✦ Look at the sweet couple! Let me introduce you! (Tatia) + Wade - Nicholas

Der var så mange fordele og goder ved Razors job at det på sin vis i hans verden slet ikke var et job. Mere hobby der blev sat pris på - hvert fald af nogle. Slave delen af hans hverdag var heller ikke noget at brokke sig over - måske det ville have været værre hvis han var endt op et sted med en anden end lige Sean - måske havde det alligevel bragt lidt held med sig. Sådan at miste hukommelsen og støde på folk man kendte, kun for at ende med at være endnu tættere end man var før. Det var ikke kun Sean - men også mange andre. Måske han havde lært ubevidst at sætte en smule mere pris på dem han havde i sit liv.
Det havde desuden også givet ham en plads i Seans klan - hvilket var endnu bedre. Lejemord var sjovt og en del af hans fortid, så hvorfor overhovedet overveje at sige nej til sådan en mulighed? - Han var på job nu, eller havde sådan udført sit arbejde for meget kort tid siden - sad nu på taget af skur der hørte til en af bygningerne omkring ham. Ventende på folks reaktion på det kunstværk han selv synes han havde formået at lave med mandens lig. Endnu en af fordelene - der var ingen regler omkring hvordan han slog ihjel, så længe jobbet blev gjort.

Han betragtede den tydeligvis døde et øjeblik med hovedet tiltet på skrå.
Med en høtyv der passede perfekt boret gennem ansigtet på manden, var han kilet til muren bag sig, det meste af det blod der flød ned over hans krop kom dog fra mandens mund hvor tungen ikke længere var placeret. Ser du, han var ikke død af høtyven - nej Razor havde ladt ham lide en del først, druknet i sit eget blod hvilket gav ham det mere anstrengte udseende - hvis man så bort fra at øjnene heller ikke var i hans hoved længere. Den sad Razor med i den ene hånd. Smilet om hans læber synes ikke at forsvinde på noget tidspunkt. Det dæmoniske udtryk der kun ventede på at se eller høre et væsen i frygt. Solen var endnu kun på vej op - og i dette område af Terrorville var der ikke just en befolkning der vandrede omkring hele tiden uden døre. Et par enkelte havde han set for enden af gaden, men ingen der havde ladt sig fange af den horror der skete lige for næsen af dem. Han overvejede om han selv burde finde en der kunne være med - sikken et syn det ville være hvis der kom endnu en at hænge ved siden af. - Og som tanken strejfede ham kom en kvinde ud fra et hus tæt ved. En lyshåret kvinde, ung - slutningen af tyverne måske. Hun ville da være et perfekt match til denne - måske en smule ældre mand. Hun var ikke på listen over folk der skulle dø - men hey, Razor måtte godt bestemme bare en lille smule engang imellem.

Han hoppede ned fra skuret, stille uden at vække opsigt. Kvinden var på vej i den retning Razor var, hvilket var en fordel - jo tættere hun kunne komme inden hun opdagede scenariet, jo bedre. Han var dog hurtigt henne bag ved hende og i samme sekund som hun skulle til at skrige ved synet af manden på muren - lod Razor sin hånd smutte op foran hendes mund. " Shhh.. " hviskede han stille - kort efterfulgt af et lille grin. Helt tæt op mod kvindens øre.
" Don't wake him up.. " Spandt han så bare stille og skævede et øjeblik mod manden. Kvinden var heldigvis ikke andet end et menneske og ikke et specielt stærkt et af slagsen. Angsten havde allerede overtaget hendes krop, spredt en stiv panik i hendes krop som gjorde at hun nærmest ikke rørte på sig. Hendes hjerte derimod - det hamrede afsted. Fristende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Endelig! Endelig var hun kommet til Terrorville, ikke at hun brød sig specielt meget om det - men hvad gjorde man ikke for at finde Razor. Tatia stod op som solen stod op, derfor var hun så hurtigt videre på sin rejse, det var yderst sjældent hun sov ud - det kom meget an på selskabet. Noget påstyr i den ellers smukke morgen, fangede hendes ulvs opmærksomhed. Ellers var det duften af blod som aktiverede de sanser. Det skreg i Tatia om at undersøge det, og den nye del af hende trak så godt den kunne for hun skulle gå videre. Synet af en blondpige der kom gående og stoppede forskrækket op fangede hendes opmærksomhed, og hun kunne ikke modstå længere. Tatia listede sig imd, ubevæbnet. Hun havde ikke haft tid til at hente sin daggert i den vampyr der overfaldt hende for et par dage tilbage. Nicholas havde klaret det godt med at heale hende, men det havde været på tide at finde hvad hun egentlig var gået ud af skoven for Razor. Pludselig stoppede hun op da Razors fært blandede sig med blodet, og hun løb derhen uden at tænke videre over det.

Det gav et sæt i hende af synet af manden, ikke fordi hun ikke havde set en masse ting i sit liv. Men dette, det var ikke så meget handlingen som det var personen der havde gjort det. Tatia løftede en hånd op foran sine skælvende læber ganske kort, hvorefter hun lod den falde ned. Blikket søgte efter Razor og faldt på ham og kvinden.
"Razor!" Råbte hun højt uden at tænke videre over det. Det var ikke fordi, at det var nyheder at Razor havde sin egen stil. Det var det første han havde sagt, efter de havde undsluppet arenaen, og endelig var på sikker grund. Tatia havde dog aldrig tænkt videre over det, for det virkede ikke ligefrem som ham når han var sammen med hende. Alt dette var ikke til stede når hun var der. Hjertet sprang en takt over imens hun prøvede at finde ud af, hvordan hun skulle reagere på hvad der skete omkring hende. Tatia vidste snart ikke om hun skulle se på Razor eller manden - eller kvinden.
"Let her go, please," sagde hun så og sank en klump. Tatia var ikke bange, tvært imod, hun var blot en anelse forvirret. De havde slået ihjel sammen før, flået lemmer af deres fjender for at slippe fri - de havde altid gjort hvad de skulle for at overleve - men dette... dette var anderledes, det var for nydelsen. Ligesom de jægere der havde haft hende fanget det seneste år.. ligesom dem i arenaen.
"You haven't learned anything.. have you?" Spurgte hun så og kørte en hånd henover sit hår. "Is this what you are doing? Killing for sport? " ikke fordi hun havde forstillet sig meget, faktisk havde hun ikke ligefrem tænkt på hvad han lavede. Chokket var i hendes øjne, og hjerte rytmen blev en smule hurtigere. Det var det dårligste tidspunkt af alle tidspunkter hun fandt ham sådan her, mest af alt fordi hun ikke var ovre sine egne traumaer endnu - og dette her mindede hende blot om dem.

Han kunne ikke helt lade være med at grine. Dog var der noget der et øjeblik fjernede hans opmærksomhed fra kvinden. Han slap hende dog ikke, mens hans blik røg hen på kvinden der havde råbt hans navn. Tatia - uden tvivl. Han kunne kende hende på lang afstand - normalt var hendes stemme som sød musik i hans øre, men ikke denne gang. Hun virkede ikke til at være begejstret for synet der havde vist sig for hende - og det kunne høres i hendes stemme. Smilet forsvandt dog ikke fra Razor, i stedet blev det bare en smule udfordret, noget der kun forstærkede dæmonen i ham.

" But she's mine. I found her. " Sagde han så bare med et kort lille fnis, en blanding af noget helt uskyldigt og sødt, men samtidig også morderisk. Han havde ikke tænkt sig at slippe kvinden. Kvinden som efterhånden havde tåre løbende ned over kinderne og forsøgte for sit liv ikke at klynke den gråd der havde samlet sig i hendes hals.
" Look at that little scared face. Isn't it cute? not wait.. Adorablee " Sagde han så bare før han rystede lidt på hovedet. Hans blik var placeret mod kvinden igen. " She dosen't know what she's talking about. I got skills, I don't need to learn more about anything. " Han trak kort lidt på den ene skulder og skævede kort lidt mod Tatia men så tilbage mod kvinden. Han valgte bevidst ikke at lade Tatias ord trænge ind og bremse ham i hvad han lavede - måske var det bare dæmonens blodtørst der i sidste ende havde den stemme at bedømme ud fra.

Han slap så endelig kvinden, men kun for at skubbe hende mod nærmeste mur. " Staaaay.. " Sagde han så bare og holdt et blik mod hende. Smilet var nok i sidste ende det der fik hende til at blive siddende efter at have været væltet. Hun kom også endelig med sin tilbage holdte lyd. En svag gråd. Razor rettede blikket tilbage mod Tatia.
" Isn't it beautiful? Look at him, dangeling around up there - you should've seen the look in his eye befo.. Oh wait.. " Sagde han så bare med et lille grin før han holdt øjnene op han stadig havde i den ene hånd - han drejede dem rundt i sin håndflade - ligesom man normalt gjorde med de der runde sten i den spirituelle verden. " One even more frightened than the other. " Sagde han så bare med et kort trak på den ene skulder. Han skævede kort mod kvinden da hun rørte på sig - men så snart hun mærkede Razors blik blev hun siddende.
" We're having a party. Parties are fun. But you dont seem like someone who's having fun.. " Sagde han så bare lidt med en rysten på hovedet - han skød kort underlæben lidt frem i en halv bedrøvet grimasse. Det ændrede sig dog hurtigt bare tilbage til et grin igen.
" It's good to see you though - what are you doing in Terrorville? " Spurgte han så bare lidt - mens han bevægede sig tilbage mod kvinden. Han var ikke færdig med hende. Der var stadig en masse blodigt sjov man kunne finde på.

But she's mine. I found her. Tatia rystede på hovedet, hun forstod ikke hvad der skete foran hende. Dog var der en ting hun var ret så sikker på, at hun ikke brød sig om det - ikke at bryde sig om det var en underdrivelse. Tatias blike gled henover kvinden, og så derefter op på Razor da han snakkede igen.
"You are out of our mind," mumlede hun og rystede atter på hovedet et par gange. Razor havde før snakket om at miste kontrol, men dette mindede ikke om at miste kontrol - det mindede hende om ren og skær dæmon-blik. Et ord hun kaldte dæmoner der opførte sig som dæmoner - hvilket blot mindede hende om Ethan. Det gav et gisp ganske kort fra Tatia, som Razor skubbede mennesket fra sig. Isn't it beautiful? Look at him, dangeling around up there - you should've seen the look in his eye befo.. Oh wait.. Tatia spærrede øjnene op da Razor fiskede øjnene frem, det gav hende en lettere kvalme - og tirrede ulven til at give en svag brummen fra sig - som Tatia heldigvis hurtig fik stoppet. Tatia vidste ærligtalt ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Dog havde hun ikke tænkt sig at spille glad over det, for det var hun ikke - tvært imod. But you dont seem like someone who's having fun.. Et lille kynisk fnøs kom fra hende, som hun vendte sig mod ham.
"Is this a game to you? No I don't like your little theater.. or what so over. I don't like you playing with lives like that. I don't like this at all. So no I'm not having fun. I'm disgust. This.. you.. disgust me." De røde øjne glødede stille op, og Tatia sank en klump for at holde sig rolig. Dog var det ikke ligefrem fordi, at hun havde nogen grund til at være rolig overhovedet - hvilket blot gjorde det endnu svære. Den eneste grund til hun ikke gjorde noget direkte, var fordi det var Razor. Hende og Razor var altid på det samme hold - men lige her, kunne hun ikke dele den passion han tydeligvis havde.

Han bevægede sig hen imod kvinden, men Tatia kom ham i forløbet og stillede sig mellem dem.
"I was here to see you, now I wish I didn't," vrissede hun en anelse bestemt. De røde øjne trak hun tilbage, men hun var stadigvæk fast besluttet på - at han ikke skulle dræbe kvinden.
"Don't. Come. Any. Closer." Sagde hun ret alvorligt. Det var ikke engang fordi, at Tatia kendte kvinden - det var blot hendes morale. Kvinden var uskyldig, det var noget andet hvis hun havde prøvet at dræbe Razor. Tatia sank en klump, og ønskede ikke det skulle gå for vidt.
"Just stop this, and walk away from it. You don't have to do this.. Why are you even doing this?" Spurgte hun forvirret, og stadigvæk havde hun ikke i sinde at han skulle bevæge sig mod kvinden - om hun så var nød til at skubbe ham tilbage, ville hun gøre det.

" It gets boring.. Being stuck in the same old mind all the time. Usually people say that getting out sometimes is a good thing. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. Ingen tvivl om at denne her form for 'at komme ud' ikke var præcis det folk mente normalt. Men Razor havde fået for vane at trække sin dæmon dyb ind i sig og den fik sjældent lov til hvad den hungrede efter så når det endelig var, så var det ekstra meget. Selv nu med hans nye job var den stadig ikke tilfreds. Mere blod, mere kaos, mere ødelæggelse - flere knuste hjerter og frygtsomme blikke. Det føltes så godt - hvorfor holdt han det overhovedet inde til at begynde med?
Han kunne ikke helt lade være med at grine. " Disgust you? So thats what your face is telling me.. I like it - Its different.. Some-thing-else.. " Han sendte hende et kort flabet smil som endte lidt ud i et lille grin. Hendes ord rørte ham ikke, heller ikke selvom de burde. Måske gjorde de egentlig - men ikke nok til at slå ham ud af hvad han var i. Man kunne vel på mange måder kalde det en blodrus - en blodrus der først lige var begyndt. Mordet på manden havde startet det og kvinden var bare den næste i rækken. Han lod hovedet glide lidt på skrå og holdt sit fokus mod kvinden et øjeblik.

Dog farede Tatia ind foran ham og fik ham til at stoppe op. Han tiltede hovedet lidt på skrå, modsatte side end han før havde vippet det mod. " How sweet - protecting a simple human.. Why do you care? You don't even know her. " Sagde han så bare lidt før han kort rystede lidt på hovedet. Mennesker - ynkelige væsner. Hvis man fortjente at overleve måtte man da yde en smule mere end de ynkelige grædefærdige lyde hun indtil nu havde kommet med. Nåde var ikke noget denne verden kendte til - hvert fald ikke set fra Razors perspektiv. Og alligevel en dobbeltmoralsk holdning - for der var ikke det i verden han ikke ville gøre for at redde Reign - men på den anden side, ham kendte han jo også.
" Didn't you just say that you wished you didn't come - you're free to leave? And let me get on with my little snack. I'm actually kinda hungry. Working all night. " Han lod kort blikket glide ned over Tatia før det sneg sig bag om hende mod kvinden. Hun havde efterhånden rejst sig op. Hvilket kun gjorde Razor utålmodig. Tatia burde flytte sig. Han rettede blikket tilbage mod hvad han lige nu måske ikke så ligeså meget som sin søster som han havde gjort sidst de så hinanden. Dog vidste han godt at det var hvad hun var - sikkert derfor han ikke havde rørt hende endnu.
" But you can't steal whats mine. Stealing isn't cool. Mh mh - not a fine move. " Sagde han så bare lidt og trådte så bare tættere mod hende. Inden kvinden ville stikke af bag hende. Ikke fordi hun i sidste ende ville nå langt. Razor var hurtigere end hende og ville kunne indhente hende på ingen tid.

I like it - Its different.. Some-thing-else.. Det pirrede hende, og hun burde egentlig bare give op. Det fortalte alle hendes instinkter hende, at hun skulle lade ham gøre det - og alligevel kunne hun ikke. Sandheden var det sidste hun ønskede var at kæmpe imod Razor omkring et liv. Et liv hun egentlig ikke havde noget med at gøre, men på den anden side ville hun ikke lade en uskyldig blive flået fra hinanden på den måde.
"It's something else.. good, you have eyes, not let it go," Tatia var bestemt, og hun havde en mening omkring det her -og hun havde ikke i sinde at lade det gå.
"I don't have to know her. It doesn't matter, what matters is the doesn't deserve to end her life with your sick behavior," vrissede hun atter og prøvede at holde sig selv på køl. Det var dog ikke ligefrem nemt, ikke med ilden der blussede op inden i hende. Vreden og ilden og ulven - tre elementer som ikke ligefrem gavnede hende.

You're free to leave? Let rystede hun på hovedet igen.
"I'm not gonna let you touch her, Razor. I'm not," pointerede hun og tog en dyb indånding for ikke at selv antænde. Hjertet bankede en anelse stærkere, men ikke i frygt for Razor - men hun kunne ikke undgå at tænke på hvad der ville ske i denne her situation. De havde før snakket om, hvad der ville ske, hvis den ene af dem mistede kontrollen. Razor havde gjort det klart for hende at han ville nedlægge hende, og hun ville stoppe ham - om det var ord eller ord der kunne vendes til handling - ønskede hun egentlig ikke at finde ud af. De kendte hinandens styrker og hinandens svagheder når det kom til kamp. De var begge to ikke til at stoppe når de var gået igang. Dog var den eneste forskel Razor lige nu, for Tatia stod foran ham med alt sin menneskelighed, hvor han ikke viste spor lige nu.

But you can't steal whats mine. Stealing isn't cool.  Mh mh - not a fine move. Tatia sukkede lidt og spændte ekstra i sin kæbe, som Razor alligevel testede hende ved at træde tættere på.
"Are you even hearing yourself? I'm not stealing, and this woman is not yours to play with," sagde Tatia varsomt og trådte helt op foran Razor - hun var 5 centimeter højere end ham - og hun havde ikke tænkt sig at smide sine ord fra sig. At give op havde nu heller aldrig været hendes ting. "Don't test me Razor, don't," pointerede hun og borede sine øjne mod ham. Som pigen begyndte at løbe, havde Tatias dyriske instinkter allerede reageret, og hun greb fat i Razors arm for at holde fast i rovdyret. Grebet var fast, og hun havde ikke tænkt sig at slippe ham.
"If you want her, you have to put me down. Because I'm not gonna let you do this," Tatias hjerte sprang en takt over. Svagheden var hun håbede på at nå hans menneskelighed, den Razor hun kendte - det var ham hendes øjne prøvede at nå. For hun havde aldrig skulle bringe nogle til sig selv før, for Razor var sig selv - en anden sig selv end når han var ved hende - og det var hvad der gjorde det så pokkers forvirrende for hende. Han var ikke syg, men han var langtfra rask heller. "Please just think about it, just come with me.. and let this go."

" Why do you have to be so booooring.. " Sagde han så bare lidt og himlede kort med øjnene. Der var da heller intet værre end folk der stod i vejen for sjov. Uheldigvis var der faktisk mange der gjorde det. Det var typisk og super irriterende. Nu havde han det lige så sjovt også kommer hun og ødelægger det.
" She should have thought of that before leaving her house - unprotected from the truth of reality. You of all should know that - kill or be killed right? " Sagde han så bare med et grin før han rystede lidt på hovedet. Hvor meget hun så end forsøgte at stå i vejen for hans plan og brutale idéer - så havde han tænkt sig at det nok skulle ske alligevel. Han lyttede ikke rigtig til Tatias ord - hans blik lå fast mod kvinden bag hende og man kunne nærmest se den blodtørst der boblede rundt bag hans øjne. Han havde været i balance mellem sin menneskelige side og sin dæmoniske side før der var blevet brudt op i hans følelser. Der kunne man sagtens tale ham ud af en situation. Men som sagt var dæmonen stærkere når den havde været holdt nede frem for at plane sig ud. Og eftersom han efterhånden havde været en del sammen med folk hvor det ikke var muligt at være begge dele på en gang men mest menneske. Så blev det bare sværere.

Et lille grin smøg sig ud over hans læber som han skævede mod hendes ansigt da hun trådte helt tæt på. " But testing you is fuuuun - you get all worked up and.. " Han gik i stå og lod sit blik i en hurtig bevægelse fange kvinden der løb fra sin ellers befalende plads. Razor skulle til at sætte efter men Tatia nåede at fange hans arm og bremse ham. Først stod han bare helt stille et øjeblik med blikket rettet mod kvinden, men så skævede han bare lidt mod Tatias hånd der holdt ham tilbage.
" Put you down - like the animal you are.. " Sagde han så bare lidt og lod smilet om sine læber vokse. Indtil det blev til et mindre grin, et grin som flakkede sig hen i en mindre knurren og til sidst rev han så bare sin arm ud af hendes greb, i en bevægelse der nærmest var snoede. Hvor godt hun så end holdt fast så havde han alligevel en styrke der ikke var til at spøge med. Måske var det i sidste ende albuen mod modsatte arm han havde slået mod hendes hage med det gjorde at han kom fri - for fri kom han og var hurtigt på farten efter kvinden. Han vidste at Tatia var hurtig - men var hun hurtig nok. Måske. Men han havde da ellers også et par tricks oppe i ærmet hvis det skulle gå hen og blive blodigt. Han var ikke ved sit fulde fem. Det var ligesom med vampyrer der først havde sat tænderne i et offer - det var heller ikke så tit man så dem med så meget kontrol at de kunne stoppe igen med det samme. Kvinden var ikke nået langt og hans tempo blev øget så snart hun kom til syne i en side gade. Dog sørgede han også for at holde øje med Tatia.

You of all should know that - kill or be killed right? Han prøvede hendes grænser af, eller måske så den dæmoniske side af ham hende blot an. Lige nu var det ikke Razor der stod foran hende, men den dæmon del af ham hun ikke kendte, som havde besat ham. Det var det samme der skete hvis ulven i hende tog over - eller ikke det samme, men tæt nok på.
"I only kill for my own survival," pointerede hun hurtigt meget kraftigt. But testing you is fuuuun - you get all worked up and.. Ulven knurrede en anelse og hun kunne mærke det i sin brystkasse. Den ønskede at komme frem, men den kunne ikke. Nok derfor den blev så hurtigt irriteret, normalt havde den intet imod Razor - men den havde noget imod dæmoner.

Måden Razor stod stille fik det til at krible hende ned af ryggen. Dog tog hun ikke blikket fra ham, men hun havde heller ikke anset den fare hun bragte sig selv i ved det hele. Put you down - like the animal you are.. De røde øjne glødede varsomt op, men hun havde ikke forventet det sidste der skete. Albuen der ramte hendes hage så hovedet gav et ryk tilbage. Han slap fra hende. Tatia lavede en bevægelse til siden med nakken for at få den på plads.
"You son of a bitch," knurrede hun varsomt for sig selv. Hvilken skam det var de forbandede jægere havde fjernet hendes gamle evne, ellers ville hun have kunne nå op til ham lyn hurtigt. Tatia var hurtig af et menneske at være, men hun besad ikke dæmon fart - ikke at det betød hun gav op på at nå ham. Tatia var allerede altid for langt bagud, men hun vidste også, at Razor var nød til at stoppe når han først havde fanget byttet. Vreden i hende boblede, og ilden der strømmede igennem årerne blandede sig med blodet. Det var ude af kontrol, alt var ude af kontrol. Benene bevægede sig automatisk efter ham, som havde de ikke andet at leve for. Måske var det fordi, at når han kom ud af det igen - ville han måske komme på andre tanker. Måske var det bare den evige tanke om, at redde ham fra sig selv der løftede hendes tanker væk fra at lade det gå.

Tatia stoppede op da hun fik øje på en mand der kom udenfor. Han var vel på vej hen til sine dyr i en lille lade, med en fakkel i hånden. Der slog det hende. Det var ilden hun skulle bruge. Den talte til hende, og flammerne bevægede sig allerede imod hende som de dansede. Tatia tog en smut vej og løb hen til manden med faklen for blot at rive den ud af hans hånd, og gribe rundt om flammen. Det burde gøre ondt men det gjorde det ikke. Hun lod en del af ilden leve og lagde faklen ned. Blikket fulgte vejen hele vejen op til Razor. Ilden slangede sig henover jordens overflade. Snoede sig hen til den dannede en cirkel af flammer omkring Razor - som blussede op for at lukke ham inde. Så gik Tatia der op.
"You know.. you should really just let it go," sagde hun så bag muren af flammer. Så lavede hun et lille hul i flammerne og trådte igennem. Åbningen lukkede hurtigt efter hende. "Clever move you made, but not good enough," pointerede hun og løftede let på skuldrene. Hjertet bankede en anelse, og hun opdagede først nu - hvad ilden havde fået hende til at gøre. Hun hadede hun ikke altid var opmærksom på den, den havde en alt for kontrollerende effekt på hende - og hun satsede på måske Wade ville hjælpe hende med den. Han kunne hurtigere end hende registrere hvordan den virkede på hende.
"So what will you do now huh? You are trapped in fire, can you feel the heat? I sure can."

Da Tatia ikke virkede til at være lige i nærheden besluttede han sig for at fokusere på sit offer som løb for sit liv et lille stykke fremme - så tæt på, så tæt på at han nærmest kunne smage hendes blod. Den varme flydende væske, silkeblød og intet andet end velsmagende - hvis end ikke mere end det. Duften gjorde det kun endnu værre, drev ham frem og fik et lille grin til at forlade hans læber. Pft - tænk at hun troede hun stoppe ham i hans leg.
Han stoppede dog nærmest bræt op da flammer pludselig halede ind på ham og omringede ham i en bølge af varm luft og et lys der hvis man gloede for længe nærmest skar i øjnene. Han kom med en svag knurren som han kunne fornemme sit bytte forsvinde omkring næste hjørne. Et øjebliks irritation bredte sig i hans krop før det kort gøs gennem ham. En følelse han dog hurtigt fik rystet af sig og trådte et skridt tilbage, da flammerne alligevel var ret tæt på.
Han var i tvivl - sidst han mindes at have stået ansigt til ansigt med flammer højere end ham selv. Var den gang Reigns hytte brændte for øjnene af dem. Han burde bare lytte og lade være med at lege med et uskyldigt menneske - men han lyttede ikke, og evnen til selv at stoppe mens legen var god. Nah, det var heller ikke noget Razor sådan bare lige gjorde. Han skævede over sin skulder og vendte sig mod Tatia da hun trådte ind i cirklen af ild.
" Wauw this it lit.. " Sagde han så bare med et lille grin og lod sit blik hvile mod Tatia. " Literally - get it? " Han rystede så bare lidt på hovedet før han lod hovedet glide lidt på skrå.
" Sooo care to explain? " Han hævede kort lidt et bryn. Ignorerede hvad hun sagde - selvom det sikkert var tydeligt hvad svaret var, for ja - det var varmt. Ubehageligt varmt og gjorde en så simpelt ting som at trække være sværere end normalt. Ikke fordi det var umuligt, men luften var tynd og varm her inde i midten af flammerne der stjal alt ilten. Det var dog heldigt de var udenfor - indenfor havde det sikkert været meget værre.

Han lod blikket hvile mod hende. Spekulerende over hvor hendes evner med ild pludselig kom fra - var det noget hun havde haft hele tiden? Hvis det var tilfældet kunne hun da have redet dem ud af mange situationer lettere end de havde gjort. Han skævede kort lidt mod ilden og kunne ikke helt finde ud af om han burde grine eller græde over det. Det irriterende ham inderligt at han ikke bare kunne smutte efter kvinden der var stukket af. Og at han var fanget her - svøbt i hendes greb uden magten til bare at lade det falde til jorden.
Alligevel fandt et smil frem over hans læber mens han rettede sig lidt op og trådte et par skridt tættere på Tatia - og eftersom de nok i forvejen ikke stod voldsomt langt fra hinanden var han rimelig tæt på hende. " Even if you lit me on fire - You wouldn't be able to stop me.. " Sagde han så bare i en nærmest spindende tone og med et lille udfordrende smil om læben. Fandtes der over hovedet en måde at stoppe ham på? Måske hvis hun havde ladt ham slå kvinden ihjel til at begynde med. Han var blevet stoppet før. Bevidstløshed havde redet Reign fra at dø begge gange. Andre gange havde han bare ikke haft brug for at blive stoppet - ikke været til fare for dem han i virkeligheden holdt af.
" And we both know you can't beat me.. " Tilføjede han så bare med et lille grin før han i en hurtig bevægelse skubbede hende mod flammerne - men egentlig kun som en distraktion for at kunne bruge hende som springbræt - bro, over flammerne og halvt igennem dem til den anden side.

Hun hadede det. Hun hadede hvert eneste lille sekund. Razor var utilregnelig, og ærligtalt så legede hun bogstavligtalt med ilden lige nu. Sooo care to explain? Et fnøs forlod hendes læber og hun sank en klump.
"I sure, when you start behaving better," svarede hun med et lettere skævt kækt smil. Hun hadede alle følelserne der blandede sig i systemet. Irritationen blandede sig med bekymringen, og vreden med det bånd de egentlig havde. Alt virkede pludselig så skrøbeligt og Tatia ønskede ikke at være den der skubbede det hele over kanten - men det var hun vidst allerede. Dog var hun startet, og at stoppe nu ville ikke ligefrem redde dem. Tvært imod, de var begge kampdrevede væsner - og kampen var det de kendte bedst.

Måden han så på hende, fik ulven til at reagere som en udfordring. En ting hun havde lært ret hurtigt i en flok. Folk der stirrede var klar på en udfordring. Normalt ville Tatia være frisk på en udfordring, og give alt for at vinde - men her var hun i tvivl, og det gav klart Razor en fordel. Ulven og mennesket var langtfra enige om, hvordan dette skulle ende. Hjertet sprang op i halsen på hende som han trådte tættere på hende. Alligevel stod hun og så koldt imod ham. Sandheden var dog at det stak hende i hjertet, som om at han stod med en kniv, der blot borede sig dybere igennem hende des tættere han kom på. Even if you lit me on fire - You wouldn't be able to stop me.. Tatia sank stille en klump, måden han agerede på kunne hun ikke forholde sig til - eller hun havde slet ikke lyst til at forholde sig til den. Han vidste hun ikke ønskede at slå ham ihjel, om hun ville være i stand til det var et godt spørgsmål - og hun ønskede ikke at kende svaret på det.
"I'm not gonna kill you, but I will stop you," pointerede hun imens hun så ham direkte i øjnene. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen, langtfra. Intet af dette gav mening. And we both know you can't beat me.. Grinet fik hende til at give et fnøs fra sig - inden han overraskede hende med sit hurtige skrub. Bentøjet ramte hende og sendte ham i et spring - så snart han var fra hende røg hun bagover og ryggen ramte jorden midt i flammerne. Dog sprang Tatia blot op på benene igen, og ventede på ham da han landede. Ilden falmede som hun sparkede benene væk under ham i en hurtig bevægelse. Alt for at han ikke skulle tro, at hun blot var bange for at slå fra sig når det kom til ham.


"Is it wroth it? Tell me that it's wroth it. Pissing me off, chose your ways of torture over me. If it is, take my blood. Beat me.. hurt me.. come on I dare you," sagde hun og slog armene ud til siden. Let løftede hun på det ene bryn for at vise ham udfordringen var stillet. "what are you waiting for.. beat me." tilføjede hun og åndede stille ud. Måske en del af hende eller faktisk det hele af hende ønskede, at han skulle komme til sig selv ved det - den anden del vidste også, at det var umuligt lige nu. Tatia tænkte ikke over sine handlinger, hun reagerede blot på hvad der blev smidt i hovedet af hende, ikke ydeligere klogt - og fortidens skær spejlede sig i hende - hun havde altid været en agrressiv kriger. Det ville altid være noget hun skulle arbejde med og nok noget den nye ild i hendes system ikke var med til at hjælpe med. Blodet i Tatias åre var brændende varmt som ild, og den ild gjorde hendes vrede mere intens. Hvad hun virkelig havde brug for lige nu, var Wade til at trække hende ud af det - men han var der ikke - ikke lige nu. Men alligevel fik tanken om ham hende til at vågne lidt op, men det var allerede forsent.

Han nåede også kun lige at lande, før han måtte tage fra med sine hænder for ikke at falde direkte på fjæset da Tatia fejede benene væk under ham. Heldigvis var han mindst lige så hurtig selv og fik sig skubbet op og vendt mod den vidst efterhånden lidt pist shapeshifter. Det morede Razor - hvordan hun stadig var overbevist om at hun kunne stoppe ham. Det vidste han selv at hun ikke kunne - slet ikke. Han var på et alt for højt gir. Dæmonen blev fodret med adrenalin for hvert sekund der gik. Det at der var en forbindelse mellem dem - følelser, forventninger - forhåbninger. Det var som et stof til hjernen i det stadie Razor var i. Selvfølgelig ønskede han ikke at skade Tatia, men på samme tid - ja på samme tid så var der intet han hellere ville end at lade hendes blod løbe. Flyde og gøre jorden under dem til et mesterværk.

Hans blik lå fast mod Tatias ansigt som hun talte, i takt med at det blodtørst smil kun blev større omkring hans læber. En spindende lød forlod ham og udviklede sig til et grin. " You think I don't think its worth it? Sweeeet little Tatia.. " Sagde han så bare og rystede lidt på hovedet. Smilet forsvandt et øjeblik, men kun for at vende tilbage i en glubsk knurren. Han satte af fra jorden i noget der kunne ligne et hop mod hende, men han ændrede i sidste øjeblik og løb i stedet hen for at bruge sin styrke og sendte et slag mod hendes ansigt, endnu en bevægelse der skiftede i sidste øjeblik og blev i stedet til en underarm mod hendes hals - dog stadig i en heftig kraft. Han spærrede ben for hende med det ene ben - forhindrede hende i at træde ordenligt tilbage og fange sin balance.

Razors stop knap var låst inde - gemt langt væk. Der skulle mere end ord til at stoppe ham. Tatia havde fordelen ved selv at være en kriger - hun var ikke død på sekundet som mange andre havde været. Han savnede et øjeblik sin kniv, den kunne have været lige lidt ekstra sjov at have med på nuværende tidspunkt. - Men hov, han havde en kniv. Den blev bare ikke taget i brug - underbevidstheden talte måske alligevel lidt til ham - den råbte bare ikke højt nok.
" One dare.. One eeeasy dare - I guess it's time for truth.. " Sagde han så bare i en underholdt latter. Hun skræmte ham ikke, hun burde skræmme ham - det burde skræmme ham ind til marv og ben at han overhovedet kunne finde på at ligge en finger på hende. Han havde ellers stukket sig selv i ryggen med et løfte om aldrig at skade hende. Og nu? Tilgivelsen ville nok aldrig finde ham. Det var ikke helt meningen at det skulle have været under disse omstændigheder de skulle mødes igen. Tatia havde fanget Razor på - det dårligste øjeblik overhovedet muligt og det havde ligesom sat rammerne.
" Isn't that what they call the game - truth or dare? You too are one of the reason I'm getting weak - and I hate you for it. " Sagde han så bare, bund ærligt med et kort knurren. Så var det op til hende om hun ville stole på det eller ej. Kniven som ellers var blevet glemt et øjeblik var alligevel kommet frem, skjult et øjeblik men ikke længere tid end før den kom i brug. - Og hans hånd havde et fast greb omkring den, som den blev først gennem luften i en bevægelse der fulgte hans krop som han igen var efter hende - over hende. Skulder - arm, hvor end han kunne ramme sigtede han efter. Det var ikke engang tæt på, at den del af ham der ikke ønskede det fik lov at bestemme. Den lille stemme indeni ham blev skubbet til side hver gang - forstærket af den modstand Tatia gav. Hun havde taget udfordringen op - nu var der da ingen vej udenom.

Sweeeet little Tatia.. stemmen gav et uhyggeligt ekko i hendes sind. Han hoppede imod hende og Razors underarm blev sendt mod hendes hals. Benene forsvandt næsten under hende  -og det krævede en del af hende for ikke at falde på jorden. Let tog hun sig til halsen og rømmede sig let.
"Clever move," mumlede hun og sank en klump. Skubbede smerten til side, det burde ikke komme ham som en overraskelse. One dare.. One eeeasy dare - I guess it's time for truth.. måden han snakkede på irriterede hende fordi, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Det irriterede hende så grusomt. Hun kunne ikke bare efterlade ham i den tilstand. Alligevel betød han for meget til hun bare kunne lade ham gå; You too are one of the reason I'm getting weak - and I hate you for it. Ordene fik hende til at fryse fast ganske kort. Et øjeblik, hvor hun ikke reagerede på andet end ordene og den svage knurren. Ansigtet så såret ud ganske kort, så uskyldigt - inden det samlede sig op igen.
"Then what is holding you back?" Spurgte hun så og hævede en smule på det ene bryn. Måske lod hun ham angribe ham? Måske ønskede hun slet ikke at kæmpe imod ham. Og alligevel, da kniven skar igennem hendes skulder - trak hun på en lettere forskrækket grimasse. Det var ikke fordi skaden gjorde ondt, nej, det var personen der mente og udførte handlingen - som gjorde ondt. Tatia fik plantet sine ben mod Razors mave for at sparke ham på afstand af sig.

"I'm really getting sick of this, just stop it! " Tatia trak kniven ud af sin arm, og den lagde ganske godt i hendes hånd. Hvis hun ønskede kunne hun snildt ramme godt, men det ønskede hun ikke. Hun ønskede ikke at skade ham. Alligevel var der intet der kunne stoppe en dæmon i blodrus. Det var ikke første gang hun så en gal dæmon. Tatia besluttede dog alligevel sig for at give ham en smag af kniven klinge, og kastede den mod hans venstre fod i en hurtig bevægelse. "I'm very tired of your bullshit Razor, get it together.. or there will be no going back," hun kunne mærke hun var ved at blive oprørt over situationen. Det gjorde ondt på hende indeni, alt for meget.
"So what will you do now? Come on.. Look me in the eyes and do what you wanna do!" Vrissede hun i et anelse højere toneleje. Det var ikke fordi hun ville give efter uden en kamp. Men hun ønskede ikke kampen.. men den var der, og hun kunne ikke undgå at møde den.

Sparket i maven slog ham nogle skridt tilbage da han skulle fange sin balance igen. Det generede ham dog ikke yderligere. Hvert fald ikke nok til at slå hans fokus ud af kurs. Duften af Tatias blod strømmede omkring hans sanser og han bed kort tænderne sammen i et lille grin.
" What's holdning me back you ask? Don't ask - cause I might just stop.. Holding back. " Sagde han så bare og sendte hende et lidt drillende smil. Han skævede kort lidt mod kniven - dækket af hendes blod, hans blik strejfede videre ned over hendes arm. Et øjeblik i manglende fokus over Tatias næste trak - hvilken var grunden til at han ikke helt nåede at flytte sin fod nok til at undgå kniven helt - heldigvis nok til at den ikke borede sig ned i hans fod, men i stedet 'kun' efterlod en halvdyb flænge hen langs foden mod hans ankel. Han rynkede kort næsen en smule i en kort brummende lyd. Det var alligevel ikke super handy. Han så kort ned mod sin fod men rettede så blikket tilbage mod Tatia.
Han klikkede kort med tungen. " Close enough.. " Sagde han så bare kort og hævede et bryn. Hurtigt havde han fingrende i kniven igen og trådte mod Tatia - lyttende til hendes ord, men stadig uden helt at høre dem. Han lod blikket glide over den blodige klinge - nu både med blod fra shapeshifteren og ham selv. Han skævede lidt mod Tatia. Stadig uden noget tegn på den Razor hun normalt ellers havde været i selskab med. Den dreng der mere eller mindre altid kunne sige de rigtige ting. Fuldstændig erstattet af ham der kun sagde det forkerte - gjorde det forkerte. Ingen tanke kun lyst. Begær - i en så voldsom mængde at det fuldstændig havde blokeret for de følelser de begge vidste lå lige under overfladen.

" Why do you keep asking me that? Nomather what I'll always feel the hunger, the urge to see your blood run.. Listen to the sound of your heart - beating, and beating, slower and slower. Fighting - for the right to keep on beating. " Sagde han så bare med et lille smil og lod hovedet glide på skrå. Han trådte bare tættere mod hende og lod tungen glide over bladet på kniven. Men få øjeblikke efter stod han helt tæt på Tatia og havde knivens blad placeret under hendes hage - med et tryk der var lige nok til at skabe en lille flænge. En lille indgang for den gift hans spyt havde efterladt på knivens blad, måske ville det ikke slå hende helt i gulvet - men gøre hende langsom, ustabil på benene.
" Just one tiny blur.. Unfortunately is has to be quick - 'Cause I have a curfew. Even though the sight of your georgous face in pain. That would be just fiiiine! " Sagde han så lidt med et lille grin før han skubbede hårdt til hende mod muren bag hende. Mon ikke han kunne skubbe bare lidt mere ind i sit program til rigtig at gøre tilstedeværelsen ulidelig for shapeshifteren foran sig. Han lod kniven dreje rundt mellem sine fingre før han trådte mod hende igen.
" I would apologize, but thats not really my thing... " Tilføjede han så bare kort med et trak på den ene skulder - dog med en boblende knurren der ikke helt kunne finde ud af om den ville ud eller ej.

He hoped Tatia would find the way to her friend, but seeing what happened last time made him a slight bit worried for her. He knew she could handle herself in a fight, but that didn't make him any less worried. That was the reason he went on his way to check up on a patient he treated not too long ago in the same district. There was no reason for him to do it of course, but it was an excuse to take a stroll in Terrorville and maybe look around for Tatia.

On his way there he stumbled upon someone familiar, it was Wade, what the hell was he doing in the city? He joined him for the walk as they were heading in the same direction. Seeing as it was early in the morning there weren't that many people around, but he did notice Wade staring at the people that past them which made him curious, but before he could ask he got the answer. What Wade said made him laugh shortly before responding. "Well, in my younger days, i took pride in my appearance, but now i couldn't care less. In my line of work you wont have anything that wont get stained with blood, so now i just wear whatever." He says with a smile one his face before he looks at Wade with a big grin "Surely your lot has something similar no? Like... um.. your fur.. or something?" Just as he finishes he chuckles lightly before looking ahead again as they continued to walk.

Shortly after, he sees Wade nod in a different direction and started walking towards it, so He followed him, curious to see what it was about. When Wade said there was blood, it got his attention, it was a good thing he brought his doctors bag with him. He followed Wade, running by his side to wherever he took him. He couldn't smell anything so it was obviously a trait of being a shapeshifter. But it wouldn't be the same here in the city as it would be in the woods, the misery that went on here was immense, could be anything from self inflicted to accidents to murders. So this could have ended up with nothing to worry about. But what met them instead was a body of a man, and he had not gone peacefully, that was clear. As they arrived to it he immediately crouched down in front of him, checking his neck for a pulse as he leaned his ear against his mouth, listening for a breath. But there was nothing there, he was dead, and given the temperature it was not too long ago.

As he gets back up and looks around for Wade he sees him running further down in an uncanny speed. When he sees what he is running to he immediately starts running towards them as well, though at a much lesser speed than his wolf friend. As he catches up he sees the wounds on Tatia and focuses his attention on her "Well now, we have to stop meeting like this" he says with a cheerful voice, trying to calm her down as he checks her over, lifting her chin to see the small cut under it. He sees how much out of control Wade is and tries to reach him with a serious voice "Wade, go easy on him" He had been noticing that she seemed a bit off, like she was dizzy or something, but judging by her wounds it wasn't blood loss and she wasn't exactly new to fights. "Talk to me Tatia, what's up? How are you feeling?" He says in a more serious voice as he takes a closer look at her shoulder wound before he places his hands on it and starts his healing. But seeing how Wade just got rougher with the kid he started to worry and reached behind him in the bag and pulled out a syringe with a sedative, sliding it in his belt in case he needed it for Wade "Wade! back the fuck off him, he's just a kid!" He said with a serious yet slightly angry tone. It didn't matter if he was the one that killed the guy further up and hurt Tatia, there was going to be no killing, not on his watch.

Tatia så på måden han trådte imod hende, og hun sank en klump. En del af hende ønskede at bakke væk fra ham, men hun blev stående som frosset fast til jorden. Hvad der skete for hende, skete aldrig. Hun stoppede aldrig midt i en kamp, men det var hendes lillebror der var tale om. Måden Razor lod sin tunge blande sig med væsken på kniven, gjorde hun spærrede øjnene en smule mere op. Han stod helt tæt på hende, og hun kunne mærke hjertet tog et par ekstra slag hurtigt. Knivens blad placerede sig under hendes hage, men hun ændrede ikke sit mere eller mindre kølige ansigts udtryk. Flængen bed hun ikke mærke i, for hun havde travlt med at stirre på ham. For at finde ud af, hvor meget hun skulle grave sig ind for at finde ham frem. Even though the sight of your georgous face in pain. That would be just fiiiine! Tatia kunne mærke giftens virkning løbe rundt i systemet, stille og roligt.
"I will never give that to you," sagde hun overraskende koldt, men kort tid efter ramte ryggen muren. Et støn af smerte forlod hendes læber som hun prøvede at kæmpe sig på benene. Dog havde giften allerede sat sig i dem, I would apologize, but thats not really my thing... Et fnøs forlod hendes læber som hun prøvede at komme på benene igen, og med anstrengelse lykkedes det også - dog ikke uden murens hjælp.
"Trust me.. one day you will," svarede hun blot. Dog var der noget andet der fangede hendes opmærksomhed ret hurtigt. Kort vidste hun ikke helt hvordan hun skulle reagere på det.

Wade.. hvad lavede han dog her? I sin korte undren mistede hun helt balancen, og gled ned af væggen. Det var som om giften lammede hendes sanser, fik hende til at miste fokus. Tatia prøvede at blinke for at holde billedet klart, men musklerne var for beroliget til at ville sammenarbejde med hende. Giften blandede sig med ilden - gav små jag i hende, som hun ikke rigtig kunne forklare. Dog registrede hun Wade greb fat om Razor, og hun prøvede atter at springe på benene for at gøre et eller andet - hvad hun ville gøre, vidste hun ikke. Men kroppen sammenarbejdede ikke med hjernen. Are you okay? Its not too bad is it? Stemmen kickstartede hende en smule igen, og hun trak vejret ind.
"I'm okay, it's not bad - tried worse." Svarede hun og trak en smule på et smil.  Bare en smule..  En anden person kom indenfor hendes synsfelt og tvang hende næsten til at flytte blikket. Well now, we have to stop meeting like this, et lille grin forlod hendes læber. Hun lod ham tjekke det. Tatia vidste hvad der påvirkede hende. Giften. Razors gift havde hun kun set i brug en enkel gang før. Wade, go easy on him, hjertet begyndte at banke hurtigere og hurtigere - mest fordi hun ikke følte sig i stand til at gøre noget. Der skulle ikke ske Razor noget.. han var syg i bolten lige nu - men stadigvæk. Talk to me Tatia, what's up? How are you feeling? Nicholas prøvede at fange hendes opmærksomhed.
"I'm .. fine. It's just the venom - " fortalte hun hurtigt og pustede en anelse tungt ud. Healingen på hendes skuldre, blandet med hun havde haft kontakt med ild fornyeligt gjorde tingene sammenarbejede - brugte energien fra dem begge.  

I will make you regret ever touching her. Tatia løftede blikket over så snart synet blev mere klart.
"No, he is not himself.." mumlede hun lidt, og måske var mumlen fordi hun ikke kunne forklare det. Den dæmoniske side af en shapeshifter, det var der ikke mange der ville forstå fidusen i. De blågrønne øjne flyttede sig hen mod Nicholas, da han fandt noget frem - let hævede hun på det ene bryn. Wade! back the fuck off him, he's just a kid! Tatia flyttede blikket over på dem. Hvis Wade gav slip på Razor, ville Razor sikkert angribe.. men hun havde behov for at vende situationen.. den skulle vendes.. Razor skulle i et andet tankemønster. Let lagde hun en hånd henover Nicholas og gav ham et nik.
"You are not gonna use that," pointerede hun blot imens hun bestemt så Nicholas i øjnene. Med midler der var brug mod hende og Wade i arenaen før - skulle mærkelige indsprøjtninger ikke bruges. "I am," sagde hun så og tog sprøjten fra Nicholas' bælte. Det krævede lidt mere end normalt at komme op at stå - men på den anden side var det lykkedes hende at komme væk fra værre situationer før, hvor hendes ben ikke kunne hjælpe hende. Her virkede de stadigvæk, hun var måske en anelse svag i sine bevægelser -og lignede en vinden kunne vælte med et minimalt pust. Til sidst lykkedes det tog hende at 'danse' derover. Tatia tog en dyb indånding, inden hun hamrede sprøjten i siden af Razor - og sendte det beroligende stof ind i hans system.
"Karma is a bitch," hviskede hun inden hun slap den for at træde et skridt tilbage. Tatia lod sig gribe fat i Wade for ikke at miste balancen. Giften slangede sig stadigvæk rundt i hendes krop, men i det mindste var Razor ikke ligefrem på toppen heller længere.
"I'm okay.. it's just not nice having my brother going crazy on me.. " sagde hun lidt fjernt imens hun så mod Razor. " Just let him cold down.. maybe he will be himself after.." hviskede hun lidt mere til sig selv.

Tatia vendte blikket mod Nicholas, og sendte ham et nik.
"Thank.. again," svarede hun med et lettere skævt smil.. "have you ever meet a hybrid before.. part shapeshifter.. part demon.. where the demon site just is trying to dominate it all and is like this.. out of control..?" Spurgte hun Nicholas, men også Wade - hvis han havde set noget lignende før ville han sikkert kunne huske det indenfor kort tid. Det kunne ses på Tatia at hun var bekymret for Razor, så var hun næsten ligeglad med hvad der var sket. Det gjorde ondt på hende at hun havde været nød til at smide beroligende i hans system, og hun kunne mærke det vendte sig lidt i hende. Tatia holdt hun sig til Wade, for det var trods alt der hun følte sig mest sikker - og fordi hun snart mistede fornemmelsen af at kunne stå på sine ben.

Han nåede at opfange bevægelse ud af øjenkrogen. Men resten af hans fokus lå placeret op Tatia. Desuden havde han langt fra regnet med at der ville komme folk til undsætning. Det skete så sjældent i folks små egoistiske og frygtsomme verdner - at de rent faktisk besluttede sig for at hjælpe folk i nød. Måske hvis faren var væk og en person der havde brug for hjælp var alene tilbage. Men ellers så man det sjældent. Razor opfattede først ordentlig Tatias redning da han selv var den med ryggen mod muren og et stramt greb omkring sin hals. Kniven havde han tabt i svinget - eller i overraskelsen over pludselig ikke at være den der bar kronen.

Hans første reaktion var at rive ud efter hans ansigt med neglende. Sikkert et mere effiktivt træk hvis han havde haft kløer - men sådan var det nu ikke og negle var ikke helt harmløse. Han klikkede så bare kort med tungen og lod hovedet dunke en enkelt gang tilbage mod muren. Kort efter flød et grin over hans læber og hans greb fat omkring armen på manden der havde taget handling. " Just another fine little puppy huh..? " spandt han mens han vred sig i hans greb i et forsøg på at komme fri. Blodet pumpede rundt i kroppen på ham - en urealistisk stærk hjertebanken der var drevet af adrenalin. Hans hungren efter at slå ihjel - noget der igen var blevet bremset. Hvad var der med folk og at afbryde ham midt i alt det sjove. Han bed kort tænderne lidt sammen mens en knurren satte i gang som grebet blev strammet. Razor ville helt sikkert fortryde - men fortrydelse var ikke just det der fyldte hans krop lige nu.
" And you brought a snack! " Fik han hurtigt sagt da duften af menneske ramte hans næse og fik smilet om hans læber til at vokse. Gavmildt - det måtte han da gi ham. Mennesket sagde noget - men Razor hørte ikke helt efter hvad det var, han bed kun mærke i det navn der blev nævnt - det havde han hørt før - endda selv nævnt. Flere gange. I hvilken sammenhæng? Selvfølgelig med Tatia - han var hendes kærlighed og forhåbentlig hun hans. Det var ikke noget der var blevet talt meget om mellem Tatia og Razor. Sikkert fordi det ikke lige havde været te og småkager ved dette møde.
" ... Wade - what a pleasure.. " grine han så bare før han faktisk lange kræfterne i og gjorde sig en smule mere fri af grebet han havde omkring hans hals. Det var jo ikke ligefrem rart - og Razor var nu engang en person der nød at kunne trække vejret. Hvilket Wade forhindrede ham i på nuværende tidspunkt.

Hans negle borede sig langsomt ned i huden på Wade - også selvom han næsten var helt fri. Så kunne han ikke lade være. " Watch out! This one bites.." Sagde han så bare kort med et lille grin og skulle lige til at give et spark mod mandens brystkasse for at komme helt fri da Tatia dukkede op og hamrede noget spidst ind i siden på ham. Et kort men vredt hvæs forlod ham og han vendte blikket mod hende. Først forstod han ikke helt hvad det var - men sådan som alting var vildskab i hans krop, tog det ikke mange sekunder før det havde en virkning og grebet omkring Wade's arm blev løsning. Pludselig var det som om at kroppen slet ikke ville reagere på alt det hans hoved bad den om. Ikke fordi han var helt en klud uden evne til eksistens. Men døsig blev han nu alligevel.
" What did you do!? " Bed han så bare af hende. Forsøgte halvhjertet at rive Wade hånd væk, måske en smule mere dyrisk med neglende mod hans hånd. Det var stadig det dæmoniske der dominerede hans udtryk. Men panikken bredte sig hurtigt i takt med at hans ellers velkendte styrke svandt hen.
" I'm not out of control! You're the one stupid enough to trust me in the first place! " Knurrede han og holdt et stift blik mod Tatia. Hun anede ikke hvad hun talte om. Razor var ikke ude af kontrol - men det mente man vel aldrig selv. Hvert fald ikke når man faktisk var det. Indholdet fra sprøjten havde sandt gjort ham mere svagelig, men det havde ikke dulmet blodtørsten som kun var blevet forstærket af den sidste gæst i selskabet. Og hans blik havde også stille fundet sin vej mod mennesket.

As he arrives and hears his new nickname by the guy being pinned by Wade, it makes him smile as he looks over to him "Snack huh? Well, you wouldn't be the first demon to try" He says in an almost teasingly way. To him it was obviously a demon, the only two races he knew fed on humans were demons and vampires, and this kid was definitely not a vampire, so that left one option. What he said may have been misunderstood as a threat, but he was just referring to the other time where he was almost eaten by his significant other. He did however appreciate Wades support, even if he thought he was being too rough with the kid.
The healing went relatively fast, meaning the shoulder wound was not as bad as it looked, and there didn't seem like there was any other wound except for the small one under her chin. But he was more worried about this venom she mentioned. "What venom? How does it work?" He was worried what the effects of it were. From the looks of it, it seemed like a paralyzing one, but there could be more to it, so it was better to be sure of it. Seeing as she said venom, and not poison, it had to come off the kid, that's the only thing that made sense, unless she somehow knew there was venom on the blade, which seemed unlikely. He noted it down in his head to the list of reasons to stay clear of the kid for the time being.

As soon as she said he wasn't going to use the syringe he thought she was worried about Wade, but as he was going to reassure her that it was a last resort thing, she grabbed it out of his belt. "What are yo.. No!" He couldn't finish before she jabbed it in the kids side, pressing the content in him. He grabbed the syringe as fast as he could and pulled it out, checking the content, but it was too late, she had pressed most of it in the kid, making him sigh as he saw it. He put the almost empty syringe in his left pocked on the coat. Seeing how the kid panicked, probably scared of what was in it, he felt the need to calm him down. "Relax, its only a sedative, and.. seeing as Tatia put it in your side, you are only experiencing half of the effects, scaled with whatever tolerance you have of course.." Leaving a sigh in the middle, his voice was clam and reassuring.
To the question Tatia asked them he answered with a straight face "Oh yeah all the time" but with a voice that was clearly joking. When he hears what Wade says he turns to him with a light grin as he says "Ah, i think i might know the same demon" with a curious voice. But he was sure Wade would understand the joke. He looked back at the kid and he saw the look on his face, all too familiar, it was the exact same face he saw in Lucile when she was trying to eat him. He smiled at him, he wasn't afraid, not when he had two warriors next to him. And just as he finished that thought, Wade proved him right by getting in front of him. He grins as he looks down to the ground, patting Wade on the back. "Thanks buddy" With a cheerful voice.
When Tatia called him brother earlier he had figured out who he was, seeing he was the one she was visiting. So when Wade asked her who he was, he just answered for her. He places a hand on Wades shoulder as he steps to his side, gesturing towards the kid as he speaks. "Thiiiis~ is Razor, her brother.. well, not biological but youknow, still." His voice was calm, even though he was wide open for Razor to go for him. But he always saw the best in people, so he trusted that he wouldn't attack him, even as he was lacking control over himself. "By the way Razor, the more you fight it, the more you are going to feel the effects of the sedative, if you relax, it wont be as bad.." His voice was serious, even with what the kid had done, he still wanted to help him.

What venom? How does it work? let trak hun på skulderen, det var kun en enkelt gang hun havde set Razor bruge det. Der havde hun allerede ønsket at det ikke skulle plantes mod hende, men her var de og her sad hun i situationen.
"I have no idea.. seems like we will find out," hviskede hun let. Hjertets rytme bankede hurtigere og hurtigere som giften påvirkede hendes evne til at stå op. Hænderne rystede som minder flashede op i hendes hoved, og mindede hende om det ikke at være i kontrol over sin krop.


Følelsen af den magt hun brugte overfor Razor var ikke rar. At sætte ham i sådan en tilstand af panik, var ikke rar. Det var ikke noget hun ønskede at gøre, at bestemme hvordan han skulle gøre. What did you do!? Det var endnu værre da han bed ud efter hende af vrede, men i det mindste slap Wade ham - lod Razor tumle rundt og finde ud af tingene. Hænderne rystede voldsommere og det løb koldt henover ryggen på hende. Hovedet tænkte for meget over at sætte sig selv i situationen, for det var egentlig ikke specielt svært. Det var sket før. Mange gange før. I'm not out of control! You're the one stupid enough to trust me in the first place! Til sidst lykkedes det hende at vende blikket fra ham som Wade omfavnede hende. Tiden stod ganske kort stille, og hjertet faldt til ro. Hovedet faldt til ro, som om at alt faldt på plads igen inden hun havde nået at få et panik anfald.

De snakkede om en dæmon. Tatia kunne kun finde en enkel dæmon de havde tilfælles, i hvert fald så meget som hun havde hørt. Lucile. Det måtte være hende, og med den historie Nicholas havde fortalt hende, så gav det meget mening. Nok havde Tatia ikke meget erfaring med dæmoner, nok til hun vidste hun ikke brød sig om dem - nogle mere end andre.  How about you just give in. It’s much easier. Det var måske sandt nok, Razor var ikke i kamp tilstand lige nu. Men hun havde set ham kæmpe, og hvis han var i humør til kamp, så kunne han være næsten ligeså ustoppelig som hende, med rette motivation.
"He is not gonna stop, he is too much in it for that," hviskede hun lidt håbløst. Tankerne var i fokus på, hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Tatia ønskede at hjælpe Razor.  Tankerne eksploderede næsten for at finde en mulighed. Det var ikke ligefrem dette hun havde regnet med da hun skulle besøge ham. Tatia, who is he? Wades stemme trak igennem hendes tanker, og fik hende til at løfte blikket hen på ham.  Lige som hun skulle til at svare, kom Nicholas hende i forkøbet. Let rynkede hun på sine øjenbryn, for hun var ikke van til, at nogle svarede for hende. Dog nikkede hun blot til hans svar, for det var trods alt rigtigt. Razor tilhørte den del af Wade og hendes historie, hvor tingene kørte en smule af sporet. Da hun mødte Razor var Wade ved Luna, og efter der. Så var alting gået galt, de to havde været fanget i arenaen og hun havde ikke rigtig haft muligheden for at fortælle Wade det.
"I met him in the arena. The first time I was there, we were forced to fight together. We survived together.. escaped together.. and looked out for each other as they tried to get us back," fortalte hun kort som en tilføjelse til Nicholas lille kommentar om hendes relation til Razor.

"I wouldn't get to close Nicholas, he might be young. But trust me, he is dangerous," advarede hun ham og greb let fat i Nicholas arm for at holde ham fra at gå for tæt på Razor. Tatia lod sit blik falde over på Wade og hun tog en dyb indånding.
"I'm going to try something, I need to try to do something.. If it gets out of hands.. pull me away, okay?" Sagde hun til Wade, at faktisk fortælle ham om sin planer inden hun gjorde det - var en ny ting. Hun var impulsiv, men Wade vidste også, at hun ikke ville stoppe for noget i verden, hvis hun skulle hjælpe en hun holdt af.  

Så tog hun en dyb indånding og begyndte at gå stille mod Razor. Der var to andre her, hun var ikke alene om det. Situationen var anderledes, for hun havde ikke i sinde at han ville dræbe hende - alligevel vidste hun, at han på det stadie ville kunne gøre det.  
"I'm not leaving you," pointerede hun og kunne mærke sit hjerte springe en takt over. Let gik hun et par skridt frem, og følelsen af benene der næsten forsvandt under hende - spredte en uro i hele systemet. Det gav et mindre gisp fra hende da hun mistede følelsen i sine ben, og lyden da knæene ramte den hårde jord var ikke speciel rar - men hun kunne ikke mærke det alligevel.  Let løftede hun en hånd op og så mod Wade, for at give ham tegn på, at hun var okay.
"I'm okay," sagde hun en anelse sammenbidt, mest fordi det var grænseoverskridende for hende. Ikke så meget at stå i situationen, men at smide sig selv i sådan en situation, hvor hendes hoved gav hende mulighed for at bringe traumatiserende minder frem i hende igen.  Det krævede en del at lukke dem ude, og heldigvis var hun meget målrettet - hvilket gav hende en fordel. Tatia havde lige haft et sammenbrud omkring disse tanker, og Nicholas havde været vidne til det. Wade havde også set hende bryde sammen på grund af det - det havde Razor også.

'Tatia sad ikke specielt langt væk fra Razor, og så kun mod ham. Lige nu frygtede hun ikke, at der ville ske noget - for hun vidste Wade ikke ville lade Razor gøre hende noget. Blikket var sørgmodigt, som hun så imod Razor. Hun lukkede op, for Razor havde fortalt hende hun ikke behøvede at være stærk hele tiden.
"We have a ritual, you look like someone who needs a Tatia ritual," hviskede hun stille til Razor. Det var lettere af automatik at være rolig og være sig selv med Wade omkring sig. Det gjorde hun lod den krigeriske maske falde af hun havde haft mod Razor igennem hele deres kamp. Stille sendte hun ham et smil og sank en klump.
"Remember not that many days ago? It's almost been two weeks, that you found me. You didn't kill me then. You did everything you could so I could survive. I wouldn't have survived without your help, and you know that," sagde hun stille til ham og kunne mærke på sig selv - at det ikke ligefrem var det nemmeste at gå i snak om. Af en eller anden årsag, så var det ikke så slemt - og alligevel. Tatia tog en dyb indånding og satsede på, at hun havde en sidste chance for at prøve. Hvis nogle af de tre personer der var her havde en chance, så burde det være hende, som kunne få ham tilbage.
"Last time, you did it because you need it. Now I need it," hviskede hun let til ham, inden hun svang armene omkring ham. Lige der satsede hun på det var nok til at bring ham tilbage til et stadie, hvor han havde kontrol. Hun gav ikke bare sådan lige op på ham, og hun løb ikke væk. Hun kunne have løbet væk.  En lille tårer blev presset ud af øjenkrogen.

Det var jo næsten som at skulle lære at gå igen da Wade slap ham og han dumpede ned på jorden. Hans krop kæmpede for at lytte til de ordre han gav den - men det var begrænset hvor meget det lykkes. Lyden af deres stemmer bragte et fnys frem i ham. Selv hvis han forsøgte slet ikke at lytte til hvad de sagde, så var det som om at vær gang der var en der åbnede munden og talte - så røg der endnu et lag irritation oven på. Ikke at han tog ordene til sig. Men hele denne sammenkomst var træls. Tatia havde blandet sig i Razors leg og nægtet ham præmien for sin fangst. Og nu havde Wade og dette menneske gjort præcis det samme. Hvis han nu bare slog dem alle ihjel - så var der vel ikke andre der kom brasende midt i det hele.
Han støttede sig mod muren og forsøgte at fokusere selvom hele hans krop slet ikke ville reagere helt nok som han bad den om. Den var alt for sløv, alt for langsom. Ikke ugideligt, men som om evnen til bevæge sig var svækket selv alt andet bed i ham at han skulle springe på dem. Gøre det af med, skille sig af med problemet. Mellem din bistre knurren der rungede i hans hals, kom et grin som blikket flakkede lidt rundt på dem. Et grin for at gemme sin indre panik væk - distrahere sig selv. Det gik vel - han kunne vel sagtens bevæge sig hvis han virkelig prøvede. Hvad end det var Tatia havde sprøjtet ind i hans krop så kunne han godt bevæge sig! Det drejede sig bare om at bilde sin krop ind at det ikke var noget den skulle tage sig af - ikke en teori der virkede dog. Jo mere han forsøgte at bevæge sig jo værre virkede det til at blive og hver gang han gjorde et forsøg på at gøre handling i sin plan - måtte han træde tilbage i venskabet med muren for ikke at falde. Det havde tydeligvis en effekt på ham. Måske mindre effekt fordi han var dæmon - men han var stadig en lille en af slagsen - der var ikke meget krop til at nedbryde stoffet.

Han klikkede kort med tungen. " Give in huh? " Sagde han så bare mens blikket stadig var rettet mod mennesket. Han skævede dog kort mod Wade et øjeblik efter.
" Mmmh, no.. You can keep that. That seems to be your thing. " Sagde han så bare kort - en smule spydigt. Hvordan Wade ville vælge at tage den var hans eget problem - i sidste ende kunne han tage den på hvilken som helst måde han ville og det ville sikkert passe. Det kunne være til sin frygt, følelser, vrede - Tatia.
Hans blik flyttede sig til mennesket igen og blev der overraskende længe.
" So you're actually suggesting that I calm down, so that it dosen't work that much - which in the end only will bring me closer to actually eat you. Tear that tiiiiini tiny face of yours apart. " Sagde han så bare med et lille grin. Razor kunne godt kæmpe, synes han selv. Forsøget på det havde dog allerede på øjeblikke skuffet ham en del. Han lyttende til samtalen mellem dem uden helt at høre hvad der egentlig blev sagt, tankerne flakkede rundt og fik næsten hans mund til at løbe i vand. Frisk kød - velduftende frisk kød. Menneske kød - det var mere eller mindre alt der egentlig foregik i knoppen på ham. Hvilket sikkert også vare tydeligt i det blik han havde. Hvordan han skulle få fat i det var en anden tanke bane han ikke helt var nået til endnu. Mest fordi han måske godt kunne se at det at fare afsted efter det ikke var en mulighed. Han bed kort tænderne lidt sammen i en svag knurrende lyd før han skævede lidt mod sine hænder. At stå stille betød sandt nok at han ikke fumlede rundt og gjorde alting værre - men det fjernede ikke den enormt mystiske fornemmelse det havde bragt til hele hans krop.

Han skævede lidt mod Tatia da hun pludselig kom tættere på. Det dæmoniske udtryk forlod ham dog ikke. Tværtimod - kun forstærket. Tatia var som en flue fanget i et spind, viklet ind i sin trang til at gøre tingene bedre at der ingen vej ud var for hende. Ikke nu. Han fulgte hende med blikket men blev siddende stille selv. " Maybe I should've just let you die - saving a snack obviously dosen't do you any good.. " Sagde han så bare med et lille grin og lod kort blikket strejfe rundt. Smilet forblev om hans læber, en underlig kombination med den knurrende lyd der kom og gik som den ville. Midt i den indre kamp han havde med sig selv om hvad der var rigtigt og forkert. Hvorfor tænkte han over det? Det var ikke noget han gjorde. Det var som om tiden stod stille et par sekunder - Et øjeblik forsvandt det mere eller mindre modbydelige blodtørstige udtryk og han bed kort tænderne sammen - som forsøgte han at holde det, noget i ham forsøgte at holde det. Tatias arme omkring sig - Tatia ritual. Han bed sig kort lidt i læben men lod så bare sin pande hvile sig mod hendes skulder.
Men ikke længe. For lige som han skulle til at lade det hele fosse ud og gengælde krammet, lade sine arme fange hende i hvad der altid føltes så godt. Så blev han trukket tilbage i en bane der ledte ham til - først at gengælde krammet, lod sit ansigt begrave sig ved hendes hår - armene omkring hendes nakke.. Sørge for at hun hvert fald et sekund var overbevidst om at hendes hvad han selv mente ynkelige forsøg havde virket. Men der gik ikke længe før han skubbede sig om på den anden side af hende - stadig med armene omkring hendes nakke - nu bare på en lidt anden måde end i et kram. Normalt var det at brække nakken let som at knække en tændstik. Men i hans nuværende tilstand ville det nok kræve alt hvad han lige kunne finde af kræfter i hans sovende muskler. Dog var Tatia ikke på toppen selv, så modstanden fra hende ville også være mindre. Han gjorde det dog ikke med det samme, var bare klar hvis det skulle blive nødvendigt.
" One step closer and I'll kill her.. " Hvæste han kort med blikket mod Wade og mennesket. " Listen - I still haven't had my kill yet.... Sooo where is my human? Maybe I'll consider a compromise, one eye. And I won't kill her. It dosen't have to be one of yours, but it would save you time. And you gotta stop blaberring about boring and not-so-touching stuff... It's giving me a headache! " Sagde han så bare før smilet fandt vejen frem over hans læber igen. Man var ikke stædig for ingenting - selvom alt var imod hvad han gjorde så var der alligevel noget der skubbede ham afsted. Hvor længe det holdt stik var et spørgsmål om hvor længe de rystende arme orkede at holde sig i skak.

He understood what Razor said to him, it was clearly a threat, and he was right. If he regained control over himself he could and probably would attack him. After all, he wouldn't stand a chance against Razor, he might be a kid, but he was half demon, that was more than enough strength. But he chose believe in his better side, even if he had scars to prove that a bad idea. Besides, Wade was right next to him, he wouldn't let anything happen. Studying Razor's attitude towards them all was very fascinating, even as emotional this would be for Tatia and Wade, he couldn't help but to look at the situation from a doctors perspective. He felt like grinning while looking at him but it seemed like it could be taken as disrespecting Razors threat, and he didn't want that, because he did not look down at him.

He felt Tatia's hand grabbing him, preventing him from getting closer, he didn't see it as necessary but she knew him more than him so he stood still, nodding to her that he understood. But when she was the one to approach him he got worried again, he was going to let her do what she thought was the right thing, she knew him better than any of them so she would know what was best. Seeing what she did and said made him curious to their story, he barely knew anything about Razor, or how they knew each other. He was standing still, maybe looking normal, but his muscles were tensed up, ready to intervene if anything were to happen, but the position she put herself in was not a safe one. And that was proven when Razor grabbed her around the neck and threatened to snap it. Nicholas was about to jump in, but as soon as he heard the warning, he stopped and backed up.
Trying to reason with him could work, but it was better that he let Wade do it, he was closer to Tatia and knew more about their life. Nicholas was the odd man out, sharing little with them, while they shared a very long history. He stood by Wade and let him speak, hoping it would work, but he was not expecting it to, he was already thinking about how they could do what razor requested of them. They were lucky, seeing as Razor compromised and only wanted an eye, they didn't have to kill anyone for it. It would be nice if they could take one of their eyes and he would heal it, but all that would do is close the wound, not grow another eye.

There was no way he was letting Wade go alone, he was a good man, and someone he trusted, but this was too close to him, it was his significant other's life at stake. He had a feeling he would actually kill someone to save her, even if he justified it by finding a "bad guy" Nicholas would not stand for that. Seeing as they only had to get one eye it gave them some breathing room, no one had to die for that. He looks at Razor with a serious look, he had hoped something better from him, but he knew it was the hunger acting, not him. "I'll go with Wade, get you your eye, i have a bit more experience in anatomy, ill get a cleaner cut, making the eye more wholesome for you." His voice was calm, seeing as this was in his line of work. The question remained who they would take the eye from, but he had an idea for that, which he would share with Wade as soon as they got going. He looked down at Tatia and nodded, like this was no big deal, showing her not to worry about the deal.

Maybe I should've just let you die, Tatia sank en klump og fnøs kort. Det var en dum situation at smide sig selv i, og det vidste hun jo godt. Men det var også Razor, og det gik imod hende ikke at gøre noget.
"So why didn't you?" Spurgte hun kort. Tatia havde håb ganske kort så stort til, at det virkede. At det faktisk kunne hjælpe at hun havde givet sit liv ind i Razors hænder. Lyden af hans hjerte rytme der ganske kort fald på et punkt hun kunne forstå, gjorde hun tænkte det virkede - men lige så hurtig som de måske havde virket lidt - fik dæmonen kontrol. Et gisp forlod let hendes læber, som han overraskede hende. Stod nu og brugte hendes liv som var det på kanten til at ende igen. Tatia valgte at lade armene glide ned langs sin side, håbe på at han kunne tales ud af det - efter alt var Razor glad for at tale, måske kunne hun - måske ikke.  One step closer and I'll kill her.. Let lukkede hun øjnene, ikke fordi hun var bange for det. Mest fordi hun hadede at smide specielt Wade i sådan en situation her. Det overraskede hende ikke at Razor handlede med dem, men det overbeviste hende også om - at han ikke ønskede at slå hende ihjel - helt.  Wade talte hvilket fik hende til at reagere, om hans ord havde nogen effekt på hvad der dominerede i Razor lige nu, havde hun ingen anelse om. Do you remember the arena? The cold darkness for days... Hjertet sprang en takt over, da minderne skyllede henover hende. Selvfølgelig vidste hun, at det var meningen at ramme Razor med de minder - og at ramme hende var ikke til at undgå, men det var måske nødvendigt.

Tatia tænkte, tankerne kørte på højtryk. Det gjorde næsten ondt i hendes hoved, men ingen chance for de behøvede at gå ud og finde øjne for Razor.
"You know this is not how adventure on our terms should look like. You are my family Razor, and I'm your family. We are the unbreakable team, you have me. You always have me, no matter if it's to cook a blueberry muffin because Firewood Village has the baddest ones - or if it's to tell you that's it's okay being stuck in life." Sagde hun lidt svagt og trådte varsomt med sine ord. "No matter what you do Razor, know that it doesn't change anything, okay? I still love you, you will still be my brother," tilføjede hun ærligt og klemte kort en lille tåre ud. Det var ikke ligefrem fordi, at det var sådan her hun ønskede at ende sine dage - ikke efter alt hun havde kæmpet imod, så skulle hendes liv ikke ende her. Og hvis hendes ord ikke virkede, måtte Wade og Nicholas på jagt. Dog lagde hun alligevel sin ene hånd med Razors arm, ikke for at gribe om den som et offer i frygt - men nærmere for at lade sine blide strøg fortælle ham det var okay. Tommelfingeren kærtegnede stille hans hud, som hun prøvede at holde sig selv i kontrol. Tatia hadede at være i en situation som denne, men det eneste hun kunne gøre var at være i kontrol over sin reaktion - det havde Razor lært hende.

Det var anstrengende - mere anstrengende end han ville indrømme, at holde armene hvor de var. Om han overhovedet faktisk ville være i stand til at gøre alvor i at brække nakken på Tatia hvis det endelig kom til stykket var han ikke i tvivl om - men der skulle bare ikke gå for længe. Men længe gik der - hvad var der med andre væsner og at snakke? Razor troede han var god til at slå dialog ud i luften. Tale sig ud af hvad som helst, men ingens talegaver her fejlede det mindste. Heller ikke selvom han synes det var det rene vås de formåede at fyre af. Nærmest kvalmende. Sikkert en mening han havde fordi at det indvendig rørte på sig. Det havde en effekt - sammen med halv bedøvende middel han havde i systemet. Han slap en knurren og skævede mod Wade - dog var det en knurren der efter et øjeblik blev til latter.
" Foolish! You really think it's only for hunger? " Spurgte han så bare med en rysten på hovedet. " No, no no no... You see I enjoy the sounds - the smell of fear - the begging. You're doing it all. Everything is exactly what it is surpose to be. " Sagde han så bare og lod endnu et lille grin flyde ud over læberne. Han skævede kort lidt mod Tatia før hans blik flakkede tilbage mod Wade og mennesket.
" Not only one suffering face - I've got three - what more can you ask for? " Spurgte han så bare lidt før han rystede en smule på hovedet. Dæmonen i ham var i sit S - det var da ingenting den kunne klage over. Selvfølgelig var hans bevægelses begrænsning træls. Men han havde Tatia mellem hænderne i et situation hun ikke havde kontrol over - den kontrol havde Razor. Han kunne mere eller mindre få Wade til alting ved at sætte Tatia liv på spil. Mennesket - han kunne kun se frem til en snack, hvis han selv ville leve så længe. I det mindste ville det være det hele værd. At dø under andres lidelse - fysisk eller mentalt. Nah - det fås ikke bedre.

Han strammede et øjeblik grebet omkring Tatias hals - men kun for at blive bekræftet i at han ikke kun havde en dæmon i sig der styrede hvad der foregik. Hans greb blev sandt nok strammet men ikke til det punkt hvor det var mere skadeligt end alt andet havde været. Han lod sin pande hvile mod Tatia baghoved og bed sig i læben. En halv brummende knurren forlod ham, men henvendt til ham selv. Om det var Tatias ord - Wades ord eller selv menneskets ord der havde en effekt vidste han ikke. Måske duften af Tatia der nåede hans indre. Mindede ham om at det var helt forkert. Han kunne ikke slå sin søster ihjel. Ikke at han i øjeblikket ville fortryde det. Men dæmonen ville ikke for evigt have magten over ham - hvilket betød at han før eller side ville blive slået i gulvet af skyld. Fortrydelse. Tatia var en af dem der betød mest for ham... Så hvad havde han gang i?
" It's called baking.. Baking muffins.. " mumlede han så bare lidt og bed kort tænderne lidt sammen. Hans arme rystede ikke længere kun af anstrengelse for deres posering. Men også af kamp for at blive sænket frem for strammet. Det var ikke en kamp dæmonen fortjente at vinde. Den havde gjort skade nok. Han knyttede kort sin ene hånd og endte med at lade armene slippe Tatia. Hans pande var ikke længere ved hendes baghoved men placeret ved hendes skulder. Hans hjerte ville gerne fare afsted i desperation over ham selv - men han blev bare mere ør i hovedet for hvert øjeblik der gik. Kunne det virkelig være dæmonen der var lullet i søvn ved hjælp fra et eller andet middel i en sprøjte. Egentlig håbede han at det var deres ord der havde betydet noget. Så var der lidt mere håb frem over hvis det skete igen. At det var muligt at tale ham ud af hans mistede kontrol.

" What am I doing... " bed han så bare af sig selv før han rystede på hovedet, kun for at ryste på hovedet endnu engang og slippe Tatia helt. Evnen til at rykke sig mere end et par centimeter væk var dog taget fra ham og han blev i stedet siddende. Tåre havde dannet sig i hans øjne og gjort dem blanke - men de lod sig endnu ikke slippe helt. Ikke at der ville gå længe. Alting slog ham som koldt luft på en vinterdag. Lige ind til det inderste. Bed i ham som skarpe tænder. Borede sig dybt i ham som et spyd. Hvad havde han gang? Hvordan kunne det gå så vidt?