hvad laver DU her? (Camille)

Hun var ikke typen der blamerede sig med eventuelle kvaliteter, overhovedet faktisk.
Men denne ene ting....det at tage var på et barn og give det kærlighed og tryghed, vise det de sunde værdier og lærer det at finde glæde i livet og være retfærdig....det var noget hun ren faktisk var enig i , det var noget hun ville være brilliant til.
" Tak.." lød det stille.." for hvad det er værd , tror jeg faktisk du har ret" smilede hun lidt vemodigt.Og så kunne de to ellers sidde og dvæle lidt ved ting der kunne have været- men nok aldrig kom.
" Sean..? ....jeg ved stadig ikke hvad det er der....fraholder dig...men jeg tror du bil være en vidunderlig kæreste...og far, hvis du besluttede dig for det"
Det var ikke et lamt forsøg på at gengælde et kompliment, hun mente hvert et ord.
" uh...sikke en dyb snak du hiver mig ud i" jokede hun , og tog dermed lidt af brodden at den spændte stemning.

Denne gang kunne han ikke holde sig lige så afslappet. han kunne ikke holde sine muskler fra at spændes oppe mellem skuldrene, mens han bare sad helt stille, velvidende at en enkelt bevægelse kunne bryde det.
Først virkede det slet ikke som om han havde hørt hende, men til sidst lænede han sig ind over bordet og så på hende med en alvorlighed som sagtens kunne overraske den enkelte.
"Camille...Ved du overhoved hvad jeg er? hvad for en monster jeg er født som? hvordan jeg er dømt til at leve?" spurgte han lidt anspændt, men stadig let roligt.
Hans øjne var som limet til hende, opmærksom på hver en bevægelse hun ville komme med.
efter et øjeblik sådan lænede han sig tilbage igen.
"Dine spørgsmål for mig til at tvivle" ikke længere den rolige og venlige Sean, men den mere afmålte og kølige. Hvad gav denne pludselig forandring?
Han lod bevist blikket glide fra hende og videre, til hun svarede ham.

Ja....man kunne jo tage fejl ind i mellem- eller som Camille, ret ofte! Istedet for at bløde stemningen lidt op igen, måtte hun nu se til imens han blev endnu mere anspændt og hun kunne kun ærge sig over at have trillet den kugle der skulle have lavet en strike, helt over i en modsat bane." halooo?" forsøgte hun at lokke lidt reaktion ud, men da den endelig kom...blev hun ret forvirret.Han havde jo fat i noget der.hun VIDSTE godt en del om dæmoner efterhånden, og de meget slemme ting de rendte rundt og lavede, men allerede for længe side, havde hans bror lært hende at hvis han selv skulle overleve, var disse ting et nædvendigt onde, sådan var det bare.Men ...helt hvad Sean mente med et ondt monster, havde hun ingen ide om.hun var ekspert i at skubbe det andet til side og ' lege' de var mennesker.
" j-jeg ...tror altsår ikke du ligefrem er et monster, Sean" hendes øjne flakkede og læberne var tøvende.Men hendes øjne var varme med et snært af forundring.
" jeg ved at du sikkertnskal tage liv, for at live mær og leve selv," men du kan jo ikke føre for det, Sean!" fastholdte hun og kiggede lidt over på de to kvinder der nu var al for godt i gang med manden.Hvorfor var de dog ikke gåer ovenpå endnu?

Han lavede en irriteret gestus med sin hånd og nægtede at se på hende i et stykke tid. Han lod som om han fandt kvinderne omkring en anelse mere interessante end Camille. Men i virkeligheden tænkte han bare over det hele. Hvad skulle han sige? Han var allerede for langt ude i det til at trække sig rigtig tilbage. Men hvis han sagde for meget...men det skadede jo ikke at sætte hende ordentlig ind i tingene.

Endelig så han på hende igen.
"Se omkring dig. Se på kvinderne og mændene. Jeg mener ikke bare se, men rigtig se! Hvad er det de gør? Hvad er det de vil opnå? hvorfor?" hans stemme var ret intens lige nu. Hans øjne glødede med en underlig glød.
"Og hvad skulle jeg dog lave her? Som du siger kunne jeg jo bare finde mig en kæreste, ikke? Hvorfor skulle jeg lede efter en klam luder, som sikkert var fuld af sygdomme! For mit job?" han rystede på hovedet og grinte svagt.
"Nej! Meget har man budt mig, men aldrig at jeg skulle jage en sølle kvinde..." han rystede på hovedet og lod blikket glide ud over forsamlingen, inden det endte på Camille igen.
"Jeg er en Incubus! En Incubus dæmon! Men det siger dig ikke meget, gør det? Jeg tror det ikke, for så havde du ikke stillet de dumme spørgsmål.
Jeg lever af sjæle, nøjagtig som min forpulede bror. Men jeg kan ikke bare snuppe den og gå igen...åh gid jeg kunne..." han rystede igen på hovedet og så pludselig ud til at falde helt sammen. Han så slet ikke glad eller venlig ud længere. Han stirrede lidt frem for sig og tog en tår af sin øl.
"Nej. Hvis jeg skal have en lille sjæl...Hvad tror du så jeg skal?" han så på hende, hans øjne var mere rolige nu, men stadig ret intense.
"Se på kvinderne omkring dig, tænk på hvad de laver...Hvordan tror du så jeg skal skaffe mine sjæle?" spurgte han. Hvis hun gættede sangheden...Åh, ville hun så flygte? Se på ham med...et forfærdet ansigt? Som om han var...et monster?
At kombinere de ting...Han fandt det selv ret frastødende.

Hun sank lidt tilbage i sin stol, da hans opmærksomhed blev tiltrukket af to afklædte kvinder, med meget sparsom stof på deres smukke velbyggede kroppe.Den ene mørk,den anden lys og begge to deltagende i en yderst sensuel leg med hinanden, dog uden at gå over de regler som stedet havde om intimitet i fælles rummet.
Camille rynkede på næsen, og lagde armene over kors, indtil Sean huskede atvhan faktisk havde selvskab.
Hun så sig omkring" det kan godt være jeg ikke...øh...har så meget erfaring lige på det punkt, men jeg VED nu godtnhvad de laver" hun så lidt underligt på ham, da han forsatte..." j-jeg regner med du spiser lige som din bror?" stammede hun, da der helt klart var lagt i ovnen til et eller andet, hun kunne både se og høre det på ham.
Camille vidste intet om en incubus dæmon...? Mon Aleck var sådan en? Nej...det havde hun spurgt om, han havde bare sagt sjæledæmon.
Camille lyttede og blev med et lig bleg...." D- du mener da vel ikke..at du ...ligefrem skal have sex med den du spiser?" hun så fuldstændig lost ud....og al farve forlod hendes ansigt." Sean...nøjagtig HVOR MEGET sex taler vi om her?" hviskede hun og forsøgte ikke at faldenhelt fra hinanden, hvis hunnhavde forstået det her korrekt.
Så skulle den pige der elskede ham, finde sig i han jævnligtvhavde sex med andre, hvis han skulle leve?! Camille fik tåre i øjnene....det var jo rædselsfuldt.....for Sean.

Han nikkede svagt. Og følte hvordan hans foragt for ham selv voksede. Hvordan han hadede at tænke på det, selv om han elskede det lige når det skete.
"Godt. Du forstod det. Et helt almindeligt samleje. Forførelse, sex...og jeg får mad, hun døden" svarede han en anelse koldt.
Han så hun fik tårer i øjnene og viste ikke helt hvorfor. Var han så...stort et monster? Det skulle ikke undre ham.
Han kunne derfor ikke have kæreste. eller børn. Han havde aldrig prøvet et samleje, uden det var endt med han tog sjælen. Tvivlede på det overhoved kunne lade sig gøre.
Så nej. Han var bange for at forelske sig og tage livet af den han elskede...
For et forhold gik ikke i længden, hvis ikke er også var dybere intim kontakt. Det havde han set...lært...af at studerede folk omkring ham. Kvinderne levede jo med et oldgammel instinkt om at føre slægten videre, føde nogle børn...Det kunne han ikke give dem.
Så han havde opgivet det. fuldstændigt. Og undgik emnet...Til i dag.
Og det var lige så rædselsfuldt som altid. Han havde snakket om det til nogen i...ja, 600 år? Thoran, den gamle mand, var den eneste der forstod ham...Og lærte ham at være stærk. At han kun kunne blive stærkere ved det offer....Selv om han nogen gange stadig tvivlede på det.

Hun anede simpelthend ikke hvordan hun skulle komme videre herfra?
Hvordan skulle hun finde noget...nogle ord der kunne få det hele til at blive bedre?
Det var jo...fuldstændig...ondskabsfuldt....at mogen skulle være dømt til at holde sig i live , på netop den måde.
Altså, det var jo rigeligt slemt at hvis man selv skulle leve, måtte andre dø.
Man at blande kærlighed og sex, mulighed for troskab i et kærligheds forhold ind i det virkede ondt.
" Sean...det er jeg virkelig virkelig ked af" han måtte kunne høre på hendes stemme, hvor påvirket hun var.Han følte sig jo...tvunget...til at afstå fra kærlighed, og det var bare ulykkeligt, ren og skær hjerte der blev knust, og hun var meget berørt af det.
" Det har du ikke fortjent" sagde hun stille, og strøg ham over hans hånd, meget kort.

hans hånd fjernede sig næsten med lynets hast, samtidig med en vrede blussede op inden i ham.
"Jeg har ikke brug for medynk!" kommentaren kom prompte og han havde ingen chance haft for at stoppe den. Den kom bare.
Men den var sand. Det sidste han havde brug for, var folk der...troede...de forstod og viste...Han var ikke svag! Han havde levet med det end til nu! Hvorfor skulle det forandre sig?

"Undskyld...Men selv om du mener det godt, har jeg virkelig ikke brug for at høre det der. Jeg har lært at leve med det. Og ærlig talt..." han sendte hende et lille djævelsk smil.
"...Med tiden lære man at holde af det" Et rationelt menneske ville forklare sig med at tiden og følelse af ikke at have nogen kærlighed i livet, havde gjort ham sindssyg og han derfor måtte finde på andet der kunne stemme op for ensomheden.
Personligt viste han ikke hvad han ville sige...Sådan var livet bare for ham.
"Men pyt...Jeg undgår emnet så ofte jeg kan. Og du gjorde det ikke lige nemmere. Så hvis du ville droppe emnet? Med mindre du er så frastødt af mig nu?" det sidste var sagt med en smule ironi. For at skjule tonen af...at han faktisk var bange for hun gjorde det.

Hun tog hurtigt sin hånd til sig igen.Hvad var der galt med det sted her? Mennesker og væsner der boede her, kendte inge til empati? Der var da et ocean til forskel på empati og medynk.Hun føte sig misforstået- og såret over hans kommentar.
" Medynk? Hvem tror du giver dg det?" småsnerrede hun af ham og kiggede sig demonstrativt over skulderen, som for at signalerer om han så nogen der som gav ham det?
Camille klappede i, næsten da..." Fint...vi lægger låg på Sean.Ingen grundt til at tale om det, det er jo bare en kæmpe del af dig- så hvorfor skulle det være relevant ?"
Hun så hans læber og deres opførelse, den lille diabolske handling hans smil var og det provokerede hende.Naturligvis holdte han af det- somme tider- han var både dæmon OG mand, så når instinkterne bare fik frit spil, ville han sikkert kunne finde en overfladisk glæde og måske ligefrem tilfredsstillelse i de ting han gjore.Lidt som hun mistænkte med Aleck.Men...under al det lå en samvittighed, en følelse af skyld og det var ikke for at hun heller ville have han sad og var deprimeret, men fordi hun var bange for at det alligevel ville indhente ham - og ramme ham langt mere hårdt, hvis han blot lagde låg på.
Hun grinede stille....hvem var hun om at give råd? Hun smækkede låg på og tapede alt til, i sit eget liv , der gjore ondt- og udskød at forholde sig til det.Men....nu var hun jo også bare en....pige.
" Desværre, du kan umuligt gøre noget der frastøder mig lille Sesn" sagde hun nærmest i en udfordrende tone.Hun var en lille smule gal.

Han snerrede svagt.
"Det er netop ikke en stor del af mig. Og har aldrig været det. Lige fra jeg blev født har jeg hadet mine forældre. så nej. Familie har aldrig været mig" Han hade også sin bror...Hadede ham mere end nogen anden. Men det var et kort ingen måtte se...ingen måtte vide...Det var hans eget lille problem...
Han smilte svagt ved tanken. åh ja...Og hvis alt gik rigtig, så en dag...kunne han få hævn.
Han tænkte ikke sin plan højt. Men han havde en helt bestemt ting han måtte gøre på et tidspunkt...men det krævede han rejste hjem til sin egen dimension en tur og det gad han ikke lige nu.
Han drak resten af sin øl. Han begyndte svagt at mærke en lille snurren i hovedet og det beroligede ham. endelige noget...han kunne forholde sig bedre til.

Han sendte Camille et lidt gladere smil.
"Men lad os snakke om noget andet" nikkede han
"Det ville være synd at ødelagt et opstået venskab med lidt tåbelig snak" for ham var det tåbeligt. han viste det ikke var det for Camille, men han nu altså kun snakke for sig selv!
Han kæmpede en indvendig kamp for at falde tilbage i den kendte...Ham. Den rolige og afbalancerede. Lige nu følte han hvordan han faktisk bare var...ligeglad. vred.

Hun rystede på hoved, opgivende.
Hvordan kunne en så smart og stærk mand, benægte facts...? Nå- men det måtte de så snakke videre om en anden gang, for hun var rimelig sikker på dette kun var kapitel et, og hun havde ikke tænkt sig at lægge bgen fra sig, kun...til en pause.
" Tja..." sagde hun henkastet og ligegyldigt.
" Jeg overvejer at lave en skole...et akademi...ved ikke helt...noget med fysisk selvforsvar....noget med undervisning...børn...slaver?? - men det er kun en helt nyfødt ide" sagde hun distræt.Normalt ville hun havde talt med passion om den helt nye ide, men hun var stadig påvirket af snakken - og af Sean .

Han skævede hen til hende et øjeblik og sukkede svagt.
Hvorfor var det, hver gang han ville sænke sine parader lidt og slappe af, at det altid gik af helveds til? Hvad skete der lige når han slappede af?
De sidste par gange havde det kun ført til problemer...den ene gang blev han jagtet. Dog slog han fra sig og mange døde den aften...Og han slap med ondt i ryggen.
Hvor han stadig havde et blåt mærke til minde. Og lettere ømhed når han stod op om morgenen.
Den anden gang var han...Åh ikke det emne igen!
Han lukkede øjnene et øjeblik. Han havde mødt en...Og måtte beherske sig for ikke at det skulle føre til mere...For han havde ikke lyst...til at hun skulle...føle smerte eller...opleve døden.
åh, livet var noget møg.
"okay" han åbnede øjnene og så lidt på hende. Han kunne mærke hvordan samtalen nu kun trak sig smertefuldt af sted.
"Spændende ide. Måske skulle du lige overveje det med pengene" han smilte let og hentydede til at hun, hvis alt gik vel, snart ville skylde ham en del.
åh ja, hans arbejde! En meget mere behagelig tanke....

" Ja...den har da potientiale, hvis man vil ændre på ting må det ske nedefra, nede fra bunden og det er der jeg starter" hun så lidt beklemt ud ved pengespørgsmålet.
Det havde hun ikke lige taget stilling til, ikke andet end hun vidste at der skulle skrabes noget( mere, udover al det andet hun manglede penge til )sammen, og drt var hende der nødvendigvis måtte gøre det." Penge...arh, ja....de øhm...kommer senere.Først skl skitsen tegnes færdig" smilede hun nu varmt.
" Sean...dit arbejde.....kan man...lærer børn noget, jeg mener om at tge bestik at folk og situationer, om at passe på sig selv og undgå at komme i ballade, eller hvordan man kommer ud af ballade, hvis uheldet først er opstået? " hun fiskede efter...noget.

Han trak på skuldrene.
"Det meste er jo psykologi...Små tegn, små ord. Ting folk normalt ikke bemærker men som har stor mening og betydning. Jeg har lært at se efter dem. At bedømme folk. Jeg kan ikke se hvorfor andre ikke også skulle kunne lære det" smilte han
"Men jeg er nu kun god til at komme i ballade...men som sagt er det også fordi jeg mangler spænding. Og jeg selv mener jeg har kræfterne til at komme ud af det igen. Tit kan ting undgås, hvis man siger de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Men at slås...Overraskende nok tiltrækker den tanke mig ikke" han trak let på skuldrene. Det var også sjældent han brugte sin dæmoniske skikkelse. Faktisk havde han mest brugt den sammen med Lyra...Åh ja, gad vide hvordan hun havde det? Han havde ikke hørt fra hende lidt tid. En smule bekymrende faktisk...
Det gik pludselig op for ham at alt for mange var begyndt at betyde noget...for ham, hans væsen. HAn rystede svagt på hovedet. Nej. Det måtte ikke ske.
Han sendte hende et lille smil.
"Hvorfor da?"

Hun lyttede....hvis hun dog bar kunne få dem til at sige ja.
Dem alle fire, men hun vidste godt at det formentlig nok var nemmere at bede en fisk om at køre bil.Men hun måtte jo starte et sted...og det blev med Sean.
Hun spidsede læberne , lidt eftertænksomt...og lagde så ud...
" jeg vil bede dig ..bar ...tænke over noget, INGEN svar i dag, intet nej! - men Sean, HViS jeg nu kan strikke noget sammen, vil du så bare....i det mindste ...bare overveje om du ville hjælpe ind i mellem med at dele lidt ud af din erfaring, lære lidt fra dig...fortælle lidt om ...ja, det hele?" hun ville bare plante tanken i ham...og så håbede den ville vokse og gro, og han på sigt måske ville kunne lide den?

Tanken fandt han ikke særlig god. Han var ikke god til...folk. sådan generelt. Han kunne læse og forstå ting andre nok ikke lagde vægt på, men sådan ren socialt...niks. Og så lære fra sig? Han havde aldrig prøvet det før og var bange for det aldrig ville kunne lade sig gøre. Han så lidt på hende, hvordan hun endelig havde lyset tilbage i sine øjne da han kastede bolden videre...noget var da lykkes i aften.
"Altså....Jeg kan da godt tænke over det. Men der er flere ting. For det første tvivler jeg på hvor god en lærer jeg enlig vil være. Tror ikke jeg er god til at lære fra mig. Desuden er jeg eftersøgt. Du kan risikere nogen kommer...Og ja...hvem ved hvad de vil gøre?" sagde han eftertænksomt.
Tanken fandt han faktisk sjov. Ham, som lærer? ikke bare sjov...men interessant. hun havde spurgte ham...hvem ellers? Han viste det ikke. Måske skulle han give det en chance?
Men han ville lige høre havd hun havde at sige først...

Glæden var helt umulig atvskjule , den lyste sikkert radiant ud af hende.
Hun havde forventet et rent ' nej!' fra ham, så dette var langt bedre end hun havde håbe på. " Åh...det lyder godt..altsår at du vil tænke over det.Der sker heller ikke noget forløbig, konseptet er ikke engang færdig strikket, såå.." forklarede hun glad.
De tre andre hun havde i tankerne var lige så udfordrende at hive i ja ud af, mente hun.Men den største udfordring ville være at de skulle forholde sig til hinanden.
Tristan, Eric og Aleck....alle med hver deres spids kompetancer.
Ja...Alecks skulle lige gøres stue rene, han kunne jo ikke lave dræbermaskiner ud af disse børn eller slaver, men....hans evner skulle oversættes til en slags selvforsvar- det skulle hun bare lige snakke med ham om.
Kunne hun lokke disse fire fyre til at hjælpe hende i ny og næ....var det lige før hun faktisk troede på at projektet havde en chance for at lykkes.

Han så hendes glæde og kunne ikke lade være med at smile lidt.
"Dit humør er smittende. Men altså...Jeg har ikke sagt ja endnu! Som sagt er der flere ting at overveje. Jeg hælder nok mest til et nej, hvis vi snakker om børnenes sikkerhed. Desuden har jeg slet ikke tålmodighed til små tudeprinse" Det var rigtig nok. Næsten intet irriterede ham mere, end små grædende børn.
Men at prøve at lære dem noget kunne være en sjov...udfordring. Og han elskede udfordringer.
Han rejste sig op og lod blikket glide ned på sit glas.
"Ja...Jeg må hente noget mere..." han smilte let undskyldende. Men han fortrød det ikke. Den svage dunken af begyndende fuldskab beroligede ham i aften og derfor fik han hurtigt lyst til mere.

Han hentede en ny og kom snart tilbage og satte sig ved hende.
En kvinde kom hen til dem og smilte selvtilfreds ned mod dem.
"Kære herre! Er de ikke mere interesseret i en vildere pige? Du har snakket med denne hele aftenen, men der er ikke sket mere...Jeg kender en der kan opfylde hver af dine ønsker..." smilte hun og lod en hånd glide ned over hans bryst.
Sean smilte bare og så faktisk ud til at nyde det. Opmærksomheden i hvert fald.
"åh kvinde da..." sagde han og så på hende et øjeblik.
"...Jeg er skam tilfredsstillet og nyder nu et øjeblik, hvor min partner har lidt mere hjerne end til bare at sprede benene. Men tro mig, skifter jeg mening skal jeg nok finde dig" Kvinden så ret overrasket og lettere forfjamsket ud. Som om Sean havde sagt noget ret kompliceret. Så sendte hun Camille et ondt blik, vendte rundt og gik...

Men det sjove var ikke ovre endnu. For en mand havde åbenbart holdt øje med kvinden fra før...Og han var ikke just en fan af Sean.
Selv om han havde set dette sted som at punkt, hvor han kunne være i fred, bevægede manden sig nu alligevel hen imod dem...

Camille smilede et uskyldigt smil og sagde " tjaa...hvis det er en for stor mundfuld Sean, så forstår jeg det sørme godt.Ikke alle ynder at tage en udfordring op når den indeholder børn....det kræver sin mand" og så tog hun lidt at drikke.
Hun sendte ham afsted med et nik og et smil...og så ned på sin drink.Den var ikke en gang halvt tom, drak han ikke hurtigt denne aften? Det havde hun ikke lagt mærke til før , hvis det var normalt for han.Hun trak på skuldrene.
Sean kom tilbage...og således var en kvinde fra hans harem af beundre kommet over til dem.Camille fandtbhende ualmindelig anmasende og uhøflig.Og skulle lige til at fyre en svada af omkring hvad hun kunne gøre med sine talenter og den ged der stod og græssede, ude bag bed bordellet.Men Sean kom hende i forkøbet, og med røde kinder fulgte Camille ham.Selv om han helt givet havde nydt kvindens hænder, ned over hans bryst...blev hun godt og grundigt sat på plads.
Og forlod bordet....meget utilfreds.
" wow...hun var ikke...glad. Øhm....Tak" sagde hun og kigge på ham med store øjne, men inden hun kunne forsætte snakken stod et kæmpe brød af en mandsperson og stirrede skiftevis på dem begge.
" Hvad fanden er problemet med dig? Har du tænkt dig at lægge patent på alle kællingerne? Skal du bruge hende der til noget ? " han nikkede hånligt mod Camille "for ellers kan jeg godt blokke hende ud til nummeret større?!" sagde den lyshåret mand stift til Sean.
Camille kom til at vælte sin drink, der stille siv ud over bordet....og begyndte at dryppe ned af hende.

han grinte.
"Godt forsøgt" smilte han til hende.
Sean så roligt op på manden som kom gående og genkendte ham svagt...Hvor havde han mødt ham før? Tanken gjorde ham af en eller anden grund lettere nervøs...som om han havde noget at frygte af manden...
Og hans fornemmelser slog sjældent fejl.
Sean stod pludselig op og lod blikket glide over manden en ekstra gang. Han lignede pludselig en der var klar på at slås, hvis det skulle være.
"Hvad rager det dig?" snerrede han og viste nu hvor han havde mødt manden før...
Han havde engang slået elskede ihjel. En lille kvinde som lavede mere ballade end gavn. En af hans tre koner godt nok...Men vist også den han var gladest for. På det tidspunkt.
"Du har måske ikke nok i dem derhjemme? Eller er du på jagt efter en ny nummer tre? Tro mig, du kan godt lade hende her være. Hun er både for intelligent til dig og optaget" han greb fat i armen på manden.
"Samt ikke at forglemme en ven af mig. Spørg selv din kone hvad der kan ske...Eller..." han sendte manden et uforskammet smil.
"...Det glemte jeg. Det kan du jo ikke" han viste ikke hvorfor han ville irritere manden på den måde, hvorfor han gik direkte efter struben. Det var som om han ikke kunne styre sig.
Pludselig blev han opmærksom på hvor beruset han enlig var. Lidt for meget. Han var slet ikke van til så meget alkohol. Og hvor alkohol var, der var hans dæmoniske side også...
Da viste han at aftenen ikke ville slutte roligt. og han kunne intet gøre end lege med. Og han nød det...Desværre. Eller hvad?

Papirservietter blev i en hast fisket op af hendes taske, og istedet for sig selv begyndte hun at at duppe løs på bordet, for at få suget al det spildte op.
Hun fulgte med i samtalen på samme tid, og det kom godt nok bag på hende da det viste sig, at de var..bekendte.
Hmmm...sidst havde de også mødt en hvis far Sean have kommet til at slå ihjel.
Og nu....en kone? Hunnvidste snart ikke hvad hun skulle tro.
Hvad der var mest usmageligt, det med tre koner eller at dræben den ene.Ja ja...drabet naturligvis! Hun var jo ikke dum, men alligevel tre koner...det sled lidt i hendes lyst til at blande sig i samtalen.
Men de to mænd ænsede hende ikke nu, var opslugt af at føle hinanden til...psykisk.
Og Sean var virkelig....vred.Da han rejste sig op, så han truende ud...hele hans kropssprog, hans statur.....og Camille kunne se der skulle så lidt...bare et pust fra en vind til...så ville han nok lange ud efter manden.
" Sean...." hun kom næsten på benene lge så hurtigt som ham.
" Sean....lad os gå" bad hun indtrængende.Hun ville ikke have ham i uføre, ikke ud i kamp...
Hun var rørt over han prøvede at...måske beskytte ..hende lidt.Han havde da talt hendes sag.Men opgøret der løb af staben omhandlede så meget mere end den verbale insult.

Manden holdte sit blik fast på Sean.
" Nånådada...så nu har du...tøsepiger til at skulle beskytte dig hva!"

Camille hævede et bryn ved den bemærkning, det ville nok ikke hjælpe på at få Sean til at følge med hende.Hun tav...da det så ud som han havde mere at sige.Men istedet for st tale, trak deres fredsforstyrre en 30 cm lang kniv frem fra ryggen, op af sit bæltespænde, og pegede den direkte mod Sean .Hans stemme var lav og hæs da han talte...

" Din lille lort....den dag du besluttede at røre min kone, forseglede du din skide dødsdom. nu kan du vælge....Enten tager jeg hende med ...sørger for hun aldrig glemmer hvordan en mand skal være i sengen.Jeg vil bruge timevis på at vise og udpensle detaljer....græsk, fransk osv osv...hele kloden,....jeg tager ..din..veninde..med på en skide jordomrejse , forstår du det? - Eller jeg ender hendes liv ...nu og her...som du gjore med Myrna"

Inden Camille fik set sig om, stod hun med ryggen presset op imod manden, og en yderst skarpt knivblad holdt i spænd mod hendes hals.
Hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk....og hendes øjne udstrålede forvirring og angst, da de mødte Seans.Det hele gik lidt for hurtigt her...eller hvad?

Sean grinte, en truende og dyb latter man ikke først ville have forbundet med ham. Hvis ikke man, som nu, hørte den faktisk kom fra ham.
De omkring stående stoppede med deres gøremål for at se hvad der skete. Ingen brød ind, faktisk virkede folk mere spændte og nysgerrige, end som nogle der ville være dagens helt. Og Sean var også ligeglad. Manden her var hans...
"Hele jorden rundt siger du?" smilte han, som om tanken slet ikke foruroligede ham. Hvilket den vist heller ikke gjorde. Sean viste det ikke ville ske.
"Jamen lad os slås! Er det ikke det du vil? Menneske mod menneske. Drop hende...Eller vent, vi kan slås om hende! Den der vinder får både sejren og pigen...Og du har endda kniven, så helt bange kan du da ikke være? eller hvad?" smilte han udfordrende. Manden var et menneske og viste derfor ikke at han evt. ville komme til at slås mod en dæmon...en med mange flere kræfter end han selv kunne drømme om.
Men Han havde rigtig nok kniven...Førte han den rigtigt kunne Sean sagtens nå at komme til skade inden aftenen var slut. Men det hørte jo til spændingen, ikke?
Faktisk ville han mest af alt have Camille ud af banen, der var ingen grund til hun kom til skade begrund af hans dumdristigheder.
"Åh ja...Det glemte jeg...det var ikke at slås du kunne...det var at lyde så rapkæftet som muligt, mens du tager den ene kvinde efter den andet...Jeg havde helt glemt du ikke er stærk nok til dit eget køn!" det var ikke for at diskriminere kvinder, men for at trykke på de rigtige knapper i manden.
For han gik tydeligvis op i styrke, og gerne magt. så hvad kunne være mere irriterende end en der sagde noget andet?

Mandens øjne lyste arrigt.
" hele jorden rundt ja...med stop ved de særlige udsigtspunkter du, vi vil give os god tid...trækker turen ud og hvem ved, måske inviterer jeg et par venner med på rejsen"

Camille kunne ikke andet en få presset en lille lyd ud, da kniven blev holdt så stramt, så den næsten skar hende hud åben.

Seans ord var hånende og Camille håbede han vidste hvad han satte igang.Hun kunne fornemme mandens reaktion, mærke hvordan musklerne blev spændte i hele kroppen på ham, og spillede inden under hans tøj.Han lugtede fælt...brændevin og en dårlig...ost?

Så blev hendes øjne meget tryglende...nej...nej...havde han mistet forstanden Sean?
Han måtte da ikke...han kunne da ikke putte hende med som en pris i hans lille vædemål eller kamp? Hvad...nu...hvis...nej.nej Sean, tiggede hun med sit blik.

Manden var kobber rød i hovedet nu, og det var sku ikke flovhed der tyngede ham.Det var vrede.Hvad bildte Sean sig ind.At udfordre ham? nu ville han vise ham...prettyboy der...give ham en grund til at hige efter....tigge efter sit eget livs ende....

Ham så På Sean " din højrøvet lille skid....du har en deal.Noget sidste ønske inden jeg river dig fra hinanden?"

Så så han direkte ind i Seans øjne, og lod kniven trække over Camilles hals, i en skå bevægelse, så snittet bliv skråt ned af den.Det røde blod trængte hurtigt frem..små piblende bobler...der blev til dråber...der begyndte at løbe.
Han slap hende, og Camille sank om på gulvet, forvirret og med hånden mod sin hals.

Publikum, var begyndt at hviske..nogle gik...andre tøvede og de sidste glædede sig til mere.

Flængen var ikke dødelig...ikke endnu.Manden løftede kniven og lod sin tunge glide over skæret ..." uhhh lækkert. vil du smage ...hende?"

Sean mærkede den dybe vrede som bølgede gennem ham. Han fik et mørkt og dæmonisk blik, som almindelige mennesker nok mere ville tolke som vanvid. Han grinte vildt, helt ligeglad med mandens ord og reaktioner.
"Åh ja, hvis mig hvad du kan! En lille sving om for vores publikum!" han sendte Camille et hurtigt blik for at se hvor skadet hun var, men trådte så nogle skridt baglæns for at skabe noget mere plads som de kunne hoppe rundt på.
Publikum gav dem den plads de havde brug for, men gjorde ellers intet. Der var overraskende stille, kun lidt fnisen fra nogle ovre i den anden side af lokalet som var for fulde til at bemærke noget.
"Ja, hun må smage godt, ikke? Nu ved du hvad du går glip af!" snerrede han og inden folk kunne nå at se sig om, var Sean gået mod manden og sendte nogle slag og spark mod ham. Tanken var ikke at skade ham så meget, han ville bare afprøve ham og se hvad han kunne. Hvorfor ikke få så meget sjov ud af det som muligt?
Han greb en flaske på bordet og smadrede den så han nu også havde et våben. Hvad bedre var der end en slåskamp i menneskehøjde?
Det andet ville være for kedeligt...som dæmon kunne han jo knuse ham mellem to fingre, som en flue...
"Kom nu...vis mig hvad du kan! Kom ikke og sig du fortryder...jeg er bare en lille svans..." han manipulerede med manden og brugte sin evne til at fylde manden med mere vrede. Mere vrede som gjorde at han ikke kunne tænke klart eller holde overblikket...og som regl resulterede i et tab.

Camille kunne mærke en form for ubehag liste sig ind på hende.Det sveg på halsen og blodet på hendes hænder og tøj, virkede kvalmefremkaldende.
Hun var okay, som sådan...en smule svimmel men det var nok i den grad lige så meget choket som det var blodtabet, det var kun sparsomt.
Hun havde dog ikke kræfter til at forsøge stoppe kampen, det var nødvendigt lige at forholde sig i ro, for at give blødningen mulighed for at stoppe spontant, ellers skulle hun finde en nål og trå, og sy det selv.

Mandens øjne lynede i takt med Seans vanvittige blik, og han begyndte at tage nogle trin ...som han indledte en lille dans, en lille opførelse af Magtdemonstration, men også for at nerede sig.For ganske rigtigt angreb Sean, uden tøven og manden nåede ikke at parerer det første slag.Det ramte hans kæbe og rystede ham kortvarigt- imens spyt og blod beklædte luften der omgav ham. En hæs latter lød dybt fra hans svælg og det næste slag, dukkede han sig for så det missede. " Let the game begin" knurrede han og farede mod Sean og svingede sin kniv ud mod ham, med hensigten at ramme ham i brystet.
Han var kold...helt bedøvende ligeglad om det udyr af en mand...levede.Han skulle bare lide...og gerne dø, for al det lort han udsatte Myrna for.
Ja ja...han havde da haft to koner mere, men Myrna var den der var mest ....gavmild...ved sengetid...og den nyeste i rækken, såå.
Kniven synes at komme i kontakt med Seans tøj, men ikke tæt nok til at forvolde skade.
" Pis" vrængede han og sparkede ud efter Seans ben, for at sweepe dem væk.Hvis han bare kunne på idioten ned at ligge, så kunne han kaste sig over ham , og skærer ham op.