Lonely as always - Sean.

Sted: Gyderne, Rotten root district, Doomsville.
Omgivelser: Mørket skjuler flere uhyggelige væsener.
Vejr: Køligt.
Tid:23:13

Blair sad i en gyde som hun før havde tilbragt meget tid i. Hun havde været inde og kigge i hendes gamle opgang, hun kunne selvfølgelig ikke gå ind i hendes gamle lejelighed da den sikkert var optaget. Der var sket så meget for hende det seneste år, hun havde fået en fast kæreste, et barn, hendes barn blev dræbt, hendes kæreste døde. Det hele var bare en stor klistret masse af ondskab. Hun havde som altid en meget kort kjole på og et par høje hæle. Hvis der var nogle der gjorde hende noget var hun ligeglad, for hendes skyld måtte de gerne gøre hende noget. Selvfølgelig var der et par lyspunkter i hendes liv. Men hvad skulle hun gøre? Hun havde flere gange prøvet at begå selvmord, men hun kunne ikke tage sig sammen til det. Hun holdte for meget af hendes liv til det. Hun valgte bare at leve, om hun så måtte lide resten af sit liv. Det måtte hun så gøre.

Melodien kørte igen og igen i hans hoved. Dam-dam-dam-dam-dam-dam-daam.
Og sangen, selve sangen var mest fantastisk...
*...They prayed to the heavens above
That I would never ever come back

Can you hear how the children weep?
Chills of fear like a sawblade cutting deep...

Once again there is pain,
I bring flames I bring cold..*

Igen og igen...Taget ud af sammenhæng dog.
Han rystede svagt på hovedet. Hyret af den ellers så hellige enighed til at få en gammeldags djævel-troende til at forsvinde. Han var lige ved at grine.
Det hele burde jo vendes på hovedet! Tænk at det gik så vidt, den religion der skulle vise næstekærlighed...
Han stoppede op på sin vej og lod blikket glide ned gennem gyden, spejdende efter liv, folk han kunne snakke med, manipulerede med, gøre grin med...Men fornemmede en enlig kvinde.
Siddende kunne han se, som den mærk silhuet.

Denne kølige aften havde han den sædvanlige hvide skjorte på, nogle lette mørkebrune bukser på og bare fødder. Det mørkebrune hår var en smule filtret, men pandehåret gled ned over panden som altid.
De mørke øjne, som normalt var ret rolige og venlige...Var lige nu kolde og ligeglade. Men det ændrede sig dog da han begyndte at nærme sig kvinden. Øjnene fik den normale glans tilbage...Alle tegn på det rovdyr han ellers var indeni, var væk. For nu.

Han smilte svagt da han kun var en meter fra hende, hvor han stoppede op.
"Er det ikke et køligt sted at slå sig ned?" spurgte han let. I det samme opdagede han at...Hun var bekendt.

Blair sukkede flere gange efter hinanden. Hun var meget tæt på at opgive alt, hun havde havde lyst til bare at smide hendes rod af et liv væk. Det var ikke ret meget værd. Blair så ned i jorden og prøvede at få styr på.. tja, hendes liv. Hun havde ikke synderlig meget lyst til det, men det var en nødvendighed hvis hun skulle komme videre i sit liv. Der ville komme en hel masse andet der var positivt. Det gjorde der altid. Blair tænkte tilbage på den dag hun prøvede at redde Alian fra druknedøden.

Blair stod ude i vandet og prøvede at hale Alian i land, Lucy var død, hun havde ingen chance for at redde den lille pige. Blair holdte fast i hans hånd. Det var håbløst, hun kunne lige så godt give op. Liget af Alian flød ud i vandet og Blair følte at hele hendes liv var forbi.

Blair så forskrækket op da en stemme talte til hende. "Jeg har det varmt." Sagde Blair med et skævt smil, der ikke var så oprigtigt som andre gange.

"Well, my lady...Jeg er nu stadig sikker på du sidder mere behageligt på den nærmeste kro" smilte han og gik igen lidt nærmere.
"Men måske genkender du mig slet ikke?" tilføje han med et frisk smil. Det endte med han satte sig ned ved siden af hende.
"Hmm...Lad os bare tage hul på bylden. Sidst jeg så dig var du ved at få mave. Altså gravid, hvordan går det?" hun lignede ikke ligefrem en der var en glad mor. Eller en med barn i det hele taget, for så havde hun nok ikke siddet her...Og slet ikke alene. Eller havde noget taget barnet fra hende? Tja, han kunne jo kun vente på svaret for at få det besvaret.

Blair trak på skulderne, måske burde hun tage på kro. Men hun ville egentlig helst sidde der i mørket hvor ingen kunne gennemskue hendes smerte. Blair sendte ham et skævt smil. "Jo, det burde jeg måske gøre." Lød det lavt fra hende, hun kunne godt se hun havde set ham før. Hvis hun ikke tog meget fejl havde han hjulpet hende med at træffe en svær beslutning. En beslutning som Blair var overbevidst om var helt forkert. "Jo, jeg kan godt huske dig." Sagde hun og sukkede. Hun fortalte ikke hvem som helst om hendes problemer, men han havde hjulpet hende før. Måske kunne han gøre det igen? "Kan du huske den beslutning jeg skulle træffe? Mellem faren til barnet og min kæreste? Jeg valgte forkert." Blair ville ikke ligefrem gå i detaljer, medmindre hun følte en grund til det. Hun prøvede altid at undgå at tale om sine problemer, men det endte altid med at hun ikke talte om andet.

som altid var han tålmodig. Han sad bare rolig og lyttede - Hvis det var det folk ville.
"åh ja...Far eller ej." han nikkede svagt.
"Og hvad var det så du endte med? Far eller kæreste?" spurgte han rolig og lod blikket glide over hende et øjeblik. Brugt. Opgivende...og dog...
Han lod da blikket glide rundt på omgivelserne. Det eneste han savnede ved sin gamle dimension var renligheden. Her smed de affald og alt muligt andet på jorden som det lystede dem. En svag stank af alt muligt omgav dem. En rotte løb over vejen.
Han lænede sig op af muren og sendte hende et lille betryggende smil.
Hun havde stolt på ham før...Hun kunne roligt gøre det igen.

Blair så sig kort omkring mens hun overvejede om hun skulle fortælle ham det. Hun kunne sagtens fortælle om hendes valg, men så vidste hun ikke om hun havde lyst til at gå videre end det. "Ikke faren." Sagde hun og så ned i jorden, bare tanken om at snakke om ham var noget der gjorde hende knust indvendig. Hun var knust, men hun levede med det. Hun så op på ham igen og blev mere eller mindre tryg af hans smil, på trods af omgivelserne. Det var ikke ligefrem det hyggeligste sted at være, men det var nok derfor hun var der. Hun havde ikke så meget lyst til at gå ude i offentligheden hvor alle kunne se hende, hun følte at alle så på hende når hun gik ude. Det gjorde de naturligvis ikke, men sådan følte hun.

Han nikkede svagt. Faren...Kæresten...det var så nemt at tage et valg og så føle det var det rigtige.
"Du vil tydeligvis ikke sidde og snakke om det. Men jeg nægter at tro du vil sidde og være trist hele tiden heller..." han rejste sig op.
"Livet er fuld af valg...Skal vi gå en tur? Jeg vil ikke tvinge dig til at snakke om det hvis du ikke vil...Der er så meget andet at snakke om" smilte han og tilbød hende en hånd til at komme op.
Somme tider kunne det hjælpe at løsne lidt op for det hele og lade alle ens problemer hagle ned over en anden...Også selv om man måske ikke ville...Men lige meget hvad valgte man selv om man ville det. Han forstod hende skam godt hvis hun ikke ville.
Selv havde han aldrig, aldrig, fortalt andre om sin egne problemer. i hvert fald ikke de mere personlige af slagsen. Faktisk fortalte han aldrig nogen noget...Og det ville han heller ikke.

Blair var stadig ikke sikker på om hun ville gøre det rigtige ved at finde sammen med Ammon. Hun holdte virkelig meget af ham, men der skete bare så meget. Hun kunne ikke tage stilling til det. "Jeg hader bare virkelig at være sårbar, jeg har det som om folk kan se lige igennem mig. Kender du det?" Blair tog imod hans hånd og rejste sig. En tur ville være en god idé, så kunne hun få sine tanker over på noget andet end hendes problemer. Det var svært for stort set alt i hendes liv var problematisk. Hun sendte ham et smil for at vise hun var taknemmelig for hans hjælp, de kendte næsten ikke hinanden og han havde gjort virkelig meget for hende på blot to korte møder. "Tak." Sagde hun lavmælt så det ikke var så tydeligt at hun satte pris på det.

han trak lidt på skuldrene.
"Det er så grunden til jeg aldrig selv åbner op" smilte han
"Hvorfor lade omverdenen tro man er svag, når man så let kan lege stærk? eller ja...Det virker nok mest for mig" smilte han og hev hende op.
Han begyndte at gå og gik ud fra hun fulgte med.
"Men meget af det kommer nok også an på ens indstilling. Her kan man sige mange forskellige ting. Nogle kloge ord, men nok ikke lige så nemme at følge, kunne være:
Tingene er sket. Få det ud af dem du kan, lær noget, og kom videre.
Et andet kunne være: hvad er i fortid bør blive i fortiden. Lev i nutiden og se frem på fremtiden.
Men jeg syntes også det er vigtig at gennemtænke sine valg, så man ikke gør noget dumt igen..." han stoppede op i sin talestrøm.
"Det må du undskylde...Jeg har nogen gange så let ved at snakke...Stop mig endelig når det bliver for meget" han sendte hende et lidt friskt smil.

Blair trak sig op og fulgte ham ud af gyden. Hun lyttede til hans kloge ord og nikkede forstående. Det var tydeligt at høre han havde en hel del livserfaring. "Jeg kan godt se pointen i det du siger. Jeg prøver også at sætte en facade op og prøve at vise jeg er stærk, men det er bare ikke så let for mig." Hun så sig omkring for så at lade blikket hvile på ham igen. "Det giver mening og jeg lever også selv efter de ord. Men nogle gange kan man ikke komme videre hvis man ikke taler om det." Blair sendte ham et smil og slog med håret. "Nej nej, jeg snakker også ret meget ind i mellem. Det er også vigtigt at komme ud med sine tanker og holdning, hvis man ikke fortæller sine holdninger er det jo ikke rigtig holdninger, men tanker."

Han trak lidt på skuldrene og sendte hende et lille smil. Hans mørke øjne gled over omgivelserne, tankefuldt.
"Ja, det er godt at fortælle dem videre" svarede han let. Som sagt gjorde han det aldrig selv...Og dog, han viste det virkede. For han havde gjort det en gang. en gang i hele sit liv...han gøs svagt ved mindet. Nej. Han måtte aldrig gøre det igen, han ville miste styringen...alt...
Han var ikke som sin bror!
Han tvang sig ud af disse tanker, da de som regl aldrig førte noget godt med sig.
"Det gælder om at finde sin egen balance. At vise sig stærk er noget man lære med tiden, hvis man har lyst. Man opdager det ikke selv, men lige pludselig forandre man sig" det viste han noget om. Alt om næsten. Han havde selv undergået denne forandring masser af gange.
"åhh, men det er jo altid nemt at lyde klog, ikke?" han sendte hende et smil.

Blair talte tit om sine problemer, men det førte altid til noget dårligt, så det skete ikke så tit længere. Hun så kort ned i jorden og men endte med at se på ham med et skævt smil igen. "Det er det nemlig, men jeg gør det ikke rigtig længere." Hun så sig omkring for at finde ud af hvor de var på vej hen. "Jeg har bare været så meget igennem, så jeg burde have lært det nu." Hun gemte sig rigtig meget væk for at få et 'moment of weakness' Blair nikkede til det han sagde. "Jo, det er lige som hvis man kan noget udenad, så lyder man klog, men er det ikke nødvendigvis. Klogskab handler ikke om viden, det handler også om at danne sine egne meninger."

Han rystede på hovedet.
"Det kommer virkelig an på hvilket klogskab vi snakker om!" sagde han
"Du kan være klog på så mange måder, men uden at kunne socialisere dig. Og havd skal du da bruge det til? Set i mine øjne handler klogskab netop om viden. Men også en del af livet. Og være klog på livet, det er noget besværligt noget" han havde registreret hende...lille øjeblik af svaghed. Men kommenterede den ikke.
"Well...Så er vi to begyndt at ligne hinanden. Hvad siger du til vi to danner et par?
Et par der intet siger til andre!" Han blinkede let drillende til hende.
"Det kunne nok få folk til at snakke!"

Blair så smilende på ham, han var rigtig venlig over for hende og havde hjulpet hende langt mere end nogle andre. "Ja naturligvis, der er mange forskellige slags klogskab. Man kan være klog på en hel masse ting." Hun lo kort over hans kommentar om at skulle finde par. "Jeg skal have et kys så." Sagde hun og truttede kort mund, som om hun gjorde klar til at et kys, men lod så hendes læber falde tilbage til hendes normale form igen. Hun syntes rigtig godt om ham, han var klog, sjov og så så han da også godt ud.

Han grinte lidt. Men drog dog ikke joken videre.
de var kommet halvt gennem byen allerede. I hvert fald denne del af den. Der lå lidt affald ude i siderne stadigvæk. Nogle få mennesker gik hist og her, nogen sendte dem er kort blik, nogen stirrede tomt frem for sig...enkelte så ren faktisk levende ud!
"Tror du på skæbnen?" spurgte han pludselig. Han viste spørgsmålet kunne give forkerte tanker, så han skyndte sig at forklare det.
"Jeg tænkte set fra din side...Tror du at det er skæbnen du møder mig, hver gang du står over for et problem eller et punkt hvor dit liv kan vende 180 grader?" han viste selvfølgelig ikke helt hvordan det var nu...Man han fornemmede godt at der enten stadig var problemer...eller også sørgede hun over dem der havde været. Altså gættede han mest. Men han regnede med at ramme rigtig.

Blair så igen rundt, det var ikke et kvarter hun normalt bevægede sig ind i, men hun var ret ligeglad. Han ville hjælpe hende hvis der skete noget. Ville han ikke? Blair var usikker, men hvis han så ikke gjorde noget døde hun ikke af det, eller måske, men hun ville have det okay med det. Blair hævede et øjenbryn da han spurgte om skæbenen. Hun sank det igen da han forklarede. "Jeg har aldrig tænkt på det. Men det lyder lovende, måske er det forudbestemt at du skal hjælpe mig. Som min personlige vejleder?"

Han smilte af tanken.
"Mig? Personlig vejleder? Jeg er dæmon snut. Ikke en engel" han rystede svagt på hovedet.
"Men måske er du bare heldig...Mange kan jo godt bruge en at støtte sig op af, men uden at have en. Du har dog den mulighed. Jeg kan jo slet ikke lade være med at lytte når folk ser så elendige ud..." han trak lidt på skuldrene. Det var ikke en måde folk forventede en dæmon reagerede...de troede som regl de hev dem fra hinanden. med hovedet først.
Og han måtte indrømme...at...han normalt ikke gjorde det. Men tingene var nogen gange bare anderledes.
Om han troede på skæbnen? Det kom an på mange ting. Nogen gange virkede ting lidt for gode til at være tilfældige...andre gange...ja, så skete tingene jo bare. Om dette var skæbnen? Hvem kunne svare på det.

Blair slog ud med hænderne og ramte ham på armen. "Undskyld." Lød det fra hende. "Bare fordi du er en dæmon, behøver du ikke være en af de der lede og virkelig alt ødelæggende væsener. Ligesom alle mennesker ikke behøver være så egoistiske som mange mennesker er." Blair var glad for hun havde en at tale med, hun stolede ret meget på ham, hvis man tog i betratning at han stort set vidste alt om hende og hun intet vidste om ham. Det var ikke normalt for hende at stole så meget på en der var så godt som ukendt for hende. Hun foldede sine hænder og gned dem mod hinanden for at skabe varme i dem, hun frøs en smule. Men det gik nok.

Hans opmærksomhed spottede hendes bevægelser. Lidt fremme lå der en lille kro. Han kendte kvinden der styrede stedet, en lille tyk kvinde med et iltert temperament, men dog med lige så stor næstekærlighed.
"Tak for ordene...Men du bør nok tage dig i agt. ikke alle dæmoner er som jeg" sagde han.
"Hvad siger du til en lille drik? for at få varmen? Aftenen er jo lidt kølig og kun guderne ved hvor længe du har siddet der" han gjorde en gestus mod kroen. På denne tidspunkt ville den nok være ret tom, folk havde nok drukket sig for fulde og var faldet i søvn.

Blair nikkede forstående. "Jeg ved det godt, jeg har mødt både venlige og knap så venlige af flere forskellige racer. Men ikke dæmoner, eller det tror jeg ikke." Hun havde mødt mange som hun ikke vidste hvad var. Blair så over mod kroen og overvejede om hun ville med derind. "Jo, det lyder som en god idé." Lød det stille fra hende. Hun lod hendes hænder falde ned langs hendes side igen. "Men jeg har ingen penge, så jeg sidder der bare." Hun arbejde på at få nogle penge ind. Men hun vidste ikke lige hvordan det skulle ske. Hun måtte vel få et arbejde.

Han trak på skuldrene.
"Godt jeg har" smilte han bare og holdt døren for hende.
Rigtig nok sad kun få vågne folk derinde. andre sov over bordet eller på gulvet.
ejeren sad ved et bort og spiste noget suppe, men så hurtigt op da de trådte ind.
"Slagsmål igen i aften! Så vil i have ballade er det...Åh, Rufus!" hun rejste sig hurtigt med en lille smil og kom over til dem. Hun greb Sean ved hænderne og klemte dem et øjeblik.
"Ubelejligt som altid...eller..." hun sendte de sovende folk et sigende blik.
"Måske ikke. Lidt og drikke min ven? Øl, vand? Måske noget stærkere? Hvad med mad...Og åh...Du har trukket en ung kvinde med i dag ser jeg, velkommen skat" smilte kvinden, hun var allerede på vej ud i køkkenet.
"Tak Morgana, mange tak det ville være godt" nikkede han og satte sig ved et lidt afsides bord. Tilbød Blair at gøre det samme.

"Tak." Lød det stille fra hendes læber der så meget usunde ud, de havde ikke den røde farve som de burde. Hun gik ind af døren og så sig omkring for at opsnuse alle omgivelserne som altid. Hun så over på kvinden der kom over til dem, det virkede som om de kendte hinanden godt. Hun rakte en hånd frem imod kvinden og rystede hendes hånd blidt. "Hyggeligt at møde dig." Sagde hun og gik over mod bordet hvor Sean satte sig, hun satte sig over for ham og fandt ud af hvor meget det egentlig mindede om deres første møde. Det lignede det en hel del.

Han lænede sig tilbage og lod blikket glide over personerne. den ene der lå og sov genkendte han. En ældre mand som sikkert gerne så ham død. Han håbede han forblev sovende.
"Rufus...Her..." kvinden var kommet tilbage. Hun stilte lidt øl frem til dem og noget brød og kød.
"Tak igen" smilte han, kvinden nikkede.
"Bare sig til" hun så frem og tilbage mellem dem, men vendte så tilbage til sin egen mad.
Sean tog en tår af den ene øl, men rørte ellers ikke maden. Hvilket jo var fordi han selv levede af helt andre ting. Men Blair kunne bare spise af det hvis hun havde lyst.

Blair kiggede omkring for endnu engang at opsnuse alle omgivelserne. Hun tog øllen og tog en stor slurk af den, hvis hun drak for meget af bare en øl ville hun blive svimmel. Så hun prøvede ikke at drikke for store slurker. Hun tog et stykke brød og gumlede lidt på det. Hun fik ikke så meget mad som hun burde, så når hun fik noget gratis kunne hun lige så godt tage imod det. Hun tog endnu en lille slurk af øllen og så smilende på ham. "Nu er det din tur til at fortælle lidt mere om dig." Sagde hun og så afventende på ham.