hvad laver DU her? (Camille)

Han grinte og legede med. For spændingens skyld lod han manden tro han ramte...uden det dog gav skade.
For hver gang han angreb, angreb Sean også. Gik efter de svageste steder. Til sidst undveg han til den ene side og greb fat i armen inden manden kunne nå at trække den til sig.
Han slog albuen mod sit knæ og mærkede svagt hvordan knoglen gav efter ved leddet. Manden skreg af smerte og Sean slap ham igen.
"Åh undskyld...det glemte jeg...du skulle også have en chance!" drillede han videre og greb godt fat i sit skårede flaske, som han svang mod manden. Fuldstændig kold for om manden kom til skade eller ej.
Han dansede omkring og var tydeligvis ude på at trætte manden, som han stadig manipulerede til at være lige rasende.
Manden var helt i hans vold nu. Det var stort set Sean der styrede det hele, bortset fra hans bevægelser selvfølgelig. Og tanker.
Sean sprang over hans ben for ikke at blive væltet, mens han skubbede til manden.
Desværre var han ikke så hurtigt denne gang og det lykkedes faktisk manden at ramme ham over den ene arm.
Blodet gled ned over hans arm, men Sean grinte bare, som om smerten lagde mere brænde på ilden.
"ER det alt du kan? jeg er skuffet! Ingen har fortjent dig!" grinte han, mens hans egne angreb nu blev mere voldsomme og til tider næsten mere drabelige. Hans bevægelser blev hurtige og overraskende præcise når man tænkte på han var var lidt beruset. De måtte hellere få sluttet det her...

Han var som en aktiv vulkan,og nu gik han i udbrud.
Seans hån og det at han aldrig rigtigt fik ram på ham, ikke nok til han få ham banket i gulvet og få det afgørende....stik...ind, pissede ham af.
Hans venstre arm ...den med de knuste knogler...han slapt ned af hans side, delvis følelsesløs, hvilke han nok skulle prise sig lykkelig over.Det var et spørgsmål om timer, så ville den tilstand nemlig fortage sig og gradvis blive erstattet af en uudholdelig skærende smerte, man kun kunne klare med hjælp af urter,sprit eller medicin.
Lige nu løb et had så stort i hans åre, et had til Sean...og til den lille pisse irriterende kælling han åbenbart slæbte rundt på.Et kort blik blev kastet over på Camille, der var ved at vikle et viske stykke omkring sin hals, og et ondt smil gled over hans utiltalende ansigt.Kunne han ikke få ram på Sean, så ville han fandme nakke dukkelise der.
Han tog kniven mellem sine tænder, og med et hurtigt greb snuppede han en stol.
Han trådte frem mod Sean, og alle troede givevis at stolen om få sekunder ville ramme Sean.
Istedet skiftede han retning, i sidste sekund...og sendte den lige fluks mod Camille, i en sådan kraft at den ville ramme, få hende bevidstløs og splintres i mange dele.
Allerede lå et selvtilfreds smil på hans læber.

Camille nåede at se hvad han havde gang i, men desværre en lille smule for sent til helt at afværge ' slaget' fra stolen.
Stolen snittede hendes pande og efter lod en pæn afskrabning af hendes hud....og selv om en sort sol og små livlige stjerner dukkede op, lykkedes det for hende, med telekinesen - at slynge stolen afsted retur....i en voldsom kraft, da hendes vrede og frustration efterhånden var bygget godt op.Den ramte manden i nakken, han så forvirret ud et lille øjeblik.Så farede han..helt ukontrolleret...på Sean og ville lægge hænderne omkring hans hals...og klemme livet ud af ham.

Sean havde ikke forventet dette her. Manden havde skiftet taktik...Og det var enlig ret klogt af ham. Måske havde han undervurderet ham lidt?
Han var næsten på vej hen mod camille, for at beskytte hende, da manden pludselig var over ham og havde væltet ham på gulvet, mens han satte sig med hænderne om hans hals. Han mærkede hurtigt hvordan hans vejrtrækning blev besværligere.
Han knurrede og prøvede først at få benene om ham og vælte ham ned, men han var ikke helt smidig nok til dette.
Han greb fat i mandens hoved og masede sine tommelfingre ind på øjnene, så de blev smertefyldt mast tilbage. Manden slap endelig sit tag, da smerten blev for stor og Sean væltede ham af. Han greb efter kniven, satte sig overskævs på manden og uden at tænke sig om, som den lejemorder han var til hverdag, lod han kniven synke hårdt ind mellem ribbene og ind i hjertet. Da han hev kniven op igen, sprøjtede blodet ud over sean og stedet, mens folk trak sig væk med væmmelse og forfærdelse. De troede det bare ville være en slåskamp, ikke et mord...
Sean lod for en sikkerhedsskyld kniven glide ind i halsen og skære pulsårene over. så var han i hvert fald sikker på han døde.
Han smilte grotesk til manden.
"Du lagde dig ud med den forkerte...Og sårede den forkerte. Dø nu i din synd" Han rejste sig op og smed ligegyldigt kniven til siden. Han kiggede rundt på folk, som bare stirrede fortryllet på ham og liget. Han ville blive jagtet nu, endnu mere end før. Hvorfor udsatte han altid sig selv for ballade?
*For at leve livet sjovt* Han mærkede hvordan adrenalinen allerede var ved at fortage, derfor vendte han sig om, greb fat i Camille og hev hende udenfor og lidt ned af gaden.

Han stoppede først op da de nåede et springvand ved et vejkryds midt i byen. Her var tomt og køligt. Og stille.
Sean slap hende, ikke fordi han havde holdt hårdt fat, han regnede bare ikke med hun ville være blevet der alene.
Endelig virkede det som om han kom lidt til fornuft igen...om end kun gradvist.

Camille var svært beskæftiget med at tælle stjerner og forsøge at få solen til at stoppe med at blænde hende, så derfor kunne hun ikke hjælpe med noget andet.
Da det sorte endelig aftog, og hun med sammenknebende øje, så småt begyndte at kunne se igen, fik hun akkurat set Sean køre kniven over mandens ansigt.
Åh..nej, nej...det..var for meget...for voldsomt.Han havde jo ikke behøve at..dø!
" Sean...åh..nej" mumlede hun op til ham, men sløret stemme og omtåget syn.Hun havde efterhånden en smule men af at være skåret i halsen og fået en stol i hovedet.
" hva..." forsøgte hun at få en sætning igang, men det var dømt til at mislykkedes da hendes krop ærmest blev hevet op fra gulvet, og trukket afsted af Sean.
De skulle væk...væk fra al det blod der efterhåndet dannede en ret stor pool på det fedtede og halvsnavset gulv.
Hun fulgte med...så godt hun kunne og Sean trak hende for resten af pengene.Nogle gange var hun næsten ved at snuple.
Endelig tog farten af, og omgivelserne ' stod stille' igen- hvilke virkelig var rart for Camilles øjne og lettere rystet hjerne.
" For helvede Sean.....Er du okay? ...sig mig...har du slået ALLE ihjel eller hvad? Hvad havde Myrna nu gjort- altsår udover at hedde Myrna?" sagde hun tørt og satte sig på kanten af springvandet.

Han grinte svagt. Latteren havde stadig noget vanvittigt over sig, men langt fra så slemt som før.
Han lod en hånd glide gennem sit hår, inden han tog noget vand fra springvandet og vaskede sit hoved og op af armene. Han skyllede sit sår fra kniven, som han havde fået på den ene arm. intet alvorligt konstaterede han, selv om det stadig blødte svagt.
"Ja, undskyld...Jeg ved ikke hvorfor jeg altid løber ind i folk jeg kender..." han rystede på hovedet.
"Måske fordi de alle er efter mig og af en eller anden grund altid finder mig?" smilte han. så skulle hun ikke have været til stede en dag, i en anden by, i en park...Sammen med en falden engel havde han slået en hel gruppe af mænd ihjel, som alle var efter ham.
"Myrna...barnedrab" svarede han så kort.
"Hemmelig affære. Den hemmelige elsker bestilte hendes død" informerede han. Men uden at nævne navne på andre end Myrna.
Så smilte han.
"Åha" han rystede sig svagt og lod blikket glide over omgivelserne og op mod himlen, med sit eget lille, rolige smil og nogle glødende øjne. Dæmonen i ham var ikke helt væk, også fordi han stadig var lidt små beruset.

Camilles øjne fulgte ham, hver en af hans bevægelser.
Han var anderledes, og det skyldtes bestemt ikke bare lidet der var plasket op på ham.Nej...det var mere...noget i hans øjne, stemme...ja sågar hans smil...der emmede en smule af....vildskab, mente hun.
" Barnedrab? Har hun slået sit barn ihjel? " Camille rystede på hovedet, men stoppede hurtigt igen,da det fik såret i hendes hals til at spænde og gøre ondt.Måske burde hun ordne det nu, men helt ærligt...hun orkede ikke..
Hun spændte sine sko op og brugte den modsatte for, til at skubbe dem af...en efter en.
Så vendte hun ryggen til Sean og dyppede dem...først kun spidsen..men bagefter hele foden, ned i det dejlig kølende vand.
" En hæmmelig affære....du får det til at lyde som om du nyder det her, men Sean...et drab er et drab..husk det nu, ikke?" hun var sikker på han fangede den lidt kluntede hentydning.Hun bukkede sig forover og stak hånden ned i vandet, og lod den trække stille gennem vandet et par gange, inden hun med et ordenligt sjask sprøjtede vand i retning af Sean..." Der er vist en lille plet du har overset" sagde hun og vidste han ville finde hende...irriterende, sikkert.

"Mord?" han så lidt på hende og nikkede så. Som om han havde glemt alt om det.
"Åh ja...Dem er der mange af. bare endnu et til listen..." han sendte hende et smil.
"Velkommen til min verden" sagde han så bare, mens han lænede sig op af springvandet, afslappet, mens han studerede hende. Han opdagede dog pjasket for sent og mærkede det kølige vand mod sin hud, mod brystet og ned af ansigtet...Og maven også.
"Altså" smilte han bare
"Nu er jeg jo helt våd!" det passede ikke helt og noget af det var nok også hans egen skyld, fra da han havde vasket sig lidt.
"Men hvad nu?" spurgte han så
"Skal vi blive stående her, måske vil du hjem?" foreslog han. Personligt havde han ikke noget at lave...andet end måske selv at tage hjem. Tage sig lidt af sit sår og sove måske...Spise havde han jo gjort.

En befriende latter skar gennem den friske luft, da Camille overgav sig til den boblende trang der huserede i maven på hende.Hvad var så morsomt egenlig? At få lov at pjaske lidt vand på en mord syg badass dæmon? Ja! Det var vel i grunden rimeligt morsomt- hvis man tænkte rigtigt over det.Men det kunne også skyldes at hendes hjernerystelse alligevel var større end hun først havde vurderet den til.Var hendes læge kundskaber ved at træde i baggrunden for alle de flashes om fremtiden hun fik i tide- og mest i utide?
" Din verden?.... Jeg tror vi skal igang med en forårs rengøring der....i din verden...der er samlet for meget støv i krogene, Sean....du skal passe lidt på med....al det snavs...mord" sagde Camille og begyndte at vikle viskestykket af sin hals .Hun kiggede på det , blodet var størknet nu og hun fugtede klædet i springvandet og begyndte duppe sin hals....ren...så godt det lod sig gøre.Ikke for hårdt, da hun ikke ville risikerer at provokerer det sprang op igen.
Da hun var færdig, smed hun den bare fra sig.
" Det ved jeg ikke....jeg kunne tage dig med hjem til en kop te, men så skulle du møde Aleck.Han er sjæledæmon" sagde hun og kiggede lige ud i luften.Hun anede snart ikke længere havd hun skulle præsenterer ham som.Udlejer lød.....forældet og forkert.I hvertfald var det rimeligt utilstrækkeligt.

Han kiggede lidt på hende og rystede på hovedet.
"Har mødt ham" svarede han så roligt.
"Og derfor tror jeg det er bedst jeg bliver her. Vores møde var lidt...på kanten. Helt lide hinanden kan vi vist ikke" smilte han.
"Jeg kunne også invitere dig med hjem, men mit eneste hjem ligger i Humvita. ellers bor jeg på diverse kroer og andre sovesteder" han strakte sig dovent og lod blikket glide over vandet, som var blevet farvet svagt rødt af blodet, som dog hurtigt forsvandt,opløst i vandet.


//Sorry, aner ikke helt hvad jeg skal skrive//

// hold nu op med at undskylde....med mindre det er fordi du vil indrømme en fejl af en eller anden slags? Der må være maaaaaange XD ( driller)

Hun vendte sig om , og fik dermed halet sine fødder op af springvandet igen.
Hendes blik sænkede sig...mistænksomt over ham..som en høg.Han havde HVAD?!
Mødt Aleck? Og kunne ikke lide ham? HVAD var der galt med Sean? At Tristan ikke var fan af Aleck, deeet kunne hun jo udmærket forstå...det havde sine grunde.Men Sean?
" Nå..." sagde hun så skarpt som den kniv der havde flænset hendes hals.." Har du da også dræbt nogen han kendte, så i blev...uvenner?"
Hun begyndte lidt småirriteret at spænde sine sko på igen.Hun forsvarede sine venner og dem hun elskede...altid.Ingen undtagelser.Havde nogen skældt ud på Sean, havde hun også forsvaret ham.
Men...blodet...gjore at hun næsten blev småagressiv, åbenbart, hvis talen faldt på Aleck i en problematisk tone.
" humvita.... fint nok...de kender mig der..." svarede hun bare og tænkte at hun altid kunne overnatte der, og så tage hjem den næste morgen? Eller hvad?

Han sendte hende et overrasket blik. Han havde slet ikke sagt det ondt eller ment det ondt. han havde bare fortalt de nok ikke helt kunne enes. Det var ikke så de hadede hinanden...de var nok bare ikke helt enige. Men Camille gik direkte i forsvarsstilling. Hvilket faktisk var interessant...Men også irriterende. Han havde jo ikke ment...ikke sagt...Det på den måde.
Han så væk, mens han kørte rundt i sine egne tanker. Han havde altid vidst at deres...bekendtskab, ikke var så specielt eller så...tæt. Som hendes bekendtskab nok var til mange andre...Som Tristan, som han havde mødt og enlig syntes om.
Og åbenbart også Aleck.
"Klap den flyvende hest" mumlede han svagt og sendte hende et lidt hårdere blik end det nok var tiltænkt.
"jeg ved du ikke er glad for folks død, men jeg lever af det. Og vil altid gøre det, om jeg bryder mig om det eller ej. Sådan er det, er det ikke skønt?!" faktisk havde hendes første kommentar irriteret ham mere end den sidste...
Især fordi han havde åbnet sig nok op til at fortælle hende om hvordan han havde det med det...Åh, hvorfor lærte han det aldrig? Hver gang man åbnede sig, blev man oftest straffet på en eller anden måde.
Han havde intet sagt i...hvad? 300 år? Mindst...
Hans stemme hævede sig.
"Vi var blot på udkig efter samme offer! Mind ham om døden, hvis du skal minde nogen om den! Han er selv skyldig i død, som jeg er!" forsvarede han sig.
"Desuden tror jeg du misforstod mig...Sagde jeg at jeg hadede ham? Sagde jeg at jeg ikke kunne fordrage ham? Nej! Jeg sagde vi ikke helt kunne enes!" han trak vejret dybt for at holde sig i ro. Men vreden gled allerede gennem hans åre, fik ham til at vende om og begynde at marchere væk i høj fart.
Ikke om han ville finde sig i sådan en fornærmelse fra...hende! Og det var trods de ting de havde oplevet sammen...Hvad var relationer og forhold enlig værd?

Camille krympede sig lidt under hans vrede blik- men kom dog hurtigt på banen igen og så vredt på ham."Så det er..sådan...du retfærdiggøre dine drab, at du lever af dem? Nå nånå..men søde Sean..du fik hverken penge eller...mad...ud af at dræbe ham, kun pleasure...kun det! " vrissede hun.
Hendes øjne fik et skær af nysgerrighed...de havde hvad? Skulle slå ihjel sammen? Eller begærede det samme offer? Hun blev forvirret....Aleck...hvad lavede han, hvordan udvalgte han sine offre, det havde de aldrig talt om.Hun havde undgået det, fordi....fordi..hun vidste hun ville have svært ved at høre sandhede. og Sean...men...han skulle ernærer sig ved sex, det havde han selv fortalt hende.Betød det...at Aleck?? Nej..hun ville slet ikke høre om det nu.Overhovedet.
Hun så op på Sean der stadig talte...hun hørte kun slutningen...og så ham bevæge sig væk.Gik han bare sin vej? Hvor...nobelt! " Sean... Okay...jeg kan ikke redde hele verden, I get that! Men...du kan heller ikke bare dræbe den...hører du....kun når der ikke er andre udveje....please...Sean?!" råbte hun efter ham og hendes stemme lød grådkvalt- næsten.

Hvordan kunne hun sige det?
Han så forskel på drab. Der var dem han dræbte for mad. Det var dem han som regl havde ondt af...både før og bagefter, selv om han nød det når det stod på.
Og så var der arbejdet.
Han viste ikke hvorfor han havde slået ihjel i dag...han viste bare at han havde haft følelsen af...at gjorde han ikke det, ville han aldrig få fred. For manden og mandens venner. Og han var træt af at blive jaget...Han havde ikke brug for flere!
Ja, han levede af drab! Men retfærdiggjorde han det? Næppe.
Han stoppede op og så tilbage på Camille med et ætsende blik. Et blik der kunne brænde lige gennem hende, hvis han havde haft den evne. En uden nåde, en uden nogen typer for venlighed.
"Retfærdiggør det? Jeg har ikke retfærdiggjort noget som helst..." hans snakkede så lavt, men alligevel ville hun ikke have nogen problemer med at høre det.
"...Jeg håbede på lidt forståelse. En forståelse jeg åbenbart hverken finder her...Eller nogen andre steder. Og det skal du have tak for. du har lige bevidst hvad jeg altid har vidst. At folk faktisk er ligeglade. Indrøm det, er du ikke ligeglad? du er ligeglad med mig og hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det eneste der genere dig og dit væsen, er du ikke vil gå rundt mellem lig. At du ikke kan holde du at se på det. At det irritere den person du så higende prøver at være!" han vidste ikke hvor det kom fra eller om det var sandt. Og han var ligeglad. Han følte sig...misforstå. Uaccepteret. Præcis som han altid havde været og som han desperat flygtede fra...Men nu indhentede det ham endelig.
"Du ventede bare på dette tidspunkt, gjorde du ikke?" han vente sig nu helt om mod hende og nærmede sig hende langsomt. Hans øjne stirrede intenst på hende, men uden at blinke. Det var som...om at hun havde trykket på en knap. en knap som var forbudt...
"Så du endelig kunne fortælle hvor meget du væmmes ved mig..." han smilte svagt.
"...Og de ting jeg gør. Du kan endelig vende mig ryggen og fortsætte din egen lille leg. Jeg var bare en lille brik. en lille brik der ikke hørte til i puslespillet!" han var snart helt henne ved hende.
"Men jeg dræber, Camille. Forstår du det? Forstår du hvor stor en del døden er i folks liv? Det er en ting der ikke kan undgås. Lær hellere at leve med det nu...ellers bliver det sikkert meget svære for dig, når det endelig bliver din tur...For ikke at nævne de lig du må se gennem livet, uden at acceptere det. Hvis du vil gøre så meget for folk...Accept da deres lig, lige så meget som du acceptere dem i live!"

Ih, hun havde da mange flere ord til ham...et helt kapitel havde hun lyst til at lire af, og forklare ham lidt...give ham et par nuancer mere at vælge mellem i det der lød som en meget sort hvid måde at anskue tilværelsen på.
Men hun blev helt tavs da hans blik ramte hende.Måden han så på hende, gjore hende både urolig og trist.Forstod han slet ikke hendes mening? Hun ville jo hverken gøre ham vred eller dømme ham.For helvede ...hun havde da selv slået et par stykker ihjel...nogle i selvforsvar,nogen ved ren uheld...men også nogle med fuld overlæg.De gamle grise der havde enten pillet ved børnene eller ' udlejet' deres egne børn til hendes far.DEM havde hun systematisk opsøgt...og ..jaaa....det vidste ingen..kun Zean.
" Hold nu op Sean...du får da al den forståelse fra mig du vil...men jeg behøver jo ikke være enig i det hele, vel? Tåler du ikke der rejses spørgsmålstegn ved det du gør...eller siger?" forsøgte hun, men hendes røst manglede power og lød istedet famlende og tøvende, da hun var meget usikker på ham lige nu.
Sean forsatte og han lød nu mere skarp...mere urimelig...og næsten paranoid, nu måtte det altsår stoppe, han skulle holde op, skulle han.
" Sean...stop så! Det er en omgang fis...du tror vel ikke selv jeg ville behandle dig sådan...jeg holder af dig....som du er..med det hele..MEN det betyder ikke jeg verificerer alt du gør, jeg har lov...jeg har..l.-lov.." prøvede hun, men han så virkelig ikke spor glad ud som han nærmede sig og begyndte at tale om at gå rundt i lig og at hun selv skal dø.
" stop så for fanden, nu det nok Sean" - hvis han forsatte ville hun hive ham en lussing, for at få ham ud af den...tilstand...han var røget over i...der var noget galt.

Han knurrede nærmest. som et arrigt dyr. Der var intet galt. ud over dette var...ja, Sean. Den del af ham som var fuld af had. Had til verdenen. Had til sin mor. Til sin far. Og ikke mindst til sin Bror. Men disse ting vidste ingen. Overhoved ingen. Nogen gættede sig måske til noget, men resten stod uklart hen.
Han stoppede op og slog ud med armene.
"Ja...Fint. lad os lege det. Set fra min side...prøvede jeg at fortælle dig noget. Noget om hvem jeg var og hvorfor folk måske ser mig som et uhyre...Og så kastede du den sætning tilbage i hovedet på mig! At jeg slår ihjel for min egen fornøjelse...men sådan er det vist også...i andres hoved. Det er ikke overlevelse, vel? Det er fornøjelse." han rystede på hovedet og gik nu baglæns.
"Det er fint...Det er trist vores aften skulle slutte sådan her, Miss. Der er ikke den afslutningen en rigtig gentleman giver damen" han bukkede, om end noget stift.
"Men det var åbenbart sådan det skulle være" han viste ikke hvorfor tingene var gået så...skævt. i hans hoved havde hun fuldstændig misforstået ham...om det han sagde om Aleck. Han havde intet ondt ment. kombineret med en anelse beruselse, et svagt punkt og en forkert kommentar...som han måske havde misforstået? Han viste det ikke helt...

Han havde slået et massivt værn op omkring sig, og sørgede for at det ikke ville falde, ved at stive det af med hårde ord og beskyldninger.
Han var for..sårbar ...lige nu til at kunne klare at se i et spejl...at dissikerer sine drab og se at de var af forskellig årsag.
" Du ød det til aften...kan du ikke bare indrømme det?" mumlede hun og så lidt væk fra ham.Det var jo ikke fordi hun ønskede at skændes med ham...og slet kkke fordi hun følte sig bedre end ham, hun brugte bare mest sin tid på...at forsøge dræbe urætfærdighed...med som person og menneske var hun ikke en skid bedre end slle andre,faktisk mente hun selv at hun svigtede dem hun elskede allermest , og sletnikke fortjente kærligheden hun fik af dem.Så enkelt var det.
" Sean...jeg vil godt forstå...godt lytte...v-vil du ikke godt lade være at gå på den måde?" bad hun, da han tydeligt trak sig for at smutte.
Hun ville lade ham beslutte om aftenen endte nu...så ville hun lade ham falde til ro, og selv slikke sine sår, for naturligvis skar hans ord i hende.Var der noget hun ikke brød sig om, var det ikke at kunne hjælpe....og han beskyldte for netop det, enda med den påstand at hun gjore det bevidst.

drabet af manden var fuldstændigt gledet ud af hans hoved. Når han snakkede om drab, var det som oftest af dem han levede af. Spiste af. Det var drab, omend på en lidt anden måde end andre måske ville definere det.
Men Camille snakkede om hans job. Om det der var sket tidligere på aftenen.
Men hvorfor sagde hun at han...nød det?
Han havde en meget klar grænse mellem de to slags drab han praktiserede.
Det ene var overlevelse, en nødvendighed, og ikke noget han brød sin samvittighed med. For ja, sådan måtte han jo have.
Men de andre...slog han kun ihjel enten med en god grund, f.eks. at de havde gjort drab eller andet. På en måde kunne man, på det punkt, kalde ham den hævnene engel. Den der sørgede for, de fik sig en straf værdig.
Og til sidst gjorde han det af egoistiske grunde. For penge og for at føle livet...
Og hvornår var man måske tættere på livet end når man stod ansigt til ansigt med døden?

Men alt dette ville nok ikke sige Camille særlig meget. Han havde brug for at tænke...for at analysere aftenen...Før han kunne give Camille et rigtig svar. Om han skulle forklare sig? Overhoved ikke! Han kunne leve og styre sit eget liv. Folk var desværre bare ikke ligeglade.
Han ville heller ikke undskylde sig.
Og han viste hvorfor manden var død i nat. Det var af to grunde, omend den ene nok var...utroværdig, hvis han fortalte hende den.
Hans hjerne kørte på højtryk...Men han kunne jo intet sige som gjorde dette værre! De var gået fra at have et neutralt bekendtskab, for at være arbejder og arbejdsgiver, til at kende hinanden lidt bedre. Og det var den farlige del af hans job, hvis han selv skulle sige det.

"Hvad jeg end vil sige, ville det intet forklare. Det vil ikke retfærdiggøre det. Ikke hos dig i hvert fald.
Om end jeg måske selv er dårlig til det, vil jeg dog pointere du er hurtigt til at drage konklusioner. Hvem af os skal bestemme hvorvidt jeg nød det i aften?" sagde han endelig. Han var tydeligvis faldet lidt til ro, tydeligvis fordi han havde givet sig tid til at tænke lidt.
"din fortolkning af det skete, eller min fornemmelse af det? jeg har intet at fortryde. intet at undskylde. Intet at forklare. Jeg har kun min egen grund. Og dem er der to af. Og så er der fakta. Fakta, at jeg var lettere beruset og en dæmon. De to ting har aldrig været en god kombination" Han så igen tænksom ud, men rystede så svagt på hovedet, mens han lagde en hånd mod kanten af springvandet. Stenene var kølige, men ikke direkte kolde.
"Og hvad skal jeg sige for at gøre dig glad? Gøre dig tilfreds? Er det virkelig det, jeg bør stræbe efter?" Han rystede igen på hovedet.
"Vi har forskellige værdier. Kunsten er at acceptere dem. Ikke nødvendigvis forstå, åh, ingen kan forstå det alligevel! Men at acceptere...
Jeg kan sige jeg føler mig jaget. Jeg kan sige jeg aldrig har ro, aldrig kan jeg sidde og slappe af! For altid sker der noget. Altid er nogen efter mig og søger min død. Og jeg har måske fortjent det. I hvert fald gjort mig fortjent til det. Det er min egen skyld. Og derfor må jeg også selv gøre noget ved det.
Der ud over redde jeg os begge, på et eller andet punkt. Havde jeg kun slået manden bevidstløs...Om end den tanke slet ikke strejfede mig...Ville han havde samlet sine venner og jagtet mig endnu mere. Og jeg ville være nød til at slå flere ihjel for at få fred. Og han ville have gjort krav på dig. Om du kan slå fra dig eller ej, ville han slå dig igen og voldtage dig, ja, hele jorden rundt" hans talestrøm stoppede der. Man skulle måske tro der kom mere...Men det gjorde der ikke.
Og dog...en enkelt sætning eller to...
"Men at jeg er den onde er kun helt naturligt. Og en rolle jeg altid har været tvunget til at tage på mig. For jeg er dæmon og af natur mere voldelig og grusom, end et menneske kan forstå. Eller fe, for den sags skyld" han virkede nu bare mere trist og sørgmodig, end vred.
Men sådan var skæbnen jo, ikke? Han var født til det! Han måtte leve med det!

Hun lod armene falde slapt ned sf siden, da en udmattende følelse tog over.
Hun så ulykkeligt på Sean.Hun havde hørt dét før.Nogen have engang sagt til hende at hun var hurtig til at konkluderer.Det var nok sandt.Sagt anderledes...hun var for hurtig til at misforstå og tage fejl af af ting.Måske.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle nå ind til ham igen, genskabe den mere muntre stemning fra aftenens begyndelse.Den var nok blæst væk, helt.
Men han havde ret i noget....hun ville sikkert aldrig forstå helt hvordan det var, men vidste han ikke at hun var på hans side? At hun satte spørgsmålstegn ved hans gerninger, betød ikke at hun så ned på ham...og slet ikke at hun dømte ham.
" Sean" forsøgte hun stille..." hør nu her....undskyld..j-jeg ....Dømmer dig jo ikke.Du er ikke ond i mine øjne, ville jeg så stå her med dig nu?"
Hun så væk fra ham, imens hun næsten søgte hysterisk efter de rette ord, og det voldte hende store problemer at finde dem frem.
" Jeg tager ikke let på at slukke livet i folks øjne.Jeg ....kan du ikke forstå at jeg selv er træt af det.Træt af at være et offer.De fleste her ser en som mig som et måltid ?..så ja...det provokerer mig at se dig...og andre dræbe...som betød et liv ingenting.Men jeg ved godt det er mere nyanceret end som så."
Hun vidste hun rablede tingene af sig...ustruktureret og usammenhængende...hun var nok bange for han ville vende om inden hun havde- forsøgt- at forklarer sig.
Hun så ind i hans øjne, der sikkert kun rummede vrede eller foragt, hvilke hun så måtte affinde sig med.Hendes hjerte begyndte at tildække sig...og en mur begyndte at rejse sig.
Om han skulle forsøge at føre hende glad? nej...det ved den søde grød han ikke skulle.Overhovedet.Hun behøvede ikke ham....faktisk behøvede hun ingen.
Og han mindede hende al al for meget om hans bror, Zean.
Når Zean var gal på hende, talte han om hvordan han ikke var god nok fordi han var dæmon, og hun umuligt kunne elske ham, hvilke faktisk var meget langt fra sandheden.

De var så ens på nogle områder...de to brødre.
Hun havde dog nok situationsfornemmelse til stadig at kunne sige ham tak.
" Hold nu op...du er ikke...ond....Sean, vel....det har jeg faktisk aldrig sagt! ...Tak fordi du ...hjalp...han ville sikkert ikke have nøjes med min hals og mit hoved" sagde hun en smule tørt.

Han trak på skuldrene. Han var faktisk også træt. fysisk som psykisk. og denne kamp, som enlig nok mest gik ud på magt, at få ret...trættede ham.
"Okay...hør her...jeg er ikke den rigtige at snakke med i aften. sagt kort, orker jeg ikke mere" han stod selv med armene slapt ned.
"så skal vi ikke sige...at næste gang vi ses..." han trak på skuldrene
"Er vi i hvert fald lidt bedre venner. Jeg har jo stadig et job at udføre" han smilte lidt. Han ville mest af alt hjem i seng. I morgen så tingene nok lysere ud.

//undskyld svaret, men skal snart i seng. ville bare lige hurtigt svare //

Hun smilede, så godt det lod sig gøre.
Egenlig følte hun sig mestvf alt som en stor fiasko.Men hun var glimrende til at skjule det.
Hun huskede dog pludselig noget....ja, hvor meget dårlig timing kunne en pige dog lide af? I Camilles tilfælde talte vi guinnes enorme mængder.
" du...Sean...sådan noget som blind dates...eller...ja...at møde en til et krus øl, er det noget du kunne overveje? " spurgte hun inden de skulle skilles.Det var naturligvis ikke hende selv hun talte om, så ville de jo ikke være en blind date.

// vi runder stille af

Han sendte hende et undrende blik. Troede hun virkelig på at hun kunne...frembringe et forhold? tanken var sød...næsten hvad folk ville kalde nuttet. En dæmon, en af de grimme af slagsen, på blind date!
Var det en udfordring?
Men ville han...udsætte sig selv for det? Hvad hvis han brød sig om den...pige, hun fandt til ham? Det ville kræve ny smerte, en smerte han ikke havde oplevet i over 500 år. Utroligt, men det havde han ikke. Stædig og viljefast som han var.
Men han viste jo hvordan han skulle tøjle sine følelser.
Hvad var muligheden også for hun ramte rigtig?
Hans tanker gled ubevidst over på en helt bestemt pige...Og rystede så svagt på hovedet. Han legede med skæbnen.
"Er det en udfordring? Jeg kan ikke stå for udfordringer..." hverken nej eller ja. Det betød kort sagt at hvis hun mente hun kunne finde en der var god nok, ville han måske gå med til det. Det måtte være svar nok.
Og han vinkede kort og forsvandt den modsatte vej af hende.

//Out...bilnd date? Altså, du drømmer //

Hun så nysgerrigt på ham, mon han ville.
Det var jo ikke fordi hun forventede at de skulle falde for hinanden, love at first sight....det var mere at skabe et par kontakter, til en veninde...og ham.
En slags udfordring som Camille havde fået sat sig selv i, og nu syntes kunne være sjovt for Sean, hvis han altsår var lidt eventyrlysten og....ikke var bange.
Hun nikkede bare...lidt skuffet over han ikke ville sige et klart ja!
Og faktisk også over han vendte om og gik.
Fint....hun ville også hjem.
Så kunne han sende en besked, hvis han en aften havde tid at slå ihjel og var modig nok til at udfylde den? Den stædige fantastiske fyr.

//out.....someones.....scared.....ahahahahah

//Haha...nope...men han siger nok ikke ja godhjertet Der skal bare springes ud i det. Jeg er lidt spændt på hvem du mon vil vælge til det?//

// jaa....det finder du jo først ud af når og hvis du siger ja
Det kan jo være.....hvem som helst....når man kender Camille og mig

//Haha...så lad gå...Men kun fordi jeg er nysgerrig! //