A dance for the new year (Althea)

Han vidste ikke engang hvorfor han gjorde det her. Hans fingre gled ned over jakken og sikrede de rigtige knapper, der lod netop så meget ved kravebenet stå åbent, at han fremstod som den unge singlemand han var. Altid nok til at tiltrække kvindfolket og irritere mandfolket. Han rettede på kraven, på den hvide skjorte han havde på inden under. Hvid skjorte, sort jakke og sorte bukser. Fint stof. Han var jo en rig mand og selv om han aldrig i sit liv var blevet udnævnt til adel, havde han været hersker af sin egen by, inden han havde vendt det ryggen. Doomsville var hans by og hans gamle omgangskreds havde - mange af dem, i hvert fald - været åben for at indlemme ham i Doomsvilles selskabsliv igen. Han måtte jo videre.
Han havde endelig fundet en butler til sit hjem, selv om han endnu tvivlede på om den unge mand ville være god nok. Han savnede sin gamle butler eller Maeve, i Dragons Peak, men det var der intet at gøre ved. I det mindste lignede hans hus nu et hus igen. Reparationerne var i gang og møblerne var blevet fordelt i de fleste rum. Han var ved at genoplive sin gamle klan, efter hans yngste og bedste søn var forsvundet...
Ja, der havde virkelig bare været nedtur på nedtur. Alligevel følte han sig bedre tilpas end han havde gjort i langt tid. Han var hjemme igen.

Kammen gled igennem det mørkebrune hår, trak det tilbage, så kun pandehåret hang lidt ned over hans pande. De mørkegrå øjne studerede det kritisk, før han endelig vendte sig og forlod sit værelse.
Ned i et par finere lædersko, før det var ud i den lille hestevogn der ventede på ham. Han havde ikke nær så mange penge som før, desværre. Mange af pengene var gået til Dragons Peak og borgen der. Men så havde han jo noget at arbejde på. Han fumlede lidt ved ærmerne på sin skjorte, mens han afventede at ankomme til det rigtige sted. Til årets fest for det nye år. Det gik gerne på tur i hans omgangskreds, men han havde hørt rygter om at de havde udvidet gæstelisten lidt, så måske ville der være nogle nye, spænende ansigter. Og måske ville de alle være lige forudsigelige.
Han ankom. En ung mand åbnede døren for ham og han steg ud. Hans blik gled op af den velkendte bygning i flere etager. Lys og musik kom fra huset, der bød en ind i varmen. Et kort blik blev sendt op i den mørke, overskyede himmel, før han gik hen til huset.
Indenfor var der varmt og en let summen af snak. En let musik spillede i det ene hjørne af den store hal og folk gik rundt i deres fine tøj og konverserede. Et lille smil gled over ham.
Ja. Dragons Peak havde jo også haft deres fine fester, men Doomsville ville som nævnt altid være noget specielt. Altid være hjemme. Og der var da også flere der vendte sig mod ham, da han trådte ind i rummet.
Kvinder der havde savnet hans charmerende smil. Mænd, der havde savnet hans fine ideer eller observationer. Sean havde altid, alle steder, været en populær mand og det glædede ham at se, at visse ting ikke ændrede sig. Han greb et glas fra et fad, som en tjener gik rundt med og nippede til det perlende indhold. Sød.
"Åh, McGivens, er pynten ikke køn?"
"Hvordan har De det? Var det ikke skrækkeligt i Dragons Peak?"
"Jeg er SÅ glad for De er med igen...Sidste fest var så kedelig uden Deres indslag..."
"De må møde min datter. Hun er lige kommet hjem, hun er lige din smag..."
Alt var som det gamle.

"Althea, dear? I have a gift for you" og rigtigt nok, der på hendes fars skrivebord lå en hvid æske med rødt bånd omkring. "I was hoping you would wear it tonight" lød Edward Abbotts monotome stemme, og afslørede at der ikke overraskende var en beklædningsgenstand i æsken.
Kjolen var latterlig. På grænsen til hæslig. Hun havde en øjeblikkelig trang til at smide den fra sig. Hun stirrede målløst på det lyserøde, blomsterbroderede stof i noget der føltes som en evighed. "So will you wear it?" det overraskede hende ikke, at han ikke havde været i stand til at aflæse hendes ansigtsudtryk. Hendes mørkebrune øjne fangede hans blå. Et lille smil spillede på hans læber, og et svagt glimt var at se i de ellers så udtryksløse øjne. Et  sjældent syn, der fik manden til at se 10 år yngre ud. "Fine" sukkede hun modvilligt, inden hun drejede rundt på hælen og forsvandt ud fra hans kontor med den hæslige kjole svunget over armen. Der var trods alt ikke nogen hun skulle imponere til det kedelige bal, så i princippet var det vel lige meget hvordan hun så ud.


Så der stod hun, i den store balsal og lignede et forvokset barn. Hun havde placeret sig tæt ved væggen, hvor hun forhåbentlig ikke ville trække alt for meget opmærksomhed til sig. Hun lænede sig hen imod sin far, der stod ved hendes side, og så ualmindelig elegant ud i forhold til hende selv. "Don't you find it utterly stupid to celebrate a new year when you are 300 years old and immortal?" spurgte hun i et køligt tonefald, med håb om at hendes far ville komme til fornuft og se hvor åndssvagt og kedeligt dette arrangement var. "316" rettede han hende, uden at kigge i hendes retning. "Would you cheer up, dear? Noone will talk to you, or ask you to dance if you keep up this depressing and defiant attitude" kom det fra manden der evigt og altid var så alvorlig og følelseskold. Hun sendte ham et bittert og falsk smil, som for at sige: Are you happy now?
Snart forsvandt han, for at snakke med nogle af hans bekendte og Althea stod tilbage med en utilfreds mine malet i hendes ansigt. Gad vide hvor lang tid det ville tage ham at opdage det hvis hun bare gik? Under alle omstændigheder havde hun ikke tænkt sig at blive særlig længe. Hun brød sig ikke om disse rigmandsbal. Om facaderne og den evigt høflige tone. Hun tvivlede på at gæsterne var der for at more sig. For handlede det i virkeligheden ikke bare om at vise sig selv frem? Prale med sin rigdom, og bevise at man var bedre end alle andre? Det havde hun ikke behov for. Hun var fløjtende ligeglad med hvor mange penge de forskellige gæster havde på lommen. Hendes høflighed var tillært, men hun foretrak i virkeligheden at være ubehøvlet og sige præcis hvad hun tænkte. Hun ville hellere sprede kaos, end at danse rundt i sin latterlige, lyserøde blomsterkjole. Men hun var tvunget til at opføre sig pænt. For alt hun gjorde og sagde i dette rum afspejlede hendes far. Sikke en skandale det ville være, hvis der gik rygter om at Edward Abbotts datter var en ubehøvlet møgunge. For nu måtte hun vel bare holde ud, indtil det var acceptabelt for hende at gå.
En højlydt, skinger latter lød et sted i rummet, og fik dæmonen til at himle med øjnene. Hun fangede et glas fra et fad, som en tjener gik forbi hende. Den søde væske gled let ned. Et held at der var alkohol til stede, ellers ville aftenen da først blive utåleligt.

Moden ændrede sig sjældent særlig meget. I hvert fald i Seans øjne, men han var heller ikke en mand der gik op i den slags. Til tider købte han noget nyt eller bad en syerske om at opdatere hans klædeskab, men han holdt sig næsten altid til de samme farver og foretrak visse snit frem for andre. Kvindernes kjoler, til gengæld, var i sandheden en regnbue. Som omvendte blomster gik de rundt og småsnakkede, fnes og prøvede at gemme deres ansigter bag handske-klædte hænder eller små vifter. Det var tydeligt at se forskellen på ung og gammel. De ældre var ofte mere ligeglade og afslappede, mens de yngre var alt for selvbevidste og prøvede at lokke alles opmærksomhed til sig. Helst en ung mand og potentiel ægtemand.
Efterhånden foretrak han de mere rolige typer. Helst en blanding af rolig, intelligent, smuk og farlig. Hvor ofte man så fandt en af den slags. Mand som kvinde.
Kjoler og personlighed passede dog ofte sammen. I hvert fald for de kvinder, der turde tage en beslutning selv og det var netop den slags den interesserede ham mest. Hans blik gled over lokalet, som han fik småkonverseret med folk. Det var udelukkende for at opretholde synet på hans skikkelse og ikke altid fordi han nød det. Det kom ofte an på om han fandt noget selskab, der var det hele værd eller hvis han selv tog en med til festen.

Han nippede igen til glasset, men afstod fra maden, som han plejede. Lyserød blev aldrig ham og han havde næsten ondt af den unge kvinde, der var blevet presset ned i den. Ikke umiddelbart et ydre der virkede tillokkende. Og, måtte han konstatere, kendte han ikke umiddelbart gæsten eller den ældre herre hun var ankommet med. Nye til byen? Eller bare nye i selskabet? Sandt var det at der til tider var nye ansigter. Og til tider var det nyttigt at lære dem at kende.
Så han tog et valg og trådte over mod hende. Måske alligevel svagt tiltrukket af...Hm. Det virkede som om der lå noget trodsigt over hende. Men han var ikke helt sikker.
Han bukkede let, da han nåede over til hende. Hans øjne søgte hendes for at sikre hendes opmærksomhed. Et svagt smil hvilede afslappet på hans læber.
"Godaften. Nyder De aftenen?" spurgte han venligt.

Jo længere hun stod der, jo mere irriteret blev hun. Den enorme balsal føltes pludselig ikke stor nok til de mange gæster. Lydene pressede sig uvelkomment imod hendes trommehinder, og syntes at forstærkes. Latter kunne høres til tider, fra grupperne som gæsterne havde samlet sig i. Rige mennesker lo aldrig naturligt. Som regel udsendte mænd et unaturligt latterbrøl, når de fandt noget sjovt, så alle omkring dem kunne høre at de morede sig. Af kvinderne var der forventet mere kontrol og femininitet og hvis man endelig fandt noget sjovt, skulle man fnise tøset bag en handske beklædt hånd. En skam hvis der blev sagt noget der faktisk var humoristisk, og man kom til at grine rigtigt. Den uskrevne regel var vel, at man skulle grine eller fnise, af alt der var sagt med intentionel humor for at være vellidt. Det var det hun hadede allermest. Reglerne. Og den unødvendige katastrofe der fulgte hvis man brød dem. Man var nærmest udstødt hvis man kom til at spise med den forkerte gaffel. Latterligt.

En ældre dame hastede forbi Althea, for at nå hen til nogen hun kendte. Hendes hæle klikkede irriterende, og højlydt i gulvet. Snart lød hendes stemme også, for at få opmærksomheden fra sin bekendte. Althea stirrede efter hende med kølige, stikkende øjne. Med en kraftig indebrændt irritation ønskede hun kort at et usandsynligt tilfælde ville ske, såsom en drage der rev taget af bygningen og grillede alle de højrøvede gæster. Et hint af et smil viste sig på hendes læber, da der lige netop lød en stemme ved siden af hende, og hun var forstyrret i sin lille dagdrøm. Smilet forvandlede sig til en stram lige linje, inden hun gjorde et ryk med hovedet og sendte sit kølige blik imod manden ved sin side. "Ikke synderligt meget" lød hendes upassende og ikke mindst flabede svar. Uden meget elegance kastede hun resten af indholdet i sit glas ned igennem svælget.
Der slog det hende. Hvor attraktiv han var. Et kort øjeblik følte hun sig målløs, som hun stirrede ind i hans piercende øjne. Hun blinkede og genvandt hurtigt fatningen. Hendes manerer vendte tilbage til hende, og den kølige mine forsvandt, som hun viste sine tænder i et sukkersødt smil, og lod som om hendes upassende kommentar og opførsel slet ikke var hændt. "Hvad med dem, nyder de aftenen?" spurgte hun, og væmmedes et øjeblik ved sig selv. Hun havde beklædt sig med rigmands facaden. Hun opførte sig pænt. Men lige i dette tilfælde gik det hende mindre på end det plejede. Hun var mere tilbøjelig til at spille det komplicerede spil med denne herre. Han havde sikkert en lige så uinteressant personlighed som resten af mændende i lokalet, til gengæld så hans ydre meget mere interessant ud end nogen af dem. Hun havde absolut intet imod, at have noget pænt at kigge på.


//Aargh! Du må undskylde at jeg har været så langsom, og at mit svar nok ikke lige har den bedste kvalitet... Jeg er lige startet på ny uddannelse og har været/er simpelthen så bombet! Håber du alligevel kan bruge mit svar til noget. (: //

Han studerede skiftet hos hende. Først det trodige og ligegyldige, der tydeligt fortalte hvor meget hun kedede sig og måske ikke helt hørte til i de forfinede højder. Og snart forvandlingen, med et blændende smil og tiltale. Han elskede at tro det skyldtes hans udseende eller hans egne gode manerer. Alligevel var han mere interesseret i kvinden bag facaden og nåede for en sjælden gang i sit liv, at forbande hans eget udseende. Ikke siden han var en teenager havde han forbandet det. Dengang havde han endnu ikke forstået at udseende var hans eneste mulighed for at få mad og han derfor naturligt var født med et udseende der kunne lokke de fleste. Og hvis ikke hans eget udseende gjorde det, ville han havde evnen til at ændre det i beskuerens øjne.
Hans blik gled ned til det tomme glas og da en tjener gik forbi med med et fad af drinks, greb han elegant et nyt glas og tilbød hende det med et stort smil. Det tomme glas ville han selv tage imod, medmindre hun selv stillede det et sted, og række det til en anden tjener. Der var jo heldigvis nok af dem på en aften som denne.
"Hm. Festen er som de plejer. Grunden til at jeg nyder det, er fordi jeg netop er vendt hjem. Vil du gøre mig den ære at holde mig lidt med selskab?"
Han brugte bevist ordet 'du' og talte mere jovialt til hende, end til resten af festens gæster. Hun var interessant. Og slet ikke med et dårligt udseende selv.
"Jeg har som sagt ikke deltager i en fest her i byen i et års tid. Men tillad mig alligevel at spørge om du er ny hertil eller blot i dette selskab?" spurgte han med kontrolleret nysgerrighed.