Game of survival - Wade

S: Starter i det østlige Ashen wood
O: Das camp with blood and dead people
T: Nat, tæt på daggry
V: Koldt, vindstille
Emne til: Den fantastiske [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

---

If they’re not leaving with us, we’ll leave. Tatia overvejede at diskutere den med ham. De kunne ikke bare efterlade dem, men hun valgte ikke at diskutere den. Hendes hoved og tanker var ikke et sted, hvor hun kunne overskue sådan en dialog. Blikket lå på Nicholas og Lucile - eller Lucy, om det var den ene eller den anden kunne hendes hoved heller ikke overskue. Først da Wade løftede hende op flyttede hun blikket fra dem. Som små sus af varme ramte hende, bed hun mærke i hvor koldt hun egentlig havde det. I’m guessing this could be quite useful for you, hun sukkede nærmest efter flammerne. Hvis man ikke kendte til hendes nye forhold til ilden, ville man ikke ligefrem tro hun var stabil. Flammerne dansede unaturligt imod hende, og Tatia strakte sin hånd frem imod dem - lod flammen forene sig med huden.
"It's perfect," hviskede hun og åndede lettet ud. Tatia så på ilden mens den dansede henover hendes arm, men forsvandt ind i hendes hud - uden at efterlade et eneste mærke. Et gisp forlod let hendes læber som hun mærkede, hvordan ilden varmede hende op indefra - som om at vandet havde haft lukket den sidste lille gnist, der nu var antændt igen. Smilet strakte sig ud på hendes læber, som flammen på faklen forsvandt da hun havde taget alt energien. Let tog hun en dyb indånding og tog hånden til sig igen.

Blikket gled atter hen på dæmonen og vampyren, og hun sank en klump let. Hvis hun nu havde været en anelse mere hurtig, hvis hun havde taget Lucile væk fra hytten da de var angrebet. Hvis de ikke var gået ind igen - måske det kunne have ændret på, hvad der var sket? Tankerne gik igang med at bebrejde sig selv, og det var ikke ligefrem noget ansigtet lagde skjul på. Men lige nu var der intet hun kunne gøre ved, hvad der var sket. Nok havde hun ilden tilbage i sig, og den arbejede på hendes skader. Ilden i hende holdt hende i live, og varmen fra Wade holdt den i live. This seems like a private affair… And you still need to go home. So yeah.. Lets go home. Wade plantede sine læber mod hendes pande, hvorefter hun nikkede. De skulle hjem. Hvor hjem så end var, alt Tatia vidste at så længe hun var ved Wade ville alt være hjem. Som de gik fra omgivelserne, så hun sig lidt omkring. Hun burde måske føle sig skyldig over de liv hun havde taget, men det gjorde hun ikke. Gjorde det hende til en dårlig person, at hun ikke følte noget for at have taget disse liv? Hjertet sprang et par slag over som de passerede sig igennem døden og tilbage til skoven. De skulle bare væk fra den østlige del, den østlige del bragte ikke andet end problemer.
"I really tried to save her, I could have stayed with her.." mumlede hun let, velvidende at Wade sagtes kunne hører hende. Dog når hun tænkte på udfaldet af situationen, havde Ramsay truet Tatias mage, han havde truet Wade - og Wade betød mere for hende, han betød alt for hende. Naturligvis havde hun ikke smide Wades liv ind i spillet. "He threatened to kill you if I didn't left her, there was nothing I could do. But she was so scared.. and I left her alone with him," tilføjede hun og så en anelse sørgmodigt op på Wade. Det var hendes bedste måde at komme af med sine tanker, at snakke med Wade om dem.

//Wauw, I didn't even talk to you about it - but I hope it's okay xD <3

Hun lyttede til hvad han sagde, og han havde ret. Lucile var i live, hun åndede stadigvæk - og skaderne var ikke tæt på døden mere. Let sank hun en klump.
"That's true," svarede hun for at påpege at hun tog hans ord til sig. Ikke at det var noget nyt, Tatia fangede altid de ord Wade sagde. You have stopped that now. It’s over. Det kunne ikke beskrives, hvordan den sten på Tatias hjerte lettede over de ord. Det var ovre, aldrig skulle hun tilbage dertil - og aldrig ville de samme væsner komme efter hende igen. Sandt nok kunne der være folk som dem, men de her mennesker var døde nu. But that’s the course of war. It was you or them. I'm only glad that you picked them, tanken om at hun faktisk havde været tæt på at lade dem vinde i første omgang. Det var uhyggeligt, hvad de næsten havde drevet hende til - hurtigt slog hun tanken væk.
"So am I, I'm glad it's over.." Indrømmede hun hurtigt, og lukkede kort øjnene for at være sikker på - at det ikke blot var en drøm. But who is ’he’? You’re not talking about Nicholas, are you? Spørgsmålet fik hende til at tænke på Ramsay kort, og hun holdt vejret en anelse. Mange mennesker havde hun mødt, den ene modbydelige efter den anden - og sommetider var det svært at finde ud af hvem der var værst.
"I had the pleasure of meeting Ramsay," svarede hun og rystede en anelse på hovedet. Ikke fordi Ramsay havde gjort noget ved hende, men måden at han havde læst hendes minder på gjorde hende en anelse utilpas. Blot ved noget så simpelt som kontakt med huden, kunne han læse en som en bog. Evner som den var meget magtfuld, men han havde ikke dræbt hende - hun var i live endnu, hvad hun skulle bruge med den information - vidste hun ikke, hun skulle nok bare være taknemlig.

"But I'm fine, I controlled my shift.. and ran for Nicholas after I was free, I was able to push my aside to do it," tilføjede hun så. Et smil strejfede sig op på hendes læber, selv i en situation som denne - hun fandt en lille god ting og holdt fast i den. Desuden havde hun haft problemer med at skifte form, det vidste Wade. Hun havde ikke haft lyst til at se frygten i øjnene.
"It happened few days ago.. when.. let's just say I have some good news for once to," sagde hun så mere muntert. Tre gange på en dag var meget at have kontrollen, og måske var det bare det hun havde manglet - at være nød til at se frygten i øjnene, og gøre det. Bare at gøre det. At fortælle omkring Alessio, Aaron og Kubo. Det så hun frem til. Det var meget nye nyheder, men det var gode nyheder - i forhold til alt det ekstreme og negative der var sket for tiden.