This is really bad-Sean

Tid: 21:30
Sted: parken
vejr: kølligt og mørkt
omgivelser: hende og nogle af hendes søsters ansatte


Solen var forlængst gået ned, hun befandt sig i parken det var blevet det sted hun for nu befandt sig mest selvom det blev kølligt om natten var hun  iført en blå kjole som bar tegn på at det var det eneste som hun ejede alt andet tøj var hjemme ved hendes søster og de var ikke på god fod med hinanden, men kulden påvirkede  heldigvis ikke hende på samme måde som den gjorde ved  andre det var en af fordelene ved at kunne manipulere med is. Ved første øjekast så hun ret så speciel ud med den blege hud og det hvide hår, selv hendes øjne havde en hvid ring tæt inde ved irissen. Hun sukkede svagt prøvede på at koncentere sig om at være stille hun var altid på vagt for hendes søster ville ikke stoppe før hun var tilbage. Hun nåede dog ikke at sidde stille længe før hun  rejste sig op hendes  blik var koldt og hun blottede sine tænder. Hun trak vejret tungt som hun kiggede ud i mørket. Hendes søsters mænd trådte frem som det gik op for dem at hun havde opdaget dem. Hazel var i undertal hun kunne se fire og en trådt frem bag ved hende. Hun virkede altid så rolig og det var hun også nu. Hun blev nød til at bevare roen for ellers risikerede hun at miste bevidstheden. Hun havde ikke lært styrrer sine evne og hvis hun blev for følelsemæssigt påvirket mistede hun kontrollen og derved bevidstheden. Hun var ikke længe om at lave en stor istap som hun ville bruge som våben hvis ikke de holdte deres afstand " jeg har fortalt jer at jeg ikke tager med tilbage og min søster kan blive ved med at jagte mig jeg vil ikke tøve med at dræbe jer" sagde hun bittert og koldt velvidende at de sikkert ikke ville tage hendes trussel alvorlig. Det som de aldrig gjorde det hun mærkede den ene komme tættere vendte sig om imod ham, men som hun gjorde det  kom de andre som hun havde vendt ryggen tættere på. De endte med danne en lille cirkel omkring hende og mærkede lysten til at forvandle sig til isbjørne blev større hvor rart det ville være lade den borre sine tænder ned i deres varme hals, men for nu holdte hun den tilbage.

Hun ventede engtlig at en ville angribe, men det så ud som de tøvede kiggede på hinanden som for at finde ud af hvordan de skulle overmande hende og det gav hende mulighed for at angribe først. Det eneste hun kunne tænke på var at hun ikke ville tilbage da hun svingede den istap imod en af de fremmedes hoveder. Hun vidste at hendes søster havde mange ansatte oghun  kendte næsten ingen af dem, men før hen havde de været bange for hende. Hun så hvordan slaget havde overrasket ham og han trådte et skridt tilbage imens han forfærdet gispede hvis hun skulle tilbage skulle det ikke være uden kamp. Hun havde lige fået sin frihed og hun ville ikke miste den igen uden at havde kæmpet. Hun betragtede dem  med et blik fortalte dem at hun mente det. Derefter lod svagt en hånd glide henover hendes kinder for tjekke og heldigvis var der ingen rimfrost.

Det var blevet aften, men heldigvis en aften med forår i luften. Alligevel var natten langt koldere end dagen, når der ingen sol var og Sean var taknemmelig for at han havde taget sin kappe med sig. Det var blevet sent, ikke at det betød noget, for Sean kunne sagtens være vågen hele natten hvis det skulle være. Han sov, når han blev for træt, men uden en fast rytme. Med hans arbejde, krævede det han var vågen på forskellige tidspunkter. Desuden faldt søvnen ham sjælden nem og han sov sjældent mere end nogle timer.
Han havde været nede i Rotten Root og var nu på vej hjem. Han havde tilset en gammel bygning, tæt på en af portene. Den ville være god til hans klan, når de fik lidt flere medlemmer...Og når han fik penge til at købe den. Lige nu havde han ikke engang penge til en ordenlig tjener og var i stedet afhængig af hans butler.
Men tingene blev hele tiden bedre. Hans klan var i vokseværk og hver dag kom der flere og flere penge ind. Det var bare et spørgsmål om tid og tålmodighed - to ting Sean normalt havde nok af.

Ved en indskydelse valgte han at gå igennem parken. Det var længe siden han havde været der og på dette tidspunkt måtte der være roligt. Himlen var sået til med stjerner og månen, der skinnede igennem nogle mørke skyer. Op af jorden var der begyndt at komme nye planter og forårsblomster og nu var det kun få nætter, der var præget af vinterfrost. Han var egentlig gået i sine egne tanker, da han havde lyde foran sig.
Han var stoppet op og havde trukket sig ind til siden. Han ville helst ikke blandes ind i noget, hvis der ingen grund var til det. Han fulgte nogle buske og træer rundt, til han endelig var tæt nok til at se hvad der foregik.
Så en folk mænd havde omringet en kvinde. I et øjeblik gik hans hjerte i stå...
Alane? Det hvide hår...
Nej. Det var ikke Alane. Kroppen var ikke hendes. Der var ingen istapper nu, så meget nattefrost kunne der heller ikke være...Nej, det kunne ikke være Alane. Familie? Usandsynligt. Han huskede ikke at Alane havde snakket om at have familie. Hvorfor var han så så skuffet?
Med en hånd mod den ru bark, stod han i mørket og studerede optrinnet et øjeblik, før han besluttede sig for at blande sig. Det kunne godt være det ikke var Alane, men tydeligvis ville mændene noget, som kvinden ikke ville. Ikke at han var nogen helt som sådan, men det hvide hår havde alligevel vækket hans nysgerrighed.
Derfor trådte han snart ud fra de mørke skygger. Skubbede sig vej mellem to buske, til han stod så synlig, som en mand i sort tøj nu var i natten. Han slog let ud med armene.
"Hey! Hvem grupper op mod en kvinde?" kaldte han, for at opkalde sig deres opmærksomhed. Han havde godt nok ikke sit sværd på sig, men han kunne sagtens klare sig i en slåskamp ned næverne.
Hvis mændene ikke selv gjorde noget for at starte slåskampen, var Sean ikke sen til at gå i aktion. Han trådte hen mod den nærmeste mand og greb ud efter hans krave, for at vælte ham rundt og væk fra den fremmede kvinde.

Hazel blottede igen sine tænder som en anden stemme brød tavsheden og de fik mændene til at vende sig om imod stemmen. Hun kendte ikke meget til de andre racer, men hjælpen var velkommen og det gav hende tid. Hun tænkte ikke meget over det, men hun lod  sin dyriske side skinne igennem og det ville ikke vare længe hvis ikke hun passede på. I starten vidste hun ikke helt hvad hun skulle, men så svang hun den store istap over sit hoved igen sigtede hun efter en af de andres hoveder. Hun følte sig fanget hun sank svagt en klump. Hun undrede sig over hvorfor  han ville  hjælpe. Hun kendte ikke grunden og iøverigt kom det  heller ikke hende ved hun bed sig svagt i læben som hun hørte en af mændene gispe igen. Mændene havde ikke noget sige noget til den fremmede som havde brudt tavsheden. De nåede det heller før han var gået til angreb på en af dem. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne som han slåsede med dem og faktisk havde hun ikke regnet med at nogen ville komme og da slet ikke for at hjælpe hende. Hun stod og betragtede ham og måtte anstrenge sig for ikke gispe forrundret over ham. Han virkede til have en form styrke, men hun vidste ikke hvilken og hvorfor. Hendes søster havde ikke fortalt hende meget om omverden ikke andet end det hun havde haft brug for at vide. Hun blev revet ud af sine tanker som en af mændene nærme sig hende. Hun vendte sig om hendes blik var kølligt og afmålt som hun igen svang istappen imod ham. Denne gang var han forberdt og flyttede sig. Hun måtte lige tage sig  en smule tid for at genvinde sin blance. hun lod det dyriske blik ramme hendes modstander spidsen på hendes istap var spids og kunne sagtens bruges som et våben, men hun vidste ikke om hun kunne få sig til at dræbe ham, men han gav hende ikke noget valg for han forsatte sine angreb og kunne ikke bare overgive sig desuden havde hun ikke lyst.
Den fremmede havde blandet sig og af en eller grund havde hun ikke lyst til at fremstå som svag selvom at han sikkert var noget af det stærkste hun mødt hun trak vejret dybt et par gange pegede spidsen imod ham og som manden farede imod hende lavede hun lille bane af is som gjorde at han gled afsted imod spidsen af hendes istap og et smerte gisp ramte mandens læber  som spidsen spiddede ham og hans liveløse krop faldte til jorden.  Hun havde det dårligt hun svært ved fremane is uden vand og det havde tærret på hendes kræfter at lave den lille bane af is, men hun kunne ikke stoppe nu. Hun vendte sig om imod resten som så ud til at være  så travlt optaget af Sean at de ikke havde lagt mærke til deres døde ven på jorden.

Hun trådte nogle skridt frem imod en hun havde aldrig før skulle kæmpe for noget i sit liv, men efter at hun havde mødt nogle piarter var det som om hun havde taget et valg og det var at hun ikke havde gidet at gøre hvad hendes søster sagde hun skulle. Hun havde været dum tro at hendes søster beskyttede hende, men efter noget tids frihed var hun ikke så sikker længere, men det betød ikke at hun ville tilbage. Hun havde overvejet om skulle tage tilbage til Walley of thousands winter's, men hun kunne lukke hele verden ude og efter lang tid med at arbejde for hendes søster var hun endelig fri til opleve den. Verden forvirrede hende en smule, men det var sikkert fordi på visse punkter var hun måske mere dyr end menneske hvilket var fordi hun som regel brugte mest tid i hendes dyrform og det var den gjorde hende mest sikker og derfor fortrak hun den frem for sin mennskeform.  Hun stod betragtede dem  hendes vejrtrækning var blevet en smule tung, men for nu ignorede hun det " pas på de prøver på at overmande dig" sagde hun forfærdet da hun så hvad de havde i sinde knyttede hun svagt en hånd og ud skyd der en lille bane af is rundt om Sean som fik de angribende til at glide og falde.
Manden som Sean havde angrebet stod inde i cirklen sammen Sean han kæmpede så godt han kunne og langede ud efter ham når han syntes at se en åbening. Hun kunne ikke give op hun måtte hjælpe igen lave en hun istap og inden de nåede rejse sig pegede hun  på dem med den. Hun fnøs kort det virkede til at Sean kunne klare sig " lad ham være og tag hjem sig til min søster at jeg ikke kommer tilbage, men i kan selvfølgelig også blive" sagde hun og med et blev hendes blik koldt " husk på at vis i vælger at blive så mister i livet lige som jeres ven der over for som sagt vil jeg ikke tøve med at dræbe jer" sagde hun  hendes stemme lød truende. Det så ud til at have en  virking for de rejste sig og løb deres vej. De folk som var efter hende havde før været bange for hende, men efter at hun var stukket af virkede det ikke til at de havde været bange for hende, men faktisk var hendes søster måske mere skræmmende end hende.

Da manden opdagede at han var alene sank han nervøst en klump, men blev nød til at forsætte for tanken om hvor vred Lilliana ville blive hvis ikke de kom tilbage med hende var værre end  at dø ved den fremmedes hånd. Hans slag var blevet mere ynklige og det virkede til hans gejst var forsvundet. Hun var sikker på at Sean nok skulle klare det og hun faldte til jorden hendes evne havde tærret på hendes kræfter og hun brug for en pause. Hun ville ikke ende med at være for træt til at kunne takke ham bagefter. Hun rev en smule efter vejret og måtte sande at han sikkert ville synes hun svag fordi hun ikke kunne styrer en evne som hun havde haft så lang tid tilbage som kunne huske.

Han greb ud efter den første mand, han fik kunne få fat på og hev manden rundt, så han mistede balancen og faldt med næsen først. Det gav ham en åbningen til at vende sig mod de næste to. Var det ikke mange mænd at sende efter en enkelt kvinde? Det betød at enten var kvinden værdifuld på en eller anden måde eller også kunne hun være farlig. Noget, der krævede flere mænd. Det fandt han måske nok ud af, når han var færdig med at tæske mændene.
Sean kunne mere end klare en enkelt mænd. Faktisk kunne han nok have taget imod alle mændene. Men hans tanke havde været at holde kvinden sikker, en tanke der hurtigt blev skudt i sænk. Selv om hun måske ikke svang sin istap på den mest effektive måde, virkede det og hendes evne viste sig da også at være nyttig på flere måder.
For at være ærlig bed han ikke rigtig mærke i at nogen døde, men mere i hvordan. Han havde dog ikke lang tid til at beundre værket.
Et par slag, et par spark. Med sin store styrke skulle der ikke meget til, før mændene knækkede sammen af smerter, af brækkede ribben. En mand greb ham bagfra. Sean greb om bag sig, fat i mandens ene skulder og hev ham ind over sin egen skulder, så manden landede på ryggen foran ham. Et slag til halsen sikrede mandens bevidstløshed.
Måske havde mændene snart indset hvilken fare han udgjorde for deres lille mission, for rigtigt nok blev han mere eller mindre omringet. Han stod spændt i kroppen, klar til at modtage mændene, når de gik til angreb...
Da de alle gled på det glatte underlag. Sean vendte sig mod kvinden.
Jamen dog. Havde der overhoved været grund til at hjælpe hende? Hun havde klaret sig fint. Endda dræbt en, hvor Sean mere var gået efter at slå dem ud. Hvem ved? Måske kunne han bruge en af mændene. Få oplysninger ud af ham. Desuden var der ingen grund til at skabe et blodbad.

Han lod kvinden ordne resten. Dette var hendes situation og nu havde hun overhånden og muligheden til at gøre som hun ville. Sean rettede lidt på sin tøj, som mændene havde været så ubehøvlede at ugle. Oh well. Det var arbejdstøj, trods alt.
En hånd gled igennem det mørkebrune hår. Uden større anstrengelse greb han mandens arm, da han kom snublende fordi, i et forsøg på at gøre modstand. Endnu en flad hånd, der slog manden mod siden af halsen og gjorde ham bevidstløs. Sean lod manden falde til jorden og lod blikket glide over scenariet omkring dem.
Bevidstløse mænd og en enkelt død. Det var da slet ikke så dårligt. Kvinden var i hel tilstand, umiddelbart virkede det ikke til nogle af mændene havde nået at skade hende. Hun var blot udmattet, sikkert efter hendes lille leg med alt det is.
Han trådte over til hende.
"Hey. Er du okay?" spurgte han og gled ned på hug, så han var mere i øjenhøjde med hende. Han rakte en hånd frem. Hvis hun tog den, ville han hjælpe hende på benene igen. Som den fødte gentleman han var, ville han intet problem have, hvis hun havde brug for at støtte sig til ham, når hun endelig stod op. De kunne i hvert fald ikke blive her!
"Mit navn er Sean McGivens. Jeg kom tilfældigvis forbi...Men det ser da ud til vi fik styr på situationen!" Han sendte hende et svagt smil. Lidt optimist måtte man vel have lov at være.

Hazel rev stadig efter vejret, hendes evne var ikke en hun havde trænet meget og det kunne ses, men hun vidste heller ikke om træning kunne gøre det bedre. Hun sad med ryggen til, men fulgte stadig med i kampen selvom hun ikke kiggede på. Han undrede hende hvorfor overhovedet hjælpe og risikere at blive slået. I hendes hoved virkede det forkert. Hun lyttede til slagene som blev uddelt og hun ånede lettet op da slagene holde inde. Hun vidste at hun ikke havde bedt ham om at hjælpe og det var ikke fordi hun ikke var glad for det, men var hun hans hjælp værdig. Desuden sneg sig der en smule skyldfølelse ind i det hele hvad nu hvis hun havde bragt ham i fare? Hun anede ikke hvad han var og hvor stærk det gjorde ham, men det ville nok alligevel ikke ændre ved noget. Hun ville stadig bekymre sig for ham hvilket også var helt hen i vejret for hun kendte ikke denne mand som frivilligt havde hjulpet hende af med dem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre parken var hendes hjem og havde været det i et stykke tid nu, men det var ikke sikkert nu hvor de vidste hvor hun befandt hun sig. Problemet var så længe hendes søster var i live ville hun aldrig give op og lede lige meget hvor hun befandt sig. Hun ville aldrig få fred. Sean virkede glad og det ville hun også ønske hun kunne være, men hun vidste at de ville komme igen. Hun var nervøs hvilket hun normalt kunne styrre, men ikke denne gang det var som om følelserne sad en smule uden på, men hun var også lige blevet angrebet og selvom hun burde være vant til var det som der var noget som overraskede hende ved hver de angreb som hun havde været udsat for. Hun kiggede på hans hånd som han rakte den ned imod hende. Han virkede rar og var det ikke fordi hun  havde set hvordan han var grebet ind og prøvet at forsvare hende så hun nok aldrig taget den. Hun vendte sit blik imod ham som han kom ned i øjenhøjde med hende. Hun kiggede måske lidt for længe ind i hans øjne inden hun fjernede det som hun skulle koncentrere sig for at komme op, hun kunne ikke helt forstå hvorfor han var rar imod hende.
Alt det hendes søster havde sagt omkring de få bider af verden de var måske ikke sande igen var der en som mod bevidste det heller det troede hun, det forvirrede hende en smule. Hun havde sådan set aldrig snakket med andre end sin søster, til den dag hun havde taget en beslutning om at hun ikke ville være hendes søsters marionetdukke mere. Dog var hun kommet til den konklusion at verden måske alligevel var mere farlig end hun gik og troede og det var tydeligt at hun havde levet  i en boble " jeg har det fint jeg overbrugte bare min evne"  sagde hun smilede svagt for at understrege at hun var okay og at  han intet havde at frygte for hendes velbefindende. Dog svejede hun en smule som de var kommet op at stå.

Hun holde forsigtigt i hans hånd imens hun prøvede på finde balancen hun kiggede på mændene bag dem hun vidste godt hvorfor de var efter hende, men de kunne vel heller  ikke lade dem ligge på jorden til nogen kom. Det ville bare give dem endnu mere ballade og det orkede hun ikke. Hun lyttede igen til hans stemme det var noget betryggende ved hans stemme måske var det fordi han lød optimistisk. Dog vidste hun at disse mænd ikke ville være de sidste som kom. Selvom hendes søster bare var en handelskvinde så havde hun mange som fulgte hende, hun kiggede op på ham og prøvede  at være optimistisk, men det lykkedes hende ikke helt " tak Sean jeg er glad for at du tilfældigvis kom forbi, mit navn er Hazel Nevermoore" sagde hun og nikkede taknemligt med hovedet hun vidste ikke helt hvor hun skulle gå hen hun kunne tage gyderne, men hun brød sig ikke om det for de var så skumle og der var mange typer dernede som ikke ville hende det godt. Hun kiggede igen over på mændene " hvad skal jeg stille op med de to?" spurgte hun fortvivlet hun kunne ikke slæbe dem med ned i gyderne " desværre tror jeg ikke det er sidste gang jeg vil støde på dem de arbejder for min søster, som åbenbart synes jeg undværlig at hun vil gøre alt for at få mig tilbage" sagde hun og denne gang kom der noget trist over hendes stemme. Hun vidste at hvis hendes søster fik sine fingre i hende ville hun aldrig lade hende ude af syne. Det kunne godt være  verden ikke var som hun havde forestillet sig, men det betød ikke at hun ikke skulle være en del af den.

Han hjalp hende op og stå. Lod hende stå og støtte sig med hans hånd, så længe som hun havde brug for. Sean var en mand der kendte til mange ting i byen, så det var helt naturligt at han tog en interesse i de ting der skete i den. Og en kvinde der blev angrebet af mænd, midt om natten? Han fornemmede en historie. Hans blik gled over hende. Hendes hvide hår fik det meste af hans opmærksomhed, hvilket til dels var fordi så få havde det og til dels fordi det til stadighed mindede ham om Alane. Hvor mon hun var nu? Havde hun det godt? Forhåbentlig var hun ikke blevet overfaldet af mænd midt om natten selv.
Han sendte hende et svagt smil. Jah, kvinden her - Hazel - virkede udmattet og måske lidt rystet efter kampen. Da hun kunne stå selv, slap han hende, hvis hun ikke selv havde sluppet ham. Han vendte sig mod de bevidstløse og den døde mand. Hm. Ja, hvad skulle de stille op med dem?
Han gik over til den nærmeste, satte sig på hug og gennemsøgte manden for noget af interesse. Papirerne, penge, hvad som helst der kunne fortælle noget om enten mandens egen identitet eller hvorfor han var her. Alle mændene fik samme tur.
"Vi lader dem ligge for nu. Der går lidt tid før de vågner op igen...Selvfølgelig med undtagelse af den døde. Jeg har nogle mænd der kan flytte dem" forsikrede han så, da han rejste sig op igen og vendte tilbage til hende. Stadig det samme lille smil. Det var tydeligt at en situation som denne ikke rystede ham.

Hvem ville ikke hjælpe en kvinde i nød? Med en armbevægelse spurgte han Hazel om de ikke skulle gå derfra. Hvis hun indvilligede, ville han tilpasse sit tempo til hendes og gå ved siden af hende.
"Du er heldig i nat. Du er stødt ind på en mand der kan hjælpe dig med hvad som helst i denne by. Men først...Tillad mig at spørge. Hvad er hele historie med dig og din søster?"
Som en fremmede havde han nok ingen rettighed til at vide det, endsige spørge ind til det. Men så igen, han havde lige hjulpet hende og måske kunne dette blive ret interessant.

Hun betragtede dem som han undersøgte dem for noget som kunne fortælle dem hvem de var, hun bed sig svagt i læben der var så mange og hun kendte ikke dem alle sammen og disse var nogle af dem hun ikke kendte. For ikke så længe siden havde hun mødt en af dem som skulle sørge for at dem hun skulle dræbe også var døde, men det havde virkede så længe siden at hun havde skulle dræbe nogen lige med undtagelse ham som lagde livløs på jorden med en af hendes istapper hængende ud af kroppen. Hun smilede en smule anstrengt, men hvem kunne vide om det var dem som havde gjort det. Hendes blå øjne søgte ganske kort hans som han spurgte ind til hendes historie og med et gik det op for hende at hvis  hun delte den med ham ville han vel være blandet ind i det. Hun sukkede svagt.  Dele af hende følte at hun skyldte ham det for at være trådt til da hun havde brug for det. Noget var også for hende uvist,  af til følte hun at hun var en anden en hun burde kende, men som hun ikke gjorde. Livet med hendes forældre var som et udvisket kapitel. Hendes søster havde dog da hun vågnede fortalt at de var døde og at hendes navn var Hazel Nevermoore dog var hun i tivil om det var rigtigt, men da hun ikke havde set nogen grund til ikke stole på hende da hun var hendes eneste familie så havde hun ikke stillet spørgsmål.  Da han lavede bevægelsen fulgte hun efter stadig fuld af tanker omkring hende selv og hendes historie var den overhovedet spændende. Det var gået op for hende hun havde været stille i et stykke tid uden rigtig at have ytret sig omkring noget hun. Hun var glad for at han kunne få den døde fjernet " den er meget lang og indviklet, men altså som sagt så er jeg shapeshifter jeg kan skifte form til en isbjørn udover det så har jeg min evne som du kan se, min forældre døde da jeg var fire og jeg mistede min bevidsthed og min hukomelse  jeg kan ikke rigtigt huske noget om deres død og min søster har aldrig fortalt mig om dem" sagde hun og kunne ikke sige sig helt fri for at blive lidt trist for på en måde anede hun ikke hvem hun var og det fik hende til kun at føle sig som en halv person.

Hun havde haft evnen før hun fik evnen til forvandle sig til en isbjørn og havde det ikke været for den isbjørnemor, havde hun været  død frosset ihjel selvfølgelig meget langsomt grundet af evnen " min søster fandt en mand som hun forelskede sig i starten boede jeg sammen med dem, men da jeg var 15 tog hun mig med til valley of Thousand winter´s hvor hun regnede med at jeg ville død, men det gjorde jeg ikke og nogle dage efter fandt hun mig det samme sted som jeg var blevet forladt bare i min isbjørne form, men jeg nægtede at tage med hende tilbage for det iskolde sted var blevet mit hjem" sagde hun og fugtede svagt sine læber og holdte en pause for at lade det synke ind.
Hun havde omskrået sig fra alt hvad der hed mennskelig kontrakt undtagen med hendes søster og hun lovet at hvis hun fik brug for det ville hun gerne hjælpe med hvad hun havde brug hun og havde arbejedet for sin søster sometider var hun i sin bjørneform andre gange i hendes menneskeform. Det kom an på hvad hendes søster havde brug for.

Hazel vidste ikke hvad hun helt skulle sige mere for der mange ting i hendes liv som hun ikke var stolt af ting hun helst ville glemme. Hazel var ikke bedre end de folk som havde ødelagt hendes familie og kastet hende ind  i et liv som havde sine op og nedture " jeg troede at hun holde af mig, men fandt hurtigt ud af at den enste grund til at hun holdt mig i live er fordi jeg kunne bruges til at give hende magt for hvem kan give hende skylden når våbnet forsvinder" sagde hun og lagde ikke skjul på hvor ond det gjorde at være blevet forrådt af sin egen søster. Nu hvor hun endelig var ude i verden følte hun sig som et barn som skulle lærer alting igen. Hun følte sig lidt som outsider en som kiggede  udefra og ind der var så mange ting hun ikke forstod. Hun kendte ikke ret mange racer udover hendes egen og vampyrer, men det var også tit fordi hun blev forvekslet med en. Hun vidste ikke hvor de skulle hen, men hun stolede på ham hvilket også var derfor hun havde fortalt ham om de få ting hun ønskede at snakke om for nu. Hun betragtede omgivelserne og fundet ud af at hun kunne lide denne by som hun før kun havde befundet sig i ganske kort.  Faktisk havde hun tænkt sig at finde et job, men med hendes søster efter hende havde hun ikke haft muligheden for at finde et faktisk var hun ikke kræsen og hun var faktisk ret lærernem. Hun betragtede kort vejen som de var på vej væk hun blev alligevel nysgerrig omkring hvor de skulle hen " hvor skal vi hen?" spurgte hun og var stadig meget rolig til forhold til alt det som lige var sket.
Mange forstod det ikke, men hun var nød til det og  var faktisk utrolig god til at holde hovedet koldt for hvis ikke hun gjorde det endte hun oftes med miste sin bevidsthed. Hun vidste heller ikke førhen hvordan hun skulle åbne op for andre lade dem se hvem hun var, men mange havde dannet sig et billed om hvem hun var og faktisk kunne godt forstå dem på mange måder virkede hun kold og fjern men i bund og grund var hun bange for at lukke  fordi hun sikker de enten blev såret eller skuffet.

Det var nu ikke hendes livshistorie han havde spurgte ind til, men mere specifikt mellem Hazel og hendes søster. Det virkede til at det var søsteren, der måske var problemet her. Det Hazel havde snakket om, at søsteren ville gøre alt for at få hende tilbage. Hvordan hang det sammen? Han var ikke helt sikker på om han havde fået svaret. Selvfølgelig havde de andre informationer givet ham en lidt bedre ind i om hvem Hazel var og hvordan tingene måske hang sammen. Han kunne i hvert fald konkluderer at søsteren havde udnyttet Hazel og Hazel måske på en eller anden måde var stukket af eller blot holdt sig væk. Måske var det sådan det hele hang sammen? Men det forklarede stadigvæk ikke hvad søsteren lavede eller brugte Hazel til.
Det var tydeligt Hazel kæmpede lidt med at komme frem med historie og taget i betragtning af halvdelen end ikke var noget Sean havde forventet at høre om, lod han hende bare tale. Hvem vidste? Måske havde hun bare brug for at tale lidt. Hans ene hånd gled frem og lagde sig blidt mod hendes ryg, hvis hun tillod det, som for at fortælle hende at det var okay og hun ikke behøvede at fortælle mere end hun ville. Sean forstod nok af situation til at kunne forstå det overordnede billede.
De havde forladt parken og gået ned af et par gader. Sean havde egentlig ikke haft så mange ideer til hvor de skulle hen. Ikke et offentligt sted, så ikke en kro eller værtshus. Hans klan havde et hus i byen, nede i Rotten Root og måske kunne han lokke hende med derned. Der kunne hun få lidt fred og ro, kombineret med at ingen ville forstyrre hende.
"Tak. Du behøver ikke fortælle mig mere, hvis du ikke vil" svarede han så endelig, i et øjeblik selv fordybet i tanker. Hans hånd var gledet ned igen.
"Jeg vil gerne til Rotten Root. Jeg kender nogen, der har et lille hus der. Ikke mit eget, men så godt som. Der vil ingen kunne finde dig og vi kan få lidt ro til at snakke sammen...Men jeg vil ikke tvinge dig. Hvis du hellere vil være herude, hvor der er åbent, er det også fint" svarede han så. Forfulgt og efter en kamp, hvor mindst en havde mistet livet, kunne være traumatisk nok og han ville ikke tvinge hende ind i et hus med fremmede folk, hvis hun blot følte sig klaustrofobisk eller fanget. Det var jo ikke pointen.
"Okay...Well. Som sagt er du løbet ind i en der faktisk kan hjælpe dig. Jeg ejer en klan i byen. Godt nok beskæftiger den sig med kriminelle småting, men når alt kommer til alt, tager vi faktisk imod de fleste kontrakter. Selvfølgelig hvis de ligger inden for noget vi kan gøre. Vi kan både hjælpe med at skjule dig, sørge for du har et sted at være, men vi kan også undersøge din søster og prøve at komme op med en plan til at slå tilbage. Det hele kommer kun an på hvad du vil. Men..." Han så hen på hende med et svagt smil. Hun var en kvinde og virkede sårbar. Men en forretning var en forretning.
"...Intet er gratis, desværre. Vi tager imod alle former for betaling. Det er noget vi kan snakke om, hvis du ønsker hjælp"
Resten var sådan set op til hende nu. Sean kunne ikke gøre meget andet end tilbyde det og svare, hvis hun havde spørgsmål.
Der kunne man bare se. Natten havde alligevel bragt noget spændende med sig.

Hun fulgte ham, det ville rart at kunne være et sted hvor hun ikke behøvede at være bange for at nogen ville finde hende. Hun mærkede hans hånd  på hendes ryg og det gjorde hende faktisk rolig det var rart på en måde, det var en berøring hun ikke var vant til det var der ingen der før havde givet hende sådan en  opmunterende berøring før. Det fik hende til at smile en smule.  Tanken om at hun måske havde fundet nogen som kunne hjælpe hende med at få nogle svar om hvem hun var det ville være rart. Hun vidste også godt at det ville komme til at koste ingen gjorde noget gratis, men hun havde ingen penge måske han kunne bruge hendes arbejdeskraft. Hun ville gøre alt for holde sig selv fra sin søster, hun førte tænksomt blikket frem for sig da han fortalte hende  omkring klanen det gjorde ikke hende noget at de beskæftigede sig med småkriminelle ting. Det kunne hun leve med det var bedre end det hun havde gjort for hendes søster " måske jeg kunne få brug for jeres hjælp især med at holde mig selv skjult, men der også noget andet jeg gerne vil have svar på, som min søster aldrig givet mig" sagde hun ville engentlig ikke have at hendes søster døde for det var hende eneste familie, men hun var splittet for hun vidste hvor langt hendes søster ville gå for at få det hun ville have. Hun havde set hvor vred hun kunne blive og hvad vreden førte med sig for det var altid Hazel som gøre det bedskidte arbejde. For Hazel havde været det våben som hun havde brugt når nogen havde gjort hendes søster vred. " det ved jeg og jeg vil heller end gerne stille til mig selv rådighed, hvad end du så kan bruge mig til" sagde hun og smilede.
Hun tænkte kort over mulighederne der var mange måske hun skulle skjule sig og håbe at hendes søster med tiden ville give op, men det vidste hun at hendes søster havde svært ved, desuden kunne hun måske i den rette situation få hendes søster i tale omkring hvem der dræbte deres familie den gang og hvem de var. Hun havde tit på fornemelsen at Lilliana vidste noget, men havde holdt det hemligt og tit tænk over hvad der ville være så slemt at hun ikke kunne snakke om det. Når Hazel havde prøvet var hun blevet ekstrem vred også var hun ikke til at snakke med. Dog havde hun ikke lyst til at hendes søster skulle død, om hun ville det eller ej så var de stadig familie og Hazel var sikker på at hun havde noget godt inde i hende som bare skulle hjælpes ud. Hun lod tanker være tanker og gav sig til at holde øje med omgivelserne når man var jaget blev nød til at være opmærksom.

Hun lyttede til hvad han sagde og følte sig lige pludslig meget heldig at de var stødt på hinanden, hun havde fundet en som ikke bare måske kunne hjælpe, men faktisk kunne hjælpe hende. Hun vidste ikke hvad hans pris ville  være  og hvis det var penge så kunne hun ikke få hjælpen hun havde ingen. dog var der ikke det hun ikke ville gøre for at blive fri for hendes søster og det arbejde hun lavede for hende.Hun havde prøvet at søge noget arbejde, men med hendes særpræget udsende og det faktum at hendes søster havde været efter hende havde gjort  det svært for hende at finde noget overhovedet.

Turen gik ned af gaderne, som de i et roligt tempo fandt vej ned af den bakke, som byen lå på. Det var tydeligt at se hvornår de nærmede sig Rotten Root, for husene blev mindre, gaderne mindre, det hele virkede en tand mere mørkt og slidt. Jorden var ødelagt af vogne, der blev kørt eller trukket igennem, selv på regnfulde dage. Ikke at ingen prøvede at ændre på det. Der var arbejdsløse, der fik nogle penge for at prøve og jævne jorden ud eller fylde hjulsporene med grus. Sean holdt sig alligevel til den ene side af gaden. Der var ingen grund til at gå ude på selve vejen alligevel.
"Javel. Hvad er det?" spurgte han, da hun påpegede hun havde andre ting, som hun ønskede svar på.
Han smilte lidt og overvejede det. Hendes arbejdskraft? Tja. Måske. Hans klan satte pris på at være så selvstændig som mulig, gjorde det nemmere at udføre jobs uden at være afhængig af andre. Derfor samlede Sean på folk, der kunne lidt af hvert, omend det mere eller mindre blev forlangt at folk også kunne gøre sig til nytte på et job. Kunne han bruge hende? Hun havde kunne beskytte sig selv, ja, men det virkede ikke som noget hun ligefrem nød. Så måske noget der var mindre voldeligt?
"Fortæl mig lidt om hvad du kan eller hvad du måske har arbejdet med før?" foreslog han så.
"Måske kan jeg finde noget du kan lave og arbejde betalingen af den vej?" tilføjede han.

Hun kiggede sig omkring for at sikker sig at der kun var dem i nærheden og fik et alvorligt udtryk som hun ganske kort tænkte over hvad hun skulle sige, hun var næsten sikker på at hendes søster havde noget med deres død og gøre og nu hvor hun havde midlerne til at finde ud af det så ville hun gøre det. Hun var træt af at føle som om hun manglede en del af sig selv, som om hun burde huske noget, men ikke kunne og det irriterede hende at hendes søster nægtede og førhen ville hun sikkert ikke sætte sig imod, men det var som om  hendes nyfundne frihed gjorde at hun turde mere og lige meget hvor sur Lilliana blev så var hun ligeglad det var hendes ret at vide hvem hun var. En ret hun længe havde ventet på. Hun betragtede husene og det stod klart for hende at de havde forladt det finere kvarter og nu befandt sig i de mere skumle gader. Husene havde set bedre dage, men det gernerede hende ikke så meget som hun troede det ville "jeg er sikker på min søster ved noget omkring hvem der dræbte min familie, men hun vil ikke fortælle mig det og når jeg spørger ind til det reagere hun meget voldsomt" sagde hun eftertænksom imens hun vendte sit blik imod ham. Hun havde ikke ret meget erfaring andet med at dræbe, men før iagttaget sin søster imens hun handlede, men det kvalificerede hende til være god, til den slags. Hun bed sig svagt i læben hvad var hun god til,  hvis man bortfra at hun s
agtens hun kunne dræbe og forsvare sig selv. Hun stoppede ubevidst op.
Hun var grundet sin evne god til at holde hovedet koldt i situationer som kunne være farlig. Hun vidste rigtigt hvad hun var god til, men hun ville lige så gerne lærer nye ting som hun måske kunne få brug for. Hun aldrig før skulle tænke på hvad hun var god til. Hun havde ikke kunne finde et svar omkring noget han ikke allerede vidste.  Hun sukkede svagt og trak ganske på skulderne " jeg har aldrig skulle tænke over det, jeg har bare gjort hvad jeg fik bedsked på og aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. Ihvertfald ikke før nu" sagde hun hun og tænke stadig over hans spørgsmål.

Hun følte sig lige pludselig så ny til alting og det gjorde hende en smule flov ikke at vide hvad hun var god til, men havde aldrig før haft behovet for vide det. Hun måtte være god til noget hun havde bare ikke fundet ud af det endnu. Hun følte sig som et barn der skulle til at finde ud af det. Det betød dog ikke at hun ville gøre ting for Sean ligemeget hvad hans pris var så ville hun gøre det for ham, selv hvis det betød at hun skulle dræbe nogen jeg er egentlig nu hvor tænker over det også ret lærenem så hvad end du sætter mig skal jeg nok lærer det selvom nogle ting ret nye for mig" sagde hun og man kunne svagt ane noget beslutsomt i hendes blik. Faktisk var der mange ting som var nye for hende, men vidste at tiden ville hun lære dem.

Javel ja, så noget om familien? Det var fint. Han så lidt på hende.
"Okay. For det skal jeg have noget at gå efter. Hvor boede I? Ved du noget om dine forældre? Hvad som helst der kan give mig en ledetråd til hvor jeg skal lede" spurgte han så. Når det kom til stykke, havde han ikke mange tanker om hvorfor hun vidste eller ikke vidste noget om det.
Og hvad kunne hun så gøre til gengæld? Det var svære. Ingenting hun havde beskæftiget sig med før? Havde hun rendt rundt og lavet ingenting?
Nå. Han ville ikke stille yderligere spørgsmål ved det. Når folk i princippet svarede hvad som helst, kunne Sean finde på noget hvad-som-helst at sætte folk til. Til en start ville han nok sætte hende til at hjælpe i det hus, som han var ved at føre hende til. Rengøring, madlavning, den slags. Hun kunne blive oplært i noget førstehjælp, så folk kunne få en plaster, hvis de kom med et sår. Hun var jo ikke en del af klanen, men arbejdede sin hjælp af, så han ville ikke give hende jobs eller oplære hende i noget stort.
"Jeg finder på noget til dig. Noget roligt" svarede han med et lille smil. Han var stoppet op og set på hende, før han med et nik foreslog om de skulle gå videre? Hun virkede til at være i tvivl om...Mange ting. Formentlig en dårlig selvtillid. Det var ikke noget der kunne ændres på en nat og på mange områder var det nok mest hendes egen kamp. Sean kunne kun gøre så meget. Desuden var de jo fremmede for hinanden.

Huset dukkede snart op. Et simpelt hus, bestående kun af den ene etage. Af træ. Der var lys indenfor og Sean tøvede ikke, da han trådte hen til døren og åbnede den. Holdt den for Hazel, så hun kunne komme indenfor i varmen.
To personer kom dem strakt i møde. En fra stuen til højre for den lille entre og en fra køkkenet til venstre. En kvinde fra køkkenet, et mand fra den anden side.
"Åh...Vi var bange for det var....Du ved...Uønskede gæster" svarede kvinden med et venligt, lille smil. De havde genkendt Sean - Selv om Sean var lederen, sørgede han altid for at være synlig for sine folk. Sean viftede let med den ene hånd, for at lade dem vide der ingen fare var.
"Nejnej, bare mig. Dette er Hazel. Hun skal bo her det næste stykke tid, til jeg har hjulpet hende. Hun kommer til at hjælpe til i huset...Hazel..." Han slog let ud med armen. De to personer trådte helt ud i entreen. Kvinden var ved at tørre en tallerken i et viskestykke. Hun tørrede hurtigt sin ene, våde hånd af for at give Hazel hånden.
"Jeg er Sussi, jeg står for huset. Det derovre er Ibon. Han står for husets generelle sikkerhed. Vi er..." Sussis blik gled over til Sean, for at tjekke om Hazel kendte til husets formål. Sean nikkede svagt. Han havde nævnt huset var for folk i hans klan, et opholdssted hvor de kunne sove, få en bid mand eller mødes. Huset var ikke stort. Ud over køkken og en lille stue, var der tre værelser hvor folk kunne sove.
"...Vi er en del af det hele. Du vil være tryg her" forsikrede Sussi endelig med et smil.

Hazel tænkte og hun kom I tanke om at hun havde set et navn der i en bog hendes søster havde skrevet i.navnet havde virket bekendt uden hun rigtig vidste hvorfor, men hendes søster havde skrevet at det var navnet på deres mor. Det havde været tydeligt at hun ikke skulle have set den for den havde været godt gemt under nogle bøger i en skuffe i hendes søsters skrivebord. Hun havde længe kigget på navnet og det havde givet hende håb at hendes søster måske havde ville snakke om det der var sket med deres forældre på et tidspunkt. Hun kiggede Tænksomt ud i luften imens navnet dannede sig i hendes hoved " jeg tror min mores navn var Miranda Moore og at vi boede i Sunfury, men hvor har min søster aldrig fortalt mig" sagde hun og det kunne sagtens være at hun havde glemt det hvis det var blevet hende fortalt. Hun smilede svagt og nikkede ganske kort for at vise ham at hun havde hørt ham og hun var taknemmelig for at han ville hjælpe hende med at finde noget hun kunne lave som ikke ville være så var voldsom. Hun havde set han nikkede som tegn til at de skulle gå. Hun sagde ikke så meget imens de gik stykke til deres bestemmelsessted. Hun følte sig stadig heldig at hun nu kunne beskæftige sig med noget ikke betød død. Hazel havde lukket sig ude alting fordi hun havde været bange for noget som havde virket så dumt nu at hun blev en smule flov over det. Hendes havde haft fat i hende med jerngreb som heldigvis var ved at blive løsnet.
Hun betragtede huset så om de nærmede sig huset var ganske simpel, det havde kun den ene etage men det var okay for hende og hvis ikke der var plads kunne hun altid sove udenfor. Naturen var en del af hende lige meget hvad kunne hun godt lide at tilbringe tid i den og kulden påvirkede ikke hende på samme måde som den gjorde med andre. Da døren blev åbnet trådte hun ind. Hun kunne høre folk bevægede sig da de kom ind de blev mødt af en kvinde som så ud til at komme fra køkkenet. Det som havde afsløret hende var at hun kom ud med en tallerken i hånden som hun var ved at tørre af. Manden kom fra stuen og de kiggede på dem, men så ud til at genkende Sean. For med et virkede de ikke som uønskede gæster.

Hun lyttede til kvinden som hun snakkede dog tav hun kiggede over på Sean for at få en bekræftelse af Sean at det var okay at snakke med hende og det er Sean præsenteret hende for det er som om kvinden ved navn Sussi åbende op for hende og fortalte hende hvem de med det var. Hazel nikkede ganske kort til Ibon som ikke noget før hun tog hendes hånd i sin blege og gav den et forsigtigt klem det er hyggeligt at møde jer og jeg lover at jeg vil hjælpe til i huset så godt jeg kan" sagde hun og smilede svagt til dem. De virkede hyggelig især Sussi virkede rar. Hun vidste ikke helt hvad skulle sige men det virkede rart og okay at være her. Hun følte sig allerede sikker, ihvertfald mere sikker her end hun havde gjort andre steder i Doomville.

Ibon lod det sidste blik glide over forsamlingen i entreen, før han trak sig tilbage til sin stue. Han var den mere stille type og foretrak at sidde lidt for sig selv, når det var. Kom oftere frem, når tingene var blevet rolige igen. I stedet gjorde Sussi tegn til at de skulle gå med ud i køkkenet. I køkkenet var det tydeligt at hun gjorde rent efter et aftensmåltid, der afslørede at der skam havde været flere til spisning end blot de to beboer der var i huset nu. Men hvor resten var? Formentlig ikke her. Ikke endnu. Sussi var halvvejs igennem opvasken og hun stillede den rene tallerken fra sig på køkkenbordet, før hun sendte dem et smil.
"Der er lidt rester fra aftensmaden..." Hun nikkede over mod en gryde, der stod på komfuret.
"Og ellers vil jeg gerne vise dig rundt, Hazel. Jeg skal bare lige være færdig først. Her i huset styrer jeg tingene, så jeg vil hjælpe med at finde nogle små pligter til dig. Rengøring, indkøb. Kan du lave mad?"
Sussi stod allerede med hænderne i en balje med vand igen, men det var tydeligt hun snakkede til Hazel, trods hun ikke direkte så over på dem længere.
Sean stod i dørkarmen og smilte svagt. Han havde nikkede roligt til Hazel, da hun havde søgt hans bekræftelse på at stedet skam var sikkert nok. Her skulle Hazel nok have det fint og ellers ville nogen sende besked til ham.
"Sussi. Jeg vil smutte igen. Jeg har ting at se til. Du vil have det fint her hos Sussi og får du brug for at snakke med mig, ved de hvordan de får fat på mig" Det sidste blev sagt henvendt til Hazel, ikke uden et lille smil. Nu hvor Hazel var et sikkert sted, kunne han selv komme videre. F.eks. Sende nogen til Sunfury og undersøge alt de kunne med det navn hun havde givet ham.
"Vil du være okay her så længe?" spurgte han alligevel Hazel.

Hazel lyttede til hvad der blev sagt, hun sagde ikke meget imens Sussi snakkede men da gryden blev nævnt gik hun hen kiggede ned i den og som hun gjorde det klagede hendes mave der var gået et stykke tid hvor hun ikke rigtigt havde fået noget at spise. Det var sparsomt hvad hun kunne finde inde i byen som var gratis, hun kunne heller jage i sin bjørneform for det første ville hun vække opsigt med hendes isbjørneform og for det var hun meget synlig med den hvide pels. Hun vendte sig om imod Sussi som hun spurgte om hun kunne lave mad det havde ikke været nødvendig imens var i hendes bjørneform da spiste hun hvad hun kunne finde af små dyr som regel rådt. Hun spiste næsten aldrig ved hendes søster og hvis var det altid blevet tilberedt af andre. Hun vill dog gerne lærer og det virkede spændende at kunne lave mad det betød også at man var mindre afhængig af andre. Hun smilede svagt og lagde hovedet en anelse på skrå " jeg har aldrig rigtigt haft behov for det før, men vil rigtig gerne lærer det" sagde hun og vidste ikke helt med sig selv om det var okay at sige at hun takdes for det meste havde levet sit liv som en bjørn. Hun valgte at for nu var det bedst at så få som muligt vidste hvad hun kunnne ikke bare det med ar forvandle sig til en Bjørn, men også hendes evner. Hun bildte sig at på den måde var de sikker fra hendes søsters vrede. Hvis nu hun skulle finde ud af hvor hun befandt sig.
Hun smilede " jeg vil glæde mig til rundvisningen" sagde hun som hun vendte imod Sean som snakkede til hende. Hun var taknemlig for hans hjælp den kunne ikke være kommet på bedre sted.

Faktisk havde hun ikke regnet med at han ville hjælpe hvis han vidste hvad hun havde gjort og noget vidste han og det kunne godt være at hendes søster havde sagt ting omkring verden de levede i, men det passede ikke igen havde hun mødt som gerne havde sat tid af for at hjælpe selvom det måske ikke havde været besværet værd. Hazel følte mere tryg her end havde gjort længe hun var sikker på at hun ville føle sig hjemme. Sussi var så imødekommende og virkede rar" jeg tror at jeg vil komme til at føle mig hjemme her, det er alligevel rart med tag over hovedet" sagde hun smilede igen selvfølgelig skulle han videre han måtte have travlt og han havde måske allerede brugt en masse tid på hende. Det var rart at vide at hun kunne komme i kontrakt med ham havde hun brug for det. Hun vidste ikke helt om ville være okay, men ville få bedste ud ag det og så længe hun var sikker her så ville hun gerne være " tak for hjælpen jeg er glad for at du ville hjælpe du skal vide at hvis du har brug for hjælp med noget du mener jeg hjælpe kan med, så sig til jeg står i gæld til dig" sagde hun og man kunne høre hun mente det. Hun vendte sig for at gå over og hjælpe Sussi færdig med opvasken. Selvom hun egentlig var sulten.

Sussi lod Hazel komme over og hjælpe. Sussi selv sendte blot Sean et betryggende smil, der fortalte at Hazel var i gode hænder og at der ikke var mere Sean kunne gøre her alligevel. Sean nikkede let for sig selv og lod blikket glide over Hazel en sidste gang.
"Godt så. Så vil jeg lade jer til. På gensyn" hilste han, før han lod kvinderne tage opvasken. Sussi havde allerede engageret sig i et forsøg på at starte en samtale med Hazel.
Sean forlod huset og gik sin vej.

//Out