ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164971 indlæg i 8752 emner
I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
Side 1 af 2
Side 1 af 2 • 1, 2 
I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Fre 17 Mar 2017 - 16:48
Sted: Ramsays gamle hytte
Tid: Nutid, dato ikke helt fastlagt endnu (Vil dog sætte den rigtige tid ind hæ)
Tidspunkt: Dag, nok omkring middag.
Vejr: Svag solskin men det trækker mod at blive skyet.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Lidt mindre stylish og mere snavset)
Emne tilegnet: Skønne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Tid: Nutid, dato ikke helt fastlagt endnu (Vil dog sætte den rigtige tid ind hæ)
Tidspunkt: Dag, nok omkring middag.
Vejr: Svag solskin men det trækker mod at blive skyet.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Lidt mindre stylish og mere snavset)
Emne tilegnet: Skønne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Hun kunne ikke engang huske hvad det var hun lavede da hun hørte det første bump. Det tog hendes opmærksomhed og hun kiggede forvirret rundt mens hun prøvede at tyde hvad det var. Hendes første umiddelbare tanke lå i at Wade havde tabt et eller andet. Det gav mest mening, medmindre der var nogen der havde brudt ind? Det var ikke sandsynligt, denne hytte lå så gemt at den ikke lige bare var til at finde. Hun vendte opmærksomheden mod den lille bog i hendes hånd som hun vendte tilbage til at læse. Hun var ikke den bedste læser, så læsning var noget der krævede stor koncentration og tålmodighed.
Endnu et bump lød. Hun klappede bogen sammen og rejste sig inden hun rettede på sit tøj. ”That isn’t Wade.” sagde Lucy i hendes baghoved, Lucile drejede sig væk fra bordet inden hun forsigtigt gik hen til døren. Hun satte forsigtigt øret mod døren og lyttede – Intet. Så åbnede hun døren og gik derud. Havde der været nogen, havde hendes sanser samlet op på det. Ikke også? Hun begyndte lidt at tvivle på sig selv. Måske havde hun været for svag i optrækket med hensyn til at vedligeholde sine bloddæmons sanser.
Hun stod i sine egne tanker og opdagede ikke manden der pludselig havde sneget sig op bag hende. Han greb fat i hendes arme og et sæt gik igennem hende. Hun drejede hovedet inden hun så bare hvæste af ham og vristede sig fri fra hans greb. ”Who the hell are you? Get out of my house.” advarede hun ham men han begyndte bare at grine. Hun løftede forvirret på det ene øjenbryn da hun ikke forstod noget af det der skete lige nu. Var det? ”Ramsay sends his regards..” afklarede manden og pludselig fik Lucile et skræmt udtryk i ansigtet. Det kunne ikke passe... Det var ikke tid endnu. Nej, det var slet ikke tid endnu! ”No. Nono...no..” begyndte hun at stamme.
Han nærmede sig hende men hun vendte sig og greb ud efter hoveddøren. Han greb fat i hendes skulder og trak hende tilbage, men hun nægtede at slippe håndtaget. Han begyndte at ruske i hende, greb fat om hendes anden skulder før han flåede hende væk fra døren. Hun faldt ned på gulvet bag ham, nu var manden mellem hende og den eneste udgang. Hun kravlede tilbage indtil hendes ryg stødte imod væggen. ”Oh little girl don’t look so scared. You knew this was going to happen. After all, you’re his greatest work..” sagde manden i en sørgmodig tone selvom det var en tydelig fornærmelse.
En tåre trillede ned af hendes kind som hun spændte i kæben af vrede. Han rakte ud efter hende men hun langede ud efter ham, hendes lange negle borede sig ind i hans hud som skarpe kroge. Blodet løb ned af hendes hånd og dryppede på gulvet. Han vrissede og trak så i hendes arm inden han smækkede hende en hårdt over ansigtet. ”You’ll regret that, girl!” hvæste han af hende inden han begyndte at trække. Hun mærkede hvordan gulvet kæmpede mod hendes ben, splinter trængte ind under tøjet og borede sig ind i hendes ben. Hun bed sig i læben af smerten og på trods af at hendes hoved var svimmelt over slaget, nægtede hun at give op med at kæmpe imod.
Endnu et bump lød. Hun klappede bogen sammen og rejste sig inden hun rettede på sit tøj. ”That isn’t Wade.” sagde Lucy i hendes baghoved, Lucile drejede sig væk fra bordet inden hun forsigtigt gik hen til døren. Hun satte forsigtigt øret mod døren og lyttede – Intet. Så åbnede hun døren og gik derud. Havde der været nogen, havde hendes sanser samlet op på det. Ikke også? Hun begyndte lidt at tvivle på sig selv. Måske havde hun været for svag i optrækket med hensyn til at vedligeholde sine bloddæmons sanser.
Hun stod i sine egne tanker og opdagede ikke manden der pludselig havde sneget sig op bag hende. Han greb fat i hendes arme og et sæt gik igennem hende. Hun drejede hovedet inden hun så bare hvæste af ham og vristede sig fri fra hans greb. ”Who the hell are you? Get out of my house.” advarede hun ham men han begyndte bare at grine. Hun løftede forvirret på det ene øjenbryn da hun ikke forstod noget af det der skete lige nu. Var det? ”Ramsay sends his regards..” afklarede manden og pludselig fik Lucile et skræmt udtryk i ansigtet. Det kunne ikke passe... Det var ikke tid endnu. Nej, det var slet ikke tid endnu! ”No. Nono...no..” begyndte hun at stamme.
Han nærmede sig hende men hun vendte sig og greb ud efter hoveddøren. Han greb fat i hendes skulder og trak hende tilbage, men hun nægtede at slippe håndtaget. Han begyndte at ruske i hende, greb fat om hendes anden skulder før han flåede hende væk fra døren. Hun faldt ned på gulvet bag ham, nu var manden mellem hende og den eneste udgang. Hun kravlede tilbage indtil hendes ryg stødte imod væggen. ”Oh little girl don’t look so scared. You knew this was going to happen. After all, you’re his greatest work..” sagde manden i en sørgmodig tone selvom det var en tydelig fornærmelse.
En tåre trillede ned af hendes kind som hun spændte i kæben af vrede. Han rakte ud efter hende men hun langede ud efter ham, hendes lange negle borede sig ind i hans hud som skarpe kroge. Blodet løb ned af hendes hånd og dryppede på gulvet. Han vrissede og trak så i hendes arm inden han smækkede hende en hårdt over ansigtet. ”You’ll regret that, girl!” hvæste han af hende inden han begyndte at trække. Hun mærkede hvordan gulvet kæmpede mod hendes ben, splinter trængte ind under tøjet og borede sig ind i hendes ben. Hun bed sig i læben af smerten og på trods af at hendes hoved var svimmelt over slaget, nægtede hun at give op med at kæmpe imod.
Sidst rettet af Lucile Ons 22 Mar 2017 - 21:19, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Fre 17 Mar 2017 - 20:02
Det var på tide at se ham igen, der var allerede gået for mange dage - men der var sket så meget. Denne gang var det for en enkelt gangs skyld ikke dårlige ting. Hun havde fundet Kubo. Tatia havde mødt Nicholas - som viste sig at være en meget venlig person. Dog i sidste ende søgte hun mod Wade, hun ville altid søde imod Wade. Efter hendes møde med Alessio havde hun skiftet form igen, for første gang i et år - og hun følte sig mere sikker i det nu. Mdn hvis der var noget hun glæde sig til, var det at fortælle Wade at det kunne lade sig gøre igen. Hun var klædt i en mere genkendelig påklædning, men med håret sat op i en høj hestehale. Det var underligt at gå rundt i skoven uden at være bange for den, at have fundet ro i sindet igen. Dog stoppede hun op og vippede hovedet en tak på skrå. Sanserne blev opmærksomme på en uro, en voldsom uro i området. Snart sporerede hun sig frem til at det kom fra hytten. Men ikke hvilken som helst hytte, den hytte som problemerne skulle holde sig fra. Tatia satte i fuld fart imod hytten, nok kendte hun ikke Lucile - men det kunne ligeså vel være Wade der havde uventet selskab.
Blod. Blodet fangede hendes indres ulvs sanser, og de røde øjne glødede varsomt som hun løb igennem skoven. Alle de dyriske instinkter kæmpede sig frem i hende, og tvang hende til at skifte form. Snart løb den store snehvide kæmpe ulv atter igennem skoven, og den havde ikke tænkt sig at stoppe. Synet Tatia kom frem til, var en mand der trak - hvad der nok måtte være Lucile. Hun stoppede op og lagde ørerne varsomt tilbage imens de skarpe tænder blottede sig. Den brummende lyd af den dybe knurren gav et ekko i skoven. Ulven var træt af folk der troede, at de kunne behandle andre som ting - og den blev endnu mere vred ved at se hvad den så. Tatia trådte frem, og tydeligvis var det ikke ligefrem fordi, at denne her person havde anset at der måske ville stå en ulv i vejen. Alligevel behøvede hun at handle hurtigt, og hun løb mod hytten. Direkte imod manden der trak i dæmonen. Lige nu var Tatia ligeglad med Lucile var dæmon, det var ikke ny information. Hun fik fat i mandens trøje da hun snappede ud efter ham. Lige nu var hendes dyriske instinkter ikke ligefrem i frisk form, men de reagerede som de skulle - men ulven ønskede hævnen. Så det skulle den få. Tatia fik trukket manden ud af hytten uden Lucile, for hvem ville ikke få et chok af et bagangreb?
Ulven slikkede sig om tænderne, den store ulv. Så satte hun af og fløj direkte i flæsket på manden - måske ikke det smarteste, men hun havde brug for træningen i at komme tilbage til sine instinkter og ikke handle på vreden. Ulven fik lagt manden ned og fik lukket gabet omkring hans hals - død. Snuden og munden dækket i blodet, løftede hun sig op fra manden og så hen imod hytten. En ting ulven ikke var van til at håndtere længere på samme måde, var smerte. Smerte tvang hende til menneskeform nu, og var noget hun skulle øve sig i igen. Derfor faldt den store ulv ned på siden og afslørede blod på pelsen fra en skade af en dolk. Snart afslørede hun sin sande form, og snerrede mere af sig selv over ikke at kunne holde formen. Blodet dækkede stadigvæk hendes ansigt, og hun kunne ligne en vampyr eller bloddæmon hvis man ikke vidste bedre. Heldigvis havde manden ikke ramt noget alvorligt, og Tatia kunne trække dolken ud - eller så kunne hun bare ikke mærke smerten særlig godt. Let smed hun dolken på jorden, og tog sig til såret der var placeret i hendes side.
"He is dead. You h.. You have nothing to worry about," fortalte Tatia og sendte dæmonen et svagt smil imens hun bevægede sig stille imod hytten."You are safe," pointerede hun og gav Lucile et nik.
"Do you know if there will be more?" Tatia virkede ikke ligefrem som en der smed sine egne skader først, og det var hun langtfra. "I'm Tatia by the way."
Blod. Blodet fangede hendes indres ulvs sanser, og de røde øjne glødede varsomt som hun løb igennem skoven. Alle de dyriske instinkter kæmpede sig frem i hende, og tvang hende til at skifte form. Snart løb den store snehvide kæmpe ulv atter igennem skoven, og den havde ikke tænkt sig at stoppe. Synet Tatia kom frem til, var en mand der trak - hvad der nok måtte være Lucile. Hun stoppede op og lagde ørerne varsomt tilbage imens de skarpe tænder blottede sig. Den brummende lyd af den dybe knurren gav et ekko i skoven. Ulven var træt af folk der troede, at de kunne behandle andre som ting - og den blev endnu mere vred ved at se hvad den så. Tatia trådte frem, og tydeligvis var det ikke ligefrem fordi, at denne her person havde anset at der måske ville stå en ulv i vejen. Alligevel behøvede hun at handle hurtigt, og hun løb mod hytten. Direkte imod manden der trak i dæmonen. Lige nu var Tatia ligeglad med Lucile var dæmon, det var ikke ny information. Hun fik fat i mandens trøje da hun snappede ud efter ham. Lige nu var hendes dyriske instinkter ikke ligefrem i frisk form, men de reagerede som de skulle - men ulven ønskede hævnen. Så det skulle den få. Tatia fik trukket manden ud af hytten uden Lucile, for hvem ville ikke få et chok af et bagangreb?
Ulven slikkede sig om tænderne, den store ulv. Så satte hun af og fløj direkte i flæsket på manden - måske ikke det smarteste, men hun havde brug for træningen i at komme tilbage til sine instinkter og ikke handle på vreden. Ulven fik lagt manden ned og fik lukket gabet omkring hans hals - død. Snuden og munden dækket i blodet, løftede hun sig op fra manden og så hen imod hytten. En ting ulven ikke var van til at håndtere længere på samme måde, var smerte. Smerte tvang hende til menneskeform nu, og var noget hun skulle øve sig i igen. Derfor faldt den store ulv ned på siden og afslørede blod på pelsen fra en skade af en dolk. Snart afslørede hun sin sande form, og snerrede mere af sig selv over ikke at kunne holde formen. Blodet dækkede stadigvæk hendes ansigt, og hun kunne ligne en vampyr eller bloddæmon hvis man ikke vidste bedre. Heldigvis havde manden ikke ramt noget alvorligt, og Tatia kunne trække dolken ud - eller så kunne hun bare ikke mærke smerten særlig godt. Let smed hun dolken på jorden, og tog sig til såret der var placeret i hendes side.
"He is dead. You h.. You have nothing to worry about," fortalte Tatia og sendte dæmonen et svagt smil imens hun bevægede sig stille imod hytten."You are safe," pointerede hun og gav Lucile et nik.
"Do you know if there will be more?" Tatia virkede ikke ligefrem som en der smed sine egne skader først, og det var hun langtfra. "I'm Tatia by the way."
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 8:52
Hun nåede ikke rigtig at opfatte situationen op til at manden slap hende som han blev trukket ud af hytten. Lucile var i sine egne tanker, tænkte på Nicholas og hvor ked af hun var at hun ikke havde været bedre til at kæmpe imod. Hendes ben sveg af splinterne og lige så stille var hendes knæ ved at væde sig i hendes eget blod. Hun så frem og ud gennem døren spottede hun ulven. Den store majestætiske kæmpeulv som åbenbart ville hjælpe hende? Hun rejste sig forsigtigt og skar en grimasse over hendes knæ inden hun støttede sig til døren. Hun nåede at se manden jage en kniv i ulven inden han døde.
Som hun vaklede ud af hytten, ramte en ukendt blodduft hende. Hun vendte sin opmærksomhed mod pigen der pludselig stod hvor kæmpeulven engang havde været, med en hånd over det friske sår. Lucile var blot heldig at hun ikke var særlig sulten lige nu, ellers havde hun nok ikke kunne kontrollere sig. Hun skyndte sig over til pigen og kiggede på såret. Hun så op på pigen med bekymring men pigen virkede til at det ikke var en større skramme. Hun fulgte med hende og lyttede til hende, en gang i mellem ville splinterne ramme de helt forkerte steder og en smerte skød gennem hendes ben og fik hende til at bide sig i læben.
You are safe. Var hun det? Hun kiggede kort tilbage mod manden inden hun så rystede på hovedet. Ramsay havde sendt ham. Ramsay ville aldrig kun sende en enkelt. Det ville ikke undre hende at resten først var på vej nu, taktikken kunne hun udregne med hjælp af Lucys viden. Hun kørte en hånd gennem sit hår og rystede så let på hovedet:” We are not safe here. He’d never only send one man.” sagde hun med en lav stemme, lagde ikke skjul på hvor skræmt hun egentlig var. Men hun var ikke skræmt på sine egne vegne. Hun havde aldrig rigtig gået meget op i sig selv. Men hun frygtede at det ville lykkedes ham at fange hende og hvad så med Nicholas? Hun var nød til at være bange – For det ville sikre at hun ville gøre alt for at forsvare sig.
Inden i hytten fandt hun en gammel kasse med medicinske sager, alt imens Tatia introducerede sig selv. Lidt halv monotont præsenterede hun sig selv, fuldt beskæftiget med at finde sager frem:” Nice to meet you. I’m Lucile… partly..” det sidste ord var mere en mumlem. Tatia behøvede ikke kende til Lucy, ikke før det blev nødvendigt. Hun så på Tatia og så mod såret:” Let me fix you up. It’s the least I can do for my saviour.” sagde hun med et svagt smil. Hun trak en stol ud til Tati1a og selv hvis Tatia nægtede det, ville hun så bare tvinge hende ned på den personligt.
Hun trak forsigtigt op i trøjen og tilså såret. Hun var ikke læge som Nicholas, men hun havde observeret hans metode. Dog ville hun ikke lade Tatia var forsøgskanin på noget hun ikke forstod meget af. Så hun trak en bandage op af kassen og begyndte forsigtigt at vikle det om maven på Tatia, dække såret og lægge svagt pres på det for at stoppe blødningen. Dog skulle det tjekkes ordentligt og syes sammen, det vidste hun. ”We might have to go and visit someone who can fix this… I’m not a doctor, but even if it doesnt hurt you now, not attending it would risk infection.” sagde hun så. Og alligevel var det en god idé at komme væk herfra hvis Ramsays folk var på vej.
Som hun vaklede ud af hytten, ramte en ukendt blodduft hende. Hun vendte sin opmærksomhed mod pigen der pludselig stod hvor kæmpeulven engang havde været, med en hånd over det friske sår. Lucile var blot heldig at hun ikke var særlig sulten lige nu, ellers havde hun nok ikke kunne kontrollere sig. Hun skyndte sig over til pigen og kiggede på såret. Hun så op på pigen med bekymring men pigen virkede til at det ikke var en større skramme. Hun fulgte med hende og lyttede til hende, en gang i mellem ville splinterne ramme de helt forkerte steder og en smerte skød gennem hendes ben og fik hende til at bide sig i læben.
You are safe. Var hun det? Hun kiggede kort tilbage mod manden inden hun så rystede på hovedet. Ramsay havde sendt ham. Ramsay ville aldrig kun sende en enkelt. Det ville ikke undre hende at resten først var på vej nu, taktikken kunne hun udregne med hjælp af Lucys viden. Hun kørte en hånd gennem sit hår og rystede så let på hovedet:” We are not safe here. He’d never only send one man.” sagde hun med en lav stemme, lagde ikke skjul på hvor skræmt hun egentlig var. Men hun var ikke skræmt på sine egne vegne. Hun havde aldrig rigtig gået meget op i sig selv. Men hun frygtede at det ville lykkedes ham at fange hende og hvad så med Nicholas? Hun var nød til at være bange – For det ville sikre at hun ville gøre alt for at forsvare sig.
Inden i hytten fandt hun en gammel kasse med medicinske sager, alt imens Tatia introducerede sig selv. Lidt halv monotont præsenterede hun sig selv, fuldt beskæftiget med at finde sager frem:” Nice to meet you. I’m Lucile… partly..” det sidste ord var mere en mumlem. Tatia behøvede ikke kende til Lucy, ikke før det blev nødvendigt. Hun så på Tatia og så mod såret:” Let me fix you up. It’s the least I can do for my saviour.” sagde hun med et svagt smil. Hun trak en stol ud til Tati1a og selv hvis Tatia nægtede det, ville hun så bare tvinge hende ned på den personligt.
Hun trak forsigtigt op i trøjen og tilså såret. Hun var ikke læge som Nicholas, men hun havde observeret hans metode. Dog ville hun ikke lade Tatia var forsøgskanin på noget hun ikke forstod meget af. Så hun trak en bandage op af kassen og begyndte forsigtigt at vikle det om maven på Tatia, dække såret og lægge svagt pres på det for at stoppe blødningen. Dog skulle det tjekkes ordentligt og syes sammen, det vidste hun. ”We might have to go and visit someone who can fix this… I’m not a doctor, but even if it doesnt hurt you now, not attending it would risk infection.” sagde hun så. Og alligevel var det en god idé at komme væk herfra hvis Ramsays folk var på vej.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 9:40
Såret var ingenting, hun kunne knap nok mærke det. Det eneste hun kunne mærke var, hvor skuffet hun var over ulven ikke kunne holde til mere. Alligevel lod hun dæmonen tjekke hendes sår, Taita orkede da ikke at forbløde på grund af en mindre skade. Use the fire.. stemmen hviskede i hendes hoved, men Tatia rystede den ud af sig. We are not safe here. He’d never only send one man, de ord fik Tatia til at se sig omkring ganske roligt. Hvis der var nogle var de på vej, eller gemte sig godt. Det var sikkert ikke alle der ønskede at miste hovedet. Tatia virkede rolig, og hun var på sin vis også rolig. Udover skaden havde hun situationen på sin bane halvdel, en ting hun ikke havde hat længe - så det bragte en hvis ro over hende.
"Then I will fight the rest then," svarede hun og sank en klump. Tatia fulgte med ind i hytten, mærket fra da flammerne havde forsøgt at brænde hende op, var stadigvæk til at se. Let skælvede hun mod dem, inden hun registrerede navnet. I'm Lucile, det andet bed hun ikke så meget mærke i. Mest fordi, hun tog de informationer til sig som hun havde brug for. Nicholas havde trods alt nævnt der var noget over Lucile som var meget personligt for hende - men Tatias nysgerrighed måtte holde sig tilbage for denne gang.
Let me fix you up. It’s the least I can do for my saviour. Et mindre fnøs forlod Tatias læber, nærmest som et lille venligt grin. Stolen blev trukket ud og allerede der kunne hun se, Lucile ikke ville give op før Tatia havde sat sig - så hvorfor ikke spare sig selv for den kamp. The fire, find the flames.. stemmen hviskede hendes hoved igen, og fik hende til at klemme øjnene sammen, og tog sig til panden som smerten strakte sig kort efter stemmen. Dog forsvandt den hurtigt igen.
"No need to thank me, I hate when people try to take control over others lives," svarede hun og sendte Lucile et skævt smil. Tatia lod hende tilse sit sår, men overvejede på samme tid om hun havde andre muligheder. Hvis flammerne kunne heale Wade før, og kunne redde hende selv før - hvorfor skulle de så ikke kunne heale hende igen? We might have to go and visit someone who can fix this… I’m not a doctor, but even if it doesnt hurt you now, not attending it would risk infection. Let rystede Tatia på hovedet.
"No need to.. really. I might just need a little firepower. Can I use your fireplace? I promise that I won't make any marks this time," spurgte Tatia og skar en lille grimasse. "I can heal with the fire, I tried it before.. with Wade - I can heal you too," tilføjede hun og sank en klump.
De ville ikke komme langt hvis de begge to smuttede imens de var skadet. Tvært imod kunne hun se hvad der ville ske, hvis de smuttede i denne her tilstand.
"You are friends with Wade.. and Nicholas.. I'm not gonna let anything happen to you - if they come for you.. they come for me," pointerede hun ærligt. De to kendte ikke ligefrem hinanden, men Tatia behøvede ikke at kende hende for at ville hjælpe hende. Selv hvis det ikke havde været Lucile, så var den situation hun havde fundet dæmonen i langtfra fair.
"Then I will fight the rest then," svarede hun og sank en klump. Tatia fulgte med ind i hytten, mærket fra da flammerne havde forsøgt at brænde hende op, var stadigvæk til at se. Let skælvede hun mod dem, inden hun registrerede navnet. I'm Lucile, det andet bed hun ikke så meget mærke i. Mest fordi, hun tog de informationer til sig som hun havde brug for. Nicholas havde trods alt nævnt der var noget over Lucile som var meget personligt for hende - men Tatias nysgerrighed måtte holde sig tilbage for denne gang.
Let me fix you up. It’s the least I can do for my saviour. Et mindre fnøs forlod Tatias læber, nærmest som et lille venligt grin. Stolen blev trukket ud og allerede der kunne hun se, Lucile ikke ville give op før Tatia havde sat sig - så hvorfor ikke spare sig selv for den kamp. The fire, find the flames.. stemmen hviskede hendes hoved igen, og fik hende til at klemme øjnene sammen, og tog sig til panden som smerten strakte sig kort efter stemmen. Dog forsvandt den hurtigt igen.
"No need to thank me, I hate when people try to take control over others lives," svarede hun og sendte Lucile et skævt smil. Tatia lod hende tilse sit sår, men overvejede på samme tid om hun havde andre muligheder. Hvis flammerne kunne heale Wade før, og kunne redde hende selv før - hvorfor skulle de så ikke kunne heale hende igen? We might have to go and visit someone who can fix this… I’m not a doctor, but even if it doesnt hurt you now, not attending it would risk infection. Let rystede Tatia på hovedet.
"No need to.. really. I might just need a little firepower. Can I use your fireplace? I promise that I won't make any marks this time," spurgte Tatia og skar en lille grimasse. "I can heal with the fire, I tried it before.. with Wade - I can heal you too," tilføjede hun og sank en klump.
De ville ikke komme langt hvis de begge to smuttede imens de var skadet. Tvært imod kunne hun se hvad der ville ske, hvis de smuttede i denne her tilstand.
"You are friends with Wade.. and Nicholas.. I'm not gonna let anything happen to you - if they come for you.. they come for me," pointerede hun ærligt. De to kendte ikke ligefrem hinanden, men Tatia behøvede ikke at kende hende for at ville hjælpe hende. Selv hvis det ikke havde været Lucile, så var den situation hun havde fundet dæmonen i langtfra fair.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 17:06
Da Tatia sagde at hun ville bekæmpe resten, rystede Lucile på hovedet:” You don’t have to fight for me.. I’m only a stranger..” sagde hun, selvom hun var glad for at Tatia var så behjælpelig. Tatia mindede hende meget om Wade. Der var et eller andet over hende som Lucile ikke kunne sætte fingeren på. Måske var det bare en ting for folk i skoven?
Hun var sikker på at Tatia skulle bruge hjælp til såret fra en der kendte til det. Hun lyttede til Tatias svar og i et kort øjeblik så hun forvirret ud. Så gik det op for hende at det måtte være en slags magi Tatia havde. Hun nikkede roligt og gik over til pejsen for at tænde op. Så snart hun hørte navnet Wade, stoppede hun med det hun lavede og kiggede kort tilbage mod Tatia. Hvordan kendte hun til Wade? Var hun blot endnu en af Ramsays små sindssyge spil? Hun sukkede og valgte at give ind til sin godtroenhed, Tatia virkede ikke ligefrem som en der ville have noget med Ramsay at gøre.
Men så nævnte Tatia både Wade og Nicholas. Lucile rynkede på brynene men koncentrerede sig om at tænde pejsen. Hun var dog ekstremt nysgerrig. ”Where do you know them from?” spurgte hun men en frisk brise fra pejsen fik hende til at rejse sig. Spørgsmålets svar måtte vente til en bedre lejlighed:” Oh no…” nåede hun at mumle idet hun vendte sig.
Døren gik pludselig op og en masse mænd trådte ind, alle stærkt bevæbnede. Luciles øjne kørte over dem alle i en horisontal manér og selv hvis Tatia rejste sig for at kæmpe, ville Lucile tage fat om hendes arm. Hun ville ikke have at Tatia skulle bøde på grund af hende:” It’s okay.. Don’t feel like you’re forced to do this… But thank you for trying..” sagde hun med en let bedrøvet stemme. Hun havde ikke lyst til at dette skulle ske, overhovedet ikke. I sit hoved ville hun selv kæmpe til det sidste, men hvad ville det nytte? Hendes indre pessimist, Lucy var i fuld gang med at ødelægge al håb som Lucile havde tilbage.
Det var for meget for hende. Hendes hoved begyndte at spænde og hun begyndte en anelse drastisk at massere sine tindinger, velvidende at så snart hun kørte sin finger rundt, skar hendes negle i hendes hud så let som at skære i papir. Blod løb ned af siden af hendes hoved inden hun brat stoppede og hendes arme faldt ned langs hendes sider. Hun stirrede blot ud i luften, inden hendes postur pludselig ændrede sig, og hun rystede på hovedet. Hun smilte let som hun strakte sine arme ud til siderne som havde hun lige taget en lur.
”Godday boys. I was waiting for her to let me out… Now… Lets have some fun, shall we?” sagde hun med en stemme der var blandet mellem at være hyperaktiv og rolig på samme tid. Hendes blik vendte sig mod Tatia og hun vinkede kort inden hun præsenterede sig selv:” Lucy. Now do you want to get kidnapped or fight?” spurgte hun i en motiverende tone der skreg kæmp. Som hun bevægede sig rundt virkede hun ikke spor berørt af de skadede knæ længere. Men sådan var Lucy. Der var ikke rigtig noget der gjorde ondt på hende. Hun samlede en ildrager op som lå langs pejsen inden hun trådte mod den nærmeste. Han smilte stort og trak en kniv ud, men Lucy havde for længst regnet ud at han var for langsom. Ildrageren stak hun igennem hans hoved inden han ville kunne nå at flytte sig. Hun havde været så hurtig at blodet end ikke kunne sprøjte ud.
Men Lucy nød det her. Hun nød suset af en kamp. Så i de få sekunder hun spildte på at nyde sit fine arbejde, for så at vende sig. Mærkede hun en ekstrem smerte brede sig i hendes mave. Hun gispede højlydt og faldt bagover, uden at se præcist hvor det var hun var blevet stukket. Chokket havde smidt Lucy væk fra styringen og givet den tilbage til Lucile. Men Lucile var så grundforvirret over det hurtige skift at hendes øjne slørrede sig og alle sanser lukkede ned. ”no….” hviskede hun med hånden på sin mave.
Hun var sikker på at Tatia skulle bruge hjælp til såret fra en der kendte til det. Hun lyttede til Tatias svar og i et kort øjeblik så hun forvirret ud. Så gik det op for hende at det måtte være en slags magi Tatia havde. Hun nikkede roligt og gik over til pejsen for at tænde op. Så snart hun hørte navnet Wade, stoppede hun med det hun lavede og kiggede kort tilbage mod Tatia. Hvordan kendte hun til Wade? Var hun blot endnu en af Ramsays små sindssyge spil? Hun sukkede og valgte at give ind til sin godtroenhed, Tatia virkede ikke ligefrem som en der ville have noget med Ramsay at gøre.
Men så nævnte Tatia både Wade og Nicholas. Lucile rynkede på brynene men koncentrerede sig om at tænde pejsen. Hun var dog ekstremt nysgerrig. ”Where do you know them from?” spurgte hun men en frisk brise fra pejsen fik hende til at rejse sig. Spørgsmålets svar måtte vente til en bedre lejlighed:” Oh no…” nåede hun at mumle idet hun vendte sig.
Døren gik pludselig op og en masse mænd trådte ind, alle stærkt bevæbnede. Luciles øjne kørte over dem alle i en horisontal manér og selv hvis Tatia rejste sig for at kæmpe, ville Lucile tage fat om hendes arm. Hun ville ikke have at Tatia skulle bøde på grund af hende:” It’s okay.. Don’t feel like you’re forced to do this… But thank you for trying..” sagde hun med en let bedrøvet stemme. Hun havde ikke lyst til at dette skulle ske, overhovedet ikke. I sit hoved ville hun selv kæmpe til det sidste, men hvad ville det nytte? Hendes indre pessimist, Lucy var i fuld gang med at ødelægge al håb som Lucile havde tilbage.
Det var for meget for hende. Hendes hoved begyndte at spænde og hun begyndte en anelse drastisk at massere sine tindinger, velvidende at så snart hun kørte sin finger rundt, skar hendes negle i hendes hud så let som at skære i papir. Blod løb ned af siden af hendes hoved inden hun brat stoppede og hendes arme faldt ned langs hendes sider. Hun stirrede blot ud i luften, inden hendes postur pludselig ændrede sig, og hun rystede på hovedet. Hun smilte let som hun strakte sine arme ud til siderne som havde hun lige taget en lur.
”Godday boys. I was waiting for her to let me out… Now… Lets have some fun, shall we?” sagde hun med en stemme der var blandet mellem at være hyperaktiv og rolig på samme tid. Hendes blik vendte sig mod Tatia og hun vinkede kort inden hun præsenterede sig selv:” Lucy. Now do you want to get kidnapped or fight?” spurgte hun i en motiverende tone der skreg kæmp. Som hun bevægede sig rundt virkede hun ikke spor berørt af de skadede knæ længere. Men sådan var Lucy. Der var ikke rigtig noget der gjorde ondt på hende. Hun samlede en ildrager op som lå langs pejsen inden hun trådte mod den nærmeste. Han smilte stort og trak en kniv ud, men Lucy havde for længst regnet ud at han var for langsom. Ildrageren stak hun igennem hans hoved inden han ville kunne nå at flytte sig. Hun havde været så hurtig at blodet end ikke kunne sprøjte ud.
Men Lucy nød det her. Hun nød suset af en kamp. Så i de få sekunder hun spildte på at nyde sit fine arbejde, for så at vende sig. Mærkede hun en ekstrem smerte brede sig i hendes mave. Hun gispede højlydt og faldt bagover, uden at se præcist hvor det var hun var blevet stukket. Chokket havde smidt Lucy væk fra styringen og givet den tilbage til Lucile. Men Lucile var så grundforvirret over det hurtige skift at hendes øjne slørrede sig og alle sanser lukkede ned. ”no….” hviskede hun med hånden på sin mave.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 18:13
Oh no… Med de ord sprang hun op, og virkede ikke ligefrem til at give skaden meget af sin opmærksomhed. Tatia gav en knurren fra sig som hun så mændende an. Vejrtrækningen blev tungere og dannede sig nærmest som en dybere brummen - til Lucile greb omkring hendes arm. on’t feel like you’re forced to do this… Let rystede hun på hovedet,
"I'm not forced to anything, not anymore," svarede hun i en lav hvisken, men virkede alligevel til at trække sig. Men alt sammen for blot at søge mod flammerne. Tatia vendte blikket mod situationen, og følte sig som en kujon for ikke at stå ved Luciles side. Dog med hånden i flammerne kunne hun mærke hvordan hun trak ildens styrke til sig - og mærke hvordan den samlede hendes skade.
"Lucile," sagde Tatia med en lettere hævet stemme, som hun så måden Lucile tog sig til hovedet. Blodet fangede shapeshifterens næse og fik de røde øjne til at gløde. Ilden slukkede da Tatia havde samlet energien fra flammerne i sig, og hun rejste sig op. Varsomt så hun imod Lucile og sank en klump. Auraen føltes til at ændre sig, hun kunne ikke forklare det. Måden kropssproget ændrede sig opfangede hun ret hurtigt.
I was waiting for her to let me out, ordene fik Tatia til at rynke på sine øjenbryn. Pludselig i de få sekunder det tog hende, fangede hun mange ledetråde til dette syn. Now do you want to get kidnapped or fight? Et fnøs slap Tatias læber og hun gik op på siden af.. lucy - Lucile, det var meget forvirrende.
"Oh me? I never back down from a fight," svarede hun blot og tog en dyb indånding. Tatia fik lagt øje på en der var på vej imod hende. "Well.. let's get started," mumlede hun for sig selv inden angrebet fandt sted. Han slog ud efter hende, men hun blokerede hans angreb. Fik fat i hans nakke og trak kløerne frem. Den anden hånd greb omkring hans kniv, og placerede den hårdt igennem kraniet på ham. Tatia mærkede blodet beklæde sin hud, men nu var hun da bevæbnet. Lige som hun skulle til at angribe endnu en da lyden af Lucile der faldt bagover fangede Tatias sanser.
"No!" Råbte hun og kastede kniven mod en af de mænd der var på vej imod Lucile. Sigtet var perfekt og ramte manden perfekt igennem halsen.
Tatia fløj direkte hen imod Lucile, og rystede på hovedet. De blågrønne øjneflakkede rundt for at finde skaden, men synet af Lucile der holdt sig for sin mave var nok til at Tatia lod sin hånd placere sig der.
"Just breath. Okay? Breathe.. you can do this," sagde Tatia og fokuserede sin glødende hånd på at heale Luciles skader. Det stoppede dog ikke mændende i at komme nærmere dem, og Tatia prøvede at holde dem på afstand. En mur af ild til at holde dem på afstand virkede. Det virkede og det fik hende til at smile så glad, over faktisk at have noget under kontrol. Dog varede det ikke længe før den ekstreme smerte spredte sig igennem hele hendes krop. Fik det til at føles som om at hun blev flået fra hinanden i, musklerne spændtes.. og hun måtte slippe muren af ild. Udmattelsen slog til bagefter, det var ikke hverdagskost at bruge evnen så meget. Dog var hun fast fokuseret på at heale Lucile færdig.
Til sidst blev hun dog revet væk, og sparket så hårdt afsted på vejen at hun ramte ind i et bord. Tingene væltede omkuld og glas blev smadret.
"That.. wasn't very nice," vrissede hun arrigt, og knyttede sine næver for at komme på benene igen. Tatias ånddrag var tunge og hun sank en klump. "Don't touch her," sagde hun meget bestemt og trådte tættere på. Dog virkede de ikke ligefrem skræmt og to af dem med fuld energi imod Tatia med næsten ingen - det var ikke ligefrem fede odds. Alligevel gik Tatia ikke under uden kamp, hver slag prøvede hun at give igen af, og det gik også godt nok. Til en stak en kniv hende i låret på hende, og en anden gav hende et slag hårdt nok til at sende hende i jorden. De sorte prikker startede med at danne sig i øjnene på hende, og snart kunne hun faktisk knap nok have dem åbne mere. Alligevel selv på det punkt, prøvede hun at holde sig vågen. Det var ikke nemt, langtfra - men hun prøvede. Hun prøvede..
"I'm not forced to anything, not anymore," svarede hun i en lav hvisken, men virkede alligevel til at trække sig. Men alt sammen for blot at søge mod flammerne. Tatia vendte blikket mod situationen, og følte sig som en kujon for ikke at stå ved Luciles side. Dog med hånden i flammerne kunne hun mærke hvordan hun trak ildens styrke til sig - og mærke hvordan den samlede hendes skade.
"Lucile," sagde Tatia med en lettere hævet stemme, som hun så måden Lucile tog sig til hovedet. Blodet fangede shapeshifterens næse og fik de røde øjne til at gløde. Ilden slukkede da Tatia havde samlet energien fra flammerne i sig, og hun rejste sig op. Varsomt så hun imod Lucile og sank en klump. Auraen føltes til at ændre sig, hun kunne ikke forklare det. Måden kropssproget ændrede sig opfangede hun ret hurtigt.
I was waiting for her to let me out, ordene fik Tatia til at rynke på sine øjenbryn. Pludselig i de få sekunder det tog hende, fangede hun mange ledetråde til dette syn. Now do you want to get kidnapped or fight? Et fnøs slap Tatias læber og hun gik op på siden af.. lucy - Lucile, det var meget forvirrende.
"Oh me? I never back down from a fight," svarede hun blot og tog en dyb indånding. Tatia fik lagt øje på en der var på vej imod hende. "Well.. let's get started," mumlede hun for sig selv inden angrebet fandt sted. Han slog ud efter hende, men hun blokerede hans angreb. Fik fat i hans nakke og trak kløerne frem. Den anden hånd greb omkring hans kniv, og placerede den hårdt igennem kraniet på ham. Tatia mærkede blodet beklæde sin hud, men nu var hun da bevæbnet. Lige som hun skulle til at angribe endnu en da lyden af Lucile der faldt bagover fangede Tatias sanser.
"No!" Råbte hun og kastede kniven mod en af de mænd der var på vej imod Lucile. Sigtet var perfekt og ramte manden perfekt igennem halsen.
Tatia fløj direkte hen imod Lucile, og rystede på hovedet. De blågrønne øjneflakkede rundt for at finde skaden, men synet af Lucile der holdt sig for sin mave var nok til at Tatia lod sin hånd placere sig der.
"Just breath. Okay? Breathe.. you can do this," sagde Tatia og fokuserede sin glødende hånd på at heale Luciles skader. Det stoppede dog ikke mændende i at komme nærmere dem, og Tatia prøvede at holde dem på afstand. En mur af ild til at holde dem på afstand virkede. Det virkede og det fik hende til at smile så glad, over faktisk at have noget under kontrol. Dog varede det ikke længe før den ekstreme smerte spredte sig igennem hele hendes krop. Fik det til at føles som om at hun blev flået fra hinanden i, musklerne spændtes.. og hun måtte slippe muren af ild. Udmattelsen slog til bagefter, det var ikke hverdagskost at bruge evnen så meget. Dog var hun fast fokuseret på at heale Lucile færdig.
Til sidst blev hun dog revet væk, og sparket så hårdt afsted på vejen at hun ramte ind i et bord. Tingene væltede omkuld og glas blev smadret.
"That.. wasn't very nice," vrissede hun arrigt, og knyttede sine næver for at komme på benene igen. Tatias ånddrag var tunge og hun sank en klump. "Don't touch her," sagde hun meget bestemt og trådte tættere på. Dog virkede de ikke ligefrem skræmt og to af dem med fuld energi imod Tatia med næsten ingen - det var ikke ligefrem fede odds. Alligevel gik Tatia ikke under uden kamp, hver slag prøvede hun at give igen af, og det gik også godt nok. Til en stak en kniv hende i låret på hende, og en anden gav hende et slag hårdt nok til at sende hende i jorden. De sorte prikker startede med at danne sig i øjnene på hende, og snart kunne hun faktisk knap nok have dem åbne mere. Alligevel selv på det punkt, prøvede hun at holde sig vågen. Det var ikke nemt, langtfra - men hun prøvede. Hun prøvede..
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 18:37
Hendes tanker sejlede rundt i hendes hoved som hun prøvede at genvinde den kontrol hun havde mistet. Hun mærkede Tatias varme hånd på sin mave og hun greb med sin blodige hånd over hendes håndled:” I’m… pregnant…” hviskede hun gennem sammenbidte tænder, så længe hun ikke vidste hvor såret sad, kom de mest frygtelige skrækscenarier op i hendes hoved. Men Tatia havde bedt hende om at fokusere på at trække vejret så det gjorde hun, uopmærksom på alt andet end det. Tatia blev slynget væk fra hende og hun så op på en dæmon vis ansigt hun kendte alt for godt. ”You… bastard..” mumlede hun og kæmpede sig op på en albue.
”Now now, my little doll. Harsh words and talking requires energy. And you seem to need a lot of that unless you want to pass out. We wouldn’t want that now, would we?” sagde en mørk stemme mens skikkelsen satte sig på knæ. Hans ansigt var dækket af en hætte, så selv hvis Tatia fik sit syn tilbage, ville hun ikke kunne se hvem han var. Ikke før han trak hætten af og kiggede over på hende:” I guess we could make use of your friend too. Who knows, you might get lonely.” sagde han så inden han rejste sig og gik hen til Tatia. Han aede hendes kind kort med et stort smil over læberne.
”So pretty as well. I saw what you did with the fire. That is such an amazing ability. I would say that it is the only thing that is keeping me from killing you right now. But I might also change my mind. Boys, drag them out. I want to enjoy what was once mine.” Sagde han stille inden han rettede sig op og begyndte at kigge rundt i hytten. Et glad suk undslap hans læber som han mindedes sine gamle uerfarende dage. Som mændene trak dem ud, vendte han sig mod dem og så på Tatia. ”Oh I’m sorry for my rudness. The name is Ramsay, by the way.” nåede han at afslutte inden han vendte sig om igen.
Lucile holdt stadig om sin mave selvom den var healet. Af en eller anden grund følte hun at noget var helt forkert. Kort efter blev hun skubbet ind i et transportabelt bur hvor hun støttede sig til nogle tremmer mens hun satte sig. Hun var fuldstændig i chok, ude af stand til at finde hoved eller hale i situationen. Efter noget tid kom Ramsay ud med et stort smil på sine læber. Han gik hen til buret og trak roligt i Luciles kind med et stort smil på hans læber:” I thought you’d be more happy to see your father. After all, I made you.” pointerede han til hvilket Lucile trak sig væk og snøftede.
”I’d rather die.” mumlede hun vredt. Han greb så fat i hendes hår og trak hendes hoved tilbage mod tremmerne mens han rykkede sit hoved helt tæt på hendes:” That can be arranged. Don’t test me, doll.” advarede han hende inden han slap. Så vendte han sin opmærksomhed mod Tatia. ”So now. Girl on fire. You can thank Lucile for this. She has gotten you in to this mess and if I you bore me, I will most probably kill you.” Sagde han så med en glad og så dog seriøs stemme.
”Now now, my little doll. Harsh words and talking requires energy. And you seem to need a lot of that unless you want to pass out. We wouldn’t want that now, would we?” sagde en mørk stemme mens skikkelsen satte sig på knæ. Hans ansigt var dækket af en hætte, så selv hvis Tatia fik sit syn tilbage, ville hun ikke kunne se hvem han var. Ikke før han trak hætten af og kiggede over på hende:” I guess we could make use of your friend too. Who knows, you might get lonely.” sagde han så inden han rejste sig og gik hen til Tatia. Han aede hendes kind kort med et stort smil over læberne.
”So pretty as well. I saw what you did with the fire. That is such an amazing ability. I would say that it is the only thing that is keeping me from killing you right now. But I might also change my mind. Boys, drag them out. I want to enjoy what was once mine.” Sagde han stille inden han rettede sig op og begyndte at kigge rundt i hytten. Et glad suk undslap hans læber som han mindedes sine gamle uerfarende dage. Som mændene trak dem ud, vendte han sig mod dem og så på Tatia. ”Oh I’m sorry for my rudness. The name is Ramsay, by the way.” nåede han at afslutte inden han vendte sig om igen.
Lucile holdt stadig om sin mave selvom den var healet. Af en eller anden grund følte hun at noget var helt forkert. Kort efter blev hun skubbet ind i et transportabelt bur hvor hun støttede sig til nogle tremmer mens hun satte sig. Hun var fuldstændig i chok, ude af stand til at finde hoved eller hale i situationen. Efter noget tid kom Ramsay ud med et stort smil på sine læber. Han gik hen til buret og trak roligt i Luciles kind med et stort smil på hans læber:” I thought you’d be more happy to see your father. After all, I made you.” pointerede han til hvilket Lucile trak sig væk og snøftede.
”I’d rather die.” mumlede hun vredt. Han greb så fat i hendes hår og trak hendes hoved tilbage mod tremmerne mens han rykkede sit hoved helt tæt på hendes:” That can be arranged. Don’t test me, doll.” advarede han hende inden han slap. Så vendte han sin opmærksomhed mod Tatia. ”So now. Girl on fire. You can thank Lucile for this. She has gotten you in to this mess and if I you bore me, I will most probably kill you.” Sagde han så med en glad og så dog seriøs stemme.
// Trækker lige Rammy ind <3 <3
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 19:34
Tatia kæmpede for luften. Kæmpede for sit syn, for at bare kunne bævæge sig bare lidt. Men den nye fært ramte hendes næse og gav hende et fokus på sin høresans i stedet for. I guess we could make use of your friend too. Blot tanken.. tanken om at blive smidt i en celle igen, det allerede til at vende sig i hende. Det gøs henover hendes ryg som blandingen rørte hendes kind. I saw what you did with the fire. That is such an amazing ability. I would say that it is the only thing that is keeping me from killing you right now. But I might also change my mind. Boys, drag them out. Mere end hun overhovedet kunne nå at reagere, var hun løftet op fra trægulvet - med vilje havde hun presset kniven længere imod hendes lår - for at danne et duft spor fra blodet. En der ville kende hendes fært ville kunne bruge den, ville vide hun var der. Det sidste Tatia ønskede var at dø alene i ensomheden, naturligvis var det ikke sikkert hun skulle dø endnu - og Lucile var der - men hun var lige undsluppet en fare, hvordan var det så verden ikke ville lade hende få en pause? The name is Ramsay, måske var det alle de år i skoven - men hun syntes ikke at kunne genkende hans navn - og alligevel virkede det til hun havde hørt det før. Måske var det Audrey, det var stensikkert Audrey.
Placeret i et bur, fik hun endelig blinket de sorte pletter væk. Let så hun hen imod Lucile - hun var stadigvæk i live. Jobbet var stadigvæk gjort. Hvem Ramsay så end var, havde hun allerede en dårlig fornemmelse af ham. Da han så imod hende reagerede de dyriske instinkter med det samme, og de røde øjne glødede fartruende. Ulven var tydeligvis ikke glad for at være sat i bur endnu engang, og den knurren der forlod hende - holdt hun heller ikke ligefrem tilbage. Ansigtet var tydeligt utilfreds og den vrede i hendes blik var ikke ligefrem til at spøge med. You can thank Lucile for this. She has gotten you in to this mess and if I you bore me, I will most probably kill you. Et fnøs forlod den trætte shapeshifters læber.
"Not if I kill you first," svarede hun ganske roligt og vippede hovedet en anelse til den ene side. Ganske stille lod hun de røde øjne glide i et med de blågrønne. I tider som denne her var det eneste tidspunkt, hun kunne se fordel i at være van til at være under sådan et pres. Hun knækkede ikke let af det, og kunne tvinge sin krop til at udholde mere smerte og træthed end der burde være muligt for hende.
Alligevel valgte hun at se væk fra deres kidnappere og tilbage på Lucile.
"I'm sorry.. that I couldn't keep you safe.. I'm so sorry," hviskede hun oprigtigt da skyldfølelsen ramte hende. "But I promise.. one way or another.. we will get out of this," Tatia virkede sikker på det. Men nu havde hun også erfaring indenfor området, det var blot med at finde ud af det hele først.
"I promise, it's not really my first time doing things like this.. I might be as used to it as breathing," et fnøs forlod hendes læber som hun prøvede at opmuntre sig selv i situationen. I det mindste var hun ikke alene.. hun var ikke alene. "I must admit.. when I pictured meeting you.. This was not how it was planned," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder, imens den anden hånd holdt for blodsåret. Nicholas og Wade var kloge.. de skulle nok finde dem.. hun håbede de nok skulle finde dem. Ellers måtte hun gøre som hun altid havde gjort, finde en løsning..
//Oh my god!! <3 <3 <3
Placeret i et bur, fik hun endelig blinket de sorte pletter væk. Let så hun hen imod Lucile - hun var stadigvæk i live. Jobbet var stadigvæk gjort. Hvem Ramsay så end var, havde hun allerede en dårlig fornemmelse af ham. Da han så imod hende reagerede de dyriske instinkter med det samme, og de røde øjne glødede fartruende. Ulven var tydeligvis ikke glad for at være sat i bur endnu engang, og den knurren der forlod hende - holdt hun heller ikke ligefrem tilbage. Ansigtet var tydeligt utilfreds og den vrede i hendes blik var ikke ligefrem til at spøge med. You can thank Lucile for this. She has gotten you in to this mess and if I you bore me, I will most probably kill you. Et fnøs forlod den trætte shapeshifters læber.
"Not if I kill you first," svarede hun ganske roligt og vippede hovedet en anelse til den ene side. Ganske stille lod hun de røde øjne glide i et med de blågrønne. I tider som denne her var det eneste tidspunkt, hun kunne se fordel i at være van til at være under sådan et pres. Hun knækkede ikke let af det, og kunne tvinge sin krop til at udholde mere smerte og træthed end der burde være muligt for hende.
Alligevel valgte hun at se væk fra deres kidnappere og tilbage på Lucile.
"I'm sorry.. that I couldn't keep you safe.. I'm so sorry," hviskede hun oprigtigt da skyldfølelsen ramte hende. "But I promise.. one way or another.. we will get out of this," Tatia virkede sikker på det. Men nu havde hun også erfaring indenfor området, det var blot med at finde ud af det hele først.
"I promise, it's not really my first time doing things like this.. I might be as used to it as breathing," et fnøs forlod hendes læber som hun prøvede at opmuntre sig selv i situationen. I det mindste var hun ikke alene.. hun var ikke alene. "I must admit.. when I pictured meeting you.. This was not how it was planned," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder, imens den anden hånd holdt for blodsåret. Nicholas og Wade var kloge.. de skulle nok finde dem.. hun håbede de nok skulle finde dem. Ellers måtte hun gøre som hun altid havde gjort, finde en løsning..
//Oh my god!! <3 <3 <3
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 20:13
Ramsay grinte kort over hendes svar. ”Silly girl. The last one who tried that, barely got away. But if you’re going to kill me, make sure to do so on the first try. I don’t feel pain.” Sagde han så. Det var umådeligt dumt at give sine styrker og svagheder væk – Men Ramsay var ikke bange for noget som helst. Hvis han døde, så døde han. Han frygtede det ikke, slet ikke. Så at denne shapeshifter truede ham på livet, gjorde ham intet. Han viftede let med hånden som et tegn på at det var rene bagateller. Så gik han over til de mænd han havde hyret og snakkede med dem. Buret var alligevel så sikret at de ville opdage hvis de to piger prøvede at stikke af.
Lucile vendte sin opmærksomhed da Tatia talte til hende. På trods af situationens frygtelighed, smilte Lucile stadig til det hun sagde:” It wasn’t in your hands to keep me safe… I am sorry that you’re here with me. But I am also selfish enough to say that I am happy to not be completely alone.” Sagde hun stille. Hun kiggede kort over imod Ramsays retning. Hun vidste at han holdt sin modbydelighed tilbage. Var det fordi Tatia også var her? Ville han faktisk få sig selv til at virke bedre end han var?
Da hun loevde at få dem ud så Lucile på hende med et kort strejf af håb i hendes øjne. Hun var ked af at Tatia var van til disse situationer, men det betød også at der var en reel chance for at de kunne slippe væk. Hun så på Tatias lår og bed sig kort i læben:” Just dont bleed out on me.. We will make it through.” sagde hun og lagde forsigtigt en hånd på Tatias skulder. Men det var lige så meget for at opmuntre sig selv.
Efter noget tid kom Ramsay over og så på Tatia. ”I have given the whole situation some thought. I am a new man. I have regained my human side and now I feel like being emphatic. So how about this. I let you go… Take Lucile with me to do what I have to do…. And you can live your life as you want to? I will not chase you.” foreslog han, men noget sagde ham at det tilbud ikke var nok. ”If you dont… I shall rip the baby from her womb and give it to you to give to her lover, good Doctor Dunham.” Advarede han med en seriøs stemme. Han så mod Lucile og smilte så let. ”And that guy that lives with you, our dear Tatia's lover, Wade, from my cabin will die as well. I will see to it if this shapeshifter doesn’t take up the offer.” Sagde han inden han lod en pegefinger strejfe Luciles kind. Han vidste kun det her fordi han havde rørt Tatias kind. Så snart han havde, havde hendes minder åbnet sig for ham som en billedbog. Han smilte så til Tatia:" And you just got him back, right?" fortsatte han mens han stadig nulrede Luciles kind som var hun et lille barn.
Hun vrissede og bed efter ham. Han grinte blot og vendte sig for at gå, inden nogen af dem kunne nå at give ham et konkret svar. Lucile så mod Tatia og rystede så på hovedet. Alt det håb hun havde haft før var knust og væk. Nu handlede det bare om at mindske udfaldet:” You have to leave me… He is not bluffing… He never is… I dont want people to die because of me. I am not worth that much… At all.” Sagde hun så inden hun så ned mod burets bund. Hun ville dog ikke græde. Hun havde det ikke i sig at kunne græde til flere af Ramsays uhyrligheder. De pralede af på hende som vand, men som vand var der altid en lille smule der blev optaget for at hænge fast i længere tid.
Lucile vendte sin opmærksomhed da Tatia talte til hende. På trods af situationens frygtelighed, smilte Lucile stadig til det hun sagde:” It wasn’t in your hands to keep me safe… I am sorry that you’re here with me. But I am also selfish enough to say that I am happy to not be completely alone.” Sagde hun stille. Hun kiggede kort over imod Ramsays retning. Hun vidste at han holdt sin modbydelighed tilbage. Var det fordi Tatia også var her? Ville han faktisk få sig selv til at virke bedre end han var?
Da hun loevde at få dem ud så Lucile på hende med et kort strejf af håb i hendes øjne. Hun var ked af at Tatia var van til disse situationer, men det betød også at der var en reel chance for at de kunne slippe væk. Hun så på Tatias lår og bed sig kort i læben:” Just dont bleed out on me.. We will make it through.” sagde hun og lagde forsigtigt en hånd på Tatias skulder. Men det var lige så meget for at opmuntre sig selv.
Efter noget tid kom Ramsay over og så på Tatia. ”I have given the whole situation some thought. I am a new man. I have regained my human side and now I feel like being emphatic. So how about this. I let you go… Take Lucile with me to do what I have to do…. And you can live your life as you want to? I will not chase you.” foreslog han, men noget sagde ham at det tilbud ikke var nok. ”If you dont… I shall rip the baby from her womb and give it to you to give to her lover, good Doctor Dunham.” Advarede han med en seriøs stemme. Han så mod Lucile og smilte så let. ”And that guy that lives with you, our dear Tatia's lover, Wade, from my cabin will die as well. I will see to it if this shapeshifter doesn’t take up the offer.” Sagde han inden han lod en pegefinger strejfe Luciles kind. Han vidste kun det her fordi han havde rørt Tatias kind. Så snart han havde, havde hendes minder åbnet sig for ham som en billedbog. Han smilte så til Tatia:" And you just got him back, right?" fortsatte han mens han stadig nulrede Luciles kind som var hun et lille barn.
Hun vrissede og bed efter ham. Han grinte blot og vendte sig for at gå, inden nogen af dem kunne nå at give ham et konkret svar. Lucile så mod Tatia og rystede så på hovedet. Alt det håb hun havde haft før var knust og væk. Nu handlede det bare om at mindske udfaldet:” You have to leave me… He is not bluffing… He never is… I dont want people to die because of me. I am not worth that much… At all.” Sagde hun så inden hun så ned mod burets bund. Hun ville dog ikke græde. Hun havde det ikke i sig at kunne græde til flere af Ramsays uhyrligheder. De pralede af på hende som vand, men som vand var der altid en lille smule der blev optaget for at hænge fast i længere tid.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Man 20 Mar 2017 - 21:22
"Trust me.. I know what its like to be in the cold alone.. I'm not thinking you are selfish at all," svarede hun blot på hvad Lucile sagde. Let sank hun en klump. Just dont bleed out on me.. We will make it through. Endnu et lille fnøs forlod Tatias læber. "This? this is nothing," svarede hun blot for at berolige Lucile. Tatia sendte hende et smil som hun fik berørt sin skulder af dæmonen. Dog så snart Ramsay rørte på sig, skreg hendes instinkter igen. So how about this. I let you go… Take Lucile with me to do what I have to do…. And you can live your life as you want to? I will not chase you. Tatia rystede på hovedet, hvad var der med Tatia - og ikke ville lade andre i stikken. Da det gik op for Ramsay at det ikke ligefrem var et mildt forslag der skulle til - kom det værste ultimatum over hendes hoved. For hun havde livet givet et løfte til Lucile, men hun kunne ikke lade noget af det andet ske. Wade Instinkter slog voldsomt til og hun vippede hovedet en snart langsomt på højkant - ingen truede hende på Wade. Hjertet sprang afsted i vredens udbrud, og ønskede ikke at tæmmes - men hun måtte holde den under kontrol. Hun havde ikke energi til at miste kontrol. Langtfra. And you just got him back, right? Tatia holdt vejret, og det var selvisk. For hende havde hun den person at tabe som betød allermest for hende - og hun ønskede ikke at miste ham på grund af en eller anden sindssyg galning. You have to leave me… He is not bluffing… He never is… I dont want people to die because of me. I am not worth that much… At all. Det vendt sig i Tatia og det hele gik imod både hoved og hjertet. Det var ikke noget med Lucile var en fremmed, for hun føltes ikke som en fremmed. Hvad skulle hun sige til Wade.. hvad skulle hun sige til Nicholas? Hvad ville de sige til hende når hun havde svigtet dem begge? Dog kunne hun heller ikke lade Lucile blive skadet for meget, og hvem vidste hvad han ville gøre ved hende?
"All he wants is for me to get Nicholas.. he knows he will come for you.. even I know that.. But I will go then.. okay.. not because I want to. But because I know.. I know how you feel. And I'm not gonna let you down - okay?" Sagde Tatia så og kiggede imod Ramsay.
"I take your deal," fortalte hun med en lidt tydeligere stemme. Det gjorde ondt at sige og ikke mindt at efterlade en i fare.
"All he wants is for me to get Nicholas.. he knows he will come for you.. even I know that.. But I will go then.. okay.. not because I want to. But because I know.. I know how you feel. And I'm not gonna let you down - okay?" Sagde Tatia så og kiggede imod Ramsay.
"I take your deal," fortalte hun med en lidt tydeligere stemme. Det gjorde ondt at sige og ikke mindt at efterlade en i fare.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Tirs 21 Mar 2017 - 15:22
Hun smilte kort da Tatia ikke virkede til at ville gå imod Ramsays vilje, ikke fordi at hun var specielt glad for at være ladt alene i hans selskab, men fordi hun vidste at de ville have en chance for at gå uskadet ud af alt det her. Hun rystede på hovedet og klemte venligt om hendes skulder:” It’s okay… I dont mind this… Just stay safe… And take care of Nicholas for me..” sagde hun. Det var ret tydeligt at hun havde opgivet. Men det var også fordi hun vidste hvad der lå i vente for hende. Det var noget af det eneste der kunne komplet fjerne al optimisme. ”I... I am used to this.. After all, he kept me for months once.. Maybe he’ll let me go..” sagde hun mens en tåre løb ned af hendes kind.
Ramsay vendte sig som Tatia tog imod tilbudet. Han spadserede stille derover med et stort smil på sine læber:” Say that again? You accept my deal?” sagde han, blot for at få hende til at sige det igen. Hvis hun gjorde så ville han finde sin nøgle frem og gå hen til burets dør. ”If you attack me now, that guy over there will shoot an arrow through her heart. Choose your battles wisely shapeshifter.” sagde han med et roligt smil over læberne.
Buret blev låst op og Tatia ville få mulighed til at gå. ”If you wonder where we are, dont worry too much. We’re residing in the north of this forrest. Be wary. We’ll know if you attack.” Sagde han og kørte en hånd igennem sit hår. Han var så glad for altid at have kontrol over situationerne. Den overlegne hånd. Men han havde også planlagt i flere måneder. Så alle odds og risici var blevet talt med. Og det hele handlede i sidste ende om hvor meget de alle gerne ville have Lucile tilbage i et stykke. Han havde endelig fanget hende og der var ingen chance for at han på nuværende tidspunkt ville lade hende gå.
Lucile ville have rakt ud efter Tatia hvis ikke at det var fordi at Ramsay havde set det med det samme. Hun blev siddende og så efter Tatia, velvidende at de kunne risikere ikke at mødes igen. Hun lænede sig mod tremmerne inden hun så ned på sine hænder. Ramsay lukkede buret i og låste det så snart Tatia var ude. Så lagde han hovedet på skrå og lavede en gestus til at hun måtte gå. ”Be wise, girl on fire.” var det sidste han sagde inden han klappede buret og hesten der trak det gik afsted.
Hun kravlede over til enden af buret og så mod Tatia. Hun mimede ordene: Find Nicholas, før hun så vendte sig om og så tilbage mod Tatia. Hun sukkede dybt og kiggede så ned mod sin mave.
Ramsay vendte sig som Tatia tog imod tilbudet. Han spadserede stille derover med et stort smil på sine læber:” Say that again? You accept my deal?” sagde han, blot for at få hende til at sige det igen. Hvis hun gjorde så ville han finde sin nøgle frem og gå hen til burets dør. ”If you attack me now, that guy over there will shoot an arrow through her heart. Choose your battles wisely shapeshifter.” sagde han med et roligt smil over læberne.
Buret blev låst op og Tatia ville få mulighed til at gå. ”If you wonder where we are, dont worry too much. We’re residing in the north of this forrest. Be wary. We’ll know if you attack.” Sagde han og kørte en hånd igennem sit hår. Han var så glad for altid at have kontrol over situationerne. Den overlegne hånd. Men han havde også planlagt i flere måneder. Så alle odds og risici var blevet talt med. Og det hele handlede i sidste ende om hvor meget de alle gerne ville have Lucile tilbage i et stykke. Han havde endelig fanget hende og der var ingen chance for at han på nuværende tidspunkt ville lade hende gå.
Lucile ville have rakt ud efter Tatia hvis ikke at det var fordi at Ramsay havde set det med det samme. Hun blev siddende og så efter Tatia, velvidende at de kunne risikere ikke at mødes igen. Hun lænede sig mod tremmerne inden hun så ned på sine hænder. Ramsay lukkede buret i og låste det så snart Tatia var ude. Så lagde han hovedet på skrå og lavede en gestus til at hun måtte gå. ”Be wise, girl on fire.” var det sidste han sagde inden han klappede buret og hesten der trak det gik afsted.
Hun kravlede over til enden af buret og så mod Tatia. Hun mimede ordene: Find Nicholas, før hun så vendte sig om og så tilbage mod Tatia. Hun sukkede dybt og kiggede så ned mod sin mave.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Tirs 21 Mar 2017 - 16:55
Take care of Nicholas for me.. Tatia tog en dyb indånding, som ordene strømme ind i til hende - påvirkede hende mere end det måske burde. Men hun så sig selv der, siddende i Luciles situation - de sad begge med umådelige svære valg. Ensomhed eller selskab - nogen at miste eller beholde dem.
"I will, I'm not gonna let you down," konstanterede hun, og mente det skam. Der måtte være noget hun kunne gøre. Tatia bed sig i kinden for ikke at lade sig påvirke alt for meget af tåren. "You never get used to it, but stay alive.. I will find you," tilføjede hun og gav Lucile et nik. Blikket lå mod blandingen, og det var ikke just tilfreds med hans handling. Say that again? You accept my deal? Let tog hun en dyb indånding imens hun kom på benene - skubbede smerten til side.
"Yes, I take your deal," fik hun tvunget henover sine læber. Ingen grund til at ligge skjul på hun ikke var glad for det. Han kom frem med nøglen og gik imod buret. If you attack me now, that guy over there will shoot an arrow through her heart. Choose your battles wisely shapeshifter. Hun brummede irriteret, og så over imod Lucile. We’re residing in the north of this forrest, den første tanke var Blakes flok var i nærheden. Det værste var hun følte sig til ingen hjælp overhovedet.
De blågrønne øjne lå mod Lucile og Ramsay på skift - for man skulle aldrig vende ryggen til sin fjende. Så snart hun var ude, blev buret lukket igen. Følelsen over at have svigtet Lucile var stor. Det ville være dumt at kæmpe nu, specielt fordi hun var såret. Hun ville kunne kæmpe ingen tvivl om det - men han ville i den grad have fordelen. Tatia ønskede at gribe fat i Lucile en sidste gang, men hun var usikker på hvad Ramsay ville gøre hvis hun prøvede. Be wise, girl on fire. Ordene hende til at passe lidt bedre på. Dog fangede hun det sidste Lucile sagde.. og det var det vigtigste; Find Nicholas. Tatia nikkede og så vågnen køre væk. Kort så hun på vejen hjem til Blake, og prøvede at koble mere omkring Ramsay sammen, men hun havde ikke meget at koble sammen.
Snart lyste de røde øjne og hun tog en dyb indånding.
"It's just a little pain Tatia.. nothing you havn't tried before.. you need to do this," mumlede hun for sig selv og hun pustede stille ud. Så satte hun i løb og snart var det den store kæmpe ulv der løb henover skovbunden. Smerten var slået ud af hovedet på hende, og målet var at finde Nicholas. Derfor stormede hun igennem skoven, stormede forbi træerne - og inden hun nåede til udkanten af skoven gav hun et hyl fra sig. Fange Wades opmærksomhed om at der var fare på fære var mere end hun normalt gjorde - normalt lod hun det blot ske, men hun hvis dette ville blive farligt - og at det ikke var sikkert hun kunne klare det selv. En kæmpe ulv igennem Doomsvilles gader, var ikke noget folk så ret tit. Folket skreg op og kaldte på deres jægere - men Tatia reagerede ikke på larmen. Ulven reagerede ikke på larmen. Først da hun nåede frem til Nicholas dør skiftede hun tilbage til menneskeskikkelse. Udmattelsen trak i hende, og den nøgne kvinde stod blot og trak vejret tungt. Det havde næsten taget luften fra hende, men hun var ikke færdig endnu. Hurtigt flåede hun næsten døren op og væltede næsten indenfor. Det var måske lidt af en ankomst, men hun havde ikke tid til at tænke på - hvordan han nu engang anså situationen for. Tatia faldt ned på gulvet og prøvede at få vejret så hun kunne formulere sine ord.
"They.. h.. he.. R.. Ramsay.. took her," da hun endelig havde fået sagt det slappede hun mere af i musklerne - og kunne måske fokusere på sin skade lidt. Fire.. use the fire.. Stemmen var tilbage i hendes hoved, og hun havde oplevet det denne dag. Hun kunne heale med ilden. "I tried to stop him.. I really tried.." tilføjede hun lidt efter uden at give efter for trætheden.
"I will, I'm not gonna let you down," konstanterede hun, og mente det skam. Der måtte være noget hun kunne gøre. Tatia bed sig i kinden for ikke at lade sig påvirke alt for meget af tåren. "You never get used to it, but stay alive.. I will find you," tilføjede hun og gav Lucile et nik. Blikket lå mod blandingen, og det var ikke just tilfreds med hans handling. Say that again? You accept my deal? Let tog hun en dyb indånding imens hun kom på benene - skubbede smerten til side.
"Yes, I take your deal," fik hun tvunget henover sine læber. Ingen grund til at ligge skjul på hun ikke var glad for det. Han kom frem med nøglen og gik imod buret. If you attack me now, that guy over there will shoot an arrow through her heart. Choose your battles wisely shapeshifter. Hun brummede irriteret, og så over imod Lucile. We’re residing in the north of this forrest, den første tanke var Blakes flok var i nærheden. Det værste var hun følte sig til ingen hjælp overhovedet.
De blågrønne øjne lå mod Lucile og Ramsay på skift - for man skulle aldrig vende ryggen til sin fjende. Så snart hun var ude, blev buret lukket igen. Følelsen over at have svigtet Lucile var stor. Det ville være dumt at kæmpe nu, specielt fordi hun var såret. Hun ville kunne kæmpe ingen tvivl om det - men han ville i den grad have fordelen. Tatia ønskede at gribe fat i Lucile en sidste gang, men hun var usikker på hvad Ramsay ville gøre hvis hun prøvede. Be wise, girl on fire. Ordene hende til at passe lidt bedre på. Dog fangede hun det sidste Lucile sagde.. og det var det vigtigste; Find Nicholas. Tatia nikkede og så vågnen køre væk. Kort så hun på vejen hjem til Blake, og prøvede at koble mere omkring Ramsay sammen, men hun havde ikke meget at koble sammen.
Snart lyste de røde øjne og hun tog en dyb indånding.
"It's just a little pain Tatia.. nothing you havn't tried before.. you need to do this," mumlede hun for sig selv og hun pustede stille ud. Så satte hun i løb og snart var det den store kæmpe ulv der løb henover skovbunden. Smerten var slået ud af hovedet på hende, og målet var at finde Nicholas. Derfor stormede hun igennem skoven, stormede forbi træerne - og inden hun nåede til udkanten af skoven gav hun et hyl fra sig. Fange Wades opmærksomhed om at der var fare på fære var mere end hun normalt gjorde - normalt lod hun det blot ske, men hun hvis dette ville blive farligt - og at det ikke var sikkert hun kunne klare det selv. En kæmpe ulv igennem Doomsvilles gader, var ikke noget folk så ret tit. Folket skreg op og kaldte på deres jægere - men Tatia reagerede ikke på larmen. Ulven reagerede ikke på larmen. Først da hun nåede frem til Nicholas dør skiftede hun tilbage til menneskeskikkelse. Udmattelsen trak i hende, og den nøgne kvinde stod blot og trak vejret tungt. Det havde næsten taget luften fra hende, men hun var ikke færdig endnu. Hurtigt flåede hun næsten døren op og væltede næsten indenfor. Det var måske lidt af en ankomst, men hun havde ikke tid til at tænke på - hvordan han nu engang anså situationen for. Tatia faldt ned på gulvet og prøvede at få vejret så hun kunne formulere sine ord.
"They.. h.. he.. R.. Ramsay.. took her," da hun endelig havde fået sagt det slappede hun mere af i musklerne - og kunne måske fokusere på sin skade lidt. Fire.. use the fire.. Stemmen var tilbage i hendes hoved, og hun havde oplevet det denne dag. Hun kunne heale med ilden. "I tried to stop him.. I really tried.." tilføjede hun lidt efter uden at give efter for trætheden.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 1:07
He felt like shit being home, after spending almost a week at Nephthys's home in indescribable pain he could finally come back home, but it wasn't much better here. He was starving, making him weak and not able to focus well at anything, but he couldn't eat, it would go against his oath. He couldn't break it no matter what, the only one that could make him break it was Lucile. What little he got from Nephthys was probably the only thing keeping him up and going at the moment, and he felt horrible for taking it, even though it wasn't much of a choice.
But as soon as he came in the door he was worrying about Lucile, he knew nothing about what had happened, he was in bed for a week, doing his best to get home so he could warn Lucile. But seeing as it had been so long, Ramsey had surely gotten to her. Just the thought made him hate himself for what he had let happen.
Instead of helping her straight away like he should have he was laying in a comfortable bed in a mansion, there was no excuse. But there was no reason to give up, for all he knew she could still be alright, so he went down to the lab and stocked his bag with anything he could need and went back upstairs.
He knew the way to the cabin so he was heading straight for it, but as soon he walked outside he felt a rendering pain across his face and hands forcing him back inside. As he steps back inside his hands were shaking in pain as he could feel the burns all over making him groan. It didn't take long for it to heal but that wouldn't help his situation. It was almost ironic, way back when he discussed this with Jonathan he said this very thing. What if Lucile was in danger during the day and he was home. And he answered him with him finding a way... Yet here he was, with no way of reaching her, having to wait until the sun set. He felt like such a letdown as he walked towards the study table, kicking the edge of it in anger, making it slide all the way to the bookshelf. "Why are you so fucking useless...." He yelled out at himself. Seeing as there was nothing he could do but wait, he walked around the room thinking up every worst case scenarios before he eventually cracked and walked over to the door, sliding down a wall close to it and just sat there, waiting.
After a long wait he heard a raucous outside and someone or something running close to his house, he was still not used to the enhanced hearing but before he could get up the door busted open and Tatia fell inside, catching him entirely off guard. His first instinct would be to run to her and check her for wounds but he doesn't do that this time, instead he shuts the door and avoids looking at her hoping she wouldn't notice him being different. He could hear her panicked voice but also her heart beating out of control, he could even smell her now. But it was all mute as soon as he hear what she said. Ramsey took her... a tear rolled down his face, and after a brief silence he started shaking as his blood started to boil. "GODDAMMIT" He yells at the top of his lungs as he picks up one of the chairs with one hand and flings it across the room, making a big hole in the kitchen wall. His breathing was long and deep, he was still not looking at her. His suspicions were right, she was now taken by probably the most sadistic person in this world. Left to be tortured until she most likely would die by the splitting experiment. He had gotten her killed, and what was worse was that he still couldn't go out after her.
In the state he was in there was no snapping him out of it, the pure rage he had for himself was uncanny. His friend was laying on the floor exhausted but he had already forgotten she was there, he was just standing the same place, getting angrier and angrier, if she were to get to close to him he would lash out, not realizing who she was in his rage, being starving did not help either.
But as soon as he came in the door he was worrying about Lucile, he knew nothing about what had happened, he was in bed for a week, doing his best to get home so he could warn Lucile. But seeing as it had been so long, Ramsey had surely gotten to her. Just the thought made him hate himself for what he had let happen.
Instead of helping her straight away like he should have he was laying in a comfortable bed in a mansion, there was no excuse. But there was no reason to give up, for all he knew she could still be alright, so he went down to the lab and stocked his bag with anything he could need and went back upstairs.
He knew the way to the cabin so he was heading straight for it, but as soon he walked outside he felt a rendering pain across his face and hands forcing him back inside. As he steps back inside his hands were shaking in pain as he could feel the burns all over making him groan. It didn't take long for it to heal but that wouldn't help his situation. It was almost ironic, way back when he discussed this with Jonathan he said this very thing. What if Lucile was in danger during the day and he was home. And he answered him with him finding a way... Yet here he was, with no way of reaching her, having to wait until the sun set. He felt like such a letdown as he walked towards the study table, kicking the edge of it in anger, making it slide all the way to the bookshelf. "Why are you so fucking useless...." He yelled out at himself. Seeing as there was nothing he could do but wait, he walked around the room thinking up every worst case scenarios before he eventually cracked and walked over to the door, sliding down a wall close to it and just sat there, waiting.
After a long wait he heard a raucous outside and someone or something running close to his house, he was still not used to the enhanced hearing but before he could get up the door busted open and Tatia fell inside, catching him entirely off guard. His first instinct would be to run to her and check her for wounds but he doesn't do that this time, instead he shuts the door and avoids looking at her hoping she wouldn't notice him being different. He could hear her panicked voice but also her heart beating out of control, he could even smell her now. But it was all mute as soon as he hear what she said. Ramsey took her... a tear rolled down his face, and after a brief silence he started shaking as his blood started to boil. "GODDAMMIT" He yells at the top of his lungs as he picks up one of the chairs with one hand and flings it across the room, making a big hole in the kitchen wall. His breathing was long and deep, he was still not looking at her. His suspicions were right, she was now taken by probably the most sadistic person in this world. Left to be tortured until she most likely would die by the splitting experiment. He had gotten her killed, and what was worse was that he still couldn't go out after her.
In the state he was in there was no snapping him out of it, the pure rage he had for himself was uncanny. His friend was laying on the floor exhausted but he had already forgotten she was there, he was just standing the same place, getting angrier and angrier, if she were to get to close to him he would lash out, not realizing who she was in his rage, being starving did not help either.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 1:20
Som hun for længst havde indset, betød det at buret blev lukket igen efter at Tatia blev lukket ud, at nu var alt ovre. Hun havde stort set givet op. Hendes blik fulgte himlen og hun så hvordan dagen bare så stille passerede forbi dem. Hun endte med at rulle sig sammen i midten af det hele, ude af rækkevidde for arme der kunne stikkes ind, og der lå hun bare sammenrullet. Hun så lige frem, helt fraværende, men i sit hoved tænkte hun på alle de gode minder hun havde haft med Nicholas. Det var jo trods alt vigtigt at holde fast i det der gjorde en glad, ikke også?
Hun var faldet i søvn, men blev vækket ved et højt brag af en hånd der blev hamret mod den ene side af buret. Så snart hun slog øjnene op mærkede hun en kraftig smerte i sit hoved. Om det var lyden eller noget andet, vidste hun ikke. Hun satte sig forsigtigt op og kiggede sig omkring. Natten var så stille ved at falde på, men Ramsay var ingen steder at se. Buret blev åbnet og en af hendes fangevogter trådte ind. ”Mr. Ramsay had other affairs to attend. He will be back tomorrow. But that means we’ll have a little while for ourselves. I’ve always wondered if your kind break easily.” Sagde han med et lettere sadistisk smil over læben. Lucile kravlede forsigtigt tilbage til hun mærkede burets tremmer mod sin ryg.
Han satte sig på hug over hende, på hendes ben så hun ikke kunne flygte. Han rykkede sit hoved tættere på hendes og i løbet af sekunder mærkede hun en kniv skubbe hendes kæbe opad. Hun stirrede ham i øjnene uden at sige et eneste ord. ”Not so chatty? That’s okay. I only want to hear you scream.” sagde han mens han kørte det skarpe blad led ned langs hendes hals, uden at skære. Hun kunne mærke sin vrede brede sig da det begyndte at spænde i kæben. Han fnøs let af hende og lod sin frie hånd bevæge sig op af hendes knæ til hendes inderlår.
Det var nok den mest ubehagelige følelse hun nogensinde havde følt i hendes liv. Hun ville kæmpe imod, men så længe kniven var presset mod hendes kraveben, vidste hun at han var i fuld kontrol over situationen. Alt hun kunne gøre var at lade ham gøre hvad han ville. Han lænede sig frem og hun mærkede hans læber mod hendes hals. Hun bed det i sig og skar lydløst tænder. Det var ikke i hans sted at røre hende der. Hun kunne pludselig mærke hvordan han fumlede med hendes bukser, men til hendes held duede det ikke med en hånd. Idet han sænkede kniven lænte hun sig frem og bed hans hals, hun bed til med alt den styrke hun havde. Han skreg i et højlydt hvin som hun trak en stor klump af hans hals fra ham. Han greb sig til halsen og svang kniven mod hende, dog svagt. Da hun ikke havde meget plads bag sig til at undvige, mærkede hun bladet snitte hendes kind. Blodet piblede langsomt ud, men såret var hendes mindste bekymring. Hun rejste sig forsigtigt og samlede kniven op idet hun gik forbi manden.
Hun nåede ud af buret da en hånd stak ud gennem tremmerne og tog et hårdt tag i nærmest alt hendes hår. Hun blev trukket tilbage mod tremmerne og i et kort øjeblik panikkede hun. Hun svang kniven op bag sig og var heldig ikke bare at skære i sig selv. Håret gav sig med det samme og hun var næsten fri. De sidste få strimler som manden havde fået fat i var hun nød til at flå sig løs fra. Hun skyndte sig bare fremad i en blanding af vaklen og løben, mens hun mærkede smerten i hendes hoved dunke – Men hun vidste godt at det ikke var fra de ødelagte hårstrå.
Bag hende kunne hun hørte råbene:” LUCILE! Come back here! We wont hurt you, that bad! After all, he does need you alive!” råbte de. Luciles gang var langsom, hendes dunkende hoved distraherede hende fra at fokusere på at gå. På et tidspunkt, hun vidste ikke engang selv hvornår var hun nød til at stoppe op og hun faldt på knæ, mærkede de gamle sår fra splinterne der stadig sad i hendes knæ sende bølger af smerte gennem hende. Hun greb hårdt fast i træet og pressede sine øjne hårdt i alt imens hele hendes krop rystede. Hun var bange for at de skulle finde hende igen og hun skulle tilbage – Hun ville jo ikke tilbage.
Hun var faldet i søvn, men blev vækket ved et højt brag af en hånd der blev hamret mod den ene side af buret. Så snart hun slog øjnene op mærkede hun en kraftig smerte i sit hoved. Om det var lyden eller noget andet, vidste hun ikke. Hun satte sig forsigtigt op og kiggede sig omkring. Natten var så stille ved at falde på, men Ramsay var ingen steder at se. Buret blev åbnet og en af hendes fangevogter trådte ind. ”Mr. Ramsay had other affairs to attend. He will be back tomorrow. But that means we’ll have a little while for ourselves. I’ve always wondered if your kind break easily.” Sagde han med et lettere sadistisk smil over læben. Lucile kravlede forsigtigt tilbage til hun mærkede burets tremmer mod sin ryg.
Han satte sig på hug over hende, på hendes ben så hun ikke kunne flygte. Han rykkede sit hoved tættere på hendes og i løbet af sekunder mærkede hun en kniv skubbe hendes kæbe opad. Hun stirrede ham i øjnene uden at sige et eneste ord. ”Not so chatty? That’s okay. I only want to hear you scream.” sagde han mens han kørte det skarpe blad led ned langs hendes hals, uden at skære. Hun kunne mærke sin vrede brede sig da det begyndte at spænde i kæben. Han fnøs let af hende og lod sin frie hånd bevæge sig op af hendes knæ til hendes inderlår.
Det var nok den mest ubehagelige følelse hun nogensinde havde følt i hendes liv. Hun ville kæmpe imod, men så længe kniven var presset mod hendes kraveben, vidste hun at han var i fuld kontrol over situationen. Alt hun kunne gøre var at lade ham gøre hvad han ville. Han lænede sig frem og hun mærkede hans læber mod hendes hals. Hun bed det i sig og skar lydløst tænder. Det var ikke i hans sted at røre hende der. Hun kunne pludselig mærke hvordan han fumlede med hendes bukser, men til hendes held duede det ikke med en hånd. Idet han sænkede kniven lænte hun sig frem og bed hans hals, hun bed til med alt den styrke hun havde. Han skreg i et højlydt hvin som hun trak en stor klump af hans hals fra ham. Han greb sig til halsen og svang kniven mod hende, dog svagt. Da hun ikke havde meget plads bag sig til at undvige, mærkede hun bladet snitte hendes kind. Blodet piblede langsomt ud, men såret var hendes mindste bekymring. Hun rejste sig forsigtigt og samlede kniven op idet hun gik forbi manden.
Hun nåede ud af buret da en hånd stak ud gennem tremmerne og tog et hårdt tag i nærmest alt hendes hår. Hun blev trukket tilbage mod tremmerne og i et kort øjeblik panikkede hun. Hun svang kniven op bag sig og var heldig ikke bare at skære i sig selv. Håret gav sig med det samme og hun var næsten fri. De sidste få strimler som manden havde fået fat i var hun nød til at flå sig løs fra. Hun skyndte sig bare fremad i en blanding af vaklen og løben, mens hun mærkede smerten i hendes hoved dunke – Men hun vidste godt at det ikke var fra de ødelagte hårstrå.
Bag hende kunne hun hørte råbene:” LUCILE! Come back here! We wont hurt you, that bad! After all, he does need you alive!” råbte de. Luciles gang var langsom, hendes dunkende hoved distraherede hende fra at fokusere på at gå. På et tidspunkt, hun vidste ikke engang selv hvornår var hun nød til at stoppe op og hun faldt på knæ, mærkede de gamle sår fra splinterne der stadig sad i hendes knæ sende bølger af smerte gennem hende. Hun greb hårdt fast i træet og pressede sine øjne hårdt i alt imens hele hendes krop rystede. Hun var bange for at de skulle finde hende igen og hun skulle tilbage – Hun ville jo ikke tilbage.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 5:09
Tatia tillod sig at kravle hen til ildstedet uden at se på Nicholas, det var altid noget hun var van til at lave bål. GODDAMMIT lød det efterfulgt af en stol der blev kastet igennem rummet. Heldigvis havde hun fået bare en smule gang - og at hun stak sin hånd mod den ene lille flamme - gjorde at snart var der mange. Energien fra ilden plantede sig på hende imens hun så mod Nicholas. Tatia kunne mærke han var vred, og se det - men det havde han virkelig ikke tid til at være ligenu.
"Nicholas! Get your shit together! We don't have time for this!" Råbte hun så op og blev siddende for at suge så meget af flammerne hun kunne. Tatia havde brug for fuld styrke, hvis de skulle gøre et eller andet. "I you know you are angry.. and you can stay here.. feeling sorry for yourself - or, you can help me get her free. The choice is yours," Tatias stemme bar en anden klang end Nicholas havde hørt før, den var langt mere bestemt i det. Måske en anelse vred undertone, men blikket skulle man ikke spøge med. Han havde et valg, men at sidde her var ikke ligesom det hun fandt som det gode valg. Så rejste hun sig fra ildstedet noget tid efter og gik hen til sofaen for at trække et tæppe over sig - mest for Nicholas' skyld. Så gik hun over til ham, og så ham i øjnene.
"I have her scent. I can track her blood, she needs you." Let sank hun en klump imens hun så mod ham. De blågrønne øjne ændrede sig stille til røde, som blodet på den ene hånd stadigvæk faktisk var Luciles. "They might still be in the woods.. I ran the fastest way, non stop. We have a chance, and if you don't go with me - I will do it alone," pointerede hun for at give Nicholas lidt håb. Bare lidt håb kunne vende situationen meget. Så trådte hun væk fra ham, og løftede den blodige hånd op til sin næse. Så snart næsen fangede dæmon blodet, rynkede den lidt på sig - fordel at Tatia aldrig rigtig havde været en fan af dæmoner.
"When I shift.. jump on my back.. can't have you slowing us down," sagde hun så og vippede hovedet en tak på skrå. Alt der kørte i Tatias hoved var at få Lucile fri, og mest af alt kun fordi hun vidste, hvad det ville sige at være alene og skræmt bag tremmer. Så forlod hun huset, og stod blot foran døren. Let lukkede hun øjnene, og måtte tage sig selv i at tage sig sammen før det lod sig gøre at hun skiftede form. Den kridhvide kæmpe ulv med sine 168 cm højde, stod nu atter i byen igen. De røde øjne vente sig om, for at se hvad Nicholas besluttede sig for.
"Nicholas! Get your shit together! We don't have time for this!" Råbte hun så op og blev siddende for at suge så meget af flammerne hun kunne. Tatia havde brug for fuld styrke, hvis de skulle gøre et eller andet. "I you know you are angry.. and you can stay here.. feeling sorry for yourself - or, you can help me get her free. The choice is yours," Tatias stemme bar en anden klang end Nicholas havde hørt før, den var langt mere bestemt i det. Måske en anelse vred undertone, men blikket skulle man ikke spøge med. Han havde et valg, men at sidde her var ikke ligesom det hun fandt som det gode valg. Så rejste hun sig fra ildstedet noget tid efter og gik hen til sofaen for at trække et tæppe over sig - mest for Nicholas' skyld. Så gik hun over til ham, og så ham i øjnene.
"I have her scent. I can track her blood, she needs you." Let sank hun en klump imens hun så mod ham. De blågrønne øjne ændrede sig stille til røde, som blodet på den ene hånd stadigvæk faktisk var Luciles. "They might still be in the woods.. I ran the fastest way, non stop. We have a chance, and if you don't go with me - I will do it alone," pointerede hun for at give Nicholas lidt håb. Bare lidt håb kunne vende situationen meget. Så trådte hun væk fra ham, og løftede den blodige hånd op til sin næse. Så snart næsen fangede dæmon blodet, rynkede den lidt på sig - fordel at Tatia aldrig rigtig havde været en fan af dæmoner.
"When I shift.. jump on my back.. can't have you slowing us down," sagde hun så og vippede hovedet en tak på skrå. Alt der kørte i Tatias hoved var at få Lucile fri, og mest af alt kun fordi hun vidste, hvad det ville sige at være alene og skræmt bag tremmer. Så forlod hun huset, og stod blot foran døren. Let lukkede hun øjnene, og måtte tage sig selv i at tage sig sammen før det lod sig gøre at hun skiftede form. Den kridhvide kæmpe ulv med sine 168 cm højde, stod nu atter i byen igen. De røde øjne vente sig om, for at se hvad Nicholas besluttede sig for.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 6:10
As she talked to him it just pissed him off, of course she had good intentions and just wanted to help Lucile, but he didn't see that, he heard what she said but it didn't register, except for one thing. She needs you.. It redirected some of his anger at something useful. With this attitude it would be hard to keep his oath, just thinking about what Ramsey was doing to her made him want to rip his throat open. He was still trembling where he was standing, not answering Tatia until she walked past him, making him get her scent again. He struggled to keep his fangs hidden but he shook it off as he walked off "Give me a minute.." Saying it with a dead tone as he walked down to the lab where he was alone. This idea would not work if he was alone, so much could happen to ruin it, but now that Tatia was here, he could lean on her. Besides this, the fighting, he would be useless, the only strength he had at the moment was thanks to adrenaline and rage.
Either way he had to go with her, dying while getting Lucile would be better than waiting at home doing nothing. So the only option was to cover up as best he could and hope it would be enough. He grabs a couple of bandage rolls from a cabinet in the lab and wraps his wrists and forearms in a few layers before fastening them. Next step would be the head, he wraps around his head several times, leaving openings for his mouth, nose and eyes, leaving his hears muffled, but seeing as he had better hearing now, it wouldn't cause much of a problem. He then puts on some leather gloves and walks up the stairs. He couldn't let Tatia see him like this though, she would ask questions and this was not the time for it. So he grabs a light cloak and puts it over his coat, making his hood cover his face, hiding the bandages. He swings his bag over his shoulder as he walks outside slowly in case it didn't work. His skin wasn't burning but he felt a lot weaker being outside in the sun, even covered like he was, but he would just have to endure it. He hops on to her back, holding tight as she started to move.
Either way he had to go with her, dying while getting Lucile would be better than waiting at home doing nothing. So the only option was to cover up as best he could and hope it would be enough. He grabs a couple of bandage rolls from a cabinet in the lab and wraps his wrists and forearms in a few layers before fastening them. Next step would be the head, he wraps around his head several times, leaving openings for his mouth, nose and eyes, leaving his hears muffled, but seeing as he had better hearing now, it wouldn't cause much of a problem. He then puts on some leather gloves and walks up the stairs. He couldn't let Tatia see him like this though, she would ask questions and this was not the time for it. So he grabs a light cloak and puts it over his coat, making his hood cover his face, hiding the bandages. He swings his bag over his shoulder as he walks outside slowly in case it didn't work. His skin wasn't burning but he felt a lot weaker being outside in the sun, even covered like he was, but he would just have to endure it. He hops on to her back, holding tight as she started to move.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 13:13
Det var stadig nat for Lucile, hun stod op af træet på randen til bare at give op. Hendes knæ stak i kortvarige ulidelige strømme gennem hendes ben og hendes hoved så ikke ud til at få det bedre. Hun åbnede øjnene og så op mod nattehimlen da træerne foran hende begynde at lyse op, først meget svagt men hurtigt tydeligere og tydeligere. Hun kravlede om bag træet for at undgå lyset, i en ren panik samlede hun blade op og pressede dem mod sine knæ. Hun kunne mærke hvordan svigen bredte sig af det jordede vand der trængte gennem hendes bukseben og ind i sårene. Hun bed sig hårdt i læben og pressede sig op af træet. Lige meget hvor ondt det gjorde, ville hun ikke sige en eneste lyd. Der gik ikke længe fra da hun havde sat sig bag træet, faktisk i løbet af få sekunder spurtede tre mænd forbi hende.
På deres duft vidste hun at de var mennesker. Men det var blandt andet også at de ikke kunne opsnuse hendes blodduft. Hun tvivlede på at hun havde været grundig nok med bladene, så enhver med bare en smule sans for at lugte blod ville kunne samle hendes blodduft op. Hun rejste sig forsigtigt med ryggen mod træet og ventede på at faklen de holdt forsvandt bag træerne. Så gik hun den modsatte vej, lidt haltende på grund af hendes knæ. Hun vidste at hun var på vej tilbage, men det havde været bedre end at gå i fødderne på dem der prøvede at fange hende.
Hendes vejrtrækning var hurtig og hun følte trætheden trænge sig på som en uvelkommen gæst. Hun stoppede mellem nogle træer og så buret der engang havde holdt hende fanget. Der så øde ud så hun gik forsigtigt ud. Det var med at være hurtig men varsom, da hun ikke vidste om der var nogen der kunne vente om hjørnerne. Hun så op på en af hestene der var spændt til buret og overvejede kort om det skulle være hendes udvej. Hun gik over til hesten og aede den langs siden af hovedet inden hun smilte kort. Så greb hun fast i dens bælte og gik i gang med at åbne det.
Pludselig fløj en pil gennem luften og gennemborede dens hals. Den hvinede højlydt og vaklede rundt, skubbede til Lucile med fuld kraft over chokket. Hun fløj et par meter bagud og slog baghovedet og ryggen mod den kolde jord. Hun ømmede sig stille mens hun forsigtigt rullede om på maven. Hendes blik var sløret som skikkelsen nærmede sig. ”I knew they were useless. They always are. Remember that, my child. You can only trust yourself. That is why they’ll end up disturbing the nearby tribes of these parts and die.” Sagde Ramsay en anelse sørgmodigt.
Hun mærkede hans greb i hendes arme inden han løftede hende op på benene. Han så kort på hendes nu ret korte hår inden han lavede klikkelyde med sin mund. ”It’s all ruined. Your beautiful silver hair. You almost look like a boy now.” Sagde han. Lucile sagde ikke noget men pludselig begyndte hun at græde. Hun græd og græd og græd, som havde hun aldrig grædt før. Hun havde prøvet sit bedste på at være stærk. Men det her var for meget. Han havde fået hende til at tro at hun kunne slippe væk. Det var så typisk at hun burde have vidst det. Han løftede roligt hendes hage og så hende i øjnene:” Do you remember?” spurgte han hende med et skeptisk blik. Hun så forvirret op på ham et kort øjeblik inden hun så bare så ned igen, for tårerne ville ikke stoppe. Så rystede hun på hovedet. Hun stod så meget i sine egne tanker at da han pludselig løftede en hånd og klappede hende på kinden, gispede hun kort:" You're free to go then. Go on Lucile. Leave." sagde han inden han lavede en gestus mod skoven. "Go before I change my mind." og så gik hun.
På deres duft vidste hun at de var mennesker. Men det var blandt andet også at de ikke kunne opsnuse hendes blodduft. Hun tvivlede på at hun havde været grundig nok med bladene, så enhver med bare en smule sans for at lugte blod ville kunne samle hendes blodduft op. Hun rejste sig forsigtigt med ryggen mod træet og ventede på at faklen de holdt forsvandt bag træerne. Så gik hun den modsatte vej, lidt haltende på grund af hendes knæ. Hun vidste at hun var på vej tilbage, men det havde været bedre end at gå i fødderne på dem der prøvede at fange hende.
Hendes vejrtrækning var hurtig og hun følte trætheden trænge sig på som en uvelkommen gæst. Hun stoppede mellem nogle træer og så buret der engang havde holdt hende fanget. Der så øde ud så hun gik forsigtigt ud. Det var med at være hurtig men varsom, da hun ikke vidste om der var nogen der kunne vente om hjørnerne. Hun så op på en af hestene der var spændt til buret og overvejede kort om det skulle være hendes udvej. Hun gik over til hesten og aede den langs siden af hovedet inden hun smilte kort. Så greb hun fast i dens bælte og gik i gang med at åbne det.
Pludselig fløj en pil gennem luften og gennemborede dens hals. Den hvinede højlydt og vaklede rundt, skubbede til Lucile med fuld kraft over chokket. Hun fløj et par meter bagud og slog baghovedet og ryggen mod den kolde jord. Hun ømmede sig stille mens hun forsigtigt rullede om på maven. Hendes blik var sløret som skikkelsen nærmede sig. ”I knew they were useless. They always are. Remember that, my child. You can only trust yourself. That is why they’ll end up disturbing the nearby tribes of these parts and die.” Sagde Ramsay en anelse sørgmodigt.
Hun mærkede hans greb i hendes arme inden han løftede hende op på benene. Han så kort på hendes nu ret korte hår inden han lavede klikkelyde med sin mund. ”It’s all ruined. Your beautiful silver hair. You almost look like a boy now.” Sagde han. Lucile sagde ikke noget men pludselig begyndte hun at græde. Hun græd og græd og græd, som havde hun aldrig grædt før. Hun havde prøvet sit bedste på at være stærk. Men det her var for meget. Han havde fået hende til at tro at hun kunne slippe væk. Det var så typisk at hun burde have vidst det. Han løftede roligt hendes hage og så hende i øjnene:” Do you remember?” spurgte han hende med et skeptisk blik. Hun så forvirret op på ham et kort øjeblik inden hun så bare så ned igen, for tårerne ville ikke stoppe. Så rystede hun på hovedet. Hun stod så meget i sine egne tanker at da han pludselig løftede en hånd og klappede hende på kinden, gispede hun kort:" You're free to go then. Go on Lucile. Leave." sagde han inden han lavede en gestus mod skoven. "Go before I change my mind." og så gik hun.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 20:04
Tatia ventede pænt ret utålmodigt, men til sidst kom han frem. Selvom hun burde have bidt fast i det før, så var det først nu - hvor hun var lidt mere klar i hovedet, at hun mærkede den kraftige fært af død. Vampyr.. Dog måtte ulven holde sig selv i skindet for ikke at reagere videre på det, og hun måtte fokusere på den fært hun havde af Lucile. Så snart han havde fået sat sig op og virkede til at sidde ordenligt - spildte hun ingen tid og satte i løb mod skoven. Sanserne var skarpe og ikke til at tage fejl af, hun vidste hvad hun lavede. Det var gamle vaner som fandt sin vej tilbage for hvert sekund siden hun skiftede form for at redde Lucile først. Ulven var i sit sande element og lige nu nød den det fuldt ud. Et hvinende hyl i det fjerne fangede Tatias opmærksomhed og hun løb mod lyden. Synet af buret. Fik hende til at løbe langs med det, for færten var i bevægelse.. I bevægelse. Selv hvis Nicholas hoppede af, ville hun fortsætte til hun så Lucile foran sig. Det triggerede hendes luftesans med blodet fra hesten, men hun måtte fokusere på målet. Som om at Lucile var byttet, tanken fik ulven til at sætte farten op. Lyden af hjerte slaget, lyden af åndedraget - til sidst så hun den haltende dæmon. En lille halv klynkende lyd forlod hende for at fange Luciles opmærksomhed, som de nærmede sig. Så snart hun var tæt op stoppede hun med at løbe for at liste sig op stille og roligt. Det gav også Nicholas en bedre chance for faktisk at springe af uden der skete noget vildt. Let puffede hun til Luciles ene hånd med sin snude - hun ville skifte form. Men valgte at vente lidt. Hvis de havde brug for nogle til at lytte opmærksomt efter eller tjekke omgivelserne - ville hun nok gøre det hurtigst af dem alle.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 20:51
Under normal circumstances it would be weird getting on top of Tatia in her dire wolf form, riding her all the way to Lucile, but his mind was way too occupied to even notice the situation. The whole ride there he was quiet, just focusing on seeing or smelling anything. The problem with smelling was that he was completely new at it, he hadn't seen Lucile after the transformation, and he was not looking forward to her finding out. It would break her heart, he knew that. He expected it to take some time getting there, but Tatia was a lot faster than he had anticipated, it had gotten darker but he didn't take any chances just yet, better to wait. When they saw the cage he could feel the scent of blood, judging by the horse laying next to the cage, it was most likely that, but there was another scent, as faint as it was, he could smell it, he looked down at Tatia and it seemed she had the same scent, so he stayed on top of her, letting her guide the way.
After a brief time, he could hear a heartbeat, and it was a familiar one, there was no mistaking it, the heart belonged to Lucile. And as they got closer he could see her, the blood scent from earlier had become a lot stronger and it was clear that it was from her. As Tatia slowed down, he jumped off and ran over to her with the little energy he had "Lucile!" He exclaims as he hugs her tight for a brief moment before letting go and checking her for wounds in a matter of seconds, his eyes not staying in the same place for more than a second. "Are you alright? Did they hurt you? How did you get away?" He spits out the questions in a hurry, without letting her answer before another one comes, seeing that she has no major wounds he hugs her again, this time tighter. "I'll never leave you alone again.. I promise" He says with a cracked but relieved voice, letting a tear run down and disolve into the bandages. But this had to be too easy, Ramsey was not stupid, how did she get away. He leans off her and looks around, "We have to get out of here, ill heal you when we are safe" He says in a rushed voice, ready to get out of there.
After a brief time, he could hear a heartbeat, and it was a familiar one, there was no mistaking it, the heart belonged to Lucile. And as they got closer he could see her, the blood scent from earlier had become a lot stronger and it was clear that it was from her. As Tatia slowed down, he jumped off and ran over to her with the little energy he had "Lucile!" He exclaims as he hugs her tight for a brief moment before letting go and checking her for wounds in a matter of seconds, his eyes not staying in the same place for more than a second. "Are you alright? Did they hurt you? How did you get away?" He spits out the questions in a hurry, without letting her answer before another one comes, seeing that she has no major wounds he hugs her again, this time tighter. "I'll never leave you alone again.. I promise" He says with a cracked but relieved voice, letting a tear run down and disolve into the bandages. But this had to be too easy, Ramsey was not stupid, how did she get away. He leans off her and looks around, "We have to get out of here, ill heal you when we are safe" He says in a rushed voice, ready to get out of there.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Ons 22 Mar 2017 - 21:08
Hun vandrede afsted uden at ane hvor hun var på vej hen. Alt hvad hun vidste var at det bare var med at komme væk. Hendes vejrtrækning var tung og hun var udmattet. Hun kæmpede med at holde sig kørende, for alt i verdenen måtte hun ikke falde om. Hun hørte pludselig noget løbe imod hende og hvordan hendes navn blev råbt. Der gik ikke længe før der pludselig først var der nogen der puffede til hendes hånd, en våd snude kunne hun mærke. Før hun kunne nå at dreje hovedet mærkede hun arme lukke sig om hende. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hun kunne mærke hvordan hun havde lyst til at gå i panik.
Han tjekkede hende for sår men hun stirrede bare på ham i en blanding af frygt og forvirring. ”How do you know my name?” spurgte hun en anelse fortvivlet og mærkede tårene presse sig på. Spørgsmålene sagde hende intet. Godt nok var det Nicholas der stod foran hende, men hun kunne ikke kende ham? Faktisk anede hun slet ikke hvem han var. "Who are you?" spurgte hun så da hendes ansigtsudtryk blev mere dystert. Ramsay. Det burde hun have vidst. Da hun så sit snit til det, puffede hun til Nicholas med de få og så dog stærke kræfter hun havde inden hun så vendte sig og begyndte at løbe.
Var dette endnu et af Ramsays mange tankespil? Skulle hun ærligt tro på at hun ville blive reddet af nogen? Hun var alene. Hun havde altid været alene. Hun vidste dog godt at hun ikke kunne løbe fra en vampyr og en shapeshifter. Dum var hun ikke. Men når man var i panik, betød dumhed så noget som helst? Var det i det mindste ikke værd at forsøge? I øjenkrogen spottede hun den velkendte fakkel. Dem igen. Hun tog en dyb indånding inden hun så bare råbte af sine fulde lungers kraft:” I’m right here! Come and get me!” og hujende jubel kunne høres fra faklens retning. Den begyndte så at nærme sig så med fuld hast. Hun drejede hovedet og så tilbage mod vampyren og shapeshifteren inden hun så mod faklen igen.
Der var noget der ikke gav mening i alt det her. Hun kunne ikke finde ud af det. Hendes hoved gjorde også så ondt. Hun tog sig til hovedet og sank ned på hug som smerten begyndte at stikke som nåle. Hvad var meningen med alt det her? Skulle hun knækkes til der ikke var mere tilbage at hente?
Han tjekkede hende for sår men hun stirrede bare på ham i en blanding af frygt og forvirring. ”How do you know my name?” spurgte hun en anelse fortvivlet og mærkede tårene presse sig på. Spørgsmålene sagde hende intet. Godt nok var det Nicholas der stod foran hende, men hun kunne ikke kende ham? Faktisk anede hun slet ikke hvem han var. "Who are you?" spurgte hun så da hendes ansigtsudtryk blev mere dystert. Ramsay. Det burde hun have vidst. Da hun så sit snit til det, puffede hun til Nicholas med de få og så dog stærke kræfter hun havde inden hun så vendte sig og begyndte at løbe.
Var dette endnu et af Ramsays mange tankespil? Skulle hun ærligt tro på at hun ville blive reddet af nogen? Hun var alene. Hun havde altid været alene. Hun vidste dog godt at hun ikke kunne løbe fra en vampyr og en shapeshifter. Dum var hun ikke. Men når man var i panik, betød dumhed så noget som helst? Var det i det mindste ikke værd at forsøge? I øjenkrogen spottede hun den velkendte fakkel. Dem igen. Hun tog en dyb indånding inden hun så bare råbte af sine fulde lungers kraft:” I’m right here! Come and get me!” og hujende jubel kunne høres fra faklens retning. Den begyndte så at nærme sig så med fuld hast. Hun drejede hovedet og så tilbage mod vampyren og shapeshifteren inden hun så mod faklen igen.
Der var noget der ikke gav mening i alt det her. Hun kunne ikke finde ud af det. Hendes hoved gjorde også så ondt. Hun tog sig til hovedet og sank ned på hug som smerten begyndte at stikke som nåle. Hvad var meningen med alt det her? Skulle hun knækkes til der ikke var mere tilbage at hente?
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Tors 23 Mar 2017 - 8:28
Det undrede Tatia måden Lucile reagerede på, men hun lod Nicholas og hende være med en smule afstand. Tatia kunne ikke finde ud af, om det var et tegn på at minderne var fjernet fra Lucile eller om det bare var ren benægtelse af sandheden. Håb kunne blive fjernet og blive erstattet med frygt - og så troede man ikke på noget. Da Lucile skubbede til Nicholas løftede hun opmærksomt på hovedet, og satte i løb efter Lucile. Dog uden ligefrem at løbe ind foran hende, hun kunne høre panikken i dæmonen der bankede rundt. Fakkelen i det fjerne fangede hendes opmærksomhed ganske kort, og fik hende til at stoppe op. I’m right here! Come and get me! Tatia kunne mærke en knurren brede sig i brystkassen som de fremmed kom nærmere. Det ukendte ønskede Tatia at angribe, så der ikke var en chance for den fare. Men før hun nåede at reagere mere på dem, så hun Lucile gribe sig til hovedet og fløj til jorden. Tatia stormede derhen så hurtigt hun kunne af ren instinkt. Mændene med faklerne kom derhen, og tydeligvis lignede det at kæmpeulven med blodrester i pelsen - havde angrebet dæmonen. De stak faklerne frem imod ulven for at skræmme den væk, dog vrissede den blot og snappede ud efter flammerne. Varmen tirrede overraskende nok ulven. Ilden ramte Tatias forhoved, og fik hende til at give et klynk fra sig som tvang hende til at skifte tilbage til sin menneskeskikkelse. De tunge åndedrag var tydelige efter den hårde løbetur. Dog forsvandt brændsåret i panden med det samme.
"That wasn't very nice," mumlede hun og kom på benene. "Now please just go away, because things might get messy if you don't," tilføjede hun og sukkede udmattet.
"Are you trying to get yourself killed?!" Udbrød hun så bekymret mod Lucile, "I don't really fun that much a day for just everyone.. it's pretty hard you know," pointerede hun og sank en klump.
Mændene med faklerne var tydeligvis en anelse forvirrede over de to kvinder. Den ene totalt blottet og den anden der ønskede de kom efter hende.
"What? Never seen a naked woman covered in blood before? Piss off," Spurgte hun mændene og hævede på et øjenbryn. Det var ikke fordi hun var irriteret på Lucile, hun var irriteret på mændene med faklerne - hvad de ønskede og hvad de ikke ønskede. Det gjorde hendes muskler meget spændte og ville have ønsket hun bare havde slået dem ned - om de var uskyldige eller ej - alt for at undgå denne her følelse af ikke at kende udfaldet af situationen.
"That wasn't very nice," mumlede hun og kom på benene. "Now please just go away, because things might get messy if you don't," tilføjede hun og sukkede udmattet.
"Are you trying to get yourself killed?!" Udbrød hun så bekymret mod Lucile, "I don't really fun that much a day for just everyone.. it's pretty hard you know," pointerede hun og sank en klump.
Mændene med faklerne var tydeligvis en anelse forvirrede over de to kvinder. Den ene totalt blottet og den anden der ønskede de kom efter hende.
"What? Never seen a naked woman covered in blood before? Piss off," Spurgte hun mændene og hævede på et øjenbryn. Det var ikke fordi hun var irriteret på Lucile, hun var irriteret på mændene med faklerne - hvad de ønskede og hvad de ikke ønskede. Det gjorde hendes muskler meget spændte og ville have ønsket hun bare havde slået dem ned - om de var uskyldige eller ej - alt for at undgå denne her følelse af ikke at kende udfaldet af situationen.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Tors 23 Mar 2017 - 15:31
When she asked how he knew her he got a bit confused, could she not recognize his voice? Was she too tired or dizzy? It had been dark a while now so it would be safe for him now, he removes his hood and rips off the bandages, looking her in the eyes, she had to recognize his face. "It's me baby.. Don't you see who i am?" He said with a sad and cracking voice. He could see it in her eyes that she didn't know him, and when her voice confirmed it, he took a step back. "Nonono.. Goddamn you Ramsey..." His voice flares up and there is a faint growl in his breathing. He knew what had happened, Ramsey had removed her memories, which would be a problem. Memories always had a way of coming back, that was proven with Lucile and Lucy way back, but it took years for them to come back, forcing her to stay with them for however long it takes would be cruel, but necessary. As soon as she took off, Tatia ran after her, lacking energy he stared jogging after them, and as he saw people approach them he was worried what Tatia would do "No killing!" He yells at her while getting closer.
When he had caught up to them and saw them swinging their torch around at Tatia he exlaimed "Unless you all want to die, i suggest you leave" with a darker voice than he usually had. Taking the last steps towards them he saw the torch hit Tatia and as her whine was heard he became even more furious, his pace picked up as his fangs came out "I said back the fuck off!" His voice was full of rage he had been harboring underlined with growling. When he reaches them all he sees is red, the guy that hit Tatia swings at him but he blocks it with his arm, making embers from the torch fly into Nicholas's face. He uses the power he has and kicks the mans knee with full force, seeing it break backwards and almost in half planting him to the ground as he screams his heart out. He looks at the others, just waiting for anyone to attack him, looking for an excuse to hurt them. Before he would never lay a hand on anyone, but after the transformation he started caring less, his oath still meant a lot to him but as long as they would survive he didn't actually have to help them.
As Tatia scolds Lucile he slightly turns his head "Don't bother Tatia.. she doesn't know you.. or me.. thanks to Ramsey." He said with a more calm tone. But as blood poured out from the mans knee it made it hard for him to concentrate, he could hear the humans hearts beating out of control, and he enjoyed it. It wouldn't take him long to just feed a little bit, they were bad guys after all, it wouldn't be that wrong, just a little snack.. "We need to leave.. Now." his voice is dead serious, the faint growls in his breathing still remained. He couldn't stay here any longer, he would loose control more than he already had.
When he had caught up to them and saw them swinging their torch around at Tatia he exlaimed "Unless you all want to die, i suggest you leave" with a darker voice than he usually had. Taking the last steps towards them he saw the torch hit Tatia and as her whine was heard he became even more furious, his pace picked up as his fangs came out "I said back the fuck off!" His voice was full of rage he had been harboring underlined with growling. When he reaches them all he sees is red, the guy that hit Tatia swings at him but he blocks it with his arm, making embers from the torch fly into Nicholas's face. He uses the power he has and kicks the mans knee with full force, seeing it break backwards and almost in half planting him to the ground as he screams his heart out. He looks at the others, just waiting for anyone to attack him, looking for an excuse to hurt them. Before he would never lay a hand on anyone, but after the transformation he started caring less, his oath still meant a lot to him but as long as they would survive he didn't actually have to help them.
As Tatia scolds Lucile he slightly turns his head "Don't bother Tatia.. she doesn't know you.. or me.. thanks to Ramsey." He said with a more calm tone. But as blood poured out from the mans knee it made it hard for him to concentrate, he could hear the humans hearts beating out of control, and he enjoyed it. It wouldn't take him long to just feed a little bit, they were bad guys after all, it wouldn't be that wrong, just a little snack.. "We need to leave.. Now." his voice is dead serious, the faint growls in his breathing still remained. He couldn't stay here any longer, he would loose control more than he already had.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Tors 23 Mar 2017 - 23:05
Det var så forvirrende. Hvor kendte de Ramsay fra? Hun opfattede ikke slet ikke hvad Tatia sagde til hende, det var bare et stort rod af ord i hendes ører. Men hun begyndte at tvivle på om de virkelig var så fjendtlige som hun troede. Hvis de var, havde de så ikke dræbt hende nu? Eller taget hende tilbage? Ramsays tankespil var aldrig til at regne ud. Kunne hun vide sig sikker? Tankerne fløj rundt mens hun holdt sit hoved og prøvede at slappe af.
Hendes hoved dunkede så hårdt at det var svært at koncentrere sig. Da hun åbnede øjnene hørte hun Tatias hyl efterfulgt af Nicholas’ vrede udbrud. Hun var for stresset til at opfatte noget som helst af det der skete. Det var lige indtil hun kunne mærke hvordan hendes mave begyndte at gøre ondt, dog så havde den gjort ondt siden hendes fald, det var først nu at hun rigtigt kunne mærke det. Hun var ikke sikker på noget af det der skete omkring hende men smerten blev hurtigt større og større. Hun greb sig til maven og faldt ned på sine knæ inden hun så bare krummede sig sammen.
Smerten blev værre og hun begyndte at spænde i kæben for at holde et skrig inde. Der gik dog ikke længe før hun pludselig udstødte et smertefuldt skrig og krummede sig mere sammen med hænderne på hendes mave. Mændene med faklerne så skræmt på Lucile inden en så sagde:” This is fucking crazy. Look at her. Let’s get the fuck outta here before Ramsay finds out she’s hurt.. Move boys!” og det varede ikke længe før de samlede deres sårede mand op og trak ham med dem væk.
Lucile lå på den kolde jord og mærkede hvordan hendes hjerte var begyndt at stresse hende. Hun var begyndt at gå i panik. Hvad betød smerten? Hun lagde sig hurtigt på ryggen og løftede sit hoved inden hun forsigtigt løftede op i sin trøje. Et lille bump var ved at vise sig på hendes mave, men rundt om var hendes hud helt mørkerød. Hun bed sammen og lagde sit hoved tilbage inden smerten fik hende til at skrige igen. ”Make it stop... PLEASE! Just.... make it stop!” bad hun i en panikslagen tone gennem sammenbidte tænder.
Hendes hoved dunkede så hårdt at det var svært at koncentrere sig. Da hun åbnede øjnene hørte hun Tatias hyl efterfulgt af Nicholas’ vrede udbrud. Hun var for stresset til at opfatte noget som helst af det der skete. Det var lige indtil hun kunne mærke hvordan hendes mave begyndte at gøre ondt, dog så havde den gjort ondt siden hendes fald, det var først nu at hun rigtigt kunne mærke det. Hun var ikke sikker på noget af det der skete omkring hende men smerten blev hurtigt større og større. Hun greb sig til maven og faldt ned på sine knæ inden hun så bare krummede sig sammen.
Smerten blev værre og hun begyndte at spænde i kæben for at holde et skrig inde. Der gik dog ikke længe før hun pludselig udstødte et smertefuldt skrig og krummede sig mere sammen med hænderne på hendes mave. Mændene med faklerne så skræmt på Lucile inden en så sagde:” This is fucking crazy. Look at her. Let’s get the fuck outta here before Ramsay finds out she’s hurt.. Move boys!” og det varede ikke længe før de samlede deres sårede mand op og trak ham med dem væk.
Lucile lå på den kolde jord og mærkede hvordan hendes hjerte var begyndt at stresse hende. Hun var begyndt at gå i panik. Hvad betød smerten? Hun lagde sig hurtigt på ryggen og løftede sit hoved inden hun forsigtigt løftede op i sin trøje. Et lille bump var ved at vise sig på hendes mave, men rundt om var hendes hud helt mørkerød. Hun bed sammen og lagde sit hoved tilbage inden smerten fik hende til at skrige igen. ”Make it stop... PLEASE! Just.... make it stop!” bad hun i en panikslagen tone gennem sammenbidte tænder.
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Fre 24 Mar 2017 - 18:47
No killing! Ulven kom med et fnøs af utilfredshed. Men Tatia havde kontrollen, havde kontrollen til flammen havde ramt hende. På en måde nød hun Nicholas blev fred på hendes vegne, ikke fordi hun ønskede at han skulle være vred - men følelsen af nogle faktisk tænkte på hende var rar. Tatia var endelig begyndt at acceptere at hun ikke altid kunne gøre alt selv. Alting skete så hurtigt hun ikke kunne nå at få sine tanker samlet omkring det. Hun var mere fokuseret på Lucile end Nicholas i denne her situation. Underligt nok, hun kendte ikke Lucile. Ikke det fjerneste, men alligevel følte hun, at hun at hun gjorde. Don't bother Tatia.. she doesn't know you.. or me.. Let sank hun en klump, og krummede bekymret øjenbrynene let. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var ekspert i at få folk til at huske. Specielt ikke folk hun ikke havde nogen stærk relation til. We need to leave.. Now. Tatia tog et blik omkring sig for at få et overblik over hvor de var. Hjertet sprang op i hendes hals som hun opdagede, hvilken del af skoven de befandt sig i. Snart kunne hun mærke, hvordan det begyndte at banke hurtigere og hurtigere - efterfulgt af Luciles skrig af smerte. De skulle væk, men de skulle hjælpe Lucile først. Mændene smuttede som små kujoner, men det var Tatia nu ligeglad med. Tatia så mærket på Luciles mave og vidste de måtte reagere nu.
"Pick her up, there is a camp close by.. there will be some medicine.. things we can use to help her, I will lead the way," sagde hun til Nicholas og gav ham et nik. Så kiggede hun på Lucile, og greb let fat i hendes hånd.
"Look at me.. Take a deep breath.. We are going to help you okay?" De blågrønne øjne så direkte mod Lucile, inden hun så rejste sig op.
Siden hun gik foran dem, kunne de ikke se frygten i Tatias ansigt. De kunne måske høre de ekstreme hjerteslag der sendte panik ud i hendes rystende fingerspidser. De havde brug for den hjælp de kunne få. Nok kunne hende og Nicholas begge heale, men de kunne ikke heale en skade - som de ikke vidste hvad var. Det krævede de var forsigtige. De havde selvfølgelig ikke set lejren før, og dens ydre så ikke ligefrem skræmmende farlig ud. Ikke med første øjekast, for den side de så den fra var ikke fangelejren. Det var ikke den side hvor alle burene var, eller teltene hvor de blev udført eksperimenter på diverse shapeshiftere. Tatia sørgede for de var med hende, for hun ønskede ærligtalt ikke at nærme sig dette sted.
"Here it is, " hun tog en dyb indånding og forsøgte alt for at virke rolig i stemmen, "follow me," tilføjede hun og betrådte så lejren. Det gav en stikkende utilpas følelse i hende at komme tilbage til det sted der havde holdt hende i et år. Nok var over halvdelen af folkene der havde jagtet hende efterfølgende øde, men det var langtfra alle af dem der havde været jægere - mange af den var forskere. Andre stadigvæk vagter.
"There she is, the she-wolf is back," sagde en strålende af glæde.
"Not true, I'm here for a favor. Help her, then you can do what you want.. just help her," sagde Tatia og sank nervøst en klump. Forskeren kaldte nogle folk hen og gik hen til Lucile og Nicholas for at se dæmonen an.
"Follow us, "sagde de til Nicholas, de havde eksperimenteret med mange ting for tiden. Mange mirakuløse ting var opstået ved deres eksperimenter mod shapeshifters. Tatia nikkede til Nicholas om at det var okay.
"Tell Wade I'm sorry.. and that I love him okay? " Dog blev hun grebet fat i og trukket i en anden retning end dem. Tatia så efter dem imens de blev taget med ind i et andet telt - imens hun blev slæbt tilbage i mørket. Smidt tilbage i sin celle hvor de gav hende noget beroligende, for hun ikke skulle springe på dem eller bruge ekstra styrke. De tog nogle prøver af hendes blod, og tog dem med op til nogle af teltene. Som Tatia sad der krøb hun sammen om sig selv, prøvede at få tankerne til ikke at ødelægge hende - men det var svært.
Videnskabs mændene og forskerne så ud til at virke oprindelig interesseret i deres lille mission. Trods alt var deres had mod shapeshiftere - ikke andre racer. De var ikke fjendtlige mod deres to gæster, og diskuterede nærmere med dem omkring, hvad der kunne være galt - gav Lucile noget mod smerterne. Nogle af de andre lidt længere væk eksperimenterede på blodet fra Tatia og andre shapeshiftere.
"Mathew, go check the she-wolfs changing tolorance," sagde den ene lidt længere nede. De andre var dog fast opsatte på at hjælpe dæmonen og vampyren i nød.
//Føl jer frie til at bruge et hav a npc'er xD
"Pick her up, there is a camp close by.. there will be some medicine.. things we can use to help her, I will lead the way," sagde hun til Nicholas og gav ham et nik. Så kiggede hun på Lucile, og greb let fat i hendes hånd.
"Look at me.. Take a deep breath.. We are going to help you okay?" De blågrønne øjne så direkte mod Lucile, inden hun så rejste sig op.
Siden hun gik foran dem, kunne de ikke se frygten i Tatias ansigt. De kunne måske høre de ekstreme hjerteslag der sendte panik ud i hendes rystende fingerspidser. De havde brug for den hjælp de kunne få. Nok kunne hende og Nicholas begge heale, men de kunne ikke heale en skade - som de ikke vidste hvad var. Det krævede de var forsigtige. De havde selvfølgelig ikke set lejren før, og dens ydre så ikke ligefrem skræmmende farlig ud. Ikke med første øjekast, for den side de så den fra var ikke fangelejren. Det var ikke den side hvor alle burene var, eller teltene hvor de blev udført eksperimenter på diverse shapeshiftere. Tatia sørgede for de var med hende, for hun ønskede ærligtalt ikke at nærme sig dette sted.
"Here it is, " hun tog en dyb indånding og forsøgte alt for at virke rolig i stemmen, "follow me," tilføjede hun og betrådte så lejren. Det gav en stikkende utilpas følelse i hende at komme tilbage til det sted der havde holdt hende i et år. Nok var over halvdelen af folkene der havde jagtet hende efterfølgende øde, men det var langtfra alle af dem der havde været jægere - mange af den var forskere. Andre stadigvæk vagter.
"There she is, the she-wolf is back," sagde en strålende af glæde.
"Not true, I'm here for a favor. Help her, then you can do what you want.. just help her," sagde Tatia og sank nervøst en klump. Forskeren kaldte nogle folk hen og gik hen til Lucile og Nicholas for at se dæmonen an.
"Follow us, "sagde de til Nicholas, de havde eksperimenteret med mange ting for tiden. Mange mirakuløse ting var opstået ved deres eksperimenter mod shapeshifters. Tatia nikkede til Nicholas om at det var okay.
"Tell Wade I'm sorry.. and that I love him okay? " Dog blev hun grebet fat i og trukket i en anden retning end dem. Tatia så efter dem imens de blev taget med ind i et andet telt - imens hun blev slæbt tilbage i mørket. Smidt tilbage i sin celle hvor de gav hende noget beroligende, for hun ikke skulle springe på dem eller bruge ekstra styrke. De tog nogle prøver af hendes blod, og tog dem med op til nogle af teltene. Som Tatia sad der krøb hun sammen om sig selv, prøvede at få tankerne til ikke at ødelægge hende - men det var svært.
Videnskabs mændene og forskerne så ud til at virke oprindelig interesseret i deres lille mission. Trods alt var deres had mod shapeshiftere - ikke andre racer. De var ikke fjendtlige mod deres to gæster, og diskuterede nærmere med dem omkring, hvad der kunne være galt - gav Lucile noget mod smerterne. Nogle af de andre lidt længere væk eksperimenterede på blodet fra Tatia og andre shapeshiftere.
"Mathew, go check the she-wolfs changing tolorance," sagde den ene lidt længere nede. De andre var dog fast opsatte på at hjælpe dæmonen og vampyren i nød.
//Føl jer frie til at bruge et hav a npc'er xD
Gæst- Gæst
Sv: I'm sorry we had to meet like this - Tatia (+Nicholas)
af Gæst Lør 25 Mar 2017 - 0:26
A shock rendered his whole body as he heard Lucile's scream, he immediately turns around and forgets about the men next to them. He drops to his knees next to her and moved his now shaking hands around her "Wha.. whats wrong baby?..." His voice was cracking, seeing her in this condition was tearing him apart, tears started forming under his eyes as he looked her over. The anger he had a moment ago was put in the back of his mind, the panic over Lucile had taken over. His head was a mess, full of mixed emotions and discombobulated from the starvation. As she pulled up her clothes he could see the bump and the red area around, making him worry a lot more. Seeing as his head was a wreck he couldn't channel his doctor and try to figure out what it was.
So he was left with trying to heal her, he didn't know what the damage was so it would be harder, it was clear that it was in the stomach, which narrowed it down. He had healed with less knowledge than that before, but this would be his first time healing after the transformation, but he didn't even think about that. When Tatia told him to pick her up so they could go to a camp he responded without taking his eyes of Lucile. "Let me try something first.." the words were quick out of his mouth as he got to it. He ripped off his leather gloves and placed his hands on her stomach, doing what he always did, channeling the ability through his hands. But this time was different, his hand felt ice cold as he did it and he didn't feel any energy being drain, which left him confused, it was the first time this had happened. He thought the ability just didn't work, but in reality the ability had just been reversed with the transformation. Instead of speeding up the body's regeneration, it triggered the pain receptors in the body, sending false signals of pain to the spinal cord and brain, making the body think it was being hurt, when it didn't actually do anything.
Seeing as what happened left him speechless, he picked her up by the shoulders and legs, following right behind Tatia as she led the way. "It's going to be alright, you are going to be fine you hear me?.. The place we are going to, they will help you..." He said struggling to keep his voice from cracking. In truth he had no clue where they were going or if they could help her, but he trusted Tatia, and that was enough.
As they arrived at what seemed like a big camp with a lot of people, he became cautious, but he had to trust Tatia, there was not much other option in helping Lucile at the moment. His main concern was with Lucile and their child, but the way Tatia talked to them and them about her made him curious to what it was all about. And when she asked him to deliver a message to Wade all his alarms were ringing. "Wait what.. what are you.?" Before he could finish someone came and took her away from them. He was about to run after her, seeing as she was not going somewhere good. But arriving at the camp his mind had cleared up a little, making him think more straight. They outnumbered them by a mile, and some of them were armed, and not only that, they were taking care of Lucile. He had to play it smart, which meant patience and observing his surroundings.
He followed the people leading him in to a tent where he put her down. He stood next to her and held her hand as they gave her something for her pain. "You are safe now, these people are going to take care of you. I'll be right here." He said with a more calm voice. He knew she didn't remember him, but he wasn't going to change the way he spoke or treated her. As he watched what the people did to her like a hawk, he heard something in the background. Something about her transformation? It sounded familiar to something he had heard her say before, but he couldn't put his finger on it, so he would have to remember before he acted. As he stands there, he holds her hand tight as he places another on her head, gently stroking her forehead with his thumb. He wants to kiss her but it would be unwise seeing as she didn't know him, for now he would only keep her close. Thinking back to the ability it had left him in the dark, in all the years he had the ability, nothing even remotely close to that had happened to him before. It was something he would have to check out once all this was over. All that mattered right now was Lucile, making sure she was alright, but also Tatia, he had to go check on her soon, somehow.
So he was left with trying to heal her, he didn't know what the damage was so it would be harder, it was clear that it was in the stomach, which narrowed it down. He had healed with less knowledge than that before, but this would be his first time healing after the transformation, but he didn't even think about that. When Tatia told him to pick her up so they could go to a camp he responded without taking his eyes of Lucile. "Let me try something first.." the words were quick out of his mouth as he got to it. He ripped off his leather gloves and placed his hands on her stomach, doing what he always did, channeling the ability through his hands. But this time was different, his hand felt ice cold as he did it and he didn't feel any energy being drain, which left him confused, it was the first time this had happened. He thought the ability just didn't work, but in reality the ability had just been reversed with the transformation. Instead of speeding up the body's regeneration, it triggered the pain receptors in the body, sending false signals of pain to the spinal cord and brain, making the body think it was being hurt, when it didn't actually do anything.
Seeing as what happened left him speechless, he picked her up by the shoulders and legs, following right behind Tatia as she led the way. "It's going to be alright, you are going to be fine you hear me?.. The place we are going to, they will help you..." He said struggling to keep his voice from cracking. In truth he had no clue where they were going or if they could help her, but he trusted Tatia, and that was enough.
As they arrived at what seemed like a big camp with a lot of people, he became cautious, but he had to trust Tatia, there was not much other option in helping Lucile at the moment. His main concern was with Lucile and their child, but the way Tatia talked to them and them about her made him curious to what it was all about. And when she asked him to deliver a message to Wade all his alarms were ringing. "Wait what.. what are you.?" Before he could finish someone came and took her away from them. He was about to run after her, seeing as she was not going somewhere good. But arriving at the camp his mind had cleared up a little, making him think more straight. They outnumbered them by a mile, and some of them were armed, and not only that, they were taking care of Lucile. He had to play it smart, which meant patience and observing his surroundings.
He followed the people leading him in to a tent where he put her down. He stood next to her and held her hand as they gave her something for her pain. "You are safe now, these people are going to take care of you. I'll be right here." He said with a more calm voice. He knew she didn't remember him, but he wasn't going to change the way he spoke or treated her. As he watched what the people did to her like a hawk, he heard something in the background. Something about her transformation? It sounded familiar to something he had heard her say before, but he couldn't put his finger on it, so he would have to remember before he acted. As he stands there, he holds her hand tight as he places another on her head, gently stroking her forehead with his thumb. He wants to kiss her but it would be unwise seeing as she didn't know him, for now he would only keep her close. Thinking back to the ability it had left him in the dark, in all the years he had the ability, nothing even remotely close to that had happened to him before. It was something he would have to check out once all this was over. All that mattered right now was Lucile, making sure she was alright, but also Tatia, he had to go check on her soon, somehow.
Gæst- Gæst
Side 1 af 2 • 1, 2
Lignende emner» ✦ Look at the sweet couple! Let me introduce you! (Tatia) + Wade - Nicholas
» Who are you? - Tatia
» What... is this? - Nicholas
» Help me ~ Tatia
» Going down the drain (Nicholas)
» Who are you? - Tatia
» What... is this? - Nicholas
» Help me ~ Tatia
» Going down the drain (Nicholas)
Side 1 af 2
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper