Sorry for starting the party without you - Monodorth

I en lille støvet lejlighed, hvor den tygge kvalmende luft, kravlede ind i ens lunger, og de gamle madvare, lod deres ækle aroma give lejligheden.. et personligt præg. af de tre personer, som kaldte denne indendørs losseplads, for et hjem. det var en kvinde kaldet Shiva, en mand der hed Felix, og en anden mand, som hed Tyrix. de var alle tre dæmoner, monster uden livs grundlag, hvis man spurgte jægeren Castle. han havde udset sig, de tre beboer, for sin egen personlige ferie, en aften, hvor man kunne stoppe jagten på Camille. Castle glædet sig faktisk helt, selvom hans sind, tiggede om Camilles hoved i to dele, så avde han savnet det, grufuld og brutalt mord, på et eller andet monster, hvis største fejl, var at stå op om morgen.
Castle var lidt af en action man, han havde gjort en jagt en del af sig selv, siden han startet som dusør jæger, for mange år tilbage, en dag, da hans barn Oliver døde, stoppede han, med at dræbe for profit, og begyndte at dræbe for hævn, ikke bare på det udyre, som tog hans søn, men på dem alle sammen.. hver eneste lille en. det var ikke mange år siden, hvor han ingen sympati, eller empati havde, knap nok med andre mennesker, hans eneste formål, ved at få mere luft ned i lungerne, var så hans krop, kunne få mere kraft, til at trykke på aftrækkeren endnu engang.. men nu jager han ikke koncekvent væsner længere, nu var det mere en side aktivitet, til hans rigtige kald, for han havde en uendelig ild i brystet, en flamme der ikke ville slukkes, før han havde givet Camille et sidste kys... med en alt for stor magnum. han hadet hende, han så hende, for hvad hun virkeligt var, et monster, det væreste af dem, alle sammen.
sidst han havde truet Camille på livet, havde han undervurderet hende, men han ville ikke gøre den fejl igen, denne gang, skulle hverken små piger, underlige dæmoner der hedder Sean, eller noget andet, skulle komme bag på ham, han var for stor en rebel til at give op, og om så hele Sakrefs hær, beskyttede hende, skulle han nok få hende, men lige nu.. så han tiden an, og dræbte nogen dæmoner i vente tiden.
Castle, vidste intet om dem, og hvem der var, kunne ham også være ligemeget, for han vidste hvad de ville være om lidt. eller. ´om lidt´ var nok en dårlig formulering, for i virkeligheden, starter denne historie ikke, ved lyden af slås kamp, og tarzan sluppet løs i zoo, ned, histoien starter af lyden, af noget helt andet.. lyden af underkastelse.

"Nej nej nej nej" - Tyrix
Tyrix nået ikke at sige flere udråb, om at slippe, før den ene, af de to store Ulaks, bliv brutalt og nådesløst hammeret ned over manden håndled, og skaffet manden af med to kilos kropsvægt, når det kolde stål, kørte gennem hans håndled, som en kødkniv, ville gennem en halv smeltet is om sommeren. Tyrix spjællet og strittet, som en lille baby, der for første gang, kommer ud af sin mors mave, mens han ser sin af huggede hånd, falde fra bordet, han var lænet indover, og ned på det beskidte træ gulv. blodet stod ud i en massiv stråle, og han lukkede øjnene, og tænkte på det her ikke sket, og prøvede at bilde sig selv den løgn ind, mens mandens kraftige smerte rev ham synder og sammen, og lige inden den første smerte af tåre kom frem, lod Castle den kolde og ubarmhjertige Ulacks, køre hele vejen op af hans arm, fra det åben sår, og op til skuldren, ikke dybt nok til at skære i kødet, men huden gik fra hiannden, som når en på fem, åbnede en gave, og flået gave papiret af. han kiggede med tiggende, og bedende øjne, op på den mystiske og koldblodige Castle, der genglædte mandens blik, med et veloverejet swing, der som guds syn-flod, kravlede indover byer, kravlede 40 centimeter stål, indover mandens hals linje, og hoved hoppede op, som havde man sparket til det, og den livløse krop, skød et endeløst vandfalld af blod, der ramte loftet, og spøjtet den røde væske ud til alle sider i den lille lejlighed, så pletter af blod, var væggens nye maling. Castle så med et stolt smil, og mumlede for sig selv, inden ha vendte sig om mod Shiva, der sad bundet i et hjørne, med hendes øjenskygge løbende ned af kinderne. "Det svært at skilde et hoved fra kroppen, man skal finde den rette vinkel" Castle tog med et voldsomt greb, og en dødelig beslutsomhed, fast i hendes lange hår, og trak hende hen af det ujævne trægulv. hun sparkede. og skreg, og det forsatte hun med, til hun fik en ordenlig sving tur, og flyv op i luften, og som en atom bombe, ramte hun ned igen, denne gang, bliv det blodige træ bord, objekt for Castles vrede, og af den mægtige kraft, og det hårde slag, som bliver brugt, til at hammer hende ned i træ bordet, knækker benene på bordet, og kvinden falder helt ned til gulvet, side om side, med de skarpe træ stykker, og det med de var skarpe, skulle hun nok mindes om, når hun endelig rammer gulvet hårdt, og flere træ splinter i hendes ryg, end der er blod dråber i en menneske krop, ligger hun nu der, og stirre op, men hun drejer og vender sig. op på de kolde og døde øjne, som Caslte havde, når han jaget et væsen som hende. Castle lagde en militær felt kniv, på hendes øjebryn, og før hun overhoved kunne tigge, eller svine ham til, bliv både kød, og hår, skåret fra hendes ansigt, da øjebrynet, og kødet det sad på, bliv smuttet af, som man smutter en skræl af en gulerød. hun tog sig til ansigtet, og og før hendes koncentration kunne samles, bliv kniven hammeret ind i hendes mund, og der var ingen tale, om noget af kniven, nej, hele kniven, forsvandt inde i munden på hende, og hvis der ikke var plads, bliv der plads, til den lange og tygge melitær kniv. Castle så hvordan den kvindelige dæmon, havde en krop, der kæmpede for at overleve... til Castles fordel. ikke mange sekunder, efter, hun ligger, og tager dyb indånding på indånding, ser man Castle tilbage, med en gryde, fyldt med kogende vand, og inden kvinden kunne få en tåre frem, tvang med styre Castle kvindens øje åbent, og hælte flittigt det kogende vand, ned i det åbne øje, og man kunne se, hvordan det boblede kort, inden det forsvandt, som var det sukkerstof.
Castle gav slip på kvinden, og råbte af sine lungers fulde kræft "Camilleeeeeeeeeeeeeeeee!!!!!!!!!!!!!!!" han satte sig ned, og lagde sin 45 magnum, sin kniv, og sine to Ulacks, på sofaen, hvorefter han lagde sig ned i den, og tænkte på, hvordan han ikke engang kunne være ond mod andre end hende, og at det kunne de her vampyer kalde sig heldige for. han skulle nok komme tilbage, til at sende folk ordenligt afsted, men.. det føltes forkert, sålænge Camille havde luft i hendes lunger, så ville hun altid være den han gik efter.. altid.
Den sidste dæmon, var døde i intro slagsmålet, så han sad alene nu.

\\Det bliv ikke skrevet godt, det første bliv skrevet sent om natten, og det sidste skyndte jeg mig bare med ^^ men håber du kan lide det \\

Monodorth havde været på sporet af en lille forsamling af dæmoner der torturerede familier der ikke kunne betale beskyttelse. Hans hætte var trukket op om syningerne i hans hud der holdt hans maske på plads. Masken var blevet lavet som et tegn på han eksil af broderskabet. I fem år havde han ikke kunne tale til nogen men nu hvor han havde indset det større billede og nu hvor han havde set det gik han frit igen. Hans bue sad godt fast over skulderen han havde valgt nye våben efter at han havde vendt tilbage til templet. De nye våben var en bue samt en hammer men den havde han ladet ligge i hans midlertidige hjem. Han havde gået gennem gaderne i Doomsville i noget tid nu da han endelig fandt han huset men han kom vist lidt for sent da en af dem lå på jorden i opgangen *nå jeg er måske lidt forsent* manden sprællede stadig men Monodorth pressede bare hans fod lige gennem kraniet på manden ”nå så var det vidst det” han vendte om men så hørte han en mand tiggede om nåede.

Monodorth blinkede sig op til den smadrede dør men gik ikke ind før han kunne høre det var ovre ”jeg kan se jeg ikke er den eneste der havde en høne og plukke med de her småforbrydere” han prøvede at virke venlig men det var ikke sikkert at det virkede på folk som den mand der sad foran Monodorth ”tror du at alt det her kan få Camilia eller hvad fanden hun hedder til at komme til dig” han kiggede mod kniven og tilbage mod manden ”nå så du kan lide knive hva” han tog kniven op og svang den som om den var en del af hans krop ”vi kan lære dig at spore hende, dræbe hende med dine øjne lukkede og forsvinde igen inden nogen opdager noget” han satte kniven fast i bordet og vendte sig om ”hvis du er interesseret så kom hen til krydset der hende i morgen. Alene”

Castle rettede kort et blik på manden der kom ind af døren, og leget mickey mause,som om de kendte hinanden. Castle så ikke manden som en trussel, for mandens åbnings replik, så var manden her nok for de skabningerne der nu var kød klumper på gulvet, så Castle kiggede bare væk igen, og gav ikke en venlig bemærkning i retur, men da manden nævnte Camille, hoppede Castle sig fra sofaen, og et flamme hav af vilje og blodtørst overtog hans blik, i nogen få sekunder, inden han så fik sig selv ned på jorden, og slappet mere af, og syntes manden opføret sig som bedre-vidende. som om den kutte klædte the punisher wannabe, kunne lære ham noget om jagt. han skulle nok selv tage sig af Camille. ingen skulle blande sig i den sag, men han hørte dog manden færdig. dræbe Camille med lukkede øjne? vidste han hvem han talte om? Camille kunne rive Castles indvolde rundt om hans hals, og kaste ham rundt som en klude dukke, helt uden at røre så meget som en finger. Camille var ikke bare svær at dræbe.. hun var nærmest umulig. han rystede på hoved, og sagde så med et flabet smil "Det meget godt oldefar." han gik et par skridt tilbage, klar til at slås hvis manden havde sådan lyster. men forsatte med at snakke "Camille.. har ikke brug for hjælp. har brug for en hær af enhjørninge, magiske feer, og små alfer, og en bowler hat." han havde ingen ide om hvem manden var, men hvis han troet at træning til at dræbe Camille var så let, så tog han fejl. "Camille. der er ikke en sum penge i hele verden, stor nok til jeg ikke vil betale den for hendes hoved, men.. jeg er menneske, og hendes evner virker på mennesker, så siger nej til til træning, og forsætter min meningsløse mord på monstre, til jeg finder.. ved det ikke.. finder på noget."