First time were I´am truely free and on my own (Althea)

Tid: 22:30
sted: Parken
vejr: kølligt og månen viser sit ansigt.
Omgivelser: så vidt hun ved er der kun hende.


Natten var faldet på og det var mørkt den eneste lyd som kunne høres var vinden som fik de få blade som  var tilbage på træerne til hvisle eller falde af. Hazel opholdte sig i parken efter at hun havde sagt farvel til Seuzan og hans pirater, havde hun begivet sig på en rejse. Nu hvor hun var i Angerforge havde bestemt sig for at bruge parken som sit hjem.Hun savnede ham og følte sig underlig tom, han var den første person som havde snakket med hende og han havde åbent op for hende og vidst hende at hendes søster havde holdt hende i et jerngreb. Hun vidste også at hvis Lilliana nogensinde fik fat i hende, ville hun gøre alt for forhindre Hazel i at blive fri nu hvor hun var fri af sin søster havde hun bestemt at det var tid til se lidt mere på verden og dens finurligheder, hun havde det ikke nemt og de folk som kendte til hendes søster var bange for hende, hvilket hun ikke helt forstod fordi hendes søster var et menneske. Måske var det fordi hun havde så mange væsner til at arbejde for sig.  Sågar nogen som hun ikke kendte til, men hun kendte også kun til mennesker og shapeshifters og det ville sige at hun havde troet hun var den eneste, men hun havde lært bedre. Hazel havde været en af dem og det gjorde en smule ondt at vide at hendes eneste familie havde brugt hende pågrund af en evne hun ikke havde haft lyst til have. Den havde gjort hende let genkendlig pågrund af hendes hvide hår og den kolde nærmest hvide hud og der var altid en kølig aura omkring.Det hun var mest bange for var at miste kontrollen hvilket hun let gjorde ved den mindste følelsesmæssig ubalance, hun havde lært sig være rolig i de fleste situationer, men der kunne komme uventet ting og hun havde før mistet kontrollen.

Hun havde stadig den blå kjole på som hun havde lånt af Seuzan, men istedet for støvler bar hun nogle flade sko som gjorde det bedre for hende at gå. Det var blevet køllig, men kulden gernerede ikke hende på samme måde som andre og hun følte sig bedre tilpas nu hvor alt larmen var forsvundet og solen erstattet med månen. Hun betragtede den smilede det var ikke tit hun så meget til når hun var hjemme i Valley Of Thousand Winter´s. Hun lyttede svagt til sine omgivelser og der var med hendes øre stille og intet at frygte, men hun sov ikke. Hun turdte ikke og hun kunne ikke slappe af før hun vidste at hun var i sikkerhed, men hun vidste også lige meget hvor var hun var ville hendes søster lede efter hende. Det eneste sted hun kunne være fred var hvis hun tog et sted hen hvor ingen mennesker ville sætte sin ben, men hvem havde så  vundet? Det var ihvertfald ikke hende.

"Althea dear, where are you going?" hun stoppede i sin bevægelse, hendes handske beklædte hånd hvilede på dørhåndtaget. "Out" lød hendes kortfattede svar, inden hun drejede rundt på hælen og sendte sit blik imod sin far, der stod i døråbningen ind til hans kontor. "I am bored out of my mind" tilføjede hun lettere køligt. "Shouldn't you take someone with you?" Edward Abbotts stemme var som altid monotom og frarøvet følelser, men hans bekymring viste sig i de let sammenskudte, sorte øjenbryn. Når han sagde "nogen" betød det Nelson. Et kæmpe brød af en bloddæmon der agerede som hans højre hånd. "No, I will be fine on my own" sagde hun, inden hun vendte rundt igen, for at begive sig ud af døren, før hendes far kunne komme med indvendinger. Hun brød sig ikke om Nelson, og ville hellere end gerne undvære hans selskab. Han stirrede altid på hende, som var hun et måltid han ikke kunne vente med at fortære. Udover det kom der aldrig et intelligent ord ud af munden på ham. Hans eneste funktion var fysisk. Han skulle beskytte hendes far, og en sjælden gang imellem hende selv, når hun ikke kunne frasige sig hans selskab og beskyttelse.

Udenfor var der køligt. Men det behøvede dæmonen ikke at bekymre sig om. Den sorte kappe hun bar var tyk, og af god kvalitet. Kraven var lavet af hvid pels og gjorde sit til at holde hende varm, lige så vel som den udstrålede hendes rigdom - eller rettere hendes fars rigdom.
Hendes destination var uvist for hende. Alt hun vidste var, at hun ikke kunne holde ud at bruge et minut mere inde i det store hus. Hun ville ud hvor der skete noget, i stedet for at sidde og glo ud i luften på sit værelse.
Hun gik igennem parken. Hun boede ikke langt derfra, og hun regnede stærkt med, at der ikke ville være andre end hende på dette tidspunkt af døgnet. Bare for at kunne give sin far lidt ro i sjælen. Men hun tog fejl. Hun var ikke den eneste. Hun stoppede sin gang, for bedre at kunne betragte det andet individ. Kvinden havde ikke garderet sig særlig godt imod kulden. Alt hun bar var en blå kjole, der stod i en smuk kontrast til hendes unormalt blege hud, men hun lignede ikke en der frøs. Hendes hår var hvidt, og skinnede nærmest under månens skær. Hun lignede noget fra et eventyr, og det syntes åbenlyst at hun var et overnaturligt væsen. Altheas nysgerrighed var vagt. Hun tog et par skridt i kvindens retning, men sørgede for at holde afstand. Hun kunne vide sig sikker på, om den fremmede ville være fjendtlig eller ej. "Aren't you cold?" spurgte hun, med sit hoved lænet en anelse på skrå. Hendes spørgsmål gemte hverken på omsorg eller bekymring, men viste kun hendes nysgerrighed.

Hazel betragtede den tomme park og ænsede ikke at nogen var kommet, hun var lidt i sin egen verden hvilket ikke var smart når hun var på flugt. Hun kunne ikke lade være med at gispe forskrækket da den fremmede snakkede til hende. Hun bed sig i svagt læben hvordan skulle hun forklare det? Burde hun overhovedet fortælle en totalt fremmed om sine evner? Hvad nu hvis hun var som hendes søster og bare ville bruge hende til hendes egen vendnings skyld. Hun sad lidt og tænke det var tydeligt at hun var i en form for konflikt med sig selv om hvad hun skulle sige. Kom hun til at fryse forvandlede hun sig når hun var sikker på at der ingen var som kunne se hun gjorde det. Kulde påvirkede ikke hende på samme måde som med andre jo hun ville komme til at fryse, men det tog længere tid end normalt. Hun rømmede sig svagt og et svagt lidt hemlighedsfuldt smil spillede svagt på hendes læber " jeg fryser ikke som andre" sagde hun og havde valgt at det var bedst ikke at fortælle hende noget før hun vidste hvor hun stod med denne fremmede.Af en eller anden grund slog denne fremmede kvinde hende som ikke tilhøre racen menneske, hvorfor det var sådan kunne hun ikke svare på og det gjorde hende smule udtryk. Hun kendte ikke meget til racer andet end hendes egen, mennesker og elver, men hun havde heller brug for at vide det den gang hun var under sin søster beskyttelse.
Hun løftede svagt sin hånd for mærke om denne situation gjorde hende så nervøs at hun ikke ville kunne styrer sin evne, men heldigvis var der ingen rimfrost som indikerede at hun var ved at miste kontrollen og et lettet suk undslap hendes læber. Hun følte sig akavet hvordan skulle hun agere hun kom tanke om at hun ikke anede den fremmedes navn og at den fremmede ikke vidste hvad hun hed.

Måske var det bedre sådan hun kunne ikke vide om den fremmede kendte til hendes søster, så vidt hun vidste var der mange som kendte til hendes søster. Hun kunne ikke stole på folk og hun ville ikke sætte dem i unødvendig fare, men det var nu ikke fordi kvinden slog hende som en der ikke kunne forsvare sig selv. Hun måtte komme på noget sige, men det var så nyt for hende at snakke med andre end hende selv eller Seuzan og hans folk.Hun bed sig svagt i læben tydeligt nervøs " Hazel" sagde hun en smule tøvende " mit navn er Hazel" sagde hun, hun var sikker på at der var mange som hed Hazel og selv hvis den fremmede skulle kunne komme i kontrakt med hendes søster ville hun være over alle bjerge. inden de kunne få fat i hende.