A party! Just for us! (Adalia)

S: Terrorville, hos de rige. Scenen vil skifte. Generelt hos en rig mand.
V: overskyet
O: huse, folk m.m.
T: aften

Brevet var blevet sendt. Og så vidt han viste, også modtaget. Duen var i hvert fald kommet hjem igen. Så var det altså aftalt. De skulle mødes et par gader væk fra huset og følges derhen, han havde bedt hende tage fint tøj på. Der ud over havde han bedt hende tænke over noget..."Løn", da han ville få brug for hende til andet, end at se godt ud.
Han havde selv klædt sig pænt på, denne aften. Skoene var blevet skiftet ud med nogle smidige, sorte nogle. Han havde taget en smoking på, sorte bukser og jakke af fint, blødt stof og en hvid skjorte. En butterfly. Det mørkebrune hår var blevet redt pænt på plads, dog stadig så hans pandehår gled ned over hans pande. En sort kappe lå om hans skuldre og beskyttede hans tøj, mens han gik udenfor. Der var trods alt overskyet og man viste aldrig om det ville regne. Desuden trak fint tøj altid opmærksomhed, når man endnu ikke var til festen.

Han var gået hjemmefra i god tid. Han stod på den aftalte plads og overvejede planen endnu en gang. Han ventede bare på at kvinden, Adalia, skulle komme så de kunne komme af sted. Han boede på samme gade som den rige mand og manden havde givet han en invitation for en uge siden.
"Vi er næsten naboer. Kom til min fest. Alle de andre snakker godt om dig"
Det var som et ønske der blev virkelighed, for netop denne mand gemte på en ting, som Sean absolut gerne ville have. Men den var godt beskyttet og til det, skulle han bruge Adalia.
Han tog sig selv i at køre hånden igennem håret. Han kunne altid gøre det til festen, men han havde altid lært at møde pæn op til festen. I et øjeblik gled hans tanker tilbage til sidst han var til en sådan fest...Og han smilte svagt for sig selv.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Duens ankomst var længe ventet. I godt og vel et par uger havde Adalia gået og ventet på, at hendes nye "arbejdsmakker" endnu engang ville kontakte hende. Det var ikke fordi hun sådan havde været rastløst for at få brevet, men lysten til endnu engang at komme ud og opleve noget spænende, havde alligevel prikket til hende op til flere gange. Og da så den hvide due fløj ind af vinduet en sen aften, vidste hun at det igen var tid. Storsmilende havde hun taget imod brevet, og havde sendt fuglen tilbage til ejeremanden med et let kys på hovedet.

"Hurtigere. Ellers når jeg ikke mit møde" Nu sad hun her i den sorte hestevogn, og kiggede ud af det lille vindue. Natten havde sænket sig over Doomville, og som hun forlod Rotten Root District tænkte hun over, hvor lidt hun endeligt hørte til sådan et sted. Normalt så man ikke kvinder af hendes kaliber i sådan en bydel, men det var helt bestemt der hun allerhelst ville bo. De fine kvaterer var bare alt for...Fine. Hun havde aldrig rigtig brudt som om snobber og overhøjtidelige mennesker. De opførte sig som om verden kun var skabt for dem, hvilket den i aller højeste grad ikke var.
Vognen satte sin fart op, og de red nu gennem portene den til rene del af byen.

Hjørnede hvor de to havde aftalt at mødes, kom nu til syne i mørket og en skikkelse stod der allerede under gadelampens skær. Han så godt hun. Utilfredsstillende godt.
"Hold ind her" Kusken gjorde som der blev sagt, og stoppede op lige foran Sean. Døren indtil kareten blev åbnet, og elegant trådte Adalia udenfor i den kolde natte luft. Hendes lange kjole slæbte let efter hende, og hun måtte forsigtigt hive lidt op i den for ikke at falde. Som vognen igen forsvandt i mørket, lod hun sit blik og smil falde på Sean. "Godaften dæmon" smilede hun sart, og nejede let for ham. Bare fordi det var ham.

Han smilte let, da han så hestevognen komme kørende. Hestene var solidt byggede og van til at ride igennem byerne, deres hove klaprede mod jorden under dem. To vagter gik forbi, de nikkede venligt til Sean og gik videre. De patruljerede gaderne, sørgede for der ikke skete noget usædvanligt. Sørgede for at de rige kunne sove trygt.
Sean tilbød Adalia en hånd, da hun trådte ud af hestevognen, kombineret med et let buk. Man var vel en gentleman...Og på en måde kunne man jo sige han havde inviteret hende.
Hun var smuk. Ingen tvivl der. Mange kvinder var smukke, men dette var nr. 2 smukke kjole, på en smuk kvinde, han så på kort tid. Var dette den nyeste mode? Overdådige kjoler, der virkelig viste kvinderne frem?
"Godaften, Mylady. De er smuk til aften."
Han tilbød hende sin arm, da han ville gå længere ned af gaden, til festen. Hans plan var at fortælle om planen, mens de gik derned.
"Jeg er glad for De besluttede dem at komme. Hvordan har benene det?" kommenterede han let og tog sig muligheden for endnu en gang at lade øjnene glide over hende.
"Selvfølgelig er festen ikke et tegn på min hengivenhed, selv om der ingen tvivl kan være om den. Jeg er ude efter en bestemt genstand, som er godt beskyttet. Din formidable evne vil kunne give mig hvad jeg søger. Men selvfølgelig, som vores aftale er, er det op til dig at forlange noget til gengæld. Bryder jeg mig ikke om det, du vil have af mig, får vi blot en aften i hinandens selskab og jeg vil da beklage at frarøve dig din tid" smilte han let og holdt sig ikke tilbage med at rose hende. Måske var han lidt gammeldags...Men det faldt ham naturligt, da det havde passet til den tid, som han var vokset op i. De fleste kvinder havde alligevel intet imod det.

Uanset hendes svar, første vejen dem ned til festen. Det var tydeligt hvilket hus den foregik i. Et toetagers hus, hvor der myldrede med tjenere og fine folk, både udenfor og indenfor. Udenfor, hvor parrene steg ud af hestevogne eller kom gående, som dem selv. alle klædt i fint tøj, fine kjoler, pelse og jakker. De fleste hilste let på hinanden, da de tilhørte hinandens omgangskreds. Enkelte ignorerede hinanden af ukendte grunde. Sean havde brugt lidt tid, den gang han var flyttet hertil, på at lære nogle af dem at kende og sørge for at noterer deres indbyrdes forhold. Man kunne vel sige han manipulerede dem alle rundt. Han sørgede for kvinderne faldt for hans tiltrækkende væsen og at mændene fandt lyst til at gøre forretninger med ham. Han havde også været til enkelte, private middage med nogle af dem. Men de var ikke det selskab han fandt mest spændende, alt de snakkede om var for mændene penge og store huse, mens kvinderne gik efter sladder.
Det kunne være fint...Men også trættende. Lige nu, dog, var han glad for at han havde givet sig selv tiden til det.

"Er De van til fint selskab?" spurgte han hende lavt, da han lænede sig let hen mod hende, da det han sagde kun var til hende og ingen nysgerrige øre.
Lidt efter stod de selv i kø for at komme ind. Et par gik forbi dem og nikkede hilsende til dem, en hilsen Sean gengældte med et svagt smil og et nik. De ventede blot på at blive lukket ind. En butler stod i døråbningen og sørgede for at kun dem, med en invitation, kunne træde ind i god ro og orden.
"Hvilket navn skal jeg kalde Dem?" spurgte Sean hviskende.

Han var charmerende på sin helt egen og unikke måde. Noget som Adalia fandt yderst smagfuldt og tiltrækkende. Synd han var i et forhold. Han kunne have været sjov at lege med.
"Jeg har gjort mit bedste for at matche Deres standard sir" smilede hun let, og sendte ham et roligt blik. Nårh, så det var med den på. De skulle altså snakke fint til hinanden, sådan som man gjorde i de højere kredse. Den kreds som hun regnede med, at de begge var opvokset i. Selvfølelig var hun ikke født ind i den fine verden, men fra 10 års alderen var hun blevet behandlet som en lille prinsesse af sit nye folk. En position hun i starten havde fundet yderst mærkelig.
Stadig smilende tog hun imod hans arm, og begyndte så at gå sammen med ham ned af den mørke gade.
"Hvordan skulle jeg kunne lade vær at komme?" kom det roligt fra hende, alt imens hun kastede et blik op imod den overskyede nattehimmel. Hvis dette havde været ude i en skov, ville de sikkert begge kunne bade sig i lys fra de skinnende stjerner. Der plejede altid at hænge millioner af dem. De funklede og tindrede som små diamanter. Diamanter som ingen kunne rører. Deres skønhed var urørlig.
"Og mit ben har det udemærket. Lidt skrammer hist og her, men intet stort"
De fortsatte med at gå, og alt imens han fortalte om denne genstand han ønskede tænkte hun på, hvilken belønning hun ville kræve af ham. Sidste gang havde han ladet hende slippe afsted med en til gode. En hun stadig ikke have brudt, og nok ville gemme til en regnfuld søndag. Man vidste aldrig, hvornår et dæmon løfte ville blive brugbart.
Let nikkede hun, da de så ankom til fest huset. Det var stort, det var pompøst og det var fyldt op til renden med vigtige mennesker. Som om man aldrig slap for dem.
"Jeg har været til et par" hviskede hun hemmelighedsfuldt i hans øre, da de stillede sig i kø. Han vidste jo ikke, at hun var efterkommer af arvingen til en elviske trone. Det vidste ingen. Og sådan måtte det godt forblive.
Et navn? Ja, hvad mon han måtte kalde hende? Der var så mange navne hun plejede at gå under, men i aften faldt hendes valg på det elviske navn som hendes mor altid havde kaldt hende, lige siden den dag hun så hende første gang. Et ord der på elvisk betød smuk og uvorderlig.
"Alanna" hviskede hun tæt imod hans øre. "Alanna Dragoni"

Han nikkede let og sendte hende et betryggende smil. Endelig var det deres tur til at træde indenfor. Butleren granskede Seans invitation, men besluttede sig for at den var ægte og gjorde tegn til at de måtte træde ind i varmen. Og lyset.
Det var overdådigt, bare entreen i sig selv. Der var højt til loftet og store kroner, fulde af levende lys som krystaller, sad over det hele og lyste hver et hjørne op. Store malerier på væggene, sikkert med billeder af fortidens familie. Og endelig, nogle tjenere der tog imod folks overtøj og gemte det væk, så folk ikke blev besværet af det. Sean tog sin kappe af og gav den til en af tjenerne, en dreng der næsten var for lille til kappe og forsvandt halvvejs under den. En gående kappe.
Efter at sikre sig Alanna havde det hun skulle bruge, eller skaffet sig af med hvad hun ikke skulle bruge, tilbød han igen sin arm, da de trådte ind af endnu en stor dør, denne gang til selve festhallen. Som, om muligt, var endnu større.

Varmen smøg sig om dem, efter at have været ude i det kølige vejr. Lyset skar næsten en i øjnene. Folk, i fantastisk tøj, stod i små klynger over det hele, mens værtsparret gik fra den ene til den anden og bad folk velkommen. Endnu flere malerier og antikke ting over det hele. Tjenere der gik rundt med små fade, hvor drikkelse eller små snacks lå på. I det ene hjørne sad et levende orkester og sørgede for dæmpet, behageligt musik. Sean lod blikket glide over omgivelserne, til han havde styr på hvor de forskellige døre i rummet var. Han viste hvilken de skulle igennem, men de kunne ikke bare gå direkte efter den med det samme. Det ville være mistænksomt. Han måtte vente til folk var begyndte at feste, at danse, at snakke mere med hinanden. Og blive uopmærksomme.
"Mr. MacGriffin!" En ung kvinde, klædt i en eksotisk lille kjole med slæb, kom hen til dem. Hendes sorte hår var sat op med perler og smykker hang på hende, som var hun et smykke-træ.
"Mrs. Leon!" hilste Sean med et lidt for stort smil. Han tog kvindens hånd og bukkede sig ned for at kysse den.
"Hvor er det længe siden!" udbrød kvinden, med røde kinder. Hendes blik gled straks over på Alanna. en kvinde som hun i et øjeblik var overrasket over at se og lidt efter vist nok ikke så glad for.
"Uh, du har en med! Introducerer os!" forlangte kvinden med et lille smil, så uskyldigt.
Sean smilte let og lagde en hånd på Alannas ryg, da han slog ud med armen mod kvinden, med den anden.
"Dette er Mrs. Ana Leon. Hun er gift med Mr. Leon, som...Befinder sig et andet sted. Dette, Mrs. Leon, er Alanna Dragoni"
Kvinden skulle åbenbart lige sluge det eksotiske navn. Alanna var både smuk og havde et formidabelt navn! Alle mændene ville se på hende i aften og kvinden så hende som en rival.
"Åh, De må undskylde mine manerer! Velkommen til! Vi er van til at have MacGriffin helt for os selv, så vi er helt...Uvante med at han slæber så pæne kvinder med!" kvinden smilte ekstra stort til Sean og lod en hånd glide ned over hans arm. Sean gengældte kvindens smil, men lagde ikke op til mere. I stedet gik en tjener forbi og Sean greb muligheden for at skaffe sig et glas champagne til dem begge, om Alanna drak det eller ej. Ellers ville folk bare jage dem senere, om hvorvidt de skulle have noget at drikke.
Kvinden gik snart videre. Så vidt Sean kunne se, skyndte hun sig hen til nogle veninder for at fortælle om Alanna. De kiggede i hvert fald hen mod dem flere gange, uden at lægge skjul på det.

Der gik ikke lang tid, eller mange hilsner, før værtsparret forlangte opmærksomhed. Manden havde stillet sig op på trappe, som førte op til anden etage, og slog noget bestik mod sig glas, til der blev helt stille i salen. Hans kone stod et par trin under ham.
Han slog ud med armene.
"Velkommen, kære venner, til min private fest! Jeg er glad for så mange af Jer kunne møde op!
Jeg tænkte vi alle trængte til lidt opmuntring efter den nyttesløse krig der har været det meste af forrige år og vinteren. Snart kommer sommeren og vi kan forhåbentlig alle få tjent lidt ind igen" han foregav at finde det morsomt og flere istemte sig hans grin. Sean, dog, forblev stille.
"Lad som om i er hjemme. Nyd mad, drikkelse og musik! Tage en dans med Jeres kvinde. Spørg endelig, hvis i mangler noget! Lad festen begynde!"
Og så var hans tale slut. Musikken begyndte igen og folk begyndte at danse eller snakke videre. Andre skyndte sig hen til tag-selv bordet efter en tallerken med lidt godter. Små borde stod i udkanten af hallen, hvor folk kunne sætte sig hvis de var trætte eller havde brug for forfriskninger.
Sean nippede til sin drik og stillede den tilbage på et fad, som en tjener tilfældigvis gik forbi med. Han vendte sig smilende om mod Alanna.
"Giv mig i det mindste den ære at danse med mig?" spurgte han hende, da han samtidig bukkede og tilbød hende sin hånd.

Da de begge trådte inden for i den store villa, fandt Adalia sig både overrasket og overvældet over alt den pomp og pragt. Det så ud som om en storm af lys og glimtende genstande havde passeret fordi, og kastet rummet ind i en sådan glitren at det næsten gjorde ondt i øjnene at kigge på. Straks faldt hendes tanker på de huse hun selv var opvokset i. De var bygget af de klareste krystaller, og genskinnet de formåede at lave når solen stod højt på himmelen var umådeligt smukt. Aldrig i sine mange år på denne jord havde hun set noget der kunne måle sig med det. Det skulle dog lige være denne forhal.

Da han ledte hende ind i festsalen, mente hun ikke at der var mere som kunne overraske hende i aften. Årh hvor hun dog tog fejl. En kvinde, der mindede hende lidt om en lille puddel, kom pludseligt vimsende hen imod dem med et kæmpe stort smil på læberne. Ingen tvivl om, hvem det var hun var ude efter.
Adalia mente ikke at blive jaloux, men det gjorde hun altså. Som Sean kyssede kvindens hånd, og kiggede på hende med et let for glad blik, måtte hun selv bide tænderne hårdt sammen for ikke at sige noget uforskammet. Normalt opførte hun sig ikke sådan, men der var noget ved Sean som sagde hende at hun ikke kunne tillade sig, at lade ham kigge på andre kvinder i aften. Det klare grå blå blik blev fænset på kvinden med et hårdt udtryk, der dog kun varede ved indtil denne såkaldte Mrs. Leon kiggede på Adalia. Så skiftede det hurtigt til et professionelt og venligt blik. "En fornøjelse at møde dig Ana" Bare for at virke irriterende, valgte hun ikke at kalde hende ved hendes efternavn. At hun betegnede sig selv som "vi" gjorde bare det hele meget værre.
"Årh, det forstår jeg nu ikke. Mr. MacGriffin er nu ellers sådan en fantastisk partner at have. Men jeg gætter vel på, at han kun tager de bedste med sig" Hun sendte et sidste smil til kvinden, inden Sean selv vente opmærksomheden væk fra hende igen.
Hun blev tilbudt et glas champagne af Sean, og tog roligt imod det imens hendes blik endnu engang vandrede rundt i rummet. Der var mange mennesker her. Klædt i deres fineste og mest eksklusive tøj, var det jo næsten en intern konkurrence om, hvem der så bedst ud. Hun ville hurtigt skyde på, at Sean allerede havde vundet prisen. Hans tøj mindede til dels meget om de fleste andre mænds, men den måde han graciøst bar det på overgik alle andre. Han mindede hende om en elegant og snu panter klædt i sort og hvidt. Stilfuld og rolig.

Imens herren af huset, og arrangøren af denne fest, holdte en tale tillod Adalia sig at kaste et blik rundt mod de forskellige døre. En af disse måtte føre til den genstand Sean ønskede. Men hun vidste jo stadig ikke, hvad dette var. Og hun havde endnu ikke kommet på en "belønning" for deres job. Det måtte ikke være for meget, men heller ikke for lidt. Det skulle være tilpas balanceret, og sådan en ting kunne være svær at komme på.
Som hendes blik gled rundt, faldt det pludseligt på en velkendt person. En mand, høj og med meget mørke øjne og et halv langt sort skæg, som stod mellem nogle andre væsner og lyttede til værtens tale. Hun genkendte ham med det samme. Sebastian Kettle. Kendt forhandler med alt og alle. Inklusivt elverne. Hvis han så hende, ville hendes lille hemmelighed måske komme ud. Og hun ønskede bestemt ikke at Sean skulle vide, at hun i virkeligheden var en elvisk menneske prinsesse.

"Danse?" Hun kiggede spørgende på Sean, som han bukkede for hende. Danse var ikke noget hun havde gjort i lang tid. Hun brød sig endeligt ikke ret meget om at danse, men havde været nød til det i nogle situationer. Og når han nu spurgte så pænt..
"Så lad gå. Men også kun fordi det er dig" Hun sendte ham en overdådligt smil, og tog så imod hans hånd.

Optrinnet med de to damer blev til en mindre fight. Og Sean måtte indrømme, for sig selv, at han nød kvindernes kamp om ham. Han passede dog på ikke at gøre sig uvenner med nogle af kvinderne, så generelt sagde han ikke noget, men lod som om han ikke havde opfanget det. Kvinden sniksnakkede med sine veninder og forskellige kvinder sendte Adalias nysgerrige, som knap så venlige, blikke. Sean var en af de singler i dette selskab og højt yndet af kvinderne. De fleste mænd lagde slet ikke mærke til det.
Alanna nåede næsten ikke at svare, før Sean havde taget sig den frihed at snuppe hendes hånd og hive hende med ud på dansegulvet. Hans arm smøg sig om hendes krop og trak hende ind til sig, da han indtog position til en let vals. Musikken satte i gang, ikke for vild, men nok til at Sean tog føringen og førte hende rundt, så hendes kjole dansede om benene på hende.
Sean kunne skam danse og mente selv han var god til det. Han havde danset mange danse, men det var kun få af dem han følte sig helt sikker i. Dette var en af dem, den passede til fine selskaber og kvinderne ønskede ofte af danse med ham bagefter.

Sean manøvrerede sig rundt om andre dansende par, tog føringen, uanset om Alanna ønskede den eller ej. Han sendte hende et lille smil. Det var faktisk et godt stykke tid siden han havde danset og det...gav ham et skær af deja-vu. Hans tanker gled til Alane, som burde have været hans partner.
Han lænede sig hoved ind mod hendes, næsten som dansede de kind mod kind, men uden han direkte rørte hende.
"Jeg danser os til en bestemt dør. Når dansen sluttet, vil de sikkert stoppe op og klappe over hvor god musik orkesteret kommer med. Lige når det sker, smutter vi igennem døren bag os" kommenterede han lavt, før han sendte Alanna rundt i en endnu et sving, før han trak hende ind til sig igen.
"Klar?"

Overraskende nok kunne han faktisk danse. Adalia var ikke helt sikker på, hvorfor det kom bag på hende, men det gjorde altså. Måske var det fordi, han var en dæmon. Men dæmoner kunne også danse. Det havde hun selv set op til mange gange før. Så hvorfor havde hun tvivlet på ham? Måske sad der stadig en snært af ubehag fra sidste gang de mødes. Måske var det det? Nu hvor hun tænkte over det, skyllede en utryg følelse op i hendes krop. Han havde prøvet at sælge hende. Prøvet... At sælge hende. Hvorfor gik det først op for hende nu? Måske hun først nu kom i tanke om, hvem han var. Han var en dæmon. Af den race der slog hendes biologiske forældre ihjel. Og her var hun, dansende med en.
En hvis form for kvalme begyndte at skylle op i hendes mave, men hun holdte det inde og lod sig svinge rundt af Sean. Hun blev nød til at fokuserer nu. Hun kunne ikke lade sine personlige problemer komme i vejen for deres job.
Hun nikkede let til hans instruktioner, og gjorde sig klar på at gå over mod døren han havde pointet ud.
Da musikken så stoppede, begyndte alle, som han havde sagt, at klappe af hvor fantastisk det hele var. Alt imens slap Adalia Sean, og bevægede sig hurtigt og lydløst over mod døren. Forsigtigt lod hun sin hånd glide rundt om håndtaget, trak ned i det og trådte så ind i rummet bag døren.

han var opmærksom på at Adalia ikke nød dansen nær så meget som han selv gjorde. Men dette var ikke stedet til at yde omsorg, de havde en mission at klare og det var vigtigt de fik den gennemført. Så måtte han tage sig af hendes ubehag bagefter, for at sikre sig et godt samarbejde senere igen. Han fulgte galant efter hende, næsten uden at lave en lyd. Heldigvis holdt de fleste rige mennesker deres døre smurt, da en knirkende dør var tegn på at tingene ikke var vedligeholdt. Døren gled op uden en lyd og lod dem smutte ind og lukke efter sig. De stod nu i et stort arbejdsværelse. Til deres venstre side var der et kæmpe vindue ud mod pladsen foran huset. Gennemsigtige gardiner hang ned foran det. Lige ud var der reoler der beklædte væggen, fra gulv til loft, og et aflangt arbejdsbord med en masse papirer, stablet i forskellige bunker. Orden.
Gulvtæppet var mørkt og blødt, hvilket gjorde de ikke ville blive hørt. til deres højre var der en dør til andre dele af huset.
Sean lod kort blikket glide over det mørke rum, kun lyst op af lyset ude fra gaden. Så landede hans blik på Alanna.
"Er du okay? Dette ville være et dumt sted at kaste op" han lød en smule bekymret, men det var ikke til at sige om han mente det eller blot ville forsikre sig noget.

Han satte i bevægelse, futtede galant over gulvtæppet, over til arbejdsbordet. Han kunne ikke modstå at kigge på de øverste papirer, på udkig efter informationer, men fandt intet end kedelige regnskaber, hvad han også selv havde nok af. Så bukkede han sig ned og tog skabet, der gemte sig under bordet, i øjesyn. Solidt stål med en middelstor lås, kompliceret nok til at kræve både nøgle og kode. Sean studerede den lidt og lod hånden glide rundt om dens kanter i en søgen efter alarmer. Det bekymrede ham at han ingen fandt. Manden kunne umuligt være så sikker.
Han trak vejret dybt...De måtte skynde sig, inden folk opdagede de var væk. Og uden at blive opdaget. Måske hvis Adalia kun ødelagde låsen...
"Jeg har brug for dig..." kommenterende han.
"Men først vil jeg vide hvad du kræver til gengæld?" spurgte han.

Rummet de var trådt ind i var ikke ligeså pompøst opdækket som balsalen, men mindst ligeså propfyldt med eksklusive møbler og genstande. Og papirer. Masser af organiserede og velbestandede papirer. Personen der holdte kontor her måtte virkelig holde af orden.
Hun vendte ikke hovede imod Sean, da han lettere bekymret spurgte indtil om hun var okay.
"Ja, jeg tror bare jeg har spist noget dårlig mad" svarede hun med en rolig stemme, og gled over gulvet mens hendes blik undersøgende hvilede på pladsen uden for vinduet. Sandt og sige havde hun ikke spist så meget som en bid mad hele aftenen, men en undskyldning var bedre end ingen undskyldning. Trods alt havde det jo blot været et lille tilbage fald på skrækken for dæmonerne, og alt var nu tilbage til den måde det plejede at være på. Hun havde ikke noget imod Sean mere. Han var blot hendes arbejdsskiver og partner i denne sag, og de var på et job der var en hel del vigtigere end hendes personlige følelser.

Forsigtigt trak hun let op i sin kjole, og trak en lille og skarp kniv frem lavet af noget der lidt lignede sort krystal. Roligt fortsatte hun over imod vinduet, og tjekkede langs karmen om der mon skulle være nogle ledninger der ville sætte en alarm af. Ingen. Igen snubletråde, ingen alarmtåde, ingen ting overhovedet. Enten var denne mand helt og aldeles dum, og lod sine ting stå uden nogen beskyttelse, eller også var han meget meget intelligent og ejede et helt unikt alarmsystem som end ikke Adalia og Sean ville kunne finde. Begge ting virkede realistiske.

"Jeg ønsker ikke meget Sean" kom det i et lettere smilende tonefald, alt imens Adalia vendte sig om imod dæmonen der sad på hug nede foran det skab, hvor hun regnede med at hans ønskede genstand lå.
"Blot et sted at sove. Lad mig låne dit værelse i nat, også lover jeg at være væk imorgen"

Han holdte øje med hende, mens hun tjekkede vinduet. Det var en god ide...Den kunne fortælle lidt mere om de forsikringer gjorde sig...eller ikke. Han rynkede panden i en undren. Manden kunne umuligt være dum...Og genstanden var sjælden. Der var noget i gære, hans indre skreg på at han skulle være forsigtig. Han kunne ikke bruge for lang tid herinde, folk, især kvinderne, ville opdage at han var væk! Han bandede for sig selv, dog uden at ytre et enkelt ord.
Hans blik op på Alanna igen...
Af alle ting!
Hans værelse? Hans private værelse?! Hvis hun var klar over hvor få folk der fik lov til at komme ind i det...
"Jeg har masser af steder at sove. Er du sikker på et gæsteværelse ikke vil være bedre?" prøvede han sig frem, i håb om hun blot havde været hurtigt til at sige frem og ikke tænkt over at han jo nok ejede mere end blot et skur.
"Jeg er forfærdelig at sove med. Hård som en sten og urolig" drillede han hende, i et forsøg på at lokke hende til et gæsteværelse.
Hans værelse...Det var grænseoverskridende. Det var hans territorium, hans private hellige sted. Hvor alle hans hemmeligheder, i fysisk form, gemte sig. End ikke hans tjenere eller butler måtte gå ind i rummet, han skulle nok selv gøre det rent. Og hvis...Hvis hun kom med derind...
Ville han ikke sove. Han ville ikke risikerer hun tog noget eller kiggede i noget der ikke var hendes...
"Om ikke andet kan du se mit hjem, som dit eget, i nat" sagde han så til sidst, velvidende han ikke havde tid til de store forhandlinger. Heldigvis havde hun blot nævnt at sove der...Intet om at være der alene.
Hans elskede smuthuller. Trods han ikke vidste hvor meget af det, der var faldet hende ind.
"Til stor irritation for festens kvinder" kommenterede han drillende og gjorde tegn til at hun skulle træde nærmere.
"Hvis du blot ødelægger låsen, burde jeg kunne komme ind. Men pas på...Jeg kan ikke finde nogen alarmer og det pirre min nervøsitet" kommenterede han og flyttede sig, så hun kunne komme til.

Et elegant og tilfredst smil gled over Adalias læber, da Sean, efter en del prøven på at få hende på andre tanker, overgav sig til hendes ønske. Hun var en kvinde, der ikke ønskede at få andet end hvad hun selv forlangte. Og det meste af tiden, fik hun hvad hun ønskede. "Jeg er glad for, at vi kan komme til en fælles konklusion" smilede hun roligt, og satte sig så ligeledes på hug ved hans side. Først nu forstod hun alvoren af hans bekymringer. Dette skab var ikke beskyttet af andet end en stor lås, som ethvert fjols ville kunne bryde op. Hvis genstanden i det skab virkelig var af så stor værdi, som hun fornemmede den var, så burde ingen være dum nok til at lade det stå ubeskyttet hen. Hvilke hemmelige og farlige fælder kunne der dog gemme sig i dette rum? Faldlemme måske? Skarpe spyd der skød ned fra loftet, så snart at låsen blev brudt op? Bodyguards der blev tilkaldt? Der var så mange muligheder, at det næsten virkede alt for risikabelt at prøve. Men hun havde fået bekræftet sin løn, og der var nu ingen vej for at trække sig ud af projektet. Dette var hvad de gjorde. Og hvis Sean ønskede den genstand, så måtte hun jo skaffe ham den.
Hun himlede let med øjnene over hans charmerende kommentarer om de andre kvinder i selvskabet, men sagde ikke yderligere. Dog smilede hun inde i sig selv over, at være i stand til at kunne gøre den lille finke fra tideligere jaloux.
Forsigtigt lod hun sin hånd glide om den massive metal lås. Så langt så godt. Ingen følsomme fælder på den. Endnu.
Langsomt begyndte hendes hånd at tindre i forskellige blå og hvide farver, og få sekunder efter havde hendes hånd forvandlet sig til ren diamant. Hun følte hvordan styrken bredte sig i den, hvordan hun nu var i stand til at knuse stortset alting. Hun tog hårde fast om låsen, og lyttede til hvordan den begyndte at knirke voldsomt. Med et lille knas sprang den pludseligt i stykker, og faldt til jorden blot for at efterlade indgangen til pengeskabet åbent.
"Hvad skulle du dog havde gjort uden mig?" smilede Adalia skævt, og trak sin hånd til sig igen. De måtte hellere se at skynde sig. Man kunne aldrig vide, hvilke fare der lå og ventede på dem lige rundt om hjørnet.

Hun svarede ikke på hans forsøg, hvilket fortalte ham de ikke hjalp eller var forkerte. Så hun ville altså sove i hans seng?
De skulle nok finde ud af det...Selve tanken om at hun viste hvor han boede generede ham ikke yderligere. Han kunne passe på sig selv og hans hus var bygget som et mindre fort, for at holde dem indeni sikre. Hvis nogen kom, med de forkerte tanker, skulle de nok vandre i en af hans mange fælder og slå dem selv til døden.
I stedet besluttede han sig for at koncentrerer sig om det der var foran dem. Han lod blikket glide over rummet i håb om at se nogen skjulte fælder, men hans blik fandt intet i halvmørket. Dette var meget risikabelt...Men hvor var det sjove, hvis man aldrig skulle risikerer noget? Han levede livet farligt. Desuden, hvis der gemte sig noget, ville det nok først gå ud over Adalia og selv om det ville være synd, ville det jo være bedre end ham selv...

Han smilte svagt til hende. Intet skete, skabet stod halvåbent og opfordrede til at åbne det helt. Skjult i mørket, så Sean ikke kunne se om der gemte sig nogle sensorer ved døren, der kunne udløse en form for alarm. Viste manden virkelig ikke hvad der gemte sig i hans skab?...
Sean smilte svagt og trak ud i døren...
Der lød en lille lyd, som når man sprayer noget, der straks fik Sean til at skubbe Adalia væk, for selv at springe tilbage og dække sin mund med sit ærme. I mørket kunne han ikke se vildt godt, men han viste også at der intet ville være at se. Åbningen af skabet havde udløst noget gas eller vanddråber ud i luften. Og det var ikke til at vide hvad det ville gøre.
Sean var dog ikke helt klar til at give sig. Han sprang hen til skabet og hev helt ud i døren...Kun for at konstaterer at skabet kun indeholdte tre ting. Penge, sikkert vigtige papirer...Og kun den ene halvdel af det han søgte. Han bandede svagt for sig selv da han hev skeden til en dolk ud. Selve dolken manglede. Forbandet!
Uden videre forklaring tjekkede han kort om Adalia endnu var ved sine fulde fem. Så lukkede han skabet igen, så dåden ikke ville blive opdaget lige med det samme, da han gjorde tegn til de hellere måtte forlade rummet. Og helst stærkt. Hvad dette...gas ville gøre ved dem, måtte de blot vente og se.
Han var hurtig henne ved døren og åbnede den forsigtig på klem. Han måtte vente et øjeblik før der var fri bane, men så listede han sig også ud i danselokalet med et svagt smil og så så normal ud, som muligt. Trods bekymringen rumsterede i hans baghoved. Skeden var gledet ind under hans tøj og gemt væk. Han regnede med, håbede på, at Ada var lige bag ham og lukkede døren stilfærdigt bag dem....Nu skulle festen bare overstås.

Hun nåede end ikke at reagere på den lille fuss lyd, inden at Sean havde grebet fat og skubbet hende væk fra det lille pengeskab. Adalia havde ikke engang nået at se, hvad det var som havde afløst denne mekanisme, ej heller hvilken form for væske hun var blevet sprøjtet med. For selvom Sean havde været hurtig, havde han ikke været hurtig nok. Noget af den ukendte væske, som lidt føltes som koldt vand imod huden, havde ramt hende i ansigtet. Men som sagt syntes den ikke endnu at gøre nogen stor skade. Men man kunne aldrig vide. Hvis dette var den eneste form for fælde der var, måtte den godt nok være effektiv. Måske ville der senere hen komme nogle grimme eftervirkninger, men den tid den smerte. Ikke noget de burde tænke på nu. Først og fremmest måtte Sean få fat i sin ting, og derefter måtte de skynde sig ud af lokalet i en vis fart. Kvinderne inde ved selvskabet var på dette tidspunkt nok begyndt at savne charmetrolden lidt for meget. Og lystige og søgende kvinder var ikke nogen man bare sådan lige kunne gemme sig fra. Før eller siden ville de finde ham, også skulle du begge komme op med en helveds god dæk historie, for hvorfor de pludseligt begge to var forsvundet. Og i det lys kom det nok ikke til at se alt for godt ud.

Festen var stadig i fuld gang her ude, hvilket for de to indbrudstyve var lidt af et held. Hvis bare de kunne få lov til at sive ind mellem gæsterne i ro og fred, ville ingen mistænke dem for noget. Og efter lidt tid kunne de endda slippe ud herfra, og komme hjem til Sean. Tænk at tyveri kunne være så udmattende.
Roligt og sikkert lod Adalia sin arm glide ind om Seans, og hun valsede så afsted med ham for at blande sig med mængden.
"Fik du, hvad du kom her for?" hviskede hun lavmælt til ham, og smilede graciøst til et andet passerende par. Så langt så godt. Ingen havde opdaget dem. Endnu.
"Deres majestæt?" En mørk og lettere ru stemme lød bag de to, og mens hun bandede så det svovlede i sig selv, vendte den elegante kvinde sig om og smilede stort til den høje mand med det mørke skæg der nu stod og kiggede lettere forundret på dem begge.
"Sebastian? Jeg havde ikke forventet at se Dem til sådan en fest" smilede hun let, og klemte ekstra hårdt til om Seans arm.
"Jeg må sige det samme om Dem deres højhed" smilede manden tilbage, og gjorde et let buk. Forbandede være ham. Hun ønskede inderligt at han måtte brænde op et eller andet sted for dette.
"Årh De behøver skam ikke kalde mig det. Et gammelt lille kælenavn er det. Intet andet. Alanna i disse kredse"
"Åh...Jeg ser" Sebastian skævede let over til Sean, også tilbage til Adalia igen. "Det var en fornøjelse at se Dem igen deres...Jeg mener Alanna"
"I lige måde kære Sebastian... I lige måde"
Med disse ord vendte hun igen om, og trak Sean med sig. Det kunne have gået værre, men så igen hvis dæmonlorden over dem alle fandt ud af hvad hun virkelig var, hvem hun virkelig var, så ville han måske ikke se på hende på samme måde. Mange svagheder ville blive afsløret. Svagheder hun bedst kunne lide at holde tæt ind til kroppen, og ikke lade andre få et glimps af.

Sean mærkede hendes hånd og lod sin egen glide over hendes, så det lignede de var tætte. Et par kvinder opdagede hurtigt at de var midt i det hele igen. De skyndte sig over og rundt om Sean og Alanna, småsludrende. Sean gengældte en del af hilsnerne og smilte til dem alle, før han endelig fik placeret sig lidt væk fra dem igen. Også fordi deres egne mænd krævede deres opmærksomhed. Sean satte stilfærdigt kursen mod hoveddøren, med en undskyldning om at Alanna var træt på læberne...
"Jeg fik halvdelen" svarede han sandfærdigt, hviskende, på hendes spørgsmål. En hvisken, der for andre, ville ligne at han hviskede hemmeligheder til ham, højst sandsynligt søde ord for at charmerende hende. En tilfældig kvinde sendte dem et ondt blik, da hun gik forbi, før hun knejsede med hovedet på en arrogant måde og lignede en der aldrig havde set på dem.

Stemmen var for Sean fremmed. Han vendte hovedet samtidig som Alanna. Han kunne mærke hun blev anstrengt og han blev om muligt endnu mere opmærksom hvad der blev sagt mellem dem. Både med ord og med kropssproget. Manden, som virkede hengiven for Alanna på en eller anden måde. Og Alanna, der virkede afvisende. Til manden til sidst gik.
Sean smilte let for sig selv. Han ville lade som om han intet havde bemærket...Til de var dem selv om havde mere ro omkring sig. Han ville gerne undgå uheld og svipsere her, i dette selskab.

Værten kom over til dem med et smil og åbne arme.
Sean slap Alanna nok til at blive omfavnet i et øjeblik. Af en eller anden grund, havde Sean bemærket, havde manden været glad for at kramme folk i dag. Eller i hvert fald komme tæt på dem...
"Går De allerede? Det vil halvdelen af mine gæster blive kede af..."
Sean smilte venligt og gjorde en let gestus mod Alanna.
"Hun er træt og ønsker at komme hjem. Hvem er jeg til at modsige en kvinde?" og de to mænd grinte, som havde de en indforstået joke.
"Okay, da. På gensyn..." han gav Sean hånden og ville give Adalia det samme. Sean blev af en eller anden grund nervøs. Det stof de havde fået på sig...Kunne det sladre på en eller anden måde?

Det var længe siden Adalia havde nydt jalousi så meget, som hun gjorde her i aften. De mange kvinder, som i tide og i udtide kom for at sværme om Sean, blev hver og en, til hendes store fryd, afvist. Det morede hende gevaldigt, at ikke en af dem vidste hvad deres endelige motivation for denne fest var. Den anede intet om, at de to lige havde stjålet noget der så ud til at være at stor værdi. De eneste de dumme høns kunne tænke på, var at komme i bukserne på Sean. Impulsive idioter.

Som værten langsomt nærmede sig, med et kæmpe smil på læben og et par åbne arme, trak hun sig lidt tættere ind imod Sean og hvilede så sit hovede imod hans skulder. Hvis undskyldningen var, at hun var træt så skulle det også ligne, at hun virkelig var træt.
"Jeg er så dårlig til at være længe oppe" gabte hun undskyldende, og sendte Sean et kærligt smil. "Kun en sand gentleman ville aflyse en fest, for at tage en dame hjem"
Som hånden blev rakt frem imod hende, tøvede hun let med at besvare den. De kunne ikke vide, om denne mand faktisk vidste at de havde bestjålet ham. Hvad nu hvis han fandt ud af det? Og hvad med den væske? Kunne den afsløre dem?
Men da hun besvarede hans afsked, skete intet. De trykkede hånd, og gav så slip på hinanden bagefter.
Adalia gjorde ikke noget større nummer ud af det, end blot at nikke let til manden som et sidste farvel, hvorefter hun trak Sean med sig ud af dørene og ud i den friske luft.
"Tæt på?" smilede hun let, og gav hans arm en let klem.

De sagde farvel og før end de vidste af det, havde de passeret en butler, der åbnede hoveddøren for dem og var på vej ud. En tjener havde givet dem deres kapper og trøjer tilbage, hvis de havde efterladt nogen. Sean modtog sin kappe og takkede.
Tæt på? Det var vel en måde at sige det på. Men Sean havde fornemmelsen af det ikke var slut endnu. Værten havde set efter et øjeblik...Med en tænksom mine. Aldrig et godt tegn.
Sean tilbød Alanna sin arm, som hun kunne holde i hvis hun fandt det passende. Og førte dem så hjem mod sig. Et par gange kiggede han sig over skulderen for at se om de blev set. Bare kald ham paranoid...
Men han mente bestemt nogen fulgte dem. Men om der virkelig var nogen eller ej, blev de ikke antastet på vej hjem. Var deres lille tyveri virkelig lykkedes? Sean tvivlede på det. For nu, måske, men senere ville hammeren slå. Han vidste det.

Inden længe tårnede hans hjem sig op foran dem. To etager. Hvid der tydeligt var solide vinduer og en stor, tung egetræsdør med jernbeslag. Tre trappetrin førte op til døren og en lille klokke, hvor man kunne ringe på. Rundt på huset sider var der tjørnebuske, med tydelige, store torne. Foran huset var der lidt jord, hvor nogle roser voksede. Lige nu, dog, var de kun ved at komme med grønne skud. Huset så velholdt og ret nyt ud.
"Tja...Så velkommen da, trods jeg ikke selv har inviteret" kommenterede han en smule lavt. Det passede ham enormt dårligt...Men en aftale var en aftale. Han fiskede en nøgle op og låste døren op, før han skubbede den op. Han trådte ind og holdt døren for Alanna. Da, eller hvis, hun trådte ind, lod han døren glide i bag hende og låste den.
De trådte ind i en stor hal. Gulvet var af koldt, hårdt marmor i en cremet farve. I loftet hang en stor lysekrone med krystaller, der spredte et blødt lys over dem. Ligeud førte en stor trappe op til næste etage. Til venstre var der to døre. Den ene førte til kælderen, den anden køkkenet. Til højre var der kun en dør. En lille opholdsstue til gæster.
Sean havde knap nok taget sin kappe af og hængt den på stumptjeneren ved siden af døren, før hans bulter kom gående. Han var kommet igennem døren til køkkenet.
Han var en ældre mand, klædt i jakkesæt af kun sort stof. Hans grå hår var redt tilbage og hans ranke ryg viste at han havde været butler hele sit liv.
"Sigmund" hilste Sean, da manden bukkede let for dem.
"Herre og My Lady"
"Alanna...Dette er min butler, Sigmund. Sigmund, dette er Lady Alanna. En midlertidig gæst" hvad han ikke sagde, men som butleren fik ud af sætningen, var at det kun var meningen Alanna skulle være her...Men ikke senere.
Butleren bukkede endnu en gang let og gjorde tegn til om han skulle hjælpe hende af med evt. kappe eller trøje.
"Er der nogen jeg kan betjene Herskabet med?" spurgte han. Sean så på Alanna.
"Noget at drikke, spise?" spurgte han venligt. Han havde altid lært at være en god vært. Trods alt.

Lige så imponerende som Sean var som en person, lige så imponerende var hans hus. En festning, som den Adalia nu kunne lægge sine øjne på, var bestemt en dæmon af hans kaliber værdig. Intet mindre. Hans lille kommentar om, at hun var velkommen selvom hun ikke var inviteret til frivilligt, fik et lille smil til at glide over hendes slanke læber imens de trådte ind i det store og pompøse hus.
En blid og behagelig form for kølighed slog imod hendes hud, så snart hun var trådt ind i det hun regnede med var hallen. Diskret var den ikke, men heller ikke ligeså pompøst og stort som det hus de lige havde været til fest i. Hun kunne meget bedre lide dette hus. Hun nød køligheden og roen der lå over dette sted. Nød den stilhed der faldt over hendes eget sind. Hun følte sig allerede meget mere rolig. Den ulmende nervøsitet for den væske der var blevet sprøjtet på dem, forsvandt i takt med at hendes øjne søgende gled rundt om de nye omgivelser. Mon han boede her helt alene? Det virkede ikke helt ulogisk, men så igen. Med den popularitet han havde haft ved festen, ville de virke en smule mærkeligt at han ikke havde fundet en lille...Guldfisk. Måske var han bare den type, som ikke sådan lige lod sig forelske. Og i så fald mindede de om hinanden. Selvfølelig havde hun da haft et par kærester igennem tiden, men de holdte aldrig i mere end et par måneder. Så begyndte trangen til at rejse videre, at bide og hun måtte hver eneste gang forlade dem hun elskede. Det var det eneste rigtige. Hun var dårlig til at binde sig til andre. Alt for dårlig. For kold til kærlighed. Den rigtige kærlighed altså.

Det var dog ikke en kvinde som først tog sin entree i den store hall, men en ældre mand iført et fint jakkesæt. Adalia gættede på at dette måtte være husets butler. Hun gav ham et let nik som hilsen, og tillod ham at tage et sjal hun bar.
"Nej tak. Eller jo måske et glas vin. Jeg husker jo at du sidste gange var ret så begejstret for vin" smilede hun let, men skjulte den bitre mening med sætningen. "Men endeligt er jeg forfærdelig træt. Du kunne vel ikke vise mig det rum jeg skal sove i?" Og med rum mente hun helt klart hans rum. En aftale var en aftale. Og selvom han var en dæmon, regnede hun ikke med at han ville bryde den.

Han studerede hende let, omend ikke direkte. Hans mørke blik gled over hans butler, da denne tog imod hendes sjal og hang det op. Han blev stående, til han var sikker på de ikke havde mere at bede ham om. Han bukkede let til det Alanna sagde, trods han ikke forstod hentydningen. Sean opfangede den dog, men nøjedes med at smile let. Han ville ikke sige han fortrød...
"Vin bliver det. Sigmund?...Mit værelse må det vidst være" Butleren så kort på ham, som kunne han ikke helt tro det, men bukkede så og gik sin vej. Sean havde en lidt tæt forhold til sin butler, de respekterede hinanden og hjalp hinanden, også som...venner ville gøre det.

Han studsede kort over hendes ordvalg. Et værelse kunne forstås som ethvert værelse han måtte gemme i dette værelse. Men han vidste hun blot legede med ham...Han vidste hun hentydede til hans værelse. Med en næsten træt udtryk gjorde han tegn til at de blot skulle fortsætte ligeud, op af trappen. Han begav sig derhen, velvidende hun ikke kunne finde rundt, uden at han viste hende vej.
Han gik op af trappen, uden at bruge rækværket til at holde balancen på vej op. Ikke at det betød noget, han kom helskinnet op alligevel. Han begav sig ned af en gang, der var beklædt med et gulvtæppe, der dæmpede deres skridt. De gik forbi de første par værelser, uden at Sean stoppede op. Han var lige ved at lægge hånden på håndtaget til et af værelserne, da et af dem de var gået forbi, blev åbnet. En ung dreng, på de 17-18 år, stak hovedet ud af døren.
Drengens hår var kort, men mørkebrunt som Seans. Han havde grå øjne og smilte usikker til dem, da han tøvende lod blikket glide over Alanna. Han vidste bedre end at spørge sin onkel hvad hun var her for...
"Åh...Du er hjemme" kommenterede han let. Sean nikkede tilbage og sendte Alanna et hurtigt blik.
"Ja"
Drengen tøvede et øjeblik mere, men så trak han sig tilbage og døren blev lukket efter ham. Sean kunne forklare ham det senere.

Sean åbnede døren foran dem og trådte ind i et stort værelse. Det første der ville slå en, var hvor mørkt der virkede til at være. Det var mørkt udenfor, så dobbeltdørene af glas, der første ud til en altan, viste blot mørke. Et mørke der spredte sig til værelset.
Dobbeltdørene var lige fremme. Til venstre stod en stor dobbeltseng ved væggen. Betrækker var af noget tydeligvis blødt stof i rødlige farver. ved siden af sengen, på hver side, var et lille sengebord, den ene med en olielampe og den anden tom. Ved siden af dobbeltsengen, sengebordet, ved væggen ved siden af dobbeltdørene, stod et stort klædeskab, igen med to døre.
Nærmest døren, hvor de stod, på venstre side var der en dør. Alanna vidste det ikke endnu, men det var en dør til toilet og bad.
Til højre stod der et stort arbejdsbord af mørkt træ, med en stol foran. Stolen var foret med en blød pude, så ejeren ikke ville få ondt i numsen, når han arbejdede. Bordet var det mest rodede i hele værelset og...en af grundene til at Sean ikke brød sig om gæster på sit værelse. Bunke op og bunke ned af papir stod på det. Man ville se flere kort, der viste bestemte ruter og veje i Doomsville. Bøger, der handlede om gamle legender. Breve, de fleste lukkede, så de ikke kunne læses. Lister over ting eller penge...
Ved dobbeltdørene, på hver side, hang nogle tunge, mørke gardiner. Gulvet var beklædt i blødt, mørkt tæppe. I loftet hang en lysekrone med krystaller. Da Sean trådte ind i rummet, tændtes de. De var fortryllede til at tænde ved bevægelse, en dyr men smart ting.
Hvad der ellers var i rummet, ville være gemt. F.eks. kunne man ikke se den låste kasse under sengen.

Sean smed sin kappe i fodenden af sengen og begyndte at løsne sin skjorte.
"Jeg er venlig mod dig. Men misforstå mig ikke...Du må sove her, men intet andet. Enhver viden om mit hjem og dem der bor her, er hemmeligt. Fortæller du nogen om det, dør ikke kun du, men også dem der har hørt det. Læser du noget, tager du noget...Vil jeg også blive meget fjendtlig" Han vendte sig om mod hende med et svagt smil.
"Døren derovre føre til et toilet og bad" Han gik over til klædeskabet og åbnede den ene side. der hang tøj på bøjlerne, der var tøj på hylderne og de få skuffer, der gemte sig bag døren, var også fulde af tøj. Sean trak sin kappe til sig og hang den på plads. Derefter gik han over til sit arbejdsbord og begyndte at rydde op. Han gemte de mest intime papirer så langt væk, han kunne. Han kiggede kort på en bog, der handlede om gamle ritualer, og lagde så nogle gamle breve oven på den. Bogen var skyld i han var blevet en archdemon...Men det behøvede folk ikke vide. Han gad ikke have dæmoner rendende hele tiden!
Han så på Alanna, for at bedømme hvad hun nu ville gøre, nu hvor hun befandt sig på hans hellige sted.