Lonely wolf - Razor

Hun ville sværge på at hendes åndedrag gav ekko i skovens mørke skygger. Det var ikke ligefrem nemt at kæmpe sig videre, men hun prøvede. Hjertet bankede hårdere og hårdere imens hun kæmpede sig fremad. Der var længe siden hun havde mistet følelsen i sine ben takket være jægernes bedøvelse. Smagen af jord imod hendes læber imens hun trak sig over jorden, og latteren i baggrunden samt varmen fra faklerne. Hun havde været fanget ved dem alt for længe. Tatia havde slået til, da der var bedst mulighed for at undslippe - det var det - eller blive slået ihjel uden at forsøge. Og alle der kendte Tatia, vidste hun ikke ville gå under uden en kamp. Don't' give up.. don't give up.. keep fighting.. Fortalte hun sig selv i enormalle antal af gentagelser. Smerten var holdt op med at slå til, og lige nu gik hun af sig selv automatisk. Svimmelheden trak sig over hendes hoved, som et mørkt klæde der ønskede at fjerne luften fra hendes system.. Varmen fra faklerne kom nærmere, og hun at mærke den imod ryggen. Den næsten flåede top blottede ryggen - det var fra de gange de havde holdt hende i transformationen.. ikke givet hende lov til at stoppe den eller fuldføre den. De greb fast i hendes arme og rev hende op fra jorden. Et støn af udmattelse forlod hendes læber i et ekko hun ikke engang selv kunne følge med i. Hovedet kunne knap nok holde sig løftet, men hun gjorde alligevel alt for at holde hagen løftet. Stolt var hun, og hun havde ikke i sinde at lade dem tage hendes stolthed fra hende.
"Let's take the she-wolf with us back. She is more use to us alive then dead." Sagde en af jægerne, og de andre diskuterede kort. En af deres mænd var død og to var skadede - bare fordi Tatia var prøvet på at stikke af.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Hvor mange gange skulle man svor sig selv ikke at sætte sine fødder i denne skov? Åbenbart var mange gange ikke nok. Men denne gang havde han nærmest følt sig drevet hertil. Selvom han for ikke længe siden netop var sluppet væk fra en brutal tur i arenaen endnu gang. Det gjorde ondt i kroppen bare at tænke på det - men han var i live. Reign var i live. Hvorfor havde han så sådan en forfærdelig fornemmelse i maven. Glæden og lettelsen burde oversvømme hans sind, men det gjorde den ikke. En nærmest kvalm følelse strømmede gennem ham og gjorde det nærmest svært at fokusere. Kilden fandt han dog hurtigt ud af.
Han hvilede sin håndflade mod et træ et øjeblik og lagde an til egentlig at sætte sig ned. Måske var det en blanding af sult, udmattelse og - følelser. Glimtende lys slog ham på andre tanker og fik ham til at vågne op. Det var som at få en dør smækket i ansigtet. Om det var synet af fremme han med det samme mistænkte var folk fra arenaen - eller synet og duften af hvem de havde med. Det var Tatia - en sandhed der skar i brystet og fik hans hjerte til at springe et slag over. Han mærkede hvordan varmen steg ham til hovedet, fik blodet til at pumpe hurtigere. Vreden boblede. Fik hårene på hans arme til at rejste sig over en sitrende fornemmelse. Samtidig med en svag næsten lydløs knurren slap ud over hans læber. Det var et syn ingenting i Razor brød sig om og før man vidste af det var han i en fart på vej mod hvad allerede nu var stemplet som fjenden.

Der var ingen tvivl om at det var et bæst af en dæmon der kom springende og plantede en kniv midt i ansigtet på en af dem som havde et greb i Tatia. Han kom i en fart nok de færeste havde forventet og den knurren som før havde været næsten uhørlig var blevet bister og rasende. Gjorde dem omkring ham opmærksom på at han ikke var til at spøge med. Den manglende energi han havde for et øjeblik siden var vendt tilbage - givet ham det boost han havde brug for, hvert fald til en start at få dem til at slippe Tatia. Hvad de så end ville med hende, havde gjort mod hende. Hun skulle ikke være i hænderne på sådan en flok bæster. Det var slet ikke sådan han havde haft planer om at genforenes med hende efter så lang tid, men hvad kunne man forvente? De levede begge livet på kanten. Kniven havde efter mødet med den første pande plantet sig i panden på en af de andre - præcist efter et kast fra Razors hånd. Han selv måtte rulle rundt på jorden i et forsøg på at undvige en række slag fra en hvis kamp træning virkelig manglede en polering. Razor fejede benene væk under ham - men samtidig blev han revet fat i bag fra med en arm omkring hans hals.
Et vredt fnys forlod ham mens han forsøgte at komme fri. Han kunne ud af øjenkrogen finde Tatia i hænderne på dem som ikke var døde - eller lå og tumlede åndssvagt rundt på jorden efter tabet af sin balance.

" Let go! " Bed han vred i en knurren men vendte så bare ansigtet mod mandens over arm og plantede sine tænder så dybt som muligt han kunne ned gennem stoffet på trøjen og den sarte hud. Hans gift havde en effekt et øjeblik efter og fik manden til at miste sin balance - men tog Razor med i faldet og han måtte vikle sig ud af mandens nu slappe greb før han kunne komme på benene igen og fokusere på Tatia. Manden han før havde væltet var kommet på benene og kom løbene med noget der lignende en blanding af et sværd og en dolk - skarp så den ud men Razor undveg slag fra det skarpe blad. Han var lidt i tvivl om han egentlig tænkte eller hans krop endelig havde fundet tilbage til instinkt og reagerede som den normalt ville gøre. Smidigt og hurtigt men samtidig helt sikkert på fødderne. En hård sandhed slog ham dog da han mærkede en brændende smerte hen over sit ene lår som fik ham til at gå i knæ. Så han havde ikke kun haft et våben på sig. Flængen på hans ben slog om sig med blod men gjorde ham kun endnu mere vred. Han kunne sagtens klare det! Ingen tvivl, det var Tatia der stod på spil - ikke et tidspunkt at tvivl på sig selv.

Normalt ville hun reagere hurtigt. Normalt ville hun have perfekt balance og ikke ladet sig slå omkuld af overraskelse. Men hun havde ikke forventet at nogle ville springe ud af mørkets skygger for at hjælpe hende. Kniven blev plantet smukt i ansigtet på manden der havde sit greb om hende, og han slap. Men evnen til at holde sig på benene var ikke til stede, og hun væltede ned på siden. Dog anstrengte hun sig for at side op, blot for at se hvad der skete. Trætheden hang for hendes øjne, men hun havde ikke i sinde at lade den overtage hende. Dette burde være ingenting, men sandheden var - at det var alting. Det var værre end arenaen det de havde gjort. Normalt ville hun have hjulpet ham.. hjulpet Razor med at udslette disse magtsopsatte folk - men hun kunne ikke. Tatia var svag og ynkelig lige nu - og hun hadede det. Alt hun ønskede var at plante en kniv i hovederne på dem, men Razor gjorde det nu et fantastisk stykke arbejde med det.

Hun blev opmærksom da en havde fast omkring Razors hals, men hun kunne ikke gøre noget. Der var ingen kræft i hendes ben, og en af jægerne så sit snit til at gribe fat om hendes arm for at trække hende op. Alt i hende havde lyst til blot at angribe. Alt i hende væmmede sig ved, at hun ikke kunne. Det hurtige ryk i hende, fik hende til at svimle. Hun så slet ikke rigtig hvad der skete omkring hende, andet end sin lillebror i kamp. Tatia ønskede ikke, at han skulle komme til skade på grund af hende - men hun vidste også, at det var ikke ligefrem hende der bestemte det. Manden der holdt Tatia begyndte stille at gå, for hurtigt kunne han ikke smutte afsted med Tatia slæbende efter sig. Stemmen var for hæs til at tale, for hun havde ikke sagt et ord i snart et år - og den eneste lyd hun havde givet var skrig af smerte. Håbet forsvandt stille fra hende, og hun prøvede at se tilbage. Hun var nød til at gøre et eller andet. Et eller andet måtte hun kunne gøre. De røde øjne satte sig i spil. Ulven var mindst ligeså træt som mennesket, men alligevel ønskede den at hjælpe til. Den var bange, men frygt var ingenting når ens vært alligevel selv var på kanten til at lukke i. De dyriske instinkter for overlevelse, slog igennem udmattelsen og Tatia bed manden der holdt hende. Hun behøvede ikke sine ulvetænder for at bide - tvært imod var vreden nok til at hun hurtigt bed øret af ham. Han skreg og slap hende. Blodet sprøjtede ud til alle sider og beklædte Tatias ansigt med et nyt lag maling.
"You little bitch." Råbte han arrigt og tog sig til øret, som Tatia pænt spyttede ud på jorden foran sig. Hendes hænder sejlede i blodet, og den jernagtige smag dansede henover hendes tunge som hun slikkede sig om læberne. "Screw orders. I'm gonna kill you." Vrissede han og tog sin dolk - imens den anden hånd holdt blodet tilbage.

Tatia lå på ryggen, og trak sig tilbage fra ham. De blågrønne øjne søgte til alle sider efter en kniv. Et våben fra en af de andre måske. Den stædighed hun var født med var farlig voldsom.. ingen burde kunne holde sig igang endnu - hendes hjerte burde være stoppet af udmattelse for længe siden. Hvad der end fik hende til at blive ved, var noget større. Alt gjorde ondt og alligevel gjorde ingenting ondt. Tatia tvivlede på hendes hjerte overhovedet bankede længere, og det blot kørte på sit sidste slag. Som manden kastede sig over hende, havde hun hurtigt fået fat i en kniv fra en af de andre - og lyden af den der skar igennem kødet - var både fantastisk og skræmmende. Jægeren væltede ovenpå hende, og pustede luften ud af hendes system. Men han var død. Den summende tone i øret viste dog tegn på, at der langtfra var stille. Hun kunne ikke finde Razor, for manden ovenpå hende blokerede synet - og udmattelsen havde endelig fået trukket et sortklæde over hendes øjne.

Der var ikke tid til at tænke. Smerten fra hans ben måtte ignoreres og han måtte gøre det af med manden som gang på gang forsøgte at få ham i jorden. Lige meget hvor svært det så end kunne virke. Han bevægede sig hurtigt udenom bladet med den ene hånd placeret mod mandens skulder fik han svinget sig rundt og op omkring hans skuldre. Et vrid og en væmmelig lyd af brækket knogler, lod han manden falde død omkring under sig. Det var efterhånden gået op for Razor at det at slå ihjel ikke kun var sjov og ballade - at det til tider faktisk lige frem var nødvendigt. Dette var et af de tidspunkter - ligesom alle andre tidspunkter han var i selskab med Tatia, det var måske bare 'deres ting'

" Tatia.. " hviskede han hæst, da hans blik nåede frem til Tatia, eller det han kunne se af hende. Bekymringen om hun stadig var i live boblede frem i ham. Det lignede hende ikke at lade sig over mande - heller ikke på sit yderste så den måtte være helt gal denne gang. Et slag mod siden af hovedet slog ham til jorden, men heldigvis endte det ikke i et totalt blackout. Sorte prikker for øjnene meldte sig men han fandt hurtigt fokus og nåede lige at vende sig mod fjenden da et sværd blev svinget mod ham. Han rullede til siden på jorden men skubbede sig så op og sprang på manden. Det var som om tiden stod stille mens baggrunden skiftede fra jorden til trætoppe og den anden vej rundt. Var han virkelig ved at blive svag? eller var fjenden blevet stærkere. Han pressede sine hænder mod mandens hals i håb om at kunne skubbe ham på afstand og få muligheden for selv at levere slag. Men det var ikke tilfældet. Et smertefuldt støn forlod ham da der blev plantet en kniv i hans overarm. Han bed kort tænderne sammen og måtte slippe grebet en smule med den ene hånd. Det gjorde ondt, men samtidig var kniven hvad der blev hans redning og han hev den ud af sin arm for i en hurtig bevægelse at lade den rive struben op på manden. Han skubbede manden væk og smed kniven fra sig.

Det ringede for hans øre da han kom på benene og uden fuld balance løb hen til Tatia. Blodet dryppede fra hans ansigt og ikke engang helt selv klar over om det var hans eget eller andres. Sikkert en helt fin blanding af begge dele. Han hev mandens lig til side og væk fra Tatia i en stædig bevægelse. Det nev i hans arm hvor kniven havde siddet, men intet der havde betydning for den mission han havde i hovedet. Tatia skulle væk herfra. Her var ikke sikkert - han kunne ikke vide om der var flere. Hvor tæt på de var.
" Thank god you're alive.. " lød det fra ham og han dumpede ned på jorden, men kun for at trække Tatia ind i et kram. Om hun ville det eller ej. Det var sikkert i sidste ende en ting Razor selv havde brug for. Og egoismen kunne man på mange måder ikke helt trække fra ham, heller ikke selvom man prøvede.
Det var som om at kontakten med hendes krop bragte alting tilbage til Razor - hver eneste lille detalje. Tænk at han havde glemt hende. Det var længe siden de sidst havde ses - men det var først nu hvor meget han virkelig mærkede den længsel han havde efter hende. Hukommelsestab var en ting at skulle finde ud af. Men når minderne pludselig slog ham som kold vind i ansigtet og lod alting strømme rundt i hans krop. Det var slet ikke til at håndtere. Lige så hele hans krop begyndte at ryste og vejrtrækningen blev en del af et puslespil hvor brikkerne manglede.
Han slap hende dog ikke af den grund, ikke med det samme hvert fald - først da trangen til at se hendes ansigt endelig gik op for ham og han fik sig selv overtalt til at give slip - gav han slip. Han rettede blikket mod hendes ansigt og bed sig kort i læben.
" I'm sorry.. " Sagde han så bare kort i en rystende stemme der knækkede på halvvejen.

Følelsen af manden blev trukket væk fra hende, gav hende ny ilt til systemet. Thank god you're alive.. Razors stemme løb rundt i hendes hoved, og gav dybe ekko efter sig. Hun havde savnet den stemme. Savnet alt ved den, og bemærkede hvordan alt blev udtalt. Det lykkedes hende med hjælp fra Razor, der trak hende ind i hendes kendte Tatia-ritual. Manglen på fysisk kontakt og generelt blot positivt kontakt med nogle - den havde været savnet. Selv i udmattelsen, kunne hun ikke undgå at ønske den skulle var ved. Hun ønskede ikke at give slip. Tatia kunne slet ikke komme sig over den følelse der var tilbage, den fik det hele følelsesmæssigt tilbage i hendes krop. Alle de ting man glemte når det ikke kom til en. Tårerne løb ned af hendes kinder af glæde over at være fri, i tristhed over at have savnet så meget og i smerte over udmattelsen der hang over hende. Musklerne i Tatias krop ønskede at slappe af, men Tatia kunne ikke slappe af. Ikke før hun ikke var her mere, for hun vidste hun ikke var nået langt. Deres øjne mødtes. Tatia sank en klump. Der var noget der gik ham på, og hun kunne se det. Måske var hun blevet så van til de vrede, eller kolde ansigter - at hun så direkte igennem det der var anderledes? I'm sorry.. Tatia rystede på hovedet stille og roligt. Let rømmede hun sig, og lod læberne sprede sig for at ville sige noget. Men det var svært at få ordene ud, og hun anstrengte sig virkelig. Selv luften føltes som sandpapir imod hendes læber. Ordene føltes som klør der kradsede sig op langs hendes hals, og hele vejen ud på tungen.
"D... " Tatia rømmede sig igen, og hostede kort en anelse, hvorefter hun rystede en enkelt gang på hovedet. "Don't.. say.. " Stemmen var hæs, voldsom hæs - og det brændte blot at sige et ord.  " Sorry." Lykkedes det hende at sige forholdsvis hurtigt. Derefter tog hun sig let til halsen. Tatia prøvede virkelig. Hun prøvede at være stærk. Det var sommetider en umulig ting at være, og alligevel var hun nok, en af dem, som kunne vinde første pladsen for det.

Tatia lagde sin hånd mod Razors kind og gav ham et kort nik. Han skulle ikke undskylde for hende, han havde intet gjort galt? Det var ikke ligefrem fordi, at nogle vidste hun var der. Hun havde lavet så mange underlige ting efter hende og Wade gik fra hinanden.. eller efter hun havde sagt Wade at hun aldrig ville se ham igen. Måske nok de ord hun havde fortrudt mest, for hun ønskede at se Wade igen. Men somme tider sagde man mærkelige ting til dem man elskede allermest.
"Ple.. ase." Startede hun stille ud på den næste sætning. "L.. Let's ... g..et.. ooo..uut of here." Tilføjede hun stille. Om hun så skulle kravle. Razor var også skadet, men de havde ingen steder at gå hen. Medmindre de kunne komme til Blake. Men Tatia anede slet ikke hvor i Ashen Wood hun befandt sig lige nu. Det virkede håbløst. Flere dages hvilen kunne klart anbefales hende. Lige nu følte hun sig tom. Hun havde en bange ulv.. og ingen kontakt med sin evne. Den var som trukket ud af hende, og generelt havde hun mistet alle de ting der gjorde hende til den hun var - udover sin stædighed. Tatia greb hans hånd og gav den et lille klem. De havde brug for at komme væk herfra. Og det kunne kun gå for langsomt. Men hun kunne ikke klare den uden ham. Ikke særlig længe i hvert fald.

Han rystede så bare kort lidt på hovedet og bed sig kort i læben. Der var uendelige af ting han kunne undskylde for. Hele den tilstand Tatia var i - af en eller anden grund kunne Razor ikke lade være med at føle en hvis skyld over det. Også selvom han selv havde haft hele verden til at falde sammen omkring sig i mellem tiden. Men man kunne ikke undskylde for ikke at være der for dem man holdt af, og Tatia var en af dem. Han havde været alt for opslugt i sit eget kaotiske liv.
Han sendte hende et lille smil - endnu en ting der var nærmest umulig at fjerne fra Razor. Han ville altid have et smil med sig. Selv når tingene var virkelig forfærdelige. Men Tatia havde ret, de skulle væk derfra og det med det samme. Han rykkede kort på sig men lod så bare Tatias arm komme omkring hans nakke og skulre for at trække hende med op at stå. Han kunne godt gå, en humpende gang men det gik. Tatia var den vidst straks værre. Skader kunne man holde men energi var svært at samle hvis man allerede havde brugt sine nøddepoter.

Problemet var mere, at han ingen anelse havde om hvor de skulle bevæge sig hen. Hans sanser var over det hele og ingen steder på en gang. Søgte lyde eller lugte og håbede på at de ikke ville støde på anden form for fare end den de havde været udsat for. Samtidig forsøgte han at opsnuse et eller andet der gav mening i forhold til et sted at tage hen. Røg fra en pejs, duften af mad - måske endda bare støv fra en grotte. Han lod blikket strejfe rundt på omgivelserne med et håbefuldt udtryk.
Egentlig havde han opfanget noget, men det var først da en pil kom flyvende at han reagerede og trak hurtigt Tatia med ned i en sikker højde. Hvert fald en sikker højde for de første 3 pile der blev affyret mod dem. Den næste var noget tættere på og han kunne ligefrem mærke vinden fra den ved de øverste totter af hans hår. Fodtrin kom nærmere og som fjerde pil meldte sig slap han Tatia og var hurtigt oppe for at gribe fat om pilen. Han sprang frem og væltede kvinden med buen omkuld og placerede spidsen af pilen mod hendes hals mens en knurren slap ud over hans læber. Hun var tydeligt slet ikke en trussel når det kom til hendes fysisk og frygten i hendes ansigt afslørede også at hun fortrød at have skudt efter dem til at begynde med.
" I'll spare you if you let us stay whereever you live - and not tell anyone we're here.. " hvæste han så bare med blikket mod kvindens.
Hendes stemme rystede de første par ord hun forsøgte at få frem, så meget at man ikke forstod hvad hun sagde. Hun endte i stedet bare med at synke en klump før et lille nik nåede frem.
" Give me your word.. " knurrede Razor så bare endnu engang og trykkede pilens spids mod kvindens hals, kun lige så der gik hul.
" I.. I give you my word! " hviskede hun i en anstrengt og halv ynkelig stemme.

Razor så overvejende på hende et øjeblik men fjernede så bare pilen og til sidst sig selv fra kvinden. " You seriously need to work on your aim.. " Sagde han så bare lidt og trådte et par skridt tilbage mod Tatia - dog stadig med sin fulde opmærksomhed mod kvinden. Hvis hun skulle finde på noget. Heldigvis virkede hun skræmt nok til egentlig bare hurtigt at tage stilling til retningen de skulle i også lade et ventende blik falder på de to blodige individer foran sig.
" I live not far from here.. " fik hun alligevel sagt og gjorde en gestus med hånden som et tegn til at de skulle følge med. Hvilket Razor gjorde, så snart han havde fået fat op Tatia igen. Hans egne skader tyngede ham kun ved den mængde blod han efterhånden havde mistet og gjorde ham en smule ør i hovedet. Måske også lidt efter det slag han havde fået på siden af hovedet. Men fokus måtte han holde, så det var hvad han gjorde.

De skulle afsted nu, og det var nok det lykkeligste øjeblik i langtid. Hun havde i det mindste styrken i overkroppen tilbage, men hun lod Razor bestemme. Trods alt var det ham der kunne styre retningen nu. Hun var selv alt for træt, og ærligtalt var det mærkeligt for hende at placere den tjans i en andens hænder. Normalt var det hende der viste vej - hende der sørgede for de kom i sikkerhed. Lige nu var rollerne byttet om, og i Tatias tilstand måtte hun leve med det. Tingene var allerede ude af kontrol, det kunne ikke gå værre. Hun var så tæt på kanten til at møde døden, at hun næsten kunne mærke ham trække hende derover - men der var en masse der holdt hende kørende. En masse ting hun ikke kunne sætte sine tanker fast på. Tatia registrerede ingenting. Ikke pilene der svævede forbi dem. Ikke hvordan Razor slæbte hende afsted. Sanserne var lukket i for idag, og det var ikke før at Razor slap hende - at hun bare vågnede lidt op. Måske var det da hovedet ramte jorden? Egentlig mærkede hun ikke noget til det - det var mere det flimrede billed, og de høje lyde som vækkede hendes opmærksomhed. Dog gjorde slaget, at hun blev fanget i den dyriske side af hendes hjerne - og de røde øjne startede med at gløde. Ulve øjnene gjorde hun kunne se i mørket, og generelt se på en anden måde end et menneske kunne - og det ville have hjulpet hvis hun havde overskudet til at bruge det. Det måtte have set død sygt ud. Hun lå og stirrede ud i luften, som var hun blevet aflivet - men det krævede at hun var stille for at fokusere på, hvad der forgik med Razor. Tatia blinkede en enkelt gang og de røde øjne forsvandt. Hun valgte at spare på sin stemme, der var ingen grund til at overanstrenge den. Desuden lød det til at Razor havde kontrollen.


Tatia lovede sig selv ikke at blive for van til dette her. De sorte prikker på øjene der skiftes til at være der, dække helt til og så være helt klare - det var ikke noget hun ønskede skulle forsætte. Hun mærkede Razor der prøvede at få hende på benene igen, og hun gjorde sit for at hjælpe til - men ikke at benene ville sammenarbejde. Det føltes slet ikke som om, at hun havde nogle ben. Sidst de havde været i virkelig voldsomme problemer havde hun kunne bære dem igennem skoven.. med et skud i benet og imens hun var voldsom skadet. Det kunne hun ikke nu, hun var magtesløs. De var egentlig et besynderligt makkerpar. Ufattelig stædige.. uheldige.. stærkere end de troede.. Generelt et godt team, når verden testede dem så mange gange som den gjorde. Egentlig lod hun sig blot følge med. Det slørrede blik kunne ikke sætte ansigt på kvinden, og lugtesansen var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Hvor de blev ført hun var hun ligeglad med, så længe det var væk fra den lejr.

Som de kom nærmere kom der pludselig en mand løbende ud af en okay stor hytte, for at se det syn an der blottede sig for hans øjne. Heldigvis var det ikke ligefrem fordi, at han var spektisk over sin kone havde slæbt to der havde brug for hjælp med sig. Måske var det mere fordi, at hun virkede bange? Men hendes nik, gjorde at han inviterede de to kampfærdige væsner indenfor i sit hjem. Han hjalp Razor ved at løfte Tatia op i sine arme, så han ikke skulle slæbe på den ekstra vægt. De kom indenfor i varmen, og han lagde Tatia ind på et gæsteværelse.
"Don't worry. I am a healer. I will take care of your both.. but you should sit down.. I will take a look at your wounds too." Sagde han og sendte Razor et nik.
"Mary, please go find Melissa. We might need her powers." Tilføjede han derefter til sin kone, og lagde en hånd over Razors værste rift. Som han lukkede øjnene og holdt fokus - lukkede såret sig omkring skaden, som om den aldrig havde været til stede. Det var en af skaderne. Derefter tog han en klud frem i køkkenskuffen.
"Hold it on the other wound.. I have to use some energy.. If I shall save her too." Pointerede han og gik ind på værelset - hvor Tatia var to sekunder fra at lukke øjnene helt i. Han lagde en hånd over hendes pande, og lukkede øjnene. Og hun gispede et par gange - som han brugte sine healende evner for at redde hende. Fremmede mennesker kunne være venlige.

Døren gik op og Mary kom med Melissa - deres datter ind af døren.
"Dad.. what is doing on?" Spurgte hun skeptisk og så på Razor. Spærrede øjnene op til synet af blodet.
"Melissa dear, I need you to heal the last wound. Please." Sagde han og Melissa nikkede. Præcis som sin far før havde gjort, lagde hun hånden henover det sidste sår, og fokuserede alt sin energi på at heale såret.
"Your friend should be fine.. let her sleep.. you can sit with her.. and maybe get some sleep too.. " Forslog manden og sendte Razor et venligt smil.

Så længe han fokuserede fuldstændig på hvor han satte sine fødder - så var det nemmere end man troede at balancere afsted med Tatia over den ujævne skov bund. Heldigvis var der ikke langt. Inden man vidste af det nåede duften fra flere personer hans næse og et øjeblik efter dukkede de op for at hjælpe. Det var alligevel rart at manden tog Tatia - det gjorde det nemmere selv at finde med ind i hytten. Også selvom han ærlig talt havde lidt svært ved bare at lade ham tage hende. Han stolede ikke på dem - heller ikke selvom de egentlig virkede flinke og hjælpsomme. Men man tvivlede vel altid lidt på folk når man havde været igennem hvad man havde.
Hans blik fulgte Tatia hele vejen indtil hun forsvandt ind i et andet rum. Han dumpede så bare selv ned på en stol og forsøgte at fokusere på folk omkring sig. Men de ringende toner i hans hoved gjorde det svært. Især når de pludselig var så meget i sikkerhed som de sikkert kunne være herude mellem træerne. Han bed sig kort i læben og et afslappet suk forlod ham - helt ubevidst da skadet ved hans lår blev lukket. Det var sådanne tidspunkter hvor de virkelig gik op for en hvad man holdt ud med. Han tog imod kluden og pressede den mod sin arm. Hans blik lå placeret mod sine fødder med et blik der gav udtryk for et hav af tanker der strømmede gennem hans hoved. Men det var egentlig slet ikke tilfældet - det var som om der var helt tomt. Kun lydende var noget han fokuserede på. Selv da datteren kom og hjalp ham af med den sidste slemme skade, kunne han kun lige skæve mod hende med et kort taknemmelig blik.

Han var dog hurtigt tilbage til virkeligheden da der var mulighed for at være ved Tatia. Så det var hvad han gjorde.
" Thank you.." fik han kort sagt. Ord der sjældent blev givet til fremmede af Razor. Men det skete da. Det var trods alt det mindste han kunne sige. Flere ord kunne komme senere, han orkede ikke at forklare noget som helst før han var sikker på at Tatia var okay - at hun ville blive helt okay. Han slog sig ned ved siden af sengen og knyttede kort lidt sine hænder, mest fordi han et øjeblik ikke helt vidste hvor han skulle gøre af dem. Han lod sit blik hvile mod hendes ansigt og blev siddende længe bare med blikket på hende. Hun var i live - i sikkerhed. Tvivlen omkring menneskerne her var der stadig, men den var svundet ind til et punkt hvor han nok godt turde lade sig selv døse hen i en søvn. Dog uden at falde i en dyb søvn hvor sanserne ikke var opmærksomme på tingene omkring dem. Med Tatias ene hånd i sin faldt han i søvn - lænet mod sengen og med hovedet placeret mod det bløde underlag. Han havde ikke tænkt sig at forlade hans side, ikke før hun vågnede og gav udtryk for stadig at være der på trods af en kvæstet og drænet krop.

Den plan holdt dog ikke helt - for duften af mad nåede hans næse og fik ham til at skæve mod døren da en ung mand stak hovedet ind.
" If you want to, you can go take a bath - and then join us for supper.. Or bring some with you back here - Thats okay too. " Sagde han med et kort smil om læben. " She can have some too when she wakes up.. " Han nikkede kort mod Tatia, men talte ellers i en lav stemme. Bare for at være sikker på ikke at vække hende før hun selv havde brug for at vågne.
Razors blik røg kort over Tatia. Hun så fredelig nok ud. Nok til at han måske godt kunne forlade hende et øjeblik. Men kun fordi mad var nødvendigt hvis han senere hen skulle være den der trak læsset og sørgede for at der ikke skete dem noget. Han kunne ikke vide hvor frisk Tatia ville være når hun vågnede - og selv trusler ville ikke kunne holde dem i denne hytte for evigt. Han nussede kort hendes hånd lidt, men rejste sig så og trådte ud fra det lille værelse og med manden ud til hvor resten af familien var samlet omkring et langt træbord.
" The bathroom is just down the hall - towels and clothes right by the door. "
Razor nikkede kort og smuttede afsted mod badeværelset. Størknet blod kunne være fascinerende at rende rundt med, men det kløede også og gav tøjet en stiv eksistens der ærlig talt blev sværere og svære at bevæge sig rundt i. Han skævede lige en sidste gang tilbage mod hvor Tatia var, men skyndte sig så ellers bare i bad. Det var rart - dulmede de skader der ikke var værd at bruge healing på at fjerne.
Tøjet var en smule for stort - men det var efterhånden standard Razor påklædning. Bukser der aldrig helt passede og trøjer han kunne drukne i - medmindre selvfølgelig han stødte på folk i hjem hvor der var sønner på hans egen størrelse. Det skete dog alt for sjældent. Han trådte ud fra badeværelset og tilbage til køkkenet som var et rum der var slået sammen med spisestue.
" I'll just... Take the food with me.. " Sagde han så lidt med et kort lille smil. Der blev nikket og gengældt et smil før der blev øst op på en tallerken som han kunne tage med sig. Razor sørgede dog lige selv for at snuppe en.. måske nogle stykker skiver brød med sig. Han stillede sin tallerken på det lille bord og satte sig på stolen ved siden af sengen, da han igen var i værelset. Der gik ikke længere før han gav sig til at spise af den ene skive brød, pillede det i små stykker og spiste det.

Naturligvis var hun skeptisk overfor fremmede mennesker. Enten hjalp de ellers ville hun dø om lidt. Om de gjorde det eller de lod hende falde stille ud - ville ikke gøre en forskel. Med hænderne mod hende kunne hun mærke skaderne trække sig sammen. Et lille gisp forlod hendes læber. Det var den samme følelse hun fik når hun havde brugt Rakshas blod. Så snart kroppen ikke følte sig så stresset, så lukkede hun blot øjnene i. Faldt i søvn. Hele kroppen havde brug for det, hver eneste muskel faldt hel hen. Aldrig havde hun sovet så tungt før. Sanserne orkede ikke at holde hende på vagt, og generelt orkede hun intet. Tatia hørte intet. Registrerede intet. Ikke engang Razor kom hen og faldt i søvn ved hende. Dog var hun i en afslappet tilstand, og hendes ansigt så noget så fredelig ud. Hvis man så bort fra blodet der ligeså stille havde brundet sig sammen med hendes hud, så kunne hun ligne en ganske uskyldig pige. Dog var det alligevel som om at hun kunne mærke en ekstra tryghed ved sig - måske hun alligevel var klar over Razor var der?

Godt nok var hun udmattet, men det var ikke ligefrem fordi, at hendes krop længere prøvede at heale sine egne skader. Faktisk havde manden i huset klaret hendes skader rigtig godt. Og Tatias krop var van til at arbejde når den havde fået et shot healing. Så energi var hun ligeglad med. Tatia var van til at skaffe energi fra hemmelige kilder i sit system, hun aldrig rigtig vidste hvor kom fra. Hvilket nok forklarede at lyden nogle i nærheden og færten af Razor ramte hendes sanser - fik hende til at åbne øjnene let. Let løftede hun sig op på den ene albue og så på Razor ganske stille.
"Mind sharing a bite?" Spurgte hun stille. Ret hæs stadigvæk, men hun lignede i det midnste ikke en der var ved at dø. Øjnene blinkede et par gange og hun gned søvnen let ud. Tatia satte sig op og vippede hovedet en smule på skrå.
"Are you okay?" Spurgte hun og sank en klump. Hun havde i det mindste overskud til at snakke, at det ikke lød så godt, var en anden ting. Måske et varmt bad ville hjælpe. Følelsen i hendes ben var tilbage, mere eller mindre. Hun kunne i hvertfald styre bevægelserne nu. "That were way to close to the finish line." Tilføjede hun og kløede sig let i nakken. Ikke at hun ønskede at tale om, hvad der egentlig var sket. Måske senere. Lige nu skulle hun finde ud af hvor hun var.

Tatia fik svunget benene udover sengekanten. Det gav en dejlig varm følelse at lade tåspidserne ramme de bløde gulvtæppe. Følelsen af at kunne mærke sine fødder plante sig på gulvet. Følelsen af musklerne der sammen arbejede om at hun kom op og stå. Lidt svimmel på benene, men hun kunne da mærke dem. Og så længe hun kunne mærke dem, var der ikke ligefrem noget der kunne stoppe hende.
"I.. I'm glad you are here." Sagde hun så og lagde sin hånd imod hans kind og rodede ham lidt i håret. De andre i køkkenet havde sikkert hørt hun var oppe, og en af dem stak hovedet ud.
"Godmorning, would you like something? Shower? Food? Both." Spurgte manden og sendte Tatia et smil. Og hun nikkede let.
"A shower could be nice." Svarede hun og sendte Razor et smil inden hun blev vist hen til badeværelset. Det varme vand der åbnede sig op og vaskede blodet væk.Det var fantastisk. Det føltes som et vandfald der rensede alt uroen ud af hendes system lige kort - men også åbnede døren til hendes dystre tanker på klem. For minderne. De ting hun havde gennemgået, de hang over hende. Tanken om dem fik hendes hjerte til at springe over i panik, men hun klarede sig igennem bølgen af negativ energi. Det var forskelligt hvordan folk håndterede sådan en stressfaktor, men hun begyndte stille at forstå, hvorfor Wade havde holdt sig lidt for sig selv. Det var meget at tage, og de havde begge to haft en del smerte.. og Tatia var måske bare mere typen som behøvede folk omkring sig og alligevel ikke. Og Wade havde haft brug for tid til at heale, og det havde hun ikke givet ham. Så selvisk nok havde hun sagt hun ikke ønskede at se ham igen. For hun havde jo ikke ment det.. han var hendes hjem, og siden den dag havde hun været hjemløs. Og hun turde ikke opsøge ham. Han var sikkert kommet videre. Havde det bedre uden hende. Let tog hun en dyb inånding og prøvede at puste alt tristheden ud af sit system - men ikke at det hjalp. Der var for mange ting, alt for mange ting der strømmede igennem hendes hoved. Så snart badet var færdig tog hun et kig på sig selv. Skaderne var ikke væk. De var blevet til ar, men de var ikke væk alle sammen. Men det var også okay, det var bedre at huske på, at man havde overlevet - end at ligne en der aldrig havde været i kamp.

Det tøj der lå til hende, bestod af et par jeans og en langærmet trøje. Det var dejligt med noget varme til kroppen. I hvert fald lige til at starte på. Så gik hun tilbage imod værelset, og kiggede kort på familien. De virkede til at have det godt sammen. Noget stabilt. Ingen ulykke. Det kunne ligne hendes familie, hvis hendes forældre ikke havde mødt døden alt for tideligt. Tatia sank en klump og modtog en tallerken med lidt forskelligt på. Ikke at hun var sulten.. når man ikke havde spist ordenligt længe, vendede systemet sig til ikke at spise - men hun kunne jo prøve, bare lidt af gangen. Tatia satte sig tilbage på værelset i sengen med benene overkors så tallerkenen kunne så på anklerne.
"Soo. what have you been up to?" Spurgte hun Razor stille. Varmen fra badet havde varmet stemmen bare lidt op, nu lød den da lidt som sig selv igen.

Hans blik var placeret mod Tatia hele tiden - men det var først da hun faktisk sagde noget at det gik op for ham at hun var vågnet. Han havde mere eller mindre bare siddet i sine egne tanker og stoppet stumper af brød i munden. Det var slet ikke hvad hans tur til Ashen Wood var ment til at blive. Men han måtte indrømme at det måske endda var endt bedre. En tur i sine egne tanker - spekulationer over alt der var sket. Det lød pludselig alt for deprimerende til faktisk at ville have været noget Razor ville bruge sin tid på. Skæbnen havde trukket ham til Tatia i stedet, den eneste person han vidste han kunne regne hundrede procent med. Selvom de ikke altid var sammen, så var hun på en eller anden måde altid med ham.
" Sure! Ofcourse - whatever you want.. " Fik han så hurtigt sagt med et lille smil om læberne. Han kunne dog ikke helt lade være med at fjerne blikket fra hende.
" You scared me to death Tatia.. Please don't do that again - I know it's probably impossible to promise, but.. Trying might be possible.. " Sagde han så bare hurtigt med et lille grin, et grin der falmede til at smil og kort efter falmede selv smilet. Sikkert fordi det var et så simpelt spørgsmål, men alligevel så kompliceret at det gjorde helt ondt.
" I'm fine.. " Sagde han så bare kort og sendte hende et smil, et smil der nok ikke var overbevisende - men overbevisende nok til at det nok skulle gå. Der var vel i princippet aldrig nogle af dem der var helt okay. Så længe det bare var okay, så var det til at have med at gøre.

Han fulgte hende lidt med blikket, men lod hende selvfølgelig gøre hvad hun ville. Det var ikke fordi han ville tvinge hende til at blive liggende. Det var nok et af de steder hvor de lignede hinanden meget. Det at sidde eller ligge stille selvom man burde - det var svært. Razor hadede selv at være bundet til afslapning når hans krop fortalte ham at han egentlig godt kunne bevæge sig. Hvorfor så tvinge andre i den situation. Et lille smil fandt vejen tilbage over hans læber da hun smuttede ud. Det føltes godt at være i selskab med hende igen. De havde ikke set hinanden for evigt og sådan burde det ikke være.
Han koncentrerede sig lidt mere om sin mad mens Tatia var væk. Hun var okay. Det var som om noget tungt var blevet løftet af hans skuldre og et greb omkring hans hals var blevet løsnet og han kunne igen trække vejret helt ned i lungerne. Han vippede kort lidt med sin ene fod men lænede sig så bare tilbage på stolen da han ikke rigtig følte for mere af den mad han havde fået på tallerkenen - brødet var mere interessant. Sikkert fordi det var en så simpel ting der mindede ham om Reign. Også selvom fyren ikke engang arbejde i en bager længere.

Han rettede blikket mod Tatia da hun vendte tilbage på værelset - i en tilstand der kun gjorde en mere rolig omkring det faktum at hun nok skulle blive okay. Razor havde set hende før i aktion, døden nær - men aldrig så meget ude af stand til at bevæge sig. Så denne gang havde det virkelig sat sig i ham - bekymringen omkring om hun ville klare den. Men man kunne sige disse folk var sendt fra engle. Nogle gange forstod Razor ikke helt alt det held der blev kastet efter ham. Ikke taget i betragtning af hvor meget skidt han gjorde. Fortjente han det virkelig? - Pfft dem der gav ham held måtte stoppe når de ikke gad mere. Ikke en tanke man skulle overveje mere end en enkelt gang.
" Well.. You know, the usual. " Sagde han kort lidt før han rynkede næsen en smule. Det var måske et lidt for simpelt svar til spørgsmålet. " Getting in trouble. Loosing everything, getting my shit together only for the sake of fucking everything up in the end. Pretty much just surviving and trying to keep life and emotions seperate - 'cause as far as I know they don't work well together.. Not at all. " Sagde han så bare og rystede lidt på hovedet.
" And I have come to notice that the thing about love - not really that great after all.. " Sagde han så bare kort med et skævt smil. Ordene kom nok mest uden tanke, men det var i princippet hvordan han havde det. Lige siden følelser var blevet en del af hans liv - så var det hele blevet noget rod.
" I've missed you.. Even though - shit happened and I kinda forgot about everything. But then I ate mushrooms for the first time - and suddenly all my life came back like a door slamed in my face. And here you are. What happened? " Han rettede blikket mod Tatias ansigt før han så lige stoppede en et lille stykke brød i munden.

You scared me to death Tatia.. Hun kunne ikke undgå at grine en smule ved den kommentar. Hun havde skærmt sig selv til døde, hun havde generelt glemt hvordan det var at være glad.
"I shall try my best.. I almost scared myself to death too." Svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Hvordan ordene: I'm fine.. Kunne lyde så falsk og alligevel så rigtige på sammetid. For hun vidste et sted i sit hjerte at de begge to langtfra var okay. Der var sket for mange ting til de kunne være det, og hvis de ikke havde været okay før de mødtes - var de slet ikke nu. Dog var hun på sin vis også okay, for hun havde Razor i sit liv, og han var i god behold - så på den måde var hun okay. Det var kompliceret, men det havde det nu altid været.


At sidde i dette rum, alle rum, hvor der faktisk var ro. De havde evigheder af ting der skulle tales om, og alligevel ikke meget fra Tatias side. En del af hende ønskede at lette hjertet og den anden del ønskede ikke at bekymre ham med det. Derfor smed hun det over på ham, at få ham til at snakke om andet end hende. Det ville være bedste for dem lige nu.. eller det tænkte hun. Og heldigvis begyndte han at fortælle. Loosing everything, getting my shit together only for the sake of fucking everything up in the end. Underligt nok lød det til de havde været igennem det samme - bare på forskellige måder. Sjovt, hvordan deres liv hang sammen selv når de ikke så hinanden. Og hun var enig langt hen af vejen. Udover følelser. Følelser var hvad der holdt hende igang.. And I have come to notice that the thing about love - not really that great after all.. Hun var ret tydelig uenig med den sætning. Kærlighed var kompliceret, og det gjorde ondt. Men stadigvæk var hun uenig.

Ord der fik hende til at se anderledes ud var, I've missed you.. - og hurtigt skiftede det glade udtryk til et mere overrasket et ved ordene; Then I ate mushrooms for the first time . Tatia kunne ikke følge med i hvad der ikke var sket i Razors liv. Der var sket så mange ting, specielt imens hun havde været så længe væk. What happened? Tatia havde været forbedret i sit hoved på de ord. Men hun frøs ved det spørgsmål. Minderne ramte hendes hjerne, og fik nerverne til at gøre ondt. En lille tårer trillede endda ned af hendes øjenkrog.
"Nothing big happened.. just same old.. little bit torture.. I escaped.. there was drama.. you found me." Svarede hun og sank en klump. Hjertet sprang en takt over, for det var en løgn. Ikke at hun ligefrem ønskede at komme med den.. det skete blot.
"Or maybe.." Tatia sank en klump og kløede sig let i nakken.. "Or maybe it was a big deal.. I mean.. what is the worst kind of torture you can put a shapeshifter through?" Spurgte hun uden egentlig at ønske han svarede. "To force you to change.. but not let you change.. your bones and skin on fire.. multiple times of the day.. and you can't do anything.. you are trapped in our own body.. and it burns so bad.. and you can't breath.." Tilføjede hun og så ud i luften.. Tårerne trillerede lydløst henover hendes kinder imens hun sank en klump.
"I'm sorry... I know.. I should be strong.. " Lige nu var de personer hun ønskede at se Razor og Wade. Let kørte hun frusteret hånden igennem håret.
"But emotions.. doesn't make you weak in life Razor.. If I didn't feel anything.. I would never have been here right now.. Love.. happiness.. hatred.. Disgust.. Everything is to make you feel.. and there is nothing like a little pain to remind you, that you are alive.. And if it hurts.. to love somebody.. to be angry.. or miss someone.. you should stay with them.."  Tilføjede hun og vippede hovedet lidt på skrå. Et råd hun måske selv skulle tage i hænderne.

Det var ikke engang fordi han forventede noget egentlig svar fra Tatia. Bare det egentlig at sige det højt gjorde ham opmærksom på hvor dumt det hele var. Hvor meget rod der egentlig havde været i hans liv på alt for kort. Ikke så mærkeligt han til tider følte sig som en skræmt lille mus i en fælde han var ude af stand til at slippe ud af. Døden bankede på døren hvert øjeblik. I Razors tilfælde, virkeligheden.
Han lyttede til hvad Tatia sagde og lod blikket hvile mod hende. Men slog så kort blikket ned mod sine hænder før han rystede lidt på hovedet. Det stak i brystet da tårene i hendes øjne kom til syne. Dog vendte Razors blik alligevel tilbage på hende.
" You don't have to be strong all the time.. Its not fair if everyone else gets to feel stuff but you're just left behind with this - stupid mask of total control. Breaking apart on the inside is way worse.. " Sagde han så bare og rystede kort lidt på hovedet. Razor vidste godt hvor meget Tatia kunne gå rundt med uden at vise det mindste - og han tvivlede ikke på at der i sidste ende kunne være meget mere end det. Razors egen forvirring over følelser gjorde det i det mindste muligt for ham at være i tvivl et stykke tid - holde det på et minimum for en stund. Men det var anderledes med Tatia. Han rykkede sig hen ved siden af hende og hvilede kort sin hage mod hendes skulder - kun for at fange hende i sine arme.

" Tatia ritual - You haven't forgotton how that works have you? " Spurgte han så bare lidt med et lille smil om læberne. Ingen tvivl om at det var en af de rareste ting man kunne være en del af. Et kram. Selv hvis man var vred - hysterisk, ked af det eller glad. Alle følelser fandt sig til rette i et kram. I mange tilfælde knækkede det følelsen midt over og lod den sive ud i tåre - andre gange lagde det en dæmper på det og gjorde at tilstedeværelsen var til at holde ud. Lige meget hvad så var det ikke en dårlig ting. Så meget vidste Razor hvert fald.

" I think I just kinda miss easy - if you know what I mean.. When I didn't care what so ever. When feelings was just a word and not something that could break you with a blink of an eye. Or - I don't know. Words from a freaking human. I don't like when people have to power over whats going on inside me and it seems like that the only thing they're doing.. " Sagde han så bare lidt. Fysiske skader kunne man håndtere - men selskabet med Reign, alt gjorde ondt uden egentlig at være en skade. Som om det bare rev og ruskede i hans indre organer. Det samme når han tænkte på hvad han skulle gøre næste gang han stødte på Sean. En mand der ellers intet føleles mæssig bånd havde været til - det var pludselig kompliceret. Det at sidde her med Tatia, hun var i stykker og der var intet han kunne gøre for at lappe hende sammen. Det gjorde ondt. Det havde været nemmere da han var ligeglad. Hvorfor kunne han ikke bare være lige glad. Han kunne ikke give Panthea skylden - hun havde kun vist ham sin frygt - gjort ham opmærksom på den. Det var hans egen skyld at den havde slået ham i ansigtet som en kold vind. Det var for sent at ændre på nu. Han var alligevel ikke sikker på han faktisk ville ændre på det - selv hvis muligheden bød sig. Han elskede jo alle idioterne på trods af det hele.

You don't have to be strong all the time.. Its not fair if everyone else gets to feel stuff but you're just left behind with this - stupid mask of total control. Breaking apart on the inside is way worse.. Det var sandt. Hun behøvede ikke at være stærk hele tiden, men hun følte alligevel hun var nød til det.
"If I'm not.. I will start crying .. and I'm afraid that I might not be able to stop again." Svarede hun imens hun prøvede at holde sin stemme fra at knække over. Tatia hadede ikke at kunne finde rundt i sig selv. Hun hadede at føle sig så forvirret og ødelagt. Hun ønskede ikke at være så ked af det, men hun var det. Tatia sank en klump imens Razor rykkede sig hen ved siden af hende. Og snart var hun fanget i hans favn. Tatia ritual - You haven't forgotton how that works have you? Med de ord knækkede hun sammen, og svang sine arme omkring Razor. Tatia knugede sig ind til ham, imens hun lod tårerne strømme ud - for det havde hun ærligtalt brug for. Hun havde behov for at bryde sammen. Spørgsmålet var nærmere om hun kunne samles igen? Var det overhovedet muligt at blive glad igen? Verden føltes til kun at ville placere mere vægt på hendes smalle skuldre, og i sidste ende var hun vel blevet i tvivl - i tvivl om hun kunne holde til den i længden. Det var for let at bryde sammen lige pludselig. Det gjorde kram. Enten var de mega positive ellers så hang de på denne følelse - som gjorde man turde græde ud. Det snurrede i maven med denne blandede fornemmelse og hjertet gjorde ondt. Det gjorde voldsomt ondt inden i - som om flere knive blev stukket igennem hende. Tatia kunne ikke forklare den overvælmende følelse, men den var stærk - den var forfærdelig. Måske hun skulle lære at svømme i stedet for at blive ved med at drukne. Men hun havde ventet længe på at give slip. Ventet alt for længe på at åbne op og faktisk bare græde.

I think I just kinda miss easy. Hun nikkede.. for hun forstod hvad han mente. Ikke at tingene nogensinde havde været lette for hende. Men hun huskede stadigvæk dagene før hun var tvunget til at vokse op. Det ord Razor sagde, smed hende tilbage til dengang hun havde set dem i arenaen torturere og næsten dræbe Wade foran hende. Hun kunne knap nok trække vejret. Hun følte ikke fysisk den smerte der ramte Wade, men det gav samme sæt i hende.
"Stop it!" Skreg hun nærmest. Hendes stemme var skinger og hæs, men man var ikke i tvivl om, hvad hun råbte. Vreden. Frustrationen. Frygten.  Det var som om at de rev hjertet ud af hendes bryst da hun så ham sådan. Lettere faldet sammen.  Tømt for kræfter. Hendes vejrtrækning var alt for hurtigt og hun kunne minde om en som mere eller mindre ville få et panikanfald. Hun brød næsten sammen da hun fik øjenkontakt med ham. Hun kendte det blik.  Det troede hun for engangsskyld ikke på. Hun  skreg op da stødet endnu engang ramte ham. Han så til sidst så død ud, at hun næsten fald sammen foran tremmerne.  Hendes hjerte gjorde ondt.
Mindet fik hende til at lukke øjnene i og synke en klump.
"I know it hurts.. I really know.. and  you know what? When you're drowning, you don't actually inhale until right before you black out. It's like no matter how much you're freaking out, the instinct to not let any water in is so strong that you won't open your mouth until you feel like your head's exploding. But then when you finally do let it in, that's when it stops hurting. It's not scary anymore. It's - it's actually kind of peaceful." Svarede hun ham og tørrede sine øjne. Måske ventede de begge på at det skulle stoppe med at gøre ondt, de ventede begge to på, at tingene ville holde en pause med at være onde. Tatia sank en klump.
"Not just trying to say.. it will be okay when you don't think to much about it. After the scary part is over.. it will be okay again.. " Tilføjede hun med et skævt smil. Og lige i det øjeblik, ønskede hun at hun kunne løbe hen til Wade igen. Men det kunne hun ikke.


"Well enough of my depressing feelings.. I heard you found some family? Blake spoiled it for me." Bød hun ind med et nysgerrigt smil, som stille tittede frem bagved tårerne. Tatia ønskede ikke det hele skulle være trist, hun ville også gerne have noget godt at se frem til. Bare en smule.

Razor holdt hende tæt indtil sig. Ikke det mindste i ham så meget som overvejede at give slip. Det var tydeligt at det var noget Tatia havde brug for. Om hun græd eller ej gjorde sådan set ikke så meget. Begge dele ville være fuld ud acceptabelt, også selvom det at græde ikke var det værste man kunne gøre. Han nussede hende på ryggen i det ellers tætte kram. Han ville ønske han kunne sige alle de rigtige ting - gøre alle de rigtige ting. Men det var umuligt - selv hvis han kunne magi, så var der intet der i sidste ende kunne fikse hvad Tatia havde været igennem fuldstændig. Han selv af alle burde vide det.
" But here's no water - you have the freedom to breathe and no one will ever take that away unless you let them. Even though it dosen't feel like it, you're in control. " Sagde han så lidt og lod blikket flakke hen mod hendes ansigt.
" Even those who try to control you, they can't - no one is stronger at controlling you than you.. At least that thought got me through mind control. Tatia you're the strongest person I know. If I can do it, you can do it. " Sagde han så lidt og bed sig kort lidt i læben. " Maybe just leave the scary part out of it - Pain is just an illusion right? If you treat it well, it'll do well.. Maybe even be enjoyable - makes you actually feel alive, unbreakable - cause you were in control of your reaction.. " Han så et øjeblik lidt tænkende ud, mest fordi det pludselig gik op for ham hvad det egentlig var han sagde. Og nogle brikker faldt på plads i hovedet på ham selv. Utroligt nok, det hjælp altid at snakke med Tatia - det var som om han tænkte klart i selskab med hende. At den tåge der lå omkring hans sanser forsvandt og gjorde ham bevidst om sin egen eksistens.

Han blev stille et øjeblik da Tatia spurgte indtil familie. " Oh.. Yea.. Shoot.. He told you? Damn.. " Sagde han så lidt og rynkede panden en smule, dog kun for at lade et smil brede sig over hans læber. Han trak kort lidt på den ene skulder. Det var en underlig del af hans liv - for han huskede det klart men følte ikke at han helt selv havde været der, sikkert fordi det var der hans hukommelsestab virkelig havde slået igennem - det var trods alt dem der havde været de første han havde set før det gik op for ham at alting var vendt op og ned.
" It's crazy.. I should probably visit. " Sagde han så lidt og gloede et øjeblik ud i luften. Det var en ting Razor slet ikke vidste hvordan han skulle håndtere. Familie, det var så fjern en ting at når det pludselig var lige for næsen af ham så kunne han ikke helt forstå det. Tanken om det havde ikke strejfet ham ofte, heller ikke selvom han omgås folk med familier. Reign med sin intakte forholdsvis normale menneske familie. Sean med sine sønner og deres messed up forhold. Tatia med sin pack - som godt nok ikke altid havde været intakt. Men det var jo de personer han så som sin familie i sidste ende - dem der gjorde hans dagligdag værd at tænke tilbage på.
" I can't quite figure out how to feel about it, how to.. " Han rynkede kort næsen lidt, men rodede sig så bare lidt i det mørke hår. " You know? I don't know.. They're nice - real nice, I don't know why.. I was a total knobhead.. " Sagde han så bare lidt før han rystede en smule på hovedet. Det kunne være smart hvis man lige kunne gøre det hele om. De havde mødt en helt anden Razor end den han var i dag - utroligt så meget man kunne ændre sig - men det var sket. Forhåbentlig mente folk ikke at han var blevet værre end han var. Måske bare - en smule mere rodet.

Hun havde været så ensom det sidste stykke tid, at hun havde været nød til at forstille sig folk. Det havde været Wade hun havde forstillet sig, men det var meget bedre at have levende folk omkring sig - folk der kunne kramme hende, nusse hendes ryg og bare være der for hende. Lige nu var den person Razor, det var Razor som havde fundet hende - Razor som havde bragt hende i sikkerhed. you have the freedom to breathe and no one will ever take that away unless you let them. Even though it dosen't feel like it, you're in control. De blågrønne øjne mødte Razors. Let sank hun en klump. Hun havde ikke lyst til at bruge energien på at skubbe smerten væk, det krævede for meget af hende end det gjorde i starten. Som om, at hendes krop var blevet træt af alt det kæmpen - og hjernen ikke længere kunne følge med hende. Cause you were in control of your reaction. Et skævt smil sneg sig op på hendes læber.
"When did you ever get this smart?" Spurgte hun ham en smule drillende.

Det var måske medvilje at hun skubbede samtalen over på ham. Men hun var også nysgerrig. Voldsomt nysgerrig faktisk. Blake havde altid passet på hende, og faktisk vide at Razor var en del af den familie - så var det jo næsten som om hende og ham var skabt til at løbe ind i hinanden. Oh.. Yea.. Shoot.. He told you? Damn.. Let trak hun på den ene skulder.
"Well.. he is my big brother.. he tells me everything.. almost.. everything." Svarede hun og sendte Razor et skævt smil. Ikke fordi at hun forventede at det var en tur i paradis. It's crazy.. I should probably visit. Tatia vippede hovedet en smule på skrå imens hun så ham an. Det var svært at håndtere alt muligt, specielt familie. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hvis det havde været hende - nemt nok at sige når man ikke havde mere familie der var i live. Selvom hun ville ønske der var, så virkede det unaturligt og ekstremt urealistisk at der skulle være noget tilbage. Hun havde ikke sin flok mere. Hun havde Blakes flok, men hun følte sig heller ikke hjemem der. Hun manglede Wade. Wade var hendes hjem.

I can't quite figure out how to feel about it, how to.. Tatias blik fløj tilbage på Razor ved de ord. Han virkede mere forvirret end nogensinde, men hun vidste heller ikke hvad han var gået igennem på det år. De havde forandret sig meget, tiden stod langtfra stille for andre når man selv var hængt op. You know? Tatia nikkede til ham.
"I understand. Trust me.. I understand," svarede hun ham og lagde sin hånd over hans. Tatia vippede hovedet let mod den anden side.
"You are allowed to be confused. I know Blake.. he doesn't expect anything from you. And it's okay if you don't want to live there.. he is not hunting me down for not living there.. He will understand, " tilføjede hun med et af sine kendetegnlige skæve smil.

En lyd ude fra køkkenet, da en af dem der ude tabte et glas fik hende til at fryse fast. Nærmere i chok. Lyden af det knuste glas ringede for hendes øre, som traumerne bankede på døren og greb fat i hendes nerver. Øjnene spærrede sig kort op i rædsel. I det øjeblik glemte hun helt at trække vejret, hun lignede nærmere noget der var lavet af sten. Det tog hende tid før hun fik rusket liv i sig selv. Let rystede hun på hovedet, og opdagede hun havde været lidt væk.
"I'm okay.. that was nothing.." Svarede hun, let kløede hun sig i nakken. Alvoren satte ind i hendes hjerne. Måske var de stadigvæk ude efter hende.. de var ikke ligefrem nogle der gav op på deres mål. Et år med folk - man lærte dem at kende på uhyggelige måder. Naturligvis var Tatia ikke typen der ville smide Razor i fare. Så hun planlagde allerede lidt at stikke af så han ikke ville ende i problemer.

" Adr I know.. What is wrong with me.. " Sagde han bare kort med et lille grin og rynkede næsen i en rysten på hovedet. " But you gotta admit - smart Razor makes sense from time to time. " Sagde han så bare kort efter med endnu et lille grin. Han bed sig kort lidt i læben - det kunne nogen gange faktisk virke helt skræmmende, så meget han gav mening i selskab med Tatia - det var som om at hendes nærvær gav alle svarende på alle de spørgsmål han stillede sig selv til dagligt - og hun behøvede knap kigge på ham før de røg ud mellem hans læber som et vandfald af ord. Til tider måske forvirrende ord, men det var ord og satte man dem i den rigtige rækkefølge - tja, så gav de faktisk helt god mening.

" If you see him.. Or Audrey - Tell them I said Hi. " Sagde han så hurtigt og nikkede lidt nogle gange. Han ville gerne familie - men forvirringen omkring det gjorde det nærmest så umuligt for ham at han mere eller mindre bare skubbede det til siden. Så kunne han altid tale sig fra dårlig samvittighed hvis han en eller anden dag faktisk stødte på dem. Det var jo ikke fordi han kendte dem som mange andre kendte deres familier - og Tatia havde sikkert ret, det var jo ikke fordi de forlangte at han blev boede der. Eller for den sags skyld kom rendende hele tiden. Måske var det også bare bekræftelsen i at man havde nogle der ude som faktisk var en del af en og ikke bare sådan lige havde planer om at tabe en på jorden hvis man en dag stod og havde brug for deres hjælp, det var trods alt det indtryk han havde opsnuset sig til at have fået. Heldigvis forstod Tatia - selvfølgelig gjorde hun det, der var meget få punkter hvor de ikke forstod hinanden. Punkter der vidst bare ikke helt var blevet rørt ved endnu.
" Family is just a complicated thing when you never really had one - and all of the sudden they're everywhere.. " Sagde han så lidt og bed sig lidt i inderlæben. Tatias pludselig reaktion på noget udenfor døren gav Razor et chok - ikke mere end et kort sæt i kroppen, men alligevel nok til at han vendte opmærksomheden mod døren. Der var ingenting, simpelt kun familien i huset der faktisk bevægede sig rundt, talte og åbenbart fandt det sjovt at smadre sine ting - okay måske var det ikke med vilje, men stadig.

Han lod blikket fange Tatia igen, et øjeblik en smule bekymret. Han skulle lige til at spørge indtil det, men droppede det da hun selv kom med noget der sagtens kunne bruges som svar. Dog fangede noget hans opmærksomhed og hans udtryk ændrede sig til noget meget mere instinktivt og lod blikket være rettet ud i luften et øjeblik.
" We gotta leave.. now! " Sagde han så hurtigt og kom på benene. " Window.. " Sagde han hurtigt og gjorde en bevægelse med hånden til Tatia om at tjekke om man kunne komme ud der, mens han selv bevægede sig hen til døren og skævede ud efter at have åbnet den på glem. Sandt nok - han kunne høre stemmer ved hoveddøren. Selvfølgelig kunne det være hvem som helst, men den følelse der spandt gennem hans krop var ikke et tegn på noget godt og det lugtede alt for meget af selv samme type jæger som han koldblodigt havde slagtet for ikke så længe siden.
Det skulle dog pludselig gå noget hurtigere da de ikke længere bare var udenfor huset men deres fodtrin kunne høres inden døre. " We really gotta go.. " Sagde han lavt og lod døren lukke stille før han rettede sin opmærksomhed mod Tatia.
" Silently.. " Tilføjede han så et par sekunder efter og nikkede mod vinduet. Det lod til at være den bedste mulighed, medmindre de ville skabe kaos i det hus de så fint var blevet hjulpet i. Desuden ville det også bare være dumt at finde en anden vej hvis der var en mulighed her. Gå direkte i hænderne på fjenden.

"Nothing is wrong with you Razor, you are just you." Svarede hun med sendte ham et opmuntrende smil. But you gotta admit - smart Razor makes sense from time to time. Et lille grin forlod let hendes læber, lidt ude af træning, men det var der.
"He makes sense.. he sure does." Pointerede hun varmt.  Tatia nikkede til hans næste sætning, hun ville helse Audrey eller Blake - eller dem begge når hun engang så dem. Det måtte også være forvirrende, at have ingenting, også have alting. Lige der forstod hun godt Razor. Det var en forvirrende ting. Alt for underligt, for man vidste ikke hvad man skulle gøre af den her nye følelse. Den skulle placeres et sted, og man var egentlig bange for at sætte den for højt , men også bange for at sætte den for lavt.
"I understand." Svarede hun igen.

Pludselig skiftede hele situationen for dem, som nogle havde trykket på en kontakt. Razors hurtige reaktion forskrækkede hende kort. We gotta leave.. now! Hurtigt sprang hun en anelse sløvt op, og sank en klump. Window.. Tatias instinkter slog til og hun løb hen til vinduet for at se om der var noget. Intet.. hun kunne ikke se nogle, og sanserne var stadigvæk slørret. Frygten satte ind, hvor den måske ikke var så fremtrædende før i tiden. Mavefornemmelsen ved Tatia havde altid ret. Tatias øjne vendte sig imod Razors, og hun sank en klump. Hun havde bragt ham i fare. Hjertet satte sig i halsen på hende, og hun følte tiden var ved at løbe ud. Razors reaktion gjorde hende bekymret, virkelig. We really gotta go.. Hun så ganske fortvivlet på ham, en måde hun aldrig havde kigget på ham før. Specielt ikke når de stod så tæt på en kamp, normalt var hun viljestærk og overmodig - men lige nu var hun faktisk blot bange og udmattet - træt af at kæmpe hele tiden.
"What.. is going on.. is it..?" Panikken skød frem i hendes øjne. Silently.. Alligevel nikkede hun til Razor, mon hun alligevel ville finde kampgejsten - det var spørgsmålet.

Tatia åbnede med sine rystende hænder stille vinduet. Men blev stoppet af et pludselig jag igennem hendes system. Det føltes som kæmpe bølge af smerte der ramte hendes krop, hun for sammen. Følelsen af kroppen der begyndte at skifte form ukontrolleret. Det var tydeligt i hver eneste del af hendes krop - måden knoglerne bøjede sig og prøvede at tilpasse sig ulven. Skriget forlod hendes læber, og det nok til at afslørre dem. Hun kunne ikke kontrollere det.
"There she is." Udbrød en med en glad undertone. Menneskerne i huset havde ikke ligefrem troet, det var de onde de havde hjulpet, og så snart de prøvede at gøre noget - lød der et bang. En efter en, var de faldet døde til jorden. Ikke at Tatia bemærkede det, og ikke fordi der var besynderligt mange jægere her. Det var dumt at alle tog med, der skulle være nogle tilbage.
"Leave.." Hviskede hun imellem sine skrig.. Stemmen var svag og det tog meget af hende faktisk at sige noget. "Razor.. run." Bad hun til, at han ville gøre.
"No.. stay. We can use him." Sagde en anden af jægerne.

Vreden skød op i Tatia. Den kogede over, og det havde den ventet på længe. Noget der kunne antænde den ild hun havde haft inden i. Stille, ganske stille imens de trådte nærmere.. fik hun genvundet lidt af sin kontrol. Ikke det hele. Men hun kom på benene. Knoglerne bevægede sig unaturligt rundt, og det var ikke ligefrem elegant - tvært imod var det nærmere uhyggeligt. Alligevel bevægede hun sig frem ad, så ondt som det gjorde - bevægede hun sig frem ad. Og da hun kunne greb hun fat om halsen på en af dem - der klemte hun til. Neglene borede sig ind under huden, til hun fik et fast greb og rev struben ud. Alt imens hun så ham koldt i øjnene. Dog faldt de begge to om i det sekund, begge lagde på gulvet. Den eneste forskel var manden var død - og Tatia lå blot der og lignede en fisk der var strandet på land. Kroppen dirrede unaturligt, som var den i chok.
"Someone just kill her already. I can't stand looking at it." Mumlede en og trak en kniv for at gå imod dem. Tatia kunne smage jern, fra blod der stille sivede udover hendes læber. Hun hørte alt.. så alt.. følte alt. Smerten der kriblede i hende, som blev hendes organer angrebet af utallige knive der stak igennem hende.  Hun var okay - så okay som hun kunne være - men hendes vejrtrækning lød ikke ligefrem rask. Snarre som om hun var ved at blive kvalt i sit eget blod. Dog virkede det ikke til at de sidste to jægere havde i sinde at lade Razor hjælpe Tatia - ikke uden kamp, eller før den ene af dem kunne få dræbt hende først.

Han koncentrerede sig langt mere om at finde en vej ud end Tatias egentlige spørgsmål. Der var ikke tid til at forklare for den i forvejen lille mængde tid de havde tilbage var ved at løbe ud. Og inden de fik set sig om var den det også. Razors hjerte stoppede et øjeblik og hans ansigt blev lige den tand mere bleg end han i forvejen var - da synet af Tatia der gik i stykker var for øjnene af ham. Han havde set lidt af hvert gennem tiden - selv det at se Tatia transformere indtil den ulv hendes shapeshifter dyr var. Men det havde ikke været et syn der havde givet udtryk for hvad hendes krop bød hende nu - slet ikke. Sådan som knoglerne i hendes krop agerede. Det fik hans mave til at vende og vride sig i noget der kunne være en kvalmende fornemmelse. Han ville gerne løbe - men samtidig var der ingen chance for at han ville forlade Tatia. Han var desuden et øjeblik som frosset til jorden. En følelse han ikke havde stiftet bekendtskab med før. Det gjorde ondt.

Dog blev han slået ud af sin trance da stemmen fra en af jægerne. Tatia kom ham i forkøbet med at spilde første dråbe blod mellem dem ved at flå struben itu på den ene jæger. Det tog dog ikke Razor mange sekunder at følge trop. Tanken om at de fik fingrende i Tatia igen var mere end motivation til ikke at tænke bare at gøre. Ingen skulle røre hende - selvom jægeren var død var han stadig i kontakt med Tatia og bare sådan en ting fik blodet til at pumpe og vække den for længst sovende dæmon i ham. De var endelig i sikkerhed også bliver den smule tryghed taget fra dem - et split sekund, mere tog det ikke før det hele var væk igen.
" No!" Razor slap en knurrende lyd og rettede et dyrisk men drabeligt blik mod manden med kniven. Dog var der stadig to andre som ikke havde planer om at lade Razor stå i vejen for at gøre det af med Tatia. De greb fat i ham og den ene med et vrid der sendte Razor tilbage i væggen bag ham. Den anden mand blev dog revet med i faldet og Razor havde forholdsvis hurtigt sine ben omkring nakken på ham - kun for at rive begge øjne ud af hans kranie i en hurtig men stærk bevægelse. Normalt kunne han slås med et smil om læben - men lige nu, der var ingen morskab at finde i hans udtryk. Han havde heldigvis energien tilbage - ikke engang skader der kunne stå i vejen for hvad han var i stand til.

" How dare you touch her! " Hvæste han så bare og sprang væk fra manden hvis øjne han netop havde bestjålet ham. I stedet sendte han - ham med kniven et par skridt tilbage ved at springe på ham. Kun et øjeblik holdt han balancen indtil Razor lænede sig en smule frem og fik manden til at miste balancen under sig. Garvet kæmper var han nu alligevel og han fik slået Razors slag væk i første omgang indtil de byttede plads og Razor pludselig var nederst. Han rykkede hurtigt sit hoved fra et slag som slog gulvbrædderne en smule i stykker hvor næven havde ramt. Panikken sloges med hans fornuft og instinkter - han kunne høre Tatia og for at være ærlig var det ikke ligefrem lyde der var specielt beroligende. Han rystede kort et de sorte prikker for øjnene væk efter et slag fra manden på siden af hovedet. Det var eskaleret alt for hurtigt. Han kunne ikke være flere steder på en gang og denne mand havde mere styrke end man skulle tro. Han holdt sit knæ presset mod Razors brystkasse - gjorde det nærmest umuligt for ham at trække vejret.
" Get her! " Råbte manden der ihærdigt forsøgte at holde Razor nede.
Han skimtede den sidste mand i lokalet ud af øjenkrogen - tydeligvis havde han kurs mod Tatia. Mens Razors panik løb afsted i alle retninger fik han et kort øjebliks fokus og bremsede kniven manden over ham havde i at skære sig ned gennem hans skulder - han vred i stedet mandens hånd om til det sagde en fæl lyd af en brækket knogle. Hvorefter han snuppede kniven. Den nåede kun at være i hans varetægt et par sekunder før den var kastet og borede sig ind i baglåret på den anden mand.

Ingen. Ingen skulle angribe hendes familie.. Ingen skulle angribe Wade. Ingen. Alle der gjorde det og troede hun ville lade dem, ville lide et voldsomt nederlag. Der skulle mere end mest til at stoppe hende, det vidste alle som havde set hende i kamp. Folk undervurderede hende ofte, men ingen gjorde det igen. Ingen gjorde det igen, for ofte levede de ikke til at nå at  gøre op for deres fejl. Hvilket forklarede hendes sanser, kroppen og hjernen - alt arbejede sammen for at sørge for at hjælpe Razor. Alt hendes fokus var på Razor, lige meget hvor dårligt hun havde det. Hun skubbede følelsen af at hendes organer skubbede sig rundt i systemet til side. Hun skubbede følelsen af knoglerne der var ved at finde på plads, men fandt sig tilpas i smerten. Fandt et smuthul der lod hende trække vejret. Panikken der spredte sig i kroppen, og hun måte bruge meget energi på ikke at give efter den. Den mentale styrke, den fysiske styrke. Alt var under arbejde. Arbejde.. arbejde. Hun kunne knap nok registrere sine omgivelser, og hun hadede det. Inderst inde hadede hun at føle sig så magtesløs.. så nytteløs. Være den som skulle have hjælp, hvad blev der af den Tatia der kunne klare hver eneste storm der passerede hende? Lyden af Razors knurren fik trukket hende bare en smule imod virkeligheden. Væk fra bevidstheden om, at hun skulle igennem det her. Det var den farlige del ved bevidstheden.. når den var opmærksom.. så var det svært at have succes altid. Razors stemme blev ved med at skære igennem hende, som var det den ting der holdt hende fra at falde helt ind i mørket.

Lyden. Razor ramte gjorden. Det lykkedes Tatia at dreje blikket imod scenen. Hun ønskede at sige noget. Hun ønskede at gøre noget, men der var intet hun kunne gøre - intet. Det var svært at kæmpe imod den utilregnlige vejrtrækning. Den gispen efter luft, som hun ellers troede der intet problem var med. Synet gjorde hende voldsom utilpas, bekymret.. vred.. mange følelser spillede sig op i den næsten livløse krop. Alligevel var det nok til ubevidstheden fik kontrollen, gik hendes vejrtrækning nogenlunde under kontrol. For hun tænkte ikke lige nu. Der var ingen ideer eller planer der susede henover hendes hoved - kun handling.

Tatias bevidsthed kom dog stille ind, og ønskede kontrollen ret hurtig. Lyden af en brækket knogle fik hende Tatias tilstand til at reagere på voldsomme måder. Det på den ene måde gav hendes hjerte sådan et stort spring, at hun gav et spjæt. Derefter lå hun helt stille i lidt tid, før hun i et hurtigt gisp satte sig op. Hjertet sprang næsten ud af brystet på hende så hårdt slog det, og vejrtrækningen var langtfra bedre - bare hurtigere. Inden manden foran hende nåede at rører hende for han sammen, da Razor kastede en kniv som ramte ham i baglåret. Tatias instinkter trådte til, og løftede sit ben op for at placere et spark - ganske velplaceret imellem benene på ham - så han faldt ned til sine knæ. Med en knyttet næve fik hun brugt sin vrede fornuftigt, placeret den på hans kæbe så der lød en voldom lyd igennem hele rummet. Tatia pustede voldsomt ud, lettet, og hun greb om baghovedet på ham for at trække kniven i låret ud. Kniven lå perfekt i hendes hånd, og skreg hun skulle bruge den. Den var indbydende, specielt som billederne af hvad de havde gjort imod hende fløj igennem hendes hoved. Det gjorde hende vred.. frustreret.. og ikke mindst ked af det. Det havde gjort hendes mareridt til virkelighed, og nu var det på tide at ende de mareridt. Tatia stak kniven igennem siden af hans hoved, og lod ham derefter falde til jorden. De blågrønne øjne stirrede på liget, på blodet der flød ud fra siden. Tatia pustede anstrengende ud og lukkede øjnene.

Derefter vendte hun hurtigt opmærksomheden tilbage på Razor, hun sendte ham et kort nik og et skævt smil. De var okay. De var begge to okay.. i live. Det gjorde hun gav sig lov til at puste lettet ud.
"First step.. we made it." Svarede hun og trak kniven ud af mandens hoved. Ganske erfaren tørrede hun blodet af i mandens tøj, og rejste sig dernæst op. "Ready to get the fuck away from here?" Spurgte hun Razor imens hun kørte skulderene tilbage - blot for lige at sætte de sidste led på plads efter den tur hendes krop havde haft.

Det havde ikke ligefrem været noget nyt, at Tatia kunne sætte sine behov til side for at overleve. Tvært imod - det var nok hendes største talent. Om det var et man skulle være stolt af i sidste ende var uvidst, i hvert fald ville Tatia i de hårde tider ikke bytte det for noget andet. Hvis hun ikke havde været så stærk som hun var, ville hun næppe have været til stede igennem mange af de ting hun havde oplevet. Og man sagde altid det var mørkest før solen stod op, snart ville der forhåbentlig komme noget godt - hvis hun overlevede så længe - selvfølgelig overlevede hun. Hun var beskrivelsen af ordet overlevelse. Tatia satte sine ben i bevægelse henover ligende der lå på jorden, og ud til køkkenet. Det knuste hendes hjerte at se den hjælpsomme familie ligge der i deres eget blod. Død fordi de ønskede at hjælpe. Tatia sank en klump og slog blikket væk. Fortiden skulle næppe banke på nu. Ingen minder eller tanker - ikke nu.. slet ikke nu. Tatia gik imod udgangen. Fødderne var næsten dækket i blod, man kunne næsten ikke undgå at betræde den klamme tykke væske. Følelsen af frisk luft ramte hendes næse, og hun tog den friske luft ind i sit system. Smagte på luften. Det var ikke ovre.

Det virkede for ledt.
"We better start running." Sagde hun henkastet til Razor og greb hans hånd. Hun handlede ikke på sin krop der skreg hun skulle tage det med ro, det havde hun virkelig ikke tid til. Så snart hun havde fanget Razors hånd satte hun i løb ind imod træerne. Hvor de løb hen ad, anede hun ikke. Men alligevel havde hendes hoved planlagt en rute - sommetider vidste hun ikke hvordan hun skulle overleve uden sin ubevidsthed. Lyden af folk der løb efter dem var ikke ligefrem utydelig, og pilene fløj efter dem. En ramte hende i skulderen - men hun reagerede ikke. Følesansen var slukket. Hun reagerede ikke på smerten.. smerten ville gøre hende svag, og det havde hun ikke behov for lige nu.

Jægerens brækkede arm gjorde det muligt for Razor at skubbe ham af sig, da trukket mod hans brystkasse forsvandt en smule under mandens smertefulde lyde. Han glippede kort med øjnene for at vinde sin fulde bevidsthed tilbage. Ingen luft i lungerne slog hurtigt ens fokus i en anden verden. Han rykkede sig hurtigt fra en næve der kom mod ham men greb så fat om mandens arm og sendte ham med hovedet mod nærmeste væg. Kun for få sekunder efter at følge trop og vride nakken omkring på ham. Han vendte rundt og rettede blikket mod Tatia for at sikre sig at hun var okay - det var hun. Hvilket fik en lettet følelse til at skyde gennem hans krop. Den mængde af følelse der nåede igennem ens krop på så kort tid var nærmest utroligt. At kroppen overhovedet var i stand til det. Vrede, smerte, tristhed, angst - lettelse. Han tog kort en dyb indånding før han bare selv nikkede en smule. Det var ikke tid til at lade følelserne overtage hans krop og styre ham. Hans instinkter var dem der havde den opgave - de styrede ham gennem situationer som dette - det var hvad der holdt ham i live, havde holdt ham i live indtil den dag i dag. Så snart andre ting blandede sig blev øjeblikket farligt.

Tanken om, at hvis han havde været alene i dette ville han helt sikkert have gjort det hele med et smil om læben. Den tilfredsstillelse han havde ved at tage et liv meldte sig på en helt anden måde når det var for sjov end når alvoren og risikoen for at miste en man havde kær var lige for næsen af en. Tatia havde slet ikke rigtig set den side af Razor - måske det første minut deres første tur i arenaen - men der havde foregået så meget så det var vel nærmest umuligt at ligge mærke til blikket i øjnene på folk der ikke skreg af frygt. Han var stadig i tvivl om om denne side af sig selv var noget der var værd at dyrke - at frygten var værd at dyrke. Om den nogensinde ville kunne vendes til styrke frem for svaghed. Synet af Tatia i live var dog belønning nok for det. Så længe hun var i live var mange andre ting lige gyldige.
Uden et ord trådte han med hende ud fra værelset og gennem huset. Familien der havde hjulpet dem, hvis blod lå i ufattelige mængder over alt på gulvet. Det var et trist syn - men så på den anden side var det vel risikoen man løb ved at hjælpe folk - om man så var truet til det eller ej. Han bed sig kort lidt i læben men rettede så bare blikket lidt mod Tatia.
" It's weird how people around us keep dying.. I mean, is it even possible for us to be around other people together without anyone dying? " Spurgte han så bare - oprigtigt undrende, men i sidste ende også en smule ironisk. For det var vel i sidste ende hvad det var, ironisk.

" Don't be such a puppy! We're not those to run away. " Sagde han så bare drillende, men var hurtigt på farten sammen med hende. De var i sidste ende stærkest når de kæmpede side om side. Men det at løbe for at komme problemerne i forkøbet var måske heller ikke den dummeste idé. Han skævede kort tilbage før han rettede blikket mod Tatia. Der gik ikke længe før faren igen var over dem og der alligevel skulle tages alvorligt fat i det med at løbe. Det lød som om der var en del.
Pilen der havde placeret sig i Tatias skulder kom kort lidt bag på Razor, især fordi hun ikke reagerede. Det var måske bare en mekanisme hun havde. Ikke at han så det som noget sært - han havde selv en tendens til at ignorere den smerte der skød gennem ens krop når skaderne blev påført, eller fortrænge den når det var vedvarende. Alligevel hev han fat i hende da en pil strøg forbi lige om ørerne. " Jeez... " knurrede han kort men lod så blikket flakke rundt for at finde den bedste mulighed - inten for flugt eller angreb på anden vis. Der var ingen grund til at løbe for evigt, for der var større chance for at de ville blive indhentet i sidste ende end egentlig at slippe væk. Mulighederne var ikke de bedste - selvfølgelig kunne de gemme sig bag et træ og håbe på ingen så den, men virkeligheden var at de allerede var opdaget så der skulle bare tanke end handling for rent faktisk at komme i sikkerhed et sted uden at blive set.

" Shit get down! " det var hans første reaktion, sammen med en hurtig bevægelse og trak hende med ned på jorden da noget lignede et spyd kom flyvende mod dem. Det ramte en bunke jord et par meter fra dem - men effekten nåede dem stadig da den eksploderede og sendte et lufttryk afsted der sende dem tilbage nogle meter. Sammen med sten - blade og jord. Noget der et øjeblik gjorde Razors fokus helt ude af den, ringen for ørerne. Han skævede kort lidt rundt, men rettede så blikket mod Tatia før det flakkede mod den flok af folk man kunne se på afstand. De skulle virkelig væk nu, meget hurtigt ellers ville de være i større problemer end de allerede var. Men hvordan i alverden skulle de slippe væk. Det var der lyden af vand nåede hans øre - kun fordi han kæmpede mod den ringende lyd og virkelig koncentrerede sig om en nødløsning. Selvom Tatia virkede til at være i bedring efter hendes tidligere så følte han stadig han havde ansvaret for hende.

It's weird how people around us keep dying. Ordene skræmte Tatia, men hun valgte ikke at sige noget. Det var sandheden, der var altid nogle der døde når de to var på farten sammen. I mean, is it even possible for us to be around other people together without anyone dying? Let trak hun på skulderen.
"I have no idea." Svarede hun i et meget lavt toneleje, for ærligtalt var sidespring i samtalen ikke ligefrem hendes mål. Faktisk ville hun bare væk, og det skulle gerne være hurtigst muligt. Tatia vidste det kunne være kujonagtigt og give udtryk for hun var bange for kampen.
"A warrior knows when to fight, and when there is a fight he can't win." Svarede hun hurtigt, nok var hun stærk - og ville sikkert kunne tage et par stykker af dem. Men hvad så bagefter, hun ville være så kvæstet at hun nok ikke kunne trække vejret - hvis hun kunne skifte form ville hun ikke have noget problem - men det kunne hun ikke. Heldigvis lykkedes det dem at løbe bare lidt. Tatias krop ønskede at komme væk, så at komme væk var der den førte hende hen.

Shit get down! Før hun overovedet nåede at reagere ramte hun jorden. Luften blev kort skubbet ud af hendes system, Tatia stirrede på spydet der blev sendt i jordbunken blot for at eksplodere foran dem. Tankerne samlede sig først hun kom sig fra den ringende lyd der summede i hendes øre. Et par host forlod hende, træet der havde grebet hende, havde været så venlig at skubbe pilen dybere igennem hendes hud. Ikke at hun ligefrem så ud til at være i top form længere. "Get the fuck up Tatia, you don't have time for this! Råbte hendes tanker efter hende vredt, og fik hende til at komme på benene igen. Hun greb om pilen for blot at flå den ud af sin skulder, let skar hun ansigt kort - men smed den så fra sig på jorden. Dette ville være så meget nemmere i ulveform, men hun måtte klare den på menneskevis.

Lyden af jægerne der var tæt på, fik hendes tanker sat i fokus. De var tæt på, og det var langtfra godt. Men så kom hun i tanke om noget, for hun vidste godt hvor de var henne af nu. De var i den nordlige del af skoven, hvilken del var hun ikke helt sikker på. En lyd i skoven fik hendes opmærksomhed, de havde blot brug for at være hurtige - og nu havde de fordelen.
"Wait Razor." Sagde hun og drejede blikket om imod ham. "We have a chance." Tilføjede hun og så sig derefter omkring.
"Ai laik Tatia kom Trishana en ai gaf gouthru klir," Tatia hævede stemmen og så rundt omkring dem imens. Hun var kendt i skoven, og hvordan kunne hun kort glemme det? Hun kendte mange flokke her, og måske var hun ikke en del af dem. Dog bemærkede hun nu, at de var på bjørneland. Et land hun havde advaret Razor om ved deres første møde. Tatia trak sig tilbage imod Razor og holdt fast i hans arm. Lyden af et brøl fik hende til at smile. For både Tatia og Razor, men også jægerne var på deres område - og lige nu var det kun Tatia som havde søgt om lov til det.

De store sortebjørne kom brølende ud fra træerne, og kunne få enhver til at ryste af skræk - specielt hvis man ikke havde været så tæt på en bjørn før. En flok af dem var en anden sag, de store væsner her burde respekteres - og det var derfor yderst sjældent at Tatia faktisk brød grænsen til deres hjem. Det var heller ikke ligefrem fordi det var meningen her. Imens bjørnene gik imod faklerne fra fjenden på deres land, var der en anden som gik hen til Tatia og Razor. Tatia holdt Razor lidt bag sig, for at beskytte ham, hvis nu det ente galt. Bjørnen stod ansigt til ansigt med Tatia, og de røde øjne glødede for at vise sin shapeshifter side. Kort efter bukkede hun hovedet for at vise sin respekt. Nok var de shapeshifters, men de agerede mere dyrisk herude end hvis du mødte en shapeshifter inde i byen. Bjørnen gav et lille grynt fra sig, og trak sig så tilbage. Kampen forgik lidt længere væk, og de havde en chance for at gå til Blake hvis det var hvad de ønskede. De kunne også følge floden til det sydlige, så kunne hun besøge Kaeden ved Luna- Tatia var ikke ligefrem vild med tanken om at gå til Niylah når hun kunne støde ind i Wade igen - præcis fordi hun ønskede at se ham igen, men hun kunne ikke bare gå imod sine egne ord.
"Mochof," (Thank you,) takkede hun bjørnen, og vendte ansigtet imod Razor.

"Come on. We need to move, they will let us pass" Fortalte hun og gav ham et nik til de skulle gå videre. Desuden virkede det til at bjørnene havde det under kontrol. Man skulle aldrig undervurdere en flok når jægere gik på deres grund. Aldrig.
"We are close to the east side of the forest.. and we don't want that, so if we walk this way.." Hun pegede imod en retning. "We should end up west, and keep going we will soon hit the other packs in the north." Forklarede hun. Stedsansen fejlede intet.
"You can take me to Blakes place, I can walk myself - but something tells me you don't want me to."

Tatia ord havde sat sig i Razor - også selvom han ikke viste det. Selvom han forsøgte ikke at lade det trænge sig ind i hans sind, så satte det sig alligevel som en tyk masse og gjorde hans tanker lige den tand mere pløret end de i forvejen havde været. Ikke fordi de generede ham - han vidste godt at en der skulle tanke for at gøre kriger og at handle på simple instinkter eller impulser ikke gjorde meget gavn - men det havde redet Razors liv mange gange, og var i sidste ende grunden til at han var her i dag. At stikke halen mellem benene var sandt nok en mulighed - men ikke i en allerede startet krig.
Måske var det bare alting der faldt ned fra hylderne - det var som om alting gav mening uden at have en mening. Et øjeblik tog han sig selv i at tænke at overlevelse måske i sidste ende slet ikke var det vigtigste. Ikke medmindre han kunne få styr på alt sit rod - som tydeligt distraherede ham fra hvad der var vigtigt at koncentrere sig om. Ikke engang Tatias stemme der fortalte at de havde en chance kunne få ham ud af sine tanker. Han var fokuseret på lyden af vand der kunne høres et stykke væk. Det han havde set som deres mulighed for at slippe væk. Men det forsvandt længere og længere væk. Lyden blev svagere og svagere. Det glippede kort i ham da Tatia hævede stemmen og med et var han tilbage til virkeligheden. Han rettede blikket mod hende, undrende men lod så blikket strejfe rundt. Han forstod ikke meget af hvad hun havde sagt - men han stolede på at hun vidste hvad hun gjorde. Også selvom jægerne var tættere på, endnu tættere på og nærmest lige over dem.

Han gjorde sig klar til at kæmpe - på trods af synet af bjørne der kom farende og overtog kampen som var det hvad de var født til at gøre. Han skævede kort lidt mod Tatia, men havde ellers blikket mod bjørnene. Det var et utroligt syn - smukt, fascinerende - blodigt. Et lille smil bredte sig omkring halvdæmonens læber. Det var som om tiden stod stille.
Hans blik flakkede dog tilbage mod Tatia - og den bjørn der stod overfor hende. Han holdt sig stille bag hende, uden at sige eller gøre noget - eller jo han samlede alt til sig med sine sanser. Forsøgte at fokusere på noget andet end tankerne der pressede på. Fokusere på kampen, deres mulighed for overlevelse. Bjørnene der var der overlevelse.
Tatia havde tydeligvis gode kontakter når det kom til folket i skoven. Shapeshifter eller ej, hun havde evnen til at få folk på sin side. Overbevise dem om at det rigtige at gøre var hvad hun mente de skulle gøre - måske hun også havde den evne hvis det rent faktisk var forkert det hun ville gøre?

" Bears huh.. " Mumlede han lavt og lod kort blikket flakke til den ene side. Han lyttede så til hvad Tatia havde at sige og kunne i bund og grund ikke være mere enig. Han ønskede ikke at hun forsvandt ud af hans syne før hun var i sikkerhed. Hvem af dem der så beskyttede hvem - det var lige gyldigt. I sikkerhed skulle hun, uden tvivl. Han selv havde dog ikke hverken tid eller tanke til at finde ud af om han selv ville være en del af den sikkerhed eller om han bare skulle finde sin vej hjem - til det hjem han stadig ikke var i tvivl om hvad var. Sean - det var nok det nemmeste han kom på et hjem, så det var højst sandsynligt der han tog hen. Han skyldte desuden manden en forklaring på alt det postyr Razor havde skabt.
" I'll take you to Blakes place, if you lead the way.. " Sagde han så bare hurtigt og rettede blikket mod hende - også selvom han mere eller mindre allerede var på vej i den retning hun havde peget dem i få sekunder før. Der var ingen tid at spilde og bjørnene virkede ikke som tålmodige væsner. Det galt nok om at komme afsted, så det hurtigt som muligt kunne komme væk fra deres område - med alle lemmer vel sammesat med resten af kroppen.
" How's your shoulder? " Spurgte han så alligevel hurtigt - bare for at være sikker på at hun måske var lidt mere okay end hvad duften af blod røbede. Ikke fordi han - okay jo. Duften var frustrerende fristende. Det var svært at være venner eller i familie med folk som evigt og altid duftede så forbandet godt at man havde lyst til at sætte tænderne i dem.
Kursen var under alle omstændigheder mod Blakes hjem - om det var gående, løbende eller kravlende. De havde ikke tid til at bremse om og filosofere omkring hverdagens mylder eller meningen med livet. Målet var sikkerhed, hvert fald bare for den næste korte periode.

I'll take you to Blakes place, if you lead the way.. Tatia nikkede til Razor, selvfølgelig ville hun lede dem vejen hen til Blakes flok. Mon Blake overhovedet havde overvejet at hun ikke var okay? Hun ville hade at overøse nogle med skyldfølelse for ikke at have vidst hvad der var hent hende. Det var jo ikke deres skyld, det var ikke engang hendes skyld. Tilfældighederne var blot ikke altid de bedste ting. How's your shoulder? Spørgsmålet fik musklen til at trække lidt på sig, og hun skar kort en grimasse. At skubbe smerten til side virkede, det virkede fantastisk - i hvert fald til nogle fortalte hende om smerten eller nævnede den. Tatia rynkede på sine øjenbryn og skar en kort grimasse som hun bevægede ledet.
"It's fine. Nothing I can't handle," svarede hun blot og begyndte så at gå videre fremad. Tatia ville ordne såret når de kom i sikkerhed, men først der - der var ingen grund til at sænke deres fart når de havde et mål.

"You know.. you think that being in love makes you weak. But I don't believe that, because just before I got out - I was about to let go.. I was about to give up, die in that place.." Det skar lidt i hendes hjerte faktisk at indrømme at hun havde været klar til at dø. "But I then I heard something deep in the woods, I heard Wade howl.. I know it was him - I know how my mates howl is. And It helped me get away - till you came. Love makes us stronger - might hurt as well, but it sure makes us stronger too." At sige Wade var hendes mage, var at ramme alle nerverne i hendes hjerte på en enkelt gang - for de var ikke sammen mere - det havde de ikke været i et år - og alligevel kæmpede han sig hele tiden under hendes hud. "That might be weird, when we aren't together - but still keeps me going." Tilføjede hun lidt efter og kløede sig i nakken.

Som de gik igennem de kedelige mørke træer og stilheden bredte sig en smule over dem. Så huskede hun alligevel på alle de gode ting. Snart kunne hun skimte indgangen til flokken, og hjertet sprang en takt over. Det var mærkeligt at være tilbage der.
"I can walk from here, if you don't want to face Blake right now," sagde hun og drejede sig imod Razor. Let greb hun hans hænder og sank en klump.
"Thank you, for finding me. I don't know what I would do without you," indrømmede hun og sendte ham et varmt skævt smil. Tatia lod sin tommelfinger kærtegne hans hånd inden hun trak ham ind i et kram.

Han lod blikket hvile mod hende men nikkede så bare en smule og rettede blikket frem for sig i stedet. Selvfølgelig kunne hun håndtere smerten, men det gjorde ham ikke mindre bekymret. I sådanne tilfælde var det nemmere med folk der faktisk udviste den smerte de følte. Lyde, udtryk - alting der gav en fornemmelse om hvor man havde folk henne. Tatia var ligesom Razor selv - bed det i sig eller simpelt skubbede det ud af verden. Som om skaden fra en dybt stukken kniv var det samme som en øm muskel.
Han skævede så lidt mod hende igen og rynkede kort brynene lidt. Han var slet ikke enig i hvad hun sagde. Der var forskel på kærlighed - tydeligvis. Ligesom der var forskel på den kærlighed han følte for Tatia end for Reign - lige vel kunne det vel også være anderledes fra person til person. Razor var overbevist om at det var det der gjorde ham svag. Fordi han blev slået ud af sit fokus konstant og hele tiden med alle de følelser der lå og nagede under overfladen, trak ham dybere og dybere ned indtil han til sidst ikke længere kunne holde hovedet over vandet. Det var der han var nu. Han havde brug for at skære sig fri så han igen kunne trække vejret. Lettere sagt end gjort.

Han skævede kort lidt rundt men trak så lidt på den ene skulder. " But - if what you're saying is what's makes you keep on fighting.. I guess.. Well - I guess I have Wade to thank then.. For not letting you give up your life. " Sagde han så lidt før han rettede blikket mod hende igen. Det lød sikkert en smule mere hårdt end det egentlig var ment. Men det var bare endnu en mur han havde sat op. Tanken om Tatia der døde var uvirkelig. Tæt på hele tiden, men alligevel uvirkelig. Hun var udødelig i Razors øjne - en indbildning der havde stået på så længe at den virkede rigtig.
Razor havde aldrig mødt Wade - men det gjorde ikke at han ikke satte pris på hans væren. Han virkede til at være hovedpunktet i mange af Tatias tanker, øjeblikke - gode som dårlige stunder og det kunne man kun takke ham for. Hvis han var grunden til at hun var i live, så var Razor ham taknemmelig. Hvilket i sig selv var lidt af en ære. Det vækkede dog alligevel tanker i Razors sind - om Reign.. Kærligheden dér var ikke blevet gjort stærkere af noget som helst, selv ikke et traume som arenaen havde bragt dem tættere. I stedet havde Razor fået revet sit følelsesregister i tusind små stykker i en afvisning og en befaling om at gå. Det gjorde mere ondt at tænke på nu end i det øjeblik han havde været i det. Måske var det bare sådan det skulle være, folk der kæmpede kampe som Tatia og Razor - måske var de bare ikke ment til at være bundet i et partner skab fordi det konstant og hele tiden satte alting på spil.

Han lod blikket falde i retning mod flokken. Nej - han var ikke klar til at gå derind nu. Han ville i princippet gerne. Men den Razor de havde mødt førte gang var slet ikke den samme som stod her i dag og det ville kræve en forklaring han ikke kunne komme med. Han rettede i stedet blikket mod Tatia og sendte hende et lille smil.
" I'll always find you.. " Sagde han så bare kort - men alvorligt. For det var sådan det var. Han ville ikke lade hende i stikken. Aldrig mere. Han kunne slå sig selv i hovedet over ikke at have fundet hende før, men han havde jo ikke engang vidst hun var væk. Måske var det et tegn på at de burde ses noget oftere - han burde tjekke op engang imellem. Sikre sig at hun var okay.
Han lod sine arme svøbe sig omkring Tatia og gengælde hendes kram. Det var en ting man aldrig kunne holde ham fra. " Hopefully we will see eachother soon.. " Sagde han så lidt mens han udnyttede øjeblikket og holdt hende tæt.
" Maybe in a little less of a hurry.. " tilføjede han så lidt med et grin - og tog sig endelig sammen til at slippe hende lidt igen. Han holdt blikket mod hendes ansigt et øjeblik før han så bare kort nikkede lidt. Det var bedst sådan. Razor havde ting at få styr på tilbage i Doomsville og han skulle finde dertil først.

I guess I have Wade to thank then.. For not letting you give up your life. Tatia fnøs let uden direkte at se på Razor, hun ønskede selv at takke Wade - men det var ganske enkelt umuligt for hende. Hun havde gjort det ret klart at hun ikke ønskede at se ham igen, og hun kunne ikke bare falde sammen foran ham efter dette.
"Please do that. And when you do, thank him for me too." Svarede hun blot og holdt vejret ganske kort. Det gjorde ondt i hjertet at man ikke kunne se den man ønskede at se allermest. Bare fordi Wade endte deres forhold, betød det ikke hun stoppede med at elske ham. "It that crazy? Still loving him after he ended it, the arena broke us up.. and I knew he needed time.. I just never really believed it would end. Five years and it just all ended." Det var nok mest hende der tænkte højt, men det var jo rigtigt. Tatia åndede ud og rystede let på hovedet over sig selv.

Tatia selv var ikke engang klar til at stå ansigt til ansigt med Blake, men hun var god til at lade som om. Det måtte man give hende. Hun vidste hvordan hun skulle være overbevisende, og det havde reddet hende mange gange før. I'll always find you.. Smilet voksede sig straks større på hendes læber. Hun var taknemlig for at have ham som en del af sit liv, virkelig. Hopefully we will see eachother soon.. Hun lukkede øjnene og smilede.
" Real soon." Pointerede hun hurtigt og sendte ham et skævt smil i krammet. Tatia tog en dyb indånding, og sank en klump. Maybe in a little less of a hurry.. Det lille grin forlod hendes læber.
"On our terms." minderne om noget af det første de havde aftalt efter deres tur i arenaen - det fik hende til at smile en anelse større.
"May we meet again," sagde hun og gav hans hånd et lille klem - inden hun så begyndte at gå op imod Blakes flok, og forsvandt ind blandt skovens mange skygger.

//Tatia out <3