Goodbye - Sajro.

Tid: Midt om natten.
Sted: Soul River.
Vejr: Køligt.
Omgivelser: De naturlige omgivelser der.

Blair kom gående med en flaske i hånden, hun drak ind imellem af den. Hun vaklede frem og tilbage, det var tydeligt at se hun ikke var helt ædru. Hun tomte flasken og lod den smadre på jorden. Hun gik hen til kanten hvor Soul River startede. Hun vaklede frem og tilbage og var til tider ved at falde i. Hun ville ikke overleve ret længe hvis hun faldt i. Måske skulle hun? Hvad ville der ske ved det? Blair ville ikke blive savnet, de få der var tæt på hende kunne sagtens komme videre uden hende. Hun behøvede bare at tage et skridt, så ville alt den smerte være overstået. Hun lod sin fod svinge over vandet. Hvis hun bare tog det sidste skridt, hendes livs sidste skridt. Det ville gøre alt meget bedre. Hun havde overvejet det mange gange og hun havde også prøvet på det. Men hun havde bare aldrig kunnet gøre det helt, hun kunne aldrig tage livet af sig selv. Hun var ikke klar til at forlade verdenen, selvom hun var så såret.

Sajro var ude at gå i området, kun iført en lang mørkebrun kutte med hætte på, men denne gang havde han faktisk ikke hætten trukket henover hovedet, så man kunne denne gang faktisk se hans ansigt. Han kom gående ned langs soulrive, fordi det var her han havde mødt sin elskede Lyssa den færste gang, og det var grunden til at han var nød til, følte han, at besøge området ofte.

Han kunne på afstand se en vaklende pige stå faretruende tæt på vandet og han var bange for at hun var ved at falde i og af den grund satte han farten op og skyndte sig tættere på, men da han så det var Blair, satte han i spurt hen mod hende, og skyndte sig derhen hurtigst muligt.

''Blair pas dog på... Kom væk derfra...''

Han råbte det med en bekymret og varm stemme...

Blair prøvede stadig at beslutte hvorvidt hun skulle lade sig falde eller ej. Det krævede ikke meget af slutte det hele, men var de smerter det værd? Hun havde haft smerter før, det kunne hun sagtens klare igen. Blair vendte hurtigt hovedet da en velkendt, men savnet stemme lød gennem luften. Blair faldt bagover og satte sig på den kolde jord. Hun så på Sajro og prøvede at smile, men sorgen blandet med alkoholen gjorde det svært. Nok mest sorgen. Hun rejste sig op med meget besvær. Hun havde svært ved at stå stille, så hun tog små skridt frem og tilbage eller vaklede. Hun havde mange minder der, nogle bedre end andre.

Han kunne nemt fornemme på hende at der var et eller andet der var galt... Og han gik derfor hurtigt hen til hende, og lagde en hånd på hendes skulder, så han også kunne holde lidt styr på hende og på hendes balance for hende... Hun så ihvertfald ud til at have ret så meget brug for en støtte lige der...

''Hvad er der galt Blair?''

Han så stille på hende, og hans bekymring var tydelig at se på ham da han spurgte hende... Han var virkelig bange for at hun var helt væk, og bange for at denne fuldskab ikke var en engangsfprestilling... Og så ville han gøre alt for at befri hende fra den last, så hun også kunne få gjort noget ved sin mentalitet... SOm han regnede med var knao så god...

Blair vendte sig om mod Sajro, det var rart at se ham igen. Selvom Blair ikke var helt sikker på om han rent faktisk var der, eller om det bare var noget hun forstillede sig i alkoholens rus. Blair blinkede adskillige gange med øjnene for at kunne se helt klart. "Alian Lucy og, døde.." Blair kunne ikke helt tale rent, men det burde være til at forstå. Hun rystede på hovedet og prøvede at få alkoholen til at tage lidt af. Men det virkede ikke rigtigt, faktisk gjorde det hende bare rundtosset og endnu mere af ustabil af rysteriet. Hun havde savnet Sajro meget, han havde altid været en af hendes gode venner. Han hjalp hende når ingen andre kunne, han var der altid for hende og hun gjorde aldrig noget for ham. Sådan var det altid, folk hjalp hende men hun kunne aldrig gøre gengæld. Når hun prøvede ville det altid gå galt.

Han forstod godt hvad det var hun sagde, men vigtigere endnu forstod han at hun lige der havde brug for at sove rusen ud... Hun havde det helt sikkert ikke godt... Og han vidste det sikkert ville slå hende om morgenen, og derfor skulle hun havde noget vand... Hun trængte virkelig til det...

''Blair... jeg er virkelig ked af at høre det... Men lad os få dig hjem til mig, så du kan sove rusen ud... Så kan vi tale i morgen... Ikke?''

Han så på hende stille og uroligt...

Blair ville gerne tage imod hans tilbud, men hun havde lavet så meget revage i Sajros liv, hun havde ikke lyst eller brug for at gøre det værre, bare samværet med ham kunne ødelægge det hele. Især når hun var fuld, så havde hun ingen hæmninger. "Sajro. Det kan jeg ikke. Det går altid galt når jeg er i nærheden af min fortid." Blair fik taget sig nok sammen til at sige mindst en sætning rent. Når det gjaldt noget så vigtigt for hendes liv var hendes promille ligegyldig.

Han kendte til hvordan hun var flirtende, og hun var sikkert være nu hvor hun var fuld og gerne ville mærke en eller anden form for kærlighed, men han vidste sp også at han var mentalt stærk nok til at stoppe hende i at forsøge noget, eller bare lukke hende ude... Så at hun sagde nej af den grund hun gjorde, var ikke godt nok for ham...

''Kom nu bare med Blair... Du har brug for det, og jeg kan sagtens holde os begge på det rette spor...''

Han smilede venligt til hende, og tog så forsigtigt hendes hånd...

Blair vidste ikke om hun faktisk skulle gå med ham. Det var fint at han kunne stoppe hende og ham selv, men det ville bare ikke være godt nok. Hun skulle være i stand til selv at lade vær. Det kunne hun også som ædru, men nu stolede hun bare ikke på sig selv. Blair endte nok med at tage af sted alligevel. "Jeg vil fortryde det. Men jeg stoler på dig." Blair så sig omkring, hun ville hade sig selv dagen efter, men når Sajro var der og der ikke skete noget, skulle det nok gå godt.

Han førte hende hen til det hus han og Lyssa havde boet i en gang... Han kendte stedet godt og førte hende stille indenfor, uden på noget tidspunkt at kommentere det hun havde sagt som det sidste... Han var helt stille men smilede til hende en gang imellem, men han førte hende ind, og fik tændt en petroleums lampe, som stille lyste rummet op så de kunne se derinde...

''Du kan bare ligge dig... Kommer med lidt vand omlidt, som du SKAL drikke lidt af...''

Hans stemme var bestemt men stadig varm og venlig overfor hende... Han gik ud til brønden og hentede en spand vand som han kom ind med helt stille... Han tog en kop og øste vand op i den...

''her... Drik lidt...''

Blair fuldte ham hen til huset. Hun havde aldrig været der inde, men gået forbi huset et par gange. En del gange, især når hun var på vej ned til soul river. Hun var glad for han ville hjælpe hende, det var der ikke mange der gjorde for tiden. Hun lagde sig ned og prøvede at skjule de mange ar hun havde. Hun havde så mange at hun faktisk ikke kunne skjule dem, men det skadede ikke at prøve. Blair tog imod vandet han kom med, hun drak det hurtigt og stillede koppen ned. Blair satte sig op og så på Sajro. "Tak."

''Du behøver ikke skjule dem for mig... Du tror måske mine ar kun er fra kamp? Men tro mig det er kun få af dem der er der fra...''

Han sagde den sidste del ret så ligeglad med det hele, og vidste derfor ikke helt hvorfor, men nok bare fordi hun skulle forstå hun ikke var helt alene i verden med at gøre den slags, og han forstod det bedre end mange... Han havde gået i en lang periode som hun var der, hvor han var sikker på at Lyssa var død og borte for altid, og der var han også sunket sammen som hun var nu...

''Så lidt... Prøv at få sovet... Men vækker dig om cirka 2 timer, så du kan få lidt mere vand...''

Han smilede da han sagde det...

Blair lytede til hans korte 'historie.' Han havde nok ret, selvom hun følte sig så alene, mere alene end nogen anden, var hun det aldrig. Blair bed sig i læben for at forblive stærk, hun hadede at være sårbar. Blair så ned i gulvet. Hun havde svært ved at holde sig i skindet, hun havde bare lyst til at opgive alt. Bare tude til døde. Det ville hun gerne, en død hvor man tænkte på dem man savnede. Det var uden tvivl den død hun havde lyst til at dø. "Jeg kan bare ikke forstå hvorfor han gjorde det. Alle vælger hans parti og prøver at forklare mig at han gjorde det fordi han hadede sig selv for at have slået mit barn igen. Men der er ingen der tænker på mig. De tænker kun på den smerte han følte, men hvad med den smerte jeg har. Der er ingen der tænker på det." Blair sukkede opgivende. "Okay. Jeg vil prøve. Men jeg kan nok ikke nu."

''Jeg kan fortælle dig at jeg ikke vil tage nogens parti, da jeg forstår jer begge to... Kender til at sidde i begge dele af dette... Både være den der fucker op, og har lyst til at dø, og så være den der mister alt det man elskede...''

Han smilede forsigtigt til hende, og lagde hende så ned i sengen, og aede hende stille over håret, for at berolige hende lige så stille... Han så på hende... smilende svagt...

''Sov nu bare ikk?''

Han smilede stille igen...

Blair lagde sig ned og prøvede at undgå at sukke. At Sajro ikke valgte side var vel bedre end ingenting, men det føltes bare som om ingen helt præcist forstod hende. Det kunne ikke sætte sig ind i det Blair følte. Der var sket så meget den seneste tid, så hun kunne ikke bare se det fra hans synspunkt. "Tak. Igen." Sagde Blair og lukkede øjnene i. Det varede ikke længe før hun faldt i søvn.

//Vi kan bare springe videre indtil Blair vågner igen:)//

Sajro sad der stadig da hun vågnede igen senere... Han havde haft hende vækket et par gange, så hun kunne få kudt vand, og på den måde gøre noget ved tømmermænd... Han kendte godt til det fra tidligere i sit liv...

''Godmorgen Blair...''

Han smilede venligt til hende...

Blair blinkede flere gange for at vænne sig til lyset. Hun satte sig om og gned sine øjne så hun bedre kunne se og lige vågne helt. Blair gik over til Sajro og krammede ham, ikke romantisk eller noget, bare venskabeligt. "Tak fordi du tog dig af mig. Nu gjorde jeg vel ikke noget jeg ikke skulle. Vel?" Det ville ligne Blair at gøre noget komplet dumt, sådan var hun bare. Dumdristig. Blair rev sig væk fra Sajro igen, så det ikke blev alt for klæbrende. Når først hun havde haft en mere end venskablig oplevelse, lad os bare kalde det det, kunne det let blive akavet igen.

Han gengældte krammet da hun krammede ham. Han havde intet imod det, og så hende jo som en ven, og han ville derfor gøre meget for hende... Hvis han havde et personligt forhold til en anden person på en god måde, var han meget hjælpsom og venlig overfor dem altid... Men kunne også godt blive overbeskyttende...

''Medmindre at sove var dumt... Så nej du har ikke gjort noget dumt...''

Han smilede venligt til hende, og kiggede så på hende lidt mere alvorligt...

''Vil du tale?''

Blair blev lettet da han bekræftede hun ikke havde gjort noget dumt. Det var rart at høre for en gangs skyld. "Det var godt, jeg gør tit dumme ting. Men det var du godt." Sagde hun og sendte ham et bredt smil. Hun havde det ikke så dårligt i ædru tilstand, hun var ikke nær så såret. Blair rystede på hovedet, hun havde ikke brug for at tale. "Jeg er ikke så sønderknust i ædru tilstand, jeg stødte bare på nogle problemer i går aftes. Jeg blev mindet om Alian og så gik det galt. Men jeg har det fint." Blair sendte ham endnu et smil for at bevise hun havde det godt

Han forstod det godt og smilede begge gange bare som svar på det, selvom han havde lidt mere at sige til det, fordi han forstod godt hendes situation, men hvis hun kunne risikere at den slags skete hvis hun blev mindet om Alian så var hun nød til at snakke med nogen om det, og vide at der var andre måder end at drikke sig pisse fuld for at slippe fra problemerne...

''Blair... Hvis der ikke skal meget til, så bør du tale med nogen om det... Det behøves ikke være mig, men hvis du vil skal jeg nok snakke med dig... Og husk hvis du får det skidt, så kom her ud istedet for at drikke, vil du ikke nok?''

Den sidste del sagde han nærmest bedende...

Blair vidste godt hun skulle snakke om det engang, men det var stadig lidt for tidligt at tale alt for meget om det. Hun havde snakket lidt om det med nogle få personer, men ikke hvor hun gik i detaljer. "Jeg ved det godt.. Men det er bare svært, det er næsten lige sket og jeg.. Jeg savner ham.." Blair prøvede at skjule de tårer der kom til syne i hendes øjne. Hun savnede selvfølgelig også Lucy, rigtig meget. Men det var bare noget andet med Alian, han var kommet så tæt på hende. De havde valgt hinanden, hvor hun jo ikke valgte Lucy. Blair bed sig blidt i sin læbe for at skjule tårene.

Han gik hen lidt tættere på hende, og aede hende fosigtigt over håret... Hvordan skulle han få hende til at forstå at det altså ikke var forkert at græde eller at savne ham... Men hun virkede virkelig til at hun så det som fuldstændigt forkert...

''Selvfølgelig savner du ham... Og ja det er svært at tale om, men det bliver ikke nemmere at få talt om med tiden... Jo før jo bedre...''

Han fjernede et par af hendes tåre og smilede forsigtigt til hende...

Blair knyttede sine hænder, endnu engang et forsøg på ikke at græde. Hun vidste godt at hun ikke behøvede at skjule nogle af hendes følelser sammen med Sajro. Hun kunne altid stole på ham. Blair havde ikke taget låget af sine følelser, hun havde ikke grædt over Alian, udover da det skete, der græd hun selvfølgelig, men hun havde ikke grædt siden. Blair lagde armene om Sajros liv og pressede sit ansigt ind i hans tøj. Nu var hun ligeglad med hvad folk tænkte om hende, selvom der ikke var andre end Sajro der kunne dømme hende. Hun lod tårene falde.

"Jeg kan ikke klare det uden ham. Han gjorde alt det jeg ikke kunne, han hjalp mig med at overleve. Jeg har kun lige overlevet siden det skete. Jeg.. Jeg kan bare ikke."

Mumlede hun i hans tøj.

Han lagde armene om hende, og derved fortælle at det var helt iorden at hun knugede sig ind til ham... Hun var velkommen til det, hvis det bare hjalp hende den mindste smule... Specielt hvis det fik hende til at føle sig tryg nok til at kunne lukke låget lidt op for det hele... Få lidt af dampen taget af, så hun ikke skulle gå endnu længere og have det skidt... Det ville være synd, fordi selvom hun havde sine problemer så var hun jo en sød pige...

''Selvfølgelig kan du klare dig uden ham... Du er en stærk pige blair! Du skal nok kunne klare dig, og husk jeg vil selvfølgelig altid være her til at du kan bede om hjælp...''

Han aede hende forsigtigt over ryggen...

''Men jeg forstår ogå godt du har det som om du intet kan... Men prøv at se her... Du lever stadig trods det der skete... Det viser du er stærk...''

Han så på hende roligt...

Blair vidste godt at der var mange der gerne ville hjælpe hende hvis hun havde brug for det, Sajro og Ammon var nok de bedst oplagte, det var dem hun havde det tætteste forhold til. Blair trak sig en smule væk fra ham så hun kunne se hans ansigt. Det var faktisk rigtig nok, hun klarede sig 2 år uden ham, nu var der gået nogle måneder og hun overlevede.

"Hvordan er du blevet så klog? Slår du dig aldrig løs og gør dumme ting?"

Blair havde ikke rigtig set Sajro gøre noget dumt, ikke siden han blev så fornuftig. Men det var rart at have ham, han var altid den hun ville se op til. Hendes gamle vise, knap så gamle mand.