Shhh! Listen to your father! (Daron) (XXX)

Dragons Peak. Det var efterhånden flere måneder siden han var rejst hjem til Doomsville og besluttet sig for at blive der. Han havde givet Assorian titlen som hersker af byen og overdraget ham hele borgen. Han havde endda fået sendt ejendele hjem! Og alligevel var han nødsaget til at dukke op og få snøret nogle løse ender. Snakket med nogle folk, underskrevet nogle dokumenter, fået overdraget det hele til Assorian på en god og ordentlig måde. Alligevel gjorde det ham langt fra glad at være her. Borgen og dens indretning, dens folk, mindede ham hele tiden om hvor dårligt han havde haft det her. Måske skulle han se Dr. Trott en sidste gang inden han rejste hjem igen? Trods alt var han rejst til Doomsville og var ikke kommet tilbage. Havde nøjes med at sende manden et par breve, der på en eller anden måde havde gjort overgangen nemmere for ham. Måske skyldte han manden tak, men det var så sandelig ikke en ting han ville indrømme for nogen sjæl. Han skammede sig over det...Over at have haft det så dårligt, over at have behøvet hjælp af den slags...Også selv om han nu havde det langt bedre og efterhånden lignede sit gamle selv igen.
Men her befandt han sig!
Han var faktisk ankommet forleden, men havde brugt tiden på at sove og ordne det sidste arbejde. Han ville rejse hjem igen i morgen, regnede han med. Lige nu var han dog træt af at arbejde, efter at have ordnet det sidste om økonomien med Elyas, der også havde valgt at blive her.

Iklædt et par støvler, nogle sorte bukser og en sort trøje bevægede Sean sig rundt på borgen. Han havde undersøgt sine gamle værelser og aftalt hvad der skulle ske med de sidste af hans ting. Nogle af møblerne kunne blive her, men han ville gerne have alle sine bøger tilbage. En smule træt og med en konstant fornemmelse af frustration eller irritation i sit indre, lod han hånden glide igennem det mørkebrune hår, der strittede til alle sider. De mørkegrå øjne gled over stengulvet under ham. Han var på vej til køkkenet, havde planer om at skaffe sig en kop the eller noget. Ikke fordi tjenerne havde glemt ham, men han havde brug for at strække benene og valgte derfor at gå derned selv.
Han stoppede op fordi han hørte stemmer. Stemmerne fra tjenerne, uden tvivl. Og så vidt han kunne høre snakkede de om Daron. Åh ja! Det er rigtigt...Det var jo Daron. Gad vide hvordan han havde det? Måske skulle han se sig tid til at tjekke til ham. Sidst han havde set ham var til en træning med nogle soldater, hvor Sean faktisk var blevet positivt overrasket, selv om han på ingen måde havde ladet Daron det vide. Drengen skulle nødig få for gode ideer om sit eget værd.
"...Hver gang man nævner den gamle Lord..."
"...Man siger også Lord Assorian har noget imod ham..."
Han havde hørt navnet en gang før, i tjenernes samtale. Daron. Han sukkede og tog sig til panden et øjeblik. Det afgjorde det! Hans søn var ikke engang god nok til at få gode rygter om sig selv. Han drejede om på hælen. Han vidste hvor Daron plejede at have værelse, så nu var det på tide han opsøgte ham!

Det gik frem af med Daron. Altså jo, han havde stadigvæk en søn, som han endnu ikke havde set, hans chef, Assorian, var ikke ét skridt tættere på at bryde sig om ham og så var der det faktum, at han hele tiden gik rundt med mørke tanker, der plagede ham i hverdagen. Men sådan var det bare at være skyggevæsen og for at være ærligt var det ikke så slemt, som det havde været en gang. Han havde også mange flere gode dage, hvor træningen gik godt, han havde en god tur i byen og endda fik tvunget sig selv til at være social, hvor han faktisk hyggede sig. Så kunne det godt være at hans tanker om natten kræsede om Viola, Joshua, og nu en ny person, han ikke havde tænkt over længe - Gemma. Hvorfor han pludselig kom i tanker om hende, vidste han ikke. Det var længe siden, han havde tænkt på hende, men på en måde gav det ham ro at mindes de gode tider, og så lige så meget rastløshed som de andre navne, når han tænkte på, hvordan han havde ødelagt det hele. Det havde han en tendens med at gøre.
En anden ting, som ikke gik godt, og nok aldrig ville gå godt for ham, var hans far. Deres sidste møde var egentlig gået udmærket, det var ikke endt i at Daron fik tæsk eller blev kaldt en regnorm, så det var altid positivt. Men Daron var begyndt at affinde sig i, at han nok aldrig ville få sin fars respekt eller accept, eller han prøvede i hvert fald. Hans taktik gik ud på at minde sig selv om hvor forfærdelig en far han egentlig havde. Ønskede han virkelig respekt fra en mand som ham? En dag skulle svaret nok blive et nej. Men det kunne egentlig også være lige meget nu. Han var rejst, så det var ikke ligefrem fordi han ville støde ind i ham igen. Daron forventede ikke, at Sean ville opsøge ham igen frivilligt. Han havde hørt, at han var på besøg på Drageborgen, men havde ikke i tankerne at lede efter ham. Han havde nok flere ting at se til, og Daron havde faktisk også haft travlt denne her dag. Hele dagen havde gået på at træne hans originale hold af aspiranter sammen med nye medlemmer. Det havde været en dårlig træningsdag. Faktisk en rigtig dårlig dag af mange forskellige årsager. Men det havde været lang tid siden Daron havde haft en rigtig dårlig dag, så han klagede ikke. I stedet var han fast besluttet på at bruge aftenen inde og samle energi til den næste dag, og så håbe at der denne gang ikke ville ligge en fremmed sindssyg i hans seng, som han desværre havde været så uheldig at opleve dengang han mødte Razor.
Han havde været i et langt afslappende bad. Han var ikke en gang kommet i tøjet endnu – et håndklæde var dog bundet om livet på ham – og hans hår var stadig vådt. Han havde planer om at ligge sig i sin seng og døse hen, skoene var allerede taget af og dynen trukket til siden, da det bankede på døren. Et irriteret suk forlod hans læber.
”Jeg sværger, hvis det er Razor igen…” mumlede han for sig selv, mens han med hurtige skridt gik hen til døren. Men det var ikke Razor, der stod på den anden side, da han åbnede døren. Det var Sean.
Det kom bag på Daron og det var tydeligt på hans forbavset blik. Han nåede lige at mærke et sug i maven af stolthed – hans far havde faktisk valgt at opsøge ham under hans besøg. Men så skubbede han det til siden. Han var her sikkert kun for at udfordre ham, få ham til at dræbe en uskyldig familie, ja hvad vidste han. Han kunne aldrig regne med, hvad han ville have af ham.
”Sean,” sagde han som hilsen. Der var ikke en gang en antydning af et smil på hans læber. Han havde lært, at det ikke hjalp. ”Jeg havde godt hørt, at du var på borgen. Hvad laver du her?”
Han kunne lige så godt komme direkte til sagen. Sean kunne umuligt være her for at hyggesnakke. Sådan et forhold havde de slet ikke, faktisk havde de slet ikke noget forhold. Men Daron kunne dog ikke være direkte uhøflig. Han tog et skridt til siden og gjorde en gestus til at han kunne komme ind på værelset. Nu måtte han se, hvad han ville.

Problemet var nok at Sean aldrig havde ønsket sig en familie. Hans egne forældre havde ikke selv været specielt gode, med en psykisk syg mor og en far der til tider virkede ret ligeglad. Og en storebror der var stukket af, inden han overhoved havde opdaget at han havde en lillebror. ikke at det betød noget længere, for ingen af dem var i denne verden, men hjemme på jorden. Kun Elyas var her og den dreng klarede sig godt. Det havde taget tid for Elyas at vænne sig til den nye verden og lære at overleve, men Sean kunne godt lide tanken om at den hårde oplæring nu bar frugt. Drengen - selv om han vist efterhånden var en voksen mand - kunne slås med et sværd eller de bare næver, han var intelligent nok til at tage sig af økonomien her og han havde foreslået Assorian at beholde ham. Drengen skulle jo flytte hjemmefra før eller siden! Sean havde ingen planer om at lege forældre for ham hele hans liv. For Sean havde aldrig ønsket sig en familie og alligevel var han endt med en stor en. En stor en, der kun bestod af drenge og mænd, mere eller mindre.
Problemet var også at dengang han havde fået sine sønner - eller dengang de havde fundet ham - havde Sean stadig været overbevist om at dæmonerne var de bedste og det var en race at være stolt af. Man skulle være stærk. Og alligevel var hans familie den mindst...Dæmon-agtige...Man fandt. Det var nået et punkt, hvor han var begyndt at blive ligeglad. Ingen lyttede jo til ham alligevel. Xander, der havde fundet sig et menneske, var forsvundet. Daron var et skyggevæsen. Kun Elyas og Connor var dæmoner...

Nå. Pyt.
Han fandt vejen til Darons værelse og bankede på. Han så egentlig ikke Daron som sin søn. Ikke rigtig. Han havde jo intet haft med fødslen eller opdragelsen at gøre, selv om det nok kunne have været til nytte. Nej, Daron var lidt en fremmede, der tilfældigvis var familie og som Sean havde ansvaret for. Men Sean havde også ansvaret for alle sine undersåtter, så hvor gik grænsen?
I det mindste havde han sikret Daron denne plads. Her kunne han begynde at oparbejde sig en karrierer og et ry og han var ikke tvunget til at slå en masse ligegyldige folk ihjel. Ikke medmindre der kom krig.
Han så op, da døren blev åbnet og hans blik gled hurtigt ned over manden foran ham. Løst tøj. Vådt hår. Frisk duft. Et bad? Formentlig. Han havde haft planer om at hilse, men som var Daron selve personifikationen af alt der kunne irriterer Sean, kom intet ord over hans læber. I stedet trådte han stille ind i værelset og lod blikket glide over dens interiør et øjeblik.
"Luk døren, vi skal snakke" bekendtgjorde han så og fik sprunget alle former for hilsner over. Hans blik gled over til Daron igen. Hvis ikke det var fordi det var hans søn...Biologisk...Var manden jo ret tiltrækkende. Men hvad andet kunne man forvente, når det skulle være Seans egen søn?
"Som du sikkert ved er jeg her ikke længere. Jeg er ikke længere en hersker og har efterladt det hele til Assorian. Jeg har foreslået ham at beholde dig, selv om jeg har opfanget rygter om at I to ikke har det så godt sammen. Assorian er en fin fyr, så jeg vil foreslå du gør dig lidt mere umage" Det kom automatisk til at lyde som om, at hvis der var problemer, var de alle fra Darons side. Det var måske ikke helt fair, for normalt var Sean ganske venlig over for de fleste. Og alligevel kunne han ikke helt stoppe sig selv. Som var det blevet en indgroet vane. Han fik mønstret et lille smil frem, trods alt.
"Undskyld. Det lød måske lydt...Hårdt..." Daron var jo lidt følsom, trods alt.
"Har du tanker om at blive her?" Spurgte han i stedet og gjorde tegn til - selv om værelset var Darons - at han endelig skulle sætte sig ned.

Selvfølgelig hilste han ikke tilbage. Havde han nogensinde gjort det egentlig? Ikke af hvad Daron kunne huske. De havde jo heller aldrig haft en normal samtale. Hvilket også gjorde at Darons hjerte bankede hårdere, da hans far sagde til ham, at de skulle snakke. Det var aldrig en god ting, at de skulle snakke. Eller at de generelt havde kontakt til hinanden.
Daron lukkede døren, så snart Sean bad ham om det, hvilket fik ham til at bande inde i sit hoved over at han stadig adlød ham. Jo, det var bare at lukke døren men han kunne i det mindste have gjort det langsomt som et lille oprør. Daron var ellers god til at gå i mod autoriteter eller det havde han været før han blev soldat. Men med sin far tænkte han ikke en gang over det han gjorde for ham. Han slog børn ihjel for ham. Darons mave krøllede sig sammen ved tanken om det så han skubbede det hurtigt til side. Han trådte mere ind i rummet for at stå overfor Sean og lyttede så til det han sagde.
Så snart Assorian blev nævnt reagerede Daron med at lægge armene over kors. Det var ikke en stor reaktion men det var nok til at vise hans utilfredshed. Selvfølgelig blev Assorian nævnt. Han troede faktisk at det her handlede om at Assorian havde brokket sig til Sean over Daron. Det ville ikke komme bag på ham at han ville tale bag hans ryg i stedet for at konfrontere ham ansigt til ansigt. Daron blev irriteret bare ved tanken om Assorian.
Hvilket bestemt ikke hjalp over sin fars sidste kommentar til emnet. For det første gjorde hans ord ondt - Daron havde ellers lige håbet at han på en eller anden måde var immun overfor hans hårde ord men så igen, det var meget at håbe på - og for det andet gjorde det ham frustreret, når det tydeligvis var Assorian der var den umodne her. Bare fordi Daron havde været i seng med hans datter.
"Han hader mig kun fordi jeg gik i seng med hans datter." Daron havde ikke en gang indset at han havde mumlet det men skubbede det hurtigt til side.
Han skulle i stedet lige til at åbne munden og sige noget, et eller andet for at beholde den smule ære han havde tilbage og forsvare sig selv, efter han havde kommet sig over slaget, men Sean kom ham i forkøbet. Og undskyldte.

Det kom mere bag på Daron end at hans far overhovedet var her. At han sagde undskyld. Det måtte være en første gang. Nej, det måtte være en fejl. Hvorfor skulle han sige undskyld til ham? Han havde sagt langt værre til ham før, ting der stadig jagede ham, og der havde han aldrig sagt undskyld.
Man kunne se på Daron at det kom bag på ham, som han blinkede overrasket og den vrede, der ellers nåede at bluse op i ham, forsvandt. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere.
Heldigvis kom Sean med et spørgsmål der kunne få ham til at fatte sig lidt igen. Han rystede meget let på hovedet over sig selv for at komme sig og satte sig så ned på sengen, stadig med fødderne på gulvet. Den eneste anden siddeplads var en sofastol og den var Daron gavmild nok til at lade sin far få. Og så var det også lidt personligt at lade Sean sætte sig i hans seng.
Han tænkte lidt over hans spørgsmål.
"Ja, det har jeg," svarede han helt ærligt. Hvor skulle han ellers tage hen? "Jeg synes om at være her. Jeg føler også at mit træningshold udvikler sig til det bedre."
Han tøvede lidt før han tilføjede noget fordi han vidste, at det sikkert ville lyde svagt for Sean. Det var sikkert ikke godt i hans øjne at have gået rundt og være uambitiøs. "Og så er det også for første gang i lang tid, at jeg føler, at jeg er ved at bygge en fremtid for mig. At jeg har noget at arbejde mig frem til."
Han trak så let på skuldrene. Han skulle heller ikke virke for blød overfor sin far. På grund af det havde han før fået nogle ikke så positive reaktioner fra ham.
"Men står det til Assorian bliver jeg her nok ikke meget længe. Selvom jeg har fået optrænet hans værste hold til en gruppe velfungerende soldater."
Og det var ikke en gang løgn. Det havde taget lang tid men nu var de fleste på hans hold gode nok til at de ikke behøvede meget uselvstændig træning længere. Noget som Daron selvfølgelig var stolt af. Det var nok det største han havde udrettet i sit liv. Men det ville han ikke sige til Sean, der havde været hersker over en helt by. Alt var jo relativt.

Han så sig omkring i rummet, mens Daron var stille eller endelig fik svaret på de ting, som Sean havde spurgt ind til. Hans finger gled over overfladen på et bord, som vurderede han selve tilstanden af Darons ting eller undersøgte om knægten holdt sig renlig. Men uden at kommenterer på noget af det, vendte han sig snart om mod Daron igen. Det svage smil var der stadig.
"Hans datter? Mener du Moon? Så du går i din fars fodspor..." bemærkede han. Han var ikke helt sikker på om det var Moon, som Assy betegnede som sin datter. Hvis det var, var det blot underholdende. Både fordi Assorian endnu ikke vidste Sean havde været der, fordi han kunne drille Daron med det og fordi det vidnede om at Moon var nøjagtig lige så løs som han havde fået et indtryk af. Men bortset fra de ting var Moon en god sengepartner og forhåbentlig havde hun kunne lære Daron en ting eller to. Ja, bare fordi Daron havde arvet noget at udseendet, kom evnerne jo ikke af sig selv!
"Hvis du vil blive her, er han den der udbetaler din løn og udtaler dine ordre. Du burde passe på med at gøre dig så uvenner med ham" bemærkede han så fra et logisk synspunkt. Selv om der var en stol ledig til ham, gik han direkte over og satte sig på sengen ved siden af Daron. Han lænede sig en smule tilbage, med armene bag sig til støtte. Så nikkede han svagt.
"Jah. Din hold klarede sig ret godt. Jeg er overrasket over hvor godt du har omfavnet opgaven og er vokset med den. Måske er der håb endnu..." Hans blik gled hen over loftet over dem med et betænksomt udtryk.
Måske kunne Daron stadig nå at lære de værdier, som Sean så som vigtige. Blive en ordentlig person. Han drejede hovedet og så tilbage på Daron.
"Du ved...Jeg har aldrig bedt om at have sønner. En familie. Voksne børn der opsøger mig og siger de tilhører mig? Jamen hvad skal jeg stille op med det?"
Der var en underlig stemning i rummet. Som om han på en og samme tid var overraskende venlig mod Daron, men stadig prøvede at intimidere ham. Seans ene hånd landede på Darons ene fugtige skulder.

Hele den her situation var mærkværdig fra Daron. Jo, han havde mange gang fanget sig selv i at drømme om den dag, hvor hans far ville sætte sig ned og have en samtale med ham som ligemænd. Og nu skete det i virkeligheden. Eller det føltes i hvert fald sådan, men Daron turde heller ikke håbe. Han turde ikke lade indrømme sig selv, at han håbede på det heller.
Han kunne ikke lade være med at rynke panden og skære en grimase over Seans kommentar til det med Moon.
"Ja, Moon," svarede han og rystede meget let på hovedet. Han havde ikke brug for at vide at han havde haft sex med den samme kvinde som sin far. Det var forkert, ikke? Det var ikke fordi, at Daron kendte meget til familieforhold. Han følte ikke en gang rigtigt at Sean var hans far, blot en magtfuld mand, som han desperat ønskede accept af. Han vidste selvfølgelig ikke, hvordan man følte at nogen var sin far, men han forventede alligevel at der var en eller anden følelse, en forbindelse af en art. Det var der ikke. Og alligevel var han så opsat på at gøre ham stolt. Det var egentlig ret trist. Det kunne han i det mindste indrømme for sig selv.
Han skubbede hurtigt tanken om Sean i seng med Moon til side og så i stedet på ham igen, som han satte sig ned på sengen ved ham. Det var nok der, at det gik mest op for Daron at det her ikke var nogen formel samtale - hans far kunne nemt have valgt at tage afstand til ham og sætte sig i stolen, men det gjorde han ikke. Daron blev idiotisk stolt over dette, hvilket også gjorde at han ikke en gang kunne forsvare sig selv over at det ikke var ham der prøvede at være uvenner.
I stedet nikkede han og sagde "Jeg skal nok passe på" før han lod Sean tage samtalen videre.
Måske er der håb endnu... Ordene ekkoede inde i Darons sind. Det havde Seans ord gjort før, men det havde for det meste været negativt. Det var det ikke nu. Daron var stadig skeptisk. Han turde ikke være glad for denne her situation, for tænk hvis det hele var noget opsat eller en test eller noget han bildte sig selv ind. Dog kunne han ikke lade være med at få et svagt smil på læben over komplimenterne.
"Jeg sætter pris på at have fået muligheden til det," sagde han, "Det er også en stor grund til at jeg gerne vil blive. Jeg er faktisk udmærket til at udføre mit job."

Atmosfæren i rummet ændrede sig, da Sean skiftede emne. Darons smil forsvandt også omgående. Prøvede han at åbne op for ham? Eller blot at komme med en forklaring på hvorfor han ikke ønskede at have Daron som sin søn. Ligemeget hvad så blev Daron en anelse mere anspændt, ikke meget, men han undgik sin fars blik mere end normalt. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Da en hånd blev lagt på hans skulder, så han op på Sean igen og kunne næsten ikke skjule sin overraskelse. Havde Sean nogensinde lagt hånd på Daron på sådan en måde før? De fleste af deres møder havde endt ud i af Daron havde fået et slag. Så det her var ikke noget han var vant til. Det var dog ikke noget ubehageligt - jo, det var uvant, men ikke noget han havde noget i mod. Det gav ham derimod mod til at tale. Han trak let på den skulder, der ikke have en hånd på sig.
"Jeg tror ikke, at nogen af os havde bedt om det her," startede han ud med. Han tøvede lidt før han sagde noget han ikke troede han ville turde sige til Sean og bad om at det ikke ville ophidse ham. Man kunne jo aldrig vide med den mand.
"Jeg har altid inderligt ønsket en familie. Det ønsker jeg stadig. For..." Han overvejede kraftig om han burde sige det. Det var noget han havde ønsket at sige højt længe, ikke bare for Sean men for sig selv. Det var vel en metode han håbede ville hjælpe ham med at give slip. Han vidste ikke om det ville hjælpe. Hvad han sagde kom derfor ud tøvende og lettere fremtvunget. "Hvis det er til nogen hjælp, så er vi måskekød og blod, men vi er ikke familie. Ikke som jeg har forstået det i hvert fald. Og hvis du vil have det, kan jeg også godt stoppe med at være din søn. Jeg har ikke været nogens søn i over halvtreds år. Jeg kan nok klare ikke at være nogens søn igen."
Han så væk, anspændt og ventede på et slag. Han havde overskredet grænsen med sine ord, det vidste han godt. Han vidste dog ikke,hvordan Sean ville reagerede. Han håbede bare på at det ikke ville gøre for ondt.

Han drejede lidt i sin position, så han sad mere med fronten mod Daron, som Daron kom med sin store åbenbaring. Hans øjenbryn gled en smule sammen. Det var svært for en mand, der gik så meget op i perfektion, at få at vide noget ikke var perfekt. På en og samme gang var han både sur over ordene og lettet. Han vidste ikke helt om Daron forstod hvor han ville hen med det her, men det var nu ikke fordi han ville give slip på Daron. De var biologisk forbundet og det kunne man ikke bare ignorere. Det var simpel overlevelse, hvor man fokuserede mere på sin egen slægt end på andres. Når det kom til stykket havde han bare ønsket Daron det bedste og arbejdet hårdt for at lære knægten de ting, som han ville få brug for i livet. Hvis det ikke var godt nok, måtte det være Darons egen skyld for ikke lære noget...Ikke?
Måske...Måske kunne de tage en dag, hvor de ikke var far og søn...Et eller andet sted betød det noget. Og han ville gerne vise Daron at han ikke kunne løbe fra det. At han ikke bare kunne vende sit blod ryggen. Idiotiske knægt.
Hånden på Darons skulder klemte lidt, før Sean langsomt skubbede Daron bagud og ned i sengen. Hvis Daron lod sig lægge på sengen, ville Sean halvt stå, halvt sidde hen over ham snart. Med hænderne på hans skuldre, en fod på gulvet og et knæ på kanten af sengen.
"Du kan bare ikke vente med at flygte fra mig, kan du vel?"
Han havde ikke haft planer om at sige de ord, men der var visse ting efter hans depression han ikke kunne komme sig over. Et eller andet sted havde han ufejlbarlige selvtillid mærket et svigt og til tider vendte de negative tanker tilbage og spøgte.
"Måske skal jeg vise dig...Hvordan jeg behandler folk der ikke er familie?" foreslog han og lænede sig længere ned mod Daron. Seans mørkegrå blik gled ned over Darons ansigt og krop et øjeblik, mest for at give Daron et hint til hvad Sean mente. Hm.
Ja. Daron havde et godt udseende, selv som skyggevæsen. Det var næsten for nemt at glemme han var ens søn...Men nu var Daron jo også så desperat for ikke at være det...
Han lænede sig ned mod Daron og kyssede ham blidt på halsen. Næsten ikke mere end en kilden. Det var svært ikke at smile, ikke at grine. Som en incubuc kunne man nemt få den op at stå for næsten enhver...Men Daron var ikke mad. Lige nu var han legetøj. Præcis som alle, der ikke var familie, var det. Næsten.
Hans plan var at Daron til at tigge og bede om at være familie. At sætte pris på det. At vide hvilken stilling han havde. Drengen var tydeligvis for dum til selv at opdage det...Så der måtte drastiske midler i brug.

Det gik op for Daron, at stemningen ikke hele tiden ændrede sig - den eskalerede. Han vidste ikke hvad de nærmede sig mod, men det var alligevel som om der var nogle spændinger mellem dem, som der ikke før havde været. Der havde altid været noget anspændt mellem dem men denne gang var det anderledes. Daron forstod endnu ikke helt hvad det var, og så var han så distraheret af Seans opførsel til at kunne tænke yderligere over det.
Sean havde i starten ikke nogen stor reaktion - ikke meget andet end at rynke panden en anelse. Men det var nok til at gøre Daron bekymret for om han havde lavet en fejl. Sådan var det altid. Han kunne ikke finde ud af ham og flere gange prøvet at han havde sagt eller gjort noget som han havde reageret meget negativt over. Sådan var det vel når man prøvede at være nær familie med en som egentlig bare var en fremmed for en. For det var jo alt Sean var, udover hans titel over Daron selvfølgelig. En bekendt, man kunne ikke en gang kalde dem venner. Men alligevel var han en mand, som han så forbandet meget ønskede accept fra, at det næsten var ynkeligt.
Det var også derfor at han åbnede munden og skulle til at rette på sine ord. Men han nåede ikke længere, før grebet om hans skulder blev strammere og han blev skubbet bagud, ned i sengen. Han kunne ikke lade være med at spærre øjnene op, overrasket, som hans hjerte gav sig til at banke hurtigere. Men han lod sig lægge ned, stirrende lettere forfjamsket op på Sean. Daron var en meget privat person, der normalt ikke kunne lide, når folk brød hans intimsfære. Men selvom han følte for at holde vejret og hans hjerte bankede hurtigere, så var det ikke just fordi det var ubehageligt. Han var nervøs, ja, men ikke ukomfortabel. Han var nok mere forbavset over hvad der skete.

"Det var ikke... jeg mente ikke..." Daron var ærlig talt mundlam. Hele den her situation tog pusten fra ham. Det hjalp heller ikke hvordan Seans blik gled ned af hans krop og derfor gjorde det tydelig hvad han havde i tankerne. Hvilket satte alt for mange uoverskuelige tanker i gang hos Daron. Det var noget helt nyt for Daron, at skulle være sammen med en mand. Og på sin vis vidste han jo godt, at det var forkert - far og søn. Men så igen; De var jo ikke far og søn, de kendte knap nok hinanden. Sean sagde selv at han ville behandle ham som om de ikke var i familie. Desuden så var der noget ved dette der fangede Daron. Dette var nok første gang nogensinde at Sean virkelig havde vist ham at han ønskede ham. Måske ikke på den måde, som Daron oprindeligt havde tænkt det, men det var stadig mere end han nogensinde kunne håbe.
"Sean..." Daron glemte fuldstændig, hvad han havde tænkt sig at sige, da Seans læber ramte hans hals. En skælven skød i gennem ham og et lille gisp undslap ham af ren og skær overraskelse over hvordan det påvirkede ham. Faktisk glemte han kort alle de tanker, der før havde fyldt hans hoved.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder, og han vidste generelt ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Det var tydeligt Sean der havde kontrol over situationen lige nu. Hvilket egentlig passede Daron fint. På den måde kunne han slå tankerne fra, overgive sig til ham og nyde at hans far endelig viste ham en form for kærlighed.

Han ville skræmme Daron fra vid og sans. Men som han havde fået langt drengen ned og begyndte at drille ham, virkede det som om Daron var hurtig til at give efter. Nå pyt...Måske det ændrede sig, når Sean gik videre. Havde Daron overhoved været sammen med andre før? Kvinder, ja. Han var jo bedstefar. Eh...Det lød så gammelt. Og han kendte ikke engang knægten. Endnu en ting han var utilfreds med. Han så sig selv om familiens overhoved, trods alt. I hvert fald her i Underworld.
Han skubbede det til side. I virkeligheden ville Sean elske at have familie og tage sig af den, han vidste bare ikke hvordan. De lyttede ikke til ham. De forsvandt. Eller også gjorde han noget galt. Nogle gange var det bedre at tænke man slet ikke havde familie...
For sandt var det, at en af grundene til Sean var rejst til Underworld fra Jorden, var for at slippe for alt det der med familie. Alligevel var de dukket op. Fra højre og venstre. Xander. Daron. Elyas. Den adopterede dreng Connor, som egentlig havde været Luces dreng. Connor var en fin dreng. Han gik i skole nu, her i Dragons Peak og Sean havde sikret der var nogen til at holde øje med ham. Måske burde han få ham flyttet hjem til Doomsville...Skabe sig selv en falsk boble af...Et eller andet?

Han tvang alle tankerne væk. Der var ingen svar på dem og de gjorde ham blot vred. På intet tidspunkt ville han kysse Daron på læberne. Læberne var ofte noget folk så som mere intimt og privat. Man kyssede dem man holdt af. Men det var ikke meningen dette skulle være en fantastisk oplevelse for Daron og uanset hvad de gjorde, ville Daron stadig et eller andet sted være hans søn.
Uden at føle sig problematiseret af denne fact fortsatte han.

Han grinte svagt, som hans blik gled op mod Darons ansigt, mens han fortsatte med at kysse ham ned af halsen.
"Du er en liderlig lille dreng...Skal der intet mere til før du giver efter?" drillede han i en lavere og dybere stemme. Hans ene hånd gled op langs Darons mave, før den lagde sig mod Darons ene nippel og begyndte at stimulerer den. At Daron mere eller mindre allerede var nøgen gjorde blot hans arbejde nemmere. Hans læber lagde sig mod den anden nippel og erfarent gled hans tunge frem og tilbage over den, til den begyndte at blive hård.
Åh, de var kun lige begyndt. Daron var så nuttet, som han virkede helt forvirret over situationen og Sean kunne ikke lade være med at nyde det et eller andet sted.

Det her var ikke noget som Daron i sin vildeste fantasi havde forstillet sig ville ske. Han havde heller ikke drømt om det. Han havde drømt om at få sin fars accept og han havde drømt om at få den familie han aldrig havde haft. Men på ingen måde havde han drømt om det her. Det havde ikke en gang faldt ham ind, at det kunne lade sig gøre. For det første fordi han aldrig havde set Sean på den måde. For det andet fordi han aldrig havde troet at Sean ville se ham på den måde.
Men her var han så. I en situation som på en og tid føltes naturlig og fuldstændig bizar. Daron var ærlig talt forvirret. Mest af alt fordi, at det her, som han aldrig i sit liv havde troet ville være noget for ham, var noget han kunne nyde. Om det så var fordi det var en side af ham som han først nu havde opdaget eller det var på grund af Seans evner som incubus-dæmon, vidste han ikke. Men det fik alle de bekymrede tanker, som burde være der i en besynderlig og ikke mindst forkert situation som denne, til at forsvinde.
Seans latter kunne føles hen over hans hud sammen med hans læber. Hver gang de ramte ham mærkedes det gennem hans krop som elektricitet. Han havde aldrig troet at Sean ville kunne få ham til at føle på den her måde. Og han gav sig fuldstændig hen til det uden andre tanker. Lige indtil Sean talte.
Et fnøs lød fra Daron over Seans kommentar. Selv midt i alt dette her kunne han finde på at ytre sig på den måde. Det var vel ikke noget der ændrede sig. Og selvom det sådan set var sandt for nu, han havde hurtigt givet efter, så blev Daron stadig småmobset.
Han åbnede munden og talte i en normal toneleje. "Jeg er ikk-" Mere nåede han ikke at sige, før Seans hånd havde fundet vej hen til hans nipple. Endnu en gang undslap et gisp hans læber. Det var frustrerende. Han prøvede at formulere sig, men nydelsen som Sean gav ham slørrede hans tanker.
"Jeg er ikke lille. Eller liderlig," fik han til sidst mumlet, men han lød ikke specielt overbevisende. Han lukkede øjnene i og holdt vejret i et forsøg på ikke at komme med nogle lyde der modbevidste hans ord. Det var svært. Sean lod i mellem tiden tungen glide over hans anden nipple. Det var ikke noget Daron var vant til. Ikke at han ikke havde prøvet det før, men når han var sammen med kvinder var han ofte i kontrol og havde fokus på at tilfredsstille dem. Det var længe siden at han var blevet teaset selv og i hvert fald første gang på den her måde. Det fik hans hjerte til at banke så hårdt, at det næsten gjorde ondt. Det bankede i takt til, hvordan det dunkede varmt i hans underliv - noget som han ikke ville indrømme for Sean men han heller ikke kunne skjule.
Han kunne ikke længere holde vejret og slap det ud med et støn.
"Hvorfor gør du det her?" spurgte han endelig. Man kunne ikke sige, at han havde fattet sig. Han havde altid vidst at dette her ikke var rigtigt, men noget inde i ham sagde alligevel til ham, at han ikke skulle stoppe det. For selvom Sean stadig hånede ham, så gav han ham mere opmærksomhed end han før kunne tænke sig muligt. Og så var det lige nu dejligt. Det kunne vel ikke skade at se hvor det gik hen. Han kunne altid stoppe, når han ville. Han gjorde dog ikke selv noget for at det skulle fortsætte. Så meget var han heller ikke inde i det. På en måde turde han ikke selv at røre ved Sean, han vidste ikke hvor grænsen var. Han lå i stedet og tog i mod og prøvede at forstå alt der skete.

Sean kunne ikke lade være med at grine let mod Darons ene nippel. Drengens ord og forsøg på at bevise han havde en eller anden form for vilje var sjove. Der skulle ikke meget til at vække Darons krop, men Sean var der ikke helt selv endnu. Hvorfor reagerede hans egen krop så langsomt? Fordi han underbevidst var klar over at dette var...Forbudt?
På den anden side var det så nemt at lægge det fra sig og bare se Daron som enhver anden.
"Så du er ikke lille? Skal vi tjekke?" drillede han ham. Hans ene hånd forlod den hård nippel og gled pirrende ned over Darons mave. Manden var muskuløs og det var godt. Det var den slags typer Sean foretrak. At kunne se og mærke de stærke muskler der bevægede sig. Hans hånd nåede håndklædet om livet på Daron...
Seans hånd gled ned over håndklædet, på noget han kunne mærke var Darons lår. Helt ned til han fandt en kant i håndklædet. Hans varme hånd gled ind på den kølige hud og fulgte låret op igen...
Oh my.
Han blev nød til at trække sig en smule tilbage fra Daron. Seans mørkegrå øjne gled drillende ned over Darons ansigt, som hans hånd greb fat om noget der allerede virkede lidt for strittende. Var manden seksuelt afholden? Var det længe siden sidst? Så fyldig, allerede! Men det var jo den eneste grund til at man lavede forspil.
Med et grin og et godt tag i Darons ikke-helt-så-lille lem lænede han sig ind over manden igen, så han ikke kunne krybe væk fra Sean og hans hånd.
"Nej, måske ikke helt så lille...Glæder du dig til at mærke noget der er endnu større?"
Han havde ikke sammenlignet deres størrelser, men uanset om det var sandt eller ej, var det sjovt at drille Daron.

Hans hånd kærtegnede den nedre region af Daron. Hans underarm pressede mod håndklædet og det lykkedes ham snart at løsne klædet, så han bedre kunne komme til. At Sean selv slet ikke var nøgen påvirkede ikke den stærke Archdemon. Jo mere han kunne sætte det hele i kontrast og pinliggøre Daron, jo bedre var det. Darons små støn fik dog langsom åbnet op for Seans spændinger og han ville måske snart selv kunne deltage i denne leg på ordenlig vis.
"Hm? Hvorfor? Jeg troede du nød det...."
Han lænede sig ind over Daron, stadig med et knæ på sengekanten. En lettere belastende stilling i længden, for Sean.
"Du sagde selv vi ikke var familie. Ergo kan vi gøre hvad vi har lyst til..."
Han trak sig væk. Han havde svaret Daron mens hans læber havde placeret nogle pirrende kys ned af Darons hals imens. Men nu trak han sig helt væk. Benene på gulvet, hænderne væk, ikke flere kys.
Seans kølige blik gled ned over Daron, før han med en hånd gjorde tegn til at Daron skulle lægge sig længere ind på sengen. Hvis Daron efterkom hans ønske, ville han hurtigt gribe fat i håndklæde og trække det væk under Daron. Ned på gulvet.
Sean greb selv pausen til at fjerne noget af sit tøj. Trøjen gled af. Skoene gled af og han løsnede sine bukser.
"Læg dig til rette" beordrede han. Hvis Daron prøvede at stikke af, ville han gribe fat i manden og skubbe ham ned i sengen igen.
Seans egen krop var ikke uden sin prægtighed. En del ar, godt nok. Det værste var et knudret ar ved hans nederste ribben, hvor han engang havde brækket dem efter en dracolycan havde landet på ham. Seans krop var muskuløs og det var tydeligt at se musklerne bevæge sig under den varme hud.

Sean grinte over hans modsvar. Selvfølgelig gjorde han det. Det kunne godt være, at hele den her situation ændrede Darons syn på ham, men det betød ikke at Sean faktisk havde ændret sig. Hans tanker om Daron havde sikkert heller ikke ændret sig. Han mente nok stadig at han var svag og uduelig. Men dette valgte Daron ikke at tænke på. Det var så meget nemmere at skubbe det til side og lade alt dette være et tegn på, at han faktisk, på en eller anden forskruet måde, accepterede ham. Ville have ham. Det var vel bedre end alternativet.
Selvom det hele var som et stort kaos for ham i sine tanker, var han stadig dybt fokuseret på Seans hånd, der gled hen over hans krop. Han vidste hvor den var på vej hen men alligevel kunne han ikke forstille sig, hvad der var ved at ske. Men så igen – for hvert sekund der gik, skete der noget, som han ikke kunne forstille sig. Seans varme hånd gled op under hans håndklæde, og det var der, at det virkelig slog Daron, hvad der var ved at ske. Hans læber adskilte sig i et forsøg på at sige fra, men han nåede det ikke før Sean havde et greb om ham. Det føltes underligt. Forkert? Ja, det var det vel. Han kunne mærke sit lem dunke mod hans hånd. Varmen steg Daron til kinderne. Han kunne mærke sin fars blik hvilke på sig, men han havde vendt kinden til og undgik at gengælde det. Han vidste ikke, hvad han følte skam over. Sean virkede tilfreds med hvad han fandt. Han gav ham endda ret i hans tidligere påstand. Men alligevel blev han forfjamsket og kunne ikke komme med noget svar til hvad han sagde til ham.
Skammen blev dog skubbet til side og erstattet af nydelse, da Sean begyndte at bevæge sin hånd. Daron prøvede ikke længere at holde sine støn tilbage, for han vidste godt, at det ikke var muligt. Han kunne heller ikke ligge helt stille længere og rykkede en anelse på sig, dog forsøgte han at holde sig til ro. Hans mave strammede, når Sean lavede en ekstra behagelig bevægelse. Det var ret ofte. Øjnene lukkede han i – han ville ikke se på Sean i mens.
”Det…” Han skulle til at sige at det gjorde han – nød det altså. For det gjorde han da, ikke? Han nød den fysiske aspekt, Sean var god til det han gjorde, og så nød han opmærksomheden. Men jo længere de gjorde dette, jo mere føltes det som om han ikke burde nyde det.
Han åbnede nu øjnene for at se på Sean, men det var ikke helt muligt, da hans ansigt var ved hans hals, så han stirrede op på loftet i stedet for. Han ville ønske at han kunne se hans reaktion på hans spørgsmål, selvom han var vant til ikke at kunne læse sin fars udtryk.  ”Er det her hvad du har lyst til?”
Det var sådan en ting, der gjorde Daron så forbandet stolt. At hans far måske havde lyst til noget med ham, der ikke involverede at tæske ham. Det var dumt.
Men stoltheden forsvandt hurtigt for så var Sean væk fra ham og oppe at stå. Daron støttede sig op med sine underarme og så på ham med et forvirret blik. Havde han sagt noget, der havde fornærmet ham? Det fik han hurtigt svar på. Sean ville bare have at han rykkede på sig. Daron tøvede men gjorde så som han sagde. Som altid.
Han kunne ikke lade være med at betragte Sean som han afklædte sig. Ikke på en måde som at han var betaget af hans udseende – han kunne selvfølgelig se at han var flot – men fordi det kom så meget bag på ham at han klædte sig af foran ham. Det var der det gik op for Daron hvor seriøst det her var. Og hvor det virkelig var på vej hen. Og så til sidst hvor forkert det egentlig var. De kunne gøre så meget, men de var stadig far og søn. Og hvor langt ville Daron virkelig gøre for at tilfredsstille ham?
”Sean, måske skal vi-” Daron nåede ikke en gang at rejse sig op, før Sean havde skubbet ham ned i sengen igen. Han så forbavset på ham, stadig liggende på ryggen men støttende op. Hans hjerte bankede stadig hårdt men nu var det ubehageligt, som om hvert slag gjorde ondt i mod hans bryst.
”Sean, jeg ved ikke…”  han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Manden havde tydeligvis besluttet sig. Og Daron havde ladet ham gøre hvad han ville helt op til dette punkt. Han kunne ikke bare afvise ham nu og forvente at han ville tage godt i mod det. Så kunne han have ladet være med at lade det gå så langt. Så til sidst tav han bare og lagde sig til rette. Det var det bedste at gøre.

Sean løsnede sine bukser, men var samtidig bevidst om Darons bevægelser. Så snart manden var på vej op med de halvfærdige affærdigelser på læberne, skubbede Sean ham blot ned i sengen igen. Om det var en form for voldtægt? Måske. Han var nu overbevist om han nok skulle få Daron til at nyde det alligevel. Var manden nogensinde blevet taget af en mand før? Sean nød tanken om at hvis det nogensinde skulle ske igen, ville Daron formentlig huske sin far først. Eller Sean, som Daron nu kaldte ham. Godt! Daron gik all in i rollespillet! Intet far, intet 'min søn'.
Bukserne gled helt ned om anklerne, hvor han kunne træde ud af dem og afsløre sin egen nøgenhed. Hans egen lem var kommet op og dunkede svagt, omend Sean måtte indrømme over for sig selv at han skam havde følt sig langt mere liderlig end lige nu. Pyt, det var for at bevise en pointe. Darons krop var bare en krop som så mange andre, uanset om denne skulle spises eller ej.
Seans blik gled ned over Darons krop, som denne lagde sig ned i sengen igen. Det trak i Seans ene mundvige som han smilte svagt. Der, Sean havde næsten intet gjort, men han havde allerede brudt Darons svage vilje. Lagde sig klar, som en god lille dreng.
”Gør det nogen forskel om jeg ønsker dig eller ej?”
Han vidste det alt for godt. At Daron ønskede opmærksomhed, ønskede ros og tilkendegivelser. Det gjorde det blot nemmere for Sean at være hård mod Daron.
”Hvis jeg siger jeg ønsker det...”
Sean kravlede ind over sengen igen, med kurs ind over Daron, så han yderligere kunne presse manden ned i sengen igen. Det svage smil hang stadig ved ham. At kysse på munden var som oftest en overvindende metode, men han ønskede ikke at vise Daron den slags mere...Personlige...intimitet.
”...Vil du så være det mere villig? Til at gøre alt, for at gøre mig tilfreds?” Han stak en finger i sin mund, sørgede for at væde den godt mens Daron så på. Han havde presset sig ind mellem Darons ben, hvilket med hans styrke næppe var et problem og nu gled fingeren ud af munden. Fingerens spids gled langs Darons lem et øjeblik...Længere ned. Helt ned til det sted, der ofte enten var forhadt, unævneligt eller forbundet med stor nydelse. Han stak fingeren ind. Sean stod halvt ind over Daron med en hånd ved siden af Darons ene skulder.
”Vær nu en god dreng og lig stille. Hvis det er ubehageligt, så husk at trække vejret dybt og prøv at slappe af. Det gør det bedre” instruerede han så i en mere beordrende stemme. Normalt ville han drukne sin partner i kys og kærtegn, for at få deres fokus hen på noget andet imens han gjorde dem klar til at modtage. Men det var Daron...Og Sean ville hellere se på hans ansigt, se reaktionerne. Fingeren gled ind og ud i et roligt tempo, hvis Daron lå stille til det. Hvis Daron prøvede at undgå eller fjerne sig, vil Sean blot blive det mere insisterende.

Pludselig stod Sean nøgen overfor ham. Det var vel nok egentlig ikke pludseligt, alt havde ledt op til det, men for Daron var det som at det hele pludseligt tog et skridt længere end han overhovedet havde tænkt over før. Så, ja pludselig var Sean blottet. Kun fysisk dog, han havde stadig alt magten over Daron, mere magt end han brød sig om det, men det var stadig så mærkværdigt at se Sean vise så meget af sig selv. Daron, der ellers før havde gjort alt for ikke at se på ham, kunne ikke lade være med at stirre. Det var nok ikke særlig smart eller høfligt, men det var bare et syn som aldrig havde faldet Daron ind og nu var det foran ham og nærmede sig ham. Daron lagde sig helt ned i sengen før Sean selv kom og pressede ham ned i madrassen. I modsætning til Sean var der intet smil på hans læber. Han var for fokuseret på alt lige nu til at kunne smile.
Hans hjerte galopperede mod hans bryst, og Daron var næsten nervøs for at det kunne høres. Men Sean talte og hans ord overdøvede det i hvert fald, og fyldte Darons hoved med endnu et dilemma oven i det komme rod, der var hans tanker lige nu. SKulle han være mere villig? En del af ham ville gerne sige ja blot fordi han var så desperat efter at høre hans far sige, at han rent faktisk ønskede det her. At det ikke bare var for at bevise noget eller lære ham en lektier, selvom det nok var den rigtige hensigt. En større del af ham vidste han, at det blot ville give Sean lov til at gøre hvad han ville. Det ville være at give helt efter, hvilket Daron ikke vidste, om han kunne.
Så det endte med, at det eneste der kom ud af ham var:  "Måske" Det kom ud halvkvalt og tøvende, for han vidste slet ikke hvordan Sean ville reagere på det.
Desuden var der noget, der havde fanget hans opmærksomhed - Seans finger, der nu var i hans mund. Daron så fikseret på det. Det var ikke fordi han havde meget erfaring indenfor dette, hvis overhovedet noget, men det betød ikke, at han ikke vidste, hvad dette gik ud på. Han lagde slet ikke mærke til at han holdt vejret. Ikke før at Sean havde stukket fingeren ind og han kom til at gispe. Hele hans krop blev anspændt og hans ene hånd klemte fast om dynen under ham. Det føltes ikke rigtigt. Som om hans krop ikke ville tage i mod det og derimod skubbe den ud af ham igen. Daron havde mest af alt lyst til at rykke sig væk. Da der også var nydelse var det en del nemmere at give sig hen til det, men det her var kun ubehageligt. Men han fjernede sig ikke. Han havde opdaget at Sean ikke ville acceptere det. I stedet prøvede han at lytte til ham. Han tog en dyb indånding og forsøgte at slappe mere af i kroppen. Det hjalp, en smule. Det var ikke mindre ubehageligt men det føles ikke lige så meget som om den slet ikke kunne være der.
"Det føles forkert.." mumlede han med lukkede øjne - for han kunne ikke se på Sean med alt det her. Det kunne da ikke være rigtigt at det skulle føles sådan her? Det kunne godt være, at det bare ikke var noget for Daron men han forstod ikke hvordan mænd kunne nyde det her. Måske var det noget nogle var født til og andre ikke? Eller skulle man trænes op til det? Daron nød det i hvert fald ikke lige nu.

Sean smilte svagt for sig selv. Daron fremstod som en jomfru, hvad angik hele mand-til-mand delen, men det gjorde det blot det mere fornøjeligt for Sean. Han kunne mærke hvordan Daron første spændte og bagefter prøvede at slappe af. Dygtig dreng. Hvis Daron blev ved med at lytte til ham på denne måde, skulle dette nok blive fornøjeligt alligevel. Men var dette virkelig hvad der skulle til, for at få Daron til at lystre? Skulle det nu til at være en...Ting...Mellem dem?
Han pressede fingeren ud og ind igen. I et stille tempo. Det var så sjovt at se Darons reaktion, at Sean til at starte med blot studerede manden under sig, uden at gøre yderligere for at gøre det til en god oplevelse for Daron. Men når det kom til stykket, var Sean en mand der foretrak at gøre det godt for sine partnere. For at vise han havde magten, havde erfaring til det. For at det kunne styrke Seans indre ego.
Han lænede sig mere ind over Daron og bukkede sig ned for at kysse ham igen. Ikke på munden, aldrig på munden, men på halsen og nedefter. På et tidspunkt, da det føltes som om Daron – om ikke psykisk, så måske fysisk – havde vænnet sig til fingeren, trak han sig lidt tilbage igen. Men denne gang, fordi hans anden hånd gled rundt om Darons lem og gav den lidt tiltrængt opmærksomhed, mens Sean introducerede finger nummer to. Daron var nærmest så sød, så han virkede til at give efter og bare tage imod. Det var næsten for nemt at glemme at de faktisk var i familie. Alt for nemt.

Sean svarede ham ikke, så Daron valgte bare at holde mund. Det var også lettere at kunne fokusere på sin vejrtrækning. Det begyndte faktisk at blive nemmere. Om det var fordi han slappede mere af eller fordi han blot vænnede sig til det, vidste han ikke. Ikke at han havde vænnet sig til det mentalt. Det kom han nok aldrig helt til. Der var stadig konstant angst ind i ham, der skreg om, at det her var forkert, ligemeget hvor meget han nød det. Det hjalp ikke, at hvad Sean lige nu havde gang i på ingen måde føltes naturlig.
Han åndede tungt ud, da Sean trak fingeren ud af ham, kun for at lade et støn slippe ud med det, det sekund hans hånd var om hans lem igen. Hans øjne var stadig klemt i, han kunne endnu ikke få sig selv til at se på ham. Desuden sørgede for han bare kunne fokusere på nydelsen, som på trods af alt stadig pumpede i gennem ham.
Dette gjorde han også, da Sean endnu en gang trængte sig op i ham, denne gang med to fingre. Det var overraskende nok lettere at modtage denne her gang. Måske fordi der var noget nydelse at kunne gribe fat i? Og da der ikke var lige så meget smerte, begyndte en ny form for nydelse at træde ind. En følelse Daron aldrig før i sit liv havde oplevet. I starten kom det så meget bag på ham, at han spændte op igen men kort tid efter fik han slappet af til det. Taget om dynen under ham blev også sluppet.
Måske skulle han bare give sig hen til det? Om han nød det eller ej ville det ske og det var ikke fordi Sean ikke havde evner indenfor området. Og måske havde Sean en pointe; han var en incubus-dæmon, så det her kunne vel sagtens være sket, hvis ikke de havde været far og søn. Så måske skulle han blot glemme deres relation og prøve at give efter? Men det betød ikke at han bare ville give efter for, hvad Sean gjorde i mod ham - det gjorde han jo allerede næsten fuldstændig, så desperat han var. Nej, han ville være med, så han ikke længere skulle ligge her og føle sig så magtesløs. Ikke at han vidste hvordan man gjorde ved en mand og han turde slet ikke røre ved Sean uden tilladelse. Han turde knap nok bevæge sig.
Det tog ham lidt tid at tage sig sammen til at sige noget.
”Er der noget, jeg kan gøre?” endte han med at spørge. Det kom ud anspændt, både fordi det var i mellem to støn og fordi Daron var nervøs for overhovedet at spørge. Det lød også så dumt, den måde han fik det formuleret på. Som om den her situation ikke kunne blive mere pinlig.

Det gjorde det altid nemmere, når man gav lemmen lidt opmærksomhed samtidig. Især for folk, der aldrig havde prøvet det før. Tit var det noget der skulle tilvænnes eller optrænes, så det var klart Daron enten følte lidt smerte, ubehag eller måske ligefrem lidt frygt. Jomfruer var...Sjove...Og krævende. Det var ikke altid Sean orkede dem. Men lige nu var det blot sådan det var, for selvfølgelig havde Daron ikke prøvet andet.
Sean holdt øje med Daron, mens han langsomt vænnede Daron til fornemmelsen. Det var underholdende, som Daron langsomt slappede mere af og gav sig mere hen til det. For at drille ham, ledte Sean også efter et bestemt punkt med sine fingre, til det lignede ham ramte. Punktet i anus, som kunne få enhver mand til at føle en bølge af nydelse. En specielt ting for naturen, at tilføje sådan en ting, så dybt inde.
Da Daron spurgte, slap Sean hans lem og lænede sig ind over ham igen. Daron, så lille og ynkelig. Så eftergivende, den perfekte til at ligge nederst i denne situation. Smilet voksede naturligt, som han bøjede sig ned mod Darons smil. Der var intet sted at gemme sig, som Sean stak fingrene så langt op som han kunne få dem, før han trak dem ud igen. Kun for at blive ved i en rolig rytme.
"Hmmm" En dyb brummen kom fra Sean. Han havde lyst til at drille Daron. Se om han kunne finde en grænse for Darons eftergivenhed.
"Tag fat om min lem. Mærk den. Kæl for den" Han åndede det ned i Darons øre, efterfulgt af tungen, der fulgte kanten af øret. Han nappede ham i øreflippen med en svag latter. Sean skulle jo også være i det rigtige humør, før han kunne give den ordentlig til Daron, så det var kun passende hvis der blev kælet lidt for den. Han tvivlede dog ikke på at Daron ville være forfærdelig til det.
"Du er selv en mand. Du burde vide hvornår det er godt" drillede han videre.

Nu hvor nydelsen var en del mere i fokus end smerten, kunne Daron give sig mere efter til Seans berøring. Det betød, at det blev bedre og bedre og pludselig ramte Sean et punkt, der sparkede et chok af nydelse i gennem Daron. Han krummede ryggen som gik der stød i gennem ham og et højt, nærmest forbavset støn kom fra ham. Hold da op. Måske var Daron til mænd? Han havde aldrig overvejet det før. Eller også var det bare en blanding af Seans erfaring og hans evner som incubus, der var så overvældende, at han troede det.
Langsomt fik Daron åbnet øjnene op for at se Seans reaktion til hans spørgsmål. Det var første gang i noget tid, han havde set på Sean, og nu så han op på ham med et varsomt blik. Øjnene blev dog hurtigt klemt i igen, men dette var fordi stak fingrene helt op i ham, hvilket fik skyggevæsenet til at skære en grimasse. For han forventede ikke lige at opleve smerte, når han endelig havde vænnet sig til det. Det var dog hurtigt ovre igen og smerten blev endnu en gang lagt i baggrunden.
Da han åbnede øjnene igen, var Sean så meget over ham, at han ikke længere kunne se på hans ansigt. Han kunne derimod se hans muskuløse krop over sig. Tænk at det her virkelig skete.
Darons hjerte sprang et slag over, da Sean endelig svar, samme med hans varme ånde, ramte hans øre. Han åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke andet end et gisp ud, da Sean nappede til ham. Kuldegysninger gik i gennem hans krop.
Han tøvede. Hvis ikke det allerede var tydeligt, så havde Daron aldrig været med en mand før. Han har ikke så meget som kysset med en mand før. Han var fuldstændig jomfru på det punkt og nu skulle han til at tilfredsstille Sean uden nogen som helst erfaring. Det var tåbeligt hvor nervøs han var for at fejle.
Men så tog han sig sammen. Meget langsomt, som om han var bange for at gøre Sean sur, rykkede han på sig for at gøre det hele mere tilgængeligt for ham. Så rakte han hånden frem - han overvejede kort at lade den finde vej hen af Seans krop men turde ikke røre ved ham mere end han havde fået tilladelse til - og greb forsigtigt rundt om Seans lem. Det var ikke fordi han ikke havde mærket det før, han havde trods alt rørt ved sig selv før, men det var noget helt andet at holde om en andens. Det gik også op for Daron hvor stor Sean egentlig var. Var det meningen, at han skulle op i ham? Det måtte da være umuligt.
Daron havde ingenting at svare på Seans drillerier. Han var for nervøs og samtidig for omtåget af den konstante skamfulde nydelse, som Seans bevægelser forvoldte ham. I stedet begyndte han at stryge hans lem. Han kærtegnede den som han ville gøre ved sig selv for udover det havde han ingen indblik i det. Han valgte at starte blidt ud, også for selv at vænne sig til følelsen af at have Sean i sin hånd. Han havde ingen anelse om hvad han lavede og håbede bare på, at det var godt nok til ikke at gøre Sean irriteret. I mellem tiden prøvede han at søge hans blik som en måde at få anerkendelse i at det han gjorde var rigtigt.

Far og søn. I det mindste var der ingen risiko for graviditet og ingen behøvede at vide noget. Dette var forkert på så mange måder, at Sean næppe ville kunne redde sig helt nok, hvis det blev offentlig kendt. Men hvem ville sige det videre? Selv hvis Daron gjorde det, ville han blive lige så hadet af offentligheden. Forfulgt. Kastet til med affald. Udstødt. Dette ville være deres hemmelighed. En ting Sean sikkert ville fortrænge og ignorere, som om det aldrig var sket.
Det virkede absurd, mens det stod på. På den ene side var Daron blot en mand som så mange andre. På den anden side vidste Sean godt Daron var hans søn og Sean havde alle muligheder for at trække sig. Det var dominansen han elskede. Det var det, at Daron ikke kunne stikke af og vred sig under ham. Det tændte ham næsten endnu mere, end Darons ellers ikke så dårligt-udseendet krop. Noget havde drengen trods alt arvet.

Der kom intet svar. Sean lod Daron komme til og tage fat om ham. Der gled et pludselig kuldegys igennem ham, som Daron endelig gav ham lidt opmærksomhed og han begyndte at mærke nydelsen. Selv om Daron halvt og halvt famlede sig frem, var det stadig rart. Det fik Sean til at stønne tungt og lukke øjnene et øjeblik, før et djævelsk smil voksede over ham. Der havde været det psykologiske spil i det. Han ønskede Daron skulle mærke Seans størrelse, frygte om den kunne være oppe i ham senere. Sean vidste det var en almindelig reaktion hos jomfruer.
Han lod Daron gøre det et stykke tid, mens han stadig legede med Daron selv. Med nydelsen var det nemmere at glemme det forbudte i disse erotiske scener og fortsætte ufortrødent. Små kys regnede ned over Darons hals og skulder og da Sean så op, gik det op for ham at Daron endelig turde gengælde hans blik. Han trak fingrene ud af Daron og brugte hånde som støtte, da han med den anden hånd lod tommelfingeren glide hen over Darons hage. Seans øjne brændte hedt og forførende, i så overvældende en bølge som kun en incubus kunne gøre det.

Så trak han sig fri af Darons hånd. I en pludselig bevægelse rettede han sig op og trak Daron tættere på sig, ved at gribe fat i hans hofter. Det gyldne øjeblik fra før var brudt, selv om Daron sikkert stadig ville kunne mærke det. Sean skubbede Darons ben højere på, før han lænede sig ind over ham igen og med en hånd lukkede afstanden mellem Daron og Seans lem. Forsigtigt begyndte han at presse på, velvidende det i starten sikkert ville gøre overvældende ondt. Men Sean vidste også at smerten ville være kortvarig, når først han var kommet ind og begyndte at bevæge sig. Så i stedet for at give Daron nogle pauser, vedblev han at presse sig roligt ind. En hånd gav Darons lem opmærksomhed imens.

Daron blev ved med at prøve på at kærtegne Sean bedst muligt. Det føltes stadig mærkværdigt, at mærke Seans størrelse sin hånd. At føle et lem, som ikke var ens egen. Han var ikke en gang sikker på, om det han gjorde overhovedet fungerede, indtil at Sean reagerede på det med et støn. Dette kom helt bag på Daron, hvorefter en varm følelse spredte sig i gennem ham, hvilket minglede perfekt med nydelsen Sean gav ham. Var det en form for stolthed? Havde han nogensinde gjort noget, der gjorde Sean tilfreds på den måde før? Han kunne ikke komme i tanker om det i hvert fald. Så stolt var han.
Og sammen med at Seans læber, der bevægede sig over hans hals, og bølgerne af nydelse der slog Daron igen og igen, som han ramte punktet inde i ham, var det alt for nemt blot at give sig hen til øjeblikket og glemme alt det vigtige – at de var far og søn og at de var to mænd. Alt var forkert ved denne situation men lige så snart Daron skulle til at tænke på det, så Sean på ham.
I det øjeblik sprang Darons hjerte et slag over. For som Sean trak sig ud af ham og blot delte et blik med ham, der nærmest hypnotiseret skyggevæsenet, indså han, at han havde lyst til ham. Sådan set ikke en lyst til alt, der skete lige nu. Men en lyst til at kysse ham. En lyst han aldrig nogensinde havde haft til nogen mand før, og hvis ikke det var fordi han var så fikseret på Seans brændende øjne, havde han set ned på hans læber. Lysten kunne dog sikkert læses i Darons blik.

Daron nåede lige at overveje mulighederne – om han skulle tage chancen og kysse ham – men så var Sean helt væk fra ham. Men afstanden varede ikke længe, for så havde Sean igen fat i ham og trukket ham ind til sig, hvilket fik et lille overrasket gisp til at lyde fra Daron. Lysten til at kysse ham blev skubbet til side og erstattet med en frygt. I det korte lykkelige øjeblik, han havde fat sig før, havde han glemt alt om, hvor alt dette var på vej hen. Panikken kunne ses i hans øjne, i mens Sean skubbede hans ben højere op og kom tættere på. Men han stoppede ham ikke. Selvom han vel egentlig godt kunne? Mon ikke Sean ville stoppe det, hvis Daron direkte sagde fra? Så behøvede det her ikke at kunne ske og alt andet kunne glemmes. Eller i hvert fald lades som om det var glemt for i sidste ende ville det her altid plage Darons tanker.
Selvom han egentlig mente, at det ville være bedst at bede ham om at stoppe kunne Daron ikke få sig selv til det. Om det var fordi han virkelig ønskede det eller om det var fordi han frygtede Seans reaktion eller om han bare var lammet over alle de overvældende følelser, kunne han ikke finde frem til. Det var nok en mix af det hele. I stedet blev hans krop helt stiv og anspændt, og uden at tænke over det holdt han vejret, afventede hvad der ville ske.
Og så var Sean på vej ind i ham og en intens smerte kom over Daron. Endnu et støn forlod hans læber, men dette var ikke af nydelse. Selv med hans lem, der blev kærtegnet på samme tid, var det kun smerten, han kunne fokusere på. Det blev ved, i mens Sean pressede sig selv længere ind i ham og det føltes som om hans krop blev nødt til at sprede sig unaturligt for at tilpasse sig dæmonens størrelse. Daron var helt overbevist om, at det ikke var fysisk muligt for Sean at presse sig selv længere ind, at Darons krop ikke ville kunne klare det, men så gjorde han det alligevel.
Hans fingre ramte Seans lår som et ubevidst forsøg på at få ham til at holde den sidste afstand der var tilbage. Samtidig med det, fik han brugt sine mavemuskler til at løfte sig selv op, som om det at se, hvad der foregik ville gøre det mere overbæreligt. Men det virkede ikke og kort efter faldt Daron tilbage i sengen med endnu et støn. Hans vejrtrækning var ujævn, som han sugede vejret ind, holdt det og derefter lukkede det ud som nogle ærgrende, da smerten blev for meget. Det indså han, og selvom det føltes forkert, tvang han sig selv til at prøve at trække vejret roligt og slappe af, stadig med fingrene i mod Seans lår.

Det hjalp, for pludselig var Sean helt oppe i ham og et støn, nærmest af lettelse, undslap Darons læber. Presset lettede en smule og det samme gjorde smerten. Den var der stadig, som en ømhed, og det kunne mærkedes at den havde været her, men lige nu var der noget der var i Darons tanker mere – Sean var inde i ham. Han fyldte ham helt ud. Lige nu kunne Daron ikke finde ud af, om den tanke var skræmmende eller pirrende, men hans hjerte hamrede i hvert fald i mod hans bryst.
Han kunne endnu en gang ikke se på Sean. Ikke nu hvor han havde sådan en magt over ham, som Daron aldrig havde troet, at han kunne få. Så i stedet var hans hoved vendt til siden, stirrende ud i ingenting i mens han forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol. Han vidste jo godt, at det her kun var starten.

Sean havde prøvet det så mange gange før. Han vidste hvad der kunne lindre Darons ubehag, men han kunne ikke få sig selv til at sige det højt. Han burde bede Daron trække vejret dybt. Bede ham slappe af i kroppen, da det gjorde det nemmere for både Sean og Daron. Men i stedet hvilede hans blik på Darons ansigt, på hele hans krop, som den stivnede og vred sig under det konstante pres af ubehag. Måske var det fordi han et eller andet sted...Nej, han havde ingen ide om hvad han følte. Noget ubehageligt, som det ikke længere bare var en leg og en trussel, men faktisk sex. Men han måtte huske sig selv på at Daron ikke ønskede at være hans søn og han burde behandle Daron som alle andre mænd. Og det betød han burde få så god en oplevelse som muligt. At Sean måtte investere energi i at gøre det behageligt og holde sig selv lidt tilbage.
Jo længere han nåede ind, jo mere lænede han sig ind over Daron igen.
"Træk vejret...Slap af..." rådgav han lavmælt, som han også måtte kontrollere sig selv fra bare at støde hårdt op i Daron, som hans indre instinkter bad ham. Som altid var folk så blottet foran ham, i denne position. Både fysisk...Men også deres sjæl. Fordi Sean levede af det, var det som om han altid kunne mærke den...Lige der, lige til at tage. Men han holdt sig fra den. Takket være mange mange års erfaring, kunne han sagtens ignorere sjælen og stadig have en god oplevelse. Men det krævede kontrol.

Darons hånd var nærmest ikke-eksisterende i Seans verden. Den holdt ikke Sean fra at presse videre, selv om han var helt bevidst om hvad hånden betød og det, at Daron prøvede at presse Sean den modsatte vej. Hans ene hånd lagde sig over Darons, nærmest som en tilkendegivelse af at Sean vidste det var ubehageligt, men at det nok skulle gå.
Da han var helt oppe i Darons stramme og varme indre, stoppede han og trak vejret dybt for at kontrollere sig. Hans blik gled ned over Daron, der havde vendt ansigtet væk. Sean ville vente lidt, så Daron kunne vænne sig mere til at mærke ham der og så han ville åbne mere op for Seans lem. Om lidt ville han glide nemmere ind og ud.
Hans hånd forlod Darons og lagde sig mod Darons ene kind i stedet. Han skulle ikke se væk. Han skulle se på ham og det de begge deltog i.
"Jeg er helt oppe i dig nu...Du har gjort det godt" stemmen var lavmælt og brummende, som han snakkede. Hans øjne var varme og forførende. Liderlige. Han bukkede sig ned og i et øjeblik kunne det virke som om han ville kysse Daron på læberne, men i sidste øjeblik blev det til et let kys mod mundvigen i stedet. Så begyndte Sean at køre lidt frem og tilbage. I et roligt tempo, forsigtigt, mens Darons indre langsomt vænnede sig til ham.
"Du er så stram..." hviskede han drillende.

Det hjalp at Sean rådgav ham. Hans ord fik Daron til at indse, at han netop ikke trak vejret ordentligt, så han kunne slappe af. Det der hjalp endnu mere var dog hans hånd over Darons. Det var det mest blide Sean nogensinde havde været i mod ham, selv efter alt det her.

Det var nemmere nu, hvor Sean var helt oppe i ham. Ikke nemt, men nemmere. Fysisk i hvert fald, Darons tanker rasede. Den magt Sean havde over ham, Daron havde tydeligvis ingen grænser for hvad han ville lade ham gøre ved sig. Han kunne vel også dræbe ham lige nu og her, kunne han ikke? Spise hans sjæl. Det ønskede Daron virkelig ikke at tænke på lige nu. Han havde nok i sine tanker.
Daron fik ikke lov til at se væk længe, for Sean vendte hans ansigt i mod ham igen. Endnu en gang blev han fikseret på hans brændende øjne. Han kunne ikke få sig selv til at se væk igen.
"Har jeg?" Daron anede ikke, hvordan han gjorde det godt. Men Seans ord gjorde ham stadig varm endnu, gjorde det hele en del lettere. Han havde aldrig forstillet sig at dette var hvad der skulle til for at gøre sin far tilfreds men at høre den ros, han fik, gjorde næsten det hele værd. Han holdt dog stadig hænderne på Seans lår i håb om at det ville give ham en smule kontrol over situationen.
Sean bevægede sit ansigt ned i mod ham og Daron holdt vejret som han nærmede sig. Han troede, at han skulle kysse ham, og han var klar til det. Men det skete ikke, i stedet modtog han et kys på mundvigen.
Det var tortur. Hvorfor kunne han ikke bare kysse ham? På en eller anden forskruet måde var Daron overbevidst om, at et kys ville gøre denne her situation en del bedre for ham. Det ville virke mere normalt. Det ville virke en del mindre som om det blot var Sean der var over ham og i stedet som om det var de to sammen.

Sean gav sig til at bevæge sig og endnu et støn undslap Darons læber. Han kunne ikke gøre for det, ligemeget hvor forlegen det gjorde ham. Det var lige som da han havde fingeren oppe i sig - som smerten begyndte at svinde bort, tog nydelsen over. Udover at dette her føltes ti gange bedre, hvilket Daron ikke troede var muligt.
"Du er virkelig - ah - stor," sagde han mellem sine støn. Hvor lød det dumt. Alt han sagde lød dumt. Men det var rigtigt - Sean var virkelig stor og lige nu fyldte han Daron ud til grænsen.
Darons hjerte bankede hårdt og voldsomt, som hans blik endnu en gang gled hen på Seans læber. Han blev nødt til det. Så han slap Seans lår for at bruge sine arme til at støtte sig en anelse op. Han løftede sit hoved op og selvom alt indei ham skreg at det var en dårlig idé, kyssede han sin far, med en blanding af forsigtighed, desperation og lyst.

Sean havde lukket øjnene og kørte stille frem og tilbage. Han tænkte næsten ikke over det. Kørte bare. Mærkede det. Og kunne, med sine lukkede øjne, glemme alt om at det i virkeligheden var Daron. At han jo langt hen ad vejen godt vidste dette ikke var normalt - selv ikke for dæmoner. At Sean ikke var født til at være en far, eller et familiemenneske, og det var hans egen skyld ingen af hans børn ville kendes ved ham. Fået den far de ledte efter. Men de ledte også alle efter en eller anden sød gammel mand - og I stedet fik de Sean. Med sin egen opdragelse, eller mangel på samme, var det måske ikke så underligt Sean ingen rollemodeller havde at se tilbage på. At reagere efter.

Hænderne fra Seans lår forsvandt. Han nåede kun kort at tænke over hvor Daron så ville gøre af dem, da han mærkede at Daron rettede på sig. Det virkede som om manden kom tættere på, nok til at Seans hjerte sprang et slag over, over det uventede i situationen. Noget der kunne virke som usikkerhed i Seans indre. Daron havde stønnet, havde lydt som om han alt i alt kunne lide det. Og måske var det hele ikke forkert...Det var jo bare sex. Det var jo bare nydelse. Hvorfor betød det noget, hvem man gjorde det med? Ingen af dem var kvinder, ingen af dem kunne skabe indavl sådan her. Så hvorfor var det så forkert? Det var det tætteste - om ikke andet, så fysisk - Sean havde været på et af sine børn.
Han åbnede øjnene, kun for at se Darons ansigt var helt tæt på. Lige i tide til at bemærke tvivlen hos Daron, før den sidste vej mellem dem blev lukket og Sean kunne mærke Darons varme læber mod sine egne.
Og hvad var alt dette, hvis ikke desperation?
Hvad var alt dette, hvis ikke Sean der ikke var i stand til at udtrykke sig med ord og følelser, men havde følt et desperat behov for at straffe, for at tvinge, Daron ind i noget som Sean kunne forholde sig til? Tvinge Daron til at anerkende ham. Tvinge Daron til at blive eller være der. Frygten for endnu en person forlod ham. En, der var familie, og som alle gang på gang sagde burde være ens nærmeste...Ikke?
Men Sean havde aldrig haft en familie. Og da slet ikke en tæt en af slagsen.

Kysset fik ham til at se desperationen i det hele. Og det gjorde ondt. Indeni, et eller andet sted. Dette var forkert og selv om Daron kyssede ham, betød det ikke de var tættere af den grund. Han havde blot drevet Daron så langt, at manden nød det. Følte den fysiske lyst og behov. Kysset var blot et udtryk for det. Kys behøvede ikke betyde noget tættere og fraværet havde været for at drille Daron og skabe afstanden. Bibeholde afstanden. Men nu fik det ham til at se hvor ondt det hele gjorde inde i ham selv. Og som altid var der kun en måde at reagere på det.
Selv om han helt automatisk havde reageret ved at kysse tilbage, gled en af hans hænder snart op og lagde sig mod Darons ene skulder, helt op af halsen. Klemte til, pressede Daron væk fra sig selv. Måske nåede Daron at se det pinefulde ansigt på Sean, måske ikke, før Sean genvandt noget af sin kontrol. Hvis han kunne, ville han holde Daron presset ned mod sengen, for at forhindre det gentog sig. Med et konstant pres mod Darons hals, ville han sætte tempoet op og støde hårdt op i manden, i et forsøg på at jage det hele på flugt - og i et forsøg på at slutte det hele så hurtigt som muligt. Han havde lukket øjnene igen for at holde virkeligheden på afstand.

Han vidste ikke hvor længe der gik. Han vidste ikke hvordan Daron havde det eller om Daron overhoved kunne eller var tæt på at komme. Ved en pludselig indskydelse fjernede han hånden fra Daron og hans hals og tog om hans lem, opildede den til at komme. Måske som en trøst, så Sean ikke var den eneste, der nåede så langt. At Daron i det mindste også havde fået lov at mærke noget godt...
Da han var færdig med Darons og han selv havde trukket sig ud af Daron, for at komme ud over ham, trak han sig væk. Tørrede hånden i noget sengebetræk. Han så end ikke på Daron - ønskede ikke at se. Han ønskede at flygte og analysere situationen i fred. Finde ud af hvor han stod i alt dette, inden det kom ud af kontrol. Hans hjerte slog hurtigt og hårdt, men ikke grundet den fysiske aktivitet, som Sean ikke længere følte nogen behag ved.
Han hadede Daron. Han hadede ham for kysset. For at være dukket op i Seans liv. For det hele. Det var det eneste og nemmeste at forholde sig til.

Sean sad dog kun et øjeblik, før han greb sit tøj. På ingen tid havde han rejst sig og trukket det på, knap nok rettet det så det sad ordentligt og hele tiden med siden eller ryggen til Daron, før han gik over til døren. I et øjeblik tøvede han ved døren og det lignede han var ved at sige noget...
Men han endte med at åbne døren og gå. Ingen ord. Døren blev stille lukket efter ham og så var han væk.

//Out

Daron vidste ikke, hvad han forventede. Han vidste nu godt hvad han frygtede, og hvad han håbede. Det han frygtede virkede dog mere realistisk. Og alligevel skete det ikke. For Sean gengældte kysset. Hvilket overvældede Daron af en følelse, han måtte indse var stolthed. Stolthed over at sin far ville kysse ham, det virkede ikke helt rigtigt, men desperat som Daron var, tog han alt han kunne få sig. Og at hans far ønskede så tæt kontakt med ham var et stort skridt fra at kalde ham en regnorm og ikke at ønske noget at gøre med ham.
Derfor nød Daron også kysset så længe det varede, oven i alt den nydelse Sean i forvejen gav ham. Det gjorde han, men så trak Sean sig væk og øjeblikket var slut. Blidheden blev erstattet med en hård hånd på Daron, der pressede ham ned mod sengen igen. Som det skete gik det op for Daron, at hans træk ikke havde været godt. Nærmere det modsatte, som Sean reagerede på det nu, var Daron sikker på, at han endnu en gang havde ødelagt det hele. Han var også sikker på at Sean ville straffe ham, hvilket også kunne ses på den frygt, der steg op i hans øjne, som han blev skubbet ned i sengen igen, væk fra ham. Men straffen kom aldrig og i stedet nåede Daron et splitsekund at se noget i Seans øjne – forpinthed.

”Sean?” det kunne næsten ikke høres, det kom mere ud som en hvisken. Det var en blanding af frygt og bekymring… for Sean. Han havde set, at noget var gået galt. Var det kysset, der havde gjort ham noget? Daron havde lyst til at spørge, men han gjorde ikke i frygt for at forværre hele situationen. Desuden var det hurtigt glemt for Sean svarede ham aldrig. I stedet satte han tempoet op, stødte hård op i Daron, hvilket skyggevæsenet ikke var forberedt på. Han havde muligvis vænnet sig til sin fars størrelse, men det betød ikke, at det ikke gjorde ondt. Desuden var hele stemningen med det ændret. Der var en større distance i mellem dem, som var Daron intet andet end en krop for Sean, og det blev ved med at minde Daron om hvad det her egentlig var. Alt det her havde bare været en måde for Sean endnu en gang at få kontrollen over ham. Og han havde givet ham den uden videre.

Han sagde heller intet til smerten. Han sagde intet. Udover støn, han ikke kunne holde tilbage, for Sean ramte stadig punktet inde i ham og selvom han mentalt ikke længere var med, sendte han stadig bølger af nydelse i gennem ham. Det hjalp heller ikke, at Sean gav hans lem opmærksomhed. Daron havde lyst til at skubbe hans hånd væk, men gjorde det ikke, i stedet tog han i mod nydelsen med den tanke at det hele snart var færdigt.
Der gik ikke lang tid før nydelsen byggede sig op, som hans støn også blev hyppigere og højere. Daron havde ikke lyst til at nå klimaks. Det var som om at det var den sidste måde, hvorpå Sean fik kontrol over ham. Men det var lige meget for hans tanker var sløret og hele situationen var ude af hans kontrol. Og med et højt støn og dirrende krop kom han over sig selv.
Sean kom kort efter, også udover Daron og Daron lod ham gøre det. Han havde endnu en gang vendt kinden til ham og så ud i ingenting, hans læber presset sammen og anspændt i hele kroppen så snart Sean havde trukket sig ud af ham. Han så heller ikke på ham, som han begyndte at tage tøj på. Han blev blot liggende og bad ham væk med hamrende hjerte. Han følte sig beskidt. Ikke kun fordi han var svedig og plettet til, både af sig selv og Sean. Men fordi at nu hvor al nydelse var væk, var kun skammen tilbage. Skammen og den uudslettelige anger over at have givet sin far det sidste stykke af ham.

Sean stoppede op i døråbningen, og et sekund tænkte Daron, at han ville sige noget. Ikke fordi han så hen på ham men grundet stilheden. Hvad han ville sige, kunne Daron ikke vide. Inderst inde var der stadig en gløde af håb, om at han ville sige noget, et eller andet, der ville gøre hele den her oplevelse god igen. Men den glød blev hurtigt trampet ned, for så forlod Sean ham, lukkede døren efter sig, og Daron var endnu en gang alene.

//Out