Markeds dag (åbent)

Sted: Markedpladsen ved udkanten af skoven
Tid: midt på formiddagen
Vejr: solrigt med en svag lun brise

Larlii var fuldt med da hendes forældre og bror var taget ind til markedspladsen. Hendes bror og hun havde taget deres fløjte og harpe med, som de havde lovet nogle af børnene for et par måneder siden.
Solen skinnede ned igennem trætoppenene, hvilket fik det til at glimte på pladsens brosten. Larlii var klædt i en forårs grøn kjole, brune sko og hendes lysehår hang løst. Valdar var klædt i en mosgrøn skjorte, brune bukser og sko, hans hår var skulderkort og ligeså lyst som sin søsters.
Da da ankom havde en større børneflok samlet sig ved markedets danseplads og tog jublende imod dem. Larlii og Valdar log og satte sig ved det lille springvand på midten, hvor de begyndte at spille forskellige sange som børnene dansede til. Til nogle af sangene lod de deres stemmer fylde luften, mange af børnene sang også med. Og snart havde nogle af markedets handlende og gæster samlet sig i kanten eller på dansepladsen.
Et par af de faste markeds gæster, som havde egne instrumenter med, sluttede sig til Larlii og Valdar.
Larliis stemme var som nattergalen...

En skikkelse stod i udkanten af markedspladsen. Bag denne i skyggerne stod der flere andre. Ale afventende. "Kaptajn. Skal vi til markedsdag?" spørger en af skyggerne og træder frem. En mand midt i fyrrerne kommer op siden af den højere skikkelse. Kaptajnen var Seuzan Patrick Leigan. En pirat i hjerte og sjæl. Seuzan så på sine mænd og så ud på pladsen. "Ingen drab. Vi er her for at handle med elverne. Jeg ville helst ikke skulle flygte og kæmpe mig vej gennem skoven." sagde han advarende og der lød en brummen til svar. De gik forbi ham og ud på pladsen. Trods de gjorde deres bedste stod de ud for gruppen af indfødte. Seuzan gik hen mod springvandet og lyttede sangene og musikken. Med hovedet på skrå så han på elverne der var musikerne. Børn dansede rundt foran ham. Blikket gled rundt omkring og hvilede på boderne.

Med lette skridt gik han hen til en bod der solgte frugt og kikkede på varerne mens blikket hvilede sidelæns på børnene. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set så glade børn. Der var ikke mange på den ø han kom fra.

Et par af børnene kom leende hen til Larlii og trak hende let i kjolen. Hun var midt i en sang og smilede til dem imens hun forsatte med at synge. Med et blik til sin bror som smilede med øjnene, rejste hun sig og begyndte at danse rundt sammen med børnene, alt imens hun forsatte med at synge og spille harpe. Kjolen bølgede rundt om hende, og slidserne i siderne viste hendes ben op til knæet.
Sangen sluttede og børnene tikkede Larlii om at synge en anden. Larlii lo og gik hen til Valdar og de andre musikanter. De snakkede lidt sammen og blev enige, hvorefter Larlii lagde sin harpe og gik ud til børnene.
Her begyndte musikken til sangen "True Colours" og Larlii sang imens hun dansede. Mange markeds gæster sluttede sig til børnene og Larlii
Ved omkvædet, faldt både børn og markeds gæster ind:
"But I see your true colors shining through
I see your true colors
And that's why I love you
So don't be afraid to let them show
Your true colors, true colors... are beautiful
Like a rainbow"

("True Colours" af Celtic Women - sangen er på fældes sproget)

Han lyttede til sangen og nynnede med til den sidste. Langsomt nærmede han sig gruppen og så på de to elvere der var midtpunktet. "Du synger godt. Noget du har lært?" spurgte han roligt og så på børnene. Han sendte dem et smil og så igen på de to elverfolk. Han hvilede en hånd på hoften og tippere hovedet på skrå. De grå/blå øjne var rolige og vinden tog blidt i hans løse teøje. Halskæderne kunne ses og i deres mange farver skinner i solens lys. Man kunne se han var vant til varme og havet. Huden var letter solbrun og håret var karseklippet og blond.

Rundt omkring kunne man se de andre pirater stå ved boderne og kikke på de fine varere. De havde deres egne penge med og måtte købe hvad de ville for beløbet. Så længe de ikke brugte alle pengene på unødvendige ting.

Larliis krop var langsomt blevet mere anspændt efter sangens afslutning og da manden bag hende begyndte at tale, snorrede hun rundt i en blanding af overraskelse og forsvar. Det så tydeligt at hun ikke var tryk ved situationen, også fordi hun begyndte at trække sig baglænds hen imod sin bror.
Valdar havde fuldt manden med blikket og så snart sangen stoppede, havde han lagt sin fløjte ved siden af harpen og gik hen ved siden af sin søster, hvor han lagde en hånd på hendes venstre skulder. Uden at tage blikket fra manden, talte han til hende på elvisk.
"Rolig søster. Hvis der bliver problemer, er forstærkningen ikke langt fra os." Han gav hendes skulder et klem, inden han forsatte på fældessproget til manden.
"Jeg er bange for at min søster er lidt nervøs omkring fremmede. Hvad angår hendes sangstemme, så er den medfødt. Et talent som er gået i arv igennem vores familie." Imens Valdar havde talt havde de begge diskret set manden an. Børnene var begyndt at blive lidt urolige og nogle af dem samlede sig omkring Larlii, imens de spurgte om hvad der var galt? Larliis krops holdning, som indtil nu havde været anspændt, ændrede sig da hun så ned på børnene. Hun knælede ned og lagde sine hænder på kinden på to af børnene.
"Jeg blev bare overrasket over at denne mand var kommet så tæt på. I har intet at frygte. Hvis i vil, må i gerne prøve harpen." Børnene jublede og lo imens de løb hen til springvandet, og kort efter lød der et virvar af forskellige toner fra harpen. Børnene lo, grinede og spring glade rundt imellem hinanden.
Larlii rejste sig langsomt op, imens hun trak vejret langsomt og dybt. Da hun pustede ud og vendte sig imod manden, havde hendes krops holdning og ansigt ændret sig til et mere neutralt og afslappet aspekt.
"Jeg beklager, hvis jeg på nogen måde skæmte dem." Valdar smilede skævt af sin søster, som sendte ham et bestemt blik, inden hun igen så på manden.

Med let rynket bryn så han på deres samtale. Få af hans loyale så op og hen. Deres blikke var undersøgne. "Jeg beklager hvis jeg forskrækkede dem, frøken. Vi er vant til at være stille, kommer med faget og arbejdet." sagde Seuzan og bøjede hovedet i respekt og undskyldning. 'Medfødt evne? Det er sikkert en sjælden evne' tænkte han for sig selv mens ansigt var neutralt. "Det er ihvertfald en smuk stemme." sagde han og så hen mod børnene. Deres latter var smittende og et blødt smil spredte sig over det vejrbidte ansigt.

En af mændene fra hans besætning kom hen og hviskede noget i hans øre. "Vi kan ikke blive for længe. Vi må finde Rex Lee før han forsvinder igen. " mumlede han på deres sprog og så på sin kaptajn. "Måske ved de noget." mumlede han til svar og vendte sig mod søskendeparret? [color=#0099ff]"Vi er her ikke for at skade nogen. Vi er på jagt efter en ung pirat. Han hedder Rex Weed Lee. En vareulv med dårlig maner og er utæmmelig. I skulle vel aldrig have set ham?"/color] spurgte han lavmælt så børnene ikke kunne høre det.

Larlii og Valdar rystede begge på hovederne ved spørgsmålet fra den sidst ankommet mand. Det var Valdar som svarede.
"Desværre ikke. Vi kommer kun her et par gange om måneden, og for det meste er det børnene vi er her for." Imens Valdar talte, drejede Larlii hovedet med et ryk over imod skoven. Hun stirrede stift uden at røre på sig et halvt minuts tid, hvorefter hun blinkede et par gange, så på Valdar, der så afventende på sin søster, som om han vidste at hun havde modtaget en form for besked, og rystede på hovedet. Derefter så hun på de to mænd med et smil som var en anelse akavet.
"Jeg tror næppe på at skoven, ville tillade et sådan væsen i at vandre rundt, uden at vi ville vide det. Men naturligvis vil vi holde øje efter det." Hun opfangede en lille svag skygge som bevægede sig rundt oppe omkring det øverste af træernes stammer omkring et par meter inde i skoven, og havde en anelse om hvad der holde øje med hende. Men hun ville ikke skræmme børnene.

"I ville blive overrasket hvad han kunne slippe afsted med." knurrede Seuzans højre hånd og luntede væk. Den ældre skytsengel rystede let på hovedet og så på søskendeparret. "Jeg kan regne ud I ikke ser pirater her ofte?" Spørgsmålet var mildt og roligt. Holdte dog også en anelse konklusion. Det var hellere ikke ofte han så elverfolk eller andre væsener der boede helt ind på fastlandet. Han brød sig ikke om fastlandet, men han gjorde det når det kom til forrædere eller dem skulle dømmes gennem deres egne love. Han gav et lille suk fra sig og kørte en hånd over det ekstrem korte, blond hår. "Det forbandede rygter. Intet er sandt nu til dags når det kommer til vores slags." brummede han udmattet og så sig om. Hans mænd stod sammen i grupper og kiggede på de to søskende med nysgerrige blikke og en mumlen mellem dem.

Taliia kom gående ind på markedspladsen og fik øje på sin kusine og fætter, som stod i samtale med en eller anden mand. Hun syndes der var noget bekendt ved manden, men kunne ikke sætte ord på hvad det var. Hun skød tanken tilside og glædede sig over at hun ikke behøvede at vente længe for at se de to hun var taget den lange vej for.
"Larlii! Valdar!" Selv om hun var nogle meter væk, kunne hun ikke dy sig fra at kalde på dem. Smilet var skævt og øjnene var letter drillesyge, men hun viste at hendes kusine ville være ligeglad. Hun gik med faste skridt over imod dem. Hendes lange grønne kofte med hætte flagrede rundt om hendes ben imens hun gik. Det var kun når hætten løftede sig en smule, at man kunne ane de to lange dolkeskæfter. Da hun var omkring halvanden meter fra dem, åbnede hun armene i en venlig gestus.

De vendte begge ansigtet i retningen af stemmen, og Valdar begyndte at smile. Larlii smilede stort og måtte blinke nogle gange.
"Taliia!!" Larlii løb hende i møde og da Taliia åbnede sine arme, kastede Larlii sig ind i hendes farvn i et knus, imens hun talte på elvisk.
"Hvor har jeg savnet dig. Det er næsten et år siden vi sidst så dig. Hvordan går det? Hvordan har du det?" Ordene blev ved imens hun så op på sin kusine. Valdar var begyndt at le, da Larliis ordstrøm begyndte. Han vidste at hans søster savnede sin kusine, selv om hun enlig var udstødt af familien for sit valg af liv. Men på en måde forstod han hende godt. Taliia havde altid være anderledes end de andre. Noget hun havde brugt, da de var børn og Larlii havde haft problemer med nogle af drengene. Taliia havde altid været der for Larlii.

Med hævet øjenbryn stod puraten og så på. Denne unge kvinde så ud til at være alt andet end en her fra skoven. Ligner en kriger, men virkede også ung. De mørke øjne skannede hende og søsteren. "Kusiner?" spurgte han og tippede hovedet. Hans folk stod og klukkede ved synet. Det var tydeligt at de var tætte. "Minder mig om Seuzan og hans yndling." brummede en og en kvindelig pirat nikkede til svar. "Unge Daken fulgte ham overalt." Seuzan vendte sig mod dem med en knurren og der blev stille, men hele besætningen havde et smil på læberne. Åh, de kunne vente sig. Han rettede blikket mod de tre elvere. "Såh. Navnene er Larlii og Valdar. Og så Taliia." sagde han og satte en hånd på hoften. Sværdet glimtede i solen og daggerten blev presset mod lænen.

Valdar nikkede smilende.
"Ja, vores kusine. Hun kommer på besøg en gang imellem her og det er omkring et år siden hun sidst var her. Hun blev desværre udstødt af familien som ung, og har måtte klare meget på egen hånd." Valdar så undersøgende på manden. Nu hvor han tænkte over det, så mindede hans holdning om den Taliia have fået igennem de sidste halvtreds år. Kunne det tænkes at han stod og talte med en pirat? Han havde aldrig glemt den første gang Taliia var kommet og havde fortalt, at hun havde droppet sit erhverv som handelskvinde til fordel for livet som pirat. Han og Larlii havde dog været fornuftige nok til aldrig at nævne noget til familien. De ville være brudt sammen af skam over at et tidligere medlem havde valgt den sti.
Han tog chancen med sit spørgsmål og så på manden med et skævt smil på læben.
"Kunne det tænkes at du og dine folk er pirater? Og hvis du ikke er for nervøs, så vil vi gerne kende dit navn til gengæld." Ud af øjenkrogen kunne han se at Taliia og Larlii var kommet tættere på.

Taliia og Larlii var stadig i samtale, da de nærmede sig Valdar. Og da Valdars spørgsmål om pirater nåede hendes øre, løftede hun hovedet med et ryk hvor med hun så direkte ind i mandens ansigt. Hun standsede med et gisp, da rygter og fortællinger om bedrifter, samt beskrivelse af en bestemt pirat samlede sig i hendes hoved og gav hende et billede af manden som stod foran dem. Hendes stemme var lettere nervøs.
"...Seuzan..." Hendes ene hånd røg om på ryggen og lukkede sig om den ene af de lange dolke, men standsende der. Hun var jo ikke blevet angrebet. Men hun lod hånden blive hvor den var indtil hun var hel sikker på at han ikke udgjore en fare for hendes kusine og fætter.
Hun havde hørt så meget om denne pirat, og hun var sikker på at manden var denne pirat. Selvfølgelig kunne hun tage fejl, men hun tvivlede på det.
Valdar hørte nervøsiteten i Taliias stemme og bakkede hen til dem, uden at tabe manden af syne. Hans stemme var fast da han talte.
"En som du kender?" Taliia rystede lidt på hovedet, stadig med øjnene på manden og hans folk bag ham.
"Har hørt en masse om ham, men aldrig mødt ham personligt. Men min kaptajn har hørt om ham."

Seuzan så skiftevis mellem de tre parter. "Navnet er Seuzan Seastormer Patrick Leigan.Og ja jeg er pirat. Blandt de ældste tror jeg. Har sejlet på havet i mange år." sagde han roligt og hans folk så på de med rolige øjne. Han så på kusinen. "Og din kaptajn skulle aldrig være Vivian, vel?" spurgte en af hans nærmeste og kom op på siden af Seuzan. Seuzans afslappede holdning beroligede besætningen, men enkelte af hans bredere mænd så på Valdar og Taliia med vagtsomme øjne. "KOrt spørgsmål. Er du bange for vores kaptajn?" Alan, en vareulv og hans Boatswain kom hen og havde hævet sine øjenbryn. Seuzan lod blikket glide rundt. Folk var stoppet op og så på dem. Dette her ville Rex sikkert høre. "Hvad med at vi gik et stille sted hen og snakkede?" spurgte han lavmælt og så sigende på børnene der alle stirrede bange på dem. "Spred jer og gå tilbage til Resolute. Quatermaster gå med dem. Boatswain og First Mate bliver." sagde han og langsomt forsvandt de andre. Alan og Jako, også en vareulv, blev bag Seuzan.

En stram elvisk tone kom over fra skovbrynet.
"Larlii. Valdar. Kom her." De vendte begge blikket imod skovbrynet og så at deres forældre stod der. Begge med et meget stramt drag i ansigtet, de havde set Taliia. Larlii skukkede, gav Taliia et knus inden hun hentede harpen og fløjten, samt undskyldte overfor børnene at de var nød til at gå. Valdar ventede til Larlii gik over imod forældrene, inden han nikkede kort til Taliia. I blikket var der lovning om at de ville mødes næste gang hun kom i nærheden. Derefter gik han over til sin familie og sammen forsvandt de ind i skoven.

[out]

Taliia kunne ikke lade vær med at sænke hovedet ned imellem skulderne, da hun hørte tonen i den stemme, som kaldte på hendes kusine og fætter. Det lovede ikke godt for de to. Hun sukkede og gengældte knuset inden hun lod Larlii gå. Hun holdte forsat øje med Seuzan og hans folk, imens hun også så efter sin sidste forbindelse til det der en gang havde været hendes familie. Da de var forsvundet, lod hun hånden slippe skæftet og satte den i hoften i stedet, imens hun så rundt på dem som var tilbage sammen med Seuzan.
"Nå... Men det var de spørgsmål.." Hun smilede en smule drilsk.
"Ja, min kaptajn er Vivian. Og hvad angår jeres kaptajn.. Tja.. Jeg ved ikke helt om jeg bare er forsigtig eller om det bare var for at beskytte min kusine, at jeg reagerede som jeg gjorde. Og det sidste. Jo vi kan godt finde et mere fredeligt sted at snakke. Min grundt til at være her, forsvandt lige før." Hun kastede et sidste blik imod skoven og rystede en smule på hovedet, inden hun igen så på gruppen, idet hun begyndte at drejede sig for at gå i den retning de andre pirater var gået i.
"Hva så? Skal vi smutte?." Hendes blik og smil var igen lettere drilsk. Da hun havde drejet sig en smule, kunne man lige ane et af skæfterne under hætten.

"Du ville ombord på Resolute?" spurgte Jako og rynkede brynene. Seuzan fulgte efter hende mens Alan holdte sig to skridt bag ham. "Er det klogt at tage hende med ombord? Vores rekrutter og vores eneste kontakt til kaptajn Raco." mumlede den ældre vareulv og så på hende. Seuzan trak på skuldrene. Han var faktisk i tvivl, men hvad kunne han gøre. "Taliia. Hvordan er din kaptajn? Får I nok bytte for tiden?" spurgte han og kom op på siden af hende. Hans høje skikkelse ragede et stykke op over hende. Hans skridt var længere end hendes, nok på grund af højde. Byen gav efter for skovene og hvis man lyttede længe nok kunne man høre mågeskrig. Duften af skov var der og en undertone af hav. Han savnede havet, men var nød til at rejse indland indtil han fandt Rex Lee eller hørte nyt fra Raco Fire.

Hun så på den første der talte.
"Det kommer an på om i stoler nok på mig til det. Ellers kan vi sætte os i en lysning eller ved strandkanten." Hun hørte godt at der blev talt på et andet sprog, et hun ikke kendte. Men det var jo det samme når hun talte sit eget sprog, så hun tænkte ikke mere over det.
Da Seuzan spurgte hende om hendes kaptajn og deres bytte, drejede hun hovedet en smule og hendes brune øjne spillede.
" Hun er skam god nok. Jeg kender hende fra mine dage som handelskvinde i Aquerne. Jeg har kun været pirat i de sidste halvtreds år. Hvad angår bytte, så ja, vi får en god del og det hjælper også at sælge de fanger vi får." Hun klukkede af latter, da hun huskede hvordan det havde været de første par gange. Vivian havde ikke været helt glad for Taliias modvilje for drab, men det var gået i sig selv igen, da Taliia vise en god profit med salg til de forskellige slavehandlere.

"Raco slår kaptajn Vivian så meget angående salg af visse vare." mumlede Jako og grinede sammen med Alan. Seuzan sendte dem et advarende blik og så på Taliia. "Strandkanten lyder fint." sagde englen og trådte ud fra skovkanten.

Ude i bugten lå et stort Man O War ankeret. Langbåde roede mod skibet fyldt med mænd. Boatswain-fløjten lød og Seuzan hævede en hånd. Resolute er temmelig stor i forhold til de fleste Man O War. Det gjorde den også tungere. Der var altid en risiko for at andre pirater til at vælge dem som mål. Skibet havde mange kanoner og et stærkt skrog, men en flåde kunne den ikke klare. Seuzan sørgede for det meste for at de havde en eskorte til de svære missioner.

Taliia drejede smilende hovedet og så på manden som havde mumlet, hendes hørelse fejlede intet.
"Ham har jeg også hørt en smule om. Og det skulle ikke undre mig om du har ret." Hun så ud på skibet som lå ankeret og fløjtet imponeret. Hun kunne godt forstå hvorfor nogle af rygterne sagde at Seuzan var så berygtet, når hans skib var så stort og kraftfuldt. Hun kunne også godt forstå hvorfor Vivian blev gal når nogen fra besætningen snakkede om at blive overflyttet til hans skib. Vivians skib var lille i forhold til dette skib. Men hun var nu enlige ret glad for det lille skib, men hvis der blev mulighed for at prøve noget nyt, tog hun glædeligt imod det.
Hun satte sig i sandet. Hun kunne ligeså godt bruge tiden sammen med disse mænd, der ville alligevel gå en halv dags tid før Vivian kom forbi og hentede hende. Hun så rundt på mændene med et smil.
"Nå mine herre. Hvad skal vi fordrive tiden med?"

"Syntes du vores er stort. Vent til du en dag møder Black Breath." sagde Joka og kastede sten i vandet. Seuzan satte sig på en stor sten og så på den yngre elver. "Det kommer an på dig. Har du noget spændende at fortælle, eller vil du hører om Seuzans mentor?" spurgte Alan og grinede, men ømmede sig da han fik en håndfuld sten i baghovedet. Seuzan knurrede og stirrede ud mod havet. "Raco er ikke den type man snakker op, men det er bedre at møde ham." siger englen og piller skaller op af sandet. Han vendte en mellem fingrene. Dens blålige skær have fanget hans blik og mindede ham om Racos øjne.

Vandet svulpede op på stranden og ramte Jokas bare fødder. Han satte sig så vandet skyllede indover hans ben. Seuzan så på sandet og hen på Taliia. Blikket var roligt og undersøgene.

Taliia så over på ham, som kastede med sten i vandet og svarede smilende.
"Ja, hun er stor i forhold til The Lady, som Vivian fortrækker at kalde skibet." Hun bøjede hovedet en smule tilbage, nød solen på ansigtet og snusede kraftigt ind for at få duften fra havet i lungerne. Endnu en mand talte og Taliia grinede så det røde hår bøljede i luften.
"Jeg ved skam ikke hvad du mener med spændende. Noget jeg dog kan fortælle er at jeg har handelsstedet "Red Arrow" i Aquerne. Så hvis I besøger det, skal i bare nævne mit navn. Og min bestyrer vil have særlige priser til jer." Hun drejede hovedet lidt på skrå og så smilende over på manden, som nu ømmede sig.
"Men jeg vil gerne høre høre om denne mentor." Hun bøjede hovedet længere tilbage og så på Seuzan med et drilsk smil og glimt i øjnene. Hendes hår bredte sig ud i sandet, sådan som hun nu sad og så omvendt på ham. "Hvis kaptajnen ikke har noget imod det."

Jako og Alan så på deres kaptajn. "Raco Dastan Fire er min mentor og blandt det mest hensynsløse kaptajner, ifølger rygterne, men lær ham og kende og han er utrolig loyal og rolig. Jeg sjelde under ham i hvad..300 år. Lærte mig alt om havet." sagde han og smilte skævt. Raco var en formidable pirat og var ikke bange for at gå efter de store skibe. "Og det er rigtigt sjovt når Black Breath og Resolute arbejdr sammen og de store mål." sagde alan og satte sig ned i sandet. Lænede sig bagover på hænderne og nød solens stråler. Seuzan rynkede brynene og stirrede ud i luften. "Tak for tilbudet med din handelssted. Det ville vi med glæde huske." Indskød Jako og smilede stort til Taliia. En båd kom op på land og en mørkhudet mand kom hen imod dem med faste skridt. Seuzan kom på benene og stod afventende. Jako udstødte en bekymret lyd og rynkede brynene.

Taliia lyttede meget intresseret og mærkede sig at Seuzan havde sejlet under sin mentor i 300 år.. Hun spidset munden tænksomt. Hvis han havde sejlet så længe med mentoren, hvor længe havde han så selv sejlet? Hun flyttede sig så hun sad med siden til Seuzan, senkede øjenlågende halvt og undersøgte ham diskret. Hun havde hørt så meget om ham, men intet havde nævnt noget om at han var så roligt og velballanceret. En af de andre begyndte at tale og hun drejede hovedet for at se på ham. Da han havde talt færdig, grinede hun.
"Dét tror jeg gerne på. Folk plejer at blive paniske når to eller flere skibe slår sig sammen om en opgave." Hun sendte Seuzan et diskret blik inden hun igen drejede hovedet imod den næste som takkede hende. Hun smilede og blinkede drilsk til ham.
"Det er og har altid været sjovest at handle med pirater. De andre folk har ingen humor." Hun hørte lyden af en båd som kom på land og så i retningen. Da ham hun havde talt med tilsidst udstødte en bekymret lyd satte hun sig på hug, klar til lidt af hvert. Hendes hænder hvilede svagt på hendes hofter, klar til at fange sine lange dolke hvis det blev nødvendigt, selv om hun måtte indrømme at hun var i undertal.

"Kaptajn Seuzan. Jeg bringer nyt fra din mentor." sagde manden og så på Taliia med mistroiske øjne. Den yngre mand trådte hurtigt ind. "Luca mød Taliia. Taliia. Dette er Luca. Racos ældste og mest loyale mand. Quatermaster på Black Breath." Jako og Alan stod lidt fra dem, men slap ikke den ældre af syne. "En fornøjelse, madam. Seuzan. Kaptajn Vivian er på færde og afbrød en jagt. Den båd er vigtig at få fat i!" luca så hårdt på den høje og yngre engel. Seuzan så hurtigt hen på Taliia. "Hun sejler for Vivian. Vi kan ikke gøre noget lige nu!" knurrede han og rynkede selv brynene. Luca så hen på elverkvinden og rystede på hovedet. Han gik ned til vandet og stod med ryggen til dem. Jako og Alan så mellem hinanden og så på Seuzan. Det næste afhang af hans ordrer.

Seuzan stod og kikkede ned i sandet. De mørke øjne var smalle og fjerne. Han kunne ikke gøre eette. Ikke fair overfor Taliia eller nogen anden. "Han flår mig." mumlede han og rystede på hovedet tungt. Han var stadig ung og havde stadig brug for Racos hjælp og sommetider beskyttelse.