et uventet møde - Althea

Tid: nutiden (vinter 1160) omkring 21.18 - aften
Sted: Kroen 'Det vilde vildsvin' i Doomsville
Vejr: Udenfor er det diset og lettere fugtigt
Omgivelser: Som kroen nu ser ud, enkelte forskellige racer sidder rundt omkring ved deres borde
Påklædning: Grå filt vest, et sæt ældre posede bukser og en sixpence

Endnu en dag var ved at gå på hæld, nogle sad hjemme i deres huse i familiens skød, alt imens enkelte andre som enten ikke havde den luksus at bruge aftenen sammen med deres kærer, eller simpelthen havde fundet på en undskyldning for at smutte hjemmefra, havde taget turen til 'Det vilde vildsvin'
Denne unge mand var ingen undtagelse, ved et bord i hjørnet af kroen sad han med lidt under et halvt krus let skummenede mørk øl, mandens ansigtsudtryk stod tilsyneladende udtryk løst hen i kroens sparsomme belysning
Men kom man tæt nok på ham kunne man tydeligt se tankerne kræsede om i hovedet på ham
"En til?" spurgte en af kroens barmænd som lige havde været nede med et halvt dusin øl til et andet bord bestående af lettere berusede mænd som Gautham ikke lige kunne fastsætte en race på...
"Jo tak gerne" lød svaret inden han lod det sidste af øllen løbe ned igennem svælget "en mørk ekstra tak" sagde han og satte kruset frem mod kanten af bordet plus betaling for den næste øl

Højlydte, trampende fodtrin lød bag sjæledæmonen. Hun vidste udmærket godt hvem de tilhørte. Da hun kiggede sig over skulderen, gjorde det store brød af en bloddæmon sig et forsøg på at gemme sig bag en ensom bod der stod på gaden. Hans eneste problem var bare, at han var højere end boden og hans grimme fjæs stak tydeligt frem. Hun stoppede op med et opgivende suk, og vendte sig om, så hun nu stod med front imod ham. Med et lettere skamfuldt udtryk kom han ud fra bag sit gemmested og trampede forlegent hen til hende. Sikkert flov over at han var blevet opdaget. Hun kiggede irriteret op på ham, og det store robuste væsen så pludselig utrolig lille ud, under hendes skarpe blik. ”Nelson, gå hjem!” beordrede hun, på samme måde som hun ville have gjort en hund. ”Men… Miss Abbott..” brummede han, men nåede ikke langt med sin indvending før hun skar ham af. ”Nej! Gå hjem og fortæl min far at jeg godt kan passe på mig selv! Det er på tide, at han snart indser at jeg ikke længere er hans lille pige. Farvel Nelson!” med de ord vendte hun rundt på hælen, og fortsatte i den retning hun var gået før. Der gik ikke mere end et par sekunder, før de trampende skridt fulgte hende igen. ”Nelson…” denne gang var hendes stemme blid, og der hvilede et venligt smil på hendes læber da hun igen vendte sig imod bloddæmonen. Hun stirrede op i hans grumsede, brune øjne og sikrede sig, at hendes publikum var tryllebundet. ”Du trænger til at holde fri. Her…” hun rakte ned i sin pung der hang ved hendes side, for at hive et par mønter op, som hun rakte hen imod Nelson. ”Gå ud og drik et krus øl eller fem. Du arbejder altid, alle skal bruge en friaften en gang imellem” smilet der hvilede på hendes læber nu var sukkersødt og medfølende, og ramte lige i hjertet på det uintelligente muskelbundt der stod foran hende. ”Det bliver vores lille hemmelighed” sagde hun, inden hun lod de små mønter dumpe ned i hans kæmpemæssige hånd. Han nikkede, og hans fedtede, mørkebrune lokker fløj rundt i alle retninger. Udtrykket i hans ansigt var en blanding af glæde og fortrydelse. Men Althea ar overbevist om, at tanken om en friaften ville holde ham væk fra hende i aften. ”Hav det sjovt!” kaldte hun over skulderen, som hun gik videre. De trampende skridt gik hurtigt i den modsatte retning. Sikke et held, at hendes far havde valgt den dummeste bloddæmon i Doomsville til at være hans højre hånd, og til tider Altheas babysitter. Hvis Nelson havde været mere intelligent, ville hun ikke kunne være sluppet af med ham så let.

Hun skubbede døren op til ”Kroen Det Vilde Svin”, få blikke vendte sig imod hende da hun stod der i døråbningen. Hendes påklædning var simpel. Kjolen var sort, langærmet og gik hende til anklerne, hvor hun bar et par varme støvler, der også var sorte. Den tykke uldkappe hun havde omkring skuldrene matchede resten, og var selvfølgelig sort. Hun kunne til forveksling ligne en sørgende enke, i virkeligheden var tøjet hun bar, tilfældigvis det hun ejede der mindst udstrålede hendes rigdom, så hun kunne passe nogenlunde ind i Rotten Root District. Desværre stod hun stadig ud. Stoffet var alt sammen af fin kvalitet, og der var ikke en eneste plet at finde nogen steder. Selv hvis hun havde gjort noget ud af sin udklædning, ville en hver kunne se at hun ikke var en hjemløs fra gaden. Det lå i hendes udstråling, hendes måde at tale og bevæge sig på.
Hun lukkede døren bag sig og bevægede sig op imod baren. Hun tog sig god tid. Hun nød at tilbringe tid i Doomsvilles fattigste kvarter. Der var noget over den håbløse stemning der tiltalte hende. Ikke at hun havde ondt af Rotten Root’s beboere, mere at hun fandt det fascinerende og underholdende at se dem falde fra hinanden. Dem der boede her havde meget lidt eller intet, og at se dem falde sammen i fortvivlelse, opgive håbet, var den bedste forestilling hun kunne forestille sig at se. Endnu mere hvis hun kunne skubbe de stakkels pjok udover desperationens rand, og have en lille finger med i spillet.
Det var derfor hun kom her. Det var så sandelig ikke for den billige vin…


//Wow... Jeg gik muligvis lige lidt amok xD//

Gauthams blik løb automatisk hen imod kroens dør da den gik op, det var jo ikke unaturligt den kig op i tide og utide, især ikke når de nu var på en kro, men han havde for vane at se efter de der kom og kig
Men da en ung udsenet kvinde kom gående ind igennem døren var der lige før hans blod frøs til is, selv om kvinden havde taget mere normaliseret tøj på end hvad hun ellers rendte rundt i genkendte han hende
Han huskede hvad hendes familie havde gjort ham, og forvoldt ham af skader
Inden barmanden var kommet halvvejs tilbage til hans bord var Gautham sprunget op af stolen, og begyndte at bevæge sig imod døren med blikket stift rettet imod kvinden
"Hey!? se dig for!" sagde en stor mand da Gautham ved et uheld gik lige ind i ham fordi han ikke havde haft set hvor i alverden han gik
"Flyt dig" lød svaret kort, "jeg skal forbi og v.." mere nåede han ikke at sige før den anden mand havde placeret sin venste næve i brystkassen på Gautham der væltede bag over lige, og lige ned i et tomt bord

Hendes opmærksomhed var hurtigt trukket væk fra baren, da tumult nåede hendes ører. Så løjerne var allerede startet, uden hun havde behøvet at løfte en finger. Perfekt, men lidt en skam. Hendes øjne søgte imod spetaklet, og hun kunne ikke stoppe sig selv fra at gå tættere på. Nysgerrigheden gnavede i hende.
Den store, bredskuldrede mand skyggede for hendes udsyn til hans offer, men det var ikke svært at regne ud hvad der var sket. Manden udstrålede vrede, selv med ryggen til. Et slagsmål. En forestilling hun gerne ville se. Derfor rykkede hun på sig, så hun havde et bedre udsyn. Til hendes overraskelse genkendte hun den unge mand der havde været på modtagersiden af den robuste mands vrede. Det første der sprang hende i øjnene var tøjbjørnen der hang i hans bælte. Hendes hukommelse stykkede hurtigt resten af informationerne sammen, og fortalte hende at han havde været en af hendes fars slaver. En af dem der blev brugt til underholdning, og selvfølgelig til at indtjene en masse penge. Denne formskifter havde kæmpet imod sin egen slags på hendes fars ordre. Han havde tydeligvis undsluppet hendes fars greb. Hvor heldigt for ham.
Et ulæseligt smil bredte sig på hendes læber. "Hvem har vi her?" hendes stemme snoede sig ind imellem de to mænd, og satte kortvarigt pause på slagsmålet. Med et par hurtige skridt var hun henne ved formskifteren. Hendes smil bredte sig, inden hun bukkede sig ned for at tage fat i hans arm og ikke så meget hjælpe ham op, men mere bare hive ham op på sine fødder. Hun strammede sit greb om hans arm, inden hun vendte sig imod den anden mand. "Jeg undskylder for min...." hun sendte de mørke øjne imod den unge mand, smilet der hvilede på hendes læber var både venligt og ubehageligt på samme tid. "... Min vens opførsel. Jeg håber ikke han har været til for meget besvær" et høfligt smil blev sendt i mandens retning, og hun trak afsted med formskifteren inden nogen af dem kunne nå at komme med indvendinger. Hun kunne trods alt ikke snakke med den unge mand, som hun for længst havde glemt navnet på hvis han var slået bevidstløs eller død.
Hendes destination var et afsides bord. "Sæt dig" beordrede hun, og gav slip på hans arm. Han havde mulighed for at løbe, men Altheas evne gjorde det let for hende at følge efter ham, og ikke mindst at kunne få fat i ham igen. Selv tog hun plads ved bordet, lagde benene over kors, gjorde sig det behageligt ved at læne sig tilbage i stolen, og sendte de mørkebrune øjne imod formskifteren, og afventede hans reaktion.

"Hvem har vi her?" Gautham lukkede øjnene og sukkede, kunne manden da ikke bare have lagt flere kræfter i? eller i det mindste placere sit slag så Gautham var gået ud som et lys? Det ville næsten have været at foretrække
"Du ved da go...." mere nåede han ikke at sige inden kvinden havde revet ham op og stå, alligevel utroligt hun kunne det så simpelt når han nu ikke ligefrem var spinkelt bygget
Modvilligt lod han Althea føre ham hen mod det afsides bord han kun lige havde forladt
Han lod sig dumpe ned på pladsen overfor hende, uden at ligge blikket på hende
"Miss Abbot" hans øjne fæstnede sig ved bordet, "hvad skylder man 'æren' for deres besøg her i Rotten Root?" så vildt han kunne se havde han blot to muligheder, den ene var at blive, stille og roligt, høre hvad kvinden havde på hjerte, for noget måtte hun da ville siden hun havde stoppet det store brød i at træde på ham
Alt imens den eneste anden mulighed han havde hvis han ville væk nok var at gøre det på den måde hun nok kendte ham bedst.... som Grizzly

"Det er min egen sag" lød svaret på hans spørgsmål. Det morede hende, at hendes tilstedeværelse frembagte en vis underdanighed hos formskifteren. Selv nu, hvor han teknisk set var en fri mand. Var han mon bange for hende? Frygtede han, at hun ville hive ham med tilbage til sin far, så hans slaveliv kunne fortsætte?
"Sikke et held, at jeg lige har sendt Nelson hjem" hun regnede stærkt med, at han kunne huske bloddæmonen. Nelsons funktion var udelukkende fysisk, og han havde til opgave at holde styr på slaverne. Hvilket for slaverne ikke altid var helt smertefrit. "Han ville omgående have slæbt dig med tilbage til min far" hun smilede køligt, imens de mørkebrune øjne hang fast ved den unge mand for at aflæse hans reaktion. Ikke at det ville have været en nem opgave for Nelson. Så vidt hun huskede forvandlede denne formskifter sig til en bjørn, og selv om Nelson både var robust og ualmindeligt stærk, ville han nok ikke slippe uskadt fra et møde med sådan et dyr. Det var ellers en kamp hun gerne ville se udfaldet af. Men for nu, måtte hun nøjes med at få stillet sin nysgerrighed.
"Hvordan smager friheden?" der var en anelse hån i hendes stemme, der fik det til at lyde som om hun kunne tage hans frihed fra ham hvis hun ønskede det. Hun lænede sig indover bordet og tættere på ham, kun for at fremprovokere en reaktion, og få bekræftet om han mon virkelig var bange for hende eller ej. Hun kunne sikkert få meget sjov ud af ham, hvis det var tilfældet.

Gautham var nødsaget til at synke en ekstra gang da hun nævnte det brød til Nelson, han huskede kun alt for godt det monster til en Dæmon
Han nærmest tvang sig selv til at løfte blikket fra den ru bordplade og derved kigge Althea direkte ind i øjnene, også vel om dette ikke havde været hans hensigt, men efter de 'historier' han havde hørt om denne kvinde ude omkring i gyderne, om hvordan hun kunne fordreje unge menneskers sind
"Jeg har det fint med at være fri til trods for Han ikke er meget for det" han pegede på den slavering der stadig sad om armen på ham, den ring hr. Abbott havde fået tvunget på ham under pinsler af en anden verden, "men folk ser stadig skævt til mig, og vil ikke være mig ved da alle tror jeg stadig er i Jeres fold"