Searching for you (Razor) XXX

Mennesker var nogle fantastiske væsner. Trods de var svage, havde det lykkedes dem at bygge samfund op, leve side om side, hjælpe hinanden i en verden, hvor de blev set på som værende ofre, der lå i bunden af fødekæden. Et menneske kunne ikke bære en 100 kg. Tung sten på sine skuldre, men han kunne skabe værktøjer, der kunne ødelægge denne sten og sprede den ud i mindre stykker for derefter at kunne bære dem med lethed. Et menneske behøvede ikke at have en medfødt magisk evne – ved hjælp af bøger og skoler kunne man selv lære sig helt nye evner, og derfor blev alle mennesker så forskellige. Havde forskellige egenskaber, forskellige talenter. Reign var sådan et menneske. Han var hverken stærk eller klog, men hvis han ville, kunne han gøre lige, hvad han havde lyst til. Skabe, bygge, lære. Han kunne være en helt – måske en atypisk en af slagsen men en helt alligevel. Han kunne have verden i sin hule hånd.
Men en ting, han ikke kunne, var at tvinge sig selv til at være noget, han ikke var. Og lige nu var han så forelsket, som man overhovedet kunne være. Efter at have prøvet alt, der kunne afprøves – snakket med samtlige venner om det, taget ud på en rejse for at finde sig selv, drukket sig i hegnet, mødt nye mennesker, købt sig til sex og nærhed – måtte han indse, at det ikke bare ville forsvinde af sig selv. Afvisningen fra hans første kærlighed gjorde stadig lidt ondt. Såret var til at leve med men helede aldrig fuldstændig. Men forskellen fra dengang og nu var, at han denne gang havde forsøgt og var blevet afvist, mens det denne gang havde fungeret den anden vej. Han havde afvist Razor, slået op med ham, smidt ham væk som et stykke skrald og talt til ham, som var han ingenting. Han var selv skyld i bruddet og smerten, det førte med. Havde troet alting ville gå meget bedre uden halvdæmonen, havde troet al negativitet og ulykke ville forsvinde sammen med ham. Men sådan var det ikke, faktisk havde det kun bragt endnu mere ulykke med sig. Okay, så hverdagen indeholdte mindre blod, mindre død, når Razor ikke var der, men den var til gengæld også livløs og ligegyldig. Reign havde haft det fint, inden han havde mødt ham, helt fint. Han vidste ikke, hvad han gik glip af. Men nu havde han haft Razor, drengen havde været hans, og det havde han smidt væk. Kæmpe idiot.

Reign havde i fire dage nu rendt Doomsville rundt for at finde halvdæmonen. Undskylde, tigge om at få ham tilbage, i det mindste sikre sig at han havde det godt – men uden held. De havde efterhånden tilfældigt rendt ind i hinanden så mange gange, ofte på rigtig uheldige tidspunkter, men nu kunne han simpelthen ikke finde ham. Han havde været Rotten Root og Angerforge igennen – besøgt hvert skummelt sted, hver bar, hver gyde, spurgt folk om de havde set en ung dreng med krøllet hår og et stort smil på læben – og nu var det tid til Terrorville. Reign kendte ikke meget til det distrikt – alle de gange han havde været der, havde det kun været for at tage på bordel. Et bordel der havde været alt, alt for dyrt til hans pengepung. Men længere var han heller ikke kommet, og han følte sig forvirret og malplaceret, som han rendte rundt i mængden af folk med næserne i vejret, dømmende øjne og fantastiske dragter af silke med guldkantbånd og diverse ædelsten hængende fra.
Sean boede i Doomsville et sted, og Razor var muligvis hos ham – til Reigns ubehag – men hvor det præcis var, havde han ikke nogen idé om. Noget stort. Prangende. Dramatisk.
Der var det. Det store slot, der kunne ses helt fra Rotten Root. Trods Reign aldrig været tæt på før, var det ikke til at tage fejl af. Stor og mægtig, præcis som beskrevet i aviserne. Dette var et perfekt sted at starte, og så kunne han langsomt arbejde sig ned af, hvis halvdæmonen ikke var derinde. Han anede ikke, hvordan han skulle komme ind, men han ville finde en vej. Først; den direkte metode. Han trådte hen til hovedporten, bemandet af fire vagter, og stoppede op foran dem. "I have a friend who might be in there,” sagde han, fast og målrettet og forsøgte ikke at lade dem mærke, at de intimiderede ham med deres store rustninger og sværd hængende i siden. "Do you have an appointment?" spurgte den ene, der virkede småirriteret over at være blevet afbrudt i sin samtale med kollegaerne.
"No, but--" nåede Reign kun lige at svare, før vagten fortsatte, "no appointment, no entrance. Piss off." Han ville have sagt noget, protesteret, men kunne tydeligt mærke, at de ville gøre langt værre ting end blot tale grimt til ham, hvis han ikke gjorde, som der blev sagt. Derfor tog Reign et par lydløse skridt tilbage, rettede lidt på sin taskerem og begyndte at gå udenom slottets mure. Måske man kunne finde et smuthul et sted.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Halsbånd

Terrorville havde nok egentlig aldrig været et sted Razor havde forestillet sig at skulle bo i. Mange andre steder i Doomsville og omegn havde været en mulighed, men selv Dragons Peak havde virket mere realistisk end her. Dog var han ikke utilfreds. Han måtte indrømme at det var rart, at have et sted at kalde hjem. Et sted hvor en seng ventede på ham når han var træt - et sted hvor der var mulighed for et måltid på hvilket som helst tidspunkt at sulten meldte sig. Der var selskab når det var hvad man havde brug for - om det så var en simpelt samtale, en togt ud i verden og slå ihjel eller en seksuel dans i lagnerne i soveværelset, eller andre steder for den sags skyld. Man kunne komme og gå som man havde lyst - også var der selvfølgelig alle de ekstra ting som på sin vis var tvungne - men alligevel helt frivillige. Livet som slave var ikke en dans på roser. Men Razor var heldigvis typen der nød udfordringen at danse på brændende kul eller knust glas. Det gav hverdagen det ekstra og gjorde at intet var kedeligt, intet var det samme. Desuden var Sean ikke en dårlig herre - han kendte Razor og selvom det at være slave normalt var at følge ordre, rette sig ind - måske egentlig bare den rene underkastelse af sine højere stillede. Så var det ikke tilfældet her. Der var alligvel en vis respekt for hinandens behov. Små ændringer i forhold til hvad han før havde oplevet som slave - men kun til det bedre. Det havde vel sine fordele at være tæt på en mand som Sean.
Desuden var hans medlemskab i Seans klan endnu et plus på listen. Noget der havde været en stor del i at slå hans tanker over på noget andet end alle de følelser der sprang forvirret rundt i hans indre. Gemt væk, men ikke glemt. De var der stadig og råbte tit og ofte højt for at blive hørt. At Razor forsøgte så godt som muligt at lukke helt af for dem var en anden side af sagen. Det var en del af hans liv han måtte acceptere var fortid. Fortiden så man ikke tilbage på - fremtiden håbede man ikke på - i stedet levende man nu og gjorde hvad man blev bedt om. Som at spionere, slå ihjel eller bare spise op af den mad der blev serveret.

Han var god til sit job - lejemord. Det var som en gave at få tilbudt sådan et job og siden han var vendt hjem fra sin egen forvirring og måde med Tatia i skoven for hvad der føltes som en evighed siden. Så havde det været hvad han havde dedikeret sit liv til. Det var også hvad han havde brugt sin nat på. De opgaver han var ude på var meget forskellige, dette nat havde han været på den forbudte side af hegnet til slottet. Ikke fordi han havde taget livet af nogle der kunne have så vigtig en rolle at verden ville falde sammen - men folk med informationer der ikke skulle ud kunne let miste evnen til at trække vejret i løbet af sådan en nat. Og det var præcis hvad der var foregået. Han var dog færdig, fandt det simpelt kun underholdende at balancere omkring på murene omkring slottet - ventende på en reaktion derinde fra når nogen ville se det blod bad han havde skabt i et lille soveværelse.
Den blodige kniv hang i hans bælte og hans blik var rettet mod hans fødder han stabilt placerede foran sig, skridt efter skridt - helt lydløst men selvfølgelig med et smil om læben. Det var først da han fik øje på en skikkelse der sneg sig om hjørnet et lille stykke længere fremme at han satte sig på hug. Han burde havde genkendt duften af det menneskelige kød der kom spadserende for længe siden, men det var synet af mennesket der for alvor fik hans mave til at slå knuder på sig selv. Et kort sekund faldt alle murerne ned i hans sind og havde han ikke fanget sig selv i det - kunne han meget vel have mistet kontrollen over sine følelser. Men Razor var bedre end at miste sin kontrol - og en maske blev taget på.

Et smil - det maniske udtryk som alle der var stødt på ham på en uheldig dag kendte til.  Det udviklede sig et par sekunder efter til et lille grin. Et typisk følelsesløst grin.
" Sneaky little human... " Sagde han så bare i en spindende tone før han lod hovedet glide på skrå. Han rystede så bare kort lidt på hovedet.
" You have a habbit of showing up the wrong places at the wrong time... " Sagde han så bare kort tid efter og lod sig dumpe ned at sidde på muren under sig med benene dinglende ud over kanten så de beskidte men stadig tydeligt blod fyldte fødder kunne få frit spil til at vise sig frem.
" In other words.. Go home - You shouldn't be here.. " Sagde han så bare kort, dog stadig med et lille halv flabet smil gemt i den ene mundvig. Tanken om hvorfor Reign overhovedet famlede omkring her skimtede ham ikke. Alt andet farede omkring som en tornado i hans hoved. Det var alt for længe siden han havde set Reign - de billeder han havde skabt af mennesket i deres tid fra hinanden var et andet end det der stod her nu. Ikke et andet men Razor havde måske forsøgt at gøre Reign til alt det dårlige halvdæmonen i sidste ende godt vidste at mennesket ikke var. Reign var godheden selv - perfekt fra isse til tå. Og alligevel havde han formået at finde noget modbydeligt frem. Han måtte ikke tænke på det. Han måtte ikke savne noget så simpelt som et menneske, noget så simpelt som en følelse. Det var spild af tid - spild af kræfter.

Reign fandt endelig et indhak i muren, og satte spidsen af sit fod ind i det. Nåede dog ikke mere end en lille meter over jorden, før han måtte indse, at det ikke ville fungere, og hoppede ned igen. Muren var for høj, hvis han ville ind, skulle det være gennem hovedporten. Måske kunne han vente på, der kom nogle andre, der skulle ind, og forsøge at slutte sig til dem. Eller vente på, der blev bragt noget ind på slottet - en vogn af en art - og snige sig med i den.
Tankestrømmen af ideer blev afbrudt, da en stemme lød, en velkendt en af slagsen. Reign så op og fik øje på halvdæmonen. Endelig. Hans søgen havde rent faktisk båret frugt.
Reign gloede bare op på ham lidt. Blev tør i munden, mens alt i menneskets brystkasse føltes til at blive mast sammen af en kraft, det ikke var til at sige hvad kom fra. Men skønt alt gjorde ondt, var sommerfuglene også vendt tilbage i maven. Hvordan kunne han overhovedet have råbt af det ansigt? Sommetider forstod Reign ikke sig selv og sin egen dumme mund.

"What are you--" begyndte han men blev stoppet af Razor, der ugalant bad ham om at gå. Det var også fair nok, Reign havde forventet, han ville være vred. Reign rystede lidt på hovedet og besluttede sig for at droppe at spørge, om hvorfor knægten var på en mur - han befandt sig trods alt de mærkeligste steder. Besluttede sig i stedet at gå ind til sagens kerne, det han var kommet for, "could you get down here for a second? I really need to speak to you."
Han kunne høre stemmer og smuttede hurtigt hen og smugkiggede om hjørnet for at se, om der var nogen på vej. Vagterne ville nok ikke blive særligt begejstrede for at se et menneske så tæt på muren. To styks var på vej derhen i et langsomt, patruljerende tempo. Stadig et godt stykke væk, men det bragte alligevel tidspres på den allerede pressede situation. Reign skyndte sig tilbage, og forsøgte igen, denne gang hurtigere og langt mere bedende, "please, Razor, just for a second, I swear." Reign skævede ned mod en busk, der var perfekt at gemme sig i, hvis Razor nægtede. For ikke tale om at han ville gå nu.

Han hævede kort lidt et bryn. " I'm not reeeeeally a good listener, and you should really not be here.. " Sagde han bare kort med et lille smil om læberne. Han vippede kort lidt med sine fødder - men fulgte så menneskets blik lidt da han tjekkede omkring muren. Hvilket kun fik Razors smil til at vokse. Så pludselig var der pres på?
" Why would I wanna listen to what you have to say? " Spurgte han så bare i en halv kølig tone. Dog helt uden at bevæge sig nogen steder andre end hvor han sad. Vagterne kunne komme hvis det var det de ville. Razor kunne meget hurtigt dumpe ned på modsatte side af muren og være uden for synsvinkel. Det var noget andet med mennesket der så sødt stod der og bad til at Razor ville komme ned. Men hey - advarslen havde været kommet. Razor havde sagt at han ikke burde være her. Så hvorfor var han ikke gået endnu? Han kunne ikke helt lade være med at finde det bare en smule underholdende. Men også lidt irriterende, for det stak i ham - Reign burde bare gå. Inden Razor ikke længere ville være i stand til at holde det hele inde som han så fint havde gjort i hvad der føltes som en evighed.

Han skævede sig kort over skulderen da der begyndte at ske ting og sager udenfor slottet helt oppe ved slottet selvfølgelig. Men kort efter ramte hans blik Reign igen. " You're still here? " Han kneb kort øjnene sammen, men endte så alligevel med bare at hoppe ned. Han skulle vel i princippet også snart til at hjem - at have brugt hele natten og tidlig morgen på at rende rundt og lave alt det ingen synes om. Måske ansigtet i en hovedpude og turen ind i drømmeverden i sidste ende ville gavne lidt. Han lod blikket falde på Reign og stod stille et øjeblik.
" Fine.. " -
" You have ten seconds - but don't expect me to actually listen.. " Sagde han så bare og trådte lidt væk fra muren. Han havde ikke lyst til at høre hvad Reign havde at sige, også alligevel var det et inderligt håb for at han ville sige alt det rigtige frem for alt det forkerte. Alt det der føltes godt og ikke rev ham i flere stykker end han allerede var i. Men et eller andet sted kunne det også være rart med en fuldstændig klar besked om hvor slut det var. Få et par sidste ord på bruddet også aldrig se hinanden igen. Uden at være i en situation som de havde været i sidst, hvor alle følelser havde siddet uden på tøjet. Pludselig opstod en nervøs følelse - frygten for hvad der egentlig ville blive sagt. For hvert sekund i fyrens nærvær blev det svære at vedlige holde den ligegyldighed han havde trukket ned over hovedet og for hvert blik han fandt sig selv i at give Reign - jo mere klart blev det for ham, at han virkelig savnede det forbandede menneske. Derfor valgte han slet ikke at se på ham. I stedet var hans fokus et øjeblik rettet i den retning hvor vagterne kunne melde deres ankomst hvert øjeblik, medmindre de havde besluttet at gå en anden vej. Kort efter var det rettet mod fyrens sko, så hans bukser - kort efter skjorten også tilbage i den retning mod vagterne. Han lod så bare sine hænder glide ned i sine lommer. Reign gjorde ham svag - den magt var forfærdelig.

"I- 'cause I..." Reign vidste, det ville ende sådan. Han havde så meget på hjerte, men når det så kom til stykket, kunne han ikke sige noget af frygt for at sige det forkerte. Heldigvis havde han en nødplan - havde skrevet en lang undskyldning ned på et stykke papir, hvilket virkede som den eneste mulighed lige nu. Bare han nu ikke også havde glemt, hvordan man læste...
Reign fandt papiret frem fra sin forlomme og så først op fra det, da et bump lød fra Razor, der alligevel havde valgt at hoppe ned. Møg, nu var han endnu tættere på. Så endnu bedre ud trods den utilfredse grimasse, der lå henover drengens ansigt, og Reigns hals snørede sig endnu mere sammen, end den allerede var. Papiret... læs nu op fra papiret, menneske!

"Okay..." han rømmede sig kort og skævede tilbage mod det hjørne, vagterne snart ville dukke op fra, inden blikket faldt tilbage på papiret, og han læste op, "when I first met you I wasn't really into you. It wasn't love at first sight exactly. But I haven't stopped thinking about you ever since, not once. And I still--" Åh gud, det var forfærdeligt. Måske skulle han ikke have drukket, mens han havde skrevet det. Det var ulækkert sukkersødt, slet ikke noget for sådan en som Razor, der stod med blod på fødderne og lignede en- tja, en dæmon.

Reign krummede brynene og så usikkert op fra papiret. Havde ondt af sig selv men også en smule af hybriden, der var tvunget til at høre på det skidt. "I'm sorry, I don't even know why I made this. I'll just-" Han smed det ligegyldigt fra sig - var ikke typen, der smed med skrald, men dette var for flovt til overhovedet at have i sin lomme. "Razor, I don't really know what to say except- except that I'm really sorry and that I had no right screaming at you like I did. I was-" Reign stoppede endnu engang sig selv, denne gang for at skæve tilbage mod hjørnet, hvor lyden af fodtrin nu kunne høres fra. Han vendte hastigt blikket mod halvdæmonen, "can we go somewhere else?" Normalt ville han bare have hevet drengen med sig men var ærlig talt nervøs for at få et par på hovedet, hvis han forsøgte. Det var ikke tidspunktet til at hundse med ham lige nu. Han var usikker på, hvor langt man skulle stå fra muren, før det blev set på som værende okay, men han havde virkelig ikke lyst til at blive anholdt lige nu.

Han lod blikket hvile lidt mod jorden mest for at tvinge sig selv til ikke at kigge på Reign - for der var faktisk ikke noget han hellere ville lige nu, kigge på Reign og hans alt for søde fjæs. Han bed sig kort lidt i inderlæben men skævede så lidt mod det papir der blev fundet frem. Han rynkede kort næsen lidt og holdt et smil tilbage, men kun lidt - for det dukkede nok alligevel op et par sekunder efter. Ordene var måske i sidste ende ikke det der betød så meget - mere Reigns fumlede forsøg på at komme med noget fint at sige. Han rettede sig så bare kort lidt op og lod hovedet glide en smule på skrå.
" Times up though... If you want ten more seconds then.. you really have to bring it... " Sagde han så bare lidt og lod endelig blikket ramme Reigns ansigt. Det var jo tydeligt for en hver at mennesket faktisk virkelig prøvede, og sikkert bare blev endnu mere presset nu hvor det ikke kun var Razor der var en lort - men også nogle dumme vagter der valgte at komme denne vej på sådan et utroligt upassende tidspunkt.

Han skævede kort i retning mod vagterne og trippede kort selv på stedet et øjeblik før han så bare kort rystede på hovedet. " Fine.. but if this turns out to be a waste of my time.. " Sagde han så bare og holdt kort blikket mod Reign før han så bare trak mennesket med længere væk fra muren - på en mere sikker afstand fra vagterne som i sidste ende sikkert var for dumme til at ligge mærke til at de var der. Hvor ulovligt det egentlig var at være her vidste Razor egentlig ikke så meget om. Men han havde lidt sin egen grund til at smutte herfra - taget i betragtning af at de nok ville opdage mordet bag slottets mure inden længe også var det ikke svært at ligge to og to sammen hvis man samtidig havde en blodig Razor stående tæt på. Stadig i tvivl om han ville høre flere ord komme ud af fyrens mund stoppede han op og slap ham igen.
" Before you say anything - I suck at reading your excistense - emotions. I still kinda only listen cause your face does funny things when you try talking sense.. Which means, you have to be really clear in your words. " Sagde han så bare lidt mens han nikkede men lod så sine hænder glide ned i sine lommer og så et øjeblik ventende på Reign, men også kun et øjeblik.
" Oh! And if you raise your voice in anger - while you're at it, I'm leaving... " Tilføjede han hurtigt om han så afbrød eller ej. Han nikkede kort som at han måske var klar til at lytte på hvad Reign havde at sige. Forhåbentlig havde hans forventninger trukket sig sammen og gjort sig klar til at blive smidt i et dybt hul og aldrig komme frem igen - At Reign var her kunne ligevel være en kæmpe afvisning på alt i fremtiden, som det kunne være et sats på mere.

"It won't, I promise," skyndte Reign sig at sige, skønt han ikke kunne vide, om det var sandt. Han så ikke på dette som værende spild af tid, men det gjorde Razor måske, hvis han i sidste ende valgte ikke tilgive ham. Hvad der var spild af tid for en person, kunne være en andens vigtigste øjeblik. Sådanne ting var slet ikke så firkantede.
Heldigvis holdte halvdæmonen sig ikke tilbage fra at trække Reign med væk i, hvad der virkede som i sidste øjeblik, inden vagterne dukkede op. Slottet tårnede stadig på og stod stort og mægtigt - man skulle vist en helt by væk for ikke at kunne se det - men den kedelige mur var nu erstattet af smukke omgivelser bestående af alskens blomster og træer, der alle var godt igang med at byde foråret velkommen og springe ud. Hvis ikke Reign vidste bedre, ville han tro, de befandt sig indenfor slottest mure, men da det ikke kunne lade sig gøre, måtte han udlede, at det blot var en offentlig have. Et ekstremt velholdt én af slagsen - han havde aldrig set noget lignende. Hvis der fandtes et sted, man kom hen, når livet var slut, måtte det ligne noget i stil med dette.

Reign trak blikket væk fra de flotte farver og ned på halvdæmonen i stedet, da han slap ham. Åh ja, det kunne ikke være andet end himlen. Razor lignede i hvert fald en engel - ironisk nok...
Han nikkede hurtigt, da der blev nævnt, at han skulle være klar omkring, hvad han ville sige. Det lagde et hvis pres på, og Reign fortrød næsten at have smidt papiret væk. Han var ikke den skarpeste til at formulere sig, og når nervøsiteten havde vokset sig stor som en melon i hans mave, var det ikke til at sige, om der overhovedet ville komme nogle ord ud, når det kom til stykket. Men en del af denne frygt forsvandt, da noget uden problemer fløj ud af Reigns mund, "I'll be calm, I swear. No yelling." Sikke mange løfter, han pludselig kom med. Mon det nu var en god idé?
Reign stod i et kort øjeblik uden at sige noget. Tog i stedet en dyb indånding, forberedte sig mentalt på at skulle smide sit hjertes følelser ud og omsætte dem til faktiske ord, som Razor uden problemer kunne forstå. Øjnene, der havde lukket sig i med indåndingen, åbnede sig atter og lagde sig på drengen. "I really, really, really miss you," forklarede han, roligt og fattet med en kontrol i stemmen, der overraskede ham selv, "I don't want us to be apart, I mean, you don't have to come with me now or move in with me or anything like that. You can stay here, you can stay with Sean if you like," det gjorde ondt at sige det, men det var en af de ting, Reign havde forberedt sig på. Han måtte give Razor hundrede procent frie tøjler for at have bare en minimal chance for at vinde ham tilbage, "I just want to see you sometimes. It doesn't have to be that often, just- whenever you feel like it." Som Reign fortsatte, blev tonelejet mere og mere usikkert, hurtigt og uklart. Det var stressende at have så meget, man gerne ville sige og ikke at kunne få det ud. Razor... han stod der endelig, foran ham, efter at have ledt så længe. Men der var ingen kærlighed at føle fra drengen, ingen savn, ingen følelser overhovedet. Det gjorde ondt og rev i Reigns indre, "I'm not asking you to go back to being my boyfriend right away, I just want you to forgive me and maybe- maybe let me take on a date or something. We could go watch a play or- make a fancy dinner. We could take a trip together or just go for a walk. We can do whatever you want." Det bedende ansigt var vendt tilbage til menneskets ansigt, og hans forhenværende rolige åndedræt var knapt så roligt mere, ødelagt af nervøsiteten.

Razors måtte virkelig holde sin tålmodighed i et stramt greb, så den ikke bare forsvandt ud mellem fingrene på ham. Det var som en indre kamp. Egentlig ville han ikke høre på hvad Reign havde at sige - men alligevel havde han et inderligt ønske om en masse han ville ønske mennesket sagde. Han slog kort blikket væk fra Reign - Han savnede ham. Det var en ting Razor kunne være med på, han savnede også Reign, helt uudholdeligt meget. Men den stædighed han havde i sig gjorde alligevel at han ikke havde taget handling omkring det - heller ikke nu. Bortset fra at han så væk - hvilket i sig selv kunne være et tydeligt tegn på at der var andet end demon-stone-face over Razor. Reigns ord, hvor åndssvagt det hele så egentlig var, så gik de ind og satte sig. Trykkede og nagede på alt de kunne - måske ville de bare gerne høres og forsøgte at overbevise Razor om at det var det rigtige.
Han skulle kort til at afbryde, men valgte i stedet at holde kæft og rette sit blik tilbage mod Reigns ansigt. Han kunne ikke ikke kigge på ham for evigt. Han lyttede til Reigns ord - forsøgte så vidt muligt ikke at vise hvor meget det i sidste ende betød at høre. Hvor overrasket han egentlig var over hvad præcis det var der blev sagt, og det faktum at han forstod hver enkelt lille ting. Næsten.

" I don't understand why you want me to forgive you? " Sagde han så bare kort og rynkede kort panden en smule. Ikke ligefrem den bedste respons på hvad Reign havde sagt, men han kunne ikke selv kaste sit hjerte ud i ord uden egentlig at forstå helt præcis hvorfor.
" You told me I was the one ruining your life - I guess that makes me the bad guy right? You should probably be the one forgiving me and not asking for forgiveness. Unless ofcourse you're saying it 'cause you didn't mean what you said. But that would just not makes sense, we both know its the truth.. " Sagde han så kort efter og trak kort på den ene skulder. Razor vidste faktisk ikke helt hvordan han havde det med det hele. Han havde været både vred og glad og ked af det. Den følelse der havde overvundet ham mest var nok forvirring. Sikkert på grund af det hul han havde haft i brystet lige siden. Som om der manglede noget - det noget måtte være Reign, for lige i dette øjeblik virkede det faktisk som om noget var ved at blive fyldt op. Var det det han spurgte om tilgivelse for? At rive hjertet ud af brystet på Razor og trampe på det.. Det måtte være det.

Han stod et øjeblik bare med blikket rettet mod Reigns brystkasse - hvor en hjertebanken tydeligt kunne høres.
" I'm not sure.. " Sagde han så kort, men gik lidt i stå før han rettede sig lidt op. Han lod blikket smutte mod Reigns ansigt igen før han så bare rystede lidt på hovedet. " I don't think I can.. forgive you. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort lidt i læben. Han trådte kort lidt til den ene side - måske lidt i svingende 'jeg er på vej til at gå' bevægelse. Men den svingede så bare tilbage igen kort efter.
" Not on those terms - " -
Han sank kort en klump men rynkede så bare panden lidt. Forsøgte at finde en måde at sige det han gerne ville sige - på en måde der faktisk gav mening. Men endte så bare lidt med at ryste på hovedet. Ingenting gav mening for ham lige nu. Det var som om han stod mellem at vælge liv eller død og pludselig var der en tredje mulighed der hed at leve som en grøntsag - hvilket på sin vis et øjeblik var meget mere fristende end noget andet. Fordi alt hvad der foregik i hans krop i dette sekund var slet ikke til at holde ud. Forvirring var ikke en følelse der skulle blandes med noget som helst andet end sig selv. Men den blandede sig med alting. Savnet til Reign. Frygten for at miste Reign for evigt. Den boblende fornemmelse han kunne få i hele kroppen når fyren kiggede på ham. Svimmelheden der meldte sig på en behagelig måde. Knuden der blev ved med at stramme sig i hans mave for hvert øje blik. Klumpen i hans hals han ellers lige havde skilt sig af med. Magtesløshed og ubehag. Glæde og lettelse.
" I don't want to be your boyfriend.. Ever.. " Lød det så endelig fra ham og han rettede blikket mod Reigns ansigt igen - efter at det havde spadseret omkring i et stykke tid.
" I wanna be your partner in life.. "

Reign rynkede panden af Razors ord. Det var lidt strengt ikke engang at overveje at tilgive, før det hele blev vendt om, og nu var det Reigns tur til at se væk. Måtte anstrenge sig for ikke at rulle øjne. "You didn't ruin my life, you just changed it," forklarede han roligt og skævede tilbage ned på drengen, "I swapped the two of 'em, it was stupid and wrong and I shouldn't have. But I did - and I'm sorry." Han forsøgte desperat at regne ud, hvor han lå henne. Klarede han det godt? Elendigt? Eller måske bare acceptabelt? Razor havde aldrig været en særlig svær person at læse - smilede nå han var glad eller havde sit dæmonflip, og smilede ikke når han var vred eller ked af det. Det var simpelt. Men Reign kunne ikke læse ham nu overhovedet. Han så næsten ikke på ham, og når han gjorde, var det kun i et kort øjeblik, før blikket blev fjernet igen. Han smilede godt nok ikke, men han kunne da ikke blive vred eller ked af at blive undskyldt overfor, vel?

Men uanset om det gik godt eller skidt, var det ikke nok. Razor ville ikke tilgive ham, og lignede i et kort sekund også en, der ville gå sin vej, hvilket fik Reigns hjerte til at springe et slag over. Hans ansigt var forvredet i en opgivende og desperat grimasse, og de to rynker, der havde formet sig mellem hans øjenbryn, blev dybere og dybere for hvert sekund, der gik. "What do you want from me? I'll do everything, I'll be the best kind of Reign you'll ever know," forsøgte han at overbevise drengen om, mens panikken lige så stille begyndte at sprede sig. Hvis halvdæmonen gik, ville Reign gå efter - ingen tvivl om det - men Razor var halv dæmon, og han var bare et menneske. Han kunne stikke af fra ham på få sekunder, hvis han ville, og Reign ville blive efterladt i støvet. Bruge fire dage til på at finde ham igen. Blive forladt igen. Og sådan ville det fortsætte, indtil halvdæmonen ville få nok og ende med at slå ham ihjel i irritation. Hvilken sørgelig død det ville være. Og en elendig kærlighedshistorie for den sags skyld.

Reign troede, de var færdige nu, men drengen var ikke færdig. Hans næste ord stak i mennesket og fik det kort til at mørkne for hans øjne. 'Aldrig' var et stærkt ord - hvordan kunne han sige det? Selvfølgelig havde han ikke regnet med, de ville finde tilbage sammen bare sådan, og alt ville være lykke. Men at sige, de aldrig nogensinde ville ende op som et par igen, det gjorde ondt. Hvorfor? Havde Razor slet ikke nydt det? Bare en lille smule? Havde Reign været til grin gennem hele forholdet for rent faktisk at tro, det betød noget?
Alle de tanker nåede at bevæge sig igennem hans hoved, alt imens han lignede en i ansigtet, der netop havde fået stjålet det sidste stykke kage foran næsen på sig. Skuffet. Trist. Opgivende. Indtil noget andet forlod drengens mund og atter fik livet frem i Reigns øjne. Ikke at han så glad ud. Snarere forvirret, "My partner in--" var han ved at gentage drengens ord men stoppede sig selv. Rynkerne mellem hans øjenbryn var vendt tilbage, og han rettede sig en tand op og rømmede sig lavt, "so you don't want to forgive me but you wanna be with me for the rest of your life?" Der var noget, der var helt galt. Bare han nu ikke havde spist svampe igen, "I'm sorry but now I'm just confused."

Selvom det var svært - så lykkes det ham at holde reaktioner på Reigns skiftende udtryk tilbage. Også selvom det jo trods alt var en af de ting han elskede allermest ved fyren. Han havde et talent for udtryk. Han rynkede kort næsen lidt før han så bare trak lidt på den ene skulder. Men endte så bare med at nikke lidt.
" I'm a demon Reign - you can't expect me to go all soft and butterflies on you. " Sagde han så bare kort og hævede et øjeblik et bryn. Dog var der et lille halv skævt smil gemt i hans mundvig. Måske havde manglen på menneskelig kontakt den seneste tid alligevel sat sig lidt i ham. Ellers ville han da havde været snoet om Reigns finger for længe siden. Også var det måske alligevel ikke helt længe nok til at han kunne gemme alting væk.
" To be honest.. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort i læben. Lod for en gangs skyld faktisk blikket blive på Reign mere end et split sekund. Tankerne væltede igen rundt i hans hoved og gjorde det umuligt at finde hoved og hale i - hvilket helt sikkert var årsagen til at han blev stille, meget stille - i lang tid. Længere end forventet, og længere end han selv følte det var.

" I don't know Reign.. I want you - but.. " han gik i stå igen. Endnu en ulidelig pause. Hvorfor var det så svært? Ord plejede ikke at være et problem, de kom normalt bare væltende ud også måtte folk selv samle sætninger ud af mængden. Men lige nu, det var som om at hver gang der dukkede noget op ville det ikke forlade hans læber. Om det var fordi det var det forkerte - det helt rigtige eller fuldstændigt ubrugeligt. Han vidste det ikke engang selv. Jo flere gange han forsøgte jo sværere blev det. Samtidig var der en dæmon i ham der protesterede omkring de følelser der igen var boblet op. Den dæmon der var skyld i så meget ulykke mellem dem at det halv kunne have været nok.
" I just... " Han rynkede kort næsen lidt men rystede så bare lidt på hovedet. Tog en dybindånding for lige at få styr på sig selv. Han kunne ikke lade Reign stå der og vente på en tilgivelse, vente på en afvisning - vente på - ja hvad end fyren ventede på. Men han turde alligevel ikke komme med et svar.
" I'm scared.. Terrified.. " Sagde han så bare og lod blikket finde Reigns øjne. " You broke me - and exactly why that makes me still want to be with you I don't know. Probably the same reason as why you still wanna be with me even after almost killing you.. " Sagde han så lidt og bed sig lidt i inderlæben. Han knugede kort sin hånd lidt omkring stoffet på sin trøje.

" This sucks.. Why do I have to do this, why does.. I don't. I.. It just freaking hurts you know.. I love you - more than anything Reign.. " Og med et var der slet ikke nogle mure bygget op omkring halvdæmonen. Intet var rigtigt, alt var forkert. Men dæmonen havde alligevel formået at have ham i sin hule hånd. Selvom tårerne der presse på i hans øjne forsøgte at vende hans ord til noget der i det mindste gav en god følelse i kroppen frem for den der var nu. Han følte sig fanget, mere fanget end nogensinde før. Han slog kort blikket ned men kun for at fange en vejrtrækning der kunne rede ham fra at bryde sammen.
" I can handle you being happy, mad, annoyed - even sad and scared. And I thought I could handle complicated - cause thats what we are.. really fucking complicated. But I can't - not right now, maybe not ever. I need simple - My life now is simple. " -
" And thats your ten seconds. You can leave now. " Sagde han så bare efter et par sekunder i stilhed og blikket fjernet fra mennesket. Han så tilbage mod Reign. Det var slet ikke hvad han ville sige. For selvfølgelig ønskede han at være sammen med Reign - der var intet han hellere ville end det, men det var som om det ikke var tilladt at sige. Hans tunge var spundet i et spindelvæv der kun gjorde som tilladt af den dæmon der altid havde og altid ville hade det menneske der for den anden halvdel af Razor betød alt i verden. Han var over alt og ingen steder på en gang. Ikke underligt hvis man var forvirret over hvad halvdæmonen mente - han anede det ikke selv og havde ikke helt kontrol over hvad han ville.

Reign kradsede sig i nakken og rettede samtidig lidt på skjortens krave, mens han afventede et decideret svar. Det kom dog aldrig rigtigt, faktisk var der bare et par korte sætninger og en masse lange, meget lange, pauser - noget der var uvant for halvdæmonen. Spørgsmålet var så bare, om stilheden var, fordi han overvejede, hvorvidt han skulle give det en chance eller ej, eller om hvordan han bedst muligt kunne knuse sin bejlers hjerte via afvisning.
Der var så meget, Reign gerne ville sige. At han ikke forventede sommerfugle, regnbuer og tuttenuttet kærlighed - Razor var ikke sådan, og det var Reign ærlig talt heller ikke selv. At han også selv var pisse bange for at blive afvist af den person, der for alvor havde vist ham, hvor forelsket man kunne være i en anden person. At han ville have ham, han elskede ham. At han hellere ville ende liggende død i en gyde et sted, slået ihjel af Razor, end at slippe ham.

Men det var det sidste, der for alvor fangede hans opmærksomhed. Simpelt... hvis der var noget, Reign ikke kunne forestille sig, var det halvdæmonen leve et simpelt og ukompliceret liv, hvor alt gik efter planen og var perfekt. Det var slet ikke ham. Det var noget, han bildte sig ind, han ville have. Hvad mon der præcist havde været sket, efter de havde slået op?
"You want simple?" spurgte Reign bare i en udfordrende tone, trods stemmen knækkede et enkelt sted. Og nu kunne han ikke tænke på, hvad Razor syntes var okay, og hvad ikke var, for de skulle væk - ud fra folks synsvinkel. Mennesket greb fat i drengens håndled og trak ham med sig lidt væk - ikke langt, blot et par meter, om bag to buske, der stod tæt nok til at dække dem nogenlunde. Slap atter halvdæmonen og vendte sig mod ham. "Punch me. Real hard, right here," Reign lavede en gestus mod sit ansigt og trak vejret dybt ind, "or slap me, I don't care. I hurt you, now hurt me. This won't make us even, I know that, but maybe it'll make you feel better. Payback - that's simplicity for you." Han skævde et øjeblik ned mod drengens hånd og lukkede så øjnene. Var parat til at få tilbage fra alle de grimme ting, han havde sagt.

Razor holdet blikket mod Reign og ventede på - et eller andet. At han ville gå nok mest. Men idéen om at han ville blive var endnu bedre. Det var frustrerende ikke at kunne rundt i sig selv. Som om det hele var tåget. Det eneste følelsen kunne sammenlignes med, var det øjeblik man havde af sin bevidsthed inden man besvimede. Det sidste fra en kogende kedel - i kamp om ikke at forsvinde ud i luften som ingenting frem for noget.
Han blev dog revet ud af det Reign trak fat i ham og længere væk. Han rynkede kort panden lidt - kun lige den tand mere forvirret end han havde været indtil nu. Hans blik hvilede mod fyrens ansigt et par sekunder før han skævede til siden, men så tilbage igen.

Han kneb så bare kort øjnene lidt sammen. Han forstod ikke hvad det simple i det var - han havde jo ikke lyst til at slå Reign. Og alligevel knyttede han kun sin hånd lidt. Også var der endnu en indre krig startet. Reign havde talent for at skabe krig i Razor - krig mod sig selv og alt han var. Alt der talte mod den menneskelighed han havde fortrængt og ikke ville kendes ved. Hver gang Reign tittede frem, det samme gjorde den. Ufatteligt. Og her havde han hadet Tatia for at gøre ham opmærksom på det. Det var jo sandt, han var ikke kun dæmon. Selvom det var hvad dæmonen forsøgte at overbevise ham om, trække ham tilbage til hvad det før havde været. Han rystede så hurtigt på hovedet. " Stop! " knurrende han så bare lidt og skubbede i stedet til Reign med den ikke knyttede hånd.
" Why would you make me do that? I don't wanna do that - how can that be simplicity? " Spurgte han så bare, dog med en oprigtig vrede i stemmen. Det hele bundede dog lidt i frustrationer omkring - at det skulle være så forbandet kompliceret.

" Dont... " Knurrede han så bare lidt før han slog blikket ned mod jorden. Hvis han bare kunne sætte ord på hvad han gerne ville sige. Handlinger kunne ikke gøre det - endnu en ting han i sidste ende ikke kunne få sig selv til. Der var en stopklods i hans sind som forhindrede ham i at tilgive Reign - vikle sig ind i hans aura og lade alting blive godt igen. Et simpelt liv var et liv uden følelser - det var hvad han ville have. Det var lettets. Især når de følelser han havde for Reign lod til at rive ham i tusind stykker hvert sekund.
" I don't wanna feel - but at the same time I really want to. But when I'm with you I feel to much. You make me weak and I don't like it. I love it. And I can't hit you - even if I wanted to. A part of me really want to. " Sagde han så bare - stadig med den ene hånd knyttet, men han famlede den i stedet bare tilbage omkring stoffet i bunden af hans trøje.
" I told you to be clear.. But you're not, you can't just tell me 'whatever I want' - Cause I need to know what you want.. " Sagde han så bare og lod blikket hvile mod Reigns ansigt. Sikkert et dårligt forsøg på at trække tiden ud - hans fødder havde sat sig for snart at forlade stedet og inden det skete skulle han være sikker. Om han så kunne give Reign et svar på hvad han selv ville, det vidste han ikke. Hvis bare han kunne slå tankerne fra et øjeblik og lade munden køre så ville alting være let.

Reign så forholdsvist rolig ud, skønt situationen var presset, og han regnede med snart at få en knytnæve i ansigtet. En del af ham havde måske regnet med, det ville have været sket meget før, dog havde han ikke regnet med, han selv skulle være den, der bad om det. Men Razor havde ikke slået ham endnu og virkede ikke til at være interesseret i det. Skubbede i stedet Reign, hvis øjne fløj op i en fart, som han var tvunget til at træde et lille skridt tilbage. Han krummede brynene en smule og gentog sine egne ord, "I hurt you, you hurt me. How is that not simplicity?" Modstod kun lige at hæve stemmen. Det var fandens svært - Reign var vant til at give udtryk med alle sine sanser; kroppen, øjnene OG stemmen.
Han lagde armene over kors og så til siden. Havde lovet sig selv ikke at blive vred på halvdæmonen, uanset hvad der kom ud af munden på ham. Men også det var svært, når drengen ikke virkede til at ville forstå noget som helst. Reign talte tydeligt. Beskrev alt, hvad han kunne. Prøvede virkelig at få ham til at forstå. Til ingen verdens nytte.
Mennesket så først tilbage på Razor, da emnet blev skiftet, og slå-metoden røg ud af billedet. Det gav bare ingen mening - Reign mente, det ville være godt, og Razor indrømmede selv, at han havde lyst. Der var ingen ulemper.

"I want..." Reign havde ikke lagt særlig mange tanker i, hvad han selv ville, så det var sværere at svare på, end man egentlig skulle tro. Havde været så fokuseret på halvdæmonens ønsker og interesser, at han havde glemt sine egne et sted på vejen. Blikket faldt ned på Razors hænder, og han fortrød ikke at have taget en af dem tidligere i stedet for at have grebet fat i hans håndled. Hvis nu Reign kunne holde hans hånd, hvis han kunne holde om ham, kysse ham - måske ville det formindske Razors had en smule. Huske ham på, at han faktisk godt kunne lide de ting engang, "I want you to be in love with me. I want you."
Reigns blik flyttede sig op på halvdæmonens ansigt igen, "none of this has to be complicated. I know it's been an emotional rollercoaster so far but that's only because I keep- I keep being an asshole to you. I go from treating you like a prince to treating you like dirt in mere seconds. No wonder your mind is all messed up by now." Måske ikke det smarteste at antyde, at drengen var skør, men det var sandheden. Og Reign indrømmede, det var hans egen skyld, så det var vel okay. Han var et øjeblik stille, inden han fortsatte, "but I won't do that anymore. I'll be caring and kind and supportive and- and I won't boss you around anymore, I'll let you be you." Han kunne ikke holde tilbage mere, det var uudholdeligt at bruge så lang tid med Razor uden den mindste kontakt mellem dem. Han savnede hans hud under sine fingre, hans arrede hud, der bar hele hans livshistorie på sig. Men i stedet for at gribe fat i drengen som et andet vilddyr uden hverken pli eller viljestyrke, rakte Reign forsigtigt hånden frem. Fingrene let krummede og håndfladen vendt opad - parat til at tage imod og mærke Razors hånd, fingre, negle, alt. Hvis han ville tage imod den, "please. Just give it a chance. One chance, that's all I'm asking."

Måske havde Reign ret, det var måske egentlig mere simpelt end så meget andet. Et slag og vreden var ude. Men det var ikke nok. Og han ville ikke ligge en hånd på Reign bare for at gøre det. Han kunne vel komme af med den vrede alle vidste der boblede rundt i ham på en anden måde. Måske var det alligevel slet ikke Reign han var sur på? Der kunne være så mange andre grunde til det med alt der var sket at det at gennemskue den egentlig årsag var som at finde en nål i en høstak.
Han lod blikket hvile mod menneskets ansigt - han kunne ikke. Simpelt eller ej, hævn eller ej. Han havde gjort Reign ondt før og det det havde givet ham ønskede han ikke at føle igen.

Han lyttede til Reigns ord.
" and... Thats all I need to know " sagde han så og lod blikket hvile mod fyrens ansigt et øjeblik. Det var vel egentlig sandt nok. Han behøvede ikke undskyldninger for hvad der var sket. Mere bare retten til føle det. En tilgivelse kunne sandt nok gøre meget men det gemte det stadig ikke så langt væk at det ville blive glemt med det samme. Razor havde alligevel ikke helt lyst, måske fordi det at gøre Reign ondt i sidste ende kunne gøres på andre måder end at slå. Som at trække tiden ud med at tilgive. Det betød nu alligevel mere end forventet - at høre hvad det var han sagde. Det virkede oprigtigt til at Reign var villig til mere eller mindre alting for at få det til at fungere - eller hvert fald gøre et forsøg på det.
" I've felt drawn to you ever since We Met for the first time Reign. I mean - you would've been dead if I wasen't " sagde han så lidt med et lille smil. Ingen tvivl om at det var overvejelser der havde været ved Razor mange gange.
Måske han i virkeligheden virkelig bare var skør.
Han rynkede kort næsen lidt. Det lød ikke helt dårligt. Heller ikke selvom det faktisk var rart når han mente noget eller gjorde noget der generede Razor. Det var trods alt det han søgte i mere eller mindre alle han mødte. Modstand.
Hans blik faldt på Reigns hånd og et øjeblik stod han bare og betragtede den. Der var stille for oven - alle de tanker han havde tænkt var efterhånden faldet til ro og nu var det ham selv der måtte tage stilling. Han lod så bare sin hånd glide ind i Reigns. En nærmest kuldegysende fornemmelse strøg ham op gennem armen og videre rundt i kroppen. Men på en god måde. Bare den smule kontakt gjorde alting en smule bedre. Han rettede så blikket tilbage mod fyrens ansigt og lod hovedet tilte en smule på skrå.
" does that mean I can stop pretending? " spurgte han så lidt. " stop pretending to be something Im not? When Im around you and everybody else? "
Det var nærmest en refleks, at holde lige en ekstra smule fast om Reigns hånd. I sikkerhed for at den ikke bare sådan ville forlade sin egen igen med det samme. " I guess one chance isn't to much to ask.. " sagde han så lidt før han nikkede en smule. Reign var nok i sidste ende den der havde mest magt over halvdæmonen. Havde han spurgt om halvtreds, hundrede chancer, så var de nok alle kommet i sidste ende.

" And... " Han gik kort i stå. Hvad var der egentlig mere at sige? Han ville jo gerne give ham en chance til. Spørgsmålet mere var vel egentlig om Reign kunne acceptere Razor i det liv han levede nu eller om han skulle kaste det hele væk igen. For han ville gøre det - men frygten for det det ville bringe at lade alt ting falde til jorden var ikke specielt fristende. Han havde endelig fundet hvad han følte var sin plads - siden.. Siden den gang han havde gjort det af med hvad der skulle forestille at have været hans familie.
" No.. Nothing. One chance.. " Sagde han så bare og nikkede lidt, rettede blikket mod Reigns ansigt med et lille smil om læben. " I mean.. You do have to make up for it.. Maybe make me sooooome of those delicious blueberry muffins.. " Sagde han så bare - og hans udtryk ændrede sig til noget lidt lusket, men stadig med en ordentlig sjat sukker.

"I know. You've had quite a few chances," sagde Reign og kom til at tænke på, hvordan netop dette havde været en del af problemet; at Razor kunne huske ham, selv når han ikke kunne huske ham. Drengen vidste det nok ikke - han havde ikke spurgt - men det havde i bund og grund været grunden til, han var gået fra ham til at starte med. Dumt, måske, men det gjorde ondt, og Reign havde ikke brudt sig om det. Brød sig stadig ikke om det.
Blikket gled ned på deres hænder igen, som de fandt hinanden, og en eksplosion af baskende sommerfugle spredte sig i menneskets mave, hele vejen ud i kroppen. Han følte sig heldig - heldig at have Razor, heldig at blive tilgivet, heldig at han ikke misbrugte denne situation til at hævne den måde, han var blevet behandlet på. Halvdæmonen mente måske, han var ved at blive for blød, men Reign kendte sandheden. Han var ikke blød, overhovedet ikke faktisk - men han var god. Dybt inde et sted herskede en godhed, der forsøgte at blive inde i sit bur, uden det lykkedes.  

Reign så op igen, da et spørgsmål forlod drengens læber, og nikkede uden at tænke meget over det. Der ville være begrænsninger, det blev der nødt til. Razor kunne slå uskyldige ihjel foran Reign, hvis det var det, han havde lyst til. Drikke blod og bide i øjenæbler. Selvfølgelig var det ækelt, men han havde ikke tænkt sig at bede ham om at stoppe. Han var fri. Til gengæld var Reigns forældre ude af billedet - han kunne ikke møde dem, ikke hilse på dem, ikke så meget som at tale om dem. De var Reigns veto, hans eneste veto.
Endelig forlod de ord, han havde ventet fire dage på, drengens mund. En chance - for at gøre alting om, gøre alting bedre, redde noget der var ham kært. En fantastisk følelse strømmede igennem ham. Adrenalin - som om han lige havde snydt døden til at give ham ti år mere at leve i. Underligt i betragtning af, at han ikke havde løjet for Razor. Han havde tænkt sig at gøre alle disse ting, ikke? Det var ikke bare tomme ord. Vel?

Reign så afventende på halvdæmonen, der virkede til at ville sige mere, men da ingen nye informationer forlod hans mund, smilede han bare af ham. Dette var måske det allersidste, de ville se til den akavede stemning mellem dem. De kunne gå tilbage til at være det, de plejede at være. Måske ikke kærester, måske ikke på vej til at flytte sammen, men bare tætte. Venner. Venner der tilfældigvis også var forelskede i hinanden.
Nu kunne Reign ikke holde ud at vente mere, og inden han nåede at fortryde, slap han Razors hånd for i stedet at trykke sig ind i et kram. Ingen intime berøringer, ingen upassende håndbevægelser, bare et uskyldigt kram. Han blev stående sådan lidt og sugede drengens energi til sig - en energi han havde savnet og haft brug for i mange dage efterhånden - indtil han mumlede, "I actually got some pancakes in my bag..." Sandheden var, at det ikke var lige så tilfældigt, som det lød. Reign havde hver dag lavet pandekager på arbejdet i håb om, at han ville finde Razor, give ham dem og måske udløse nogle gode minder hos ham. Men det havde slet ikke været nødvendigt. Til gengæld fungerede de som en god snack.

Reign slap lige så stille igen og smilede atter - et varmt, betaget smil, "come on, I'm starving," hvorefter han trak drengen med sig. Denne gang turde han faktisk tage hans hånd. Bænke var der ikke nogle af - faktisk lignede det ikke et sted, hvor folk generelt sad og hyggede sig. Vejret var ikke fantastisk, men det var godt nok til at få normale mennesker til at komme ud og nyde morgensolstrålerne. Men måske var det det - beboerne i Terrorville var ikke normale. De var rige. Snobbede. Priviligerede. At sidde udenfor og nyde vejret var en ting for pøblen.
Reign fandt i stedet plads i græsset lige ved siden af et par hække, der var trimmet til perfektion og formede som firkanter. Begyndte at finde de indpakkede pandekager frem, "isn't it weird living in a place like this?" Reign kunne kun forestille sig, hvordan folk her måtte kigge på Razor, når han kom gående uden sko og smurt ind i blod.

I sidste ende ville Razor være den der ikke var fair i det her, hvis han valgte ikke at give Reign en chance. Taget i betragtning af alle de gange hvor Razor havde været den der havde gjort alt man kunne gøre galt. Han havde trods alt forsøgt at slå ham ihjel. Det føltes allerede godt at have sagt det - som om noget virkelig tungt var blevet løftet fra hans skuldre og en meget stram knude i hans mave havde løsnet sig, ikke helt - men lidt. Han lod blikket hvilke mod Reign men gengældte så med det samme krammet da han Reign pludselig - endelig tog den beslutning. Razors arme gled omkring mennesket og pakkede sig nærmest ind i hans eksistens med resten af sin krop. Det var på den ene side den mest forfærdelige form for kram - også alligevel de allerbedste af slagsen.
Razor kunne ikke helt lade være med at grine. " Pancakes? You're walking around witn pancakes? " Sagde han så lidt, halvt som et spørgsmål - dog uden forventning af et svar. Men pandekager lød desuden slet ikke dårligt. Det var ikke blåbær muffins - men det lå da næsten lige højt på listen.

Det krævede alligevel en del at få sig selv til at give slip - men det lykkes til sidst og han slap Reign i krammet for at gå med ham. Mulighederne for hvor de kunne placere sig var i princippet endeløse. Det var her ikke her Razor opholdt sig mest, men det skete da man smuttede forbi. Parken i Terrorville var nok den del han opholdt sig mest - når han ikke var hjemme eller ude på sit såkaldte job. Han lod blikket hvile mod Reign et øjeblik mens et lille smil voksede omkring hans læber. Lige så irriteret som han havde været ved at fyren var dukket op - hundrede gange det, så glad var han for at han ikke var gået da Razor havde bedt ham om det. Det virkede pludselig ikke helt umuligt at det kunne blive bare lidt bedre - det var allerede bedre. De havde vel ramt bunden også var der kun en vej - op.
Det var helt urealistisk den drejning det hele havde taget - for hvad der føltes som et øjeblik havde han været i færd med at male end mands lig rødt i sit ejet blod. Og nu sad han på en græsplæne i solskin for at spise pandekager - med den person han mere eller mindre havde bildt sig selv ind var et færdigt kapitel i hans liv.
" Hn? " Sagde han kort og fangede Reigns ansigt med blikket, efter at have fulgt intenst med i hvad fyrens hænder lavede da de pakkede pandekagerne ud.
" Well.. I don't live here - I just came for work. " Sagde han så lidt mens han nikkede. " I live in a house, down there.. somewhere.. " Sagde han så lidt og pejede i en retning han mente var den rigtige. " But it does sort of - remind me of the place I lived at in Dragons Peak. Big and confusing. Soooo many emty rooms. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. Egentlig var det hus han boede i nu meget bedre. Selvfølgelig havde drageborgen været noget for sej men et hus var bedre. Det var mindre og mere.. hjemligt? Man farede ikke vild og skulle ikke tage stilling til en milliard vagter hele tiden der stillede dumme spørgsmål omkring hvad man lavede.

" Sooo what have you been up to? " Spurgte han så lidt og snuppede en pandekage - de så så fristende ud og Razor regnede ikke med det kun var til Reign nu hvor han var blevet slæbt med herhen for at pakke dem ud. Så ville det være psykisk tutor ikke at lade ham få nogen. Han stoppede et stykke i munden - lækkert. Han holdt alligevel opmærksomheden mod Reign. Rimelig nysgerrig omkring hvad han egentlig havde lavet i al den tid de ikke havde set hinanden. Og måtte nok indrømme at han ville blive skuffet hvis noget så simpelt som 'arbejde' var det eneste der blev kastet på bordet. Det var Razors tur til at være den kedelige og sige det. Kun fordi arbejde i hans verden ikke var noget man hørte så tit.

"You don't?" Reign så op fra udpakningen. Måske havde han konstateret for hurtigt, men det var svært at forestille sig Sean bo andre steder end i dette distrikt. Han måtte være rig. Kun de rige havde slaver. Han fulgte retningen på Razors finger. Kunne ikke se huset, men det var okay. I bund og grund var det nok bedst, han ikke vidste, hvor drengen levede. Ville nok bare få komplekser over at se dæmonens store hus, mens han bare kunne ærgre sig over stadig at bo hos sine forældre i et hus, der ikke var noget at prale af. Måske også komme forbi lidt for ofte. Ikke direkte for at besøge ham, det var trods alt ikke drengens hus, men bare vandre forbi. Være heldig at se ryggen af ham, inden han gik indenfor. Bruge sin fantasi til at forestille sig, de begge boede der. Alle havde vel ret til at drømme.

"Oh. Well, big is nice. You can never have too many rooms," svarede Reign, idet han førte opmærksomheden tilbage til samtalen og skævede mod drengen hænder, da han stjal en pandekage. Uhøfligheden var i hvert fald ikke forsvundet, trods Razor nu boede i et finere kvarter. Ikke at det gjorde noget - den primitive væremåde var en del af hans charme.
Reign gav sig kort til at overveje mulighederne for svar. Trak så bare på skulderen, "trying to get over you, mostly. It didn't really go that well, though." Han kunne godt have løjet og fået sig selv til at lyde en smule mindre patetisk. Han kunne også have været mere detaljeret om, hvor desperat han havde forsøgt at få ham ud af sine tanker - hvilket igen ville resultere i patetiskhed. Dette var i virkeligheden nok en meget god mellemvej. Han snuppede sig selv en pandekage, "and work, of course, lots of it. Been taking a lot of extra shifts. If I continue down that road I'll be a millionarie in 50 years or so," og sendte Razor et lille smil, inden han gav sig til at spise.

Blikket faldt igen, som spørgsmålet blev sendt tilbage, "and you? Keeping busy?" Det havde slet, slet ikke udviklet sig, som Reign havde forestillet sig det. Havde regnet med at skulle have rendt efter Razor meget længere, indtil han ikke kunne holde tilbage mere og måtte bryde ud i gråd, som han kastede sig i armene på Reign og fortalte, at han slet ikke kunne leve uden ham. Han havde det med at gøre halvdæmonen meget mere følsom og dramatisk i sit hoved, end han egentlig var - hvilket var noget skidt, for man blev naturligvis skuffet, når reaktionerne ikke blev som forventede. Som da Reign havde lagt op til samleje, trods han havde sagt nej så mange gange. Som da han ringede på drengens dør med en stor buket blomster. Intet havde imponeret ham - han var svær at gøre tilfreds.

Han rystede kort lidt på hovedet. Bo her ville være utroligt. Selvom det sikkert ikke var voldsomt svært at få muligheden hvis man havde de rette egenskaber til hvilken slags job man så ellers kunne fikse sig frem mellem fingrene på Sakref. Men selvfølgelig, bare fordi man kunne bo og arbejde sådan et sted betød det jo ikke man havde adgang til alle steder på slottet. Razor havde det sjovt nok med bare at spionere endgang imellem.
" Yeah - rooms are confusing though.. " Sagde han så bare lidt mumlende. Sandt nok man kunne vel altid bruge et rom til et eller andet, og af den grund kunne man ikke helt have for mange. Men derfor var der stadig for mange.
Han lyttede til Reign med et skævt smil om læben. " Seems like you had a lot of fun. " Sagde han så bare lidt, ironisk - før han rettede blikket lidt mod Reigns ansigt. " Well, if it helps - I'm kinda glad it didn't work out for you - getting over me and stuff.. " Sagde han så bare med et trak på den ene skulder. Hvis det havde havde de jo ikke siddet her. Reign havde sikkert været et eller andet spæn... Han gik lidt i stå i sin ellers voksende tankestrøm om alt og ingenting.
" Did you find Django? " Spurgte han så hurtigt og lod hovedet glide en smule på skrå. Det vidste han tråds alt ingenting om. Han var ikke fundet mens de havde bevæget sig i skoven inden Razor havde forladt selskabet - og hvad Reign havde gjort efterfølgende anede han jo sådan set ikke, hvert fald ikke mere end hvad Reign netop havde sagt - og det havde ærlig talt ikke ledt ham i nogen specifik retning om noget som helst.

Han trak kort på skuldrende endnu engang før han tyggede af munden efter at have stoppet et stort stykke pandekage inden bors. Hvad havde han egentlig selv lavet. Han havde lavet meget, men alting noget der bundede i det arbejde han havde fået ved Sean.
" I umm.. I don't know. Pretty busy I guess. " Sagde han så først kort lidt og rynkede panden lidt.
" I saved Tatia in the forest.- and then I went here - and pretty much did the same as you. Except ofcourse my job is waaaay more fun than yours.. " Sagde han så bare drillende, dog med et lille grin. " But to be honest - probably not busy enough to not, think of you. I think I cried once - maybe twice. " Tilføjede han så lidt med et lille smil. Det var ikke løgn - selvom han havde formået at lukke tankerne om Reign ude det meste af tiden, så havde det givet bagslag et par gange og drevet ham til en fosterstilling i seng i et opgivende tankespind der havde fået tårene til at løbe.

" Are you okay with your job? You're not getting beat up in the night are you? And your boss? Is he still far away in mushroom world? " Han lod hovedet glide lidt på skrå og spiste lidt mere pandekage. Reigns job var ikke det sikreste i verden. Måske hvis man var virkelig god til at holde lav profil - hvilket Reign vel egentlig var. Han var et naturtalent - eller måske var det bare Razors syn på det, fordi han aldrig gjorde noget sådan ud over forventningerne for hvad et menneske ville gøre. Det kunne også være Razor mente sådan fordi han sammenlignede med sit eget liv. - Dårlig idé.

Reign så i et øjeblik op fra pandekagen, men blikket faldt hurtigt igen, "yeah, me too." Det var underligt, men han havde virkelig svært ved at se på Razor. Ville gerne - kunne glo på drengen i timevis uden at blive træt af det, nyde de små detaljer i hans ansigt - men der var noget, der gjorde det svært. Måske var han bare flov over sine tidligere ansigtsudtryk. Bedende, tiggende, patetisk. Men han havde regnet med, det ville ende sådan, når han endelig fandt drengen, så det ville ikke give mening. Måske var det bare, fordi det var gået så stærkt, og hans sind stadig ikke havde vænnet sig til, at Razor var tilbage. Eller måske var han bange for, at hvis han sendte drengen bare et enkelt forkert blik, så ville han gå fra ham. Uanset hvad det var, var det ubehageligt, og Reign kunne ikke gøre andet end at håbe på, at det forsvandt af sig selv.

Han nikkede og sukkede lettet ud bare ved tanken om hvor glad, han havde været, da Django endelig var blevet fundet. For skønt det havde været hårdt, at Razor ikke var der mere, havde han slet ikke kunne tænke på det i de få dage, hvor Django ikke havde været der. "Some guy found him in the forest. Fed him, took care of him... he seemed like a really good person. Odd but good," forklarede Reign og spiste det sidste af munden, inden han lagde resten af pandekagerne ind mellem dem med et stykke papir under, der adskilte stakken og græsset.
Svaret overraskede Reign, der var vant til, Razors liv var hektisk og med konstant bevægelse i. Det var der sådan set også, det var i hvert fald mere spændende end han eget, men der var stadig noget, der fik det til at virke mindre overvældende end normalt. Sikkert fordi han havde fået et fast job igen, noget Reign ikke havde oplevet, siden de først lige havde mødt hinanden. Et skørt job, et job som slave, men stadigvæk et job.
Han kneb øjnene lidt sammen og hævede et øjenbryn, "really? You, crying? That's just--" Så tæt på at komme med en flabet kommentar, at han ligefrem kunne smage Razors afsked. Reign vidste, at han måtte se at vende sig af med den vane. En prins, han skulle behandles som en prins... prinser blev ikke gjort grin med, de blev talt til med respekt. Prins, prins, prins... Razor var en prins... "That's really sad. I'm sorry I made you cry," sagde Reign og lod atter blikket finde noget andet at kigge på end lige drengen, "it won't happen again."

Han snuppede en pandekage til og rullede den sammen mellem sine fingre. "Honestly, it's getting pretty tough. It's an amazing job whenever it's cold and dark but right now- the nights are getting shorter which means I don't get paid as much," et opgivende suk forlod Reigns læber, og han kradsede sig lidt i tindingen, mens han funderede videre over tingene. Havde sådan set overvejet at tage ud og lede efter et nyt job, selvom det var svært at finde noget som helst. Men søgen efter Razor havde taget det meste af hans fritid, han skulle stadig arbejde på sit nuværende job, og så var han også nødt til at få noget søvn en gang imellem - sådan forsvandt hele dagen hurtigt.
Reign så endelig op og var stille lidt, inden han rystede på hovedet og smilede lidt, "wauw, I'm whining. I'm sorry, I should be grateful for even having a job. I am grateful, I really am," han åd halvdelen af pandekagen i én bid, og spurgte med munden fuld af mad, "are you getting payed properly? If you need anything you just tell me, okay?" Rettede lidt på sin siddestilling, så den frie hånd lå hvilet i græsset og holdte overkroppen oppe.

" Maybe you're like... Magnetic, soon enough you'll be surounded by so many odd people that you seem like the odd one.. " Sagde han så bare med et lille smil. " But good - that you found him. " Sagde han så lidt. Utroligt at et dyr kunne have så stor en betydning for folk - hvis Razor tænkte på kræet så måtte det da have været endnu være for Reign at vide at hunden han elskede over alt i verden rendte rundt alene. - Også alligevel ikke helt alene.
Han lod blikket hvile mod Reign et øjeblik men rynkede så panden lidt før han spiste det sidste af sin pandekage. Han spekulerede et øjeblik og valgte ikke at kommentere på det. Sad bare en smule og undrede sig. Han ville måske egentlig gerne have haft hørt menneskets første sætning færdig. Også kunne det andet komme bag efter, hvis det virkelig var værd at lade fordufte på den måde. Noget var lidt ved siden af - Reign virkede ikke helt - eller måske var det bare Razor der så ham anderledes. Også alligevel ikke.

" You would make a good bartender. So if you decide to switch it up, then you should do that. Or - maybe cooking for someone with enough money to pay you. I could, ask around.. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. Der var sikkert en del der søgte. Han vidste at det var en af de ting Sean manglede i huset - hans stakkels butler rendte rundt og gjorde alting. Men om Reign var interesseret i at arbejder der - Razor tvivlede. Desuden, nej - det ville ikke gå. Men der fandtes jo mange velhavende folk.
Han lod kort blikket falde mod pandekagerne men rystede hurtigt en tanke ud der kom før han rettede blikket tilbage mod Reign. Og uden at tænke mere over det endte han bare med at slå til hans arm, måske en smule hårdere end det var ment til. " Jeez Reign.. Seriously - You're acting weird. " Sagde han så bare og kneb øjnene lidt sammen. " You can whine all you want, and you don't have to be grateful - it fine to think everything sucks considering what you've been through the.. I don't know years? I don't really know what your life was about before I met you, but since then it haven't been peaceful. " Sagde han så bare før han snuppede en pandekage. " Don't be.. less an idiot than you usually are. I feel in love with the idiot, not sugarcoating Reign - So don't apologize for making me a weak prick - thats my own fault. I let you get to me, which I'm by the way are happy about. " Han bed sig så bare kort i læben da endnu en sætning skulle til at flyve ud over hans læber. Men han havde vidst forhåbentlig sagt nok, om end ikke for meget.

" And no - probably not, I don't think I get payed actually.. " Sagde han så lidt og kløede sig kort lidt i nakken. Det havde han ikke helt overvejet. Slavearbejde blev man vel ikke betalt for? Og Clan Obscura - well.. det var bare sjovt. Så det behøvede man vel ikke at få noget for. Han havde jo trods alt tag over hovedet, tøj og mad. Han var så bare stille et øjeblik mens han nippede lidt til en pandekage. " I do what I'm told, when I'm told - I don't eat the staff and I don't ruined anything. I shower alot, to make sure I don't look like this all the time. And I, I just stick around - If I'm needed for anything I do it, if not.. Then I have time to do whatever I what. I get to kill bad guys and sleep in a bed every night. I guess, it's one of those jobs where you don't really need to get payed. " Han nikkede så bare en smule. Om det var for sin egen eller Reigns skyld at en forklaring kom på bordet blev han pludselig i tvivl om. Men det var fordi der hele tiden blev talt om penge at det havde sat sig i hans hoved. Som om at det skulle retfærdiggøres hvis eller hvorfor man ikke havde nogle.

Reign smilede taknemmeligt, "that's really sweet of you but I'm not really that good of a cook." Han kunne da godt lave mad, jovist, men det kunne stort set alle. Kage og brød var han efterhånden øvet i, så der var han nok bedre end gennemsnittet, men helt almindeligt mad kunne han ikke prale af at have talent for. Folk kunne som regel godt lide hans mad, men ingen dånede eller faldt i staver over de fantastiske smagssammensætninger og de finøjelige måde at bruge helt nye og spændende ingredienser på. Det var spiseligt men ikke fantastisk, og man skulle i Reigns hoved kunne lave mad over gennemsnittet for at kunne ende op som kok. Især privat kok. Bartender var til gengæld ikke en helt dårlig idé. Nattearbejde gjorde ham glad, og hvor svært kunne det være at fylde glas op og tage imod betaling? Den eneste ulempe var, at fulde folk ikke altid var lige rare, så med mindre man var en storbarmet blondine med lange, mørke øjenvipper, kunne man regne med at få et par på hovedet nogle nætter. Noget Reign ikke var særlig interesseret i, hvis det kunne undgås.

En lille klump samlede sig i menneskets hals, da Razor virkede til at få mistanke om, at alt ikke var helt, som det skulle være. Reign var nervøs, han overtænkte, han var rædselsslagen for at gøre det mindste forkert. Selv dette blev overanalyseret og placeret under et mikroskop. Der var så meget, der kunne siges forkert, misforståes, komme ud på en forkert måde. Derfor nikkede Reign bare og lod ordene blive gemt væk for en tid. En dag skulle han nok få modet til igen at kunne drille og bruge sarkasme overfor Razor, men dette var ikke den dag. Først skulle han lære at se på ham igen uden at blive flov. Derefter samle mod nok til sig til at kysse ham - for det havde han lyst til, det havde han virkelig lyst til, men selv dette var han bange for at få skæld ud for. Kysset kunne være for lige på, for blidt, for hårdt, for pludseligt, for dårligt, for vådt, med for meget tunge, med for lidt tunge - alle de ting der kunne gå galt i et simpelt kys.

Reign ville helst væk fra emnet, både verbalt men også tankemæssigt, da det kun gjorde ham endnu mere nervøs. Han valgte derfor i stedet at fokusere på Razors job, jobbet som slave. Havde ærlig talt aldrig brudt sig om tanken, hverken om slaver generelt men heller ikke om halvdæmonen som nogens slave. Tanken om at han var ejet af nogen føltes forkert.
"So- the blood," han skævede mod noget af det blod, der befandt sig på drengen, "is that work-related? Did you work all night?" blikket fandt tilbage på drengens ansigt, "if you tired, just say so. We can find another day."

Reigns stilhed bekræftede bare Razor endnu mere i at der var et eller andet galt. Han forstod bare ikke helt hvad. Og eftersom Reign havde valgt at være stille, så var det en smule svært at finde ud af hvad det var. Måske han bare burde stikke mere til ham? Tja, det var en mulighed. Men sidst han formåede at trykke Reign ud på steder han ikke synes om var det ikke endt så godt. Det var som at han var en af de personer som stille og roligt blev fyldt op og til sidst eksploderede. Man kunne vel sammenligne det med at skulle tisse. Også i stedet for at tisse i bukserne på halvvejen endte man - okay Razor havde vidst død på hjernen. Selv ikke et simpelt tanke eksempel kunne ende andre steder end ved død. Alligevel sad han bare lidt med blikket mod Reign - nærmest ventende på en eller anden form for respons på hvad han havde sagt. Men der kom intet, absolut ingenting.

" Mh.. I just killed a man. " Sagde han så bare med en kort nikken og et trak på den ene skulder. Han lod blikket hvile lidt mod Reign men satte sig så bare kort lidt på en anden måde. Det var den del af hans job han synes mest om - at være lejemorder, well - hvem kunne klage over det? De fleste han slog ihjel fortjente det jo næsten. Så var der selvfølgelig dem som ikke gjorde, og dem han selv følte for at tage livet af når han sådan rendte rundt på må og få.
" I Good - today is good. " Sagde han så bare kort. Sure, hvis han havde en seng var han gået ud som et lys - men det at trække energi fra reserve depoterne var lidt en af de ting Razor var ekstra god til. Eller det var han efterhånden blevet. Desuden var der ikke stor chance for at han alligevel ville ende med at sove hvis han kom hjem. Hvilket også gjorde at han lige nu hellere ville tilbringe sin tid sammen med Reign. Hvis han altså ville slappe lidt af. Razor måtte finde ud af hvad der nagede fyren.
Han puffede kort lidt til ham med sit knæ. " Whats up, speak up - I can't hear your thought. You've got a mouth for a reason, unless you're saving it for something else.. " Sagde han så bare i noget der startede med at være en rimelig seriøs tone, men efterhånden som ordene forlod hans mund blev det mere og mere drillende. Han endte med et lille grin og rettede sig kort lidt op.

Han snuppede en pandekage mere og brækkede et lille stykke af som han spiste men brugte så bare resten af den til at daske den mod Reigns kind.
" What do you wanna do? I've got all day - if you have other plans it totally fine. But I can't promise I wont follow you, to make sure you're not being a criminal - cause we wouldn't want that. You're not that out of it - right? " Han kneb kort øjnene lidt sammen, men holdt ellers blikket mod Reign. Hvis det ikke var tydeligt for en værd - så forsøgte Razor sit for at løsne stemningen en smule - ikke fordi den var skidt, men noget var der med Reign og hvis han ikke ville sige det så måtte Razor distrahere sig selv for ikke at tænke på det.
Om ikke andet kunne de finde på noget at bruge dagen på - medmindre planen var at sidde her og gumle pandekager. De ville nok løbe tør på et tidspunkt, hvilket ville gøre pandekage spisning enormt kedeligt. Meget fantasi kunne man have, men ligefrem at lade som om man spiste mad. Det var bare trist.

Reign havde ikke tænkt igennem, at spørgsmålet kunne resultere i detaljer om drabet, han ikke havde lyst til at høre. Samtidig måtte han ikke sige, han ikke ville tale om det eller skælde Razor ud over det. Måske en mild indikation om, at det var et upassende emne, han selv havde kommet til at bringe op, kunne gøre det. "Right," sagde han derfor bare, efterfulgt af en lav rømmen. Perfekt. Diskret men alligevel indlysende. Det var godt nok også på tide, at han håndterede noget som helst godt den dag.

Reigns blik, der havde hvilet hypnotiseret på et af de store huller i Razors bukser, så først op, da der blev puffet til ham. "Hn?" Åh nej, nu talte han ikke nok, var Reigns første tanke. Han forsøgte desperat at finde på noget at sige. Noget godt. Noget humoristisk. Noget intelligent. Noget romantisk men ikke sukkersødt, for det havde halvdæmonen lige nævnt, han ikke kunne lide. Hvad skulle man sige? Hvordan talte man overhovedet?!
Det var som om, Reigns idédepoter var helt tomme. Han var ikke elendig til small-talk, og han havde da altid haft noget at sige eller spørge Razor om. Men nu var der intet udover en løgn om, at han havde lidt ondt i halsen og derfor prøvede at spare på stemmen. Faktisk, da han ikke kunne se andre muligheder ud, konkluderede han, at det var det eneste, han kunne finde på og åbnede munden for at stikke drengen sin løgnagtige undskyldning.

Nåede dog ikke at ytre så meget som et ord, før en slasket, blød pandekage, stadig en smule fugtig fra olien, ramte hans kind og fik ham til at forvride ansigtet i en forarget grimasse. "Razor, that's disgusting," sagde han og rynkede brynene efter at hevet pandekagen ud af drengens hånd og tørret kinden i sit ærme. Grimassen formede sig dog lige så stille til et smil og snart et kort grin, "you're such a baby." Reign gav igen ved at smide det restende hen i hans skød. Kunne ikke helt forklare hvorfor, men Razors narrestreger fik ham til at føle sig afslappet. Måske en tand for afslappet - havde på kun få sekunder brudt to af sine egne regler; vrede blikke og sarkastiske fornærmelser. Det måtte han stoppe med.

"I don't have any plans," sagde Reign så og kradsede sig lidt i håret, inden han spiste videre af den halve pandekage, han stadigvæk havde i hånden. Ingen planer udover søvn. Han var faktisk ret træt, kunne han godt mærke nu. Men ikke tale om at han ville droppe sin tid med Razor for noget så fundamentalt som søvn. "Uhm, you can show me Terrorville? I've never actually looked at this place, like, for real. Or we could - god, you're probably gonna kill me for even suggesting this - go to the library in Angerforge." Reign var begyndt at låne bøger i stedet for at købe dem, da det var billigere. Til gengæld gav det heller ikke den helt samme følelse som at sidde med en ny, lækker bog i hænderne, men det overlevede han jo nok. Havde en liggende i tasken lige nu, som han havde haft tænkt sig at aflevere på vej til Terrorville kun for at opdage, at biblioteket var lukket så tidligt om morgenen. Alt var lukket så tidligt om morgenen.

Razor hævede bare kort lidt halv udfordrende et bryn.
" Oh really?.. I thought you liked pancakes.." Sagde han så bare med et kort halv betuttet udtryk. Der kom dog alligevel et smil frem om hans læber få øjeblikke efter. Han kunne ikke helt lade være med at grine. " Mmm - thanks! Hopefully thats not why you like me.. " Sagde han så bare drillende før han rykkede lidt på sig da pandekagen kom retur. Han snuppede den dog bare og placerede den mellem sine tænder med en kort knurrende lyd. Tydeligvis havde det hjulpet - en spydig kommentar og Reign var gået et skridt højere op af stien - hvert fald i Razors hoved. Det var jo lige præcis sådan nogen ting han godt kunne lide, især nu hvor de manglede.
Han lyttede til hvad Reign sagde, stadig med pandekagen mellem tænderne men overvejede det så lidt. Vise Reign rundt i Terrorville - der var egentlig ikke så meget at se. Det eneste spændende - mente han selv, var parken. " Mmm.. " mumlede han lidt før han færdig gjorde sin alt for langsomme bid af pandekagen men trak så bare lidt på skuldrende. Reigns andet forslag var nærmest så kedeligt som noget kunne være - et bibliotek. Og alligevel overvejede han det faktisk.
" I can show you around.. " Sagde han så efter at have tygget af munden. " I mean - it's not really that interesting. You know - There's a park, this castle - um.. The slave market. I probably shouldn't go there - last time I did that it ended badly uh.. What else what else.. nothing else. Terrorville is stuck up - sooooo maybe we should go to that probably big and fancy library.. " Sagde han så bare lidt med et halv skævt smil om læberne. Det var ikke en umulighed. Måske ville det overraske. Han tvivlede dog men hey - det var vel ikke hele dagen man kunne bruge sådan et sted.

Han stoppede resten af pandekagen i munden. " Lets go! " mumlede han med mad i munden før han skubbede sig op at stå. Så måtte Reign lige pakke sammen på rekord tid. Angerforge District var alligevel der Razor havde brugt største delen af sit liv. Han boede der fra han blev hentet af sin gamle herre til - ja endda også med sin anden herre han havde i en kort periode. Før han så pludselig var over det hele. Men selvom han havde boet der så mange år betød det ikke at han kendte området fuldstændig.
" Come ooooon Reign.. " Sagde han så bare utålmodigt - på trods af han egentlig kun selv lige havde rejst sig. Han svingede kort lidt med sine arme og ventede på at menneskets var lige så klar til at gå afsted som Razor selv - når det var tilfældet, hvis endda ikke lige et par sekunder før - så snuppede han fyrens hånd og trak ham med afsted.
" Did you really think I lived here? How fancy do I look? " Spurgte han så bare og lod hovedet glide lidt på skrå. Razor lignede nok det modsatte af en der boede på et slot. Men det havde vel egentlig ikke så meget en betydning - han havde jo boet på et så alt var vel muligt. " Where do you live? Can I come visit? Or... Is that - a noooo - not ever? " Han rynkede kort næsen lidt men sendte så bare Reign et halv skævt smil. Han måtte nok indrømme han havde glemt det lidt - hvor Reign egentlig boede, men det havde været så forvirrende efter hytten brændte. Så ved Max også alligevel ikke og sidst de havde set hinanden - tja. Nej.

Reign lod blikket hvile på Razor, mens han talte, og fik samtidig klemt resten af pandekagen ned. Selv det at se på drengen i mere end to sekunder af gangen var blevet nemmere. Måske havde det bare været det, der skulle være til - Razor måtte løsne op, før han selv kunne. Sådan noget smittede.
Til gengæld overraskede det, at der ikke var mere at se i Terrorville. Halvdæmonen var muligvis heller ikke den bedste at spørge om sådan noget - virkede ikke som typen, der kendte til kunst og arkitektur, om det så bed ham i næsen. Til gengæld betød det, at de kunne komme på biblioteket, hvilket Reign ikke kunne være mere tilfreds med.

"Great. Library it is," sagde Reign med et tilhørende smil, der forsvandt, så snart der kom pres på, og det gik op for ham, de skulle afsted med det samme. "Wait, now? Uh, okay, let me just..." han gav sig til at pakke sammen, først i normalt tempo, der sidenhen blev sat drastigt op, da halvdæmonen beklagede sig. Og i et øjeblik, bare et lillebitte ét, fik Reign en forståelse for det at være slave. Der var alligevel noget attraktivt ved tanken om at blive hundset lidt med og gøre ting for en, man holdte af. Razor holdte af Sean - på en eller anden måde - så måske gav det mening, at han var blevet netop hans slave.

Mennesket nåede lige knapt at rejse sig, før drengen havde trukket ham med sig på vej ud af den velholdte park. "Do castle-slaves look fancier than regular ones?" spurgte han tænksomt og måtte trække hånden til sig for at få tasken ordentligt på samt børste sig ren for græsstrå. Forestillede sig slaver med kroner og store pelskapper rende rundt og rydde op. En dum tanke men, ærlig talt, så havde Reign ikke det mindste at kunne sige om dette emne. Havde aldrig været inde på et slot, ikke engang inde for murene, der omringede slottene. Aldrig mødt nogen, der ejede et slot, ville nok aldrig komme til det. I teorien kunne der bo en hel flok drager derinde, uden han ville vide det.
Reigns tanker blev afbrudt af Razors spørgsmål, der fik angsten vækket i ham igen. Møg, hvorfor skulle han nu lige spørge ind til hans allerstørste svaghed? Han vidste da, han boede hos sine forældre, gjorde han ikke? Måske- havde han glemt det? "Actually," begyndte Reign, der hurtigt besluttede sig for at tale udenom, "the weather is slowly getting better and we're both kind of pale so- I think doing outside stuff would be the best. Who wanna stay inside when the sun is out, anyway, huh?" han sendte drengen et prøvende smil og håbede bare, han faldt for snakken og droppede forældreemnet, "we could go swim. Picnics. I could even teach you how to fish if you'd like?"