Lonely out here //Luce//

T: Eftermiddag
S: Skoven, ved en lille sø
V: Frist, men føles ikke så koldt
O: Ingen lige her


Solen brød igennem det lille skydække, og ramte isen på søen. Kairi sad på en sten tæt ved bredden, og sang stille for sig selv. En tåre løb ned af hendes kind, og hun så ud over vandet mens hun sang. Sangen var tilegnet Johan, hendes elskede, der var forsvandt, og nu var død. De havde fanget ham og hængt ham, og nu var hun igen alene.


//Sangen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Luce var taget ud i skoven denne dag fordi hun havde brug for, at være sig selv lidt. Hun havde ikke haft det så godt de sidste par dage. Hendes fortid havde forfulgt hende i hendes drømme og hun havde ikke kunnet løbet fordi hun havde forstuget sin fod da hun for nogle uger siden var blevet jagtet og væltet over en rod der voksede fra et træ og havde dannet en bue få centimter over jorden og ned i jorden igen. Så nu kunne hun godt så småt begynde og løbe lidt igen. Det var det eneste der holdte hendes fortid væk fra hendes tanker. Hun stoppede 4 meter væk fra søen hvor hun så en skikkelse der sad på en sten og sang en eller anden sang hun aldrig havde hørt før. Hun viste ikke om hun skulle gå hen til hende eller fortsætte.

Hun bemærkede en skikkelse, og så i retning af væsnet. Hun vidste ikke hvilken race det var, eller om det var venligt eller fjendtligt, men hun sang stadig. Der manglede dog kun et par linier af sangen, så hun var snart færdig, og sad derefter bare i stilhed og rettede igen blikket ud over søen. Hun forsvandt hen i sine egne tanker, og tænkte ikke videre over den anden person. Hvis personen ville komme tættere på måtte han eller hun jo bare gøre det, det havde Kairi ikke noget imod som sådan.

Hun lyttede til sangen hun sang og bestemte sig så for, at gå hen og se til skikkelsen. Hun gik tættere på og så, at det var en pige. Hun satte sig på en træstamme der stod nogle meter væk fra siden af hende. Hun kiggede hen på pigen "Er du ok?" hun var ret nysgerrig og pigen virkede til, at være ked af det. Luce's sorte lange hår der var løst flagrede med vinden foran hendes ansigt, så det var svært, at se hendes drageøjne. Hendes blå/lillae hud skinnede som solen ramte de stederder kun var hud og ikke noget tøj.

Hun så på skikkelsen igen, da den satte sig nogle meter fra hende. Det var nu tydeligt at det var en kvinde, men vist ikke et almindeligt menneske. Hun bemærkede at kvinden havde et farvet skær over hendes hud, men vidste ikke hvilken race der havde de kendetegn. Hun smilede svagt og svarede hende så. "Jeg er bare lidt trist, jeg har lige fået at vide at en jeg holder af er død." Endnu en tåre gled ned af hendes kind, og hun så ned i jorden foran sig.

Hun så hen på pigen og rejste sig da hun hørte den dårlige nyhed. Hun gik hen og lagde en arm om pigens skuldre "Hvad hedder du min ven?" hun ville ikke være for påtrængende og kendte selv til det med, at miste en hun holdt meget af. Hun kiggede ud mod søen og så på pigen igen. Hun gav hendes skulder et blidt klem og så på hende "Du kan fortælle mig alt, jeg har selv oplevet det med, at miste en jeg holdt af og det er en forfærdelig følelse." hun håbede, at hun ville kunne hjælpe den her stakkels pige, så hun ikke fik problemer med den følelse resten af livet ligesom Luce havde.

Hun blev en smule overrasket da pigen rørte ved hende, men havde faktisk brug for en smule omsorg og trøst, så det var faktisk rart. Hun nikkede af det pigen sagde til hende. "Jeg hedder Kairi. Og tak for din venlighed, det er rart at der er nogen der forstår en." Hun smilede svagt og så op på pigen. Selvfølgelig var det trist at hun også havde mistet en hun holdt af, men det var dog alligevel rart at møde en, der forstod hende.

Hun kiggede på pigen og smilte stille til hende selvom det var svært eftersom hun var begyndt, at tænke tilbage på sin fortid...hun sukkede lidt og så på hende igen "Rart at møde dig Kairi. Jeg hedder Luce" hun kiggede rundt i skoven og så ned i søen. Hun fik en underlig trang til, at svømme, men alligevel ikke efter den episode sidst hun svømmede, hvor en kæmpe blæksprutte havde fanget hende og næsten fået slået hende ihjel...
Hun så ned på pigen igen og smilte roligt "Hvor er dine forældre min ven?"

Hun bemærkede godt at pigen virkede lidt trist, men valgte ikke at spørge. Det var vel fordi hun var begyndt at tænke på sin fortid, da hun havde nævnt det overfor Kairi. Hun så op på hende da hun spurgte hende om noget, og kom næsten til at grine. "Mine forældre? De er hjemme i landsbyen hvor jeg kommer fra. Hvor gammel tror du egentlig jeg er?" Det var ikke ondt ment at hun spurgte, mere af nysgerrighed.

Hun kiggede på pigen og kunne godt høre på pigen, at det var et dumt spørgsmål hun havde stilt hende, men det var nu lidt forsent, at trække det tilbage. Hun grinte kort af sig selv og så på pigen "Du så bare ud til, at være en der stadig boede hjemme hos sine forældre. Det var bare derfor jeg spurgte" hun smilte venligt til pigen og gik hen og satte sig på træstammen igen. Hun kiggede igen ud på søen. Den så, så fredelig ud som den bare lå der med bølgerne slå ind mod breden blidt, som ville bølgen fjerne det urette tang væk fra breden og ned på bunden igen.

Hun grinede lidt med pigen, og så på hende. "Det var skam ikke ondt ment. Det er vel på en måde bare et kompliment at jeg ser yngre ud end jeg er." Hun smilede til pigen, og kom så til at tænke på noget. Ja, hun så måske yngre ud end hun var nu, men folk ville nok se på hende med helt andre øjne om nogle få måneder, når maven blev større og det ville være svært at skjule. Hun så ud over søen igen, med et letter sørgmodigt blik, men stadig med et smil på læberne. Det var en underlig situation, midt i al sorgen over at miste Johan, havde hun nu også sit livs største lykke. To så stærke følelser, og modsætninger af hinanden, fanget i samme krop. Det var forvirrende.

Hun grinte med Kairi og smilte "Ja det er det vel, men du kan så nok heller ikke se på mig hvor gammel jeg er" hun grinte lidt og begyndte så og tænke på hun faktisk var meget gammel i forhold til de fleste, hvis man altså ikke kiggede efter hendes udseende og tænkte på alle de kampe og krig der har været i snart 750 år og stadig havde sit 18 års udseende. Hun kiggede hen mod Kairi igen. Hun kunne godt se på hendes øjne, at hun var trist, men hendes smil på hendes læber fortalte nu noget andet. Det mindede hende om sin lille dreng.

Hun så tilbage på pigen da hun talte til hende, og bedømte hende lidt med øjnene inden hun svarede. "Hm, jeg vil mene at du ca. er ligeså gammel som mig, 18-19 år ser du ud til at være. Altså ud fra din krop, sjælen ved jeg ikke med da jeg jo ikke kender din race." Hun smilede til hende, sødt og venligt.

Hun kiggede på pigen og smilte og begyndte derefter at grine "Ja min krop er 18 men kunne være din tip tip tip oldemor" hun grinte over sin åndsvage kommentar. Men det var jo rigtigt for hun var blevet meget gammel "Jeg er en Draconianer og du vil jeg skyde på være en santuines eller shapeshifter eller et menneske. Det kan jeg sådan nogenlunde regne ud pga du ligner meget et menneske i forhold til mig" hun kiggede ned af sig selv og smilte.

Hun grinede en smule af det, pigen sagde, og svarede hende så.
"Draconianer? Sådan en har jeg aldrig mødt før." Hun smilede venligt og fortsatte så. "Du har ret, jeg er shapeshifter, og mit dyr er en ulv." Hun vidste ikke med sikkerhed hvorfor hun bare sådan uden videre delte den slags detaljer med pigen, men hun virkede rar og venlig.

Hun på pigen og smilte roligt "Så har du det nu" hun rakte sine arme lidt ud. Hendes sorte lange hår fløj om bag ørerne så hendes dunkle drageøjne kom til syne. Hun så på pigen "Fedt nok" hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til hende. Hun kiggede ud på søen og derefter på pigen igen "Har du nogen familie her i nærheden?"

Hun så på pigen da hendes drageøjne kom til syne. "Sejt."
Hun kunne ikke lade være med at smile da hun spurgte om hun havde familie i nærheden. *Tættere på end du tror* Tænkte hun, og svarede hende så. "Begge mine familier bor faktisk lige i nærheden. I en landsby i den nordlige del af skoven, bor min menneskelige familie, og herude i skoven holder den ulveflok til, som jeg kalder min anden familie." Hun så venligt på pigen og håbede hun kunne forstå hvad hun mente.

Hun så på pigen og smilte roligt "Fedt nok, så ville de sagtens kunne forstå din sorg..." hendes stemme knækkede og hendes ansigt blev ret trist *I forhold til min familie...de forstår mig ikke...og vil sikkert ikke kendes ved mig heller* tænkte hun. Hun rejste sig op og gik hen til søen. Hun satte sig på hug og kørte sine fingre igennem vandet i nogle små cirkler.

Hun nikkede, og bemærkede med det samme at pigen blev trist at høre på. "Er der noget galt?" *Det kan godt være de forstår min sorg, men det er vist kun den ene af familierne der forstår resten af situationen* Tænkte hun for sig selv. Hun så på pigen, og vidste ikke helt om hun skulle gå ned til hende eller ej.

Hun så hen mod pigen "Begyndte bare, at tænke på hvordan mine forældre har det med mig..." tårer løb ned af hendes kinder og hun kiggede ned i søven igen. Hun sukkede lidt og begyndte pludselig, at føle sig svag igen. Som hun havde gjort for noget tid siden.

Da hun pigens tårer besluttede hun sig til at gå ned til hende. Hun satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hende. "Det lyder virklig ikke som om i har det alt for godt med hinanden..." Hun så ud over vandet, og tænkte på sine egne forældre, som hun ikke havde set længe nu. Hvordan mon de ville reagere på de ting der var sket?

Hun stirrede ned i søen imens tårerne fra hendes øjne løb ned af hendes kinder og faldt ned i søen og lavede små cirkler i vandet. Hun mærkede en arm om sig og kiggede op på pigen "Mine forældre frygter mig...har ikke set dem i ca 700 år...de sendte mig væk..." hun viste ikke hvorfor un fortalte den fremmede pige det her. Men en ting viste hun og det var, at hun havde brug for, at komme ud med det.

Hun så på pigen mens hun snakkede, og nikkede forstående. "Det lyder godt nok hårdt... Har du så slet ikke nogen familie overhovedet?" Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun spurgte, men nu var det sagt.

//Kom lige til at tænke på noget, jeg emner med Luces far, hvor plottet er at han er Kairis ukendte farfar, hvilket jo så betyder at Luce er hendes faster xD //

Hun så på pigen med triste øjne "Jo har en søn og en kæreste, men det er så også det hele. Har ikke kontakt til andre" *Og de vil ikke have kontakt til mig så det ændre ikke det store..." tænkte hun og så ned på søen igen. Hun følte sig så svag, at hun nærmest følte sig dum og det hele på en gang.

//Det ville være et godt plot hvis de kunne mødes senere, men det kræver bare at dette emne og dit og Urox's emne blier lukket så det ikke blir alt for akavet xD//

// Ja nemlig ^^ Må vi lige se på senere //

Hun så på hende og smilede igen svagt. Så hun havde barn og kæreste? Det måtte da trods alt være dejligt. "Det lyder da trods alt dejligt, at du i det mindste har nogen." Hun så igen ud over søen og kom ufrivilligt til at tænke på Johan igen. Hendes kommende barn ville aldrig få lov at møde sin far. Tanken fik igen tårer op i hendes øjne, og hun sukkede stille.