A trip to not-paradise (Razor)

Han fulgte Sean en smule mod blikket før han kort bed sig lidt i læben. Han endte dog med at nippe lidt mere til noget af kødet i stedet for sin læbe. Det smagte nu alligevel bedre. Et kort skævt smil fandt sin vej over hans læber da Sean puffede til ham.
" Quite odd? " Spurgte han så bare og hævede kort lidt drillende et bryn. Ganske sær - Sean var helt igennem sær, mere sær end mange andre. Måske ikke set udefra eller på overfladen men så snart man kom bare en smule tættere på. Helt utrolig så sær man kunne være uden at være frembrusende sær.
" I'm okay.. I guess. " Sagde han så bare et øjeblik efter og nikkede en smule. Han var hvert fald ikke helt i spåner. At hans tanker alligevel helt passivt nær havde fået ham til at græde kom alligevel lidt bag på ham. " I don't even know what to do with me. I'm a mess. That kinda sums up pretty much everything.. " Sagde han så bare lidt og vippede kort lidt med sin ene fod. Han kiggede lidt på kødet mellem sine fingre men lagde det så bare fra sig. Nah - det kunne spises på et andet tidspunkt hvis andre små dyr eller insekter ikke udnyttede den manglende opmærksomhed mod det. Han rettede i stedet bare blikket lidt mod Sean.

" Oh thats right - I am - and that gives you this odd responsibility to make sure I'm alright. You sure it's not because I'm your... friiiiend - and you care and you don't wanna see me cry or get all emotional? " Sagde han så lidt og lod hovedet glide på skrå med et lille halv sødt smil.
" But since you asked - does that mean.. You really wanna listen, or just listen - without listening? " Han kneb kort øjnene lidt sammen. " 'Cause I really just need you to listen when I say that you shouldn't go there - that I don't want you to find the place. " Sagde han så lidt og rynkede panden en smule. Okay det var måske ikke heeelt derfor han var blevet følelsesladet og var forsvundet fra virkeligheden et øjeblik. Men samtalen bundede sådan set i noget i den retning.

" And if I break down its just because I'm scared.. " mumlede han så bare lidt et øjeblik efter og lod blikket strejfe rundt på omgivelserne. Overordnet set var det problemet. Der var meget i det, men ikke noget der var nødvendigt at forklare. Heller ikke selvom det sikkert ville være godt at informere Sean om hvad og hvorfor. Men bare det at have det i hovedet var skræmmende, hvis han ligefrem skulle sætte ord på det ville det sikkert kun komme til at virke mere virkeligt end det allerede var - og det havde han ikke lyst til. I det mindste kunne det virke som en bunke opblæst vås når det forblev i hans hoved. Ingen behøvede vide noget om det eller tage stilling til det. Måske ville det bare være et spørgsmål om tid før han havde fået sig selv overbevidst om at det ikke var virkeligt. - Selvom det var. Men det at lukke ting ude af sit liv - lade virkeligheden blive fortrængt. Det var muligt hvis man prøvede eller kæmpede nok for det. Han havde gjort det før - det var sikkert derfor han kunne håndtere end del uden at lade det trykke. Alt fra hans fortid.

Han kiggede lidt på det flåede kød. Det kunne måske tiltrække dyr...Men det kunne lugten af stegt fasan også, så hvis der kom nogle, var skaden allerede sket. Om der lå lidt kød i græsset gjorde ikke den store forskel.
Hans blik gled op mod himlen et øjeblik. Det var blevet mørkt, solen var gået ned og graderne faldt hurtigt. Ikke frost, men helt klart koldere. Måske burde han finde et par tæpper frem? De ville nemmere holde varmen, hvis de sov op af hinanden. Sidst havde Razor intet haft imod den slags, men selvfølgelig vidste han ikke om det kunne have ændret sig.
Han så tilbage på Razor med et svagt smil.
"Der fik du mig" svarede han blot. Jo, at Razor var hans slave havde blot været en belejlig undskyldning. Seans øjenbryn hoppede dog en anelse.
"Seriøst? Tror du jeg aldrig lytter? Det er en fornærmelse. Jeg lytter altid" forsikrede han. Okay, der var tidspunkter hvor han selv hensank i tanker eller planlægning, men ikke når det var personlige ting som disse. Der var det en social regel at man skulle lytte - og for at være ærlig, ville han også gerne. Han ville gerne vide hvordan folkene omkring ham havde det, han ville gerne se hvordan de tolkede og bekæmpede udfordringerne i deres liv og hvis det var hans venner, ville han gerne se om han kunne et eller andet, der kunne hjælpe. Ofte kunne han ikke meget andet end at lytte, men det skete jo at det også var nok.
Han vendte sig, så han sad med front mod Razor, kun for at inviterer Razor til at putte sig ind til ham. Vejret var blevet koldere, selv om kulden måske igen var en belejlig undskyldning. Sean var ikke altid en krammebamse, det afhang af den person han var sammen med og som regel tænkte han aldrig på Razor, som en han gik og krammede med hele tiden. Det var som om han hele tiden skulle bevise over for Razor, at han virkelig var stærk. Der var altid brug for et minimum af parader og skuespil. Men lige nu? Lige nu var det måske det eneste han kunne gøre for at hjælpe. Måske ville nærheden give Razor fred nok til at slappe af et øjeblik, undgå han græd igen eller noget andet i den stil. Hvis han ville.
"Det er koldt. Vi bør sove op af hinanden i nat" meddelte han, kun før han trak vejret dybt ind. Han fornemmede at Razor prøvede at lokke et løfte ud af ham. Og Sean vidste han ikke kunne lade alt det med arenaen gå, før han kendte til det. Så han ville bare ende med at gøre Razor...Ked af det eller vred. Eller noget i den stil.
"Jeg har ikke snakket om at finde stedet, okay?" forsvarede han sig i stedet. Intet løfte. På den måde brød han i princippet ikke noget...
"vi er alle bange en gang imellem. Så er det heldigt du hører til en archdemon. Er du klar over hvor få der kan hamle op med mig i længden? Jeg vinder altid. Jeg har historier der beviser det" forsikrede han og prøvede at sprede den snert af optimisme, han følte, til Razor.

" I just wanted to make sure.. " Sagde han så lidt og lod blikket hvile mod Sean. Nej - egentlig tvivlede han vel ikke på at Sean egentlig ville lytte - måske var det mest det at tale om det der i sidste ende holdt ham fra at sige noget. Sean havde jo sådan set aldrig givet udtryk for at han ikke var der. Hvert fald ikke medmindre det havde været fordi Razors opførsel havde været uretfærdig og havde nærmest bedt om ikke at ville hjælpe.
Der var godt nok varme fra bålet - men det gjorde alligevel ikke helt det stykke arbejde der i sidste ende skulle til for at holde en varm - desuden var det at være tæt på en anden person i sidste ende meget bedre end så meget andet. Så han tøvede ikke med at rykke sig indtil Sean da muligheden åbenlyst bød sig.
" Fine by me - I don't mind sleeping close to you.. " Sagde han så bare med et lille smil og nød allerede nu godt af den kropsvarme der kom fra manden. Måske var de ikke dem der gik rundt og krammede hinanden fra tid til anden - men samtidig var kontakt mellem dem jo heller ikke noget der aldrig havde fundet sted, om det så var seksuelt eller kamp. Det var måske bare meget det der indikerede hvad de var - enten eller. Det var svært at finde en fin linje der holdt balancen i stedet for at tippe skalaen hele tiden.

Razor valgte ikke at kommentere mere på det med arenaen. Det hjalp nok ikke at snakke mere om det hvis han gerne ville have Sean til at droppe at tænke på det. Om han tog ud for at finde det eller ej. Bare det at tænke på det gav stedet en unødvendig opmærksomhed som Razor desværre var alt for god til at dele ud af. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare kort trak lidt på den ene skulder.
" I've never felt scared - " mumlede han så bare lidt. Men der var måske noget omkring hvad Sean sagde. Manden var stærk - meget og det måtte da give en vis tryghed.
" I would like to hear one of those stories. I would read them myself - but I can't. " Sagde han så lidt med et lille smil før han rettede blikket mod Seans ansigt igen.
" Besides - it would be kinda cool - to be able to say thaaaat. The man himself told me that story - right? " Han hævede kort lidt et bryn. Dog selvfølgelig med et skævt smil om læberne. Det var ikke fordi han bevidst havde skubbet sig i en retning væk fra hvad han selv burde fortælle om. Men der var andre ting der virkede mere spændende. Desuden var turen ikke slut endnu så det kunne være Razors tankestorm kunne komme på tale på et tidspunkt hvor han i forvejen ikke var et rod. Det ville sikkert gavne at fortælle uden for mange følelser der boblede samtidig med. Hvis det overhovedet var muligt at finde sådan et tidspunkt. For tiden var det som om at lige meget hvor og hvornår - så havde han en indre uro der nærmest ingen ende havde. Men det hjalp at snakke om noget andet. Han kunne i stedet fokusere på alverden frem for sin egen boble af bekymring. Det hørte slet ikke til ham at have det sådan.
Sean af alle burde vide at den Razor der var her nu ikke var den samme som han havde mødt for længe siden. Der var alt for mange tanke i hovedet på den lille halvdæmon i forhold til hvad der forhen havde været. Han havde stadig sine øjeblikke - men stemmen han normalt delte med verden havde trukket sig tilbage og dannede tanker frem for ord.

Det var fint, med Razor puttet ind mod ham. Han havde godt nok næsten ingen rygstøtte, så lige nu sad han forholdsvis rank, men Razor så ikke ud til at have noget imod det. Måske ville det andet være bedre. Det skulle han havde tænkt over, inden Razor havde puttet sig ind til ham. En saddel og tæppe bag Seans ryg eller noget...Oh well.
Med et ben på hver side af Razor, samt en arm på hver side af ham, gjorde at han næsten naturligt holdt om Razor. Ikke på en kvælende eller tung måde, men nok til at de kunne godt af hinandens varme og nærvær. Automatisk gled Seans blik ned over Razor, før det gled hen på ilden ved siden af dem.
Det var svært ikke at grine en anelse.
"Mine historier er ikke skrevet ned" svarede han så bare.
"De er alle i mit hoved" Han trak let på den ene skulder. Hvad skulle han fortælle om? Overtagelsen af Dragons Peak havde været overraskende antiklimatisk. Hvad havde han egentlig oplevet igennem tiden?
Overtaget en klan. Sloges med en nightcan og overlevet. Været under angreb af en mindre hær af zombier med kun en lille gruppe mennesker og santuines til at hjælpe sig. Hjulpet en draconianer med at blive en Dragonlycan, der så landede oven på ham. Tusindvis af andre små slåskampe. Ritualet, der havde ændret hans evne eller ritualet, der havde gjort ham til archdemon, efter han havde ofret sin egen søn...
Nej. Der var en historie han gerne ville fortælle.
"Okay..." Sagde han så, som tegn til at han havde besluttet sig og der nu ville komme en historie. Hvor lang den var, vidste han ikke.
"Denne historie er fra tiden, hvor necromanceren var her med sin hær af undeads. Han var her i lang tid og man risikerede hele tiden at blive angrebet. Det var omkring samtidig at jeg blev en archdemon og derfor gik jeg en del opmærksomhed rundt omkring. Der er jo ikke så mange archdemons. Selv ritualet til at blive det, er en godt skjult hemmelighed. Så det skete at Necromanceren åbenbart havde interesse i mig, i hvad jeg var og om han på nogen måde kunne bruge det til hans egne formål. Det var inden jeg havde tanken om at tage hans side af krigen. Mange var overbevist om at han ville vinde, inden han pludselig trak sig tilbage igen"
Han så ned på Razor, for at se om han var med. Sean fortalte sjældent historier og han var usikker på om han fortalte det hele godt nok. Om der var for mange detaljer på et øjeblik eller om noget af det forvirrede Razor? Det var jo aldrig til at vide. Hvis Razor ikke havde spørgsmål eller så helt lost ud, fortsatte Sean med sin historie.
"Han fik mig kidnappet. Brugte sine intelligente undeads imod mig, sammen med ren styrke i form af et overtal af andre undeads. Et hårdt slag i hovedet fældede mig. Da jeg kom til mig selv igen, var jeg lænket i et mørkt rum under jorden. Pentagrammer sørgede for jeg ikke kom fri. Det mest interessante var at jeg ikke var alene. På det tidspunkt vidste jeg selvfølgelig ikke hvad der skulle ske eller hvor jeg var..." Han blev stille et øjeblik. Han havde sjældent tænkt tilbage på denne historie, faktisk. Han rømmede sig svagt.
"I rummet sad en vampyr. En meget stærk vampyr. Caroline. Jeg ved ikke om du kender hende...Hun er lidt over det hele. En af mine veninder den dag i dag. Vi kendte faktisk allerede hinanden på det tidspunkt, så det var ret overraskende" Gad vide hvor hun var nu? Nå, det var vel irrelevant...
"Hun var lænket i rummet, selv blevet kidnappet og slæbt derned" Han så fra ilden og ned på Razor igen, som han holdt en lille pause. Give Razor en chance for at følge med. Desuden måtte den lille fyr være ved at springes af spørgsmål?

Razor kunne ikke helt selv lade være med at grine lidt. " Oh - in that case you have to tell me.. " Sagde han så bare lidt og smilet forblev over hans læber lidt. Hvis man ikke kunne læse om Sean så var der jo heller ingen grund til at lære at læse for det. Medmindre selvfølgelig der pludselig blev behov for at skulle læse alt mulig andet. Desuden kunne han ikke læse Sean - så manden måtte tale og nu hvor det var bragt på banen ville han ikke slippe. Der var vel historier gemt i manden han ikke ville have noget imod at fortælle ham. En historie behøvede jo ikke at grave så dybt at det gjorde alting underligt eller en utilpas. Razor kunne selv fortælle en del uden at tænke over det - hvert fald fra før han pludselig blev til en egentlig person.
Han satte sig bare godt til rette lænet ind mod Sean. Mens han lyttede så snart fortællingen begyndte. Allerede for første sætning poppede der et spørgsmål op i hovedet på Razor men han bed sig bare kort i læben og holdt det inde. Lod Sean fortælle - det kunne jo være svaret dukkede op senere i hvad manden fortalte. Det var spændende.

Da Sean holdt en pause midt i det hele rettede Razor blikket mod mandens ansigt. " Keep going! You can't just stop at that.. " Sagde han så bare og rystede lidt på hovedet med et skævt smil om læberne. Og der kom da heldigvis også mere fortælling. Hvor mange spørgsmål der efterhånden var dukket op i Razor vidste han faktisk ikke helt - men nogle af dem havde han stillet forest i køen så han var sikker på at kunne huske dem.

Et lille smil fandt vejen frem over hans læber. " I know Caroline - or I mean, I've met her - we killed a bunch of angels once.. " Sagde han så lidt og rynkede kort næsen en smule. Tilbage i Dragons peak hvis han huskede helt rigtigt. Han overvejede det så lidt før han kort fugtede sine læber lidt. " Umm.. Okay, I might have - just a few questions.. " Sagde han så da Sean endnu engang valgte at holde en pause - en pause der kom selvom det virkede som om der godt kunne være mere at fortælle. " What is - or... who are a - what did you call it? A Necromancer..? " Han kneb kort øjnene lidt sammen men holdt så bare blikket lidt mod Sean et øjeblik.
" Is that someone who's still alive? How long ago was it? I mean.. you're old - I guessing it wasen't yesterday. I can't remember if you have told me when the whole achdemon thingy found place.. " Sagde han så lidt med et skævt smil. Faktisk var han helt utrolig nysgerrig omkring det også. Men nu var der pludselig så mange ting han gerne ville vide noget om så han måtte lige tage en ting af gangen. Også for at han selv havde muligheden for at forstå det i sit hoved. Ikke forvirre sig selv mere end hvad han allerede havde gjort ved mere end et enkelt spørgsmål. Sean havde også nævnt noget om pentagrammer - det ville Razor også gerne vide noget om. Han huskede at hans gamle herre havde nævnt noget engang - at det var en af grundende til at Razor blev brugt til nogle ting som han ikke selv havde været i stand til at gøre. Hmm - måske var Sean ikke bare en god ven men også en god kilde til information omkring en masse han aldrig havde lagt dybere tanker i.

Han vidste Razor havde haft spørgsmål og havde tålmodigt ventet på dem. Hans ene hånd forlod Razors skulder, hvor den havde hvilet, og om bag Sean. En støtte, så han ikke blev så træt i ryggen.
"En necromancer er en person der kan mørk magi. De har speciale i at genoplive døde ting og bruge dem. Som for eksempel en zombie eller et skelet" svarede han roligt. Det passede ham fint at lære fra sig. Måske ville han faktisk have været en fin lærer, hvis Camille nogensinde havde haft succes med sin skole for de fattige. Hun havde jo spurgt ham, men på et tidspunkt hvor han absolut ikke havde følt for den slags. Han havde vist takket ja til at lære dem nogle tricks i kamp, så vidt han huskede. Oh, det var også længe siden nu! Og skolen var vist aldrig rigtig blevet til så meget. Gået i sig selv igen, måske. Præcis som Camille også var forsvundet.
"Når jeg hentyder til Necromanceren, er det fordi der ikke er mange med speciale i den slags magi. For...Hvad er det snart? I hvert fald en del år siden, var der en speciel magtfuld necromancer her. Ingen kender hans rigtige navn, tror jeg" Han så ned på Razor med et afslappet, svagt smil.
"Magikeren forsvandt på et tidspunkt og hæren delte sig. Gik fra at være en reel trussel, til at være en del omstrejfende undeads. Som en overraskelse, er der flest af dem i Valley of Dead" afslørede han. I tiden efter krigen havde der været rigtig mange undeads over det hele, men uden nogen til at styre dem, havde de ikke udgjort nogen organiseret trussel længere. Med tiden var de blevet færre, som folk havde slået nogle af dem ihjel eller de havde vandret et eller andet sted hen.
"Men folk frygter magikeren en dag kan komme tilbage og gøre et nyt forsøg på at dominerer os alle" tilføjede han. Han var ret sikker på at Razor ville finde den tanke underholdende. Især nu, hvor alt virkede overraskende roligt.
"Svarede det på dine spørgsmål?" spurgte han så. Han ville ikke fortsætte, før Razor havde fået stillet noget af sin spørgelyst. Ellers ville det også være svært at fokuserer på historien ellers. Det gav også Sean et øjeblik til faktisk at huske hvad der så skete. Oplevelsen havde jo ikke været en drøm. Når han tænkte tilbage...På det psykiske og de fysiske smerter. Kampen for deres liv. Det var fantastisk han havde overlevet så meget, uden det havde påvirket ham mere. Eller måske havde han bare ikke selv mærket forandringerne?

" Dark magic.. " mumlede han så lidt før han nikkede en smule. " like you told me when I asked about the those ghouls? I don't know if you remember that? Some time back I asked how to kill them - and you said they were being controlled. Is that the same with every other 'dead'-'not dead' creature? " Spurgte han så lidt. Hvis de allesammen var styret af en eller anden form for mørk magi - så kunne det da hurtigt gå hen og blive noget mere farligt end bare sådan lige. Ligesom da Sean brugte sin evne og styrede Tim - det var jo som at kæmpe mod en uddødelig. Godt nok ville det kræve energi fra den der kontrollerede individet, men stadig. Det havde været begrænset hvor længe Razor ville have kunne ha energi til sådan en kamp og Sean havde sikkert kunne holde den kørende længere hvis han ikke havde været i sin dæmon form så længe. Razor tænkte for meget et øjeblik og endte med at måtte ryste sig ud af sine tanker for at fokusere på samtalen. Og det han egentlig gerne ville frem til at finde ud af.

" And you don't think he is.. What if he's living in the valley of death and thats why all the creatures are so attached and.. driven to that area? " Han lod hovedet glide lidt på skrå. Man kunne vel aldrig være sikker på hvad der gemte sig i det område. Det var uhyggeligt - spændende men uhyggeligt. Han var hurtigt kommet med flere spørgsmål, men det var vel okay? Så længe Sean til sidst alligevel ville kunne finde tråden på den historie han var ved at fortælle. Han håbede. Razor ville gerne vide en masse og når muligheden for at lære var der måtte han gribe den. Især nu hvor han faktisk også havde evnen til at sidde stille og lytte uden at blive alt for rastløs.
Han kunne godt lide ideen om mørk magi. Også selvom han godt kunne se det faretruende i det. Så virkede det alligevel spændende nok. Sikkert enormt kompliceret.
" Well.. Sort of, I guess - I mean.. Yea. It pretty much sums up my questions.." mumlede han så bare lidt og kneb kort øjnene lidt sammen. Han kunne nok finde på mere at spørge om - men der var masser af tid og indtil videre var historiens gang også rimelig vigtig. Så længe Sean ikke besluttede at det blev træls med spørgsmål omkring et emne der blev lukket op for. Medmindre selvfølgelig det ville ende ud i en samtale der kunne vare hele natten. Hvilket ikke var nødvendigt nu hvor de også på et tidspunkt burde få søvn for at kunne klare endnu en rejse dag i morgen. Razor bed sig kort lidt i læben og afsluttede sin sætning lidt med et lille nik. Jo - han havde vel fået svar på hvad han havde spurgt om. Sean kunne roligt fortælle videre uden at udvikle for megen forvirring i Razors hoved.

Han smilte lidt. Jo, nu hvor Razor nævnte det, kunne han godt huske det. At Razor havde spurgte ind til den slags tidligere.
"Både ja og nej. Ghouls er lavet af vampyrer, ud fra deres blod, men er rigtigt nok styret et andet sted fra. Men Undeads generelt er lavet af magi. Der findes forskellige magier til den slags og efter at magikeren, der har lavet dem, er smuttet, må de på en eller måde formå at holde magien og dem selv gående" svarede han. Der var flere steder i Underworld, der på en eller anden måde var fuld af magi og holdt disse væsner gående. Soul river var jo også kendt for sine zombier i vandet, valley of dead...Områderne måtte være fulde af magi. Men om det var fordi necromanceren gemte sig der et sted? Det kunne han ikke svare på. Men de kunne jo kigge sig omkring, når de ankom. Pludselig glædede Sean sig endnu mere til at ankomme.

Han trak vejret dybt og skiftede hånd, så ham brugte den anden arm til at støtte sig på, så den anden hånd kunne få en pause. Mærker efter græs og småsten var i hans håndflade, efter vægten der havde hvilet mod den. Han gned sin hånd mod sit ene lår for at fjerne det skidt der havde sat sig på den.
"Videre med historien så. Jeg havde mødt Caroline i rummet der. Men snart efter blev vi hentet og i vores lænker, ført ind i et andet rum. Undervejs kunne vi både høre og se at andre var fanget dernede og det lød som om andre blev udsat for en eller anden ubehagelig behandling. Snart blev vi ført ind i et rum med en eller anden form for...Ja, jeg vil kalde ham professor, men jeg ved faktisk ikke helt hvem han var. En klog fyr, i hvert fald, som udførte eksperimenter. Han afslørede at vi var blevet brugt derned på grund af hvad vi var og han ville samle informationer om os. Ikke os som personer, men vores kroppe og racer. Han udførte nogle små forsøg på os. Afprøvede hvad vi kunne holde til, bandt os til et bord. Fyldte Caroline med sølv og den slags, mens jeg mistede mine kræfter til pentagrammer. Skar i os. Det var..."
Hans blik var blevet fjernt. Hvad var han ved at sige? At det var ubehageligt. Jo mere han fortalte, jo mere klart stod det hele frem. Til sidst sprang han bare videre til næste del af historien.
"...Til sidst skulle vi kæmpe mod et eller andet monster. Præcis hvordan vi vandt den kamp, er lidt tåget for mig. Med alt det der skete, skulle det ikke undre mig min hjerne stoppede med at gemme på alt det der var sket, bare for at overleve" Han ville smile til Razor, men det mindede mest om en grimasse. Så rystede han svagt på hovedet.
"Vi havde en del sår. Efter at have vundet over monstret...Jeg ved faktisk ikke hvor lang tid vi var dernede. Der var intet, der angav tid. Det ene øjeblik blev der eksperimenteret, det næste var vi tilbage i cellen. På et tidspunkt havde vi en død mand til selskab i cellen, han var død af udmattelse og efter eksperimenterne..." Det hele flød lidt sammen. Havde de opdaget den døde mand før eller efter eksperimenterne var begyndt? ah. Måske havde det været en dårlig ide at begynde på denne historie alligevel. Han rømmede sig svagt, men der kom ikke flere ord. Der var jo en afslutning, Caroline og han havde jo formået et stikke af, men lige nu gled hele historien sammen i hans hoved. Men der kunne ikke være meget tvivl om at selv om historien i dag var spændende og fantastisk, havde den i sig selv ikke været behagelig at opleve.

Han lyttede til forklaringen og fattede det overraskende nok. Måske var tingene ikke så svære at forstå hvis man faktisk gjorde et forsøg på at sætte sig ind i dem. Eller bare lyttede når folk forklarede og fortalte. Eller bare i det hele taget fik folk til at fortælle om det. Det var jo sådan set meget spændende - så hvorfor lade sådan en viden passere? - Desuden var de på vej mod Valley of death - hvilket var et sted fyldt med den type væsner så det var måske ikke det dummeste at vide lidt mere omkring det. Han endte bare med at nikke lidt. Det gav mening. Gav Sean for en gangs skyld mening for ham? Det var fremskridt. Men nu var det selvfølgelig også mere basis viden end personviden omkring manden - der ville han nok aldrig helt komme til at give mening.
Et eller andet sted så burde historien røre Razor - bare lidt, det gjorde den også. Et eller andet sted var det jo forfærdeligt. Men for Razor kun fordi det var Sean der havde oplevet det. Tortur og de betoder folk brugte imod væsner var fascinerende og han ville lyve hvis han ikke ville finde det interessant at være tilskuer til - eller medvirkende. Men så snart det kom til folk i hans liv som han faktisk havde et dybere forhold til - så synes han ikke længere det var noget der skulle bruges tid på. Han så dem hellere i sikkerhed, glade og med et smil om læben. Han bemærkede dog også at Sean forsvandt en smule - ikke bogstaveligt men hans blik forsvandt måske et lidt andet sted hen.

Han bed sig kort lidt i læben før han så nikkede en smule. " We can call it the blurry-effect.. " Sagde han så lidt. Det med at at fortrænge ting og finde dem senere i en tåge - det var en ting Razor kendte til. Sean måtte have stiftet bekendtskab med det en del gennem sit liv.
" But you got out - and still, sort of a whole person. " Sagde han så lidt - det kunne måske lyde værre end det var ment. Men det var sådan set en god ting. Sean kunne lige så godt have været den døde mand i cellen hvis krop havde givet efter alt det den havde været igennem.
" Considering everything - you're still alive, so is Caroline. You could've been the dead man on the floor - or Caroline could've been a dead girl on the floor. But non of that happened. Not that it makes things easier what so ever. But the worst thing that could've happen, didn't.. " Sagde han så lidt og rynkede kort næsen en smule. Han vidste ikke helt om det gav mening. Men lidt gjorde det vel? - Hvor meget hun havde betyder for Sean den gang var Razor stadig ikke klar over - men han sagde jo de havde kendt hinanden selv før de endte op dernede - så det kunne sikkert også have haft en voldsomt effekt på resten.

" I like the thought of torture, and the doing and - those funny faces people can make.. But the thought of you going through something like that.. Mmm, nah - it's actually not really that enjoyable.. " Sagde han så lidt og rystede en smule på hovedet. " I mean.. Well.. Did revenge ever occur to you? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide lidt på skrå. Han rykkede kort lidt på sig, mest for at Sean ikke slog sine arme helt ihjel ved at skulle holde sig selv og Razor i en dum stilling. Razor havde da trods alt evnen til at sidde selv hvis det skulle være det. Også selvom det at være helt kludedukke-agtig mod en andens krop slet ikke var værst.

Der gik et øjeblik, før det gik op for ham at Razor talte til ham. Men tydeligvis var han ikke gået glip af særlig meget, for alle Razors ord så ud til at indholde samme meddelelse. Sad Razor lige og prøvede at...Trøste ham? Gav ham medynk? Det var ikke noget han havde bedt om og som altid brød han sig ikke om fornemmelsen. Fornemmelsen af nogen gjorde sig umage for at trøste ham, brugte energi på ham. Gav ham opmærksomhed på den måde. Men også at nogen så han havde sine svage sider. Det hele kulminerede i en fornemmelse af...Ubehag. Nej, han brød sig ikke om det. Der var ingen grund til det.
Til sidst lod han en hånd rode op i Razors hånd med et svagt smil, som om det i sig selv kunne få Razor til at tie stille.
"Hey, jeg har ikke brug for trøst. Det er længe siden. Lige efter hændelsen havde jeg det ikke så godt, men jeg kom mig over det. Det gør jeg altid" bemærkede han sigende. Razor burde ikke bryde sit hoved med den slags. Det var en historie og pointen med historien havde været at understrege at Sean kunne overkomme selv nogle af de værste situationer. Så Razor vidste han kunne stole på Sean og stole på at Sean ville kunne holde Razor sikker og overkomme udfordringer - eller fjender - hvis noget dukkede op. Men måske var det ikke gået helt efter planen.
"Jeg har faktisk ikke fortalt historien før. Holdt den for mig selv. Selv ikke Caroline har jeg rigtig snakket med om det...Jeg skal bare lige huske hvad der egentlig skete" forsikrede han. Da Razor flyttede sig lidt, rettede han sig mere op og slap for at støtte sig selv med en hånd eller to. Han børstede sine hænder rene og gav dem en pause. Han så sig omkring. Det var blevet ret mørkt omkring dem.

Han rejste sig snart op, selv om han mere eller mindre forlod Razor siddende. Kun for at gå over og hente en saddel og sin rygsæk. Tilbage ved bålet, ved siden af Razor, smed han sadlen fra sig og satte sig op af den. Han måtte rykke rundt på sig selv og sadlen et par gange og fjerne et par sten, der truede med at stikke ham i røven, men til sidst sad han behageligt med en rygstøtte. Han fiskede et tæppe frem fra sin taske. Han klappede foran sig igen, et tegn på at Razor kunne putte sig ind til ham igen, hvis han altså følte for det.
"Hævn? Der var ikke meget at tage hævn over. De fleste var undeads, styret et andet sted fra. Vi fik skadet professoren, eller hvad han var, og en del af vagterne, da vi flygtede derfra. Jeg ved ikke helt hvordan vi pludselig fik kræfterne til det, men efter noget tid havde vi nok styr på hvordan stedet fungerede, til at bruge dets svagheder imod dem. Vi kom ud, i live, men med en del sår. Gik hver til sit hurtigt efter. Hvad der skete med stedet bagefter ved jeg faktisk ikke...Men tror ikke det er så langt herfra. I nærheden af Valley of the Dead" Han så frem for sig, som om Valley of Dead lå lige ved siden af dem og han kunne se stedet. Det kunne han selvfølgelig ikke. Han havde aldrig overvejet at vende tilbage til stedet. Mon det var til at finde? Overgroet nu, sikkert. Eller faldet sammen. Det lå jo under jorden...Men hvad hvis man stadig kunne komme derned? Ville han kunne se stedet igen?

Razor trak bare kort lidt på den ene skulder. Om Sean havde brug for trøst eller ej - så var det de eneste ord Razor lige havde kunne komme op med som passede ind i øjeblikket. Medmindre selvfølgelig han ville skabe en konflikt med Sean og det ønskede han sådan set ikke. At blive uvenner herude nu? Nej - de behøvede ikke skabe mere opmærksomhed end bålet allerede gjorde. Han lod kort blikket flakke hen mod flammerne før han så bare overvejede det en smule.
" Good - I mean, it's not good but good - that you're good and not bad - dosen't feel bad.. " Sagde han så bare lidt før han kort rynkede panden en smule. Han fulgte dog så bare Sean lidt med blikket. Fumlende i sine egne ord besluttede han sig bare for at tie stille i stedet for at forsøge at rede den mere.
" You kinda rememered alot considering not remembering much.. " Sagde han så med et lille grin før han kort bed sig lidt i læben. Det der med ikke at kunne huske ting. Razor kunne knap nok huske hvad han lavede dagen forinden. Så det var måske meget godt at kunne huske detaljer fra så langt tilbage. Eller også var det fordi at dagen forinden var rutine - og en hændelse som den Sean havde fortalt om måske satte sig på en anden måde i sindet. Hmm. Det var ikke til at sige. Nogen gange var et lækkert måltid nemmere at huske end at møde døden i øjnene på en fremmed.

Han rykkede sig tilbage og sad ved Sean igen da manden havde fundet sig til rette endnu engang. Han smilede kort lidt skævt. " Someone must've been the mind behind it all right? " Han lod blikket falde mod bålet igen. " So what you're saying is.. That we're actually on the way to a place close to where you were locked up in god knows how long? Thats pretty exciting - Interesting - and not to mention freaky.. " Sagde han så bare med et lille smil om læberne. Han vippede kort lidt med sin ene fod men lod så bare hovedet falde lidt afslappet mod Sean og lukkede øjnene et øjeblik.
" I've been in the valley of death a few times before. Last time I ran into Tatia and Moon - it was weird. A shapeshifter died and somehow Moon.. She.. She wanted to make up for it and bring her back to life. But.. You know - Tatia didn't want that. Or was it me? I don't know. It was confusing - just like pretty much. Everything is. " Han fugtede kort sine læber lidt.
" I never imagined how much weird shit is going outside in the world. I mean - it wasn't untill.. maybe a year ago, that it hit me. How crazy everything is. Not that I haven't had the change to see it. I have, my old master took me places and I worked and did crazy stuff. But, not like anything I have seen since then. Or maybe I just weren't looking. " Han rynkede panden en smule før han så bare lod blikket strejfe lidt rundt i mørket. " It's kinda cool though. " Sagde han så bare med et kort trak på den ene skulder. " Maybe I did a stupid thing when I killed them - but, my life has turned out to be more exciting because of it. " Han nikkede så bare en smule. Måske han stadig ville side i en kælder hvis det ikke havde været for et øjeblik ude af kontrol.

Tja. Måske huskede han en del? Men ikke alle detaljerne. Og noget af det var mere...Fornemmelser...End fordi han huskede det klart. Han havde ikke forestillet sig at det ville være så svært at huske historien. Da han var gået i gang med den, havde han været ret optimistisk omkring det. Huskede det som en fed oplevelse, nu hvor han havde overlevet det. Men alligevel var det som om den havde påvirket ham på en eller anden måde, nok til at man ikke bare lige genfortalte historien.
Oh well. Fortid var fortid.
Han så ned på Razor og lagde armene om ham, som Razor puttede sig ind til ham igen. Han tog sit tæppe og trak det ind over Razor. Med lidt held kunne de snart sove lidt, så de kunne komme tidligt op og videre. Så vidt han huskede sov Razor heller ikke ligefrem hele natten, så der var god sandsynlighed for at de begge ville vågne tidligt.
"Jamen necromanceren stod bag det hele, når det kommer til stykket. Jeg ved ikke hvad han søgte...Viden om alt muligt. En mulighed for at sætte nye undeads sammen, styrke sin hær, gøre levende til levende-døde...Aner det ikke. Men jeg tror i det øjeblik var jeg bare glad for at være kommet væk." Han trak på skuldrene. På nuværende tidspunkt, var det så ikke okay at være lidt ligeglad med det?
Tatia og Moon. Det var overraskende at Sean faktisk kendte begge navne. Især Moon, der havde givet ham en god tid i Dragons Peak, inden hun havde besluttet sig for at forsvinde. Han anede ikke hvad hun lavede nu. Men måske var det heller ikke op til ham at vide det, trods alt var han og Moon ikke som sådan tætte. En omgang sex var vel alt de havde delt.
"Så...Det hele er sært at huske tilbage på...Fordi du også ville have shapeshifteren tilbage til live?" spurgte han prøvende. Hvis dette var en situation, som Razor bragte frem, fordi Razor kunne relaterer til det med ikke at huske tingene så godt, måske endda på grund af følelser og tanker? Ah. Vent. Det var forvirrende tænkt.
Sean lænede sig tilbage op af sadlen og lod blikket glide op i den mørke himmel. Stjerner, månen, men også en del skyer. Han bad til det ikke ville regne. Ikke fordi han var religiøs og han bad ikke nogen bestemt om det - han håbede bare på det lod være. Når han lukkede øjnene, kunne han høre lydene fra hestene. Fra ilden. Fra vinden rundt omkring dem. Fra ulvene i det fjerne, fra syngende insekter og en snøftende lyd...Lidt tidligt for et pindsvin, var det ikke?
"Vi bør sove lidt. Stå tidligt op og fortsætte rejsen" bemærkede han brummende.

Så måske var det den person man i sidste ende burde finde. Selvom han ikke ligefrem lød som en man egentlig havde lyst til at finde. Mørk magi var ikke til af spøge med og hvis det sådan var noget folk gik og frygtede. Det virkede mere farligt end som så. Han overvejede det et øjeblik men endte så bare med at droppe det og skubbe det ud af hovedet. Det var nok ligesom så mange andre ting, ikke noget der skulle ligges for mange tanker i. Det ville i sidste ende kunne drive en helt fra forstanden. Desuden var det nok ikke så smart at finde en person der besad mørk magi - når man i forvejen rendte rundt og var enormt paranoid for alt omkring en. Nej - det var spændende, men måtte altså skubbes bare lidt til siden for nu.

Han rystede hurtigt på hovedet til det Sean sagde. " no no no! " sagde han så lidt og bed sig kort lidt i læben. Han overvejede det et øjeblik før han så bare rynkede panden lidt.
" I thought it was stupid.. Bringing her back.. " Tilføjede han så lidt. Det havde været kaotisk. Alligevel var han glad for at han var nået derhen. Om det havde gjort en forskel i sidste ende vidste han ikke. Men i det mindste var han sikker på at tatia var okay. Det var efterhånden længe siden. Så meget var sket på meget kort tid - det var da ikke så mærkeligt at man var blevet lidt skør i bolden. Kaos var efterhånden en af de ting Razor kendte mest til - også alligevel ikke. For var meningen med kaos ikke at det aldrig var til at forudse? Rodet og for det meste helt uoverskueligt.
" Bringing her back to a life as... Whatever she would turn into? She would be more dead than alive and how much of a life is that? " han rynkede kort næsen lidt. Hvis man ikke kunne leve som et bare nogenlunde fungerende individ - hvorfor så overhovedet være her? Hvor slem kunne døden i sidste ende så være? Razor var ikke en person der frygtede døden. Han frygtede den for dem han holdt af, men når det drejede sig om ham selv? Der var han egentlig lidt ligeglad. Det var heller ikke derfor han var fyldt med en frygt i sin krop når han var herude. Det var så meget mere end det. " I didn't want that - I knew Tatia wouldn't want that in the end. The life she would have after being dead - Tatias is way to good to let that happen to anyone. " Sagde han så bare og bed sig kort lidt i læben. Han savnede faktisk Tatia. Men det gjorde ondt at savne hende fordi de havde ting der skulle snakkes om - ting Razor ikke helt havde lyst til at stå inde for.

Sean nævnte noget om at sove? Yea - det måske nok egentlig en meget god idé.
"You're probably right.." Mumlede han så bare lidt med et lille smil om læberne. De havde trods alt en del rejse endnu og turen ville sikkert kun blive sværere jo tættere de kom på destinationen. De kunne ikke vide hvad de ville møde eller hvornår chancen for at nyde en nat i ro og mag ville byde sig. de kunne ikke engang være sikre på at denne nat ville forholde sig roligt. Han skævede kort rundt men puttede sig så bare lige det ekstra før han lukkede øjnene i.

Han hvilede hovedet mod det øverste af sadlen. Med Razor oven på sig og med tæppet oven på Razor, skulle han nok formå at holde varmen nogenlunde. I hvert fald til kulden i jorden ville begynde at irriterer ham. Heldigvis var der også noget varme fra bålet.
Han smilte bare svagt. Han kendte ikke så meget til denne Tatia, så han havde intet at kommenterer på det. I stedet lukkede han øjnene, da Razor gav ham ret i at de burde sove. Uvant med at sove udenfor, gik der noget tid før han endelig faldt i søvn.

Sean sov ikke hele natten. Ud over et pindsvin eller grævling eller hvad der nu var, der puslede i en busk tæt på dem og den pivende lyd af flagermus over deres hoveder, virkede der ikke til at være noget der kunne have vækket Sean. Ingen ulv, ingen bandit. Heller ingen mareridt. Nej, mere hans vane i kun at sove få timer ad gangen og stadig være vågen i over et døgn før han blev rigtig træt igen. Hvis Razor stadig sov på ham og ikke var trillet et andet sted hen eller havde lagt sig anderledes, ville han langsomt vikle sig fri af ham og lade sove videre, såfremt han ikke ligefrem var vågen selv.
Hans ene ben sov, efter at have støttet Razors vægt og hans numse og læn var ømme, efter at have ligget på jorden i flere timer. Og kolde. Ilden var blevet mindre og mest nogle lune gløder nu. Sean smed et ekstra stykke træ på, for en sikkerheds skyld. Det var endnu mørkt, men Sean håbede der ikke var lang tid til det blev dag igen eller at Razor vågnede tidligt, så de kunne ride videre.
Han strakte benene og gik over til hestene. De havde det fint, stod og småsov ved siden af hinanden. En af dem vågnede, da han kom over til dem og han gav sig til at klappe den på halsen. Ignorerede den stikkende fornemmelse i hans sovende ben.

Det var sjældent Razor følte sig tryg når han sov i omgivelserne som disse - førhen havde det ikke været et problem, men i takt med at han havde udviklet en eller anden mystisk form for paranoia - så var selv det at sove steder som dette blevet en udfordring. Dog var han ikke utryg nu. Sean var her, varmen fra mandens krop og underbevidstheden der fortalte ham at det var sikkert - det var nok til at han faktisk fik sovet. Tungt endda - det var dog lige indtil Sean valgte at rejse sig og ikke længere fungere som den perfekte varmedunk. Det var dog ikke lige med det samme at Razor valgte at faktisk at gøre til kende at han var vågen. Han forsøgte et øjeblik at sove videre, men opgav rimelig hurtigt igen. Razor kunne være en omvandrende zombie af træthed i dage uden at sove - han kunne sove i dage i streg hvis han ikke blev forstyrret. Men var han først blevet slået ud af søvnen var det meget mere kompliceret at vende tilbage til den igen.

Han rullede om på den anden side og lod blikket flakke lidt hen mod Sean som var gået hen til hestene. Han sagde dog ikke noget, i stedet fandt hans blik hen mod bålet som der stadig var gløder i - det gav dog slet ikke samme varme som det havde gjort tidligere. Han satte sig så bare lidt op og lod kort den ene hånd glide op gennem det mørke hår, som vidst efterhånden også trængte til en klipning hvis det ikke skulle ende som en uglet bunke hø.
" Have you ever battled pirates? " Spurgte han så lidt. Drømme satte gang i tankerne og eftersom pirater tit og ofte var en del af hvad der foregik i hovedet på Razor om natten når det ikke stod på mareridt - så ville han da lige høre Sean. Manden der i Razors verden vidste alt - det kunne være han vidste om det nu også var sandt, om pirater var så farlige som folk sagde de var. Han rettede sig kort lidt op, men skubbede sig så bare helt op at stå for at træde tættere mod hestene og Sean. Han klappede kort lidt den ene hest på bag parten da han gik forbi men trådte så bare hen til dens hoved. Måske han alligevel faktisk fandt hestene sødere end bare lige et transport middel. Altså, den kunne jo kigge på en med søde øjne og sådan noget. Han rettede så bare blikket lidt mod Sean igen.
" Did you sleep at all? " Spurgte han så alligevel - ikke at det egentlig havde været en bekymring, men det slog ham bare lige at han jo sådan set havde ligget på Sean og måske havde gjort det bare en anelse kompliceret for manden selv at sove. Hvis altså han var en der havde bestemte ligge stillinger. Razor kunne mere eller mindre sove på alverdens måder - men det betød jo også at det at have muligheden for at bevæge sig bare lidt var nødvendigt.

Han drejede sig nok til at han kunne se hen mod Razor, da han hørte hans stemme. Et svagt smil gled over ham, før han kort så over mod bålet, før han så tilbage på sin hest. Han klappede den fortsat og lod hånden glide ned over hestens ryg. Stærk og frisk. Han gik ud fra hestene var klar på den næste del af rejsen og med det i mente, gik han over for at hente sin saddel, nu hvor Razor var vågen og ikke brugte det som seng længere.
Da han kom tilbage, svang han sadlen over ryggen på sin hest og begyndte at stramme remmene.
"Pirater?" han overvejede det lidt, før han trak på skuldrene.
"Ikke til vands. Jeg hader at sejle. Men jeg har formentlig bekæmpet et par stykker i Aquener, når de alligevel var i byen. Måske kan man sige jeg har en veninde, der er pirat" bemærkede han. Om han endnu kunne kalde Ali sin veninde var lidt abstrakt. De havde ikke set hinanden i...Elona'dal måtte vide hvor mange år. Der havde været snak om at hun ville overtage Aquener og han havde meddelt at han ville støtte hende, da han var hersker af Dragons Peak...Men så vidt han vidste, var der vist aldrig rigtig sket noget.
"Ja tak, jeg sov fint. Og dig?" spurgte han tilbage.

Bålet blev slukket. Sean overdængede det med jord, da de ikke havde vand til at slukke det med. Før eller siden ville jorden blokerer fuldstændig for luften og bålet ville dø ud. Han sikrede sig at han havde alle sine ting, før han gjorde tegn til Razor at han mente de skulle fortsætte rejsen. Han gav ikke morgenmad mange tanker, da han aldrig selv havde brug for den slags. Razor kunne vel spise når han havde lyst.
Det var begyndt at lysne i horisonten, da Sean endelig steg op på sin hest og rejsen fortsatte.

Undervejs på det sidste af rejsen indvilligede Sean i en samtale med Razor. Men før eller siden ville de nærme sig deres bestemmelsessted. Stedet bestod af en del bakker og nogle få mindre klippeformationer. Det gav mulighed for mange blinde punkter. Men det værste var at stedet altid var spredt af død.
Hist og her var der gamle gravstene eller noget, der skulle minde om gravstene. Folk der havde mistet familie her, eller folk der havde begravet de levende-døde som de havde slået ihjel, i en form for medmenneskelighed. Men gravene var irrelevante, for Sean var ikke sikker på der lå særlig mange lig under dem. Tværtimod gjorde de ham blot mere anspændt og stille, som han i stedet fokuserede på deres omgivelser.
Lige nu skinnede solen, men der var alligevel mere køligt her. Jorden var fugtig og blød og en svag dis drev over jorden. Hestene var blevet stille og mere urolige.
Til sidst stoppede Sean sin hest og hoppede ned fra den. Kiggede sig omkring, mens han klappede den på halsen for at berolige den.
Godt så. Hvortil nu?
Det var underligt at tænke på at der før i tiden havde stået en hær af telte til necromancerens hær her engang. At her havde været undeads så langt øjet rakte. Nu virkede har alt for stille og tomt. Sean fik øje på nogle krager, der sad i det nærmeste træ og stille studerede dem med deres kulsorte øjne.
Til sidst trak Sean vejret dybt og førte dem videre.
"Okay...Jeg leder efter et bestemt område. Kender du en heksering? Det er en ring af svampe. Ingen svampe inden i ringen, ingen uden for. Kun den ene ring...Sådan en leder jeg efter. En stor en. Der skulle være noget specielt ved denne ring...Men rør ikke svampene. For en sikkerheds skyld" Han så hen mod Razor. Mon han skulle være urolig for om Razor forsvandt, fordi han gik på opdagelse selv? Eller rørte ved alt? Alt her kunne være giftigt. Jorden havde været gennemvædet af blod og lig flere gange, hvilket altid virkede til at give et område en speciel energi.
"Faktisk...Rør intet. Og bliv i nærheden af mig" forlange han kort efter. Umiddelbart en kommando, men en der udsprang fra en trang til at holde Razor sikker.

De nåede dog ikke meget længere, før Sean stoppede op igen. Han kiggede hen over en af de mange, små bakker. I dette tilfælde et området der var dækket af buske og små træer. Hans hjerte slog hårdere, før han tyggede hårdere sammen.
Dette kunne være et hvilket som helst område. At det netop ville være det område, hvor han var holdt fanget under jorden, var usandsynligt. Hvad var sandsynligheden for at finde den nål i høstakken?
Alligevel kunne han ikke helt droppe tanken og det endte med at han slap tøjlerne på sin hest og begyndte at bane sig vej igennem de knudrede og strittende små buske, for at komme op på den lille høj. Han var nød til at undersøge stedet. Bare et øjeblik.

Billedet af Sean blandt pirater var alligevel lidt sjovt. Men på den anden side kunne det lige så godt være at det billeder Razor havde af pirater var helt forvrænget i forhold til hvad virkeligheden egentlig var. Selv Sean kunne være pirat - de lignede vel ikke nødvendigvis hinanden alle sammen? Pirater på landjorden fandtes vel også? Han blev stille for en stund - og var i i stedet fanget i sine tanker der løb løbsk med ham omkring pirater. Han skulle nok selv møde en pirat engang, det var han sikker på. Der var trods alt ikke længere ud til havet end at man kunne rejse dertil - også endda uden at bruge hele livet på det. Det gik han hvert fald ud fra.
" I honestly can't remember the last time I slept that great without a roof over my head.. " Sagde han så bare med et lille smil. Det måtte være svar nok. Han havde sovet overraskende godt og når sådan noget skete så havde han vel ret til at informere om det. Der var tidspunkter hvor kommunikationen mellem dem faktisk fungerede og det var vel bare at holde ved i sådanne ting - også selvom det kunne være en smule overfladisk, men det var bedre end ingenting. Razor var begyndt at tænke mere over hvad han fik sagt i selskab med Sean - måske stadig ikke helt nok, men gik det galt måtte han tage det til den tid.

Razor havde selv rimelig hurtigt fået sadlet sin hest op - lavet samme opbygning af siddeplads i sadlen som på vejen hertil. Det havde vist sig at være helt utrolig velfungerende og derfor havde han ikke tænkt sig at droppe det. Ikke at det gjorde turen mere underholdende at man sad godt - det var bare en mindre luksus. Resten var sådan set rimelig kedeligt. Bortset fra når de kom forbi noget som ikke var så forfærdeligt kedeligt. Og han kendte i det mindste selskabet han rejste med denne gang så samtale var en anelse mindre anstrengende end det kunne have været ellers. Han havde mange gange måtte ligge øre til de værste fortællinger når han var ombord på tilfældige folks ruter rundt i landet. De fleste gange vidste de ikke engang han var med så muligheden for at skifte emne var der ikke.

" Remind me to travel alot more with you in the future.. " Sagde han så bare hurtigt i det han lod blikket glide rundt - og faktisk kiggede på omgivelserne. Han trak så bare kort på skuldrende. Heksering - det lød nærmest dumt. Men da Sean forklarede hvad det faktisk var virkede det knap så uinteressant. Han strejfede rundt med blikket men hoppede så til sidst også bare selv af sin hest og bevægede sig omkring til fods. Det var et mystisk sted, men det var spændende. Det var som om bare det at være her udløste en spænding i sig selv - luften, duftene - alting.
" I can't just not touch anything - have you seen this place? " Han rettede blikket mod Sean og rynkede kort panden en smule. Det var jo umuligt. Han bed sig kort lidt i læben men lod så blikket falde lidt frem for sig igen. Selvom han virkelig prøvede gik der heller ikke længe før han samlede en sten op fra jorden og lod den glide rundt fra den ene hånd til den anden - intentionen var dog at kaste den. Han stoppede selv op da Sean stoppede op - dog fulgte han ikke efter manden med det samme. Sean virkede mærkelig, måske fordi de havde fundet det sted manden egentlig ledte efter?

Han vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder før han lod blikket finde et fint punkt at lade stenen han før havde samlet op. Stenen nåede netop at forlade hans hånd da en fremmed fært ramte hans næse. Noget levende som ikke var hestene eller ham selv og Sean. " Sean wait a minute.. " Sagde han så hurtigt og lod blikket flakke i retning hvor Sean før havde været. Han trådte et par skridt tilbage men rettede sig så op for at bevæge sig tilbage mod Sean. Men manden var allerede et godt stykke igennem buskadset. Han trådte kort nærmere men valgte så at vende om ved lyden af en af hestene der gjorde opmærksom på sig selv.
Han klikkede kort med tungen men lod så blikket falde mod hestene der trofast men tydeligt modvilligt blev stående på samme sted. Han rynkede kort næsen lidt før han så bare trådte hen mod hestene. Hans opmærksomhed var dog alligevel mest rettet i det retning hvor lugten synes at komme fra.

Han hørte ikke rigtig Razor. Dette kunne ikke være så nemt...På den ene side var han sikker på det var umuligt at finde stedet igen. Det kunne være hvor som helst! På den anden side...Måske kunne han genkende det instinktivt? Han havde jo aldrig rigtig opsøgt dette sted igen, aldrig undersøgt om han faktisk kunne finde stedet igen.
Da han stod på toppen af den lille bakke, imellem forskellige små buske og stride planter, blev han mere rolig. Nej, dette var ikke stedet. Hans logiske sans sagde det var umuligt og han blot forestillede sig ting. Han nikkede svagt for sig selv, som han blev blikket glide rundt om bakken, før han vendte sig for at finde Razor igen.
Men han var kun nået et halvt skridt på vej tilbage mod Razor, da noget greb fat i ham og fik ham til at miste sin balance. Han faldt ned på det andet ben og greb sig selv med hænderne, undgik at få en tornebusk i hovedet. Han så sig tilbage...
Der havde ikke været nogen før, men nu, halvt oppe af jorden var en krop, som kæmpede for at få ordentlig fat i ham og måske ligefrem tage hans ben som en snack. Skikkelsen kom med en hvæsende lyd. En kvinde, engang, formodede han - men var egentlig ligeglad. Han sparkede ud efter skikkelsen.
Hvis han havde tænkt sig om, ville han måske have mærket det. Mærket kraften af død i området. Men den var alle steder her og han kunne ikke kende forskel på den generelle fornemmelse af død og om det døde var levende og på vej imod ham.
Hans spark fik snart hånden til at slippe ham, før den hvæste mere aggressivt og greb ud efter ham med begge hænder igen. Han skubbede sig på benene og greb ud efter sit sværd...
Intet. Det lå på hesten. Hvor dum havde han lov til at være? Han havde bedt Razor passe på, men han havde selv skidt på alle muligheder for at forsvare sig selv. Alle vidste det var bedst at undgå at undeads kom for tæt på.
Han trådte over og gav den kvindelige skikkelse et hårdt spark. Med sin dæmoniske styrke, var det nok til at der kom en knækkende lyd, som nakken på hende brækkede og hovedet faldt bagover. Men det slog hende ikke ihjel, bare fordi hendes hoved hvilede den forkerte vej. Hendes hænder greb om hans ene ben igen.
Irriteret hørte han ikke den hule lyd, som om der var noget under jorden, før det hele pludselig gav efter under ham.

Han kom endelig med en overrasket lyd, da jorden forsvandt under ham og han i et øjeblik faldt igennem et mørkt tomrum. Han landede hårdt på noget hårdt. Sten? Jord? Et eller andet. Det slog luften ud af ham og han slog hovedet ned mod underlaget. I et øjeblik var han lammet og kunne ikke andet end kæmpe for at trække vejret igen, kombineret med den stikkende smerte i sit baghoved og en let smag af blod i munden. Måske havde han bidt sig i tungen?
Da han endelig trak vejret igen, kom der en del støv med og han trillede snart om på siden og hostede. Støvet der lå tykt omkring ham blev hvirvlet op og gjorde kun det hele værre.
Hvor var han? Der var et par meter op, så han kunne ikke bare hoppe. Lyset var svagt og rundt om ham var der mørkt. Han kunne fornemme han var landet i et eller andet...Rum?
Måske var kvinden faldet igennem det løse loft og havde sat sig fast, næsten umulig at se i buskadset. Og nu var han fanget hernede med hende. Han blinkede lidt og håbede på støvet snart lagde sig. Var der nogle lyde? Var den udøde kvinde i nærheden? Hvordan skulle han komme ud igen?
Hans blik gled op til hullet igen.
"Ra- " Han hostede igen.
"RAZOR?!"

Ingen tvivl om at Sean blev ramt af fakta før Razor nåede at opfatte at der faktisk var mere end bare en lugt i luften. Men det var svært at se præcis hvad det var der foregik oppe af bakken mellem buskadset. Han rynkede kort næsen lidt men trådte så bare nærmere. Også selvom hestene tydeligvis ikke så at han forsvandt. Han rynkede kort panden lidt men gik ellers bare beslutsomt videre op af bakken. " Sean? " Han skævede rundt - stanken der fyldte luften var blev kun værre og værre jo længere han kom op af bakken.
Manden var ikke at se, både fordi han tydeligvis ikke længere stod på jorden. I stedet havde en sky af støv. Hvilket i det hele taget gjorde det en smule svært at orientere sig på vejen mod hvor Sean før havde været. Hans duft var på afstand på grund af alt andet der omfavnede hans sanser. Han viftede kort med hånden foran sit ansigt for at spore sig mere vej gennem området - det var ikke helt lige let.

" Sean!? " Han skævede rundt på jorden og nåede kun lige at bremse sig selv før han selv ville styrte ned i hullet i jorden. Godt nok havde han da hørt tumult, men for at være ærlig havde han ikke forventet at det var et hul i jorden han skulle møde i sin søgen efter Sean.
" Jeez... " knurrede han så lidt og skævede ned i mørket hvor ikke meget lys nåede ned på grund af den stadig halv tågede luft heroppe som gjorde det svært for lyset at trænge ned.
" What the heck? How did you end up down there.. " Sagde han så bare og skulle lige til at sige mere bag den latter der flød ud over hans læber. Dog blev han hurtigt slået ud af den idé da en lyd bag ham fangede hans opmærksomhed. Han trådte hurtigt væk, til siden - bakkede nogle skridt uden at kaste sig selv i dybet som Sean var faldet i.
" What the.. " Han kneb øjnene sammen og skævede mod det væsen der kravlede efter ham på jorden men kun et øjeblik for der gik ikke længe før den rejste sig og endte i en højde der mindede meget om hans egen - sikkert på grund af den sammen krypede ryg og brækkede ankel bæstet vandrede mod ham på.
" When were the last time you took a shower.. " knurrede han så bare og havde hurtigt fundet en kniv frem fra bæltet han havde om livet. Han var kort ved at skvatte da han trådte tilbage for at undvige et bøvet slag fra den undead der tydeligvis havde fundet ham interessant. Det var ikke helt det der havde været planen jo. Han skævede kort mod hvor Sean var faldet ned men rettede hurtigt opmærksomheden mod bæstet igen.
" Smells so bad.. " mumlede han lidt - i det han endelig havde fået samlet sit fokus og faktisk gjort det af med den. Det var ikke helt så kompliceret som havde det været en anden form for allerede død ikke død person. Ghouls for eksempel - irriterende bæster. Han havde boret kniven ind i skallen på den, flere gange - bare lige for at være sikker. Han lyttede opmærksomt rundt for at vide om der var flere i nærheden. Sikkert, men de bevægede sig ikke så hurtigt så han vendte hurtigt tilbage mod hullet.

" Please tell me you're okay? " Sagde han så bare og skævede ned. " That you're still there.. " Han bed sig kort lidt i læben men skævede så lidt rundt. Kunne han hjælpe ham op hvis det stadig var nødvendigt, eller skulle han hoppe derned selv. Det kunne lige så godt være Sean var landet i en bunke undeads og for længst var blevet spist. - Okay nej, det var Sean der var tale om - han ville da ikke bare lade sig spise uden en kamp til strejen. Forhåbentlig ikke.

Han hostede en sidste gang og fik skubbede sig selv op i siddende stilling. Hans øjne kæmpede med at se noget i det dybe mørke rund tom ham. Faktisk anstrengte alle hans sanser sig for at opfange hvad som helst. Han tjekkede kort sin krop. Intet brækket. Ingen sår. Hans hånd gled igennem hans hår. En anelse blod, men ikke så meget at han følte sig alarmeret af det. Intet slemt, andet end den generelle ømhed efter faldet. Han børstede noget støv af sit tøj, før han prøvede at komme helt op og stå igen. Han havde næsten rettet sig op, da zombiekvinden fra før pludselig sprang over ham et sted bagfra.
Han mistede balancen igen, faldt forover og landede på den hårde jord igen med et 'uf'. Han brugte dog ikke tid på at komme sig igen, før han tvang sin krop rundt og sparkede efter kvinden igen. Fik sparket hende væk fra sig, inden hun kunne nå at bide i ham. Hendes negle havde boret sig ind i hans ben og det mærkede som om hun faktisk fik revet hul. Som om hun var ved at nå igennem stoffet...
Han trak en dolk fri fra et af hans mange skjulesteder og sprang nu selv over kvinden. Med hans dæmoniske styrke skulle der ikke meget til at skubbe kvinden tilbage og bore dolken ned igennem hendes ene øje. Stak stak stak!
Stak til hun stoppede med at spjætte og blev liggende.

Han trak vejret dybt. Hans krop rystede svagt af adrenalinen. Shit...
Hvad nu? Han bukkede sig ned og tørrede dolken af i kvindens ødelagte tøj, før han sikrede den i sit skjulested omkring livet på ham igen. Han så op mod hullet.
Razors stemme. Godt, så der var ikke sket ham noget. Nu skulle han bare fokuserer på at komme op igen.
"Jeg er her!" forsikrede han med høj stemme, der for hans vedkommende, blev slået frem og tilbage mellem de vægge han ikke kunne se.
Flyve op? Hullet virkede ikke bredt nok. Men han kunne altid flyve op, gribe fat og hive sig selv fri...Ikke?
Han var ved at beslutte sig for at det ville være det nemmeste, da han så noget skinne i det svage lys. Med en pludselig nysgerrighed vendte han sig og gik over til genstanden, der lå begravet i støvet på den hårde jord. Han samlede den op. Et stykke metal, umiddelbart noget fra...Et eller andet. Han kunne ikke helt afgøre hvad. Et våben? Fra noget tøj? Han så sig omkring igen. Ah, han ville egentlig gerne se sig omkring. Han så op mod hullet igen.
"Kommer du herned?" foreslog han så. Hestene ville enten blive der eller flygte - og det ville en respons de ville have, uanset om de stod ved siden af dem eller ej. De kunne altid finde dem igen, så det stod ikke øverst på hans bekymringer. Det var bedre hvis han undgik at blive skilt fra Razor. Sammen kunne de klare sig bedre og måske kunne Razors sanser bedre få noget ud af alt mørket hernede.
"Jeg griber dig?" foreslog han. Han kunne se Razors skikkelse ved kanten, omend han var for langt væk til at se for mange detaljer.

" Oh... I see you.. " Sagde han så lidt og lod hovedet glide på skrå da Seans skikkelse meget utydeligt viste sig et godt stykke nede i hullet. Han rynkede kort panden lidt men skævede så bare lidt rundt heroppe hvor han selv var. Af en eller anden grund gjorde tilstedeværelsen af undeads ikke Razor nær så nervøs når han var i selskab med Sean som havde han været i selskab med hvem som helst ellers - okay måske var det kun når han var i selskab med Reign de gjorde ham nervøs. Helt sikkert fordi han vidste at de fleste andre han kendte var i stand til at beskytte sig selv overfor mere end hvad.. Det gik efterhånden mere og mere op for ham hvor lidt han stolede på Reigns evner til at beskytte sig selv for alt det farlige i verden. Hvordan havde mennesket formået at overleve så længe? - Oh well... Han havde ikke haft en som Razor i sit liv før - det var nok det der nu spillede den største rolle når det kom til fare.
" Okay okay! I'm coming down.." Sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule før han så rodede sig lidt i håret. Lige så fristende som det var bare at kravle sin vej ned i mørket på bedste Razor maner - så kunne det også være sjovt at se om Sean faktisk formåede at gribe ham. Så det var den sidste mulighed han valgte.

Ned hoppede han hvert fald og håbede på at Sean greb ham. Ikke fordi han ikke ville kunne klare et spring som det krævede at komme derned, men det var alligevel altid en smule bedre at have noget til at tage stødet det helt sikkert ville give i benene hvis han bare sprang ned gennem hullet uden tanke.
" Did you do it on purpose? " Spurgte han så bare da han endelig stod stabilt på fødderne på jorden. Om Sean så faktisk havde grebet ham eller ej.
" What is this place.. " mumlede han så bare få sekunder efter og lod blikket glide rundt i mørket. Lyset fra fra oven gjorde det en smule svært at vænne øjnene til mørket - men det var ikke umuligt. Han rettede sig en smule op før han så bare skævede op mod hullet. " Are they stupid enough to jump down here? " Spurgte han så og rettede blikket mod Sean. Lyden af undeads kunne høres fra deroppe - eller også var det en genlyd fra et andet sted hernede. Han blev pludselig i tvivl og trådte kort lidt væk fra lyset. Han måtte have mere overblik. Han havde gode sanser, men det kunne lige vel som så meget andet blive slået lidt ud af kurs i den hule lyd der var hernede.
" Nevermind they're here.. " Han bed sig kort lidt i læben før han kort drejede sin kniv rundt mellem sine fingre. I det mindste var de langsomme - eller hvad man skulle sige. Hvis det overhovedet kunne være et plus blandt så meget andet. Han kunne ikke helt få en fornemmelse om hvor mange der var, men mere end et par stykker. De stank - en stank der kun kom tættere og tættere på. Før man vidste af det kom de til syne omkring hjørnet fra hvad der lignede en mindre gang i forlængelse af det hule lignende rum Sean til at begynde med var faldet ned i.

Han greb Razor, selv om han i et øjeblik knækkede sammen i knæene og selv endte mere siddende end stående. Det havde været nemmere at gribe ham end forventet og heldigvis var Razor ikke kommet til skade. Selv var han lidt øm i knæene, men mod slaget til hans hoved tidligere gjorde det ikke den store forskel. Og han kunne sagtens bevæge sig endnu.
Han lod Razor komme på egne ben igen, før han selv rejste sig op og børste skidtet af sine bukser. Nu hvor Razor nævnte det, kunne han også høre lyden af undeads og han rettede sig automatisk op. Fiskede sin dolk frem. Åh, han var allerede træt af at være her! Men i det mindste kunne de hjælpes ad med at finde en vej ud nu. Han blev i nærheden af lyset, som han havde brug for det for at se noget. Da de ikke-døde kom tættere på, gik han til angreb på dem. Skar dem, slog dem, sparkede dem. Når han kunne, gik han efter hovedet på dem.
Sean var en god kæmper, selv om der var lidt for mange Zombier på et næsten for lille rum. Hvis Razor kom i klemme, ville han havde svært ved at nå over og hjælpe ham, så i stedet sørgede han hele tiden for at være så tæt på den, uden tvivl, også kæmpende Razor.
"Jeg er allerede..."
Endnu et spark fik en anden snerrende undead væk fra ham. De ville virkelig gerne have ham som deres snack.
"...Godt trætte af dem"
Han trak vejret dybt. Hvor mange kunne der være?

Det var jo ikke fordi de var svære at rydde af vejen. Men mængden af dem gjorde det svært at være opmærksom på kun en når man samtidig skulle sørge for ikke at blive bidt eller nedlagt af en anden der kunne komme bag fra. Men det var ikke noget der bare sådan uden videre kunne slå dem ud af kurs. Det var trods alt Sean og Razor de var oppe imod - og af hvad Razor vidste så var de ikke til at få bugt med bare sådan lige. Sean var stærk - ingen tvivl om det, men det var Razor også, så når de kæmpede side om siden frem for mod hinanden - så kunne det vel umuligt gå helt galt.
" Reeeeeally annoyed! " Sagde han kort før han nedlagde endnu en. Det værste ved det hele var lugten. Normalt når man valgte at slå ihjel og blive smurt ind i blod - så duftede det mere eller mindre fantastisk - lige nu? Well - Ad. Det stank, ikke mindre og det blev kun værre for hver gang han borede sin kniv ind i skallen på en af de levende døde. Nærmest at blive overfaldet og væltet omkuld var et øjeblik hvad der foregik for Razor, en ting var at de rev fast i hans trøje eller man fik en albue i ansigtet af og til, men når de selv faldt og pludselig greb fat i ens ben - det var straks værre. Heldigvis formåede han at gøre det af med dem der havde fået fingrende i ham inden alvorlige skader kom til verden.
" Stinky.. and disgussting.. Sticky and stinky " Han skar en grimasse men rystede så bare kort på hovedet.
" Stinky.. " Gentog han et øjeblik efter og skubbede sig fri af den døde krop før han hurtigt kom på benene. Ingen tid at spilde - der var flere der kom mod ham. Og han måtte ligesom Sean kæmpe imod den, gøre det af med dem. Han vidste alligevel nok til at vide at de hvert fald ikke stoppe. Levende døde kedede sig vel aldrig i en kamp. Deres ikke eksisterende fornuft gjorde at det eneste de vel i sidste ende tænkte på var mad.

Det virkede heldigvis som om de havde en ende og rummet blev tyndet ud indtil det kun var helt døde kroppe der lå på jorden omkring dem. Det var først der han tog sig tid til at tjekke om han selv egentlig var okay. Det var en af ulemperne ved ikke rigtig at bemærke skader under kamp - men det virkede til at han var sluppet rimelig helskindet. Hans trøje var dog revet lidt i stykker. Han vendte blikket mod Sean før han skævede lidt rundt.
" Well.. Lets go.. " Sagde han så bare hurtigt og trådte i den retning hvor bæsterne var kommet fra. Der var i princippet ikke rigtig andet at gøre end at fortsætte. De ville nok ikke kunne komme ud samme sted de kom ind. Razor kunne måske godt - han kunne kravle sig sin vej ud, men Sean? Well - flyve? Hullet virkede ikke helt stort nok til hvis han skulle skifte form og formå at komme igennem. Desuden var Razor alt for nysgerrig til bare at smutte herfra med det samme. Han lod blikket glide rundt før han skævede mod Sean.

" Sooooo tell me.. Do you know this place? Or.. " Han lod hovedet glide en smule på skrå men fortsatte dog med at gå. Han regnede jo sådan set med at Sean fulgte med. Razors sanser var ikke hans guide på nuværende tidspunkt så han traskede egentlig bare hvor end vejen hernede nu førte hen. Han var simpelthen alt for omtåget i hovedet af den tunge stank af død til at kunne fokusere på hvad der så end ellers kunne gemme sig hernede. Han gik dog ud fra at hvis der var flere af de levende døde - så ville de have vist sig ved lyden af kampen. Men det var stadig som at bevæge sig i blinde. Her var mørkt og af en eller anden grund ret koldt.

De kom endelig igennem mængden af undeads. Der stank og der var kroppe alle steder, nogen med en masse af råddent...Et eller andet...rundt om sig. Han stod et øjeblik for at få vejret, mens han kom sig lidt over kampen. Hans blik gled ud over de forhåbentlig helt døde kroppe. Til sidst bukkede han sig ned og tørrede sin dolk ren - det var alt for farligt bare at lade dolken blive, uanset hvor meget råddent blod og hjernemasse den havde været i kontakt med.
Han drejede hovedet og så på Razor over sin ene skulder. Var Razor okay? Det virkede sådan. Og det var han heldigvis også selv, hvis man så bort fra en mere udmattet krop, adrenalinen der pumpede i hans årer og hans tøj, som der var blevet hevet mere eller mindre i.
"Ja, lad os gå" medgav han. Ingen grund til at argumenterer der.

Han var faktisk ikke sikker. Det var begrænset hvor meget han kunne se og det meste af tiden gik han med en hånd mod væggen for ikke at fare vild. Til tider gled hans hånd over noget edderkoppespind eller noget andet blødt, der sikkert var mug eller mos på væggen. Hvem vidste alligevel hvor fugtigt der kunne være hernede? Det hele genopfriskede hans minder om dengang...Med Caroline...Men han bed hårdt sammen og fortsatte uanset.
"Jeg...Tror det ikke" svarede han så. Deres stemmer var de eneste hernede og virkede til at blive slået frem og tilbage mellem væggene. Hans øjne gled rundt, til de hvilede på Razor. Håbede han.
"Det minder mig om dengang...Men dette er næppe stedet. Måske havde de flere steder" bemærkede han så.

På et tidspunkt stoppede væggen og drejede til siden. Sean gik ud fra det betød der var et rum ved siden af. Efter at være stoppet op og lyttet efter flere undeads for at konstaterer der var ret stille bortset fra lydene af Razor, besluttede han sig for at gå ind i rummet.
"Denne vej..." De skulle helst ikke blive væk fra hinanden.
Til al held var rummet svagt lyst op af en gammel lyskrystal. Nok til at man kunne fornemme at rummet var forholdsvis stort og desuden virkede til at være en blanding mellem et gammelt kontor og et sted hvor en læge havde haft sit arbejde. Et skrivebord med gamle dokumenter, kort og skemaer. En briks. Bakker med gamle redskaber til...Lægeting. Eller eksperimenter?
Der var mørke pletter på mange af tingene og Sean mistænkte det for at være gammelt blod. Støv lå alle steder og nogle kryb løb eller fløj rundt om det svage lys. Her lugtede lidt mindre af død, dog.
Sean, nysgerrig som han var, trådte over til bordet for at rode i dokumenterne. Nogle af papirerne var så gamle, at de begyndte at gå i stykker mellem hænderne på ham. Men andre af dem var fine...De fleste virkede til at indeholde viden om anatomi. Et af skemaerne...en liste over forskellige racer og nogle tal. Flere sætninger og tal han ikke kunne læse...Men måske havde det noget at gøre med hvor meget smerte de kunne holde til? Eller hvor mange de havde overlevet? Eller...Der var mange muligheder.
"Jeg hader dette sted..." brummede han og smed papirerne fra sig.
"Vi burde virkelig finde en vej ud"

Det var på en måde helt enormt spændende at spankulere rundt i mørket. Men også en smule nervepirrende. Kulde gysende - eller var det måske bare luften hernede? Det var det nok. Razor lyttede efter hvor Sean var hele tiden - mest for at være sikker på at kunnen orientere sig hvis den smule han egentlig kunne se i mørket valgte at svigte ham lidt. Sean havde nok ret i der kunne være flere end et sted som det sted han havde været. Det gjorde dog ikke Razor mindre nysgerrig omkring det.
Han smuttede med Sean da han drejede og pludselig var der faktisk lys og man kunne se hvor man bevægede sig hen. Han lod blikket glide rundt. Modsat Sean var dokumenterne slet ikke noget der interesserede Razor - han fandt i stedet en million andre ting der kunne falde i interesse. Han snuppede en metal ting - eller det var nok mest en skalpel af en af. Men hvad betydning havde navnet på tingen. Det virkede som noget der kunne bruges til noget sjovt - også var Razor all in for det. Han lod kort blikket strejfe videre rundt før han trådte hen mod den ene væg. Lod næsen føre an.
" A way out? Already - we just got here.. " Sagde han så lidt og lod et øjeblik blikket falde hen på Sean. At finde ud allerede nu - det var måske den bedste idé. Det kunne trods alt ende med at tage længere tid end forventet. Men Razor var ikke helt enig i den plan. Han ville gerne undersøge. Det var jo det han havde sin evige nysgerrighed til at beslutte. En nysgerrighed han mere eller mindre altid lyttede til.

" Don't be such a wuss Sean.. " Sagde han så bare med et lille grin. " This is cool.. " Han smuttede tilbage for at snuppe en anden ting fra hvor han også havde nuppet den lille skalpel. Han stak enden ned bag den rist lignende ting i væggen og forsøgte at vride den fri. Men i stedet bøjede den lille metal ting og var hvert fald ikke til meget hjælp. Han kastede den derfor bare til side for at genoptage forsøget med enden af skalpellen.
" Come oooon.. " mumlede han lidt mens han vred rundt i det. Risten løsnede sig mere og mere. Men kun indtil skalpellen smuttede i hans hånd og efterlod en flænge hen over hans håndflade frem for at få risten helt fri som planen havde været. " Jeez.. " knurrede han lidt men endte så bare med at sparke på risten i stedet. Slut med at være diskret. Til sidst fik han den endelig revet ud fra væggen og et hul bag kom til syne. Ikke voldsomt stort - men han kunne nok lige klemme sig igennem hvis han gjorde en indsats.

Han skævede ind i mørket før han lyttede om det virkede som om der var noget levende på den modsatte side. Men det lød ikke sådan til at begynde med. Han knyttede kort sin efterhånden lidt blodige hånd før han så bare satte sig det mål at kravle gennem hullet. Det var ikke langt der var fra det ene til det andet rum igennem risten.
Han skævede rundt da han nåede ind på den anden side. Det var ikke let at se. Kun lidt lys fra loftet meldte sig og gjorde det muligt at se omridset af hvad der engang havde været levende væsner der hang på væggene. Tre styks i alt. Men Razor var ikke klog nok på området til ud fra skeletter at kunne se hvad de engang havde været. Hans blik gled til den modsatte ende af rummet da en hvæsende lyd lød derfra og han rynkede kort panden lidt. Han kunne ikke med et lige få øje på hvad det var, men der gik ikke længe før der var bevægelse i mørket. " ... What the.." han kneb øjnene lidt sammen før han så bare strammede grebet om den skalpel han selvfølgelig havde taget med sig.