdt de lette ørkenklæder, som han havde købt tidligere på dagen. De var ikke royale, ej heller bondelige, men en god mellemting.
Da Fenrer rejste sig op, rettede han endnu engang blikket mod ham. Ryder mærkede hurtigt den aggressive energi fylde rummet, og på trods af følelsen af at ville skærme sig og gemme sig under sin hætte, valgte han endelig at skubbe kappens hætte tilbage, og lade det bløde lys ramme hans ansigt. De lette klæder klædte ham godt og fremhævede hurtigt den varme glød, han havde fået af sine få dage tilbage i solen. Kontrasten i hans øjne virkede derfor stenhård og koldt.
I would have never left her alone
”But you did,” svarede han koldt, og vippede hagen op i en let trodsig maner. Ryder ville gerne have råbt af manden foran sig, og beskyldt ham for at dræbe hans søster, men nåede aldrig længere. Han stivnede kort, og måtte overbevise sin krop om at slappe af i musklerne. Det var ikke hver dag man blev truet på livet af en konge, tænkte han, og vreden ulmede endnu engang i ham. Da han mærkede omsorgen i stemmen, mistede han alt beherskelse han havde tilbage i kroppen. Hvor vovede denne fremmede mand at sige at han kendte til Ryders problemer?

”You have no idea as to why I fell,” snerrede han, og tog et afværgende skridt bagud, som Fenrer kom tættere på. ”You don’t know me. You know nothing of what I’ve been through. I didn’t come here for pity. I came back to make amends for the kingdom I abandoned. I came back to make sure my sisters death hasn’t been in vain and I came back to be assured that the person who was in charge of her protection didn’t fuck up everything my family has fought for for generations, as he clearly fucked up his most important job after saying yes to her hand in marriage.”

Synet af Sunfurys små lys gav ham en klump i halsen, og han knyttede ubevidst hænderne, der var iskolde. Efter en dyb vejrtrækning, vendte han atter blikket mod Fenrer.
"I'm no threat to this kingdom," mumlede han, en smule forvirret over hvordan den tanke overhovedet kunne være en mulighed. Han spændte i sin kæbe og lagde armene over kors. "And if you thought I'd be a threat to your daughter, you'd have killed me way before I arrived at your gates." Hans stemme var klar og bestemt. Ryder rankede sin ryg og gik tværs igennem lokalet, for at stille sig ved siden af kongen, og betragte byen. "This place is my home, Fenrer," svarede han blot, og vendte hovedet for at møde hans blik. "I'd very much like to keep it that way."

af **Fenrer** Lør 19 Jan 2019 - 3:31

Fenrer lyttede med til Ryders lille udbrud, han havde ikke meget til overs for mandens udbrud, men forstod hvorfor det var kommet. Han kunne godt sætte sig ind i en del af hvordan Ryder havde det, måske ikke som falden engel, men Fenrer vidste hvordan det var at blive vist væk fra alting. Han vidste hvordan det var at miste sin familie, og at se alt det der skulle have været éns fremtid, smuldre. Dette havde han oplevet tre gange nu, fire, hvis man talte hans slavetid med, og fem, hvis man ellers forstod sig på det at miste sine børn.

"The kingdome does not need your ammends.." sagde han stilfærdigt, som han fornemmede Ryder modvilje til ham. Kejserens blik var endnu rettet mod byens glimtende lys, som den milde tone formanede sig, dog endnu fra et udtrykløst ansigt "If you do wish to make ammends, make them to Elizabeth.." Fenrer trak vejret dybt, som han vejrede de næste ord tungt. For der var en sandhed bag dem, der ikke var til hans smag, men som han alligevel håbede at Ryder kunne opfylde ".. She needs it more than I think you'll understand, unless you one day have children of your own"

Fenrer lod en stille tomhed sænke sig imellem de to, som han lod Ryder tænke over hvad han netop havde sagt. Samtidig tænkte han selv. Han tænkte på hvordan han skulle få Ryder til at forstå visse ting, som det kunne være svært at formidle, specielt til en som stod i Ryders sko. Han overvejede at give vej for den vrede Ryder havde vakt i ham, men Ryder havde selv skulle tage sig af tabet af Valerya, som han uden tvivl savnede. Vreden lod sig dog ikke ænse hos Fenrer. Den lå skjult, dybt nede, klemt fast under en jernvilje og forståelse af at Ryder også følte et tab. Han trak atter vejret dybt og brød stilheden"I'll tell you a little something.. about me"
Fenrers tone lod til at ligge langt væk, sammen med ophavet af den viden han skulle til at dele "I never knew from where I hailed.. not until after my father died, and another shapeshifter asked me to help her contact her adoptive mother, whom had passed just before I got to know her"
Fenrers tanker vendte tilbage til den aften i Ashenwood, hvor Kira og han sad ved bålet. Han kunne høre den klukkende å, og de knitrende flammer, som han fortalte videre "It turned out that my family was even more revered then the kings the served.. nothing was decided without their council.. and that led to their demise and my growing up alone, in the mountains with my father.. So I do believe I understand what it is like to long for a home.. one that was denied to you"

Fenrer vendte sit blik fra de smukke lys, der funklede udenfor vinduet, og vendte sit hovede mod Ryder"Just so you know..I didn't want the throne.." sagde han tøvende. Han havde svært ved stoppe sine øjne i at væddes, som minderne der nu gik igennem ham, skar i hans væsen. "I already had one people to look after, my shapeshifters, whom came to me themselves, looking for guidance" Fenrer vendte atter blikket bort mod sceneriet udenfor.
"I wanted to be with your sister.." sagde han med en stemme der drastisk blev mere grødet".. I loved her so, so very much.." tårerne var begyndt at trille ned ad kongens kinder, som han begyndte at ryste. Vreden væltede frem i ham, sammen med skammen og følelsen af utilstrækkelighed "..So don't you ever tell me how I fucked up.. cause I already fucking know!! And I refuse to let pride or weakness ruin anything for our daughter" tonelejet, der havde hevet sig drastisk ved de sidst ord, havde en dyb, dyrisk, nærmest uvirkeligt knurren under ordene.
Fenrer, der fangede sig selv i at lade sine følelser tage styring, vendte sig brat fra Ryder og fik styr på sig selv med et par dybe vejrtrækninger.

Fenrer gik med lange, rolige og kontrollerede skridt tilbage til tronen og satte en hånd på et af de gyldne løvehoveder, der udgjorde armlænene. Han trak vejret dybt, og knugede sin næseryg hårdt som han genfandt roen. Han hadede den svaghed som minderne vakte i ham, de følelser der gjorde det så fandens besværligt at bevare fatningen. Fenrer slap næseryggen og vendte sig mod Ryder. Hans ansigt var sammenbidt, med tydelige spor af det lille følelses udbrud.
"And if you do wish to stay.. then yes.. you answer to me" sagde han med en fast stemme, nu knapt så neutral. Hans stemme var ikke hård, men fast, og bar spor af tydelig udmattelse "Atleast until I've decided whether I trust you enough to let you stay.. and if I do.." sagde han med en tone der blev præget mere af venlig varme og som ikke længere var nær så fast ".. I'd like to reintroduce you as Ryder Descouteaux-Lemaire and I'll clear your name.. even though you'll never again have a claim to the throne.. But I'm sure it would have made your sister overzealous with joy, to see you return home.. in your own right"

af **Ryder** Ons 30 Jan 2019 - 19:54

Ryder smilede skævt, og betragtede kongen ud af øjenkrogen.
”Of course it doesn’t. This kingdom will live longer than any of us in spite of what we will do and have done. I’m sure it doesn’t need me. But I need it. My amends will be made for me.” Han vidste godt at det var selvisk, men han havde brugt alt for mange år på at fortryde og have dårlig samvittighed og dårlige nerver over at have forladt Sunfury. Han blev nødt til at komme tilbage, ellers var han bange for, at han ville miste sig selv.
If you do wish to make ammends, make them to Elizabeth.
Ryder betragtede tøvende Fenrer, som om han ikke var helt sikker på, om ordene faktisk var kommet ud af hans mund, og nikkede langsomt. Han ville med glæde bruge sin energi på sin søsters datter, bange for at hun allerede var blevet tabt til ensomheden, det var at være alene datter og eneste arvtager. Han lagde hovedet let på skrå, mens han studerede kongens ansigt, der syntes hele tiden at oversvømmes af diverse følelser. Han havde aldrig set en mand, der viste så mange forskellige sider af sig selv på så kort tid, og det gjorde ham en smule udmattet fordi det ikke havde været den forventning han havde haft. Han var trods alt vant til en konge, der kun viste sine sårbare sider i de private gemakker, og ellers holdt kongeriet med en varm ro. Det var interessante tanker og minder, der blev bragt frem foran ham – men Ryder var ikke helt enig i konklusionen.
”My home was never denied to me, Fenrer,” svarede han, og lagde nysgerrigt hovedet på skrå igen. ”Our pasts sound like complete opposites, might I add. I knew my duty and I knew my rights, and I liked who I was going to be here. I grew up amongst loving people in a warm home, but I let love corrupt me and in the end, I chose to leave.” Han rettede sig op, og skubbede blikket ud over byen endnu engang. ”You claim to know what I’ve been thought, but sound like you have your facts wrong. The only thing we have in common is the resposibility of the death of our loved ones.”

Ved de sidste ord, lod han sit blik hvile på manden, der stod ved siden af ham. Følelserne så ud til at have tag i ham endnu engang, og nysgerrigeden over kongens emotionelle udbrud blussede endnu engang op. Måske var det alle følelserne som hans søster var faldet for, undrede han sig, vel vidende at hun havde været ekspert i dem.
Ryder lod sig ikke røre af Fenrers vrede eller stormende blik, og nikkede en smule tøvende til ham, som for at vise at han forstod. Egentlig havde de ord, været ord som Ryder havde fisket efter at finde frem til. And I refuse to let pride or weakness ruin anything for our daughter Han smilede svagt, og rettede blikket mod gulvet, for at give kongen tid til at samle sig igen efter det følelsesladede udbrud.
Han vendte sig mod tronen, og rettede hovedet opad for at møde det kolde blik, der blev sendt tværs igennem lokalet. Ryder fandt det nemt at være rolig, når alt syntes kaotisk omkring ham; derfor var det også følelsen han havde inden i, mens alle de forskellige følelser blev kastet rundt mod de fire murer, der omringende tronsalen. Han nikkede blot forstående til hvad kongen sagde, endelig med en kontrolleret stemme, der lød til at være vant til at give ordrer. Lige indtil han hørte sit royale efternavn i spil.

Ryder stirrede chokeret på Fenrer, og nåede ikke engang at høre grunden eller tankerne bag at ville give ham sit døbenavn tilbage, før han fanatisk begyndte at ryste på hovedet.
”No, no, no, no, no, no,” Mumlede han, og slog opgivende sine arme ud. ”No. You can’t do that.” Han rynkede kort på øjenbrynene, mens han samlede sine tanker. Under ingen omstændigheder var han parat til at gå tilbage til sit gamle liv. Selv hvis Fenrer rensede hans navn ville folk huske Ryder for hvad han var – en desertør. Ud over det ville alle vide at han var faldet. Og for at det ikke skulle være løgn ville han blive prins, ligegyldigt om Fenrer ville dét eller ej, var Ryder jo royal; og han havde ikke tænkt sig at komme tilbage til de royale kredse. Han ville ikke kunde holde alt snobberiet og alle selskaberne ud efter at have været ’sin egen’ så længe.

”I –” Ryders stemme knækkede over, og han sank endnu engang. ”I can’t do that,” rettede han sig selv. ”I can’t go back. I want to help her; I really do.” Han kunne høre desperationen i sin egen stemme, som den rungede mod det tårnhøje loft. ”But I can’t do that as him.” Elizabeth ville heller ikke respekterer en kujon. Han ville ikke kunne hjælpe hende, hvis ikke hun havde respekt for ham. ”You have to introduce me as someone else, Fenrer.” Ryder kløede sig distræt i panden. ”A friend of her mum who grew up in the castle; a teacher; a son of the staff – anything else.” Han rettede sig op. ”Let me teach her what it is to be a queen. A good one like her mother.”

af **Fenrer** Søn 3 Feb 2019 - 5:49

Stille satte Fenrer sig i tronen og betragtede Ryder, hans sviger-bror. Selvom man måske ikke ville have troet at de var det ud fra deres samtale. Grunden til hans stilhed var ikke en vrede, men snarere en undre, som de eftertænksomme folder i Fenrers ansigt udmærket afslørede.En ro sænkede sig over Fenrer, som der så ofte gjorde når han tænkte, for han fandt fred i sit sind når han skulle analysere, når alle unødvendige distraktioner, sorger og glæder blev skubbet bort. Kunne han stole på hvad hans elskede Valerya havde fortalt ham om Ryder? Ud fra hans opførsel skulle man mene det, selvom hans historie ikke hang overens med hvad Fenrer var blevet fortalt.
"So firstly; you say that I Fenrer Descouteaux-Lemaire, king of Sunfury and emperror of it's combined terrotories, is misinformed? You expect me to believe your word over that of my councils, my tutors and even that of your own sisters?"Fenrer lod stilheden sænke sig igen, med en hånd løftet i gestus til at han ikke ønskede et svar. Han gned skægget på sin hage kort, inden han lod hånden falde tilbage på dens armlæn. "I believe you" Tilkendegav han så, med et sagte smil og rolig tone "I, the way Valerya spoke of you, always seemed strange put in contrast to some seemingly unfonded sentence of exile.. as for the second matter"

Han blev atter stille for en stund, som tankerne vendte tilbage til spørgsmålet om hvorvidt eller ej han skulle introducere Ryder som en anden. Fenrer viftede let med hånden "Come here.." sagde han sagte og tog en dyb indånding, klar til at håndtere det følsomme emne. Han talte med en rolig, og varm stemme, eftersom at han kunne forstå Ryders dilemma.
"So.. you want to be a part of my daughters life?" Fenrer søgte Ryders blik med milde øjne "Your own niece, but you do not want her to know that you're her uncle? Fore you do understand that she should not have to carry the burden of knowlegde, do you not?" Fenrer bed kæberne sammen i en eftertænksom grimasse, selvom han var klar over svaret, og af samme årsag fortsatte inden Ryder kunne nå at svare.
"Say one day she talks over her limits, and spills the secret that you're who you are, and then I'll have a scandal on my hands, one that could, in the end lead to such an political pressure that I'll have to send you away, or even worse.."

Fenrer lænede sig tilbage i tronen, med en hånd hejst til tavshed, og en rolig mine lagt over hans ansigt, som en blid og forstående tone, med rødder i det kontante lød i hans stemme."I cannot allow such a tragedy to loom over the head of my pup, I'm sure you do understand that"
Fenrer lod hånden falde i en kontrolleret bevægelse, for ville Ryder have et par ord indført var det nu.

"How about..We talk to the council on the morrow, so that we can reach an understanding" Sagde Fenrer med et blid og varm tone, efter en kort pause og så Ryder i øjnene."Furthermore, I'll release the Descouteaux-Lemaire estate and actives to you, seeing as it would reclaim your standing, and if you should wish it, I'll regrant your nobelity, as master turtor to the royal family. Thusly you'll be in the court of my Elizabeth Cassandra and may attend my own court should you so wish, fore I grant that you might not be interested in the royal court of the emperror? I'm sure you can imagine the slaunder that would cause seeing as you were offered the kingship before you fled Sunfury, am I right?"
Fenrer så Ryder i øjnene, med et søgende, og dog roligt blik. Han ønskede sådan at Elizabeth ville kunne få noget mere familie i sit liv, men han ønskede også en sikkerhed for hende. Han håbede bare at Ryder kunne se bort fra hvad end han endnu frygtede og høre fornuften i Fenrers tilbud, ellers ville det formentlig blive besværligt at holde Ryder her, selvom Fenrer var klar til at gå i længder for at kunne få det til at ske. Fenrer ville dog, for nu, holde fast i hans tilbud, og håbe at Ryder ville, i det mindste overveje det.
"Could you live in peace with such an arrangement in time?"

af **Ryder** Man 18 Feb 2019 - 21:14

Ryder måtte rynke lidt på næsen over at høre sit efternavn i forbindelse med Fenrers navn - det havde en mærkelig klang i forhold til hvad han var vant til, og at have en Shapeshifter med det, føltes underligt. Han måtte minde sig selv om, at han havde mistet alt retten til navnet, da han var stukket af hjemmefra, og ladet folk tro, at han var død.
Alligevel kunne han ikke lade være med at klukke let over Fenrers dramatiske flair.
I believe you.
Ryder rettede sig automatisk op, og sendte et let overrasket blik mod tronen. Han nikkede for sig selv.
"Much appreciated," svarede han, og kunne ikke lade være med at snige en munter undertone ind i sætningen. Han smilede skævt. "A prince dying or disappearing isn't exactly something you talk loudly about, so I assume everyone's made their own versions of events."

Ryder tøvede kort, da han blev kaldt tættere på tronen. Han var vokset op med den største respekt for den gyldne 'stol', og havde som barn løbet om den i cirkler, men var gradvist blevet underlagt en form for ærefrygt for møblet, efter han begyndte at forstå hvad det stod for, at sidde i den. Han mærkede varmen fra manden foran sig og besluttede sig for, denne éne gang, ikke at være sarkastisk eller modstridende, og gå igennem den tomme tronsal, mod tronen.
Han nikkede til det første spørgsmål.
"She needs someone who understands her, Fenrer," svarede han. Han var bange for at hendes ensomhed ville blive skubbet mod den forkerte form for eventyr, og lysten til at bryde regler, blot for at få opmærksomhed. Ligesom han selv havde gjort utallige gange. Han sank.
"You're the only person here with this knowledge apart from me. It could be between these four eyes, and she couldn't even be in danger of loose lips," prøvede han, på grænsen til at blive desperat. Han løsnede sine hænder, der i frustration var blevet knyttede, og sendte et kort blik mod det himmelhøje loft. Det var tydeligt at Fenrer ikke ville give sig, og Ryder kunne ikke forstå hvorfor. Kunne manden ikke se at det kun ville være dårligt, hvis folk kendte Ryders historie? Han var faldet. Der var ingen stige, der ville kunne få ham tilbage til alt det han havde mistet; selv ikke alle disse år efter.

Ryder spændte i kæben, og sendte endnu et bedende blik mod kongen. Hvorfor var han også så fandens stædig? "Can't you see it would be for her own safety, not to know who I am?" Spurgte han en smule irritabelt. "She might look at me and think that falling is an easy choice, and damnit Fenrer, you know it isn't. I can't be a remotedly good rolemodel like this, now can I? Mh?"
Han rynkede øjenbrynene, og lagde forvirret hovedet på skrå.
"Do you honestly think it would be a good idea to awaken me from my death?" Spurgte han tøvende, og rettede sig op. "I can't imagine any court or council of yours would find this a decent idea; they'd all think I'm back for the throne, you daughter will question why I ever ran away from home and be tempted to do the same, because if she's even a slight bit like her mother, her sense for adventure might overcome any logic sense, and all of that would be on me." Han bed sig kort i læben, og gik den sidste vej mod manden, hans søster var faldet for. Hvis hans søster kunne stole på denne mand, hvorfor skulle han så ikke også kunne?
Ryder nikkede. Tanken om at blive 'genfødt', var det mest skræmmende han overhovedet kunne forstille sig. På den anden side kunne han godt se sig selv komme tilbage til møder og strategier og lærer-positionen, for det var noget af dét, han altid havde været god til.
"If you honestly think it's a good idea, I will follow you. She's your daughter; I expect you know best. But don't think I didn't warn you. Some things should be left dead."

af **Fenrer** Fre 1 Mar 2019 - 2:21

Fenrer nikkede til Ryders svar. Han var godt klar over at manden nok ikke havde det særligt godt med at skulle 'genopstå', men Fenrer så for mange farer i at lade Ryder forblive død. Farer som han ikke ville kunne være sikker på at gribe, skulle de bryde løs. Nej, det var sikrere at lade Ryder komme tilbage, og tackle tingene mens man kunne se dem komme.

"I'll give you that some things should stay dead..." Sagde Fenrer, men med en lidt mere stilfærdig tone. Han gned kort sin næsebro, og kneb øjnene. ".. that's Exactly why I did not summon your sisters spirit.. even though my heart aches for her.. because Eli needs not to feel the same feeling of loss, such as I do for my father, and the rest of my blood, but I know now... that some times.. the dead should stay dead"
Fenrer lod hånden falde tilbage ned på hans armlæn, hvor fingrene faldt over hovedet på en gylden Bastet, eller, det ville Fenrer i al fald tro at dyret skulle forestille. Han så atter på Ryder fra sit sæde på tronen, som et stilfærdigt, men varmt smil, bredtes på hans læber.
"However you should not.. You need to rise, back amongst the living, for Elisabeth, for Valerya, for the people and last, but not least, yourself.. but you'll see that for yourself"
Fenrer lænede sig nu frem i tronen, med hænderne foldet under hagen, som han tænkte lidt over noget af det Ryder havde sagt. Over det faktum at Rådet og hoffet, eller folket i sig selv, måske ikke ville være vilde med ideen om at en Descouteaux-Lemaire, Misha eller ej, var kommet tilbage. De havde ikke haft det største held med familien siden Ryder var draget bort, selvom folket havde elsket Valerya. Han løftede hovedet, og nikkede kort, som om han blev enig med sig selv, og så på Ryder med et smil, der hvilede i en rolighed og selvsikkerhed, der nærmest kunne skæres ud af luften."I do not fool myself into thinking that the council nor the court will be overjoyed with your return, but I'll remind them of 'the night of the people', and that should ease their heads"

"Now, I'll let you stay the night to consider your choice, and if you run.." Sagde Fenrer, med en afsluttende vægt på sine ord, der dog ikke rørte ved den behagelige ro i hans stemme. ".. I will not stop you, but I urge you to think of your niece.. and your own peace of mind". Fenrer lænede sig atter tilbage i tronen, og ventede ikke på et svar fra Ryder, før end en grøn glød sprang fra hans pande i form af en Odal Rune .
Ude på gangen vendtes kaptajnen for livgarden, sit hovede i en skarp vending, som en gigantisk ulv af grønlig dis, nu sad foran dobbeltdørene til tronsalen. De andre garder der stod posteret, havde rykket lettere på sig da ulven materialiserede sig på gangen. Selvom dette burde være ved at være normalen efterhånden, havde selv den garvede og midaldrende kaptajn, Sir Rayne, der havde haft med adskillige troldmænd og troldkvinder at gøre gennem tiden, kunne han ikke helt vende sig til det enorme dyr der til tider kom frem som et signal fra kongen. Han trådte frem mod den enorme ulve, der forsvandt som dis i solen, sammen med gløden i kejserens pande.

Rayne trådte ind ad de enorme dobbeltdøre, og marcherede uden et ord frem til starten af løberen der førte til Tronen, hvor han hamrede hælende sammen med et skarpt smæld. Fenrer nikkede med et varmt smil til den bryske mand. Han lagde hånden ud mod Ryder i en gestus, som han holdte sit blik på kaptajnen for hans livgarde. "Sir Rayne, Escort the Black swan to the Descouteaux estate, and post attendants to his leisure, should he require a steed, bring him whichever falls under his requirements, except for Hyperion and Abaid. He is to be presented to me at breakfest, unless he wishes to leave, understood?"
Rayne nikkede, om end noget forundret, men vidste bedre end at sætte spørgsmålstegn. Han vendte sig istedet mod Ryder, og bukkede kort "An honor, master Swan, if you'll please follow me".
Rayne ventede på at Ryder skulle træde op til hans side, hvorpå han ville føre ham til palæet, der ikke lå så langt fra paladset igen.

Fenrer, der endnu sad på sin trone nikkede kort mod Ryder, som et tegn til manden om at han kunne følge med Rayne. Fenrer regnede ikke med at manden ville modsætte sig, for det virkede til at han nu ville finde sig i Fenrers beslutning. Det var ikke fordi ville feje ham af, men han havde brug for roen, og orkede ikke mere småsnak ovenpå hans usædvanlig udsving i følelser.
"I bid thee a good night sir" sagde han afgørende, med en blid og rolig tone, bragt frem af en utrolig træthed, som Fenrer kunne mærke skylle ind over ham.
Da han atter havde tronsalen for sig selv, lænede Fenrer sit hovede ind i den højre håndflade, og gave sig over i tanker der strakte sig langt ud på natten. Tanker om hvorledes han ville gribe de forskellige rådsmedlemmer an, når han skulle introducere dem for Ryder, dagen derpå. Tanker der kredsede om hvem der måske kunne finde på at forsøge at opildne Ryder til at forsøge sig med at tilrane sig tronen, selvom Fenrer vidste at Ryder ville risikere et oprør fra folket. Ikke på baggrund af at han havde forladt tronen dengang, men fordi at folket elskede Fenrer, det havde han fundet ud af dagene efter at Valerya var gået bort. Men det var netop dét, nogen håbede på, for man kunne jo selv skride ind fra siden og spille helten der reddede kongens minde.
Med mange af disse bekymringer, og andre der omhandlede uregerlige orkere, tørker og handelsruter, skrøbelig udenrigspolitik og andet, endte Fenrer med at gå på en vinflaske, og og kaste sig i sengen, hen ad de allertidligste morgentimer.

~{ Næste morgen }~

Ved det lange smukt udskårne bord, i midten af den smukke banket-sal, med de polerede sandstens vægge, og overdådige vægmalerier, sad Fenrer, alene. Han havde haft en kort omgang morgenmad med Elizabeth, hvor han ikke havde spist meget, men istedet brugt tiden på at snakke om alt mellem himmel og jord med sin datter. Han havde dog sendt hende afsted i skole, inden Ryder kunne nå at dukke op, ikke at Fenrer vidste om han ville vise sig. Fenrer måtte slå koldt vand i blodet, og gav sig til at slukke sin tørst med noget friskpresset appelsinsaft, istedet for at grumble for meget om manden ville dukke op.
Bordet havde en ekstra plads dækket op, noget Elisabeth havde lagt mærke til, men som Fenrer let og behændigt havde sprunget udenom i samtalen. Udover den ekstra opdækning var der ikke noget udover det sædvanlige på bordet, når det kom til det royale. Der var alt mellem himmel og jord, af hvad man kunne ønske sig til et morgenmåltid. Frisk frugt, skåret og hel, brød af forskellige typer, diverse skårne pålæg, og endda grød, noget som de fleste ville antage for en fattigmandspise, men Fenrer havde intet rørt endnu.
Det var ikke fordi det betød det store, for Fenrer ville få maden delt ud til lidende, og til staben af vagtkorpset, når der ikke var spist op, hvilket aldrig havde været tilfældet.

Nu kunne han blot vente på Ryder, skulle han have besluttet sig for at blive.

af **Fenrer** Lør 2 Mar 2019 - 0:26

//OOG: Lige hurtigt om hvad "the night of the people" er:

The night of the people var et ingame event, der omhandlede en adelig der forsøgte at vælte Fen, lige efter Valeryas død.

Baldiri, der havde haft et horn i siden på Fen, siden han ankom til Sunfury, samlede en håndfuld adelsmænd og hans egen garde, et par dage efter Valeryas død, og forsøgte sig med et kup, på Baggrund af at Fen ikke var fra Sunfury.

Baldiri og den lille hær ankom til Sunfury en sen nat, mens Fenrer havde været opslugt af sorg, og ikke havde skænket hans rivaler en tanke.
Baldiri udmeldte til Sunfurys borgere at han havde i sinde at vælte den 'uværdige og usle Fenrer', hvilket havde været nemt nok, når Fenrer ikke havde klargjort et forsvar, og siden de allerede havde fået adgang til byen.
En stor del af folket greb dog til forsvar, og modsatte sig Baldiris styrker, med hvad de havde at forsvare sig selv med. Fenrer fik nys om dette hurtigt derefter og drev et modgangreb, kun for at se hvorledes hans folk havde holdt hans by for ham. Baldiri og de sammensvorne blev fanget og deres hoveder sat på spid, der omkransede indgangene til Royal flame distriktet, hvor deres kranier er til den dag idag.
Det var også dette der for alvor fik sat Fenrer igang med moderniseringen af hæren og samfundet.

af **Ryder** Søn 10 Mar 2019 - 21:19

Ryder var langsomt begyndt at acceptere, at han muligvis ikke ville få sin vilje. Det irriterede ham grænseløst, da han uden tvivl, var sikker på, at hans idé var bedst, og at den sikreste vej, ville være at holde hans rigtige identitet hemmelig - eller blot at acceptere at Michael ikke længere eksisterede, hvilket i grunden ikke var helt forkert.
Han nikkede tavst, da Fenrer sagde, at det var bedst at de døde forblev døde, og måtte konstatere en spirende respekt for kongen. Kun Guderne måtte kende til alle de gange, Ryder selv havde tænkt på og læst om muligheden for at bringe Lucia tilbage til de levendes verden; men han havde også måtte anerkende, at risicierne ville være for store, og at der måske var nogle ting, man ikke skulle prøve at tæmme; såsom kræfterne, der var liv og død.

Ryder klikkede en smule irritabelt med sin tunge, og nikkede endnu engang. Kongen havde tydeligvist taget sin beslutning.
"I need to know that I have your full support, Fenrer," påpegede han, og rykkede på sig, som om tanken gjorde ham lettere ukomfortabel. "I'm not gonna do this, if you have some grand scheme or plan in mind, that's gonna benefit only you. If I don't like what's going on, I want the full power to leave this place behind, no matter the circumstances."
Tanken om rådet gjorde ham nervøs. Der ville uden tvivl sidde folk, som han havde kendt fra da han var yngre, og han var meget sikker på, at ingen af dem ville velkomme ham med åbne arme, så det ville ikke blive let. Alligevel kunne han mærke spændingen røre på sig, over at ville komme tilbage til rådet, og over at ville kunne se sit elskede land fra synspunktet, han var vokset op med, og med mulighederne for at kunne ændre på ting, der ikke fungerede. Ryder ville ikke kunne dy sig for at sige sin mening, vidste han, og mange af de gamle tossehoveder, der sad i rådet, kendte ikke til noget som helst af verden der var udenfor deres komfortable gemakker, så der var garanteret nok at tage fat på. Ikke at han ville få lov. Ikke at han ville kunne dy sig alligevel.
Han sank, hans hals tør over alle de nye muligheder og udsigten til et helt nyt liv.

Ryder rynkede sine øjenbryn sammen til et lille 'v', da den selvlysende rune formede sig i Fenrers pande. Han havde læst nok bøger til at vide at tegnet stod for lyden 'o', men havde igen idé om hvad dét ellers kunne betyde. Han vendte sig nysgerrigt om, da den store port bag ham, åbnede sig, og han betragtede vagten med det bestemte udtryk i ansigtet med et skævt smil. Ryder havde begået sig længe nok blandt finere herskaber, til at vide, hvornår han blev afværget, og hvornår han skulle gå, uden eksplicit at blive bedt om det. Han løftede uden et ord kappens hætte op endnu engang, og lod skyggerne indfange hans ansigt, så der kun var de kække, glitrende øjne tilbage.
Han undertrykte en dæmpet latter over Sir Raynes klikkende hæle, og holdt sig til at vippe hovedet forover i et næsten umærkeligt buk for kongen.
I bid thee a good night sir.
Han rettede sig op.
"And to you, your majesty."

~~~

Ryder havde ikke lukket et øje. Ikke at det var noget nyt selvfølgelig, det var alt for ofte, at hans tanker hold ham vågen natten igennem, men for en gangs skyld, følte han sig overraskende veludhvilet, da han endelig skubbede sig ud af sengen. Veludhvilet og fyldt med ro.
Vejen tilbage fra tronsalen havde været lang ovenpå den emotionelle og hektiske dag, han havde haft, og han var fulgt med vagten uden at have kigget sig ordenligt omkring. Derfor var det også først i morgentimerne, det gik op for ham hvor han befandt sig.
Hjem.
Han havde ignoreret hver enkelt vagt, der var stationeret omkring ejendommen, og havde gået gennem labyrinter af gange og rum, bare for at se, om alt var som det plejede, og havde stødt sendt spydige blikke mod alt, der var blevet ændret. Der havde været sommerfugle i maven, og røde pletter på hans kinder, mens han havde mænget sig i følelsen af at være hjemme; følelsen af ikke at være på flugt. For første gang i rigtig, rigtig mange år. Det var nok også den følelse, der havde pustet alt tvivl bort fra hans sind.
Altså havde han smidt kappen, påklædt sig sine lette ørkenklæder, og havde ladet en skeptisk vagt føre sig tilbage på paladset nogle timer efter solen, havde besluttet sig for at pryde Sunfury med sine gyldne stråler. Nervøsiteten vækkede ham endnu mere op, for han kendte ikke til Fenrers plan eller hvad resten af dagen ville byde på, og det var irriterende skræmmende ikke at være i kontrol, som han nu plejede at være.

Døren blev åbnet, og Ryder ventede på at vagten gav ham tilladelse til at måtte træde ind i banket-salen, der oftest blev brugt som spisesal. Han smilede skævt og nikkede høfligt da han trådte ind og så Fenrer sidde alene, gemt bag små bjerge af mad. Han kastede et hurtigt blik rundt i salen, og hævede kort et øjenbryn.
"You've redecorated," sagde han, med øjne der spillede af nysgerrighed.

af **Fenrer** Lør 16 Mar 2019 - 6:20

Fenrer, der endelig havde givet sig til at hælde en dampende te op i en lille sølvkop, nikkede som en velkomsthilsen til Ryder, og smilede roligt til ham. Fenrer udstrålede som sædvanlig en varme, der indbød til ro og magelighed, hvilket ikke var så lidt grundet fremsigten til hans te, men også ved den glædelige overraskelse at Ryder havde besluttet sig for at blive. Han tog koppen og så op på Ryder der efterhånden havde bevæget sig ind i rummet. "Goodmorning to you"
Fenrers tone var ligeså behagelig som hans udstråling, og efter et kort sip af hans endnu dampende te, satte han koppen og nikkede med et lille smil, som han fulgte Ryders blik rundt i rummet. "I suppose I have.." Fenrer så tilbage på Ryder, og trak lidt op i smilet, som han lagde en hånd ud i gestus, mod stolen ved siden af ham "..Please, have a seat, and something to eat, there should be something for you to enjoy here.. somewhere"
Fenrer afsluttede med en viften med hånden mod den store anretningen af forskelligt morgenspise, og endte ud med at folde hænderne, som han afventede at Ryder tog plads.

Fenrer kiggede kort rundt på nogen af de nyere dekorationer, som marmor indlæggene i sandstens væggene, og nogen af de nye vægmalerier. Der var selvfølgelig også nye faner, der i kontra til Ryders tid, ikke længere bar Sinclair familiens våbenskjold, men Ryders Familie skjold i samspil med Fenrers Odal Rune, der symboliserede ægteskabet mellem de to familier. Fenrer havde haft følt sig så underkuet af ikke at have noget fint og flot våbenskjold som det der prydede Descouteaux-Lemaire familien, men Valerya havde altid insisteret på at hans rune repræsenterede alt hvad hun elskede ved ham, så han nænnede ikke at få et våbenskjold lavet, og var om ikke andet for flov til at indrømme det nu.
Han så over på Ryder med et smil, og greb sin kop. "I had just returned from the Sargros'ner when the council insisted on having numerous changes made, to 'advertise the greatness and progress of Sunfury under my rule'.." Fenrer fnøs et lille grin under et grynt, og sippede til sin te ".. I told them that I wouldn't have any of the state treasury be plundered for such silly things, but that I happily use the excess for the banquets, to redecorate.. so I did". Fenrer afsluttede sætningen med et smil betydeligt bredere og tilfreds end da han startede den. Han havde aldrig brudt sig for banketterne alligevel, og hvad var værre var at han havde haft mangel på fantasi hvad angik de nye udsmykninger, og havde ikke præsteret at bruge nok til at kunne lukke banketterne. Dette havde skyldtes de nye skatte-reformer, og det faktum at han havde haft fået forbedret handlen med både Aquener og Doomsville, men mangel på banketter var i det lange løb, nok ikke det bedste politiske spil.

Fenrer satte sin kop og rakte med samme hånd, ud efter et grønt æble, der gav efter for hans tænder med en sprød knasen. Han så over på Ryder, efter at have tygget sig igennem de første par bidder, og så på ham med en eftertænksom mine "I don't mean to alarm you.." sagde han med en rolig stemme, og lænede sig tilbage i tronen ".. but we might as well adress the elephant in the room; Today you re-aquire your status, nobelity and home, which I shall gladly grant you, fore I do believe that Valerya would have wished it to be so, but.." Fenrer bed læberne lidt sammen i en eftertænksom grimmasse, som han stirrede eftertænksomt på hans endnu dampene kop, og løsgav et dybt suk hvorpå han så op på Ryder med en rolig mine og et skævt smil"If you have any final demands, or afterthoughts.. now would be the time, 'cause when we're done here we'll be proceeding directly to the council chamber and depending on the reaction we'll get, I shall conclude my business with the council alone"
Fenrer tog sin kop og standsede inden han satte den til læberne, med en pointerende pause. "Ok?" spurgte han så afsluttende inden han drog en tår af hans te.

af **Ryder** Man 29 Apr 2019 - 22:52

Morgenlyset kastede et lunt, dovent lys ind i rummet, og fik Ryder til at slappe af i sine skulrer. Slottet i dagslys var lige så varmt og indbydende, som han huskede det - og lidt mindre skummelt end det havde været natten forinden, hvor han havde følt sig som en ubuden gæst. Han måtte også indrømme at udsigten til mad gjorde ham lidt mere medgørlig end hvad han havde været før. Derfor smilede han også varmt, og nikkede til invitationen om at måtte sætte sig ned. Alt maden ville have gjort ham svimmel, hvis ikke det var fordi Ryder ikke var en morgenmadsperson. Derfor hældte han sig en kop varm te, og hapsede en frugt fra fadet foran sig, som det beskedne mad han havde lyst til.
Det var spøjst, tænkte Ryder, som man hurtigt kunne falde tilbage i gamle vaner. Som han sad der ved det store bord i sine gamle omgivelser, havde han automatisk rettet rykken og indfundet sig med alle royale kotumer - selv hans hjerne havde drejet nogle grader, for han havde faktisk været rigtig god som en adelsmand, og hans sociale væsen havde altid elsket banketter og dekotationer og møder og morgenfægtning. Han havde brugt så mange år på at prøve at glemme alle disse fantastiske ting, fordi han havde været bange for at huske alle de dårlige ting der var sket, men i realiteten var det så stor en del af den person han var, at det selvfølgelig kom tilbage med et knips.
Han klukkede derfor ved Fenrers udtale, og tog en sip af sin te.

"Well, banquets are the best time to socialize with the people around you. And the best place to find out which allies are genuine," sagde han med et bredt smil. "But of course you already know that."

Ryder mærkede en pludselig kulde. Kolde fødder var måske mere end følelse end han havde troet. Han lyttede intenst til Fenrers ord, og nikkede for at vise at han lyttede efter.
"About that, yes," svarede han, og rømmede sig en smule ukomfortabel ved hele den snak, der nu pludselig kom så tæt på ham. "What exact title would you be giving me?" Det var første gang i rigtig mange år at Ryder følte sig så ude af kontrol, så selvfølgelig havde han en milliard spørgsmål. På en eller anden måde vidste han dog, at han ikke ville kunne kontrollere noget som helst der skete fra nu af, og at han bare blev nødt til at følge med strømmen - for en gangs skyld.

"Fenrer," sagde han, og smilede let. "Don't think I'm unaware of the risk you're running by doing this. You should be the one having afterthoughts as I certainly feel unsure about every single step that's gonna come after today. I'm not sure how anybody will be reacting - not even myself - and you seem oddly okay with that."
Ryder sluttede af med en dyb vejrtrækning.
"I, however, am ready if you are."

af **Fenrer** Tirs 28 Maj 2019 - 14:00

Fenrer rettede sit blik tilbage mod koppen som han drog et lidt forsigtigt sip, af den varme væske. Te'en var krydret og vækkede hans kropen, i et behagelig og rolig tempo, med en let vibrerende summen. Fenrer brød sin koncentration om sin varme drik, og rettede istedet sit fokus tilbage på hans bordpartner.
"I will regrant you the nobelity that was taken from you, and instate you as the master of education, which means that you'll be in charge of educating Elizabeth, and if you so wish, I'll have you run the education systems of both Sunfury and the Sargrosn'er"
Fenrer satte sin kop ned på bordet, og rettede sig op i sit sæde, hvorpå han foldede fingrene sammen over sit skød. Hans blik var alvorligt, men alligevel udstrålede han en varme og ro, der efterhånden var blevet et særtegn for hans person. "I'd like it to be so, that all of Sunfurys subject recieve an equal and, to the extend that reality will allow, simillar education.." Fenrer gned kort sit skæg, som han tænkte. Han var klar over at han havde mere i denne aftale end de to først havde aftalt, men han tvang ikke Ryder til at tage den fulde position, selvom han ønskede at manden ville tage opgaven på sig. ".. You see.." sagde han med et lille klukkende suk ".. when I came to the throne, I enforced the laws that Valerya had put into place, and liberated and great deal more of the slaves within Sunfurys border, as I'm sure you know, and had them offered public service as a job, under contract of course"

Fenrer vidste at det var lettere almen viden, at det var på denne måde, han havde kunne udvide sine tropper i den eksponentielle fart, der havde tilladt ham invasionen af Sargrosn'erne. Dette faldt ikke altid i lige god jord med folk, af forskellige årsager. Nogle mente at Fenrer udnyttede de svage, og kun gjprde dem frie og stærke for hans egen vindings skyld. Fenrer havde dog ikke haft dette i bagtankerne, og havde handlet i bedste mening, efter egen overbevisning, men kunne godt forstå hvorfor folk mente således.
Han gned sit skæg endnu en gang og gav et lille suk, som han holdte det rolige blik på Ryder. "I now find myself in the position, that I've no more room for soldiers og engineers within my army, neither do I need stablehands or anything else, but I've gotten an entire population of slaves, numbering in the thousands, on the island of Minotauris alone, whom need work if not for the islands to fall into chaos, and for a job, they shall need a education.."
Fenrer satte en albue på det ene armlæn, og greb sin kop med den anden hånd, som han atter drog et sip af, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod Ryder. ".. Atleast some amount of knowledge and basic skills, which will allow them to establish a living for themselves, and that's where you come in.. I hope"

Da Ryder så henvendte sig til Fenrer, angående den risiko kongen løb, måtte Fenrer atter give sig selv et kort sekund at tænke i.
Ryder havde på sin vis ret, og så alligevel ikke. Fenrer befandt sig ikke som sådan i en risiko, ikke hvis hans folk endnu støttede ham. Dog måtte Fenrer indrømme at han godt kunne se hvordan denne situation kunne tages ilde op, af flere end måske var godt. Fenrer tænkte over en måde hvor han kunne formulere sig på en sådan måde at Ryder ville forstå at Fenrer havde styr på det hele.
Fenrer rejste sig derfor stilfærdigt med begge hænder hvilende på bordpladen, og kiggede sig omkring, inden han i en fast og rolig tone sagde:
"I thought that I would never be accepted as king.. in truth, I didn't actually want to be, but your sister.. she trusted her people's love for her, to convince them that she knew what she was doing, and they did"
Fenrer lod et mild og varmt blik falde på Ryder, med et godmodigt og nært lykkeligt smil hang på hans læber. "I trust them to trust me, and not without reason, but let us not dwell on this any longer.." sagde han med et varmt og selvsikkert tonefald, som han begyndte sin gang omkring bordet og mod dørene der ledte mod rådsrummet ".. you and I have an important appointment, after all"

Med disse ord, marcherede Fenrer afsted ned ad gangene. Han havde ikke nogen intentioner om at lade sig kue.

Fenrer stoppede døren til deres bestemte destination, og vendte sig mod Ryder med et roligt gemyt og sagde, i en tone der matchede "Stand by my side as we make the introductions, step forwrad if you wish to speak, and when we've had this introduction settled, you can take the availible chair on the right, understood?"
Efter at have givet Ryder en mulighed til at svare, lod han dørene glide op med et roligt skub.
I rådsrummet stod der et cirkulært bord, hvorom der stod otte prægtigt stole i hvidt ben, med indlagte mønstre og figurer, i rødguld. Fenrers stol, indlagt med den royale families symbol, stod på den modsatte side af bordet som de intrådte. Gående fra højre fra Fenrers stol, var de ansamlede Mesteren af Hest, Ashkan Pasdar, en midaldrende mand med en kropsbygning som en klippe, med grånende hår, og et fipskæg, og tydeligt mærket af krigsførelsen som hans job bestod delvist i, og hans alvorsfulde ansigtsudtryk hjalp ikke videre.
Mesteren af Møntfod, Maron Daris, en lille mand og mager af bygning i de senere tyvere, og med en lettere krumrygget holdning, der stirrede paf på de to.
Mesteren af Espionage, Tir Mokri, kunne næsten være gledet ind i skyggerne, og slog ikke nogen som videre fornem, ulig de andre i lokalet. Det var svært at sige hvad han udtrykte, udover en vis nysgerrighed, som han kiggede på Ryder.
Mesteren af Agerbrug, Donya Jahandars stol, var ledig, ved siden af Ryders, hvilket fik Fenrer til at nikke kort mod den stol der var tiltænkt hans gæst, i håb om at Ryder fangede dette.
Mesteren af Skibfærdsel, Neda Shir-Del, var en kvinde i midten af sine tredivere, med et mildt ansigt, der havde besnærende øjne. Hun havde for røgte at klare handlen over vandende ved at være halvt havfrue og derved kunne indsnære folk til handler der kun gik til hendes fordel, hvilket kun gjorde Fenrer mere tilfreds med hende. Han havde fundet det lettere lattervækkende, da han kun kunne forestille sig hvilken jalousi der havde vakt sådanne rygter.
Mesteren af Domstolen, Teimouri Khosrou, var den klart ældste person i lokalet, af udseende i al faldet, og en engel tillige, i formælde klæder og dertil den eneste person der ikke stirrede på Ryder eller Kongen, men istedet så blankt frem.

Fenrer marcherede udenom bordet, og over til sin plads, hvor han satte sig og kiggede rundt på de samlede, udmærket klar over at Jahandar ikke kunne nå til mødet denne dag.
Han lænede sig roligt tilbage i sin stol og foldede sine hænder over sit skød, med en grublende mine trukket gennem sit ansigt.
"As per usual.." Sagde kongen tungt og gned sit skæg ".. I apologize for this unscheduled meeting, but I have an important new councilmember to introduce to you to"
Fenrer kiggede atter kort rundt på de forskellige, og måtte kvæle et lille grin, som deres barnagtige nysgerrighed endelig tvang deres blikke fra ham, og over på Ryder. Fenrer lagde en hånd ud mod Ryder, men holdte et vågent blik på sit råd, for at læse deres reaktioner. "This is our new Master, Master of Education to be exsact.. Some of you might remember him by name.. "
Fenrer kunne have skæret spændingen i luften med en smørkniv, som blikkende flakkede mellem ham og ".. Michael Descouteaux-Lemaire, brother to the late queen"

Fenrer kunne mærke harmen stige ham som adskillige af rådsmedlemmerne, der udtrykte en voldsom bekymring. Ashkan Pasdar overdøvede både Neda og Tir, der hver i sær kom med lignende argumenter om hvordan de ikke mente at man kunne stole på broderen til Misha.
Trommehvirvel af en knurren spredtes i rummet, hvilket hurtigt fik stoppet larmen. Fenrer brød sig ikke om at knurre, men han havde allerede taget sin beslutning, og der var ikke nogen her der skulle forhindre ham i at gøre lidt godt for Valerya og hendes minde, eller hans datter.
Fenrer så omkring på sine rådsmedlemmer "The new council member will now let say a few words, and any complaints will be giving to me, in form of a formel letter"
Fenrer så sig over skulderen mod Ryder og Nikkede blot "Speak freely" Som han ignorerede den skulen, som den midaldrende krigsleder til hans højre sendte Ryder. Hvis Ryder skulle have en plads her, hvilket han skulle efter Fenrers mening, så måtte han selv kunne tage sig af en smule mistro.

af Sponsoreret inhold

Sweet Home - Fenrer

Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer

Sv: Sweet Home - Fenrer