Markeds dag (åbent)

Taliia rejste sig langsomt og fjernede hænderne fra hofterne. Hun bukkede let, da hun blev præsenteret for den mørkhudet mand."Vivian skulle gerne ankomme her til aften. Det er den aftale jeg har med hende, når jeg besøger min fætter og kusine." Hun kunne fornemme noget var galt, men hun kunne ikke tyde om det var godt eller skidt for hende at være her. Og hun var afgjort ikke tryk ved den måde Seuzans folk så på hende. for så at se hen på deres kaptajn.
Hun sukkede indvendigt. Uanset hvad der skete som det næste, så var hun nød til at acceptere det. Godt nok var hun hurtig af en elver, men hun var ikke sikker på at det ville være nok over for disse folk. Derfor rankede hun sig og stod afventende, imens hun mentalt forberedte sig på det værste. Hendes øjne var stadig venlige.

"Vi ville glæde os til at møde din kaptajn." sagde Seuzan og så advarende på Luca. 'Det er nok bare en misforståelse' tænkte han og kørte en hånd gennem håret mens han så på Resolute. "Kunne du tænke dig at komme ombord på Resolute?" spurgte han og vendte sig mod Taliia. Han kunne ligeså godt takle den head-on. Og han var nødt til at stole på hende, desuden der var noget ved hende han ikke kunne forklare. Han drejede rundt og begyndte at gå ned mod havet. Luca sad i langbåden og ventede. Seuzan gav et pift. De to vareulve sprang op i båden og sad og puffede til hinanden i sjov. Han rystede på hovedet og vadede ud til båden. Vandet gik ham til skinnebenet og et kig over skulderen på Taliia. Han ventede på om hun ville. Han ville blive hvis hun ikke ville, men hun var velkommen.

Bådfløjten lød igen og denne som en advarsel. Han så på Resolute og så rundt. Længere ud kom en flok piratskibe imod dem. "For helvede!" snerrede han og så på Taliia med et blik der viste vrede og had til dem der angreb ham. "Nåh?"

Der var et eller andet galt, så meget forstod Taliia. Men noget sagde hende at det havde med hendes kaptajn at gøre. Hun overvejede hvad hun kunne gøre for at der ikke skete en misforståelse. Der var et eller andet ved Seuzan hun ikke kunne sætte ord på, og hun var nysgerrig efter at lære ham nærmere at kende. Talia skyndte sig ned til båden og hoppede ombord. I det hun satte sig, stak hun hænderne om på ryggen og trak begge langdolke, hvorefter hun vendte dem rundt og rakte dem frem til Seuzan med skæfterne først.
"Jeg kan mærke der er noget galt, og I er i tvivl om I kan stole på mig eller ej. Disse dolke er de eneste våben jeg har på mig. Jeg vil følge jeres ordre så længe I finder det nødvendigt." Hendes ansigt var venligt med også alvorligt. Hun var ikke helt klar over hvordan hun skulle komme i kontakt med Vivian, men det måtte vente til der kom mere ro over sagerne. Lige nu, så det ud til at de måtte væk.

Jako tog sværdene mens Seuzan skubbede båden ud i vandet. Svang sig ombord og tog de åre længst mod forstavnen. Luca havde taget dem tættest på de tre andre. "Ro til!" kaldte Alan og de to ældre satte fødderne imod bunden af båden. Med hvert åretag gled de hurtigere frem.Seuzans blik hvilede på Resolute der havde sejl nede og kanonerne var kommet frem. Gruppen af skibe var en blanding af fregatter, brigs og enkelte kanonbåde. "Alle mand, hold fast!" brølede Seuzan da kanonbådene kom imod dem. Bådsfløjten gav lyd fra sig igen og den enorme Man O War gled gennem vandet med overraskende fart for dens størrelse og gled mellem langbåden og de angribende skib. Der kom snore ned som de fire man bandt fast til langbåden. Seuzan så på Taliia. "Hvor holder din kaptajn til? Du kan ikke vente på hende her." sagde han mens de blev trukket. Seuzans Quatermaster kiggede ned. Han var mørkhudet og havde dreadlocks. Hans gyldne øjne så ned på dem og han åndede lettet op da han så sin kaptajn, boatswain og First Mate i sikkerhed. Sendte et nysgerrigt blik mod Taliia.

Taliia var overrasket over hvor hurtigt det hele gik. Det ene øjeblik lå skibet stille og det næste var det imellem dem og de angrebende skibe.
"Hun snakkede noget om en landsby omkring en halv dags rejse nord på. Men jeg er ikke sikker. Vivian kan også nemt have fundet på at tage syd på. Hun har inden for de sidste 5 års tid haft svært ved at bestemme sig for en bestemt retning eller bestemmeles sted. Jeg har før oplevet at jeg måtte til Aquerne, for at finde hende og The Lady." Hun så op og fik øje på en mand som så nysgerrigt på hende. Hun sendte ham et venligt smil og nik. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun havde et par gange tænkt over om det var muligt at finde en ny kaptajn at gøre tjeneste ved. Særligt efter de sidste to gange, hvor Vivian havde sendt hende og en gruppe i land for at plyndre eller handle og de så måtte vente flere timer på at det passede hende at vende tilbage efter dem. Hun vidste at der ikke skulle meget til før hele besætningen overvejede en ny kaptajn, men alt dette var naturligvis ikke noget man diskuterede åbent.

Seuzan styrtede hen til roret og overtog det. "Få alle sejlene fri og gør klar til kamp. Kanonmandskab, på jeres poster!" brølede og hans mænd styrtede rundt for udføre hans ordrer. Jako kravlede hurtigt op i masterne og ud til sejlene sammen med hans mænd. Alan fik hurtigt kanonerne klar mens Quatermasteren gik op og stillede sig på højre side af Seuzan. Sejlene var nu alle ude og Seuzan snurrede roret rundt for at undslippe. Vandet stod op om siderne på Resolute da kanonerkugler ramte vandet ved siden af skibet. Jako klamrede sig til masten og rebene. Mange var anspændte, de kendte Seuzans regler. Han kunne ikke dræbe på grund af hans race, men han sårede dem stadig. "Taliia. Er du okay?" brølede han, mens vinden ændrede sig, så den var i deres favor. Det begyndte at blæse op og skyer kom ind over dem. Seuzan så op og rynkede brynene, idet begyndte regnen at sile ned. Piskede mændene og kvinderne i ansigtet. Den ældre Skytsengel pustede ud og rystede på hovedet.

Taliia sørgede for ikke at være i veje for mændene. Hun så rundt efter noget at lave, og reagerede af ren vane, da hendes navn blev råbt.
"Ay, kap!" Hun så sig rundt igen, mændene havde virkelig styr på tingene. Dette var noget helt andet end The Lady. Hun så op imod det sted hvor Quatermasteren plejede at stå, ved kaptajnens højre side.
"Quartermaster, ordre?" Vinden greb hendes hår og løftede det væk fra hendes ansigt.

"Vi skal have sikret vores last. Hjælp under dæk." Seuzans Quatermaster pegede mod lugen til under dækket. Under dækket var der en blanding af kaos og orden. Kanoner stod hvor de skulle, men lasten rullede rundt. Mænd prøvede at få fat i tønderne så de ikke ramlede ind i kanonmandskabet. Seuzan og de andre kunne ikke hjælpe da de skulle holde Resolute sikker på havet. Kaptajnen kæmpede lige nu med at holde skibet oprejst under de høje bølger. Bølgerne skyllede ind over skibet og besætningen blev gennemblødt hver gang. Seuzan var også ret våd selv. Skjorten klæbede sig til hans bryst og regnen piskede ind i hans i hans ansigt uafbrudt. Øjnene blikkede konstant og Quatermasteren stod ved hans side som støtte og læ.

"Ay, sir." var alt hvad Taliia svarede inden hun sprang ned i last rummet, lige tids nok til at standse en tønde i at rulle med fuldkraft ind i en ung mand, som var faldet og lå op imod vægen. Hun skyndte sig at sikker tønden og rakte derefter en hånd til den unge mand.
"Er du okay?" Taliia rykkede hurtigt ind foran den unge mand, og skærmede ham for et par tønder, som ramlede ind i hendes ryg. Hun bandede på elvisk bag sambidte tænder, inden hun vendt sig om og greb fat i begge tønder inden de nåede at rulle videre.

Fjendens skibe fulgte dem stadig og piraterne kæmpede for at holde sig fast. Ingen ønskede en svømmetur. De klamrede sig fast mens regnen piskede ned. Man var nød til at råbe for at kunne høre hinanden. Under dække var det ikke bedre. Kanonmandskabet havde sluppet kanonerne og rendte nu også rundt efter tønderne. Mange kom til skade og dog var mange glade for at denne unge elver hjalp dem. Hun havde reddet Jonathan fra at blive mast. De stærke vareulve løftede tønderne ned i den ene end af dækket hvor andrede surrede dem fast. Denne last var det eneste de havde tilbage.

Taliia så sig rundt efter at de havde sikret lasten. Hun så en del som var kommet til skade. Hun sukkede indvendig og ville ønske at hun havde udviklet sine healingsevner bedre. Men hun kunne altid hjælpe med at forbinde og passe de såret.
"Lad mig vide hvad jeg kan hjælpe med. Jeg har lidt evner med healing."

Seuzan fik endelig skibet ud på roligere vand og hans Quatermaster skyndte sig under dæk. Han så på Taliia og nikkede. Man kunne stadig høre regnen og de fjerne tordenbrag. "Få de sårede tjekket igennem. Alle der kan heale eller hjælpe ville Seuzan være taknemmelig for." brummede den høje og brede mand. Han gik selv rundt mellem mændene. Mange var glade for at være sluppet ud af stormen i live. "Vi kan takke Seuzan for hans evner som kaptajn." mumlede en vareulv og lod sig tjekke af skibets læge. Skibslægen brummede enigt og så på Taliia. "Gider du tjekke vores Riggers ovenpå? Normalt er deres hænder rå og blodige efter sådanne en tur her." sagde den ældre falden engel og sendte hende et spørgende blik. Mænd, der stadig havde kræfter til at bevæge sig, kæmpede sig på benene og kravlede ud i den frie luft. Der hjalp de Riggers og kanonmandskabet. Jako kom ned fra masten som den sidste og stavrede hen til Alan. De to venner satte sig med ryggen mod hinanden. Seuzan stod ved roret og blikket hvilede på horisonten, men sommetider gled den hen over hans mandskab.

Taliia rettede sig op med en hånd på ryggen. Det sted hvor tønderne havde ramt, men hun sagde intet og viste ingen tegn på at være såret. Da skibslægen spurgte hende, var hendes var to ord og et nik. "Ay, sir." Hun små løb hen til trappen og sprang op af den i to-tre skridt. Da hun lande på dækket, landede hun lidt hårdere end hun havde regnet med, og et jag gik op i ryggen på hende. Hun skar ansigt og holde igen en hånd på ryggen, tog en dyb vejrtrækning og så sig om efter Riggerne. Hun fandt Riggerne og gik hen til dem. Her satte hun sig stift på hug og så grundigt deres hænder igennem. "Er der nogle som har bandasher i nærheden?" Hun brugte en smule af sin healende krafter til at lukke for blodet og fjerne den smule betændelse der kunne være i dem allerede.

En af de unge drenge rakte hende bandagerne og stillede sig tæt ved. De fleste Riggere sad med hængende hoveder og hvilede sig op af kanonmandskabet der sagde ikke en lyd. Blandt det hårdeste arbejde på et skib var Riggerne dem der havde det værst. De var nød til at klamre sig fast i toppen af mastene og håbe på at de ikke faldt i vandet. Seuzan kom for det meste altid tilbage og ledte efter dem. Selv i stormvejr. Og ligenu stod han med sammenbidte tænder mens regnen stadig piskede ned. Jako og Alan kæmpede sig på benene og stavrede op til ham. Deres blikke var rettet bagud hvor man kunne se fjendens skibe kæmpe mod stormens høje bølger. "Bastards." brummede Alan og knyttede næverne. Han kunne selv ikke være mere enig. De fjolser prøvede stadig at følge med, men de var blevet færre både.

Hun takkede smilende den unge dreng som rakte bandagerne frem. Hun greb ned i sit bælte, hvor hun fangede en lille pose frem. Hun åbnede den, stak fingerne ned i den, hvorefter hun lod fingerne, som nu var fyldte af en klistret masse, glide hen over de forskellig rifter og sår i Riggernes hænder, hvor efter hun forbandt dem. Da hun var færdig rejste hun sig langsomt og kæmpede for at holde ansigtet udtryksløst, selv om smerterne i ryggen nu var taget til. Hun bandende på elvisk. "For fanden, så galt gik det kraft edeme heller ikke."

Langsomt slap de væk fra fjenderne og nu kunne Seuzan fokuserer på at finde et sikkert sted. Efter flere timer fandt han en bugt. Bugten var gemt mellem klipper og skov. Den store brig lagde anker der og mændene fladede ud på dækket. Seuzan vaklede ned i sin kahyt og satte sig i stolen. Døren ud til dækket var åbent og han kunne høre mændene snakke. Han lagde hovedet bagover og lukkede øjnene. Hans Quatermaster kom ind og den unge mand åbnende det ene øje på klem. han gik hen og åbnende vinduerne op. Lyden af vandet og fuglene fra fastlandet nåede hans øre. "Du gjorde det igen, Seuzan. Ingen dødsfald og denne Elver har hjulpet i lastrummet og vores Riggers." sagde han med sin dybe stemme og hvilede en hånd på hans skulder. Seuzan var taknemmelig for den støtte som han fik. Hans mænd var meget for ham. Andre ville dem som brikker, men Seuzan havde brug for alle for at holde skibet oppe. Han værdsatte alle mand og kvinder. Til gengæld havde han deres fulde loyalitet. Han kæmpede med at holde så mange i live som muligt.

Taliia gik langsom hen til rælingen og lænede sig op af den imens hun så ud over vandet. Hun bed sig i læben og lukkede øjnene, imens hun forsøgte at tække energi til sig fra skoven. Desværre havde hun ikke energi nok til det og svedperler samlede sig på hendes ansigt. Hendes hænder knugede om rælingen, så knogerne var begyndt at miste deres farve. Selv om hendes ord var svage, kunne de høres af en hver som forstod elvisk. "Til helvede..."

Gule øjne så på Taliia med bekymring. Dette var ikke godt. De to skikkelse nærmede sig langsomt hende og satte sig på kanonen bag dem. De ventede på at hun opdagede dem. Hvis dette ikke blev bedre ville de trække kaptajnen ind i dette. Hans ord havde mere vægt end deres. "Jeg håber hun bliver bedre. Det bliver ikke sjovt at trække Seuzan ind i dette!" mumlede den yngre bror. Hans ældre nikkede og lagde hovedet på skrå. Hans hvide hår stod som en stærk kontrast til den mørke hud. De vidste at stormen havde taget på kaptajnens kræfter og de ville hellere vente og se om hun blev bedre.Der var ingen grund til at rejse alarmen hvis hun selv kunne klare det. Deres blikke gik til kaptajnens kahyt hvor de kunne høre mumlen. Deres Quatermaster tog sig af kaptajnen. Han havde ingen andre. Ikke mens Kaptajn Fire var væk med Black Breath.

Hun fornemmede nogen i nærheden, men forsøgte stadig at trække styrke fra skoven. Et suk undslap hende, hun måtte tættere på skoven. Hun åbnede øjnene og så i retningen af skoven. Hun måtte ud på stævnen, det var tætter på skoven. Et par dybe vejrtrækninger og en kraftanstrengelse senere og hun var i langsomt og stift tempo på vej ud i stævnen. Hun mærkede skovens energi, selv om den var svag. Hendes ben begyndte at dirre, da hun manglede omkring fem skridt. Det ente med at hun satte sig med et bump og et gisp imens hendes negle borede sig ind i hendes håndflader, så blodet begyndte at dryppe fra dem ned på plankerne. Hun lukkede øjnene og forsøgte igen at suge energi til sig, denne gang kom det meget langsomt - enerverende langsomt. Hun bed sig hårdt i læben af irritation, hvilket gjorde at hun også her fik blodet til at vise sig. Efter nogle minutter, åbnede hun øjnene halvt og så sig langsomt rundt. Hun fik øje på to par gule øjne.
"Vil en af jer være venlig at hente skibslægen?" Hun forsøgte at flytte sig en smule, men endte med at gispe i stedet. "Hvad er der i de tønder?" Det sidste blev slynget ud i luften, men hun håbede på at en af dem havde hørt hende.

"Tønderne indeholder jernkugler og vi smugle dig forbi Seuzan.
Vi ville så nødig forklarer dine skader." sagde den yngste af de to brødre og hjalp hende under dæk mens den ældste holdte vagt. Skibslægen var i sin kahyt og rensede sine instrumenter og nynnede en sang. Han var en mand sidst i fyrrerne. Spinkel mand med hvidt hår og kloge øjne. Fingrene var små og gjorde det nemmere for at arbejde. Han så op da de to brødre kom ind med Taliia. "Ved kaptajnen at hun er her?" spurgte han og lukkede døren efter dem. De rystede på hovedet og han vendte sit blik mod hende. "Han har nok at se til lige nu." sagde den ældste og hvilede sig op ad døren. Det venstre øre presset imod den. Gav ham muligheden for at høre hvis andre kom denne vej. Den yngste satte sig tilrette i en af vente stolene og læste en bog om kroppen.

Seuzan lå på sin seng og hvilede sig. Hans kræfter var ved at være brugte. Hans Quatermaster stod sentinel over ham og var klar til at smide hvem som helst der vovede at forstyrre ham. Han sleb sine knive og nynnede stille imens. Så op på sin kaptajn hver tredje minut.

Taliia kom med en tør latter. "Så var det derfor de slog så hårdt." Hun rystede svagt på hovedet og skar ansigt af smerte, da de hjalp hende ned til skipslægen.
Hun lænede sig letter skælvende op af væggen. "De siger der var jernkugler i de tønder jeg blev ramt af. Men heller mig end den unge dreng." Det sidste sagde hun imens en skælven løb igennem hendes krop og hendes ben gav efter. Hun bandede på elvisk, lige så kraftigt som en havnearbejder.

De to elverbrødre rynkende brynene. "Pas på dit sprog, unge dame!" knurrede den ældste og krydsede armene over brystet. Hans blik var formanende og holdte ingen diskussion. Hans yngre bror rynkede på næsen og fortsatte med at læse. Der lød fodtrin og en banken kom. "Det er Jako. Må jeg komme ind?" Jako blev lukket ind og nikkede til dem alle. "Kaptajnen har brug for hvile så hvis I har brug for noget skal I komme til Alan eller mig. Quatermaster våger over kaptajnen så ingen forstyrre ham." Lægen mumlede til svar og så bekymret og tilfreds ud på samme tid. "Den mand var ved at køre sig selv i sænk Jeg ville nødig være den der beder Raco Fire om hjælp." mumlede han og Jako nikkede. "Den mand er meget beskyttende når det kommer til Seuzan." De to elverbrødre sagde ikke en lyd, men den yngste så ud af vinduet som om han frygtede, at hvert øjeblik dukkede denne mentor op for at kræve en forklaring.

Taliia som var landet på gulvet, mumlede undskyldene. Da de begyndte at snakke om at Seuzan havde brug for hvile, kom Taliia i tanke om nogle urter hun gemte på sig. Hun talte lavmeldt imens hun fandt urterne frem. Hun rakte den lyslilla pose frem imod lægen med en hånd som skælvede af anstrengelse. "Jeg har nogle tørrede urter her som vil kunne hjælpe. Der skal et fingerknips i et krus vand og rørges rundt indtil de er opløste. Det smager sødeligt, lidt som sukker og honning, men er hurtigere til at opbygge energien. Jeg kunne også selv bruge et krus." Hun håbede på at de ville stole nok på hende til at hjælpe deres egen kaptajn. Hun købte urterne så tit det var muligt og var hun heldig at være i land et sted hvor de voksede, samlede hun flere potioner af dem. Men største delen af hendes lager var ombord The Lady.

[Fældes afslutning]

Skibslægen tog imod urterne og lavede et krus til både Taliia og Seuzan, inden han behandlede Taliias skader.
I de efterfølgende dage kom alle til deres kræfter og de forsatte deres rejse. Seuzan afleverede Taliia i Aquerne, hvor hun ventede til Vivian ankom omkring en dags tid senere.