I need to win this war - Razor

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Skriget forlod hendes læber, da bladet fra kniven blev kort hen langs hendes venstre side. Normalt ville hun holde det inde, men det gjorde til sidst alt for ondt. Hun var ikke en dæmon med kæmpe smertetærskel. Hun var en shapeshifter. Tatia lænede hovedet tilbage så det ramte ind i muren bagved hende. Hendes arme var bundet til i loftet, og hendes fødder ind til muren bagved hende. Det var hvad der skete når man løb rundt i skovene om natten. Eller det ville man sikkert prøve at overbevise sine børn om hvis man havde nogen. Tatia sank en klump og pustede ud. De holdt en pause nu.
"What do you want from me?" Spurgte hun og bed sig selv lidt i kinden imens hun prøvede at fange, hvad fanden hun overhovedet skulle her. Nogle fandt vel tortur sjovt? Mærkeligt at tænke på nogle kunne være gået så meget fra forstanden at skade andre var deres bedste løsning.
"Just shup up bitch." Vrissede den ene af mændene af hende. Let sank hun en klump. De tog hende ned og slæbte hende afsted hen langs betongulvet. De kom ind til et rum med et stort kar. Her løftede de hende op og sænkede hendes hoved ned under vandet. Først gik hun i panik, men hendes evne slog ind så snart hun kom i tanke om den. Hvaler kunne holde vejret i op til en time. Så hun imiterede den egenskab fra hvalerne, og holdt vejret. De kunne stå og tro, at hun var bevidstløs, men hun klarede sig ganske udmærket. Hun spillede besvimet da de trak hende op igen. Manden fnøs af hende.
"I think we got the wrong shapeshifter James. This one is weak." Sagde manden og kiggede tilbage på Tatia, lige i det nakkede Tatia ham en skalde, så han slap hende. Tatia satte i løb. Hun kendte ikke vejen ind, eller vejen ud. Men hun havde ikke tænkt sig at blive her. Hun holdt en hånd på sit blodsår, imens hun prøvede at ignorer det så hun kunne komme afsted. En stoppede op foran hende og tvang hende derved til at stoppe op.
"Oh my dear sweet girl." Sagde han og trådte tættere på hende lod en hånd køre henover hendes kind før han svang den anden næve og sendte hende til drømme land.

Lidt senere vågnede hun op med gigantiske smerter i hovedet. Hun kiggede sig omkring, og da hun drejede det ene hoved til siden, dunkede hun det ind i en dreng der sad bagved hende.
"Can't you people not just leave us alone? What have we ever done to you?" Vrissede hun vredt. Vreden. Det var aldrig godt når hun blev vred. Tatia kunne mærke hvordan hendes krop ønskede hun skulle skifte form. De blå øjne blev stille røde. En knurren kom lavt fra hende. Tydeligvis et rovdyr man ikke skulle for tæt på lige nu.
"Nothing. For now. Enjoy your stay, " Sagde han så og gik sin vej.
"And who the fuck are you?!" Vrissede hun irriteret til den anden fange. Hun ville bare hjem. Hjem til Wade.

" I need to start eating more at home.. " var den sidste mumlende sætning Razor nåede at få sagt før han gik i gulvet, eller i dette tilfælde skovbunden. Det var som om at det altid gik galt når han var i skoven. Synet af de to mænd havde ikke varet mere end et par sekunder - dog længe nok til at han med sikkerhed vidste at hvis han havde været forberedt, ville han da uden problemer kunne have været sluppet væk. Men det er ikke altid lige nemt når man pludselig får et ordenligt slag i hovedet.
Det måtte have været et heftigt slag, for han var ikke ved bevidsthed i et godt stykke tid. Længe nok til at de vidst var blevet utålmodige. Han kom til sig selv ved at en daskede til ham med sin fod. Razors første reaktion var at gribe ud efter foden, men eftersom hans hænder var bundet på hans ryg hjalp det ham ikke yderligere. I stedet kom han med en knurren og bed ud efter personen som han endnu ikke havde fået øjne nok til at se hvem var. Ikke at det havde en betydning, han kendte med sikkerhed ingen af dem der var her. Det resulterede dog bare i et spark i hovedet og en spydig kommentar.

Det var først da manden var gået at Razor egentlig overvejede at se sig omkring. Der var ikke meget at råbe hurra over dette sted, her stank og luften føltes slet ikke ren. Han slikkede kort lidt blod fra sin læbe, som havde fået en mindre skade efter sparket. Den snurrende fornemmelse i hans hoved ignorerede han fuldtud, den forsvandt sikkert alligevel snart. " I don't think this is the right way to treat your guests you know.. " sagde han så bare lidt, før han skævede rundt i håb om at høre et svar fra en eller anden. Der kom dog intet svar - tværtimod kom en mand end med en kvinde som blev slynget på gulvet - tydeligvis ikke ved bevidsthed. " Oh.. thanks.. " sagde han så bare kort lidt med et lille grin. Det kunne jo nærmest have været en hentydning til at hun nu var hans. Men han måtte indrømme at man ikke ligefrem havde en appetit der ville noget med den stank i næsen dette sted bragte frem. I stedet sad han bare med blikket rettet lidt mod hende i noget tid. " Guys.. She's not breathing " sagde han så bare lidt, også selvom det ikke passede, men han ville gerne have en reaktion fra nogen - hvilket han fik. Et hoved stak frem kort efter og så indtrængende på kvinden før han så bare fnyste. Det var tydeligt at kvinden stadig trak vejret. Razor fik bare et smil frem på sine læber - han havde allerede meget hurtigt fundet sig til rette her - han kom vel ud på et eller andet tidspunkt og i det mindste var han ikke alene, så det var begrænset hvor kedeligt det kunne blive.

Da Razor pludselig mærkede et dunk i ryggen, rettede han blikket tilbage på kvinden som han ellers havde ladt 'sove' mens han selv spiste rummet med øjnene for at finde en mulig udvej eller bare for at undersøge hvor stanken kom fra. Smilet om hans læber voksede ved kvindens ord før han rettede blikket mod manden som trådte frem og svarede. En smule fornærmet - de kunne godt svare når det var kvinderne der talte huh. Razor havde ikke fået mange ord frem i dem på trods af at han indenfor meget kort tid havde snakket som et vandfald.
" And hello to you Sleeping beauty " sagde han så bare kort med et smil, da hun pludselig henvendte sig til ham. " Don't be angry at me, I'm not the bad guy. I would have been - but I kinda already ate " tilføjede han så bare lige kort med et lille grin. Han havde allerede glemt hvad det egentlig var hun havde sprugt om - men han havde vel svaret en lille smule på det. At det hvert fald ikke var ham der var den dumme.
" They want us to clean toilets and fight in a arena. Don't ask me why, they wont answer to anything I say.. morons " sagde han så bare lidt. Det var sikkert slet ikke det de skulle bruge dem til, men Razor havde da alligevel nået at finde på en masse muligheder det kunne være. Mest i håb om at et eller andet af det ville passe så han kunne give sig selv et klap på skulderen for at have gættet rigtigt.

Hun var på vagt. Tydeligvis. De blå øjne fik et skær af rødt fra hendes røde øjne. Dæmon og shapeshifter i en person. Spændende. Hun sank let en klump. Hun rullede let med øjnene over hans grin. Stille fik hun rejst sig op. Hun var alt for stædig til at blive siddende.
"If they want a fight. I shall give them a fight." Snerrede hun og vendte blikket imod døren. De havde tydeligvis ikke været i en pack, til de store lege. Hun havde vundet før. De havde ingen ide om, hvad de var oppe imod. Ellers var hun blot overmodig. Eller blandet. Tatia lagde en hånd imod væggen og hadede virkelig den smerte i hendes hoved.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim." Hviskede hun til sig selv. Hendes motto fulgte hende overalt. Havde gjort siden hun var lille. Det var et unikt sprog hendes far havde lært hende inden han døde.
"So, boy. Can you fight?" Spurgte hun og vendte sig om imod hybriden. De blå øjne så en anelse skarpt på ham. Tatia ønskede at komme væk herfra. Og gerne med det samme. Vreden boblede i hende.
"We need to get out." Vrissede hun og knyttede sin næve sammen. Det var ingen hemmelighed, at hun havde problemer med sin vrede. Hun var ikke van til at være i en celle, og en ulv i en celle. Der var intet værre. Hendes indre ulv var i panik. Over handlingerne der var påført hende, frygten for at hvis hun døde her. Ville ingen være vidne til det. Wade ville ikke vide hvem han skulle hævne sig på. Ingen ville vide hun var død.

Let slog hun det ud af hovedet igen. Hun havde brug for at fokusere. Finde sig et mål, og hendes mål var ikke at slippe fri som sådan. Det var at nå hele vejen hjem. Hun fik en ide. Glæden boblede berusende i Tatias blod, men begejstringen blev jaget på flugt af tvivlens klamme hånd. Der var blandede følelser.
"So, what to do? Please tell me that you have an idea hybrid?" Spurgte hun og så imod drengen igen. Let sank hun en klump og kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Lyden af trin på gangen gjorde hende opmærksom. Tre mænd trådte ind. Færten hang ved dem. Dæmoner. Hun vrissede af dem, og kunne mærke hvordan hendes ulv ønskede at gå til angreb.
"Relax honey" Sagde den ene af dem med et hånene blik. Hvilket ikke ligefrem var den mest smarte måde at håndtere en vred ulv. Dog da hun trådte tættere på, løftede den ene mand en hånd op i mod hende. Det tog ikke længe før Tatia havde taget sig til hovedet og var faldet til sine knæ i et skrig. Det føltes som om, at nogle stod og dunkede hende i hovedet med en hammer igen og igen.
"Make it stop." Bad hun nærmest. Hun havde trods alt ondt nok i hovedet i forvejen. En af de andre gik om bagved hende og bandt hendes arme til ryggen hvorefter han rev hende op på benene. De slap angrebet på Tatias hoved og ville give Razor samme tur.

De blev ført ud af cellen. Igennem smalle gange. Tatia følte sig svimmel og havde ikke ligefrem tid til at observere sine omgivelser selvom hun ønskede det. De blev smidt ind i en ny celle sammen.
"Follow the light. When you see it, its time to fight. You are a team. If one dies, you both dies. Good luck." Sagde manden og låste cellen af. Tatia satte sig ned og tog sig til hovedet. Hun lod sit hoved hvile ind imod muren.
"What to do... what to do..." Brummede hun lettere irriteret og kiggede sig omkring. Hun fandt en lille spand med vand. Her var både mad og drikke. Tatia kastede noget vand i hovedet.
"Just a few fights, and I can go home. Kill or be killed." Hviskede hun til sig selv og lukkede øjnene let. Hun skulle nok klare den. Det ville ikke være den første kamp der skulle overleves. Pludselig kom der et blændende lys indtil dem. Porten ud til blev åbnet. Åben til en kæmpe cirkelformet arena. Der var folk som sad og råbte løs.
"Ready?" Spurgte hun Razor. "Just don't die." Tlføjede hun med et skævt lille smil på sine læber. Så gik hun ud af den lille celle og kiggede rundt. Der var ufattelig mange folk. En af de få gange hun ville ønske at hun kunne flyve. Let sank hun en klump. Gad vide, hvis hun skiftede form og hylede. Måske kunne packen hører hende. Måske kunne de hjælpe. Hun rystede tanken væk. Der var mange her, og risikere deres sikkerhed ville hun ikke gøre.

Der lå en bunke våben i midten af banen. Her kom flere hold ud også. Blot uskyldige væsner var blevet slæbt ind for at kæmpe. De var tvunget til at slå hinanden ihjel. Hun fik sat benene igang ved at løbe hen til de våben der var. Hun fik fat i et sværd. Heldigvis hvad hun var bedst med. Hurtigt måtte hun blokere et angreb med et spyd rettet imod hende. Dog var fyren foran hende stærk, og hun kunne mærke, hvordan det var ved at ende galt. Dog greb hun fat om sværdets skarpe blad med sin frie hånd og brugte armkræfterne fra begge arme til at skubbe ham væk. Hendes øjne glødede rødt. Lidt blod gjorde hende intet. Lidt sår gjorde hende intet. En gruppe af de andre løb imod Razor, Tatia reagerede og kastede sit sværd afsted i en perfekt bevægelse så hun ramte den ene i låret. Hun kunne mærke sin transformation var på vej og lod den overtage hende. Den store hvide kæmpe ulv stod nu foran alle. De røde øjne glødede voldsomt. Hun viste tænder. Knurrede. Manden fra før tænkte sig tydeligvis ikke om, og selvom han havde sit spyd var Tatia erfaren kriger. Plus en packs styrke afspejlede sig i dens medlemmer. Ulvens styrke var i dens pack. Hun bed manden midt over og vendte sig rundt til de andre.

" Aren't you an angry little one " sagde han så bare kort lidt, stadig med sit sædvanlige smil om læben. Kvinden der havde da et gå på mod der ville noget. Hun var vidst heller ikke en der bare lige var til at slå ud. Han rynkede kort panden lidt da en sætning forlod hende som han ingenting fattede noget af, han vidste dog godt at den ikke var henvist til ham - men det betød ikke at han ikke kunne høre hende selv hvis hun hviskede for sig selv derovre.

" Ofcourse I can fight - but my hands are trapped, so I'm probably not the best kandidate for fighting right now.. You need to cool, anger issues can be a dangerous thing - for me at least. I don't want to be your punching bag later on if you suddenly explode " sagde han så bare lidt med en rysten på hovedet. Det var dog ikke det han regnede med ville ske, men bare synet af hende kastede om sig med vrede nok til en hel hær. Razor kunne ikke lade være med at spekulere over hvad hun var så sur over, en ting var at være fanget her men altså, kunne det bringe så meget vrede frem i en? Razor selv var ikke sur, han var aldrig sur - han kedede sig måske mere bare en smule ved at være spærret inde på denne måde.
" You will end up with a seriuous brain damage if you don't stop thinking so much - how about, just wait for them to get their sad asses back, eat their faces and run. Hopefully we can find a way out. Unless you're planning on digging your way through a wall - then.. go ahead " sagde han så lidt før han skævede mod mændene der kom tilbage. Lugten af dæmon var en velkendt lugt. Det var altid de sjoveste - de gav modstand og faldt ikke grædende i knæ når man ville lege.

Razor fulgte lidt med i hvad der foregik - også selvom der egentlig ikke var meget at se, hvad de gjorde mod hans medfange så ikke ud af meget, bortset fra hendes reaktion på det - ikke yderligere en behagelig oplevelse. " Thats just rude, she's a girl - try and act a little like men, would ya? " sagde han så bare lidt med et lille grin - men selv samme tur kort efter. Udtrykket i hans ansigt ændrede sig dog ikke meget, på trods af den voldsomme smerte. Smerte var aldrig noget Razor havde taget sig af - om det var fordi han bare kunne lukke af for det, eller fordi han bare var en sten uden decideret følelser - det vidste han ikke. Han kunne da mærke det, men han tolkede ikke smerte som mange andre. " Cleansing " mumlede han så bare kort lidt før han rystede en smule på hovedet da de endelig lod ham være. Det rungede i hans hoved man han ignorerede det egentlig bare.

Det første Razor gjorde da de nåede frem og hans hænder ikke længere var bundet bag ham, var at strække armene op over hovedet med en befriende lyd. Han skævede kort mod manden der gav instrukser men rystede så bare lidt på hovedet. " what? so we are suppose to fight together? " spurgte han så, mere til luften end til nogen anden, før han så rettede blikket mod Tatia. " I'm not planning on dying in a boring place like this, so please don't screw this up. " sagde han så bare lige kort med et lille grin.
Dog forsvandt hans opmærksomhed hurtigt mod lyset der pludselig skød frem og en enormt arena blev udsigten de havde. Bedre end kedelige vægge. " Same goes to you " sagde han så bare lige kort med et lille grin og var rimelig hurtigt med ude af cellen. Dog var Razor slet ikke specielt klar på at slås med det samme, han skulle lige suge indtryk til sig - alle de folk med så blod sulte ansigter der gemte sig mellem publikum. Det var bizard på den smukke måde. Hans blik strejfede sig derefter en rundte rundt på deres modstandere - nogen så mere skræmte ud end andre, som egentlig havde lidt ala hans medfanges udtryk - vrede der var på bristepunktet. Razor selv havde bare et skævt smil om læben og et udtryk i øjnene der sagde at han var klar til at lege. Dette var vel nærmest hvad han gjorde til dagligt. Dog ikke med publikum eller i fangeskab.

" You see, this is my kind of fun " mumlede han stille for sig selv, ved synet af hvad sker skulle ske. Han nåede ikke at få fat i noget våben til at begynde med, ikke fordi han var for langsom - han havde simpelthen bare ikke ænset det en tanke og inden man vidste af det havde alle andre godt gang i at ribbe til sig af hvad de mente de kunne bruge. Han måtte ty til andre måder hvis han skulle have fat i et eller andet redskab at kæmpe med, men indtil da havde han da sine medfødte evner og redskaber. Razor så ikke ud af meget, og lignede sikkert langt fra en der kunne slås, sådan som han i usselt tøj og bare tær vandrede omkring. Han fik øjenkontakt med en af de mere skræmte personer og bevægede sig i retning af personen med et lille grin. En handling der gjorde at han ikke lige var opmærksom nok på personerne bag ham. Tatia reddede nok hans røv med et par sekunder og han fik hurtigt vendt sig om. " Auvt huh.. " sagde han bare kort før han i et hop var helt tæt på den ene og han fik i en hurtigt bevægelse svinget sig om på den anden side af fyren, alt imens fyrens hoved blev drejet om til et punkt hvor en grum knækkende lyd kom frem. Og han faldt sammen på jorden, efter Razor igen havde sluppet. Han snuppede kniven fyren havde i hånden og skulle lige til at fortsætte til den næste da alle pludselig havde opmærksomheden mod Tatia og det samme fik Razor - imponerende. Razor kunne ikke helt lade være med at smile, men fandt hurtigt sin vej tilbage til kampen inden det endte alt for galt ved at være distraheret. Razor parerede et slag med den ene arm og huggede kniven i maven på personen med den anden, så hun trådte tilbage i en smertefuld stønnen. Razor var egentlig ikke specielt taktisk - men han formåede alligevel at snøre sig udenom at blive ramt af hvad der kom imod ham. Dog måtte han opgive sin kniv i et kast mod en fyr der var med retning mod Tatia - kniven satte sig i hans skulderblad men fyren fortsatte alligevel uden egentlig at ænse kniven. Der var mange, og det var på ingen måde muligt at se hvem der var på hold med hvem.

Ulven havde været al for vred til at hun kunne kontrollere den. Den var bange. Følte sig truet. Så dens reaktion var at bryde fri fra sine faste rammer. Tatia var stadigvæk i et med den. Hun luntede hen til Razor og snuste let til ham. Mest af alt for at få hans fært. Hun var på kæmpe i forhold til en normal ulv. Langtfra usynlig i arenaen på grund af den snehvide farve. Så var hun tilbage i kampen. Man kunne fornemme den knurren der blussede op i hendes bryst før den faktisk var der. Hun viste tænder og enhver som havde den mindste forstand på ulve, burde løbe. Hun satte af og stormede igennem arenaen. På trods af hendes hovedpine, så gav den hende blot et adrenalin kick. Det var virkelig forskelligt, hvordan folk reagerede i sådanne situationer. Tatia, hun kæmpede for at komme fri. Hun var ingens fange. Ingens lave, og hvis nogen prøvede at vise hende det modsatte ville de ende ved den anden ende af hendes tænder.  

Tatia overfaldt den ene efter den anden. Bed lemmerne over og kastede nogle af delene afsted på arenaen. Skrig lød. Ligegyldige skrig på en dag som føltes uendelig. Udmattet. Hun var udmattet. Kroppen skreg om at få ro, men hendes instinkter skreg på overlevelse. Hendes hjerte bankede voldsomt afsted. Hurtigere end hun selv kunne følge med. Et spyd ramte hende i ryggen og gjorde hun gav et klynk fra sig. Dog gjorde det hende mere vred end man måske regnede med. Hun var bygget af vrede, og overraskede hende ofte, men hun havde vendt sig til den nogle gange. Men uden Wade til at tæmme den, så virkede det umuligt. Hun rejste sig op igen. Og løb videre. Spydet sad i hendes ryg, men hun måtte ikke lade det tvinge hende i jorden. Hendes kamp var ikke ovre endnu. Hendes øjne ledte efter blandingen. Det tog ind kort indhånd og fik hans fært igen. Så løb hun over imod ham.Hendes bevægelser var ikke så flydende på grund af sin skade, men hun kæmpede. Hun flåede hovedet af en anden. Da hun vendte sig om, var der kun ganske få tilbage. Hun havde det inderst inde dårligt med alle de uskyldige som var blevet ofre for disse mestres lege. Ville det overhovedet ende? Ville de bare blive ved og ved til alle døde en dag? Ikke tale om hun ville kæmpe til hun var ude. Sådan var det. Sådan skulle det forblive. Ingen andre kunne fortælle hende hvad hun skulle, ingen andre end hendes alfa.

En fløjte lød og mestrene kom ud. Tatia løftede hovedet op og vendte ørerne imod lyden. Pludselig kom der to tre normale ulve ind i billedet også. Deres haler var mellem deres ben. De var bange.
"Attack the masters. They just want to make you slaves. They will kill you Kommunikerede hun til ulvene. Ulvene gav hende opmærksomheden. En af ulvene prøvede at angribe, og det lykkedes den at nedlægge en, men mistede livet selv da en af mændene angreb bagfra. Hun pufftede let til blandingen om at de skulle afsted nu. Tatia satte i løb hen imod den åbne port, hvor kaos ved ulvene var brudt ud. Hun slåede hovedet af en af dæmonerne. Den anden løftede hånden op. Og hun kunne mærke, hvordan hendes hoved begyndte at dunke igen. Hun var dog fært med at kaste sig under dem. Så selvom hun var gået i gulvet. Så fik hun overtalt sig selv til at rejse sig op og bed fat hans hånd, hvor hun lukkede gabet. Skriget fra ham var musik i hendes ører. Men snart var der stille og han var død. Pelsen var ikke længere hvis som sne. Den var dækket af blod. Ligesom sine øjne. Blod fra ofrene. Uskyldige ofre. Men det havde været dem eller hende, så i sidste ende var der alligevel var der ikke nogle 'gode' og 'onde' der var blot dem. Dog blev porten lukket lige for snuden af hende bogstavligtalt. Publikum rejste sig op og råbte i munden på hinanden. Ord hun ikke kunne tyde, men vrede var de. Hun vendte sig rundt. Snerrede. Børsterne blev rejst. Hvad skulle der blive af dem nu?
"Kill them all! Blev der råbt fra publikum af. De var rasende og var utilfredse. De andre ulve nærmede sig Tatia. Nok var de vilde, men alle ulve vidste, at den ensomme ulv aldrig overlevede længe. Tatia så imod blandingen igen og lagde ørerne lidt tilbage.

Helt ærlig så var hun bekymret. Bekymret for sin overlevelse. Hun vil ikke dø her. Hun ønskede ikke at skifte form. Ikke tilbage til sin menneskeskikkelse. Hvorfor vælge sin svage skikkelse frem for den stærke? Hun følte sig allerede svag. Hun ville blive stemt som ynkelig hvis hun døde sådan et sted her. Hun bukkede hovedet, og gjorde sådan at Razor ville komme på hendes ryg. Så satte hun i løb. Det kunne høres på hendes åndedrag at hun var udmattet. Hun pressede sig selv til sit yderste. Hun sprang op på tribunen og gik løftet sig op til publikum. Hun ville løbe imellem dem, men de sprang på hende og slog løs på dem. Som var de skade dyr.

Razor havde mere eller mindre hele tiden et halvt øje mod sin kamp makker. Det faktum at de begge skulle overleve lå nemlig og nagede en smule i baghovedet. Ikke at han ellers direkte ønskede hende død, men af en eller anden grund var det altid lidt en belastning at være et hold, man skulle passe på hinanden og det kunne i sidste ende være det der gjorde at man røg i faldet. Razor var dog heldigvis i den situation at han tydeligvis var kommet på team med den sejeste af alle der var i denne ring. Ikke at de andre ikke havde kamp gejst men det var på en anden måde. Det var så tydeligt at der var en helt anden kraft gemt i Tatia end man måske først skulle have troet. Om det var fordi hun havde en side der skreg af ulv, det måtte det næsten være.

At blive distraheret af en tankestrøm var ikke noget man skulle blive på nuværende tidspunkt, hvilket Razor fandt ud af på den hårde måde da han pludselig mærkede et slag mod sit hoved. Heldigvis blev han ikke ramt rigtig nok til at blive slået ud, men nok til at måtte træde et par skridt frem i kort diffus tilgang. Han knurrede kort lidt da endnu et slag ramte ham, denne gang med en mere skarp ende end bare et træskaft. Et snit som ville have været gået farligt dybt ind mellem hans ribben hvis han ikke havde formået at rykke sig til siden. Han greb fat om skaftet på våbenet da det blev slynget mod ham endnu engang. Han rev det ud af hånden på kvinden der stod bag og inden man havde set sig om sad skaftet spiddet gennem kroppen på kvinden som efterlod sig et skingert skrig.

Razor ænsede slet ikke publikum men forsøgte at få et overblik over hvad der skete omkring i ringen. Lugten af blod hang i luften som en tyk tåge, en lugt der i Razors tilfælde nærmest gjorde ham helt høj. Han nedlagde et par andre der kom mod ham, simpelt ved at rive hovedet omkring i en brækkende bevægelse og de faldt sammen under ham. Et kort lille grin forlod ham da en valgte at vende om frem for at angribe, der gik dog ikke længe før personen måtte se døden efter et sværd der gennemborede staklens krop.
Hans opmærksomhed skød mod Tatia da hun kom nærmere. Han var i hemmelighed fascineret over hendes evne til sådan uden at forvandle sig til en ulv, en ulv i sådan en kaliber - det kunne man da ikke andet end at være imponeret over det, men at vise sin fascination var der ikke tid til på nuværende tidspunk - ikke medmindre han havde tænk sig at sende dem begge i døden og det havde han sådan set ikke. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af de andre ulve der pludselig blev lukket ind i ringen. Tydeligvis var de ikke ligeså begejstrede for situationen som dem der stod bag den var. Der var ikke meget bisterhed over dem. Også alligevel lidt.

Adrenalinen pumpede rundt i hans krop og hans hjerte sad nærmest oppe i halsen, ikke af angst og frygt men ren begejstring og spænding på hvad der skete. Hvilket sikkert også var grund til at han slet ikke bemærkede de skader han egentlig havde fået sig på sin vej gennem mængden af væsner der skulle kastes i døden. Han havde ingen skyldfølelse eller dårlig samvittighed over noget der var foregået her - de følelser var han simpelthen ikke i besiddelse af. Hvert fald ikke af hvad han vidste.
Smilet om hans læber voksede og han sprang uden tøven op på ryggen af sin nu ædle ganger. Holdt sig godt fast da hun satte i løb og sprang op på tribunen. Publikums reaktion var forfærdelig og bister. Sikkert fordi de alle havde betalt en formue for at komme ind og se sådan et show - et show de hvert fald ikke ville have ødelagt at rebelske udbrydere. Det blev til en kort ridetur for publikums voldsomme handlinger fik hurtigt revet ham af Tatias ryg. Hun blev revet i en modsat retning af en flok aggressive væsner, om de kunne kontrollere ulven eller ej kunne han ikke se, men af hvad han selv kunne mærke var folk ikke ligefrem venlige for at hjælpe en mod en udgang, tværtimod. Han formåede at mase sig igennem den aggressive mængde af folk, men kun få meter før han trykker godt ned mod underlaget under dem. Et sørgeligt forsøg på at finde sin vej tilbage til sin team-mate - som i mængden var forsvundet for hans blik. Det var første gang han havde følt sig så hjælpeløs, eller magtesløs. At komme på benene var nærmest en umulighed og det tog noget tid før det lykkes ham at finde steder at placere sine fødder uden at vælte ned igen med det samme. Krads, riv og slag havde han fået mange af efterhånden. Det var eskaleret til et punk hvor publikum ikke længere kun var efter dem fra ringen men også hinanden, synet af kvinde der forsøgte at kvæle en anden med stroppen fra sin taske og andre der slog vildt på hinanden. Nærmest kradsede øjnene ud på sidemanden. Brutalt, tilfredsstillende men brutalt. Et højt brag lød dog pludselig og folk standsede da en tyk tåge lagde sig ned over folket. Sikkert en vagt som havde trukket en eller anden form for nødløsning på problemet. At folk gik amok i tribunen var noget de kunne håndtere - men at have et vildt publikum at skulle have hånd om var en helt anden ting og der var ikke mange måder at få så blodtørstige folk til at falde til ro. Dette gjorde tydeligvis sit for røgen fik folk til at falde til ro, nogle faldt endda om på jorden. Razor selv glippede med øjnene og forsøgte at orientere sig om hvor Tatia befandt sig og om der var en mulig vej at komme væk af. Han havde ikke planer om at overgi sig til den svimmelhed der havde taget plads i hans hoved og forsøgte at tvinge ham ned.

Slagende fik hende til at bukke under. De overfaldt hende. Tvang hende i jorden med et lille klynk efter sig. Hun prøvede at bide det i sig. Prøvede at rejse sig, men hendes muskler var som gele under hende. Smerten. De prøvede at tvinge hende til at skifte form. Et knæk lød da de brækkede hendes ene bagben. Det var nok til hun skiftede tilbage i et skrig. Et skrig der dog ikke kunne høres i blandt det råb der var. Sveden samlede sig som dråber på hendes pande og løb stille ned. Pludselig blev der stille. Det eneste hun kunne høre var hendes eget åndedrag. Det tunge åndedrag. De flyttede sig fra hende. Hun følte sig kvalt. Mast. Dog kunne hun mærke luften sive ind i hendes lunger igen da de fjernede sig fra hende. Blodet fra hendes ofre og skader gjorde hendes nøgne krop nærmest ikke kunne ses for bare blod. Håret klistrede ned for hendes ansigt da de rev hende op. Så snart hendes fod ramte jorden strakte hendes ansigt sig i smerte. Hendes krop dirrede. Rystede voldsomt. Musklerne var trætte og ville sikkert være ømme de næste mange dage, hvis hun havde så længe.
"Kill them!" Råbte en kvinde ud i stilheden.
"Silence!" Blev der råbt og der var atter ro. "Take those two back inside. They will pay later." Tilføjede han. Nogle vagter stormede ind og greb fat i Tatia. Hun nåede ikke engang at se, hvor blandingen befandt sig før hun blev ført væk. Hun kunne ikke få ord sagt, hvilket egentlig ikke lignede hende. Hun var for udmattet til at kæmpe. De slæbte hende hen af jorden, og den dunkende smerte i hendes ben bemærkede hun næsten ikke. Alt gjorde ondt. Hun blev sat på en bænk. Fandt lidt tøj til hende og klædte hende på. Normalt lod hun ikke andre berører hendes hud, men hun kunne knap nok løfte en finger. Så da de synes hendes krop var ret sjov at klæde på, kunne hun intet gøre andet end at knurre. Ikke engang hendes ulv kunne komme frem om hun så ønskede. Dog lænkede de hende til sidst blot fast med det raske ben til væggen.

Det rungede i hendes hoved da celledøren smækkede. Faktisk bemærkede hun ikke engang Razor før hendes hoved tvang hende til at vippe til den anden side. Hun sukkede udmattende.
"Tatia." Fik hun hvisket stille til blandingen. Så vidste han da hendes navn. Hvis de skulle sørge for at holde hinanden i live kunne de ligeså godt vide hinandens navne. Der gik dog ikke langtid før hun faldt i søvn. Udmattelsen havde gjort det sortnede sig for hende. Hun bemærkede ikke en skid.
Hverken når vagterne kiggede forbi. Hvis de tog Razor ville hun ikke bemærke noget. Hvis de snakkede til hende, ville hun ikke opfatte noget. Hvis de rørte hende ville hun ikke reagere. Sjovt nok lod de hende hvile ud. Hun sov hele dagen.

Stille åbnede hun øjnene let op. Troede først det var et mareridt hun var vågnet op fra. Lige til hendes øjne fik øje på de grå celle vække. Dog følte hun at hun havde bare lidt energi tilbage. Hun skulle bruge den fornuftigt. Vagterne kom ind og rakte hende et glas.
"Angel blood. Drink up sunshine." Sagde den ene af vagterne, dog nåede Tatia ikke engang at være andet end tøvende før hun fik det tvunget i sit system. Hun hostede let bagefter. Smagen af blod var ikke ny for hende, men hun vendte sig aldrig sådan rigtigt til den. "As soon as your leg is all healed up, you two are back in the fight." tilføjede han og gik så igen. Tatia lod sin håndryg glide henover sine læber for at fjerne blodresterne. Hendes øjne gled hen på Razor.
"Well look at that. They need us in our best shape." Sagde hun ironisk. Let bed hun sig i læben. "What about no. I'm done being their little slave girl. Let's find a way about of this hole." Hun var tilbage men først krævede det at komme fri af denne lænke. Hun kunne mærke styrken i hendes brækkede ben komme tilbage.Hun brækkede hurtigt benenet på sin plads så da det healede. Så healede det korrekt.
"First step. Break free of these chains." hun pustede let ud og tog styrken fra en elefant og rejste sig op. Den røde farve i hendes øjne var tilbage. Og anstrengelsen i hendes ansigt spredte sig imens hun prøvede at trække sig fri. Væggen gav et ryk fra sig, og selvom lænken skar i hendes bløde hud og lod den røde væske sive ud, så gav hun ikke op før lænken sprang. Hun kiggede over på Razor med et smil på læben. Så pustede hun ud. Tog alt sin vrede. Dog alt smerten hun havde følt. Og alt smerten hun kunne komme i tanke om, hvis hun ikke fik lov at se Wade igen. Så sparkede hun på cellens dør. Styrken fra dyret var der endnu. Vreden gjorde det stærkere. Hun gav ikke op. Hun sparkede løs på den dør til den gav et knæk fra sig og stille gik op. Hurtigt vendte hun blikket imod Razor.
"I think... its time to.." Hun hørte nogle løbe imod dem. "Run" Hun greb fat i Razors håndled og satte i løb.

Hun havde ingen fært om, hvor de var, hvilken retning de skulle løbe. Hun løb bare. Hun var dækket i indtørret blod. Blod. Lugten af blod var alt hun kunne lugte. For det var alt hun var dækket af. I det mindste smittede farven ikke af længere. Men det sad fast på hendes hud, og klistret fast til stoffet fra hendes tøj. Hun lignede en levende død, en zombie der bare gik rundt. Det eneste der virkelig skinnede frem var hendes blå øjne.
"If you know how to get out. Now is a pretty good time to speak." Sagde hun og kiggede sig knap nok tilbage. Hun var stresset og det kunne hun mærke på hendes hjerte rytme. Hun overvejede at skifte form, men hvis døren var for smal eller gangene var. Så ville en kæmpeulv ikke engang kunne masse sig igennem. Når de kom ud. Og kom tilbage til skoven. Så kunne hun lettere håndtere det.  Vagterne var lige i hælene på dem. Der gik heller ikke langtid før de var foran dem. Tatia løb dog blot imod dem. De blå øjne skiftede over i det røde igen, og hun angreb. Heldigvis for hende var hun god i nærkamp. Bedre end sværdkamp selvom hun var ganske talentfuld der også.  Så snart de var banet af vejen kiggede hun på Razor igen.
"Come on. This way." Sagde hun så og løb videre imod de smalle gange. Endelig var der nogle trapper op ad. Det måtte være her omkring.

Tatia løb op af trapperne. Kom til indgangen til arenaen fra før. Dog var det blot oppe ved publikums pladserne denne gang.  Hun kiggede sig omkring. Der var ingen. Ingen udover de folk som gik nede i arenaen og samlede lig op som var det skrald der var smidt på jorden. Hun rystede tanken væk og løb op til den øverste del. Der var langt ned. Træer og buske var i vejen. Måske ville det tage af fra faldet? Hun bed frygten lidt i sig.
"First rule of truely living. Do the things you are must afraid of.. right?" Sagde hun så og kiggede ned. Så snart vagterne kom reagerede hendes instinkter. Hun greb Razors håndled og så ham kort i øjnene. Så hoppede hun. Om han rev sig fri af hendes greb, om han hoppede med nåede hun ikke at bemærke. Suset i hendes mave tog opmærksomheden. Hun rev sig på grene. Blev væltet og slået omkuld af dem på samme tid. Hun ramte jorden hårdt.
"Well.. that hurt." Brummede hun lettere irriteret og gav sig med det samme til at kigge efter Razor.

Razor måtte til sidst bukke under for tågen og den urene luft der fandt sin vej ned i hans lunger og gjorde alting pløret. Et øjeblik blev han i tvivl om om det egentlig var røgen i luften eller manglen på blod der gjorde ham desorienteret og ude af stand til at få øje på andet end små sorte prikker der hvirvlede omkring for hans øjne. Sikkert en fin kombination af begge dele. Han gik hvert fald i gulvet og dumpede ned mellem publikumspladserne uden at opfange mere af hvad der skete omkring ham.
Det var først da han kom mere til sig selv, at det gik op for ham at deres flugtforsøg ikke havde lykkes. Måske i en vis grad, de havde skabt en masse kaos - og det var i princippet altid lidt en succes i sig selv. Men nu var de fanget endnu engang i et rum som ikke viste mange flugtmuligheder. Han var stadig svimmel og det tog ham længere end han håbede at finde fokus på andet end et hvad føltes som et drejende rum. Han gættede på at han ikke havde været uden for bevidsthed specielt længe, eftersom folkene forsvandt fra rummet kort efter han havde fået øjne. Han nåede at ænse ud af øjenkrogen at Tatia blev sat fast til væggen. Hvilket per automatik fik ham selv til at tjekke om han selv var spændt fast til noget. Det var han. Han var selv godt koblet til væggen ved en kæde fra hans ben. Razor havde i princippet ikke meget imod at være bundet eller lænket, låst inde for den sags skyld - han var vandt til det. Det betød dog ikke at han ikke ville væk herfra, for det ville han gerne.
Han glippede kort med øjnene og skar en grimasse da han efter Tatia havde sagt sit navn, ville gøre det samme men hans hals gav ham ikke ret til at få nogen ord frem. I stedet måtte han lade sine lunger lukke en mindre række host komme frem og han rynkede kort næsen lidt med et irriteret brummen. Et øjeblik følte han nærmest at nogen havde tømt en askespand ned i halsen på ham, det var dog ikke tilfældet - bare en følelse. Dog endte hans hosteri ud i et mindre grin og han rystede kort lidt på hovedet før han skævede en smule mod Tatia. " I'm Razor " fik han så alligevel fremmumlet i en hæs stemme.

" I couldn’t find any meaning for my life when I was out there, I’m sure as hell not going to find it in here. This is the grand finale of a life poorly spent and the end result is just overwhelmingly depressing… it’s just a sick, pathetic, wretched, miserable life story, that’s all it is. How it can help anyone, I’ve no idea. " Sagde han stille med et smil om læben. Vagterne var udenfor døren og Razor vidste udemærket godt at de var opmærksomme på hvad der foregik inde i cellen. At de ikke svarede ham på hvad han sagde var han ligeglad med - det måtte de selv om. Razor sad længe med blikket rettet mod døren der var placeret på modsatte væg af fra hvor de var lænket fast. Han var selv fri - det havde han fået tiden til at gå med, løsne sin lænke fra væggen bag ham. " This game of yours, it quite interesting - I like it, but you can't keep me here forever you know. I have stuff to do - alot of stuff. I think we have a misunderstanding. We haven't done anything wrong - we fought as you asked us to, why are we in chains? This is a punisment not a reward. Food would give you 10 points, maybe a little more - depending on the menu. Maybe some lamb, that is pure deliciousness, pork would do to - if you're aiming for top points - give me your eyes. And I'll do whatever you say. " sagde han lidt og lod hovedet tilte på skrå med et lille grin, og vippede kort lidt med sin ene fod.

" You know what, I would probably stay here forever if it wasen't for you " sagde han så bare med et smil om læben. Tatia havde en eller anden indre kampgejst Razor ikke ejede - ikke fordi han ikke kunne finde sådan en, men han havde bare en tendens til hurtigt, lidt for hurtigt at falde til et nyt sted i en ny situation. Hans egen mening omkring tingene blev aldrig rigtig relevant. " You see.. that is impressive. I thought you were strong - but not that strong. It's quite cool " sagde han så bare kort efter før han selv kom på benene. Hans skader var ikke noget han havde givet udtryk for var en belastning for ham og det var sikkert grunden til at han ikke ligefrem var blevet tvangs fodret med engel blod - dog havde han gerne drukket det hvis han var blevet tilbudt det. Men i sidste ende var der forskel på sår og brækkede knogler.

Han satte hurtigt i løb med Tatia ud fra cellen, da hun i fin stil nedlagde døren som var den en domino brik. " Looks like we're out.. This way! " sagde han med et smil. Hvert fald et godt skridt i den rigtige retning for at være helt ude. Godt nok havde Razor ikke virket til at være den skarpeste kniv i skuffen og man kunne umuligt tro meget af ham. Men det var ikke tilfældet, tværtimod. Han havde da gennem sin næse informeret sig selv om hvor der var vagter og hvor den mest friske luft kom fra - hvilket ville betyde en hurtig vej til frihed. Eller hvert fald til udenfor. Han var aldrig rigtig fri - han var trods alt slave. Bare ikke for de folk her. Turen gennem gangene var ikke andet end ren underholdning for Razor, sådan at få lov at trumle gennem vagterne og måske også tage et par liv eller to på vejen. Det var da sjovt, intet andet. Især fordi reaktionerne fra de tilbageværende var fuldstændig eminent! de havde ikke regnet med kræfterne fra to udbryderkonger og det gjorde alting meget bedre. Razor selv var imponeret over hvad Tatia var i stand til - men han elskede at blive overrasket, især når det galt til kamp om overlevelse.

At se arenaen igen var et blodigt syn, godt nok var der folk der gik rundt og ryddede op, men det havde endnu ikke fået den tætte lugt af død og ødelæggelse væk. Den hang i luften. Hvilket selvfølgelig på længere sigt var en fordel for Tatia og Razor, det gjorde det sværere for folk at fange deres færd, hvert fald lige her. Den ville selvfølgelig være hurtig at fange så snart de var udenfor rækkevidde. Razor blik gled kort ned mod jorden under dem og rynkede kort næsen af Tatia idé om at springe - han kunne vel næsten regne den ud, den var han dog ikke med på selv - det der med landinger havde aldrig været hans gode side og denne gang havde han faktisk tænk sig at komme ned fra en højde uden brækkede knogler.
Razor skulle kort til at stoppede Tatia i hende hop, men han var en smule for sent på den og hun forsvandt ud over kanten. Dog fulgte han hurtigt efter, på sin egen edderkoppe manér og han kravlede ned af den lodrette mur, som var det det nemmeste i hele verden. Dog hoppede han det sidste stykke da han var nået ca halvejs. Hans blik gled kort op fra hvor de havde været for få sekunder siden men han rettede så blikket mod Tatia med et lille grin. " You could have waited just a second and that hurtigt feeling wouldn't have been a thing " sagde han så bare drillende med et lille grin. " We might have to go though - who knows, maybe they're just as crazy as you and before we know it - they're jumping too. " sagde han så og skar kort en grimasse, dog med et smil gemt bag. Han skævede kort rundt og lod sine sanser finde en retning at vælge. De kunne ikke blive her for evigt og han skulle udnytte at adrenalinen var i hans krop ellers ville han helt sikkert gå ud igen. Svimmelheden lå lige i overfladen. " Follow me! " Sagde han kort da han ud af øjenkrogen skimtede vagterne på ved kanten fra hvor de hoppede. Han satte hurtigt i løb væk fra stedet. I en retning han synes at opfange noget ikke helt ukendt. De var ikke sikre endnu - først når vagterne opgav deres kamp om at fange dem ville de kunne føle sig helt sikre - men det forspring de havde på nuværende tidspunkt var godt at have.

Hun kiggede efter Razor der kom sikkert ned fra væggen. Hun lo ganske let da han gjorde. Hendes muskler var ømme og hun havde slået sin ene skulder ved landingen, men den havde hun ikke tid til at tænke på nu. Tatia kom på benene og kiggede tilbage da hun hørte lyden af vagterne i det fjerne. De brød sig vidst ikke om folk der undslap dem. Tatia havde stadigvæk engleblod i systemet så hendes skader blev ligeså stille pusset rene igen.  De blå øjne skiftede let over i sit rødlige skær, og hun overvejede at angribe. Hvis Razor ikke havde talt til hende, så havde hun gjort det. Af en eller anden grund, så dæmpede hans stemme hendes lyst til at angribe og tænkte fornuftigt. Det var ikke alle der kunne trænge ind til hende. Hvem vidste, måske havde deres lille sammenstød en større betydning end hun måske lige regnede med først. De havde trods alt lige været i en kamp, hvor de begge var nød til at være i live for at overleve. Tatia drejede hovedet over imod Razor da han satte i løb. Hendes instinkter slog ind og hun løb. Benene bevægede sig automatisk for at komme væk.
"Do you recognize anything. I don't know this side of the forest." Spurgte hun og kiggede sig omkring. De måtte enten være dybt inde i skoven, eller blot på den anden side af, hvor hun boede. Det var en anelse frustrerende at være så langt væk hjemmefra.  Vagterne syntes at give op, hvilket gjorde hun sank farten lidt. Det virkede dog underligt. For ledt.
"This is too easy. Don't you think. The hunt. Why did they stop? We haven't even been running for such a long time." Hun trak vejret ind. Fik færten af omgivelserne. "Oh fuck." Udbrød hun så. Så greb hun fat i Razor og løb tilbage imod retningen af vagterne. Et brøl lød bagved dem. Bjørne. Sortebjørne. En kæmpe ulv imod sortebjørne burde ikke være unfair, men en flok bjørne imod en enkelt ulv. Det kunne blive et problem for hende.

Vagterne stod til at tage imod dem.  Klar med spyd. Så snart de var væk fra bjørnenes territorium stoppede hun op. Lettere beskyttende gik hun lidt foran Razor.
"If you go back with us. We promise not to hurt you." Sagde de og pegede på dem med spyddet. Tatia vidste bedre. Sådan nogle idioter lovede guld og grønne skove til fanger for at få dem tilbage.
"What are you afraid of? That we are going back to our home and my alpha and the pack hear about you.. You know she will destroy you. See you didn't just kidnap a member. You took a beta." Vrissede hun og kneb øjnene imod flokken. "I know you fear it. Fear death. I can smell your fear in the air." Tilføjede hun. Hun var tilbage i naturen. Hendes frygt var væk. Hun var ikke bange for dem. Måske burde hun, men hun var det ikke.
"See this can go two ways. One way is we both go home, no blood or you could try to fight me. You will lose and die. Because you don't want to fight an angry wolf." Sagde hun og trådte et skridt frem.  Frygt og vrede skulle bruges til at gøre hende stærkere. Ord hun tog meget ind til sig og havde gjort hun kunne tage handlinger som den her. Hun stirrede deres leder i øjnene. Det var en udfordring fra hendes side af. En af dem kastede spyddet imod dem. Tatia greb det med begge hænder lige inden det ramte hendes hoved. Hun tog det i sin hånd som hendes nye våben.
"I see. Blood must have blood then." Hun vendte blikket imod Razor. "We can take them. Either that, or you stay here." Tilføjede hun og gik til angreb. Tatia ville lyve, hvis hun ikke sagde at kampen var hård. For det var den.  Hun havde mistet sit våben i sidste ende, men altid noget, at hendes evner indenfor kamp var stærkest uden. Et slag sendte hende til jorden.

De lo af hende. Lo ligesom Jesper og Peter havde gjort da hun først kom til Niylah og blev en del af hendes pack. De havde tævet hende i jorden så mange gange. Nok til, at selvom disse vagter troede, at det var nok til at få hende i jorden. Hun var allerede gennembanket. Havde taget nogle af dem med sig. Der var kun tre tilbage. Den ene gik efter Razor.
"Oh poor girl. Did she not just say she would win? Kill us all. And here we are. Laying on the ground. But I must give her that. She was a fighter. Such a waste to fight this war." Sagde den ene og gik imod hende. Dog stoppede han op da hun rejste sig. Tatia sendte ham et skævt smil.
"Oh my fight is not over yet." Svarede hun så.  Hendes evne var ikke megen hjælp lige nu, så hun ville klare det uden. Hvilket ikke ligefrem var noget man måle forskel på alligevel. Hun sparkede ud efter den ene af dem, og fik placeret sin fod på hans brystkasse så han fløj tilbage. Hun hamrede sin albue ind i hovedet på den anden. Tatia fik fremmanet sine klør og lod sine klør flænse hans strube op. Blodet kastede sig ud på hende, og malede det allerede mørkerøde billede endnu mørkere. Tatia drejede sig imod den anden som endelig var kommet på benene.
"Please. I have a family. Don't kill me. Please. Show mercy." Bad han. Ynkeligt. Tatia trådte op foran ham.
"You want me to show you mercy? A man who wanted to kill us. If not now, later. I have a family too you know. You were going to take me away from my happiness. From the love of my life.  For that. No. I shall show you no mercy." Vrissede hun. Dyret var fremme i hende. Den menneskehed hun havde haft før var væk. Alt hun så var blod. En blodtørst der ikke kunne slukkes. Hun sprang på manden. Flåede ham i små stykker. Endelig løftede hun blikket op og lod sig falde ned ved siden af ham. Der lignede hun endnu en død person der var faldet i krigen. Hendes hjerte bankede dog. Bankede afsted vildere end nogensinde før.  

"Are you okay Razor?" Spurgte hun så ud af det blå. Hendes åndedrag var tungt og hun fik sat sig op. Hun havde fået en del snit sår og nogle andre skader. Ikke nogle man kunne se på grund af den farve hendes hud var.
"I feel like we should find a place to stay for a couple of days. I could use few days of sleep." Sagde hun udmattet og kom på benene.
"But no bears." Tilføjede hun og skælvede hen imod bjørnenes territorium. Den normale blå glød var tilbage i hendes øjne.  Let pustede hun ud og sank en klump. Begyndte at bevæge sig langs bjørnenes territorium, dog uden at krydse det. Bjørnenes brummen gjorde hun slet ikke turde. Sådan måtte fremmede have det når de gik langs Niylahs og Tatia samt de andre stod på vagt.
"Look over there!" Udbrød hun efter det der føltes som timers gå gang rundt i skoven. En lille fin hytte lå i midten af ingenting. Der var intet lys i vinduerne. Måske var den ubeboet. Ellers skulle de sikkert bare spørge virkelig pænt om de måtte tage en lur. Tatia gik derhen imod. Hendes ankel drillede hende og tvang hende til at halte lidt, også selvom hun gjorde alt for ikke at virke til at være skadet.

De kom hen til hytten. Let kiggede hun ind af vinduet. Der var ingen hjemme.
"Let's hope that the person who lives here is gone for a few days." Sagde hun og sendte Razor et smil. Så gik hun over til døren og prøvede at åbne den låste dør. Tatia gik tilbage til vinduet og hamrede sin arm igennem stue vinduet.
"You look like someone who knows how we get in. " Sagde hun og kiggede over på Razor. Der var meget hun ikke kendte til ved ham.  Alligevel var han ikke stukket af fra hende, endnu. Han kunne ligeså godt have ladet hende ligge efter hun hoppede og efterladt hende, men det havde han ikke gjort. Hvorfor skulle hun så efterlade ham. Tatia var nysgerrig omkring, hvad han havde været ude for i sit liv. Let sank hun en klump. Vejen hjem var lang endnu, men i det mindste var det ikke første kapitel i denne historie. Tatia skulle se Wade igen. Det skulle hun, og derfor måtte hun tage nogle fornuftige valg. Som ikke at gå skadet hjem, for så endte hun med at dø i hans arme når han så hende igen, og det ønskede hun ikke. Jo, når hendes død engang skulle finde sted, så ville hun have Wade skulle være den sidste hun så. Men hendes dødsdag var ikke nu, og specielt ikke før om langtid. Tatia rømmede sig lidt og så afventende på Razor.

Ligeså meget som Razor havde trang til at slå idioterne ihjel som til at begynde med havde bragt dem hertil - så var der alligevel noget der sagde ham at det nok var bedst bare at smutte. Medmindre de havde tænkt sig at ville ind på den anden side af murerne igen. Razor havde ikke lyst til det og ud fra hvordan Tatia havde reageret på alting, vidste han med sikkerhed at hun heller ikke havde lyst til at tage et skridt frem og 10 tilbage. Så det var nok bedst bare at komme væk. Hvilket var hvad de gjorde. " My nose does - but.. " han nåede ikke at få sagt det sidste før Tatia var kommet ham i forkøbet og havde fundet kilden til hvad der helt sikkert også ville have været Razors 'men' - de var måske ikke helt på sikker grund - og at løbe tilbage var måske heller ikke det mest sikre. Men lige meget hvad kunne de ikke blive hængene længe her - sådan nogle bjørne var ikke til at spøge med, ikke medmindre man havde vinger og kunne smutte til vejr når de kom for tæt på. Bjørne var undervurderet - de var hurtigere og klogere end de fleste troede.

Razor lyttede til hvad Tatia sagde - han havde ikke forstand på noget som helst af hvad hun sagde,men måden hun sagde det på gjorde at han hvert fald ikke havde noget at sige der kunne toppe det. Alpha, Beta, Member - han havde ingen idé om hvad det betød - men det lød som noget magtfuldt lige meget hvad. Ansigterne vagterne kom med havde dog delte meninger. Nogle mere forstyrret af informationen end andre. " Fear is nice smell though - they all taste so much better when they're scared " sagde han så bare lidt med et lille grin. Han lod blikket glide over jorden og stod et øjeblik lidt rastløst med blikket mod vagterne fødder. Dog i et split sekund var hans blik rettet mod spyddet som de havde kastet og som Tatia heldigvis havde fanget med hænderne. Man kunne ikke tage det som andet end et tegn til at de hvert fald ikke havde tænkt sig at lade dem smutte uden en kamp. Hvilket igen fik et smil frem over Razors læber, han havde ikke tænkt sig at blive tilbage og se på - det var der intet sjovt i. Og dog, det kunne være sjovt, men havde man chancen for at være med - så skulle den hvert fald tages.
" Missing out on all the fun? Nope, not this time! " sagde han så bare lige kort med et kækt udtryk før han fulgte med mod vagterne. Razor fik selv et par ret heftige skader - de var heller ikke fair, så mange mod to. Han rystede kort på hovedet for at ryste de sorte pletter fra hans syn væk, lige inden han undveg et sving fra et sværd. Han sprang hurtigt op på skuldrene af vagten og drejede hovedet omkring på ham og manden faldt til jorden under hans fødder. Han rettede blikket i retning mod Tatia som var blevet slået i jorden. Han skulle lige til at komme hende til undsætning da han blev bremset på sin vej af en anden vagt. En kort knurren forlod ham.

Det tog ikke mange øjeblikke før Razor havde fået våbnet vristet ud af hånden på vagten og havde plantet det i brystkassen på ham. Han rettede dog hurtigt opmærksomheden videre mod Tatia som var kommet på benene igen og havde travlt med at nedlægge den sidste ynkelige vagt. Han trådte tættere på dem og tørrede kort noget blod væk omkring ved sit øje inden det ville have fundet sin vej ned over det. Det var ikke så rart med blod i øjnene. Hans blik hvilede mod dem som livet blev taget fra manden på brutal vis. Det var sådan et syn han nød at se, det gav et kick uden lige. Han satte mere og mere pris på at det var Tatia han var end i celle med frem for nogen anden. Han kunne have været end med en eller anden fesen og ynkelig person som knap kunne holde om en kniv.

" I feel amazing.. " mumlede han lidt uden at se mod Tatia men i stedet med blikket rettet mod de livløse vagter der lå omkring på jorden. Selvom hvad han sagde i sidste ende var løgn, han havde det ikke ligefrem fantastisk - men det var en af de få følelser han kendte til og adrenalinen gjorde at det var sådan han følte det - selvom hans krop skreg på hvile, mad og drikke. Det var som om at han slet ikke rigtig var der men alligevel. Skader var aldrig noget han sådan rigtig tog sig af, men der var grænser for hvor meget det mentale kunne tvinge kroppen til at klare fysisk og på nuværende tidspunkt var Razor ved at nå det punkt hvor han nok ikke kunne tvinge sig selv afsted meget længere.
Et lille grin forlod hans krop før han rystede på hovedet. " No bears, that sounds like a plan. " sagde han så lidt mens han nikkede men begyndte så selv at bevæge sig afsted. De havde nok ikke brug for flere forstyrrelser i deres flugt - hvert fald ikke hvis de gerne ville slippe levende fra det.

Han rettede blikket frem da Tatia havde fået øje på noget - og sandt nok, en hytte. Der gik dog et par sekunder før det gik op for Razor at det faktisk var en hytte, hans syn var pløret og det var ikke helt let at orientere sig. Han havde dog et talent for at kunne skjule sådanne ting ret godt, både for andre men også for sig selv. Skader sænkede en og han havde ikke behov for at blive sænket i sine handlinger. Han fulgte hurtigt med hende, bemærkede godt at hun måske ikke var helt rengående - men han kommenterede ikke på det. Tatia virkede ligesom Razor selv, ikke som typen der så skader som en belastning og hvorfor så pointere dem? Det ville ikke løse noget.
Da Tatia henvendte sig til Razor for hjælp til at komme ind. Voksede smilet om hans læber med det samme og han trådte frem. Han blinkede lidt et par gange med øjnene for at få sit hoved til at samarbejde lidt mere før fra kanten af sine bukser snuppede en kniv han havde snuppet fra en vagt tidligere - man vidste jo aldrig hvornår man fik brug for sådan en. Han kunne virke dum og uforberedt, men det var et godt image at have udadtil, så forventede folk ikke andet end det. Han stak kniven ind mellem de to brædder ved vinduet og inden længe han han fået det op. Han skubbede vinduet op med et lille smil om læben før han kravlede ind uden problemer. " Wait here - I'm just, gonna take a look around. " sagde han kort og sendte Tatia et smil før han hurtigt tog et kig i hytten for at være sikker på at der ikke var nogen hjemme - man kunne jo aldrig vide om der var nogen som sov eller lignende et eller andet sted. Han kunne ikke dufte eller se nogen. Men en varme kom fra ildstedet, hvilket måtte betyde at det ikke havde været længe siden at nogen havde forladt hytten. Desuden så det ud til at her boede en. Han smuttede ud til døren som han indefra åbnede - så kunne Tatia da komme ind der i stedet for at kravle gennem vinduet - medmindre selvfølgelig hun havde gjort det alligevel.

Han skævede kort lidt rundt men trådte så bare hen til en lænestol der stod ikke langt fra ildstedet ved siden af en sofa og et mindre bord. Han placerede sig i stolen og lukkede kort øjnene mens han mumlede et eller andet utydeligt - så utydeligt at selv hans tanker ikke kunne spore sig ind på hvad han havde sagt. Han kunne ikke huske om han nogensinde før havde været så udmattet.

Så meget som man nu kunne, så nød hun selskabet på vejen hen til hytten. Det var rart alligevel at være i selskab med nogle, som kendte til hvad de havde været udsat for. Når hun engang kom hjem, ville hun ikke kunne forklare oplevelsen ordentligt, hun behøvede ikke engang at forklare Razor den. For han vidste lige præcis hvad hun mente, sådan da.
Da smilet voksede på hans læber var hun ikke i tvivl om, at han havde et mindre talent for dette. Spørgsmålet var om talentet for forvrænget efter deres kvæstelser. Det virkede til de begge var for stædige til at lade deres kroppe bukke under. De var kæmpere. Han bad hende om at vente. Så det gjorde hun. At kravle ind selv ville skade hendes ben endnu mere, så hun valgte at stole på Razor. Tatia gik tilbage til døren og bed sig afventende i læben imens hun ventede på at blandingen åbnede døren for hende. Varmen fra pejsen ramte hende som det første. Duften. Hun lukkede døren bagved sig så snart hun var inde og låste døren igen. Fremmede skulle ikke ind, selvom de nok fik besøg af ejeren på et tidspunkt. Dog var det ikke noget som Tatia tænkte over nu.  Benene virkede svage under hende.

Da Razor lod sig falde ned i lænestolen kunne hun dog ikke andet end at smile ganske svagt. Hun humpede hen til sofaen og satte sig ned. Normalt ville hun have blevet oppe og holdt vagt, men trætheden angreb hendes krop før hun overhovedet havde nået at sætte sig til rette. Tatia kæmpede kort imod, men måtte til sidst svinge benene op og ligge hovedet på armlænet. Kroppen blev helt tung. Hun havde aldrig følt sig så udkørt før, så udmattet. Det var først nu at hun kunne mærke sine skader, og først nu at hun virkelig blev ramt af hendes krops skrig om afslapning. Snart lukkede øjnene i og efterlod hende i mørke før hun blev sendt ind i en drømme verden.  
Hvis man kom ind udefra kunne det ligne at Razor havde myrdet hende, eller hvis man kendte til begivenheden at de havde været ude for en hård kamp. Det var vel kun fantasien som satte grænser for, hvad man troede der var hent disse to.  De var begge så unge. Burde ikke ligge der i smerte. De burde løbe glade rundt og nye deres frihed. Men i denne verden var børn ikke længe børn. De var allerede i en indre kamp som de ikke burde være i.

Til alt held for Tatia og Razor var husets ejer ude længe. Han havde blot ladet ildstedet være så der var varme når han engang kom hjem. Tatia slog sine blågrønne øjne op da hendes mave begyndte at reagere på det manglende indtag af både væske og føde. Hendes hals kradsede voldsomt. Hun kiggede sig omkring. Ikke at hun havde sovet fantastisk, men hun følte sig lidt mere på dupperne.  Dog var hendes krop ganske øm. De blågrønne øjne gled hen på Razor, og hun fik et skævt smil på læben. Så rejste hun sig op og gik ud i det lille køkken for at se, hvad ejeren af hytten mon havde af mad. Måske burde hun vaske sine fingre først. Hun trak dog på skulderen til den tanke. Blodet var tørret ind, og hendes sult langt værre end tanken om at være ren. Desuden var hun en ulv. Hun fandt sig noget kød og spilte ikke et sekund så snart hun fandt det. Det var rå, men det gjorde hende intet. Den indre ulv ville bare have mad. Så hun spiste det inde i mad kammeret.  Så gik jagten på at få slukket tørsten. Hun fik øje på en kane i det kolde kammer, fyldt med vand. Hun kastede sig nærmest over det, men lod noget være tilbage. Razor skulle også have noget, hvis han tørstede efter det.  Så gik hun stille ud af kammeret og lukkede døren bagved sig. Hun stillede vandet på sofabordet.
"If you need it. It's water." Sagde hun så med en mild hvisken, hvis han stadigvæk halv sov lidt. Hun ønskede ikke at vække ham. Han skulle have lov til at sove ud.

Tatia kiggede rundt i den lille hytte og kom til badeværelset. Hun besluttede sig for at tage et bad. Lod vandet glide henover hendes hud som et vandfald, og vaske den røde farve af hendes nøgne hud.  Her kunne skaderne tydeligt ses efterfølgende. Hendes hud var næsten mere blå end den var sin normale farve. Hun lignede en som var blevet gennemtæsket, og det var hun jo i princippet også. Hun trådte ud af badet og lod sit blik glide ind i spejlet og henover hendes krop. De blå mærker. Hvad ville Wade og Niylah dog ikke sige til det? Måske, hvis hun nåede til Raksha først, ville det ændre hele spillet på deres reaktion. Dog skulle Tatia huske sig selv på, at hun havde overlevet dette slag. At man kunne se det gjorde ikke hende svag.  Let sukkede hun inden hun tog håndklædet om hendes krop. Så bevægede hun sig ud af badeværelset og ind til ejerens soveværelse. Måske var der noget kvindelig påklædning? Hvem vidste.  Hendes trin var tunge, fordi musklerne stadigvæk var trætte. Men vandet havde hjulpet pænt meget på det hele. Let åbnede hun kommoder og skabe for at kigge efter påklædning til hun endelig fandt en hemmelig lille skuffe under sengen med noget tøj i, samt nogle breve. Dog var hun fuldstændig ligeglad med brevene. Hun fandt sig noget undertøj, et par short og en tank top som hun klædte sig i. Så pustede hun let ud og reagerede da døren gik op. Hendes instinkter fik hendes krop til at reagere før hjernen gjorde og hun stod allerede ude foran ejeren af huset da han kom ind.

Han gik helt tæt på hende, og lagde en finger på hendes læbe da hun skulle til at sige noget.  Han så undersøgende på hende. Han stank af øl, hvilket Tatia ikke ligefrem havde forstand på, men hun vidste han stank. Dog skubbede han hende blot til side som om, at han var utilfreds med hvad der var på menuen, dog bredte der sig et smil på hans læber da han så Razor. Tatia drejede sig rundt for at se hvad han gjorde. Manden satte sig på armlænet og kiggede på Razor med store beundrende øjne. Tatia kneb øjnene lidt. Det vendte sig i hende.
"Just leave him alone. He is tired." Blandede hun sig så som en overbeskyttende storesøster. Tatia gik derover og lagde en hånd på den fremmedes skulder. Han greb hårdt fast i hendes håndled. Tatia fik et lettere chok, men det var også det.
"Last time I checked this was still my home." Vrissede han arrigt af hende. Tatia fnøs let af ham før hun rev sin hånd til sig.
"Well he is my brother. So get away from him. Before I kill you." Sagde hun lettere truende. Hendes ord var spontane og hun havde sagt det første som faldt hende ind. Manden lo dog og rejste sig op.
"You kill me? I would like  see that. You are just a little girl. Who punched you, was your father a cruel man?" Spurgte han så, bemærkede slet ikke, hvordan den røde glød var truende foran ham.
"Do you want to kill him... because If you don't I really want to rip his throat out.. with my teeth." Knurrede hun let og ventede egentlig blot på, hvad Razor synes. Hun vidste han var blanding. Dog ikke om han behøvede noget han kunne få fra denne mand. Mad.

Razor gik ud som et lys i stolen inden han overhovedet kunne overveje om han egentlig synes det var en god idé at sove her eller ej. De kunne jo aldrig vide hvornår der kom nogle tilbage. Hytten var tydeligt optaget og hvor længe der gik gør personen der boede her kom tilbage hvis de ikke, desuden var de heller ikke sikre på om det var en venlig sindet person eller om de ville skulle lade livet for deres indtrængen. Det var dog ikke fordi hytten havde en duft af et eller andet modbydeligt væsen - men Razor kunne på den anden side heller ikke rigtig skelne mellem mange lugte på nuværende tidspunkt, hans næse var forvirret nok i vejen over lugten af blod, sved og - alt andet omkring dem. Samtidig var han slet ikke sikker på om han overhovedet kunne lugte noget. Det var som om at hele hans krop var i en mere eller mindre zombie tilstand.

Razor var som bedøvet og langt væk i drømmende der fyldte hans sind. Normalt havde han aldrig set drømme som noget der kunne være andet end spændende, men det var som om at billederne der fløj gennem hans hoved gav gnister og var på ingen måder behagelige at have siddende. Det var som at opleve disse dage om og om igen - denne gang bare uden at være i stand til at flygte fra det. Han forstod det ikke, men sådan var det vel med drømme - de var ikke til at forstå. Drømmene sprang rundt i forvirrende øjeblikke, intet gav mening - meget vekslede med hvad der var sket de seneste dage, men også hans sult og træthed gav sig til kendte i drømmeverdenen.
En lav knurren kom fra ham og han rynkede kort næsen lidt. " mh, that's why I did it.. it has to be like that..  " mumlede han i det han vendte sig i stolen med et kort lille smil om læben. " delicious, you can't deny it.. Shhh.. I wouldn't do that if I were you.." han hvilede hovedet ind mod ryglænet af stolen han på mystisk vis havde formået sig at ligge ufattelig godt i. Han sov stadig, meget tungt. Men selv i søvne havde Razor en tendens til at snakke. " who would want that.. its all green and leafy.. adr.. nothing bloody about that.. " mumlede han lidt med et mindre suk.

Han rykkede kort på sig da han hørte Tatia stemme og lod kort øjnene glide op og skævede mod vandet på bordet før hans blik kort søgte op mod hende. Et lille smil bredte sig om hans læber der gik dog ikke længe før hans øjne igen gik i og han røg tilbage i søvnen for en stund. Han ville vel i princippet gerne have takket hende, men han var slet ikke rigtig vågen og det var mere bare en ubevidst reaktion på at hun var der, der havde gjort at han overhovedet havde åbnet øjnene. Dog var der alligevel noget der gjorde at han ikke længe efter fik øjne og rettede sig en smule op for rent faktisk at drikke noget vand. Sikkert hans krop der skreg efter det - man kunne vel roligt sige at han var dehydreret og vand burde have været det første der var blevet tænkt på da de nåede hytten, men så langt havde ingen af dem vidst tænkt før søvnen havde fået lov at vinde lidt i kampen om prioriteter.
Han lænede sig tilbage i stolen og skævede kort lidt rundt efter at have drukket, men lod så øjnene glide i igen. Som det så ud på nuværende tidspunkt kunne Razor ikke se en ende på trætheden. Det var som om at ingen mængde søvn ville gøre en ende på det. Det var sikkert også fordi manglen på mad gjorde udmattelsen ulidelig, de energi depoter hans krop ellers ville trække på - var så tomme som noget kunne være.
Han halvsov da de pludselig fik gæster - eller det manden der ejede kom hjem og opdagede at han havde gæster. Han lyttede med et halvt øre på hvad der foregik ude ved døren. Så længe det ikke pludselig eskalerede til noget voldsomt havde han ikke lige planer om at dræne sig selv yderligere for energi. Selvfølgelig ville han komme Tatia til undsætning hvis hun skulle få brug for det, også selvom han sikkert ikke var til den store hjælp i den tilstand han var i.

Han skævede mod manden der trådte tættere mod ham og satte sig på armlænet med et knap så behageligt blik. Der havde stået en let påklædt helt ekstremt attraktiv kvinde foran manden også valgte idioten at sætte sig med sådan et blik og kigge på Razor. Han endte bare med at komme med en lav knurren og holdt et irriteret blik mod manden. " Cut it out your pervert.. " mumlede han lidt, før han fik sat sig en smule mere op i stolen. Det var ikke fordi sådan noget normalt gik Razor på men på nuværende tidspunkt kunne han slet ikke lige tage stilling til noget so helst og han var blevet vækket og manden stank og irriterende så nej. Smilet om hans læber kom dog frem igen da manden sagde hvad han sagde. Der var vel noget om det, det var jo sådan set dem der var brudt ind i hans hytte og ikke omvendt. Det betød dog ikke at han havde ret til hvad han så end havde i tankerne.
Det gibbede kort i Razor ved Tatia ord, en følelse han ikke lige havde følt før - en rar følelse. Også selvom det var en reaktion på noget de begge vidste var løgn - men det betød ikke at det var noget han sådan lige kunne overhøre. Hendes bror? det var alligevel noget han tog til sig. Han bed sig kort i læben og rettede blikket mod Tatia. " Leave her alone.. " sagde han kort da han havde fat om hendes håndled, han vidste godt at Tatia kunne klare sådan noget men han vidste jo ikke hvor meget energi hun havde fået fundet frem. Razor selv var en gammel klud så havde det været ham ville det sikkert have set anderledes ud.
Manden anede tydeligvis ikke hvad han havde med at gøre. Tatia virkede arrig - og det vidste Razor allerede nu kun kunne resultere i brutale ting. Hvilket for Razor kun var godt, det var sådan noget han elskede. " Go for it. He is all yours, but make it beautiful and leave some for me - the hunger is real.. " sagde han hæst og kom helt op at sidde i stolen for at kunne følge med i hvad præcis det var der skete. Tatia skulle da have sin fulde ret til at udfolde sig i en blodig dans med denne mand. Vise ham at hun ikke bare er en lille pige - så længe der måske kunne efterlades en lille bid til Razor.

På en måde ønskede hun at dræbe manden. Ulven ønskede at dræbe manden for at vade ind, men det var mandens territorium så han bestemte egentlig over det. Manden var omega. Han kunne ikke engang forsvare sig selv, eller kunne han? Manden havde dog et mål, og han havde ikke tænkt sig at tænke over den bedste måde at få dette mål. Tatia greb fat i mandens arm, og gjorde an til at ville ligge ham ned da han hævede sit knæ og derved gav hende en mavepumper. Tatia fik et chok og var derved faldet til jorden. Et spark ramte hende og sendte hende tilbage til drømmeland. Manden vendte sig om og så på Razor.
"I really hate when someone says I can't get what I want." Mumlede han og kiggede ned på Tatia. Han virkede ikke tøvende i sine bevægelser. Dog heller ikke til at have gennemtænkt noget overhovedet. Han gik ud i køkkenet og åbnede en flaske for blot at vende tilbage. Han førte flasken op til sine læber og drak som et svin for blot at blive påvirket ydeligere af det stærke væske.
"I don't really like wolves. Unless their heads are on my hunting wall. What about you?" Spurgte han Razor, hvorefter han flyttede hovedet hen på Tatia. "Dont worry. If you do as I say. I will consider not to kill her. But you need to do as  I say." Tilføjede manden så til samtalen. Så viftede han let med hånden.
"Why don't you start by taking a shower. It's the first door on the left." Sagde manden så og satte sig i sofaen. Han tænkte nu. Eller han prøvede. Prøvede at finde ud af, hvad fanden han skulle finde på. Han tog sig til hagen og kløede den let. Så lyste han op. Han gik hen og satte Tatia på en stol. Bandt hende dertil. For han ønskede ikke hun blandede sig. Så gik han med sine slyngende bevægelser hen og tog sit jagtgevær.

Pludselig lød et skud. Muren var blevet ramt. Den irriterende vrissen lød fra manden, over at han ikke kunne sigte. Tatia begyndte at rører på sig. Bevægede fingrene ved at folde dem og strække dem. Det slørede for hendes øjne og ringede en smule for ørerne af hende. Da hun fik øje på manden med geværet frøs hun fast. Jægere. Det kunne tydeligt ses på hendes ansigt at hun frygtede hans våben. Jægere havde taget så meget for hende. De ville sikkert tage mere, hvis de fik lov. Manden trykkede på aftrækkeren og skuddet ramte hendes lår. Hun skreg en smule og så på såret. Hun var aldrig blevet skudt før, men havde set hvad skud kunne gøre. Det var ikke så meget at det gjorde ondt, det brændte i hendes ben. Hun vrissede af manden.
"Your freedom or hers?" Han vendte sig om imod Razor. Manden kunne knap nok holde balancen, om det gjorde ham mere eller mindre farlig kunne hun ikke sætte fingrene på. Han tænkte uden tvivl stort, eller prøvede i hvert fald på det. Så snart Razor var hvad manden var opmærksom på reagerede hun hurtigt.  Tatia fik løftet sig op på det øverste af hendes fod så stolen vippede. Stolen væltede ned og ryglænet knækkede så armene kunne komme fri. Hun fik fødderne fri og kastede sig ud til siden. Tatia tog sig til sit lår. Hvorfor skulle det altid gå udover hendes lår eller hendes skulder? På den anden side var det ved bedre end andre steder.

"You want a wolf? Well. Let's go on a hunt then. We just want to do home." Sagde hun og sank en klump. Hun vendte ryggen til dem og trak shorts og toppen af og lod det falde til jorden. De ville kunne se hvordan musklerne ændrede sig, roterede rundt i hendes ryg. Det tog ikke langtid før den store kæmpe ulv atter stod her. Der var ikke meget plads i hytten til den. Manden løftede geværet frem imod hende. En brummen kom fra hende. De røde øjne stirrede på manden ganske varsomt. Børsterne var rejst. Han skulle alligevel være ganske forsigtig. Bagbenet gjorde ondt, men igen hun var mere robust som ulv end som menneske. Tatia tog chancen og sprang frem fik lukket gabet om mandens hånd.  Geværet fald til jorden i takt med han fald på knæ i et skrig. Ulven vendte sig let imod Razor og sank lidt i forpoterne til at han skulle springe op så de kunne komme afsted. Hytten var ikke længere sikker, med manden død eller ej. Nu ville hun bare hjem og hun kunne tage Razor med sig. Det var trods alt okay med gæster, og uden Razor så havde hun nok ikke haft samme kampgejst og ikke klaret den. Desuden kunne hun lide den lille spilopmager. Dog ville hun gerne lade Razor gør det af med manden, hvis det skulle være. Hun ønskede manden skulle lide. Død var overvurderet desuden var han ikke hendes at dræbe. Hvis hun kom tilbage til lejren helt blå og blodig, så ville det hurtigt komme omkring, men hvis hun kom tilbage med en tydelig skade ville det ikke virke så voldsomt. Specielt ikke, hvis hun kunne undgå andre end Raksha når hun kom tilbage. Rakshas blod kunne heale dem begge to. Måske overvurderede hun effekten til at fjerne blåmærker, det var vel ønske tænkning. De andre skulle ikke tænke om hende som et offer for dårlig behandling, og hun ønskede ikke de skulle gå og være forsigtige omkring hende. Tatia havde overlevet dette, og for hende var det en stor ting. Hun behøvede ikke folk til at minde hende om, at hun var stærk eller en overlever.  
Hun kunne se Razor også var stærk. Der var noget som gjorde ham i stand til mere end folk så ham for. Noget han havde været igennem her i livet og hun var nysgerrig for om hun nogensinde ville finde ud af det.

Det kom som en overraskelse at manden fik slået Tatia i gulvet uden den store kamp mellem dem. Han måtte have været heldig. Meget heldig. Det bragte bare en knurren frem i ham og han rettede sig lidt op i stolen og lod blikket et øjeblik hvile mod Tatia før det rettede sig mod manden da han mumlede noget. At slå Tatia ud ville da ikke gøre mulighederne for at han kunne få hvad han ville have meget bedre. Slet ikke. Han rykkede på sig og fulgte manden med blikket da han forsvandt til køkkenet. Razor var egentlig på vej til at kravle ned fra stolen og hen til Tatia - et eller andet træk i ham, at han skulle finde ud af om hun var okay. Men det var som om at hans krop ikke kunne bevæge sig, selv med søvn og vand var den som en slatten klud der ingen muskler havde i sig til at bære ham afsted. " I'm sorry to break it to you, but I already have a master - and thats not you.. " sagde han snerrende og bed kort tænderne sammen i irritation over at hans krop ikke ville gøre som han bad den om. Han havde aller mest lyst til at trække hovedet af den ildelugtende mand foran sig. Han kunne lige vove på at gøre Tatia noget. Han hævede kort et bryn, som om Razor havde tænkt sig at forlade rummet for at tage et bad? - nej, han gik ingen steder - især ikke så længe Tatia stadig var bevidstløs og ingenting var under kontrol. Der havde ikke været meget kontrol den seneste tid og det var i sidste ende hvad de to egentlig havde brug for - ro og kontrol over situationen, men det var som om at der ikke rigtig var noget der kom i deres retning med venlige sind så dette måtte de vel også bare skille sig af med på den lidt mere brutale maner.
" Leave her alone! " knurrede han og fik tvunget sig selv på benene, men det var som om hans ben kollapsede under ham da han forsøgte at gå og han måtte støtte sig til stolen for ikke at falde. Han skævede mod geværet og det stak kort ubehageligt i ham. Han ønskede oprigtigt ikke at manden gjorde Tatia noget, det var første gang han havde haft det sådan - normalt var andres liv og sikkerhed ham fuldstændig ligegyldig, men af en eller anden grund var der noget der bed indvendig og gjorde ham utilpas ved ikke at kunne gøre noget. Hans krop ville ikke lystre og magtesløsheden var overvældende.

Det glippede i ham ved lyden af skuddet der blev affyret, heldigvis var manden slet ikke nok i et stadie til at have ramt. Og da Tatia rørte på sig blev han af en eller anden grund mere rolig, han vidste at hun så længe hun hvert fald var vågen kunne tage en smule hånd om sig selv. Hvis hun da så ellers ikke var bundet til en stol.
" Ours.. " knurrende Razor vredt til det manden sagde. Razor havde aldrig før følt noget lignende det der boblede rundt i hans krop og var på en og samme tid helt fantastisk, men også forvirrende og slet ikke rart. Han kunne ikke vælge mellem nogens frihed. Razor havde ikke tænkt sig at lade Tatia i stikken på noget som helst tidspunkt og han skulle nok sørge for at de begge slap levende hjem. Han ville hvert fald gøre hvad hun kunne for at ingen af dem måtte lade livet, især ikke til en drukhoved som denne mand. Aldrig.

Tatia lagde godt ud - manden faldt sammen i smerte under hendes bid og det fik et smil frem på Razor læber. Sammen med smilet kom en ekstra snert af noget kampgejst som fik hans krop til at lystre - tænkt at det var det der skulle til for at han kunne være en smule nyttig i denne situation. Han skævede kort mod Tatia men trådte så frem til manden og vred hans hoved bag over - han lod blikket hvile mod hans ansigt et øjeblik før han så bare rystede lidt på hovedet. " Funny how things can turn around in just the blink of an eye.. unfortunately for you.. this will be last time for you to blink. " sagde han lidt med et lille smil, før han uden tøven fratog manden hans syn ved at rive øjnene ud på ham - det efterlod en skinger lyd af et smertefuldt skrig i luften. Men det var nærmest sød musik i Razors øre. Nu kunne manden heller ikke længere kigge på ham med det der blik som ingen ønskede en frastødende fuld mand havde over sig. Inden han slap ham helt lod han sine tænder synke ned i mandens kød ved skulderen og slap få sekunder efter da han ikke havde kræfter til at holde manden oppe og han faldt sammen på gulvet. Giften fra Razors tænder bredte sig hurtigt i mandens krop og han lemmer ville ikke fungere specielt godt den næste tid. Razor havde ikke tænkt sig at slå ham ihjel - han kunne få lov at dø alene i hytten. Det ville være underligt hvis han i sidste ende ville overleve. Han rettede blikket mod Tatia med et lille smil. " You're right.. we should probably go.." mumlede han så lidt før han trådte hen til hende, hvis tilbuddet om en ridetur på den elegante ulve ryg stadig var en mulighed var den hvad han tog. Han havde ikke lyst til at blive her længere - hvor klam og snasket han så end stadig var kunne et bad vente til de ikke længere var indenfor rækkevidde for evt ubudne gæster. Også selvom de i princippet slet ikke vidste hvor i skoven de opholdt sig, de kunne ligeså godt komme til at bevæge sig i den helt forkerte retning. Razors sanser var hvert fald ikke helt til at regne med på nuværende. Måske Tatia havde mere held med at spore sig ind på hvor de var henne og hvilken retning de skulle bevæge sig i.

Nysgerrig over, hvad Razor end gjorde ved manden var hun, men det var en historie hun ville få at vide når de var kommet væk herfra. At rive øjnene ud af folks hoved var aldrig noget hun havde haft i tankerne, men Razor gjorde, hvad han ville. Da Razor smilte til hende sendte hun ham et nik. Tatia bøjede sig let ned så han kunne kom op og side på den store ulv. Pelsen var blød som silke. Når hun bevægede sig kunne man mærke den stærke muskulatur. Manden ville dø alene som den kujon han var. Så de smuttede. Denne fest var overstået for dem.  Den hvide ulv kiggede sig omkring med de røde øjne. Prøvede at finde ud af, hvilken retning hun skulle løbe. Ørerne vendte sig opmærksomt på en lyd. Den var langtvæk og hun kunne genkende den. Ulve kunne hører hinandens hyl på meget lang afstand, specielt hvis det var fra flokken. Hun drejede hovedet, hvorefter hun satte i løb. Godt nok var hun ikke særlig hurtig, men smerte havde aldrig stoppet hende før. Det undrede hende ikke, at de ledte efter hende. Hun var deres beta og pludselig forsvundet.  Det var vel naturligt at de måske var bekymret. Det lød måske en anelse selvglad, men hvis de ikke var det, så havde hun ikke haft den stilling i flokken hun havde. Tatia løb og løb. Prøvede at få så megen fart på som hun overhovedet kunne.  For hun var ligeglad med vejret. Ligeglad med udfordringerne på vejen, alle fældede træer skulle blot springes over eller løbes uden om - hun gjorde det af instinkt.

Pludselig stoppede hun op. Hun havde ingen fært at, hvor hun var. Lyden af hyl lød og hun rettede sine ører efter det. Så løftede hun hovedet op og hylede igen.  Ulve var flokdyr. Så satte hun i gang igen. I nattens mørke lignede oplyste hun omgivelserne med den kridhvide pels. Lyden af hyl blev tydeligere, ikke meget men stadigvæk nok til, at hun vidste at hun var på rette spor. Dog måtte hun fortsætte uden at løbe, men i gå tilstand, hvis hun ikke skulle ende med at ødelægge sit ben helt.  Tatia havde dog ikke i sinde at stoppe helt. Hun var et af de største rovdyr i skoven. Vampyrer kom og gik, faktisk så mødte hun dem ikke særlig tit. Det var mest jægere. Varulvene i skoven var heller ikke nogle fjender, da de kun skiftede form når det var fuldmåne. Stakler egentlig. Tatia blev ved med at gå igennem nat og dag. Til hun måtte ligge sig ned og hvile. Dog skiftede hun ikke form. Det ville kræve for meget energi at skifte form hele tiden. Så det var bedre at blive i ulvens stærke skikkelse.
Så snart hun havde sovet ud var det videre. Hun virkede målrettet, men tog sig også tid til at puffe Razor lidt med sin våde snude blot for at drille ham. Samt skubbe kærligt til ham med sine forpoter. Det var vel hendes måde at vise på, at han faktisk betød noget for hende. Ellers havde hun ladet ham ligge og rådne for længe siden. Måske ædt ham, hvis hun havde været sulten nok.  Dog ville hun ikke kunne finde på det nu.  Tatia havde altid været stædig, så det undrede egentlig ikke nogle at hun gjorde alt for at komme hurtigt tilbage.

Endelig kunne hun genkende noget. Et hyl lød tydeligt i nærheden og Tatia løb derover imod. Der stod den rødbrune ulv. Rosalie. Tatia blev mødt af hende.
"Are you okay?" Spurgte Rosalie. Tatia nikkede kort.
"Do me a favor and wait telling people i'm back. Just till I have healed my leg." Sagde Tatia så og den rødbrune ulv nikkede og lod Tatia gå ind på grunden. Det var egentlig ikke fordi, at det var tydeligt at hun nu var hjemme på sit territorium, hvis man var udefra. Den første del var egentlig blot træer til at lejren dukkede op. Det store hus med en masse værelser. Niylahs sted. Træningspladsen til venstre. Tatia sørgede for at snige sig om bagved. Her gjorde hun an til at Razor kunne springe af hendes ryg. Når han havde gjort det vil hun skifte tilbage og afsløre sine nøgne hud. Tatia åbnede hurtigt døren. Hun var ikke ligefrem blufærdig. En shapeshifter så sådan ud efter de havde skiftet form, og sådan var det. Intet at være flov over. Raksha havde lært hende det, men Raksha gik nu også i hvad der passede hende.
"Just come in. It's my house. No one here is going to hurt us. I promise." Sagde hun . Tatia gik hen til sit skab og fandt noget tøj. Et par short så hun kunne få taget sig af sit ben ved at kunne se skaden og en langærmet trøje for varmens skyld.
"My good friend Raksha. Her blood is magic. It heals. If you want to heal I can get you some?" Spurgte hun Razor. Tatia haltede hen til et skab og fandt en kane frem med blod. Så hældte hun noget af det op i to glas. "You can drink it or put it on the scars. Both things heals." Forklarede hun og rakte ham et glas. "Just relax. If you want to sleep I have a bed." Tilføjede hun og flyttede blikket over til døren. Wade var der ikke, ellers ville hans fært have været gennemtrængende for hende. Tatia satte sig ned i sofaen og dyppede sine fingre i blodet. Hun lod det glide henover såret for at sikre at det healede først. Det virkede hurtigere end engleblod. Tatia havde altid været meget interesseret i det fænomen.
"I need to go and tell my pack that I'm home. I will be right back." Sagde hun så og rejste sig op. Så kyssede hun Razor på håret og gik hen til døren. Kort kiggede hun sig tilbage og smite til Razor.
"You can relax now." Sagde hun så til ham og sendte ham et anerkendende nik. Så forsvandt hun ud af døren. Fandt Rosalie så hun kunne sige videre til Niylah at Tatia var kommet tilbage.

Tatia havde derefter været hurtig henne ved Wades værelse og var gået ind.
"Wade?" Spurgte hun forsigtigt og kiggede sig omkring. Han var der ikke. Nervøst sank hun en klump og gik ind for at sikre at han ikke bare sov. Da hun var sikker på at han ikke var der gik hun ud. Hendes øjne flakkede rundt og hun løb hen til træningsbanen. Han var ikke til at se.
"Have you seen Wade?" Spurgte hun Peter lettere bekymret, men Peter rystede blot på hovedet.  
"He took of some days ago. He said he would be back soon." Tatia nikkede og måtte vende tilbage til Razor. Let kløede hun sig i nakken og pustede ud inden hun gik indenfor.
"I'm back." Sagde hun. Det var vel det mest betryggende for Razor, at vide, at det var hende og ikke nogen fremmed. "Feeling better?"

Det tog ikke mange øjeblikke før Razor var på ryggen af Tatia. Følelsen af den bløde ulvepels mellem hans hænder fik ham hurtigt til at finde sig til rette på hendes ryg. Det var desuden også nemmere at holde sig fast. Et lille smil bredte sig om hans læber før han kort lukkede øjnene lidt. Trætheden var der stadig, han kunne ikke forstå hvor Tatia fik al den energi fra - men på den anden side havde hun også nået mere end kun at få sovet. Manden havde afbrudt dem i at komme sig yderligere efter første vilde ryg af hvad man kunne kalde en overlevelses tur. Nu var de på farten igen. Træerne blev et grumset billede for Razors blik, hans tanker var helt andre steder end på naturen omkring dem. Episoden i den lille hytte var endnu et kapitel der bare skulle glemmes - hvert fald for en stund. Når man engang var i sikkerhed og indenfor trygge rammer kunne man måske tage tankerne tilbage, selvom det i sidste ende nok heller ikke var det bedste. Nej det skulle i princippet bare glemmes, hvert fald var det noget Razor mente. Det nyttede ikke at lade sådan noget terre på sit indre. Nogle ville mene man skulle tale om det men det var ikke helt sådanne ting Razor havde tendens til at gøre. Det lå på de øverste hylder i hans hoved og var ikke til at nå før reolen engang ville vælte. Det var vel i princippet hvad han gik og ventede på til dagligt. Dagen hvor ting havde en betydning.

Turen var lang og hård - selv for Razor som egentlig ikke skulle gøre mere end at være til stede. Det var Tatia der gjorde det hårde arbejde. De stærke ben under hende bragte dem afsted mellem træerne i skoven. Han regnede med at hun vidste hvor hun var på vej hen. Hun virkede målrettet. Det var betryggende. Jo længere tid der gik jo mere tilpas følte han sig omkring Tatia. Ikke fordi det normalt var et problem for ham at finde sig til rette i folks selskab. Men for første gang var det ikke bare en overfladisk irriterende tilstedeværelse. Han nød det rent faktisk.
Razor hvilede sidet af sit hoved mod den bløde pels og lod sine fingre glide gennem den med et lille smil. Han han havde i princippet ikke lavet andet end at samle kræfter til at være vågen. Han skævede mod den fremmede ulv som pludselig var til stede da han mærkede Tatia stoppe op.
Da de bevægede sig videre vågnede Razor mere og mere op fra sin ellers halv zombie agtige tilstand. Der var pludselig en masse ting i omgivelserne som fortjente hans opmærksomhed. Desuden var det tydeligt her at Tatia hørte til, så det betød at de nu, forhåbentlig var på sikkert land.

Han lod sig glide ned fra hendes ryg med et lille smil før han fulgte hende lidt med blikket som hun forvandlede sig tilbage til 'menneskelig' skikkelse og bevægede sig ind af døren - til hvad han gættede på var hende. Et gæt han kort efter blev bekræftet i, ved hendes ord. Han lod kort blikket glide rundt før han smuttede med hende ind. Hans ben føltes stadig en smule som gele under ham - men det skyldtes især nok at han den seneste tid ikke havde brugt dem specielt meget. Han havde jo haft en ædel ganger at blive transporteret afsted på. Dog var synet af Tatia som ulv mere ædelt end som hun var nu, ikke at hun ikke havde en flot krop - for det havde hun, men alle de skavanker de seneste dage havde efterladt på hendes krop var ubeskriveligt og voldsomt - som om nogen havde brugt hendes krop som et lærred for et brutalt maleri.
Smilet om hans læber voksede ved så sød musik i hans øre som ordet om blod lød som. " Really? mmmh.. " sagde han hurtigt og nikkede nogle gange. Det var ikke noget han ville sige nej til - for det første elskede han smagen af blod, selvfølgelig afhængig af hvem det kom fra - men her virkede det til at komme fra en shapeshifter hvilket ikke var en dårlig ting. for det andet havde han ikke noget imod at blive healet en smule, han selv lignede mere eller mindre en kamp-zone. Og for det tredje, så var han sulten, meget sulten og han tænkte at lidt blod nok godt kunne dulme det en smule.
Han tog imod glasset og sendte Tatia et smil før han uden videre drak af det. Ingen grund til at smøre sig selv mere ind i blod end han allerede var - i sidste ende kunne han ikke helt lokalisere hvor der egentlig var skader henne. De ville sikkert først komme ordentlig til synes når han engang blev vasket ren. Blodet gjorde sit med det samme - det var egentlig utroligt hvad blod var i stand til at gøre - magisk eller ej. " I'm guessing this is where you live.. " sagde han så bare lidt mumlende før han lod blikket glide rundt. " It's nice " tilføjede han så lige hurtigt før han drak lidt mere af glasset med blod. Det var lækkert. Opkvikkende. Der gik ikke mange sekunder før han havde tømt glasset.
Han rettede blikket mod Tatia da hun rejste sig for at gå mod døren. Han bed sig kort i læben før han kort nikkede en smule. " Thank you.. " fik han så lige hurtigt sagt. Sjældne ord der kom fra hans mund men han mente det. Han var hende evigt taknemmelig. Havde det ikke været for Tatia havde Razor måtte lade livet for længe siden. Det var ikke fordi han frygtede døden og han havde sådan set ikke på noget tidspunkt været bange. Men han satte pris på sit liv og ville gerne leve længere end han havde indtil nu. - Hvilket Tatia havde været en stor del i at gøre til en realitet.

Han sad et øjeblik og betragtede rummet efter Tatia var gået, men lod sig så dumpe ned på hendes seng og lod øjnene glide i for en stund. Det føltes hvert fald som et øjeblik, sikkert fordi han nok var faldet i søvn for en kort periode. Men Tatia kom tilbage og han rettede blikket mod hende med et lille smil. " That was quick.. " sagde han så lidt før han skubbede sig op at sidde. " Never feelt better. Being alive sure is a great feeling " sagde han så lidt med et lille smil før han kort lod blikket glide ned over sine fingre. Der gik dog ikke længe før det søgte mod hende igen. " Are you ok? " spurgte han så lidt og lod hovedet tilte en anelse på skrå. Tatia måtte være udkørt efter den lange tur.
" I'm impressed, you're pretty hardcore. " sagde han så lidt med et lille grin. Et eller andet sted havde han slet ikke lyst til at turen skulle ende - han fandt det stadig som noget spændende - men i sidste ende burde han komme hjem. Han havde en herre hjemme som helt sikkert ikke var glad for hans manglede tilstedeværelse. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare sig ud af denne situation. Der var nok intet håb for at Jack rent faktisk ville tro på historien hvis Razor fortalte sandheden. Det var så langt hen i vejret at det kunne have været endnu en af de der fantasi historier som Razor havde tendens til at fortælle når han var kommet for sent hjem. Hans fingre søgte kort op til halsbåndet om hans hals før han rynkede næsen en smule. Det var noget værre noget.

Da han spurgte om det var her hun boede nikkede hun stolt. Det var hendes sted og hun var stolt af at være en del af det.  Det gjorde hende oprigtigt glad over at han takkede hende. Tatia sendte ham et anerkendende nik inden hun gik ud af døren.
Da hun fandt ham sovende og havde vækket ham led hun af en smule skyld. Hun kunne også godt bruge noget søvn.  Dog var hun glad for at han klarede den. Da han spurgte om hun var okay, åndede hun let ud.
"I could use some sleep. Other than that I'll be fine." Pointerede hun med et skævt smil. "One of the people I love the most. He is not home. So I'm a bit worried. At least I don't have to tell him why I look like this, If I'm lucky." Tilføjede hun ærligt. Ganske let kløede hun sig i nakken. Dog kunne hun ikke holde et smil hen.
"Well you are not so bad yourself." Svarede hun med samme form for grin til ham.  Så satte hun sig på sengen. Da det jo var en dobbeltseng var der jo plads til de begge kunne få noget søvn.

Hun kiggede på ham da han kørte sine fingre op til halsbåndet blev hun en smule opmærksom.
"Why do you wear it? If I can ask you that?" Spurgte hun stille og lagde sig ned. Hun lagde sig på siden så hun kunne se på ham stadigvæk.  De blågrønne øjne var nysgerrige dog meget trætte.
"You know what. We can talk later... I'm very tired." Hun lod en hånd glide op for sin mund da hun gabte. Så lukkede øjnene stille i, og hun var ikke længe om at falde i søvn.  Hendes krop var så tung og endelig havde hun fundet bare lidt ro. Der var ingen drømme. Ingen lyde kunne trænge igennem hendes søvn. Tatia sov som en sten. Deres muskler havde vel brug for søvnen. Brug for at få frisk energi til nye oplevelser. Da hun endelig kunne mærke hendes krop var frisk igen, turde hun næsten ikke at åbne øjnene. I frygt for, at det havde været en drøm at hun var kommet hjem. At hende og Razor stadigvæk var fanget. Til sidst kunne hun dog høre latteren udenfor fra børnene der tumlede rundt. Det fik hende overbevist om at åbne øjnene ganske forsigtigt. Let blinkede hun for at få synet gjort skarpt.

Så løftede hun sig op med sin ene albue og ned sig lidt i øjnene med den anden. Så fik hun sat sig op. Hendes muskler følte sig mindre spændte samt ømme. Det var egentlig rart at være hjemme ved vandte omgivelser. Så fik hun svunget benene udover sengenskant og rejste sig op. Det var alligevel intet nyt at Tatia ikke brød sig om at sidde stille. Så hun gik ud af sit hus for at spørge om Raksha havde noget mad til hende og sin gæst. Raksha havde spurgt ind til hende, men Tatia fortalte blot det var en historie for en anden dag. Så var hun vendt tilbage til huset med frisk tilberedt kød. Tatia hentede noget vand og satte det på bordet så der var noget mad til når Razor stod op.  Tatia stillede sig i døråbningen til soveværelset med et skævt smil på læben. Så flyttede hun blikket tilbage på maden også havnede hendes blik på spejlet. Stille gik hun derover. Kiggede på sig selv og sank en klump. Hun satte sin lid til at det ville forsvinde med tiden. Og gerne rigtig hurtigt. Des mindre spørgsmål des bedre. Så rystede hun på hovedet og trådte væk fra spejlet. Tatia vendte til døren ved soveværelset.
"If you want to sleep a bit more, just do that. There is food when you are hungry." Sagde hun ganske blidt.  Så gav hun sig til at tænde op i det lille ildsted så de kunne få noget mere varme. Snart var der ild til at varme rummet ydeligere op.

Tatia tog en tallerken med noget kød og satte sig hen på sofaen med benene i skrædderstilling. Hun spiste og hun spiste som havde hun ikke fået mad de sidste mange dage. Det var næsten sandt. Hun havde spist inden de tog fra mandens hytte og så nu. Det var alligevel to-tre dage uden mad. Så hun var sulten. Tatia var ligeglad med måden hun spiste på, lidt dyrisk natur havde man vel. At kunne tage noget vand bagefter og slukke tørsten var fantastisk. Slippe for frygten om, at der måske kom nogle fremmede ind af døren. Hvis det gjorde, var det ikke fremmede. Dog forventede hun ikke at Niylah opsøgte hende før at Tatia selv ønskede det.

" He's probably more worried than you. As soon as he know that you're back - I bet he'll come running. " sagde han så lidt med et lille smil før han lagde sig lidt bedre til rette igen. Ikke at der var mange måder man kunne ligge på som var fantastiske eftersom kroppen ikke helt ville give slip på den stress der havde gemt sig derinde de sidste dage. Et kort lille grin kom fra ham før han trak lidt på den ene skulder. De var nok lige gode om at være hardcore - men det betød ikke at Razor ikke var hvert fald bare en smule imponeret.
Razor skulle lige til at svare på hendes spørgsmål, men droppede det da han var helt igennem enig med hendes idé om at vente med at tale til de var mere udhvilet. Et lille smil bredte sig over hans læber og han lukkede kort øjnene et øjeblik. Dog åbnede han dem et øjeblik efter og lod blikket hvile mod Tatia et øjeblik. " and by the way.. you look beautiful " mumlede han så lidt, før han igen lod øjnene glide i. Razor havde da godt bemærket at det måske bekymrede Tatia en smule med hvordan hun så ud lige pt - en gennem tæsket krop var sjældent noget folk synes om. Men det var ikke noget at ligge tanke i. Hun var jo stadig smuk og det synes Razor hun skulle vide.

Razor satte pris på søvnen og han udnyttede hvert et sekund af den. Det var først da hans næse opfangede duften af mad at han stille fik øjne. Han skævede kort lidt rundt i rummet før han strakte sig lidt. Han var ikke fuld af energi - men slet ikke nær så træt som han ellers havde været og han tænkte at ligeså snart at der var kommet mad indenbords ville han være næsten så god som ny. " Smells so good.. " mumlede han med et lille grin før han rettede blikket mod kilden til den dejlige duft. Han skubbede sig op at sidde før han uden videre snuppede tallerkenen som stod klar til ham. Han stoppede dog sig selv inden han skulle til at tage en bid - og tog i stedet noget at drikke. Det var måske en god idé lige at få noget drikkelse indenbords først.
Han skævede kort lidt mod Tatia med et lille smil før han selv begyndte at spise. Kød var hans livret - men aldrig havde det smagt så godt. Han skulle anstrenge sig for ikke bare at sluge det i et stykke. Han slikkede sig kort om munden og holdt en kort pause i sit spiseri. Det der med ondt i maven på grund af hurtig spisning var ikke planen og det ville meget hurtigt ende sådan hvis han ikke tog den med ro. Men sulten havde gemt sig og var kommet som en tidevandsbølge ind over ved synet af mad.

" Do you think they'll stop looking? " spurgte han så lidt og rettede blikket lidt mod Tatia og lod hovedet glide en smule på skrå. Ikke at han frygtede at de var efter dem, men det var vel meget rart at vide om man skulle være på vagt. Hvilket man vel i sidste ende skulle. Og når han tænkte over det havde folkene fra det sted der en god grund til at de gerne så Tatia og Razor enten tilbage i deres varetægt eller med kugle i panden. De vidste en masse de ikke burde og de havde slået en masse ihjel - hvilket var en ulovlig ting. Ikke at formålet med deres lege var specielt meget mere lovligt - men det havde nok ingen betydning i sidste ende.
" I have to get back soon. " mumlede han så lidt før han færdig gjorde sin mad. Han havde slet ikke skulle være ude til at begynde med. Det var typisk at der altid skete et eller andet uventet når han sneg sig ud - men ikke noget som ville få ham ud i så store problemer som han helt sikkert var i når han engang vendte tilbage. " Will I see you again? Can I visit? Imean.. if I'm ever allowed out again.. or maybe. Hmm - do you ever find yourself in Doomsville? " spurgte han så og smilet om hans læber voksede. Han havde sådan set ikke lyst til at smutte med tanken om at så var sidste gang han havde set Tatia. Hun havde alligevel fået sneget sig under huden på ham og sådanne folk slap ikke lige af med en som Razor lige med det samme.

Razor havde sikkert ret.  Han ville snart være tilbage og så ville hun snart kunne føle sig sikker i hans arme igen. Tatia havde brugt al sin energi på at komme tilbage til ham, og det at han ikke var der. Var underligt for hende. Et smil bredte sig svagt på hendes læber. Da han sagde han synes hun så smuk ud. Det var alligevel rart med nogle positive ord. Så det var noget hun satte pris på.  
Tatia var glad for selskabet da Razor tog en tallerken. Det var fantastisk endelig at få fyldt maven op. Det smagte bedre end nogensinde før. Sikkert fordi, at hun havde været så sulten.
"It's so good." Sagde hun og tog endnu en bid.
Så kom spørgsmålet. Ville de stoppe med at kigge efter dem? Det satte hendes hjerne i gang. Hvis de var så dumme ikke at give op på dem, så havde de måske noget at frygte. De ville nok ikke stoppe i at finde andre. Måske burde hun tage hen og slagte den en dag? Så stoppede de da i  det mindste. Det var i hvert fald noget hun skulle tage op til overvejelse. Specielt hvis at andre fra hendes flok kunne risikere at blive taget.
"I don't know. I hope not. But that is the beauty of it isn't it? The great mystery." Svarede hun og trak let på den ene skulder. Hvis de skulle støde ind i dem igen, så havde hun i det mindste noget fært af dem. Alt det blod hun havde været tildækket i havde også været noget af deres. Så færten havde siddet der.

Tatia løftede let på et øjenbryn da han nævnte at han snart skulle være tilbage. Let sank hun en klump.  På den ene side ønskede hun, at han faktisk bare kunne blive her. Så var der da en som forstod hændelsen. En som hun kunne snakke med det om uden at føle, at hun skulle beskyttes imod den onde verden.  Medlidenhed fra folk der ikke forstod situationen var det sidste hun havde brug for. Da han spurgte hende flyttede hun de blågrønne øjne over på ham.
"You can visit me as much as you want too." Startede hun ud. Hun vidste Niylah ville acceptere hans besøg, hvis at det var for Tatias bedste. Hun regnede ikke med at Wade skulle føle sig truet af Razor. Og hun vil ikke give ham lov til at gøre Razor noget.
"Doomsville?" Hun så eftertænksom ud. Hun kom trods alt ikke så tit ud af skoven. Det var længe siden hun overhovedet havde været i byen.
"I could try one day. But I'm not the biggest city person. The woods are more my playground." Sagde hun ærligt. Dog ville hun ikke udelukke muligheden for at hun nok godt kunne besøge byen en dag. Efterhånden var hun ret eventyrlysten.
"But allowed? You know that you have control over your own fate right?" Spurgte hun lidt bekymret. Storesøster genet tog over hende igen. Tatia havde da hørt om slaveri. Ikke noget hun havde oplevet udover, den hændelse her. Hvis det kunne blandes sammen. Hun brød sig ikke om, hvis at Razor ikke havde det godt når han engang tog hjem. Hun ønskede at han skulle tage hjem til gode omgivelser og bare være glad. Han fortjente at være glad!

"But just come to me whenever you want. I will always be here If you need me." Sagde hun oprigtigt og sendte ham et varmt smil. Utroligt, hvor stærkt hendes bånd til Razor var blevet. Tatia ville nok godt besøge ham, men hvis hun fandt ud af, at han ikke havde det godt, hvor han boede. Så ville hun nok miste kontrol over sin ulv, hvis det gjorde hende vred. Det ville blive underligt uden Razor, en uge var langtid sammen alligevel når det var liv eller død. Oplevelsen havde lagt mærker i hende, og hvordan hun ville håndtere dem alene var et godt spørgsmål. Hun havde aldrig været god til at håndtere svære situationer med at spørge om hjælp, hun isolerede sig altid i stedet for. Sådan var det blot lettest for hende. Og dog det som gjorde mest ondt. Tatia sank let en klump.
"But I really don't like that you need to go. Not If you not okay... You deserve to be happy." Tatia sendte ham et skævt smil og sendte ham et nik.
"Thing might be a bit boring, I guess someday we need to go on another adventure.. maybe not one as big, but stille an adventure." Tilbød hun og blinkede kort drillende til ham. Det virkede bedre at tilbyde det, det virkede som en aftale. En aftale så de havde planlagt at mødes uden at give en dag.

" You're probably right " sagde han så lidt med et lille grin. Der var vel egentlig en dejlig spænding i sådan ikke at vide om man blev forfulgt eller ej. Om ikke andet ville der være energi nok til at gøre det af med et par idioter mere hvis det endelig skulle være. Razor følte sig hvert fald allerede meget bedre tilpas med masser af søvn og nu også mad i maven. Ikke at han var mæt mæt - men det var han på den anden side aldrig. Hans mave havde en tendens til at være et bundløst hul.

" Wait what? You're not a city person? why is that? The city is fun! There's no limit on things you can do. The only bad thing is the smell.. Sometime it sticks so bad that passing out is the only option for survival! " sagde han så lidt med et lille grin før han rystede lidt på hovedet. Razor elskede byen, der var så mange ting man kunne finde på, altid mærkelige folk og væsner man kunne gøre livet surt for. Han havde selv tilbragt en uendelig masse tid på at jagte rotter eller hænge fugle til pynt på husmure. " The birds are alot harder to catch in the forrest. Probably because they know that they're suppose be scared when someone comes to grab them.. City birds never really gives you much attetion.. I tried catching doves once, but.. well, I sucked at it - I slipped and fell from the roof and broke my arm. " sagde han så lidt med et halv skævt smil om læberne før han kort skævede mod den arm som han brækkede den gang. Det var ikke fordi det havde gjort ondt men han var blevet overrasket over hvor langt der var at falde og at han faktisk overhovedet var faldet. Det skete ikke så tit.

" Well.. I know but.. then again, not really.. " sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule. Han havde vel princippet selv kontrollen over hvor han var og hvor han ikke var og hvem han var sammen med og ikke. " I gave him the control.. " sagde han så lidt med et lille smil. Razor havde selv valgt at blive ved sin herre, også selvom han i sidste ende sikkert helst ville have sin frihed. Men der var alligevel noget ved at have en herre han fandt spændende - om det så var det at få en smule kontrol i sit liv eller det sjove i at se folk kontrollere ham der trak mest - det vidste han ikke. Han vidste kun at han synes om det.

" I'll visit you aaaaaaaall the time! As long as you want me too " sagde han så med et grin. Razor havde stukket af før - han kunne gøre det igen og gjorde det gerne for at se Tatia igen. Medmindre selvfølgelig han fra nu af var tvunget til at ende sine dage i et bur - hvilket han ikke håbede på for så var det svært at snige sig ud i ny og næ.
Han kunne ikke helt lade være med at smile af det Tatia sagde. " Don't worry! I'm fint.. and always happy. I'm not really that breakable " sagde han så lidt med en rysten på hovedet. Han havde end ikke oplevet at nogen virkelig havde fået ham ned med nakken - han havde en tendens til at vende det hele til sjov. Dog varmede det alligevel lidt rart indvendigt at hun bekymrede sig.
" We'll go on a big adventure! But on our terms. You know, climb a moutain and jump in a big river! Scare the shit out of hunters in woods. " sagde han så bare lidt med et smil om læben. Han snuppede sin drikkelse og fik drukket det sidste. Razor var hvert fald klar på hvad som helst, måske ikke hvad de lige havde været udsat for - men en eller anden form for eventyr var det var Tatia og Razor selv der bestemte hvordan tingene skulle foregå. Ingen tvungne kampe og evig flugt i udmattet tilstand. Nej - det skulle være noget helt andet.

Hendes respons på hans reaktion om at hun ikke var et bymenneske spejlede sig i hans grin, og et grin forlod snart hendes læber også.  Det var virkelig fantastisk, at kunne sidde og have en normal samtale uden at frygte for sit liv på samme tid. Tatia vidste at sådanne personer som havde fanget dem ikke ville stoppe med det samme, men hvorfor bekymre Razor med det. De holdt nok mest til i skoven alligevel og hun havde planer om at få ram på dem.  Når hun altså engang havde det bedre.
"I was born in Firewood Village. My mom died when I was 4 and my dad was killed when I was 9. After that I ran into the forest. I have lived a few places.. But this is the only place I ever felt like I could be myself. Or that was after I met Wade." Bare tanken om Wade fik et helt forelsket smil frem på hendes læber. Det var rart for hende at tænke på, at Wade havde sådan en stor indpak på hende. Det var tydeligt at hendes følelser for Wade var noget der betød meget for hende. "But yeah. I should try it one day.  Then again I never really liked birds that much. I like the challenge in the woods. " Sagde hun så lidt efter med et drillende smil.  Hun nød uden tvivl Razors selskab. Selvom hun desværre også vidste, at det nok snart ville blive enden for denne gang.

Hun forstod ikke, hvordan man kunne give nogle kontrol over sit liv. Over sine handlinger. For Tatia var frihed alt. Og hun ville kæmpe for at beholde den.
"Well, If you ever should need someone to help you break free. You know where you can find me." Sagde hun så og sendte ham et smil. At give ham en lektion om, hvad der var rigtigt og forkert i følge hende - ville blot ende med en diskussion som hun i sidste ende ikke ønskede.  For hun havde lige set hvad Razor var i stand til. Hun var egentlig ikke i tvivl om, at han kunne komme fri fra de problemer, hvis han ønskede. Og det var vidst ikke lige nu det han ønskede. Folk var forskellige der. Selv kunne hun ikke finde på det, men det var jo også bare hende. "Just take care of yourself. I have come to like you, don't make me regret that." Sagde hun så og sendte ham et smil.

"Oh I want you to visit all the time. Please do!" Sagde hun og lod sin latter flyde ud i rummet. Det var rart at snakke med Razor. Virkelig rart. Hun smilte skævt.
"Still. I just want you to be free and be able to do whatever you want to do in this life. " Svarede hun så. Hun var heller ikke ligefrem den letteste at knække. Selvfølgelig placerede noget sig tungere på hendes skuldre end andet, og hun skulle bruge tid på at tilpasse det til sig, men det lykkedes hende altid i sidste ende. Smerte havde hun altid haft let ved at tilpasse sig. Fra hendes forældres død, til tiden alene. Drabet på den første person hun lukkede ind. Drab fulgte hende. Hendes stædighed og indre ild havde altid holdt hende varm på det næste verden havde at smide i hovedet på hende. Han havde vel fundet sig en metode at tilpasse det ligesom hende. Bare en anderledes end hendes.  Ikke at det nødvendigvis var sundere, hendes måde var ikke sund overhovedet. At gemme det i sig selv i stedet for at få det ud. Hendes vrede havde altid været der igennem hendes liv. Dog blev den voldsommere des mere brænde der blev smidt på den.  

Hendes smil blomstrede atter da han snakkede om deres næste eventyr. På deres vilkår. Det kunne hun lide. Ingen tortur. Ingen tæsk til dem. For ærligtalt så vidste hun, at hendes krop ville sætte pris på en pause. Og gerne en lang en! Tatia nikkede let.
"Our terms sounds like a plan! I'm in! I sure sounds like fun!" Det lød som en vidunderlige oplevelse. Hun havde altid været eventyrlysten, men det var ikke ligefrem fordi, at hun havde haft styr nok på  sit liv til at kunne gå på disse eventyrer. Jo som barn da hun gik rundt i skoven alene til hun fandt Blake? Før det. Så var det et helt eventyr for hende bare at gennemleve dagen. Overlevelse var hendes speciale, men det havde Razor vidst også fundet ud af.
"I can show you the place If you want too? We have much space the houses and the training area.. And when you need to go.. I can walk you out.. So I'm not sure some of my wolves take you back with them." Tilbød hun. De ville nok kigge underligt på hende, så gennembanket som hun så ud, men hvis hun virkede stabil. Så tog de vel ikke så meget på det.  Hun var i live, og hun kunne gå. Der var intet der. Tatia vidste flokken respekterede hende. De ville mere være imponerede over hendes evne til at holde sig oppe end bekymrede for hendes velvære.

Razor lyttede nysgerrigt til hvad Tatia fortalte og pludselig gav det en smule mere mening hvorfor hun hellere ville opholde sig i skoven. Men det var vel typisk, det sted man var vokset op var det sted man følte sig mest hjemme - i trygge rammer. Også selvom dele af skoven åbenbart slet ikke var så tryg som man lige regnede med. Razor kendte selv mest til byen, ikke at han kendte meget til den men det var hvor han altid havde boet. At han så havde været låst inde 80 procent af sin levetid og af den grund var en smule uviden på verden omkring ham, gjorde sikkert at han fandt alle steder enormt spændende.
" Tell me about your Wade guy. Explain how it feels when you're thinking about him.. " sagde han så lidt med et lille smil om læben. Razor kunne tydeligt se på Tatia at der foregik ting i hendes krop når hun talte om ham. Men han kendte ikke selv til sådanne følelser så hvis hun kunne fortælle en smule. Det var en anden følelse end de følelser Razor fremprovokerede i folk til hver dag. Frygt, angst, vrede og sorg - det var dem han kendte bedst til - ikke på sig selv, men på alle andre som han indtil nu havde nyt at gøre livet surt for, i mange tilfælde gøre livet forbi for.

" He would probably just eat me, if I tried to break free. " sagde han så bare lidt med et lille grin. Han kunne sagtes mistænke Jack for at være sådan en som bare lige sippede en sjæl hvis han ikke længere fandt personen interessant eller ikke havde brug for dem mere. Og da især hvis man pludselig var på tværs. Ikke at han havde gjort det endnu og Razor havde egentlig ikke været meget andet end på tværs, men på den anden side gav han hvad han ville have så det var måske i sidste ende godt nok. Han lod hovedet glide lidt på skrå før han overvejede det lidt. " Take care of myself? You'll have to explain that - does that invovle, not doing dangerous things? because.. that is key to survival. I think I might be a adrenalin junkie. " sagde han så og holdt et grin tilbage, men kunne ikke holde sit smil tilbage. Han havde da ikke lyst til at Tatia skulle fortryde noget som helst - men han kunne på den anden side heller ikke give slip på sit liv og hans liv var mere eller mindre en konstant stræben efter alt farligt.

" Well then, it's settled. You're stuck with me for ever! " sagde han så og sendte hende et smil. Godt nok var han slave og burde egentlig ikke rende rundt hvor han ville - men det betød ikke at det var noget han gjorde. Der fandtes ingen regler i Razors tankespor og han havde ikke tænkt sig at sætte en seddel op med nogle lige foreløbig. Bortset selvfølgelig fra at man ikke måtte gøre Tatia noget. Det var en regel alle skulle følge. Og hvis man gjorde kunne Razor med sikkerhed garantere at man ville fortryde det. Tanken fik et smil frem om hans læber - det var nu alligevel lidt rart at føle man burde beskytte en. Underligt, men rart.
Han rettede sig kort lidt op før han skævede rundt i rummet, et øjeblik fløj hans tanker endnu engang rundt i mulige eventyr de kunne komme ud på det. Det kunne kun blive sjovt og spændende. Der var dog noget i ham som bad ham droppe tankerne, ligge dem lidt på standby, sikkert fordi hans krop stadig ikke helt var klar nok til allerede at tage afsted ud og opfange en hær af nye indtryk. Den trængte vidst til ro. Det havde den vidst gjort hele hans liv - men nu var glasset ved at være fyldt og den var mere overtalende end nogensinde før. " We'll figure it out, soon.. we need adventures in our lives. Maybe just not, in the next couple of days " sagde han så lidt med et lille grin og pillede kort lidt ved sine fingre før hans opmærksomhed fløj tilbage på Tatia.
" Yes! Ofcourse! Show me! I would love to see the place! " sagde han hurtigt med et begejstret udtryk. En rolig gå tur ville sikkert heller ikke skade dem. " Oh.. and I think I can find my way back myself - I just need a ummhg.. someone to point out the right direction " sagde han så lidt med et smil før. Han tænkte at han sagtens kunne finde vej hjem så længe han vidste hvilken retning han skulle gå i, desuden havde han sin næse som var kommet til liv igen og den ville hurtigt spore sig ind på noget han kendte. Han hurtigt kom på benene. Uden at blive svimmel eller noget - det var en rar følelse. Han ville meget gerne se hvordan Tatia boede. Hvad han forventede vidste han ikke helt og han måtte indrømme at han faktisk havde glemt hvad han havde set af stedet da de ankom - det var blevet opslugt af udmattelse. Så det ville være helt nyt at komme ud igen. Men han mistænke det ikke for at være et skidt sted. Tatia var ikke en skidt person, tværtimod.

At fortælle, hvordan hun havde det omkring Wade. Det var næsten ligesom at skulle beskrive, hvordan vand smagte, men hun ville give det et forsøg.  Hendes smil når hun tænkte på ham kunne ikke falde, specielt ikke når det var positiv snak.
"I feel safe. I know I can always count on him. I feel amazing around him, like everything is possible.  He knows me better than anyone else. I will do anything for him really. Everything I want is for him to be happy. It's weird sometimes, that one person can put his arms around you.. and then you feel like you are home. He is my home. I love him so much." Fortalte hun. Den lette røde glød i hendes kinder var næsten usynlig på grund af de blå mærker, men hendes øjne og hendes smil talte for sig selv.  "He makes my very happy. I can't imagne a life without him." Tilføjede hun med et stort smil på læberne. Det var egentlig utroligt, hvor stor betydning en enkel person havde. Wade var hendes liv. Bar nøglen til hendes hjerte. Følelsen var så svær at beskrive. Der var ingen simpel beskrivelse.
"But really it's hard to explain the feeling. It's amazing that is all I can say."

Hun hævede let på det ene bryn da han sagde, at han ville blive spist, hvis han prøvede.
"Well. You are here now. If you really wanted to break free. I know you could.. If that was what you wanted.. If he tries to kill you, I will kill him." Tatia rynkede kort på næsen men var oprigtig i sine ord. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Like I don't want to find your dead somewhere. " Pointerede hun og rodede let i hans hår.  "I don't want you to change who you are. I want you to think about what amazing adventures you can find. Without dying." Tilføjede hun og blinkede kort med det ene øje.
Hun hang på ham nu.

"I can live with that." Svarede hun ham med et varmt smil. Razor havde en stor betydning for hende nu. Det skulle han også leve med. Hun ønskede ikke at høre han var død. Hun ønskede ham det bedste i verden. Og hun vil komme efter alle dem som nægtede ham det! Hun nikkede til ham fordi hun var enig da han snakkede om de nok skulle vente i lidt tid.
"Sounds like a plan. I don't think Niylah my alpha will let me go on any adventures in a time.. or till my skin is not purple and blue." Hun skar en lille grimasse af det.  "Wade too. When he gets home. But I think I need rest too. My body really needs a break." Lo hun let og sendte Razor et skævt smil. Han forstod jo, hvor meget hun havde presset sig selv for at komme her til. Sårerne var healet sammen og der var ingen synlige ar. De sad indeni.

Tatia rejste sig op da han gerne ville ud og gå en tur.
"Then come with me." Sagde hun indbydende til at han kunne gå med hende ud i en friske luft. Hun gik hen til døren og åbnede den. Lyden af børnelatter var dejlig for hendes øre. Væk fra lyden at lemmer der blev flået fra hinanden, væk fra skrig og lyd af pinsel. Så trådte hun ud. Hun løftede armen op for at pege imod, Niylahs bygning.
"Niylah lives there." Sagde hun. "But we won't talk to her now.  Maybe another time." Tilføjede hun med et skævt smil. Som de gik afsted imellem de små huse, kiggede folk let på dem. Ingen virkede truende, nærmere bekymrede og andre bar lidt mere respekt. Så kom de til træningspladsen. Heldigt for dem at nogle var igang med træning, så kunne Razor se, hvor en del af hendes erfaring kom fra.  Der var ulve i deres ulveskikkelse som sloges. Nogle kæmpede med våben og andre uden. Deres træning var hård. Det var ikke børnene som trænede, dem med mere erfaring gjorde. Peter kom hen til hende.
"You look like trash?" Spurgte han med et skævt smil.
"Yeah, I think I will cut training the next couple of days." Tatia rynkede let på næsen.
"Sounds like a plan, take your time. But please tell Wade, that It wasn't me that beat you up. Last time he kicked my ass." Tatia kunne ikke lade hver med at grine.
"Well. I promise. Go back to teach. I'm showing my new friend our place." Peter nikkede anerkendende til Razor. Folk ændrede sig med årerne. Hun var ikke længere fjender med Peter. Heller ikke perlevenner, men de respekterede hinanden.  
"This is my playground."

Han forstod slet ikke følelserne bag hvad Tatia sagde, men hun fik det til at lyde helt fantastisk - dog var det eneste Razor kunne kople sammen med fantastisk, følelsen af at slå ihjel. Han elskede at se folks ansigter stille dø hen og livet sive ud dem som blodet fra et åbent sår. Det var hvert fald de tidspunkter han havde oplevet at fyldt med den mest behagelige følelse. Om der fandtes andre følelser der mindede om den vidste han ikke - men det gav ikke helt mening at være tæt med en person kunne give noget der mindede om følelsen af at tage et liv, eller et lidende udtryk. Det var sikkert også tydeligt at læse i Razors ansigt at han forsøgte at få prikkerne til at passe, men at der ikke ligefrem var meget håb for at han kunne spore sig ind på hvad det helt præcis var Tatia gav udtryk for. Han endte i sidste ende bare med at slå det over i at folk havde forskellige ting der gjorde dem glade og gav dem en fantastisk følelse.
" Just thinking about him makes you happy. You look happy " sagde han så lidt med et lille grin. Der var ingen tvivl, Tatia havde det nærmest skrevet med store bogstaver ud over sig. " I get that feeling when someone takes their last breath.. " sagde han så lidt og lod kort blikket hvile ud i ingenting mens smilet om hans læber voksede en smule. " the sound of a suffering voice, begging for the pain to stop. " tilføjede han så lidt. Der gik et par sekunder før hans blik fandt sin vej tilbage til Tatia.

" Thats because I got bored. Being locked up in a big house can be quite boring. But I don't hate being there. It's exciting when I'm not alone. And I think I need that " sagde han så lidt efter kort at have tænkt en smule over det. Det var vel i princippet det han søgte ved faktisk at være slave - udfordringer. Dominans. Dog gik det stille op for ham at han måske også ville kunne finde det uden at være slave - bare ved at eksistere. Det ville sikkert ende i at han sad bag tremmer - hvilket han heller ikke havde lyst til. Der var en masse ting der talte for, men også en masse ting der talte imod hans liv som slave. Indtil videre var det det han var og sådan måtte det blive ved med at være, hvert fald lidt endnu.
" Don't worry, I'm not planning on dying anytime soon. Even though the thought of dead fascinates me life still sounds more tempting. " sagde han så med et lille grin. Men fik så et øjeblik et lidt mere alvorligt udtryk. " Besides, now I have you. I can't just leave life knowing you could still be in danger. The bad guys are still out there. We have to make them regret what they're doing " sagde han så og sendte hende et smil. " After resting ofcourse. " han nikkede kort en enkelt gang. Ingen tvivl om at der var brug for en længere pause fra vilde eventyr som kunne have døden til følge hvis man var i et udmattet stadie. Det skulle ingen af dem nyde noget af. Razor kunne lige overskue det eventyr han skulle på når han skulle hjem - men der var i princippet ikke så langt så han så det ikke som den vilde udfordring. Han ville sikkert glemme tiden som han plejede når han rendte rundt i sin egen verden.

Razor var hurtigt med Tatia ude af døren og fulgte med hende omkring i stedet - hvad de så end kaldte det. Territorium? Område? Han var lidt i tvivl, men det betød jo sådan set ikke det store. Det var Tatias hjem og sådan ville det nok ende med at blive kaldt i Razors hoved. Han lod blikket glide rundt mens de gik afsted og lyttede til hvad Tatia fortalte. Han havde som sædvanligt et stort smil om læberne - fik han øjenkontakt med nogen gjorde han som han altid havde gjort - vinkede som havde man kendt hinanden i evigheder. Han var ikke genert. Dog var han mest opmærksom på hvad Tatia viste - han synes det hele var spændende. Forsøgte at forestille sig hvordan det måtte være at bo sådan et sted. Det var ligesom et helt lille samfund for sig selv i dejlige omgivelser.

Hans blik slugte alle bevægelser af dem der kæmpede på træningspladsen og hans ansigt fortalte det hele, hvor interesseret han var i det. Fascineret og fuldstændig opslugt. " This is amazing.. " mumlede han stille, nok mest til sig selv. Han bed sig kort i læben for at kunne kontrollere sit smil en smule men det vendte tilbage kort efter igen. Han ænsede næsten ikke personen der var trådt hen til dem, eller Tatia for den sags skyld.
Han fik dog rystet sig ud af sin trance og rettede blikket mod manden foran dem. " Bet you're the one to kick his ass next time.. " sagde Razor så bare med et lille grin og rettede kort blikket mod Tatia. Af hvad han havde fået ind af deres samtale lød det som om at der engang havde været noget med at hun havde fået tæsk.
" This is the greatest playground ever! Seriously.. But.. you don't ever kill in training? You have to kill to know how to kill right? Or how do you know that you can do it when you really need to? " Han lagde hovedet på skrå og lod blikket hvile lidt mod Tatia, før det smuttede tilbage mod dem som trænede. Det var en anderledes form for træning end den han selv havde fået. Han var blevet kastet ud i det, så galt det om at overleve. Evnerne måtte man få undervejs hvis man levede så længe.
" Is everyone here shapeshifters? I mean, does everyone turn into wolves? " spurgte han så alligevel lige nysgerrigt med et lille smil om læben.

Tatia kunne se, at han ikke havde samme forståelse for det som hende.  Hun nikkede da han pointerede at tænke på ham gjorde hende glad.
"Very much. I am happy." Svarede hun og sendte ham et strålende smil.  Så lyttede hun til det næste han sagde til hende. Det gjorde de blågrønne øjne en anelse skarpe. Hun virkede dog ikke ligefrem til at reagere negativt, for hun kunne skjule overraskelsen lidt. Og alligevel overraskede det hende ikke. Den måde han havde reageret på arenaen da de prøvede at slå ham ihjel. Den måde han generelt håndterede situationer på. Vendte det om til det bedste lige meget hvor sort det så ud. Det var vel en form for selvforsvarsmekanisme? Eller var det. Tatia nikkede dog til ham.
"We all have our things." Var hendes respons på det imens hun sendte ham et smil. Tatia vidste, at selv de mest voldsomme væsner kunne have en blid side. Nogle af dem i hvert fald. De idioter de havde efter ladt i live havde vidst ingen form for kærlighed.

Et skævt smil bredte sig på hendes læber.
"Being alone isn't really that fun. I don't really like being alone either.. sometimes it's nice.. but most of the time I want to talk to someone. " Hun snakkede egentlig aldrig om at hun hadede at være alene. For hun havde været så meget van til det, at man vel skulle tro, at hun fortrak det for det meste, men det gjorde hun ikke. Alene var ensomhed, og ensomhed var tanker der fik frit spil. Det var hvad hun mindst ønskede efter denne oplevelse, at være alene. Hendes tanker var farlige sommetider. Men Wade kunne jage de tanker bort med et enkelt øjekast eller blot ved indånding af hans fært i hendes nær hver. Hun håbede at han kom tilbage snart, men han skulle selvfølgelig også have lov til at fortage sig, hvad nu end han fortog sig.
"Life is much more fun. Yeah you can't leave me with those people in the woods. Maybe we need to go back and kick their sorry little asses one day." Det skæve smil blev større. De havde vidst begge brug for pause. Lige til at få trukket vejret før noget nyt skulle ske i deres liv.

Træningspladsen havde altid den her stemning. De var hårdtarbejdende. Det var forventet at alle kunne forsvare flokken om nødvendigt. Så at alle kunne forsvare flokken var et most. Det var altid noget Jesper og Peter kunne overtage træningen når hverken hende selv, Wade eller Niylah havde tid. Raksha var der i det mindste til at styrer tropperne.
Da Razor nævnte det omkring, at hun nok skulle sparke Peters røv næste gang kunne hun intet end at grine lidt. Hun rynkede kort på næsen.
"Sometimes I let him. Just because it keeps him feel like he has some control. He always end up saying sorry. Either because Wade just want to 'show' him some tricks or because he realize I let him win. The first one is the most fun. Because few years ago Peter and Jesper was the bad guys. They always wanted to fight me. And I wasn't that strong back then. So I really got my ass kicked back then. But what doesn't kill you makes you stronger. Fighting is the key."  Sagde hun så med et smil.

Det næste spørgsmål tænkte hun lidt over inden hun svarede.
"We don't kill our own. We have a big hunt every month. We take some people from prison and make a big hunt. Other than that we only kill when we have to. Like in the arena normally I don't kill so much. Or so many in a few days. I only kill hunters." Sagde hun og kiggede ud på træningsbanen. Det var alligevel anderledes i forhold til at han havde fortalt, at han nød at slå ihjel. Hun var helt modsat der.  Sådan var folk.
"Everyone is a shapeshifter. Or almost. We have one human girl. And one shapeshifter who can shift into a panther. But the rest of us is wolves. Dire wolves or normal wolves. It's pretty amazing." Fortalte hun med et stort smil.
"I was thinking.. you are half shapeshifter. Can you shift into an animal or is that impossible for you?" Spurgte hun nysgerrigt. Han var halv shapeshifter. Måske havde han bare en anderledes form for evnen som da han kravlede ned af væggen i stedet for at springe som hende. Tatia lavede et nik til de kunne gå videre. Skoven var stor og det var egentlig på vej ud af territoriet, hvis man fortsatte. Men hun ville ikke lade ham gå derfra alene.  Eller jo det kunne hun godt, men hun ville ikke der var forskellen.
"Razor?" Spurgte hun og stoppede op. Let forsigtigt sank hun en klump. "I.. I just want to say thank you." Sagde hun så. Så svang hun armene omkring ham. Det var ikke sikkert at han var van til det, men hun gjorde det alligevel. Det var hendes bedre måde at vise sin taknemlighed.
"Thank you for not leaving me. You could have left me alone to die. But you didn't." Sagde hun og trak sig lidt efter tilbage.
"I'm sorry that you have to go home. I wish you could stay a little longer. But I also know in my heart that I will see you again."